Translate

Viser opslag med etiketten V.U. Legends. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten V.U. Legends. Vis alle opslag

lørdag den 5. december 2020

Hundens hjerte: Et interview med Laurie Anderson


LAURIE, LOU & LOLABELLE
Et møde med Laurie Anderson

Af BO GREEN JENSEN

GÖTEBORG i februar 2016. Laurie Anderson er i byen for at vise Heart of a Dog på den årlige filmfestival. Jeg er kommet med toget fra Helsingborg. En frysende våd vind river og flår. Så til en begyndelse kan vi tale om, hvordan rammen var en helt anden, da filmen blev vist første gang på Mostraen i Venedig i 2015.
   Jeg har en smule heltindenervøsitet. Jeg hører Andersons musik, har været til koncerterne og fulgt den grænseafsøgende stemme fra Big Science (1982) til Homeland (2010) og det nye soundtrack til Heart of a Dog . Her er kvinden, som sang duet med William Burroughs. Her er kvinden, som var gift med Lou Reed.


ANDERSON har altid blandet genrer, medier og udtryk. Sind, krop og maskine; teater, performance, elektrisk musik. Stemmefilter, visuel violin og en digital tryllestav hørte med fra det første verfremdungsfejrende hit, »O Superman«, hvor stemmen stønner og ånder eurytmisk.
   Der er derfor folk, som mener, at livet er for kort til Laurie Anderson, folk som sammenligner hende med Yoko Ono. Det giver i øvrigt god mening. Anderson blev født avantgarde. Den jordnære varme er kommet med tiden.
   Jeg har strejfet om i gaderne for at få tiden til at gå. Så jeg er gennemblødt, og Anderson synes vist nok, det er synd. Hun spørger i hvert fald til toget og båden, koger vand og skænker kaffe. Lou Reed ville ikke have løftet en finger.
   Da det kommer til stykket, er det enklest bare at tale om filmen. Det er også rigeligt. Heart of a Dog er en kærlig erindring om terrieren Lolabelle, som blev blind. Den lærte at male og spille klaver. Den fik en værdig død og var elsket.
   Men filmen skildrer samtidig byen, hvor Laurie, Lou og Lolabelle gik tur. Det er en film om New York efter 9/11, den eskalerende paranoia og uskylden, der døde. Et visuelt essay om Andersons liv. For resten betagende enkelt og godt.


– LOLABELLE må have været en meget speciel hund –
»Mon ikke alle hunde er specielle? Hun var dejlig, og jeg var egentlig ikke interesseret i en hund, der lavede kunster, men da hun blev blind, klarede hun det virkelig ikke særligt godt. Det gør mange hunde ellers. De ser ikke særlig godt i forvejen, men de kan høre, og de kan lugte. De klarer sig fint.
   Det gjorde Lolabelle ikke. Hun var en se-og-bliv-set hund, og hun var afhængig af at kunne genkende folk. Så da hun blev blind, stivnede hun simpelt hen. Hun frøs. Lige pludselig. Og jeg måtte løfte hende op, når hun skulle luftes. Jeg måtte løfte hende op, når hun skulle lægges i seng.
   Træneren sagde, jeg skulle lære hende at spille klaver. Jeg var skeptisk, men hun var så dygtig til det. For hvis man ikke kan bevæge sig omkring, kan man fylde rummet med musik. Så hun var i gang hver eneste dag. Hun fik godbidder, hun fik opmærksomhed, og folk kom til hende. Mange musikere kan sætte sig i hendes sted. Det kan jeg i hvert fald selv.«
   – Hvornår fik du tanken om at lave en film?
   »Jeg tog bare imod en invitation. Den kom ud af det blå fra Arte TV. De sagde: Vi laver en serie personlige essays. Ordet fik mig til at tænke på Chris Marker, og jeg elskede hans film. Generelt er det en nul-budget-serie, hvor kunstneren får et kamera og et stearinlys. Og laver en voice over. Det kan jeg godt lide, så dér begyndte jeg.
   Jeg havde en håndfuld forbundne historier. Derfor blev det en film om, hvad historier egentlig er. Hvordan fungerer de? Hvordan hænger de sammen med den såkaldte virkelighed? Hvad sker der, hvis man fortæller dem for mange gange? På den måde blev det en film om historiers struktur. Det er jo ikke en film om mig og min hund. Som du sikkert har regnet ud allerede.«


