Translate

Viser opslag med etiketten massemord. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten massemord. Vis alle opslag

tirsdag den 31. maj 2022

Srebenica 1995: Quo Vadis, Aida? (2020)


OM LIDT BEGYNDER DEN RIGTIGE FILM
Så vi ikke glemmer og gentager historien

Af BO GREEN JENSEN

1990ernes krige på Balkan var det første skår i glæden og euforien, som fulgte efter Berlinmurens Fald, Sovjetunionens opløsning og afviklingen af den gamle Østblok. Der var tre forbundne konflikter: den kroatiske løsrivelse 1991-95, krigen i Bosnien 1992-95 og kampene i Kosovo 1998-99.
   Vesten havde vænnet sig til, at der var fred i Jugoslavien. Efter 1945 samlede den føderative folkerepublik seks ligestillede nationer: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien. Marskal Josip Broz Tito, den kroatisk-slovenske partisanleder, regerede med russisk støtte til sin død i 1980. Østrig-Ungarn havde undertrykt de etniske konflikter før Første Verdenskrig. Det samme gjorde socialismen i hele Titos tid.
   Da Jerntæppet blev løftet, gik freden i stykker. I 1991 erklærede Bosnien-Hercegovina sin uafhængighed. I 1992 begyndte krigen mellem serbiske tjetniks og muslimske bosniakker. Naboer og slægtninge førte krig. Konflikten var særskilt hadefuld, drevet af religion og racisme. Serbien har sin egen udlægning af historien. For alle andre var Serbien altid den store aggressor.


DET var svært at få Vesten i tale. Krigen passede ikke ind i fortællingen om det nye Europa. Jeg husker Cannes i 1995, hvor vi var begejstrede for (serberen) Emir Kusturicas absurde fabel Underground, der kritiserede tiden med Tito. Vinderfilmen var Theo Angelopoulos’ Odysseus’ blik, hvor en kasseret Lenin-statue bliver bugseret ned ad Donau i slow-motion.
   Vi havde travlt med at fejre 100-året for filmkunsten. Det gjorde alligevel indtryk, at krigen blev ført en times flyvning fra Cannes. De første film var Milcho Manchevskis Before the Rain (1994) og Michael Winterbottoms Welcome to Sarajevo (1997). Siden fulgte vel 100 skildringer af etnisk udrensning, ødelagt hverdag, blodrus og brodermord, processerne mod krigsforbryderne, da kampene ebbede ud.



MASSAKREN i Srebrenica fandt sted den 11. juli 1995. Soldater fra Republika Srpska indtog byen under ledelse af general Ratko Mladić. Efter et stand-off ved FN-styrkens base, hvor tusindvis af civile havde søgt tilflugt, blev en evakuering forhandlet. De serbiske styrker henrettede alle bosniske mænd. Jasmila Žbanićs film om massemordet er »tilegnet kvinderne i Srebrenica og deres 8273 dræbte sønner, fædre, ægtemænd, brødre, fætre, naboer...«
   Der er allerede en generation, som ikke husker forløbet. Žbanićs film om Srebrenica er produceret til 25-året, så vi ikke glemmer og gentager historien. Selv er hun født i Sarajevo i 1974. Žbanić nåede ud i alle hjørner af kulturen, da hun skildrede borgerkrigens efterbyrd, set fra kvindernes perspektiv, i den fremragende Grbavica (2006, da. Sarajevo – Håbets sang).
   Grbavica var en af mange besværgelser, som forsøgte at lægge konflikten i graven. Der er dog ingen tegn på, at vi har lært noget særligt af fejltagelser i vores fortid. Der er bare vokset tynd hud over såret. Karadzić, Milošević og Mladić blev fjernet og fik deres straf, men deres typer er ikke forsvundet.
   Quo Vadis, Aida? gør intet forsøg på at forklare den komplekse historiske baggrund. De første 75 minutter foregår på selve dagen og stedet. I det sidste kvarter vender Aida (Jasna Djuricić) tilbage til byen, da skeletterne fra massegraven er lagt frem.



AIDA Selmanagic fungerer som tolk for FN-styrken. Det er hollandske soldater, som er sat på den svære opgave. Oberst Karremans (Johan Heldenbergh) vil gøre alt efter bogen. FN har stillet Srpska-hæren et ultimatum: Hvis Mladić trænger ind, vil han blive mødt med luftangreb. Men da det kommer til stykket, er der ingen til at afgive ordren. Alle i hovedkvarteret er taget på ferie.
   Imens går general Mladić (Boris Isakovic) omkring i gaderne og beser sin erobring. Det er hans næstkommanderende, Joka, som eksekverer de ofte excentriske ordrer. Mladić taler til kameraet, som en allestedsnærværende fotograf bærer rundt. Han markerer dagen, hvor Srebrenica »kom hjem« med en floskuløs tale. »Sagde jeg Serbien for mange gange?« spørger han bagefter fotografen.



