Translate

Viser opslag med etiketten performance. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten performance. Vis alle opslag

tirsdag den 8. juni 2021

Marina Abramović: The Artist is Present (2012)

 
UDSATHEDENS ÆSTETIK
Kunstscenens serbiske superstjerne

Af BO GREEN JENSEN

PERFORMANCE handler om nærvær. Kunstneren Marina Abramović (f. 1946) har investeret sin krop i en rig katalog af ekstreme og udsatte situationer, som begynder med Rhythm-serien i 1970ernes Jugoslavien. Abramović blødte og lod sig brænde, blev slået på og skåret i, tog krampefremkaldende piller for kunsten. Fyrre år senere præger hun kunstscenen i en verden, hvor fædrelandet ikke længere findes. 
   Fakirens første arbejder var farvet af propaganda. De ritualiserede kvæstelser blev i sig selv en seksuel protest. Med tiden er det asketiske udtryk drejet i retning ad kønspolitisk teater. Siden 2010 har The Marina Abramović Foundation for the Preservation of Performance Art haft base i Hudson, New York. På The Marina Abramović Institute kan kursister blive oplært i den patenterede Abramović Metode.
   Den unge Abramović var pioner og partisan. I dag er hun så meget Mother Performance, at man næppe kan tale om kontroversiel kunst – snarere om knæsættelsen af det ekstreme.



THE Artist is Present var titlen på den store fejring, som Museum of Modern Art i New York foretog i foråret 2010. Fra den 14. marts til den 31. maj sad Abramović hver dag på en stol og var til stede blandt rekonstruktioner af sine øjebliksværker fra alle årene. De gamle arbejder blev til lejligheden genskabt af andre aktører, men sætstykket var det nye værk: at sidde foran kunstneren og se og blive set på.*
    Udstillingen blev et stort tilløbsstykke. Der var kø rundt om bygningen, for alle ville ind og sidde med Marina. Det var museets største performance-satsning og kulminationen på kunstnerens karriere. Matthew Akers dokumenterer forløbet i en portrætfilm, som tegner konturerne af hendes karriere, mens den skildrer forberedelserne til MoMA-udstillingen og følger kunstnerens liv. Som tilskuer kommer man gennem et register af reaktioner, der ikke alle er positive.



ABRAMOVIC selv er meddelsom og praktisk. Hun udviser en charmerende mangel på selvhøjtidelighed og besidder dertil et fascinerende fysiognomi, der kan forvandle sig for betragterens øjne, fra det forførende rollespil i religiøse, erotiske og politiske positurer til den neutrale betragter, som vasker udtrykket rent, når en ny gæst tager plads. Performance handler også om ikke at snyde. Det føles forkert, når kameraet ser ind i kunstnerens øjne.
   Stjernen gør dog en god og autentisk figur. Problemet er snarere den kødrand af talende ansigter, kritikere og gallerister, som sætter ord på værkets egenart og formulerer sig så mandarinagtigt, at man får lyst til at bede dem tie stille. Abramović siger selv, at hun i begyndelsen af sin karriere altid blev spurgt: »Men hvorfor er det kunst?« Det undrer hende, at hun aldrig hører spørgsmålet mere.



EN særligt anstrengt sekvens har at gøre med kollegaen Ulay (Frank Uwe Laysiepen), som Abramović dannede par med fra 1976 til 1988. Sammen skabte de værker som Relation in Space (1976), Breathing in and breathing out (1977) og Rest Energy (1980), hvor han holdt buestrengen med en pil, som kunne dræbe hende, hvis han gav slip. De filmede selv deres afsked, som fandt sted på Den Kinesiske Mur.
   I forbindelse med MoMA-udstillingen vender Ulay tilbage. Nu er Marina stjernen, og man fornemmer en decideret falsk hjertelighed. Ulay bliver interviewet om, hvor højt han beundrer sin ekspartner. Han sætter sig foran Abramović. Da hun tager hans hænder, klapper publikum, og alle siger nårh. Gensynet er iscenesat, så Marina og Ulay ville spytte, hvis de var yngre. Imens står anonyme aktører og genskaber Imponderabilia (1977), hvor gæsten måtte presse sig forbi det nøgne par.