 – MIT favoritafsnit er dét, hvor I rejser til Californien. Der er rovfugle i luften, og du fryser øjeblikket, hvor Lolabelle indser, at farerne også kan komme fra himlen. Det ligner virkelig et indsigtens øjeblik –
   »Det er det. Og det samme var 9/11 for indbyggerne i New York. Det er en film om at undersøge tingenes bagside. I begyndelsen betyder himlen frihed og ekspansion, men på den anden side betyder den frygt. Lolabelle var syg og blev chokeret. Men instinktet satte hurtigt ind. Her var denne socialiserede byhund, men det tog hende kun en brøkdel af et sekund at indse, at fuglene var kommet for at dræbe.«
   – Det er meget fint skildret i  filmen. Man synes, man kan se, hvad hunden tænker...
   »Præcis. Jeg prøvede virkelig at trænge ind i hendes frygt. Lolabelle kunne lide at arbejde. Hun var med mig til mange arrangementer. På en scene er alt koncentreret omkring dette ene, klart markerede område. Hun kunne overskue det hele og bare – du ved – patruljere. Jeg prøvede virkelig at følge med hende på den måde. Ikke for at antropomorfisere. Men for at se, hvilken slags hund hun var.«
   – Du siger antropomorfisere. Vi har megen empati med hunde. Tror du, de har empati med os?
   »Helt klart. De er meget intelligente. De studerer og iagttager os. Og ikke kun fordi vi giver dem mad, selv om det sikkert har stor betydning. Men gennem årtusinder har de lært at sætte sig i vores sted. Og det er en virkelig empati. De kan virkelig lide mennesker. De beundrer os. Måske fordi vi opfandt fantastiske ting som biler. Man kan stikke sit hoved ud af vinduet og sige brrrrr. Fart er fascinerende for dem. Og mad. Og at være med i en gruppe. Hunde sætter pris på de ting.«


SOM 12-årig ville Anderson debutere som tårnspringer, men fejlbedømte afstanden og ramte bassinkanten. Hun brækkede ryggen og lå på hospitalet i et år. Nu er kvinden 68. Hun har fortalt historien mange gange. I filmen bliver springet igen en fortælling, denne gang med en dybere lød.
    »Man fortæller jo de historier, man kan fortælle. Så en 12-årig pige, der fortæller den historie, siger at lægerne er idioter. I lang tid fortalte jeg 12 års-versionen af den historie. Og lægerne var idioter. For de anbragte alle disse børn på ét sted, og så slukkede de lyset. Og der var nogen, der døde hver eneste nat. En lille dreng ved siden af mig døde bare.
   Dén historie kunne jeg ikke fortælle, da jeg var 12. Forholdet mellem fortælleren og fortællingen ændrer sig hele tiden. Pludselig har man en hunds blik, man ser gennem et overvågningskameras linse. Og man tænker: Hvor er historiens sammenhæng henne? Der er ikke noget plot her, ingen protagonist. Du er protagonisten. Det er et krævende job på den måde.«
  – Det hele begynder med drømmesekvensen. Tegninger der viser, hvordan hunden bliver lagt ind i din mave – som bliver syet til, så du kan føde den.
   »Jeg tog den sekvens med for at vække publikum. De fleste mennesker sætter sig før en forestilling, en koncert, en ballet, et teaterstykke, og de tror, at de ved, hvad der venter. De danner sig et indtryk i de første par minutter. Og så skal resten helst følge det mønster.
   Hvis du begynder med et rockshow, som bliver til en opera, bliver publikum utrygge og utilfredse, især kritikerne. Folk forventer en konsistent personlighed. Man må ikke skabe kunst, der stritter i for mange retninger. Det bliver betragtet som uansvarligt, af en eller anden grund.
   Så jeg plejer at begynde med noget, der får dem til at tænke: Hvad er dét her nu for noget? Så du ikke danner den dér forudindtagethed. Og dømmer resten efter forventninger og forudsigelser, som må og skal være korrekte.«
    – I drømmen bruger du teginger, musik, poesi, mange slags medier. Det ligner prologen til et gesamtwerk -
  »Ja. En bricolage – og så er der ikke mange tegninger i resten af filmen. Der bliver lagt mange falske spor ud i begyndelsen. «