DER er en vis sort humor i flere situationer, men Quo Vadis, Aida? forfølger den ikke. Filmen har lige så travlt som Aida, der er i uafbrudt bevægelse, mens hun løber fra tolkeopgaver i fælleshallen til basens indgang, hvor skarer af flygtninge tigger om at komme ind. Hun prøver at finde sin mand og sine to voksne sønner i menneskehavet. Da det lykkes, bliver sagen at få deres navne sat på listen over vigtige personer, som skal evakueres.
   Mladić fører skinforhandlinger til ære for tv. Imens tiltvinger Jako sig adgang til FN-basen og finder ingen soldater. Han scorer billige point ved at skaffe brød til de sultne. I sit gamle liv underviste Aida på skolen, hvor hendes mand var inspektør. En serbisk soldat genkender sin lærerinde.



FORLØBET er rekonstrueret nøjagtigt. Med grum ironi finder massedrabet sted i en biograf. De bosniske mænd bliver ført ind og står i den tomme sal. »Om lidt begynder den rigtige film,« siger Jako og morer sig. Fire riffelløb kommer til syne i vinduerne ved projektørrummet. Da skuddene begynder, bliver der klippet til hvidheden i en langt senere vinter.
   Den knækkede kvinde er blevet grå. Hun banker på i lejligheden, hvor hun boede med Nahid og deres sønner. En ung mor tager imod hende og finder posen med de få ejendele, som familien efterlod. Hun har dog ingen plan om at opgive lejligheden, som stod og var tom. Aida skal være datterens lærer.


VI ser de sørgende kvinder undersøge ligene, som er lagt frem på gulvet i en stor hal. Er det ligefrem salen, hvor drabet fandt sted og hvor nutidens forældre stråler af stolthed, mens deres børn spiller skoleteater? Selv Aida må smile ved al denne uskyld.
   Sneen falder på Srebrenica, græsset vil dække de åbnede grave. Der var mange film om krigene på Balkan; brutale, groteske, sentimentale; alle registerets toner blev brugt. Quo Vadis, Aida? lukker en cyklus, gør status og beder os huske de døde. Det er en prunkløs film uden politisk dagsorden. Trods gruen er skildringen varm og human.

Se også Balkan efter borgerkrigen: Grbavica (Berlinale Golden Bear 2006). 

Quo Vadis, Aida? Instr. og manus: Jasmila Zbanic. Foto: Christine A. Maier. 101 min. Bosnien-Østrig-Rumænien-Holland-Tyskland-Polen-Frankrig-Tyrkiet-Norge 2020. Dansk premiere: 02.09.2021.


Fotos: Deblokada Produkcija/ Coop99 Filmproduktion/ Digital Cube/ N279 Entertainment/ Razor Film Produktion/ Extreme Emotions/ Indie Prod/ Tordenfilm AS/ Turkish Radio & Television/ ZDF/ ARTE/ ORF/ Radiotelevizija Bosne i Hercegovine/ CNC/ Eurimages/ Institut Francais/ IMAGE/ Nederlands Filmfonds/ Open Society Foundations/ Sørfond/ Österreichisches Filminstitut/ Angel Films/ Wikimedia Commons
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2021 

lørdag den 24. juli 2021

Lynne Ramsay: Jeg stiller bare spørgsmål [2011]



JEG STILLER BARE SPØRGSMÅL
Et interview med filmskaberen Lynne Ramsay

Af BO GREEN JENSEN

CANNES I MAJ 2011: Lynne Ramsay taler ægte skotsk, syngende og meget hurtigt, så hendes svar får en kvidrende hypereffekt. Man bemærker det ikke i situationen, men senere, når man sidder med optagelsen, må man anstrenge sig for at forstå, hvad hun siger. Det lyder lidt som Chip og Chap. Når situationen er en rundbordssamtale på en travl hotelterrasse, bliver afkodningen lidt af en udfordring. Fire stemmer spørger i øst og vest. Ramsay svarer i begge retninger.
   Hun er en cool, energisk kvinde på 41 år. Hun siger, hun har tømmermænd, for premieren i aftes blev fejret til sent. Sædvanligvis optræder hun og Tilda Swinton i tandem, når de promoverer We Need to Talk About Kevin, som Swinton har med-produceret og spiller hovedrollen i. I dag er de anbragt ved hver sit bord i hver sin gruppe. Filmens agent, Charles MacDonald, virker tilfreds. På den måde kan man give 50-60 interviews på en dag.
   Der er ingen tvivl om, at Ramsay har noget på hjerte. Man kunne måske endda få hende til at tale om andet end filmen, der får premiere i dag. Men lige nu er der ikke andet end filmen, som får premiere i dag.