MEN hvorfor er det kunst? Et kritisk kronvidne forklarer præmissen. Med The Artist is Present skaber Abramović »her own rent«, sin egen flænge i tiden; et sted, som hun fastholder midt i virak og tumult. Forskellen på performance og skuespil er, om kunstneren er eller foregiver at være. Akers devaluerer sin film, når han arrangerer private øjeblikke som gensynet med Ulay. The Artist is Present fungerer dog fint som en hyldest til Abramović og som en kritisk introduktion til performance. 
   I 2021 er Abramović stadig aktiv i kunsten på syv kontinenter. I 2016, da hun fyldte 70, var der fest på Guggenheim Museum i New York. Hun gav i den anledning alderen fingeren til ære for kunstmediernes fotografer, som må have taget flere portrætter af Abramović end af nogen anden nulevende kunstner.
   Samme år udkom erindringsbogen Walk Through Walls, hvor Abramović for en gangs skyld taler mere om sit liv end om sin kunst. Det er især interessant at læse om opvæksten i Beograd og høre, hvor megen modstand der var i begyndelsen. Udsathedens æstetik og de tidlige værker i Rhythm-serien (1973-1974) og Thomas Lips (1975) er om muligt blevet mere relevante i #MeToo-sammenhæng. 



UWE Laysiepen døde af lungekræft den 2. marts, 2020. Han blev 76 år. Der blev ganske vist taget gode billeder, men der kom ingen stor forsoning ud af genforeningen i The Artist is Present. I 2015 lagde Ulay sag an mod Abramović og fik medhold i, at hun havde misligholdt deres aftale om royalties for værker, som de havde skabt og opført i fællesskab. De var dog sammen på scenen i Humlebæk i 2017, da Louisiana viste opsamlingsarbejdet The Cleaner.
   Ulay døde i Slovenien. Årene efter Marina blev for ham et langt lærestykke, en demonstration af, hvem der var stjernen. I april 2020 skrev David Bramwell i The Guardian en artikel om parrets afsked på Den Kinesiske Mur i 1988. Abramović beskriver, hvordan mødet på muren – i sig selv et episk performanceværk med titlen The Lovers – tog form.
   Alene logistikken var en bedrift. De begyndte i hver sin ende af muren, som måler 2.500 kilometer og med forgreninger cirka det dobbelte. I kinesisk folklore og mytologi er muren ryggen på en drage, der snor sig gennem bjerglandskabet. Ulay kom fra halen i Gobi-ørkenen; Marina satte ud fra det mere frodige hoved ved Liaodongbugten i øst.
   Da The Lovers blev udtænkt var planen, at de skulle mødes på midten og holde bryllup. De var dog begge på det rene med, at præmissen var ændret til afsked, da vandringen begyndte. De kinesiske myndigheder var skiftevis forvirrede og beredvillige. De ville gerne have opmærksomheden. De elskende mødtes og tog afsked og fløj hjem hver for sig. Der gik syv år, før de talte sammen igen og 22 år, før de mødtes på MoMA i The Artist is Present. 



MARINA Abramović fylder 75 år den 30. november. Hun har på det seneste været genstand for en QAnon-kampagne, der beskyldte hende for at være satanist. Hun har sagt, at hun ikke længere vil opføre værker, som fremstiller døden. En undtagelse er så operaforestillingen 7 Deaths of Maria Callas, som hun skabte til Bayerische Staatsoper i 2020.
   Abramović har instrueret, tilrettelagt scenografien og skrevet manuskriptet sammen med Petter Skavlan. Hun spiller selv Callas i sammenvævningen af syv operaslutninger fra signaturværker af Bellini, Bizet, Donizetti, Puccini og Verdi. Som manden i billedet medvirker Willem Dafoe. En ny transmission er annonceret til den 27. juli 2021.
   Den første store soloudstilling i London skulle åbne på Royal Academy of Arts i september 2020, men blev udsat på grund af COVID-19-pandemien. Den er nu berammet til efteråret 2021. Abramović modtog i 2021 en fortjenstmedalje fra den serbiske stat og var årets modtager af Princess of Asturias-prisen.

Maj 2023: Marina Abramović er årets modtager af Sonningprisen. Overrækkelsen skulle finde sted i Festsalen på Københavns Universitet den 24. april, men Abramović blev syg og meldte afbud med kort varsel. Efter flere udsættelser ligger det fast, at Royal Academy-udstillingen i London vises fra 23. september 2023 til 1. januar 2024. Det er en retrospektiv i fuld skala med arbejder fra alle faser af værket. Se mere på museets hjemmeside.