– DIN afdøde mand bliver slet ikke nævnt, men du spiller »Turning Time Around« [fra Lou Reed-albummet Ecstasy, 2000] til slut. Var han med i projektet, da det begyndte?
   »Han var med i alt mit arbejde. Hvis du ser godt efter, er han med i baggrunden i et par scener. Jeg ville give ham det sidste ord, for »Turning Time Around« er sådan en elegant sang om tiden og kærligheden. Det er, hvad filmen handler om, så det var en god åben slutning af den slags, jeg ledte efter. Hvad vil det sige at vende tiden om? Hvad er det egentlig, han siger? Den sang vil ikke definere ting. Den vil åbne nogle døre.«
      – Når man ser på dit arbejde, synes du i perioder at være interesseret i en regulær musikkarriere. Til andre tider performance. Og udstillinger. Svarer det til, hvad du siger om at blande udtryk og forvirre forventninger?
   »Jeg tror ikke, jeg har prøvet at skabe en karriere med noget. Jeg kan bare lide at lave ting. Men jeg er en kunstner, som gerne vil gøre det småt. Jeg har ingen ambition om at åbne et kontor i London, blive stor og international. Jeg vil gerne have min frihed, og lige nu prøver jeg at gøre tingene mindre. Jeg vil gerne have en scene med færre mennesker på. Og mine tegninger og malerier er vigtige. Det er ikke, fordi jeg vil gøre karriere som billedkunstner. Jeg tænker ikke på det på den måde.
   Jeg tænkte heller ikke på musik på den måde. Så meget i mit liv er sket tilfældigt. »O Superman« skrev jeg i en kunstverden, og pludselig fik den liv i en popverden. Folk i kunstverdenen råbte: Sikke en falliterklæring! Men så begyndte man at kalde det cross over, og det blev set som en god ting.«


– TIL slut: Overvågningskulturen i Amerika, bliver den værre eller bedre?
   »Det er meget klaustrobisk at have kameraer overalt. Så for mig som person bliver den værre. Men jeg spurgte engang John Cage på samme måde. Jeg ville vide, hvad han mente om verdensituationen, blev den værre eller bedre. Jeg tænkte, det er et dumt spørgsmål, hvordan kan jeg stille ham det? Så vi kredsede om emnet. Jeg sagde, at moderne heste er hurtigere end forhistoriske heste. Omvendt blev der aldrig udviklet drager...
   Til sidst sagde han: Hvad er det, du prøver at sige? Så jeg spurgte direkte: Bliver tingene værre eller bedre? Han sagde bare: Åh, de bliver bedre. Og jeg elskede ham for det. For ingen af os ved noget med sikkerhed. I det mindste bevæger vi os mod mere kompleksitet. Vi bliver hurtigere og dygtigere. Vi bliver ikke til slim og bløddyr igen. Derfor er jeg optimistisk. Uanset om der kameraer alle vegne.«

Samtalen med Laurie Anderson fandt sted på Hotel Scandic Rubinen i Göteborg den 1. februar 2016    

Heart of a Dog. Instr. og manus: Laurie Anderson. Foto: Laurie Anderson, Toshiaki Ozawa, Joshua Zucker-Pluda. 75 min. Dansk premiere: 12.05.2016


Foto: Jason Rodgers/ Ray Pride NewCityFilm/ Mary Ellen Mark/ HBO Documentary Films/ Camera Film 
Filmen streames (køb eller leje) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, iTunes og SF Anytime
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 13.05.2016

onsdag den 2. december 2020

Fra fremmed til fortrolig: Multikunstneren Laurie Anderson [V.U. Legends]



LAURIE ANDERSON: FRA FREMMED TIL FORTROLIG
Et portræt af multikunstneren som magisk håndværker

Af BO GREEN JENSEN

LAURIE Andersons værk er en kølig affære, hvis man betragter skulpturen på afstand. Musik og film, performance, grafiske arbejder og installationskunst: Alt virker klart og kontrolleret. Men i nærbillede ser man et menneskeliv med alt, hvad der følger af kaos og tvivl.
    Især i begyndelsen er der gadgets i musikken – stemmefiltre, violinen med magnetisk bue, den talende stok og et orgie af lysapparater. Der er en aura af moderne museum – Anderson arbejder i traditionen fra Andy Warhol og Yoko Ono. Der er også et hjerte, som banker i takt med den tænksomme rock, man hører hos fæller som Brian Eno og David Byrne.
   Fremfor alt er der midt i det hele en smilende kvinde med strittende fehår og tidløs Peter Pan-fysik. Der er varme og humor. Der er en stadig drøm om den bløde maskine og en tillidserklæring til tingene, som de er.
   Sangene er besnærende enkle. Anderson kommer fra en tid, hvor post-modernitet var et plusord, men hun brød igennem som popmusiker af en slags. Det var stand-up komikeren Andy Kaufman, der lærte hende, hvordan man altid skal begynde sin optræden et andet sted end forventet. På den måde kortsluttes kritiske fordomme.


