Translate

Viser opslag med etiketten John Cage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten John Cage. Vis alle opslag

torsdag den 28. oktober 2021

Brian Eno: The Ship + Fickle Sun (2016)


EN LUNEFULD SOL
Brian Eno bruger sin menneskestemme


Af BO GREEN JENSEN

DET var ikke Brian Eno, der opfandt new age-musikken, men han gav begrebet et navn, da han fandt på betegnelsen ambient music. Det skete ved udgivelsen af Ambient 1: Music for Airports (1978), kunstnerens sjette soloalbum.
   Allerede Discreet Music (1975), det første album, hvor Eno slet ikke sang, havde anvendt de minimalistiske strategier, som Eno til dels har fra Erik Satie, men med Music for Films (1978), Apollo: Atmospheres and Soundtracks (1983) og Ambient 4: On Land (1982) blev konceptet formaliseret. Music for Airports er kanoniseret, men især On Land er blevet stående med majestætisk og billeddannende lyd, som virkelig skaber et sted i bevidstheden.



SIDEN er fulgt en lind strøm af meditative lydlandskaber, tonale trappestiger, readymades, samplede steder og loops, som har givet ham hengivne fans i et omfang, der ellers er ukendt for stemningsmusikken.
   Enos oeuvre kan opdeles i egne værker (28 studiealbum) og diverse lydmæssig installationskunst (8 album). Adskillige stykker er skabt til museer og apps, hvor de kan blive ved uophørligt: Bloom (2008), Trope (2009), Scape (2012). Den 1. januar 2017 udkom/ begyndte/ fødtes Reflection.
   Hertil kommer en sværm (37 studiealbum) af kollaborative projekter med venner, familie og kampfæller fra hele musikindustrien. Især No Pussyfootin’ (1973) med Robert Fripp, After the Heat (1978) med tyske Cluster, My Life in the Bush of Ghosts (1981) med David Byrne og Wrong Way Up (1990) med John Cale skiller sig ud.
   Endelig har Eno gjort karriere som producer. Han blev legendarisk i kraft af sit bidrag til David Bowies Berlin-trilogi og The Joshua Tree med U2. Eno blev manden, man gik til, når en stivnet form skulle brydes. Han har produceret alle fra John Cage (Voices and Instruments) og Laurie Anderson (Bright Red) til Coldplay (Viva la Vida) og Paul Simon (Surprise).



DER har til gengæld været langt mellem de originale album med rigtige sange, som Eno brød igennem med efter glam- og artrocktiden i Roxy Music. Han medvirkede på de første to plader, Roxy Music (1972) og For Your Pleasure (1973), før bandet helt og holdent blev Bryan Ferrys hjertebarn.

   Enos første fire album med sange er klassiske steder: Here Come the Warm Jets (1973), Taking Tiger Mountain ( By Strategy) (1974), Another Green World (1975) og Before and After Science (1978) har inspireret flere generationer. Det er derfor en begivenhed, når manden faktisk bruger sin menneskestemme og prøver at sætte ord på sin verden i diverse former for automatskrift.
   Det sker omsider på The Ship. Der var også ord og stemmer på Drums Between the Bells og Panic of Looking, som han lavede sammen med digteren Rick Holland i 2011, men det var ikke Enos egne. Så for første gang siden Another Day on Earth (2005) er målet at skabe noget i retning af Another Green World og Before and After Science.


NU, hvor vinyl igen er blevet grundformen, kan man atter tale om et album med to sider. Især kan man mærke, at musikerne fra den gamle skole tænker lige sådan, når de strukturerer. Med hensyn til The Ship vil jeg sige, at side 1 er på det jævne, mens side 2 er alle pengene værd.