KEVIN er et comeback for Ramsay. Det kan virke paradoksalt, når man er en yngre filmskaber, men efter Ratcatcher (1999) og Morvern Callar (2002) blev instruktøren spået en travl karriere, som hun i udtalt grad ikke har fået. Ni år er længe i filmindustrien. Det er dog en skæbne, hun deler med flere generationsfæller, der har lukket projekt efter projekt ned i en vakkelvorn britisk støttestruktur. Pawel Pawlikowski, som brød stort igennem med My Summer of Love (2004), har været syv om år om at finde midler til The Woman in the Fifth, som endelig fik premiere i februar 2012.
   Der er dog mere forklaring i Ramsays tilfælde. Først døde veninden Liana Dognini, som hun havde skrevet Morvern Callar sammen med. Det var i 2006. Samme år mistede Ramsay sin far. Så tilbød produktionsselskabet Film4 hende en stor opgave. Alice Sebolds roman The Lovely Bones er fortalt af en pige, som fra efterlivet fortæller om manden, der voldtog og myrdede hende. Ramsay skulle omsætte bogen til film.


HUN brugte tre år på at skrive et manuskript, der rykkede synsvinklen over til pigens far og fjernede noget af glansbilledskæret (som i øvrigt er styrken ved Sebolds historie). Imens blev bogen populær, og rettighederne skiftede hænder. Den nye amerikanske producer, Steven Spielberg, tog personligt projektet fra Ramsay og gav det til Peter Jackson, som instruerede den version af The Lovely Bones (2002), som fik dansk premiere i 2010. Ramsay siger, at hun ikke er bitter. Hun er heller ikke Spielberg-fan.
   BBC Films gav hende Lionel Shrivers roman, der ligger lige så langt fra hovedstrømmen. Shriver siger, at 30 forlag afviste We Need to Talk about Kevin, som var hendes ottende bog. Hun ville have opgivet at skrive, hvis også denne var druknet i mængden. Men Kevin slog an. I romanen skriver rejsebogsforfatteren Eva Khatchadourian til sin forhenværende mand om, hvad det var, han ikke så, og hvad der gik galt med deres søn, som sidder i fængsel for en unævnelig gerning.


FOR at tale om disse ting, må jeg røbe, hvad Kevin har gjort. Klik væk, hvis du nødigt vil vide for meget. Kevin har taget ni liv på sin skole, syv elever, en lærer og en køkkenmedarbejder. Med bue og pil, ligesom Robin Hood, der i barndommen var den eneste leg, som drengen for alvor tog til sig.
   For Eva at se, blev Kevin født ond. Der var trods i hans øjne fra det øjeblik, han kunne fokusere. Men kun i forhold til hende. Han smilede sødt til sin far. Han pinte sin søster. Han ødelagde et ægteskab. I hvert fald som hun ser det. Dét er pointen, siger Ramsay. Hvad filmen viser, er Evas version:
   »Filmen er snarere inspireret af bogen. Lionel Shrivers roman er skrevet i brevform. Det kunne jeg ikke bruge. Romanen er på 400 sider. Mit manuskript fylder kun 86, så meget er koncentreret eller taget ud. Jeg arbejder mere i skitseform. Endvidere var det et spørgsmål om penge. Romanen foregår over mange år, og det ville kræve et stort budget at genskabe de forskellige perioder. Begrænsninger kan være en fordel, men ikke i dette tilfælde. Der måtte godt have været mere tid til detaljer. Der var kun råd til to takes pr. scene. Men generelt er skitsen en god arbejdsform.«


