Translate

Viser opslag med etiketten Marina Abramovic. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Marina Abramovic. Vis alle opslag

onsdag den 9. juni 2021

Yayoi Kusama: Infinity (2018)


PRIKKER I UNIVERSET
Kusamas kosmiske spejlkabinet

Af BO GREEN JENSEN


»JEG tager livets energi og omdanner det til prikker i universet.« Tusindkunstneren Yayoi Kusamas enkle karakteristik af sit værk og sin metode er sat allerforrest i filmen om hendes liv. Den er klar og forbavsende fyldestgørende. Det samme er filmen et stykke af vejen.
   Amerikaneren Heather Lenz, som debuterer i langform med Kusama: Infinity, siger, at hun begyndte på sin dokumentar i 2001, før der fandtes smartphones. Den japanske kunstners karriere så ud til at skulle ende i respektabel halvglemsel og fodnotestatus. Netop da begyndte den (gen)opdagelse, som har gjort Kusama til det brand, hun altid ville være, en af verdens mest eftertragtede kunstnere og et globalt fænomen.
   Før årtusindeskiftet havde kunstneren haft få separatudstillinger. Siden 2000 har 30-40 betydningsfulde museer, fra MoMA til Tate Modern og Louisiana, holdt udstillinger, som publikum stod i kø rundt om bygningen for at komme ind til. På et tidspunkt blev det et must at tage selfies i Kusamas spejlværelser. Hun har fem mio. followers på de sociale medier.



YAYOI Kusama er fantastisk populær. Filmen gentager mange gange, at hun er verdens mest kostbare kvindelige kunstner. Kun Marina Abramovic og Yoko Ono kan konkurrere. De bliver dog ikke nævnt noget sted. Kun én kønsfælle får plads i historien. Det er Georgia O’Keefe, som inspirerede den japanske teenager, besvarede hendes breve og formidlede nyttige kontakter, da Kusama i 1957 tog til USA for at gøre en forskel.
   Det er desværre typisk for filmen. Lenz giver en kongenial introduktion til kunstnerens liv og værk, og gør fornuftigt nok meget ud af New York-perioden, hvor Kusama formulerede en række af sine grundideer. Hun forsøgte med alle midler at slå igennem på den kunstscene, hvor først tidens abstrakte ekspressionister og siden popkunstnerne dominerede. Da beskydningen prellede af, tog hun i 1973 hjem til Japan. Her fandt hun endelig fred og balance i en rutine, som hun stadig dyrker i dag.


FILMEN giver et godt billede af en kunstner, som man i forbifarten er tilbøjelig til at opfatte som »hende med polkaprikkerne«, der pludselig var – og er – alle vegne. Man får stor respekt for kvinden, som næsten kun mødte modgang og undren i sine mest vitale årtier. Især bliver de »uendelighedsnet«, som Kusama kaster gennem hele karrieren, set og forklaret, så man erkender, hvor smukke og unikke de er.
   Man forstår, hvordan en skrøbelig psyke skaber struktur i forvirringen. Nettet er for Kusama både et filter, et motiv og en metode. Æstetikken tager form over tid og forener det figurative, abstrakte og organiske. Det er simpelt hen smukke strukturer, der træder frem, når Lenz går tæt på detaljer i de ofte kolossale billeder.



DET er desværre ikke nok for Lenz at forklare. Der er to andre dagsordener. For det første skal filmen (be)vise, at Kusama havde svært ved at klare sig i New York, fordi hun var kvinde i mændenes verden, og fordi hun var japansk. For det andet skal den demonstrere, hvordan alle de andre stjal fra Kusama, tog hendes ideer og gjorde dem til deres egne.
   Især det sidste ender med at virke mod hensigten. Claes Oldenburg havde kun arbejdet i papmache og hårde materialer. Så så han en af Kusamas bløde skulpturer – Accumalation No. 1 fra 1962 er en hvid lænestol med falliske protuberanser – og begyndte selv at lave bløde skulpturer. »Det må du altså undskylde, Yayoi,« hviskede Patty Mucha, Oldenburgs daværende hustru og samarbejdspartner, ved ferniseringen.



ANDY Warhol så et af Kusamas totalindrettede rum – Aggregation: One Thousand Boats Show fra 1964 – og havde straks tapet på væggen i sin næste installation (Cow Wallpaper fra 1966). Kusama udstillede Infinity Mirror Room (Phalli’s Field) i marts 1965. I oktober samme år viste Lucas Samaras sit »Mirrored Room« og fik mere kritisk opmærksomhed, skønt – eller muligvis fordi – Kusama lod sig forevige i signalrød jumpsuit i sin installation.
   Det mere end ligger i luften, at de feministiske performancekunstnere og hippiebevægelsens pacifistiske happenings var inspireret af Kusamas eksperimenter. Med andre ord fik også Abramovíc og Ono – som kun er fem år yngre end Kusama og faktisk har anerkendt hendes betydning – deres bedste ideer fra Kusama.