*) Fem performances blev genskabt på udstillingen: Imponderabilia (1977); Point of Contact (1980); Relation in Time (1977); Nude with Skeleton (2005) og Luminosity (1997).
   En stor – og måske den vigtigste – del af Abramovićs arbejde efter 2000 har været koncentreret omkring begrebet reperformance, som er en måde at bevare, åbne, fortolke og fastlægge eksisterende øjebliksværker på. Abramović sammenligner ideen med et musikalsk partitur, hvilket giver fuldkommen mening. Det er også en måde at sikre ophavsret til det i sagens natur efemere værk. Af samme grund er det interessant i forhold til danseteater og anden  scenekunst, hvor en koreografi ligger til grund.
   Abramovićs egen Seven Easy Pieces (Guggenheim Museum, 2005) var/er en antologi, som blander to af hendes arbejder – Lips of Thomas eller Thomas Lips (1975) og Entering the Other Side (skabt til lejligheden) – med fem nøgleværker i kunstgenrens historie: Body Pressure (Bruce Nauman, 1974); Seedbed (Vito Accondi, 1972); Action Pants: Genital Panic (Valie Export, 1969); The Conditioning (Gina Pane, 1973) og wie man dem toten Hasen die Bilder erklärt/ How to Explain Pictures to a Dead Hare (Joseph Beuys, 1965).
   Alt for megen energi bliver brugt på at diskutere, om performance er en legitim og fuldgyldig kunstform; for lidt på, hvad den er og kan. Performance forener billedkunst og teater på samme måde, som tegneserien kombinerer elementer fra billedkunst og litteratur. Begge har et naturligt, skønt sekundært forhold til film.
   Amerikaneren Carrie Stern har skrevet en interessant artikel, »The artist is present in the bodies of many: Reperforming Marina Abramovic« (Agôn, 2013), om begrebet reperformance. Blandt andet interviewer Stern de seks performancekunstnere, som arbejdede med Abramovićs og Ulays værker på MoMA.
   Argumentet mod reperformance er naturligvis, at formen er uforenelig med det spontane og reaktive, som er selve præmissen i performance. Rekonstruktion er museal fossilering. Et andet relevant kritikpunkt kunne være, at værkerne i genopførelse får et lidt mere lækkert, æstetisk tidssvarende præg. Abramović lægger sin egen præmis frem i artiklen »PURE RAW Performance, Pedagogy, and (Re)presentation« (Performance Arts Journal 82, pp. 29-50, 2006).  

Marina Abramović: The Artist is Present. Instr., manus, foto: Matthew Akers. 106 min. USA 2012. Dansk premiere: 28.03.2013.


Fotos: Show of Force/ REEL Pictures/ CineMaterial/ Royal Academy of Arts, London/ Museum of Modern Art, New York/ Solomon R. Guggenheim Museum, New York/ Louisiana Museium of Modern Art, Humlebæk/ Louisiana Channel
Filmen streames på MUBI
2K Blu-ray fra Euro Video (regionsfri) 17.04.2013
Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 29.03.2013

onsdag den 2. december 2020

Fra fremmed til fortrolig: Multikunstneren Laurie Anderson [V.U. Legends]



LAURIE ANDERSON: FRA FREMMED TIL FORTROLIG
Et portræt af multikunstneren som magisk håndværker

Af BO GREEN JENSEN

LAURIE Andersons værk er en kølig affære, hvis man betragter skulpturen på afstand. Musik og film, performance, grafiske arbejder og installationskunst: Alt virker klart og kontrolleret. Men i nærbillede ser man et menneskeliv med alt, hvad der følger af kaos og tvivl.
    Især i begyndelsen er der gadgets i musikken – stemmefiltre, violinen med magnetisk bue, den talende stok og et orgie af lysapparater. Der er en aura af moderne museum – Anderson arbejder i traditionen fra Andy Warhol og Yoko Ono. Der er også et hjerte, som banker i takt med den tænksomme rock, man hører hos fæller som Brian Eno og David Byrne.
   Fremfor alt er der midt i det hele en smilende kvinde med strittende fehår og tidløs Peter Pan-fysik. Der er varme og humor. Der er en stadig drøm om den bløde maskine og en tillidserklæring til tingene, som de er.
   Sangene er besnærende enkle. Anderson kommer fra en tid, hvor post-modernitet var et plusord, men hun brød igennem som popmusiker af en slags. Det var stand-up komikeren Andy Kaufman, der lærte hende, hvordan man altid skal begynde sin optræden et andet sted end forventet. På den måde kortsluttes kritiske fordomme.