ANDERSON er født i 1947. Hun voksede op i Chicago-forstaden Glen Ellyn og kommer fra en myldrende familie med syv søskende. Men hendes pigetid blev ensom. Hun har tit fortalt historien om, hvordan hun ville imponere med et tårnspring. Hun ramte kanten af bassinet og knækkede sin ryg. Hun lå et år på hospitalet og havde en skrøbelig barndom. Men hun lærte at læse og lytte og tegne og se på en mere omhyggelig måde.
   Hun gik på college i Californien og studerede kunst i New York. Anderson har faktisk en eksamen i skulptur fra Columbia University. Hun skrev tegneserier og kunstartikler, mens hun samlede indtryk. Anderson var altid interesseret i kunsten som performance. Det giver fuldkommen mening, at hun ikke anerkender grænsen mellem populær og elitær.
   

ANDERSONS arbejde er en skabning med mange arme, der rækker i forskellige retninger. Nogle mødes ude i rummet, andre er faste stationer. Kunsten er spredt over så mange felter, at helheden sagtens kunne blæse væk.
   Over tid er værket alligevel blevet en imponerende omfangsrig konstruktion, og det er musikken, som giver det hele struktur.
   Albummet Big Science (1982) indeholder monsterhittet »O Superman«, som var en sensation i sin tid. Sangen bruger en stump fra en opera af Jules Massanet, stemmen ånder eurytmisk i gentagelsen. Der er en fuldendt balance mellem kultur og natur. Big Science afstikker effektivt territoriet, som blev den yngre kunstners revir.*
   Anderson har fællesmængde med forfatterne Thomas Pynchon og William Burroughs. Sangen »Gravity’s Angel« er tilegnet Pynchon og bygger på Gravity’s Rainbow. Hun overtog tidligt Burroughs’ betragtning om, at »Language is a virus from outer space«. Skønt den panoramiske »Sharkey’s Day« er sætstykket på Mister Heartbreak (1984), er det Burroughs’ egen medvirken på »Sharkey’s Night«, som sætter prikken over i’et:
   »And Sharkey says: Deep in the heart of darkest America. Home of the brave. He says: Listen to my heart beat. Paging Mr. Sharkey. White courtesy telephone please.«
   Anderson siger selv, at hun aldrig har ønsket en professionel musikalsk karriere. Det har passet hende at være en flimrende identitet i krydsfeltet mellem performance og art rock. Warner Records så anderledes på situationen, da selskabet gav Anderson en drømmekontrakt på syv album.
   Der er investeret stort i Mister Heartbreak, som for selskabet må have lignet »den svære toer« i en forhåbentlig lukrativ produktion. Samme år udkom bokssættet United States Live, fire koncerter på fem LP’er, der hørte sammen med bogen af samme navn.


AMERIKA som mytologisk begreb – og afstanden mellem idé og realitet – er et bærende tema i Andersons arbejde. Hun behandler det både som sci-fi og lavpraktisk virkelighed. Produceren Roma Baran, der har arbejdet med Anderson fra begyndelsen, siger, at hun har et talent for at være »abstrakt og personlig på samme tid«. Det er sandt. Der er et levet liv til forskel på United States Live og Homeland (2010), men motiverne er de samme.**
   Strange Angels (1989) var en skuffelse for fans, der så Anderson som en fremmedgørelsens muse. Her bliver hun bedre til at skrive »små« observerende sange, og musikken er blevet et varmere sted, hvor der også er plads til Andersons humor.
   Denne er ofte konceptuel. Skæringen »The Dream Before« er dedikeret til kritikeren og filosoffen Walter Benjamin. Sangen bruger hans billede af historien som en engel, der sønderrives mellem det kommende og det forgangne i stormen, der blæser fra Paradis. Men nu er det lagt ind i en dialog mellem Hans og Grete, der er blevet et tvært gammelt par:
   »Hans and Gretel are alive and well/ And they’re living in Berlin/ She is a cocktail waitress/ He has a part in a Fassbinder film/ And they sit around at night now/ Drinking schnapps and gin/ And she says: Hansel, You’re really bringing me down/ And he says: Gretel, you can really be a bitch.«
   For effektens skyld er Andersons vokal forankret i et bobbende kor, hvor alle stemmer udføres af Bobby McFerrin, manden bag solskinshittet »Don’t Worry (Be Happy)«, der definerede yuppie-versionen af sen-80erne.