   Side 1 bruger 21 minutter på kompositionen »The Ship«, der ifølge Eno selv er inspireret af Titanics forlis i 1912. Det er en lang og tung, rumlende flade af lyd, som stemmen mumler ind over i sløjfer. Der bliver hele tiden taget tilløb til noget, som aldrig rigtigt indfinder sig.
   Problemet er nok, at der ikke er mere at sige om Narreskibet, kulturens teknologiske hybris og håbets kæntring på noget niveau. Musikken og sangene er allerede skrevet. Robin Gibb (fra The Bee Gees) løb ind i det samme problem, da han umiddelbart før sin død i 2012 komponerede The Titanic Requiem på en bestilling fra The Royal Philharmonic Orchestra.
   Under alle omstændigheder må ethvert nyt bud forholde sig til Gavin Bryars’ The Sinking of the Titanic, en minimalistisk nyklassiker fra 1969, der som regel bliver opført sammen med Jesus’ Blood Never Failed Me Yet (1971), hvor Bryars brugte en hjemløs mands sang til at skabe en vild og bevægende montage. Genren kaldes indeterminism, dvs. »ubestemmelig musik«.
   The Sinking og Jesus’ Blood Never Failed Me er senest udgivet i 2015. På en forlænget version fra 1993 kan man høre Tom Waits synge sammen med stemmen fra den oprindelige optagelse. Eno producerede førsteudgaven af Jesus’ Blood og udgav den på sit eget label, Obscure Records, i 1975. Det var til gengæld Bryars, der arrangerede og dirigerede strygerne på Discreet Music.


FAKTISK genbruger The Ship strukturen fra det 40 år gamle album. Der er en a-side med titelkompositionen og en b-side med tre korte stykker, som lytteren bliver langt gladere for. På Discreet Music var det tre variationer over Pachelbels Kanon i D-dur: »
Fullness of Wind«, »French Catalogues« og »Brutal Ardour«. På The Ship er det »Fickle Sun«, »The Hour is Thin« og »I’m Set Free«, som tilsammen udgør en suite og bliver kaldt »Fickle Sun« under ét.
   »Fickle Sun« betyder »Lunefuld sol«. Det sætter tonen for et bylandskab, der skiftevis ligner Atlanta i zombieserien The Walking Dead og London i T.S. Eliots ur-moderne digt om The Waste Land. Samme anslag præger »The Hour Is Thin«, hvor Enos automatiske tekst – skabt med en variation af cut up-teknikken – kommer til sin ret.
   »Timen er tynd« bliver fremsagt af Peter Serafinowicz med blød, betryggende stemme, men det skildrede landskab er apokalyptisk:

The hour is thin. Trafalgar Square is calm. Birds, and cold, black dark. The final famine of a wicked sun, and the web that died yesterday. I was a hard copy version. I turned my eyes directly to hate. Then, the hammer of toil. Tired with what the world has yet brought forth, with the women waving at war, and the news that war is faith...

LIDT senere skinner en ny sol »
beneath the velvet of a strong optimism«, og »Britain's most fateful hour is spun.« Så »Boom. The dark. And the web that died yesterday.« Der stod en vugge, og der var soldater. Det hele slutter på et sted, hvor »The universe is required. Please notify the sun.«
   Universet er påkrævet – Giv venligst solen besked. Med den slags krøllede detaljer, nødvendige fejl i en fuldendt mandala, har Eno altid modsagt den maskinelle kvalitet og mulige kulde i sine vidtløflige musikalske systemer.
   Jeg ved, at nogle fans vil dø for cerebrale kompositioner som den timelange Thursday Afternoon (1985), Nerve Net (1992), The Shutov Assembly (1992), The Drop (1997), Small Craft on a Milk Sea (2010) og den næsten banale Lux (2010). Men jeg vil bytte det hele væk for én intim, dadaistisk vuggevise som »Put a Straw Under Baby« fra Another Green World:

Put a straw under baby
Your good deed for the day
Put a straw under baby
Keep the splinters away.

Let the corridors echo
As the dark places grow
Hear superior's footsteps
On the landing below.

There's a place in the orchard
Where no one dare go
The last nun who went there
Turned into a crow.

There’s a brain in the table
There’s a heart in the chair
And they all live in Jesus
It’s a family affair.