ANDERSON er født i 1947. Hun voksede op i Chicago-forstaden Glen Ellyn og kommer fra en myldrende familie med syv søskende. Men hendes pigetid blev ensom. Hun har tit fortalt historien om, hvordan hun ville imponere med et tårnspring. Hun ramte kanten af bassinet og knækkede sin ryg. Hun lå et år på hospitalet og havde en skrøbelig barndom. Men hun lærte at læse og lytte og tegne og se på en mere omhyggelig måde.
   Hun gik på college i Californien og studerede kunst i New York. Anderson har faktisk en eksamen i skulptur fra Columbia University. Hun skrev tegneserier og kunstartikler, mens hun samlede indtryk. Anderson var altid interesseret i kunsten som performance. Det giver fuldkommen mening, at hun ikke anerkender grænsen mellem populær og elitær.
   

ANDERSONS arbejde er en skabning med mange arme, der rækker i forskellige retninger. Nogle mødes ude i rummet, andre er faste stationer. Kunsten er spredt over så mange felter, at helheden sagtens kunne blæse væk.
   Over tid er værket alligevel blevet en imponerende omfangsrig konstruktion, og det er musikken, som giver det hele struktur.
   Albummet Big Science (1982) indeholder monsterhittet »O Superman«, som var en sensation i sin tid. Sangen bruger en stump fra en opera af Jules Massanet, stemmen ånder eurytmisk i gentagelsen. Der er en fuldendt balance mellem kultur og natur. Big Science afstikker effektivt territoriet, som blev den yngre kunstners revir.*
   Anderson har fællesmængde med forfatterne Thomas Pynchon og William Burroughs. Sangen »Gravity’s Angel« er tilegnet Pynchon og bygger på Gravity’s Rainbow. Hun overtog tidligt Burroughs’ betragtning om, at »Language is a virus from outer space«. Skønt den panoramiske »Sharkey’s Day« er sætstykket på Mister Heartbreak (1984), er det Burroughs’ egen medvirken på »Sharkey’s Night«, som sætter prikken over i’et:
   »And Sharkey says: Deep in the heart of darkest America. Home of the brave. He says: Listen to my heart beat. Paging Mr. Sharkey. White courtesy telephone please.«
   Anderson siger selv, at hun aldrig har ønsket en professionel musikalsk karriere. Det har passet hende at være en flimrende identitet i krydsfeltet mellem performance og art rock. Warner Records så anderledes på situationen, da selskabet gav Anderson en drømmekontrakt på syv album.
   Der er investeret stort i Mister Heartbreak, som for selskabet må have lignet »den svære toer« i en forhåbentlig lukrativ produktion. Samme år udkom bokssættet United States Live, fire koncerter på fem LP’er, der hørte sammen med bogen af samme navn.


AMERIKA som mytologisk begreb – og afstanden mellem idé og realitet – er et bærende tema i Andersons arbejde. Hun behandler det både som sci-fi og lavpraktisk virkelighed. Produceren Roma Baran, der har arbejdet med Anderson fra begyndelsen, siger, at hun har et talent for at være »abstrakt og personlig på samme tid«. Det er sandt. Der er et levet liv til forskel på United States Live og Homeland (2010), men motiverne er de samme.**
   Strange Angels (1989) var en skuffelse for fans, der så Anderson som en fremmedgørelsens muse. Her bliver hun bedre til at skrive »små« observerende sange, og musikken er blevet et varmere sted, hvor der også er plads til Andersons humor.
   Denne er ofte konceptuel. Skæringen »The Dream Before« er dedikeret til kritikeren og filosoffen Walter Benjamin. Sangen bruger hans billede af historien som en engel, der sønderrives mellem det kommende og det forgangne i stormen, der blæser fra Paradis. Men nu er det lagt ind i en dialog mellem Hans og Grete, der er blevet et tvært gammelt par:
   »Hans and Gretel are alive and well/ And they’re living in Berlin/ She is a cocktail waitress/ He has a part in a Fassbinder film/ And they sit around at night now/ Drinking schnapps and gin/ And she says: Hansel, You’re really bringing me down/ And he says: Gretel, you can really be a bitch.«
   For effektens skyld er Andersons vokal forankret i et bobbende kor, hvor alle stemmer udføres af Bobby McFerrin, manden bag solskinshittet »Don’t Worry (Be Happy)«, der definerede yuppie-versionen af sen-80erne.