LAURIE Anderson og Lou Reed blev gift i 2008, men de var kærester allerede i 1992. Han medvirker på albummet Bright Red (1994), hvor parret synger duet på »In Our Sleep«. Reed skrev senere balladen »The Power of the Heart«, som er en af hans smukkeste ting overhovedet.
   Bright Red er produceret af Brian Eno og giver et godt billede af kunstneren, der prøver at bevare sin integritet i et landskab, hvor værdierne skrider hver time. »Speak My Language« var Andersons bidrag til Wim Wenders-filmen Faraway So Close, en fortsættelse til Himlen over Berlin, der forsøgte at gøre nøjagtigt det samme.
   Efter spoken word-albummet The Ugly One with the Jewels kunne Warner og Anderson endelig tage afsked. Det er her, hun fortæller om Andy Kaufman og sin badeulykke i barndommen.
   Der er mere ro på Life on a String (2001). Flere sange stammer fra forestillingen Moby-Dick. Anderson bruger i hele sit værk de klassiske amerikanske ikoner til at illuminere moderniteten. På »Hiawatha« fra Mister Heartbreak er kanoen fra Longfellows digt sat ud på Hudson River. På United States er titlen »Lighting Out for the Territories« et lån fra Huckleberry Finn, der kaster det samme pionerblik på nationen.


DEN 11. september 2001 var en sandhedens dag for amerikanske kunstnere. Hver og én måtte genoverveje sine idealer og værdier. Anderson arbejder stadig på sagen i filmen Heart of a Dog (2015), en essayistisk opsummering af alle temaer, nu med vægten lagt i det små og det nære, hvor hunden Lolabelle og afskeden med ægtefællen (Lou Reed døde i 2013) er hjertesteder.
   Men først blev den politiske side af 9/11 analyseret på albummet Homeland. Til sit sceneshow skabte Anderson et maskulint alter ego – af ydre ikke ulig en forkommen Charlie Chaplin – som taler gennem en vocoder og formulerer nogle af flosklerne fra Homeland Securitys krig mod terror. Han optræder allerede som ouijabrættets stemme på The Ugly One with the Jewels. Lou Reed gav ham navnet Fenway Bergamot.
   Albummet er en overraskende skrøbelig samling af smukke, personlige sange – den fineste er »Thinking of You« med sneen, der falder og falder – hvor kunstnerens manierismer for første gang er lagt væk. 25 år efter United States ser »Another Day in America« og »Dark Time in the Revolution« det store land oppefra. Albummet slutter visionært og vidt åbent med »The Beginning of Memory« og et næsten Walt Whitman’sk livsfejrende »Flow«.
   Der følger en 40 minutter lang film med Homeland. Her fortæller Anderson, at projektet faldt på plads under et besøg i Japan, hvor hun fortalte sin tolk om fornemmelsen af at have glemt eller et eller andet. Tolken spurgte ind til, hvad det var og hvornår hun havde forlagt det. Da gik det op for Anderson, at hun havde mistet sit land.



DET bedste øjeblik i Heart of a Dog er scenen, hvor Laurie og Lolabelle er taget vestpå for at komme væk fra overvågningskameraerne i det kronisk opskræmte New York. Rovfugle cirkler på himlen. Lolabelle ser op og forstår, at angrebet også kan komme fra himlen. Anderson kan se, at det åbner et helt nyt rum i hundens hoved.
   På samme empatiske måde har Laurie Anderson set vores blik skifte farve. Hun har for længst overhalet sin avantgardistiske myte. Der er ingen fremmedgørelse nu. Det handler om at tale i tæt fortrolighed.
   Homeland og Heart of a Dog er gode steder at begynde, hvis man nødigt vil tackle bagkataloget. Sampleren Talk Normal (2000) er en udmærket introduktion til de album, som Anderson udgav hos Warner.

*) Arien »O suverain, o juge, o père!« er fra Le Cid, 1885. Musikhistorikeren Susan McClary foretager en berømt analyse af forbindelsen mellem Anderson og Massanet i Feminine Endings: Music, Gender, and Sexuality (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1991; rev. 2002).

**) I 2018 udkom spoken word-albummet Landfall på Nonesuch. Sammen med strygerensemblet Kronos Quartet beskriver Anderson, hvordan superstormen Sandy gik i land ved New York i 2012. Det er en meditation over menneskets (og alle andre arters) udsathed, der i formen har meget til fælles med bevægelsen på United States Live. Cirklen lukker sig i punktet, hvor en ny kreds begynder sin bane. Alting går i sløjfe. Som er tegnet for uendelighed. 


Fotos: Lynn Goldsmith (United States Live 1983 Portrait)/ Harper & Row/  The Israel Museum (Paul Klee Angelus Novus 1920)/ Warner Bros. Records/ Nonesuch/ Elektra Records/ Canal Street Communications
Laurie Andersons musik streames på Spotify og er tilgængelig på cd og vinyl  
Trykt første gang i Det Kgl. Biblioteks magasin Diamanten nr. 3, juli-september 2017