DER er aldrig skabt en stemning så solfuld og rolig som på »By This River« fra Before and After Science. Eller noget så mægtigt og skarpt som »Sky Saw« på Another Green World. Hvis det endelig skal være noget med Enos berømte Oblique Strategies-kort, så lyt til sværmen af skrivemaskiner i udtoningen af »China My China« fra Taking Tiger Mountain: »They know what God gave them their fingers for (to make percussion over solos)«.
   Kineserne ved, hvorfor Gud gav dem fingre. Og så hører man sandelig kvinderne skrive:



SÆTSTYKKET på The Ship er tredje del af »Fickle Sun«-suiten: en fuldtonende og besværgende smuk fortolkning af Lou Reeds »I’m Set Free«. Sangen stammer fra det tredje album med The Velvet Underground og blev anderledes skrøbeligt fremført af Reed selv i 1968.
   Enos udgave går efter guldet, lyden er fed og besnærende nok. Det er igen en god pointe, at vi kun er sat fri for at finde en ny illusion. Sangen er vel også en posthum hyldest til Reed, som Eno har kaldt »en ivrig, men ikke overdrevent dygtig guitarist«. Alligevel er det i sammenhængen på en eller anden måde for meget. Synes i hvert fald denne gamle fan af både Brian Eno og Lou Reed.
   Eno siger, at han atter fik mod på at synge, fordi han opdagede, at hans stemme med årene var blevet så dyb, at han kunne ramme og holde et dybt C. Det gør han flere steder på The Ship, og det lyder ikke særligt godt, mere som droner og søvnige får, end som Cohen og Cash i det dybeste leje.
   Det er alligevel en fornøjelse at høre Eno synge igen. Albummet findes som download, men hvis man investerer i de fysiske formater, får man fire litografier med i købet. Ganske som de grafiske særtryk, der i sin tid fulgte med Before and After Science.


THE Ship blev udsendt samtidig med, at Brian Eno fyldte 68 år. I den anledning blev han interviewet til Hard Talk af Stephen Sackur på BBC World. Jeg så tilfældigt samtalen, hvor Eno blandt andet fortalte om Berlin-tiden med David Bowie. Han forklarede, hvordan han ser al kunst og musik som et kredsløb, hvor de enkelte stemmer og udtryk er forudsætninger og konsekvenser. Der findes derfor ikke stjerner eller genier, blot håndværkere i en stor tradition.
   Han er naturligvis glad for, at de gamle værker har levet så længe. Eno mener også, at den næste store og for alvor nye kunstform bliver skabt et sted i nettets spiluniverser. Han ved ikke, hvordan det nye ser ud eller lyder, for han bruger ikke spillene selv. Alligevel synes prognosen plausibel.

Brian Eno blev 73 år den 15. maj. Forlaget Faber & Faber genudgav A Year with Swollen Appendices - Brian Eno's Diary, som indeholder Enos dagbog for året 1995 [dvs. bl.a. Jah Wobbles Spinner, David Bowies 1. Outside, Passengers-projektet Original Soundtracks 1] + en række essays, artikler, personlige meditationer og teoretiske overvejelser. I det nyskrevne forord samler Eno 13 sider med ord og begreber, som ikke fandtes eller var kurante i 1996, da bogen udkom første gang: 9/11, Antifa, Blu-ray, Covid, FOMO, Minecraft, SARS og så videre. Det er tankevækkende, neo-nostalgisk læsning. Blandt ordene på listen er sustainable og generative, bæredygtig og generativ. »Generative music« er Enos egen betegnelse for de selvgenerende, knopskydende kompositioner, der i princippet varer for evigt, når han har skrevet algoritmerne og sat mobilen i gang. I juni 2021 fik Eno sin egen radiostation, The Lighthouse, på Sonos Radio HD. Den seneste fysiske udgivelse er Mixing Colours (2020), som Brian har lavet sammen med sin lillebror, Roger Eno, og bokssættet Film Music 1976-2020. 

Brian Eno: The Ship. Produceret af Brian Eno og Peter Chilvers. 2016. CD, BD, LP, DL + streaming. Warp Records, 2016.