LAURIE Anderson og Lou Reed blev gift i 2008, men de var kærester allerede i 1992. Han medvirker på albummet Bright Red (1994), hvor parret synger duet på »In Our Sleep«. Reed skrev senere balladen »The Power of the Heart«, som er en af hans smukkeste ting overhovedet.
   Bright Red er produceret af Brian Eno og giver et godt billede af kunstneren, der prøver at bevare sin integritet i et landskab, hvor værdierne skrider hver time. »Speak My Language« var Andersons bidrag til Wim Wenders-filmen Faraway So Close, en fortsættelse til Himlen over Berlin, der forsøgte at gøre nøjagtigt det samme.
   Efter spoken word-albummet The Ugly One with the Jewels kunne Warner og Anderson endelig tage afsked. Det er her, hun fortæller om Andy Kaufman og sin badeulykke i barndommen.
   Der er mere ro på Life on a String (2001). Flere sange stammer fra forestillingen Moby-Dick. Anderson bruger i hele sit værk de klassiske amerikanske ikoner til at illuminere moderniteten. På »Hiawatha« fra Mister Heartbreak er kanoen fra Longfellows digt sat ud på Hudson River. På United States er titlen »Lighting Out for the Territories« et lån fra Huckleberry Finn, der kaster det samme pionerblik på nationen.


DEN 11. september 2001 var en sandhedens dag for amerikanske kunstnere. Hver og én måtte genoverveje sine idealer og værdier. Anderson arbejder stadig på sagen i filmen Heart of a Dog (2015), en essayistisk opsummering af alle temaer, nu med vægten lagt i det små og det nære, hvor hunden Lolabelle og afskeden med ægtefællen (Lou Reed døde i 2013) er hjertesteder.
   Men først blev den politiske side af 9/11 analyseret på albummet Homeland. Til sit sceneshow skabte Anderson et maskulint alter ego – af ydre ikke ulig en forkommen Charlie Chaplin – som taler gennem en vocoder og formulerer nogle af flosklerne fra Homeland Securitys krig mod terror. Han optræder allerede som ouijabrættets stemme på The Ugly One with the Jewels. Lou Reed gav ham navnet Fenway Bergamot.
   Albummet er en overraskende skrøbelig samling af smukke, personlige sange – den fineste er »Thinking of You« med sneen, der falder og falder – hvor kunstnerens manierismer for første gang er lagt væk. 25 år efter United States ser »Another Day in America« og »Dark Time in the Revolution« det store land oppefra. Albummet slutter visionært og vidt åbent med »The Beginning of Memory« og et næsten Walt Whitman’sk livsfejrende »Flow«.
   Der følger en 40 minutter lang film med Homeland. Her fortæller Anderson, at projektet faldt på plads under et besøg i Japan, hvor hun fortalte sin tolk om fornemmelsen af at have glemt eller et eller andet. Tolken spurgte ind til, hvad det var og hvornår hun havde forlagt det. Da gik det op for Anderson, at hun havde mistet sit land.



DET bedste øjeblik i Heart of a Dog er scenen, hvor Laurie og Lolabelle er taget vestpå for at komme væk fra overvågningskameraerne i det kronisk opskræmte New York. Rovfugle cirkler på himlen. Lolabelle ser op og forstår, at angrebet også kan komme fra himlen. Anderson kan se, at det åbner et helt nyt rum i hundens hoved.
   På samme empatiske måde har Laurie Anderson set vores blik skifte farve. Hun har for længst overhalet sin avantgardistiske myte. Der er ingen fremmedgørelse nu. Det handler om at tale i tæt fortrolighed.
   Homeland og Heart of a Dog er gode steder at begynde, hvis man nødigt vil tackle bagkataloget. Sampleren Talk Normal (2000) er en udmærket introduktion til de album, som Anderson udgav hos Warner.

*) Arien »O suverain, o juge, o père!« er fra Le Cid, 1885. Musikhistorikeren Susan McClary foretager en berømt analyse af forbindelsen mellem Anderson og Massanet i Feminine Endings: Music, Gender, and Sexuality (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1991; rev. 2002).

**) I 2018 udkom spoken word-albummet Landfall på Nonesuch. Sammen med strygerensemblet Kronos Quartet beskriver Anderson, hvordan superstormen Sandy gik i land ved New York i 2012. Det er en meditation over menneskets (og alle andre arters) udsathed, der i formen har meget til fælles med bevægelsen på United States Live. Cirklen lukker sig i punktet, hvor en ny kreds begynder sin bane. Alting går i sløjfe. Som er tegnet for uendelighed. 


Fotos: Lynn Goldsmith (United States Live 1983 Portrait)/ Harper & Row/  The Israel Museum (Paul Klee Angelus Novus 1920)/ Warner Bros. Records/ Nonesuch/ Elektra Records/ Canal Street Communications
Laurie Andersons musik streames på Spotify og er tilgængelig på cd og vinyl  
Trykt første gang i Det Kgl. Biblioteks magasin Diamanten nr. 3, juli-september 2017