JEG siger ikke, at der ikke er noget om snakken, men den nøjeregnende strategi er tæt på at skævvride filmen. Det havde været rigeligt blot at vise og belyse værkerne, så vi selv kunne se sammenhængen og forbinde de farvede prikker i uendelighedsnettet.
   I Cannes så jeg engang en for så vidt tiltrængt portrætfilm om komikeren Jerry Lewis – Gregg Barsons Method to the Madness of Jerry Lewis (2011) – der på samme måde gav kunstneren æren for noget nær alt. Man endte med at have rigeligt af Lewis. Den samme slags mæthed truer her i Kusama.


I 2021 er den 92-årige kunstner så aktiv som nogensinde. Vreden fra 1970erne er helt forsvundet i en ufravigelig arbejdsrutine. Hun bor på et hospital for sindslidende i Tokyo, det samme sted hun fik freden tilbage, og har sit atelier i gåafstand. Hun bærer en kimonoagtig kåbe med prikker som en uniform. Hun kaster sit net som hun plejer, og næste gang vil jeg se lidt bedre efter.
   Filmen får altså sagt, hvad den vil. Blot kunne den have gjort det med mere gavmild elegance. Kusama har overskud, og der er luft. Værket er i sit væsen olympisk.



Kusama: Infinity (Kusamas uendelige univers). Instr.: Heather Lenz. Manus: Heather Lenz og Keita Ideno. Foto: Hideaki Itaya, Ken Kobland m.fl. 80 min. USA 2018. 18.10.2018.


Fotos: Goodmovies Entertainment/ Camera Film/ Women in Arts/ MoMA/ Louisiana/ ArtNow/  L'OFFICIEL Austria-Jason Schmidt (Kusama in Fireflies)/ CineMaterial/ You Tube (Magnolia Pictures trailer)  
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film
2K Blu-ray fra Eurozoom (Frankrig) 07.07.2020 
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.10.2018

tirsdag den 8. juni 2021

Marina Abramović: The Artist is Present (2012)

 
UDSATHEDENS ÆSTETIK
Kunstscenens serbiske superstjerne

Af BO GREEN JENSEN

PERFORMANCE handler om nærvær. Kunstneren Marina Abramović (f. 1946) har investeret sin krop i en rig katalog af ekstreme og udsatte situationer, som begynder med Rhythm-serien i 1970ernes Jugoslavien. Abramović blødte og lod sig brænde, blev slået på og skåret i, tog krampefremkaldende piller for kunsten. Fyrre år senere præger hun kunstscenen i en verden, hvor fædrelandet ikke længere findes. 
   Fakirens første arbejder var farvet af propaganda. De ritualiserede kvæstelser blev i sig selv en seksuel protest. Med tiden er det asketiske udtryk drejet i retning ad kønspolitisk teater. Siden 2010 har The Marina Abramović Foundation for the Preservation of Performance Art haft base i Hudson, New York. På The Marina Abramović Institute kan kursister blive oplært i den patenterede Abramović Metode.
   Den unge Abramović var pioner og partisan. I dag er hun så meget Mother Performance, at man næppe kan tale om kontroversiel kunst – snarere om knæsættelsen af det ekstreme.



THE Artist is Present var titlen på den store fejring, som Museum of Modern Art i New York foretog i foråret 2010. Fra den 14. marts til den 31. maj sad Abramović hver dag på en stol og var til stede blandt rekonstruktioner af sine øjebliksværker fra alle årene. De gamle arbejder blev til lejligheden genskabt af andre aktører, men sætstykket var det nye værk: at sidde foran kunstneren og se og blive set på.*
    Udstillingen blev et stort tilløbsstykke. Der var kø rundt om bygningen, for alle ville ind og sidde med Marina. Det var museets største performance-satsning og kulminationen på kunstnerens karriere. Matthew Akers dokumenterer forløbet i en portrætfilm, som tegner konturerne af hendes karriere, mens den skildrer forberedelserne til MoMA-udstillingen og følger kunstnerens liv. Som tilskuer kommer man gennem et register af reaktioner, der ikke alle er positive.