KEVIN blev indspillet på 30 dage i Norwalk og Stamford, Connecticut. Budgettet var på 7 mio. dollars, hvilket svarer til en almindelig dansk film. Oprindelig var 18 mio. bevilget, men BBC kom i tvivl, efterhånden som forproduktionen skred frem. Tilda Swinton er en formidabel skuespillerinde, men hun sælger ikke billetter på navnet alene, og Ramsay er indbegrebet af britisk art cinema. Så en film om en mor, der er mislykket, og en dreng, som bliver high school killer. Projektet blev skrevet ned i værdi, og Ramsay måtte fjerne en række af sine store scener.
   Hun holdt dog fast ved begyndelsen, en underskøn drømmesekvens, der er optaget under Tomatino-festivalen i Buñol i Spanien. Her samles tusindvis af unge mænd hvert år for at drikke sig fulde og slås med tomater. Fiestaen opstod spontant i 1945 og blev officiel i 1950. 40 tons tomater bliver kastet og kvast på én enkelt dag.
   Eva har skrevet om begivenheden i sin ungdom, og i drømmen løftes hun op af de tomatindsmurte mænd i hvidt tøj. Hele filmen er fuld af rød farve. Naboerne kaster tomater mod huset, hvor Eva bor med sin skyld og sin sorg. De skriver med maling på huset. De slår hende i ansigtet, når hun kommer gående på fortovet. De knuser hendes æg, så hun må spise omelet hver aften.
   »Jeg hadede hvert øjeblik af forproduktionen. Det er den første film, jeg har optaget i USA, og det var et helvede at skaffe tilladelser. Men jeg elskede selve optagelserne.«



– Drømmesekvensen er et stort udstyrsstykke. Der er kranoptagelser, masser af statister og en nøje afstemt koreografi. Den må have taget dage at få i kassen...
   »Vi gjorde, hvad vi kunne, for at få det til at virke stort. For det første er det en blanding af erindring og drøm, så vi filmede i cinemascope. Jeg kan godt lide følelsen af noget episk under hverdagsrealismen, men det for alvor fine ved cinemascope er, at man kan få alting med på én gang. Man kan filme flere ting i en optagelse. Det var godt, når vi skulle vise landskaber, men især var det en måde at spare tid og penge på. Alt kunne gøres i ét skud. Flere fra holdet havde arbejdet med Coppola og Terrence Malick. Filmen er bemandet med førsteklasses folk, som arbejdede for meget få penge. Jeg skyldte dem som minimum at have hver dag tilrettelagt i detaljer.
   Tomatina-sekvensen var noget af det dyreste. Producerne prøvede at overtale mig til at lave noget med vindruer omme bagved, men dér løb vi linen helt ud. Jeg ville have den scene til at ligne noget fra Ben-Hur. Endvidere er den nødvendig, fordi den giver publikum et indtryk af, hvad hun lavede i fortiden, før sit ægteskab og Kevins fødsel. Scenen samler flere sublimative ting, farven, volden osv. Den blev virkelig planlagt. Der skulle ryddes hurtigt op efter hvert skud. Det føltes som en farlig scene. Der er 40.000 berusede mennesker, som kommer til Tomatina. De er fuldkommen ligeglade med, hvem du er. Men det er noget af det, jeg er mest stolt af i filmen.«



– Du er både fotograf og filmskaber. Brugte du begge kasketter?
   »Jeg skrev manuskriptet sammen med min mand, Rory Kinnear. Vi rejste rundt i USA og fandt locations. Der er mere William Eggleston end Wim Wenders i filmen. Jeg tog stillbilleder med et digitalt kamera. Jeg hader digitale kameraer. Man får 4-5000 fotos, der er taget fra dårlige vinkler, og det kræver dage at sortere dem. Jeg savnede mit lille Hasselblad-kamera. Men jeg troede, jeg skulle være væk en uge, og vi endte med at rejse rundt i fire måneder. Mit Hasselblad er bedre til at registrere de rigtige ting. Men der var ikke tid.«
   – Blev Kevin født, som han er? Var han blevet sådan i enhver familie?
   »Det er svært at sige, der er ikke noget enkelt svar. Jeg talte med en anerkendt børnepsykolog, som arbejder med sociopater. Så jeg ved, hvad der findes af teorier. Men jeg tror selv, at der mangler et eller andet. Det er heller ikke sikkert, at det var, som hun husker det. Jeg tror, hun projicerer noget af sig selv og sin frygt ind i erindringen. Jeg tror ikke, hun er tryg ved børn. Hun prøver virkelig, men hun slapper aldrig af med sin søn. Hun er aldrig sig selv, når de er sammen.«



– Men selv som ganske lille, har han en trodsig modstand i øjnene. De triller bolden mellem sig. Eller hun bliver ved med at trille den hen til ham, men han ser bare på hende. Det er ikke, fordi han ikke forstår legen. Det er, fordi han ikke vil lege.
   »Det er sådan, hun husker det. Vi kan ikke vide, om det var sådan. Han er en lille dreng med en bold. Uanset hvad er han bare et barn. Det er først og fremmest hendes version. Hele filmen er Evas version. Det er også derfor, jeg kun viser ting, hun kan have en erindring om. Vi ser aldrig volden i gymnastiksalen. Man ser kun efterspillet. Synsvinklen er en kombination af erindring og fantasier. Der er også en filmskaber indblandet, så jeg bryder måske nogle regler.
   Det er jo ikke virkeligt. Det er et hvad-nu-hvis, worst case-scenarie. Bogen var fantastisk. Og jeg elsker Douglas Sirks melodramaer. Jeg synes, romanen var mørk på samme måde. James M. Cains Mildred Pierce og dé bøger. Det er den samme struktur. Måden, hun taler om datteren på. Jeg ville lave en film med mange lag. Man kan ikke bare sige, at dét betyder dét og oversætte én til én.
   Jeg har ingen svar. Jeg stiller bare spørgsmål. Kevin er en kærlighedshistorie, en pervers og forfærdelig kærlighedshistorie. Til sidst har de kun hinanden. Og de fortjener hinanden. Det er første gang, at de åbner sig lidt for hinanden. Han viser også et par revner i rustningen. Så det er en begyndelse.«