  

Fotos: Wikipedia (2015 Portrait - 'Brian Eno & Steven Johnson: On Art', HowWeGotToNext.com (YouTube), Herman Wouters/NYT (2020-Portrait), Cecily Eno (2021 Portrait w/ beard and mirrorball)/ Island Records/ Obscure Records/ Polydor Music/ Opal Records/ Warp Records/ Faber & Faber 
Første udgave af anmeldelsen stod på www.Mikrozinet.dk (RIP) 03.08.2016

lørdag den 5. december 2020

Hundens hjerte: Et interview med Laurie Anderson


LAURIE, LOU & LOLABELLE
Et møde med Laurie Anderson

Af BO GREEN JENSEN

GÖTEBORG i februar 2016. Laurie Anderson er i byen for at vise Heart of a Dog på den årlige filmfestival. Jeg er kommet med toget fra Helsingborg. En frysende våd vind river og flår. Så til en begyndelse kan vi tale om, hvordan rammen var en helt anden, da filmen blev vist første gang på Mostraen i Venedig i 2015.
   Jeg har en smule heltindenervøsitet. Jeg hører Andersons musik, har været til koncerterne og fulgt den grænseafsøgende stemme fra Big Science (1982) til Homeland (2010) og det nye soundtrack til Heart of a Dog . Her er kvinden, som sang duet med William Burroughs. Her er kvinden, som var gift med Lou Reed.


ANDERSON har altid blandet genrer, medier og udtryk. Sind, krop og maskine; teater, performance, elektrisk musik. Stemmefilter, visuel violin og en digital tryllestav hørte med fra det første verfremdungsfejrende hit, »O Superman«, hvor stemmen stønner og ånder eurytmisk.
   Der er derfor folk, som mener, at livet er for kort til Laurie Anderson, folk som sammenligner hende med Yoko Ono. Det giver i øvrigt god mening. Anderson blev født avantgarde. Den jordnære varme er kommet med tiden.
   Jeg har strejfet om i gaderne for at få tiden til at gå. Så jeg er gennemblødt, og Anderson synes vist nok, det er synd. Hun spørger i hvert fald til toget og båden, koger vand og skænker kaffe. Lou Reed ville ikke have løftet en finger.
   Da det kommer til stykket, er det enklest bare at tale om filmen. Det er også rigeligt. Heart of a Dog er en kærlig erindring om terrieren Lolabelle, som blev blind. Den lærte at male og spille klaver. Den fik en værdig død og var elsket.
   Men filmen skildrer samtidig byen, hvor Laurie, Lou og Lolabelle gik tur. Det er en film om New York efter 9/11, den eskalerende paranoia og uskylden, der døde. Et visuelt essay om Andersons liv. For resten betagende enkelt og godt.


– LOLABELLE må have været en meget speciel hund –
»Mon ikke alle hunde er specielle? Hun var dejlig, og jeg var egentlig ikke interesseret i en hund, der lavede kunster, men da hun blev blind, klarede hun det virkelig ikke særligt godt. Det gør mange hunde ellers. De ser ikke særlig godt i forvejen, men de kan høre, og de kan lugte. De klarer sig fint.
   Det gjorde Lolabelle ikke. Hun var en se-og-bliv-set hund, og hun var afhængig af at kunne genkende folk. Så da hun blev blind, stivnede hun simpelt hen. Hun frøs. Lige pludselig. Og jeg måtte løfte hende op, når hun skulle luftes. Jeg måtte løfte hende op, når hun skulle lægges i seng.
   Træneren sagde, jeg skulle lære hende at spille klaver. Jeg var skeptisk, men hun var så dygtig til det. For hvis man ikke kan bevæge sig omkring, kan man fylde rummet med musik. Så hun var i gang hver eneste dag. Hun fik godbidder, hun fik opmærksomhed, og folk kom til hende. Mange musikere kan sætte sig i hendes sted. Det kan jeg i hvert fald selv.«
   – Hvornår fik du tanken om at lave en film?
   »Jeg tog bare imod en invitation. Den kom ud af det blå fra Arte TV. De sagde: Vi laver en serie personlige essays. Ordet fik mig til at tænke på Chris Marker, og jeg elskede hans film. Generelt er det en nul-budget-serie, hvor kunstneren får et kamera og et stearinlys. Og laver en voice over. Det kan jeg godt lide, så dér begyndte jeg.
   Jeg havde en håndfuld forbundne historier. Derfor blev det en film om, hvad historier egentlig er. Hvordan fungerer de? Hvordan hænger de sammen med den såkaldte virkelighed? Hvad sker der, hvis man fortæller dem for mange gange? På den måde blev det en film om historiers struktur. Det er jo ikke en film om mig og min hund. Som du sikkert har regnet ud allerede.«