ABRAMOVIC selv er meddelsom og praktisk. Hun udviser en charmerende mangel på selvhøjtidelighed og besidder dertil et fascinerende fysiognomi, der kan forvandle sig for betragterens øjne, fra det forførende rollespil i religiøse, erotiske og politiske positurer til den neutrale betragter, som vasker udtrykket rent, når en ny gæst tager plads. Performance handler også om ikke at snyde. Det føles forkert, når kameraet ser ind i kunstnerens øjne.
   Stjernen gør dog en god og autentisk figur. Problemet er snarere den kødrand af talende ansigter, kritikere og gallerister, som sætter ord på værkets egenart og formulerer sig så mandarinagtigt, at man får lyst til at bede dem tie stille. Abramović siger selv, at hun i begyndelsen af sin karriere altid blev spurgt: »Men hvorfor er det kunst?« Det undrer hende, at hun aldrig hører spørgsmålet mere.



EN særligt anstrengt sekvens har at gøre med kollegaen Ulay (Frank Uwe Laysiepen), som Abramović dannede par med fra 1976 til 1988. Sammen skabte de værker som Relation in Space (1976), Breathing in and breathing out (1977) og Rest Energy (1980), hvor han holdt buestrengen med en pil, som kunne dræbe hende, hvis han gav slip. De filmede selv deres afsked, som fandt sted på Den Kinesiske Mur.
   I forbindelse med MoMA-udstillingen vender Ulay tilbage. Nu er Marina stjernen, og man fornemmer en decideret falsk hjertelighed. Ulay bliver interviewet om, hvor højt han beundrer sin ekspartner. Han sætter sig foran Abramović. Da hun tager hans hænder, klapper publikum, og alle siger nårh. Gensynet er iscenesat, så Marina og Ulay ville spytte, hvis de var yngre. Imens står anonyme aktører og genskaber Imponderabilia (1977), hvor gæsten måtte presse sig forbi det nøgne par.


MEN hvorfor er det kunst? Et kritisk kronvidne forklarer præmissen. Med The Artist is Present skaber Abramović »her own rent«, sin egen flænge i tiden; et sted, som hun fastholder midt i virak og tumult. Forskellen på performance og skuespil er, om kunstneren er eller foregiver at være. Akers devaluerer sin film, når han arrangerer private øjeblikke som gensynet med Ulay. The Artist is Present fungerer dog fint som en hyldest til Abramović og som en kritisk introduktion til performance. 
   I 2021 er Abramović stadig aktiv i kunsten på syv kontinenter. I 2016, da hun fyldte 70, var der fest på Guggenheim Museum i New York. Hun gav i den anledning alderen fingeren til ære for kunstmediernes fotografer, som må have taget flere portrætter af Abramović end af nogen anden nulevende kunstner.
   Samme år udkom erindringsbogen Walk Through Walls, hvor Abramović for en gangs skyld taler mere om sit liv end om sin kunst. Det er især interessant at læse om opvæksten i Beograd og høre, hvor megen modstand der var i begyndelsen. Udsathedens æstetik og de tidlige værker i Rhythm-serien (1973-1974) og Thomas Lips (1975) er om muligt blevet mere relevante i #MeToo-sammenhæng. 



UWE Laysiepen døde af lungekræft den 2. marts, 2020. Han blev 76 år. Der blev ganske vist taget gode billeder, men der kom ingen stor forsoning ud af genforeningen i The Artist is Present. I 2015 lagde Ulay sag an mod Abramović og fik medhold i, at hun havde misligholdt deres aftale om royalties for værker, som de havde skabt og opført i fællesskab. De var dog sammen på scenen i Humlebæk i 2017, da Louisiana viste opsamlingsarbejdet The Cleaner.
   Ulay døde i Slovenien. Årene efter Marina blev for ham et langt lærestykke, en demonstration af, hvem der var stjernen. I april 2020 skrev David Bramwell i The Guardian en artikel om parrets afsked på Den Kinesiske Mur i 1988. Abramović beskriver, hvordan mødet på muren – i sig selv et episk performanceværk med titlen The Lovers – tog form.
   Alene logistikken var en bedrift. De begyndte i hver sin ende af muren, som måler 2.500 kilometer og med forgreninger cirka det dobbelte. I kinesisk folklore og mytologi er muren ryggen på en drage, der snor sig gennem bjerglandskabet. Ulay kom fra halen i Gobi-ørkenen; Marina satte ud fra det mere frodige hoved ved Liaodongbugten i øst.
   Da The Lovers blev udtænkt var planen, at de skulle mødes på midten og holde bryllup. De var dog begge på det rene med, at præmissen var ændret til afsked, da vandringen begyndte. De kinesiske myndigheder var skiftevis forvirrede og beredvillige. De ville gerne have opmærksomheden. De elskende mødtes og tog afsked og fløj hjem hver for sig. Der gik syv år, før de talte sammen igen og 22 år, før de mødtes på MoMA i The Artist is Present. 