RAMSAY bliver spurgt om brugen af farver: De gule æggeblommer, de røde tomater. Og blodet.
   »Der er et element af straf og soning i det. Hun lader æggene blive knust. Hun skrubber ruderne rene. Hun vasker hele verden ren. Eva var en anset rejsebogsforfatter. Nu arbejder hun i et rejsebureau. Hun behøver ikke at blive i byen, hvor alle hader hende. Men hun har brug for at mærke den straf. Jeg bruger også farverne for deres egen skyld. Jeg elsker stærke farver på samme måde som Scorsese og Bergman. Jeg kan ikke få det grelt nok, når det skal være.«
   – På et tidspunkt står Eva foran en hel væg af suppedåser fra Campbell’s. Var det vigtigt at vise americana?
   »Faktisk er suppen ikke fra Campbell’s. Noget af det værste ved at filme i Amerika er, at man skal indhente tilladelse fra alt og alle. Coca-Cola ville ikke forbindes med denne slags film, så du ser ingen colaprodukter. Det er virkelig a pain in the ass – du kan ikke vise dit, du kan ikke vise dat. Jeg ved, at man tænker på Warhol-effekten, men det er ikke Campbell's, det er et mærke, som hedder Ma Raeney’s. De var indforstået med at få gratis reklame.
   Der er så mange regler. Ikke kun med produkter. Også statisterne har deres regler, og de går enormt op i det. Der var en dreng, som ventede hele dagen på at være med i Halloween-scenen. Så kom statisternes talsmand og sagde, at det kunne han ikke, medmindre hovedkontoret gav dispensation. Statisterne var umulige at arbejde med. For dem handler det om at være i billedet, og de sneglede sig gennem hver scene, når de bare skulle være noget i baggrunden. Der var så mange ydre faktorer, som intet havde med selve filmen at gøre.«



STILMÆSSIGT ligner Kevin en thriller. Ramsay bliver spurgt, om hun tænkte på Hitchcock. Ramsay siger, at hun elsker suspense, men vil ikke tage henvisningen på sig:
   »Jeg følte det, som var jeg i mørkt vand. Jeg sprang bare ud på det dybe. Jeg havde ingen referencer med. Jeg kan godt lide, at det er Kevin, som siger sandheden. Han reagerer først og fremmest på forstillelsen. Hele huset ligner en kulisse. Det gælder også i virkeligheden, mange hjem ligner faktisk et filmset. Kevin er på mange måder den, som skærer gennem alle løgnene.«
   – Du har lavet tre vidt forskellige film –
   »Jeg har udviklet mig og er blevet moden, som man sikkert gør helt naturligt. De første kortfilm handlede om at vokse op i udkanten af Glasgow. De ting kulminerede i Ratcatcher, hvor skraldemændene strejker, og drengen har en tam rotte. Det er en coming-of-age-skildring. Så er der en film om at miste og rejse væk og få nye impulser, som Samantha Morton gør i Morvern Callar. Nu handler det om en familie.«


DER er gået en halv time, og vi bliver afbrudt. Næste hold presse står klar mellem liggestole og komplimentær mineralvand. Ramsay tænder en ny cigaret og kalder på kaffe. Vi tager et billede af Tilda Swinton, da hun rejser sig fra sit runde bord og drøfter dagens planer med sin assistent. Hun ser på os med øjne, der matcher Kevins i filmen. Hvis blikke kunne dræbe, døde vi nu.



Rundbordssamtalerne med Lynne Ramsay og Tilda Swinton blev afviklet på Hotel Marriotts tagterrasse i Cannes den 14. maj 2011. Lynne Ramsay var medlem af den internationale jury i 2013. I 2017 vendte hun stærkt tilbage til hovedkonkurrencen med sin fjerde spillefilm, You Were Never Really Here. Joaquin Phoenix modtog skuespillerprisen for sin rolle i filmen.