 – MIT favoritafsnit er dét, hvor I rejser til Californien. Der er rovfugle i luften, og du fryser øjeblikket, hvor Lolabelle indser, at farerne også kan komme fra himlen. Det ligner virkelig et indsigtens øjeblik –
   »Det er det. Og det samme var 9/11 for indbyggerne i New York. Det er en film om at undersøge tingenes bagside. I begyndelsen betyder himlen frihed og ekspansion, men på den anden side betyder den frygt. Lolabelle var syg og blev chokeret. Men instinktet satte hurtigt ind. Her var denne socialiserede byhund, men det tog hende kun en brøkdel af et sekund at indse, at fuglene var kommet for at dræbe.«
   – Det er meget fint skildret i  filmen. Man synes, man kan se, hvad hunden tænker...
   »Præcis. Jeg prøvede virkelig at trænge ind i hendes frygt. Lolabelle kunne lide at arbejde. Hun var med mig til mange arrangementer. På en scene er alt koncentreret omkring dette ene, klart markerede område. Hun kunne overskue det hele og bare – du ved – patruljere. Jeg prøvede virkelig at følge med hende på den måde. Ikke for at antropomorfisere. Men for at se, hvilken slags hund hun var.«
   – Du siger antropomorfisere. Vi har megen empati med hunde. Tror du, de har empati med os?
   »Helt klart. De er meget intelligente. De studerer og iagttager os. Og ikke kun fordi vi giver dem mad, selv om det sikkert har stor betydning. Men gennem årtusinder har de lært at sætte sig i vores sted. Og det er en virkelig empati. De kan virkelig lide mennesker. De beundrer os. Måske fordi vi opfandt fantastiske ting som biler. Man kan stikke sit hoved ud af vinduet og sige brrrrr. Fart er fascinerende for dem. Og mad. Og at være med i en gruppe. Hunde sætter pris på de ting.«


SOM 12-årig ville Anderson debutere som tårnspringer, men fejlbedømte afstanden og ramte bassinkanten. Hun brækkede ryggen og lå på hospitalet i et år. Nu er kvinden 68. Hun har fortalt historien mange gange. I filmen bliver springet igen en fortælling, denne gang med en dybere lød.
    »Man fortæller jo de historier, man kan fortælle. Så en 12-årig pige, der fortæller den historie, siger at lægerne er idioter. I lang tid fortalte jeg 12 års-versionen af den historie. Og lægerne var idioter. For de anbragte alle disse børn på ét sted, og så slukkede de lyset. Og der var nogen, der døde hver eneste nat. En lille dreng ved siden af mig døde bare.
   Dén historie kunne jeg ikke fortælle, da jeg var 12. Forholdet mellem fortælleren og fortællingen ændrer sig hele tiden. Pludselig har man en hunds blik, man ser gennem et overvågningskameras linse. Og man tænker: Hvor er historiens sammenhæng henne? Der er ikke noget plot her, ingen protagonist. Du er protagonisten. Det er et krævende job på den måde.«
  – Det hele begynder med drømmesekvensen. Tegninger der viser, hvordan hunden bliver lagt ind i din mave – som bliver syet til, så du kan føde den.
   »Jeg tog den sekvens med for at vække publikum. De fleste mennesker sætter sig før en forestilling, en koncert, en ballet, et teaterstykke, og de tror, at de ved, hvad der venter. De danner sig et indtryk i de første par minutter. Og så skal resten helst følge det mønster.
   Hvis du begynder med et rockshow, som bliver til en opera, bliver publikum utrygge og utilfredse, især kritikerne. Folk forventer en konsistent personlighed. Man må ikke skabe kunst, der stritter i for mange retninger. Det bliver betragtet som uansvarligt, af en eller anden grund.
   Så jeg plejer at begynde med noget, der får dem til at tænke: Hvad er dét her nu for noget? Så du ikke danner den dér forudindtagethed. Og dømmer resten efter forventninger og forudsigelser, som må og skal være korrekte.«
    – I drømmen bruger du teginger, musik, poesi, mange slags medier. Det ligner prologen til et gesamtwerk -
  »Ja. En bricolage – og så er der ikke mange tegninger i resten af filmen. Der bliver lagt mange falske spor ud i begyndelsen. «