MARINA Abramović fylder 75 år den 30. november. Hun har på det seneste været genstand for en QAnon-kampagne, der beskyldte hende for at være satanist. Hun har sagt, at hun ikke længere vil opføre værker, som fremstiller døden. En undtagelse er så operaforestillingen 7 Deaths of Maria Callas, som hun skabte til Bayerische Staatsoper i 2020.
   Abramović har instrueret, tilrettelagt scenografien og skrevet manuskriptet sammen med Petter Skavlan. Hun spiller selv Callas i sammenvævningen af syv operaslutninger fra signaturværker af Bellini, Bizet, Donizetti, Puccini og Verdi. Som manden i billedet medvirker Willem Dafoe. En ny transmission er annonceret til den 27. juli 2021.
   Den første store soloudstilling i London skulle åbne på Royal Academy of Arts i september 2020, men blev udsat på grund af COVID-19-pandemien. Den er nu berammet til efteråret 2021. Abramović modtog i 2021 en fortjenstmedalje fra den serbiske stat og var årets modtager af Princess of Asturias-prisen.

Maj 2023: Marina Abramović er årets modtager af Sonningprisen. Overrækkelsen skulle finde sted i Festsalen på Københavns Universitet den 24. april, men Abramović blev syg og meldte afbud med kort varsel. Efter flere udsættelser ligger det fast, at Royal Academy-udstillingen i London vises fra 23. september 2023 til 1. januar 2024. Det er en retrospektiv i fuld skala med arbejder fra alle faser af værket. Se mere på museets hjemmeside.

*) Fem performances blev genskabt på udstillingen: Imponderabilia (1977); Point of Contact (1980); Relation in Time (1977); Nude with Skeleton (2005) og Luminosity (1997).
   En stor – og måske den vigtigste – del af Abramovićs arbejde efter 2000 har været koncentreret omkring begrebet reperformance, som er en måde at bevare, åbne, fortolke og fastlægge eksisterende øjebliksværker på. Abramović sammenligner ideen med et musikalsk partitur, hvilket giver fuldkommen mening. Det er også en måde at sikre ophavsret til det i sagens natur efemere værk. Af samme grund er det interessant i forhold til danseteater og anden  scenekunst, hvor en koreografi ligger til grund.
   Abramovićs egen Seven Easy Pieces (Guggenheim Museum, 2005) var/er en antologi, som blander to af hendes arbejder – Lips of Thomas eller Thomas Lips (1975) og Entering the Other Side (skabt til lejligheden) – med fem nøgleværker i kunstgenrens historie: Body Pressure (Bruce Nauman, 1974); Seedbed (Vito Accondi, 1972); Action Pants: Genital Panic (Valie Export, 1969); The Conditioning (Gina Pane, 1973) og wie man dem toten Hasen die Bilder erklärt/ How to Explain Pictures to a Dead Hare (Joseph Beuys, 1965).
   Alt for megen energi bliver brugt på at diskutere, om performance er en legitim og fuldgyldig kunstform; for lidt på, hvad den er og kan. Performance forener billedkunst og teater på samme måde, som tegneserien kombinerer elementer fra billedkunst og litteratur. Begge har et naturligt, skønt sekundært forhold til film.
   Amerikaneren Carrie Stern har skrevet en interessant artikel, »The artist is present in the bodies of many: Reperforming Marina Abramovic« (Agôn, 2013), om begrebet reperformance. Blandt andet interviewer Stern de seks performancekunstnere, som arbejdede med Abramovićs og Ulays værker på MoMA.
   Argumentet mod reperformance er naturligvis, at formen er uforenelig med det spontane og reaktive, som er selve præmissen i performance. Rekonstruktion er museal fossilering. Et andet relevant kritikpunkt kunne være, at værkerne i genopførelse får et lidt mere lækkert, æstetisk tidssvarende præg. Abramović lægger sin egen præmis frem i artiklen »PURE RAW Performance, Pedagogy, and (Re)presentation« (Performance Arts Journal 82, pp. 29-50, 2006).  

Marina Abramović: The Artist is Present. Instr., manus, foto: Matthew Akers. 106 min. USA 2012. Dansk premiere: 28.03.2013.


Fotos: Show of Force/ REEL Pictures/ CineMaterial/ Royal Academy of Arts, London/ Museum of Modern Art, New York/ Solomon R. Guggenheim Museum, New York/ Louisiana Museium of Modern Art, Humlebæk/ Louisiana Channel
Filmen streames på MUBI
2K Blu-ray fra Euro Video (regionsfri) 17.04.2013
Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 29.03.2013