Lionel Shriver: We Need to Talk About Kevin. 400 s. Serpent's Tail, 2003.

Lionel Shriver: Vi er nødt til at tale om Kevin. Oversat af Sara Koch. 460 s. Politikens Forlag, 2008.

We Need to Talk About Kevin (Hvad med Kevin?). Instr.: Lynne Ramsay. Manus: Rory Kinnear, Lynne Ramsay. Foto: Seamus McGarvey. UK-USA 2011. Dansk premiere: 12.04.2012.


Fotos: BBC Films/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Frederikke Lett/ BGJ
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON 27.02.2012
2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON i boxset 40th Anniversary Collection - Volume 1: Contemporary British Cinema | 4 Movies 22.08.2016
Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 13.04.2012 

torsdag den 22. juli 2021

Rekonstruktion Utøya (2018) [Ti år efter utænkeligheden 2]


SÅRET NATION
Fire film om Utøya-traumet

Af BO GREEN JENSEN

EN sommerdag i 2011 realiserede Anders Breivik sin plan om at angribe menneskeheden. Det var noget, han gjorde for fremtidens skyld. Målet var at svække Det norske Arbeiderparti. Socialdemokraterne ødelagde landet med en inklusiv asylpolitik, som snart ville føre til kaos.
   Han signerede sin »europæiske uafhængighedserklæring«, et manifest på 1500 sider med diffuse herrefolkstanker. Han pakkede bilen med sprængstof, en gødningsbombe på næsten et ton, og kørte til byen. Otte mennesker døde, og 90 blev såret i eksplosionen, som rystede Oslo.
   To timer senere ankom Breivik til den traditionsrige sommerlejr, en blanding af diskussionsforum og feriekoloni, som Arbeidernes Ungdomsfylkning afholdt på Utøya i Tyrifjorden. Han var nu i polititøj og bar på kufferter med automatiske våben. Alligevel kom han med færgen. 600 unge deltog i sommerlejren. Breivik dræbte 69 af dem på 72 minuter.



JEG kan huske, hvor jeg var, da katastrofenyhederne begyndte. Det kan de fleste danskere nok. Og studieværternes skepsis over den gule stribe med breaking news. Ingen kunne tro ubegribeligheden. Også politiet var i tvivl. Derfor ankom hjælpen sent.
   Breivik var en utilpasset højreekstremist på 32 år. En morsdreng med megalomane fantasier og en lang liste over personlige nederlag. Der blev talt om ikke at nævne hans navn. Det blev desværre ikke til noget. Snart kom der bøger som Åsne Seierstads En af os (2014). Det var jo dét, der for alvor rykkede grænsen. At morderen ikke kom udefra.


DET skete for ti år siden i Norge, men tragedien bliver ved med at kræve sin ret. Breivik tog 77 liv ud af det blå. Efter massemordet kastede landet sig ud i et kollektivt sorgarbejde. Det var, som om nationen forpligtede sig på at rumme og i en vis forstand stå ved Anders Breivik.
   Måske var filmskaberne allerede i gang? Alene i 2018 er der premiere på tre Utøya-film. Jeg ser dem, fordi jeg er filmkritiker. Jeg ser dem ikke, fordi jeg vil genopleve Utøya. Jeg synes heller ikke, der er meget at forstå. Jeg kan forestille mig frygten og angsten.
   Set udefra virker processen absurd. Hvis vi ikke respekterer morderens rettigheder, synker vi ned på hans niveau, hedder det. Men Breivik var bagefter stolt af sig selv. Han har på intet tidspunkt vaklet i troen. Så hvordan kan der være tvivl om hans skyld og tilregnelighed, om hans ret til at blive anstændigt behandlet?
   Anders Behring Breivik fortjener ikke at blive anstændigt behandlet. Han fortjener at være låst inde på livstid. Og måske en dag indse, hvad han har gjort, uden samtidig at smile.



REKONSTRUKTION Utøya er den første dokumentarfilm. Fire af de overlevende samles i et filmstudie og genskaber mareridtet, som de oplevede det. For at begribe og bearbejde, for »at overleve og leve videre«, som filmen selv udtrykker det.
   De fire får hjælp af 12 andre unge, som ikke var på Utøya, men har meldt sig som statister, fordi de vil forstå, hvordan det føltes. De hjælper til med at indrette scenen, finde enkle rekvisitter, spille levende og døde. Men først og fremmest lytter de. Efter tur får Rakel Mortensdatter Birkeli fra Finnmark, Mohammed Saleh fra Hamar, Jenny Andersen fra Trondheim og Torje Hansen fra Tromsø, den yngste og ivrigste deltager, fortalt om deres oplevelser. I 2011 var de henholdsvis 17, 21, 19 og 14 år gamle.
   Alle er mærket for livet, men ingen er helt ødelagt. De viser, hvordan de skjulte sig, spillede døde eller narrede morderen på andre måder. Breivik var metodisk, men i tidsnød. Mohammed stod på tæer under vandet. Han holdt vejret, indtil han ikke kunne mere. Da han stak hovedet op, så han ryggen af Breivik, der var på vej mod nye ofre. Det er alt sammen norsk og fornuftigt. Alle fortæller stille og roligt.