– DIN afdøde mand bliver slet ikke nævnt, men du spiller »Turning Time Around« [fra Lou Reed-albummet Ecstasy, 2000] til slut. Var han med i projektet, da det begyndte?
   »Han var med i alt mit arbejde. Hvis du ser godt efter, er han med i baggrunden i et par scener. Jeg ville give ham det sidste ord, for »Turning Time Around« er sådan en elegant sang om tiden og kærligheden. Det er, hvad filmen handler om, så det var en god åben slutning af den slags, jeg ledte efter. Hvad vil det sige at vende tiden om? Hvad er det egentlig, han siger? Den sang vil ikke definere ting. Den vil åbne nogle døre.«
      – Når man ser på dit arbejde, synes du i perioder at være interesseret i en regulær musikkarriere. Til andre tider performance. Og udstillinger. Svarer det til, hvad du siger om at blande udtryk og forvirre forventninger?
   »Jeg tror ikke, jeg har prøvet at skabe en karriere med noget. Jeg kan bare lide at lave ting. Men jeg er en kunstner, som gerne vil gøre det småt. Jeg har ingen ambition om at åbne et kontor i London, blive stor og international. Jeg vil gerne have min frihed, og lige nu prøver jeg at gøre tingene mindre. Jeg vil gerne have en scene med færre mennesker på. Og mine tegninger og malerier er vigtige. Det er ikke, fordi jeg vil gøre karriere som billedkunstner. Jeg tænker ikke på det på den måde.
   Jeg tænkte heller ikke på musik på den måde. Så meget i mit liv er sket tilfældigt. »O Superman« skrev jeg i en kunstverden, og pludselig fik den liv i en popverden. Folk i kunstverdenen råbte: Sikke en falliterklæring! Men så begyndte man at kalde det cross over, og det blev set som en god ting.«


– TIL slut: Overvågningskulturen i Amerika, bliver den værre eller bedre?
   »Det er meget klaustrobisk at have kameraer overalt. Så for mig som person bliver den værre. Men jeg spurgte engang John Cage på samme måde. Jeg ville vide, hvad han mente om verdensituationen, blev den værre eller bedre. Jeg tænkte, det er et dumt spørgsmål, hvordan kan jeg stille ham det? Så vi kredsede om emnet. Jeg sagde, at moderne heste er hurtigere end forhistoriske heste. Omvendt blev der aldrig udviklet drager...
   Til sidst sagde han: Hvad er det, du prøver at sige? Så jeg spurgte direkte: Bliver tingene værre eller bedre? Han sagde bare: Åh, de bliver bedre. Og jeg elskede ham for det. For ingen af os ved noget med sikkerhed. I det mindste bevæger vi os mod mere kompleksitet. Vi bliver hurtigere og dygtigere. Vi bliver ikke til slim og bløddyr igen. Derfor er jeg optimistisk. Uanset om der kameraer alle vegne.«

Samtalen med Laurie Anderson fandt sted på Hotel Scandic Rubinen i Göteborg den 1. februar 2016    

Heart of a Dog. Instr. og manus: Laurie Anderson. Foto: Laurie Anderson, Toshiaki Ozawa, Joshua Zucker-Pluda. 75 min. Dansk premiere: 12.05.2016


Foto: Jason Rodgers/ Ray Pride NewCityFilm/ Mary Ellen Mark/ HBO Documentary Films/ Camera Film 
Filmen streames (køb eller leje) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, iTunes og SF Anytime
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 13.05.2016