DET er gjort meget enkelt og sobert. Den tomme filmstudie ligner en hangar. Gulvet er sort som en tavle. Topografien markeres med hvid gaffatape: planter, klipper, veje og vandløb. Somme tider bliver der brugt sætstykker som store sten af papmache.
   Hver af de fire forbereder sig. De fortæller lidt om, hvem de var, da de kom til Utøya. De var alle uskyldige optimister. Det er de ikke mere. Alle mener, at man kan lære noget af Utøya. Først og fremmest at sætte pris på livet. I hvert fald er det vigtigt at kæmpe på englenes side. De vil hver især demonstrere, at »håbet er større end hadet«.
   Selve rekonstruktionen er kort og prosaisk. De hvide streger og krydser på gulvet får tilskueren til at tænke på Lars von Triers Dogville. Det er næppe meningen, men det visuelle ekko giver øget resonans. Også Dogville skildrer, hvordan det gode i mennesket kommer til kort.



BAGEFTER følger en lettet snak om, hvordan det var at være tilbage. De synes alle, det var nyttigt. Vigtigt at huske, men også vigtigt at komme videre fra. Ingen af dem raser eller taler om Breivik. Det gælder om at se fremad, rette klimaet op, være gode socialdemokrater i verdens mest fornuftige land. Som publikum savner man vreden. Omvendt er det godt at se, hvordan tiden arbejder for livet til hverdag.
   Nogle temaer går igen. Alle fire taler taknemmeligt om den varme modtagelse, som de fik, da de nåede fastlandet bagefter. De blev svøbt ind i hvide tæpper. Sådan kunne de overlevende kende hinanden. En af de unge mænd husker, at han tænkte: »Så. Nu tilhører jeg folket med hvide tæpper. Det er nok bare sådan, det er.«
   Alle fire gør sig særligt umage med at finde den rigtige lyd til de skud, som blev med at falde. Nogle husker en spruttende lyd som af popcorn. Andre bruger jernrør til at gentage lyden.


CARL Javérs film giver publikum en god idé om, hvordan det var. Dertil er den smukt fotograferet. Efter de dramatiske rekonstruktioner i Erik Poppes Utøya 22. juli og Paul Greengrass’ 22 July kan den bare ikke undgå at føles som en tilføjelse. Det er »den eneste film om Utøya, du har brug for,« skrev dagbladet VG i Norge. Det er jeg ikke sikker på.
   Det bliver altid diskuteret, om fiktionsfilm må skildre unævneligheder som Utøya og 9/11. For går man ikke forbrydernes ærinde, og lukrerer man ikke på ofrenes smerte? Holocaust er undtagelsen. Dette folkemord må huskes, så historien ikke gentager sig. Utøya var én mands gerning. Meget taler for at tie fascistens angreb på fællesskabet ihjel.
   Det føles i hvert fald perverst og lidt dekadent at bedømme de æstetiske kvaliteter. Ingen af filmene vil udpensle gruen eller spekulere i sorgen. Alligevel gør de noget, der ligner. En fortælling stiller krav, der må være helte og dæmoner. Måske går øvelsen ud på at undgå en genrefilms virkemidler. Det slipper Rekonstruktion Utøya bedst fra.



ERIK Poppes Utøya 22. juli var den første fiktive fremstilling. Filmen gør meget ud af ikke at vise morderen Breivik. Han er aldrig mere end et omrids, der ses på lang afstand. Til gengæld er lydsiden fuld af hans skud. Filmen følger Kaja (Andrea Berntzen), et amalgam af autentiske typer, som var hun the final girl i en intens horrorfilm.
   Utøya 22. juli ligner netop en blanding af gyser og katastrofefilm. Våde kroppe presser sig ind til hinanden, mens monstret passerer. På papiret giver det mening at være taktfuld. I praksis virker det som en manér. Ofrene synger en salme, netop som de skal være stille. Var der virkelig nogen, der sang på Utøya?
   Filmen er skudt i virkelig tid. De 72 minutter varer virkelig 72 minutter. Det giver nerve og soliditet. Især er Poppe god til at skildre, hvor tøvende kaos begynder. Der går længe, før Kaja opdager, at noget er virkelig galt.



PAUL Greengrass’ 22 July giver et overblik, som ingen af de andre to vil fortabe sig i. Den film er til gengæld fuld af Breivik, som bliver spillet af Anders Danielsen Lie. Lie har en sårbar udstråling, som han brugte smukt i Joachim Triers Reprise og Oslo 31. august. Han fremstiller Breivik foruroligende empatisk.
   Hos Greengrass kortlægges hele forløbet. Den britiske instruktør har erfaring i at fortælle neutralt om store ugerninger. Han gjorde det i Bloody Sunday (2002), som rekonstruerede britiske styrkers angreb på nordirske demonstranter i 1972. Han gjorde det i United 93 (2006), hvor passagererne gik til modangreb på terroristerne i det fjerde fly fra 9/11. Han gjorde det for den sags skyld i Captain Phillips (2013), hvor fragtskibet Maersk Alabama blev kapret af pirater ved Afrikas Horn.
   22 July havde premiere på filmfestivalen i Venedig, før den blev lagt på Netflix, som har betalt produktionen. Manuskriptet bygger netop på Åsne Seierstads En af os, som jeg nævnte i begyndelsen.



ANDERS Breivik er dog skildret som indbegrebet af noget andet, en moralsk anomi og mental alien. På et tidspunkt klager han over smerten fra en knoglesplint, der har sat sig i hans finger. Han kræver at blive tilset. Sådan er attituden under processen, som skildres i detaljer. Breivik er gennemført led, narcissistisk og arrogant. Jeg vil tro, at han ligner manden i virkeligheden.
   Det er vigtigt, at nogen vil vidne. Det gør den overlevende Viljar Hanssen (Jonas Strand Gravli), som har kæmpet sig gennem en lang genoptræning. Filmen ser også Viljars forældre og lader os reagere med dem. Viljar taler i retten, og Breivik bliver dømt. Men hvordan kunne der være nogen som helst tvivl?
   Erik Poppe skaber en kropsnær her-og-nu fiktion. Paul Greengrass dramatiserer retssagen. Carl Javér sætter fokus på de overlevende. Til sammen udgør de tre film et kompositfoto, hvor motivet bliver undersøgt og set fra alle vinkler. Kan vi sige, at Utøya endelig er dækket?

I APRIL 2021 er der norsk premiere på Generation Utøya, en dokumentarfilm af Aslaug Holm og Sigve Endresen. Fire kvindelige overlevere fortæller om mareridtsdagen og hvordan de kom videre efter Utøya. De blev alle ramt flere gange af Breiviks skud og tilhører, hvad en af de unge kalder »folket med de hvide tæpper« i Rekonstruktion Utøya.
   Hver har bevaret engagementet. To er blevet stærke politiske stemmer. Ina Libak var leder af AUF fra 2016 til 2018. Kamzy Gunaratnam er borgmester og »varaordfører« for Arbeiderpartiet i Oslo. Renate Tårnes var med til at genåbne sommerlejren. Line Hoem døjer med PTSD, men forbliver i Arbeiderpartiet.
   Det er ikke ren idyl. Alle har modtaget hate mail. Der bliver hvert år malet hagekors på mindesmærkerne. Men genopbyggelsen er større end selve skabelsen, som Martin Hall skrev engang. Filmen viser også, hvordan det norske socialdemokrati har taget Utøya 22. juli ind i sin fortælling. Der er næsten en exceptionalisme i spil. Håbet skal være stærkere end hadet.


Rekonstruktion Utøya. Instr.: Carl Javér. Manus: Carl Javér og Fredrik Lange. Foto: Henrik Bohn Ipsen. 91 min. Norge-Sverige-Danmark 2018. Dansk premiere: 29.11.2018

22 July. Instr. og manus: Paul Greengrass. Foto: Pål Ulvik Rokseth. 143 min. Norge-Island-USA 2018. Dansk premiere: 04.10.2018

Utøya 22. juli. Instr.: Erik Poppe. Manus: Siv Rejendram Eliassen og Anna Bache-Wiig. Foto: Martin Otterbeck. 93 min. Norge 2018. Dansk premiere: 03.03.2018

Generasjon Utøya. Instr., manus, foto: Aslaug Holm, Sigve Endresen. 100 min. Norge 2021.


Fotos: Camera Film (Rekonstruktion Utøya)/ Nordisk Film (Utøya 22. juli)/ Netflix (22 July)/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmcentralen
Rekonstruktion Utøya streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Utøya 22. juli streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
22 July streames på Netflix
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 30.11.2018 (revideret og justeret 22.07.2021)