Translate

Viser opslag med etiketten Bosnien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bosnien. Vis alle opslag

tirsdag den 31. maj 2022

Srebenica 1995: Quo Vadis, Aida? (2020)


OM LIDT BEGYNDER DEN RIGTIGE FILM
Så vi ikke glemmer og gentager historien

Af BO GREEN JENSEN

1990ernes krige på Balkan var det første skår i glæden og euforien, som fulgte efter Berlinmurens Fald, Sovjetunionens opløsning og afviklingen af den gamle Østblok. Der var tre forbundne konflikter: den kroatiske løsrivelse 1991-95, krigen i Bosnien 1992-95 og kampene i Kosovo 1998-99.
   Vesten havde vænnet sig til, at der var fred i Jugoslavien. Efter 1945 samlede den føderative folkerepublik seks ligestillede nationer: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien. Marskal Josip Broz Tito, den kroatisk-slovenske partisanleder, regerede med russisk støtte til sin død i 1980. Østrig-Ungarn havde undertrykt de etniske konflikter før Første Verdenskrig. Det samme gjorde socialismen i hele Titos tid.
   Da Jerntæppet blev løftet, gik freden i stykker. I 1991 erklærede Bosnien-Hercegovina sin uafhængighed. I 1992 begyndte krigen mellem serbiske tjetniks og muslimske bosniakker. Naboer og slægtninge førte krig. Konflikten var særskilt hadefuld, drevet af religion og racisme. Serbien har sin egen udlægning af historien. For alle andre var Serbien altid den store aggressor.


DET var svært at få Vesten i tale. Krigen passede ikke ind i fortællingen om det nye Europa. Jeg husker Cannes i 1995, hvor vi var begejstrede for (serberen) Emir Kusturicas absurde fabel Underground, der kritiserede tiden med Tito. Vinderfilmen var Theo Angelopoulos’ Odysseus’ blik, hvor en kasseret Lenin-statue bliver bugseret ned ad Donau i slow-motion.
   Vi havde travlt med at fejre 100-året for filmkunsten. Det gjorde alligevel indtryk, at krigen blev ført en times flyvning fra Cannes. De første film var Milcho Manchevskis Before the Rain (1994) og Michael Winterbottoms Welcome to Sarajevo (1997). Siden fulgte vel 100 skildringer af etnisk udrensning, ødelagt hverdag, blodrus og brodermord, processerne mod krigsforbryderne, da kampene ebbede ud.



MASSAKREN i Srebrenica fandt sted den 11. juli 1995. Soldater fra Republika Srpska indtog byen under ledelse af general Ratko Mladić. Efter et stand-off ved FN-styrkens base, hvor tusindvis af civile havde søgt tilflugt, blev en evakuering forhandlet. De serbiske styrker henrettede alle bosniske mænd. Jasmila Žbanićs film om massemordet er »tilegnet kvinderne i Srebrenica og deres 8273 dræbte sønner, fædre, ægtemænd, brødre, fætre, naboer...«
   Der er allerede en generation, som ikke husker forløbet. Žbanićs film om Srebrenica er produceret til 25-året, så vi ikke glemmer og gentager historien. Selv er hun født i Sarajevo i 1974. Žbanić nåede ud i alle hjørner af kulturen, da hun skildrede borgerkrigens efterbyrd, set fra kvindernes perspektiv, i den fremragende Grbavica (2006, da. Sarajevo – Håbets sang).
   Grbavica var en af mange besværgelser, som forsøgte at lægge konflikten i graven. Der er dog ingen tegn på, at vi har lært noget særligt af fejltagelser i vores fortid. Der er bare vokset tynd hud over såret. Karadzić, Milošević og Mladić blev fjernet og fik deres straf, men deres typer er ikke forsvundet.
   Quo Vadis, Aida? gør intet forsøg på at forklare den komplekse historiske baggrund. De første 75 minutter foregår på selve dagen og stedet. I det sidste kvarter vender Aida (Jasna Djuricić) tilbage til byen, da skeletterne fra massegraven er lagt frem.



AIDA Selmanagic fungerer som tolk for FN-styrken. Det er hollandske soldater, som er sat på den svære opgave. Oberst Karremans (Johan Heldenbergh) vil gøre alt efter bogen. FN har stillet Srpska-hæren et ultimatum: Hvis Mladić trænger ind, vil han blive mødt med luftangreb. Men da det kommer til stykket, er der ingen til at afgive ordren. Alle i hovedkvarteret er taget på ferie.
   Imens går general Mladić (Boris Isakovic) omkring i gaderne og beser sin erobring. Det er hans næstkommanderende, Joka, som eksekverer de ofte excentriske ordrer. Mladić taler til kameraet, som en allestedsnærværende fotograf bærer rundt. Han markerer dagen, hvor Srebrenica »kom hjem« med en floskuløs tale. »Sagde jeg Serbien for mange gange?« spørger han bagefter fotografen.



DER er en vis sort humor i flere situationer, men Quo Vadis, Aida? forfølger den ikke. Filmen har lige så travlt som Aida, der er i uafbrudt bevægelse, mens hun løber fra tolkeopgaver i fælleshallen til basens indgang, hvor skarer af flygtninge tigger om at komme ind. Hun prøver at finde sin mand og sine to voksne sønner i menneskehavet. Da det lykkes, bliver sagen at få deres navne sat på listen over vigtige personer, som skal evakueres.
   Mladić fører skinforhandlinger til ære for tv. Imens tiltvinger Jako sig adgang til FN-basen og finder ingen soldater. Han scorer billige point ved at skaffe brød til de sultne. I sit gamle liv underviste Aida på skolen, hvor hendes mand var inspektør. En serbisk soldat genkender sin lærerinde.



FORLØBET er rekonstrueret nøjagtigt. Med grum ironi finder massedrabet sted i en biograf. De bosniske mænd bliver ført ind og står i den tomme sal. »Om lidt begynder den rigtige film,« siger Jako og morer sig. Fire riffelløb kommer til syne i vinduerne ved projektørrummet. Da skuddene begynder, bliver der klippet til hvidheden i en langt senere vinter.
   Den knækkede kvinde er blevet grå. Hun banker på i lejligheden, hvor hun boede med Nahid og deres sønner. En ung mor tager imod hende og finder posen med de få ejendele, som familien efterlod. Hun har dog ingen plan om at opgive lejligheden, som stod og var tom. Aida skal være datterens lærer.


VI ser de sørgende kvinder undersøge ligene, som er lagt frem på gulvet i en stor hal. Er det ligefrem salen, hvor drabet fandt sted og hvor nutidens forældre stråler af stolthed, mens deres børn spiller skoleteater? Selv Aida må smile ved al denne uskyld.
   Sneen falder på Srebrenica, græsset vil dække de åbnede grave. Der var mange film om krigene på Balkan; brutale, groteske, sentimentale; alle registerets toner blev brugt. Quo Vadis, Aida? lukker en cyklus, gør status og beder os huske de døde. Det er en prunkløs film uden politisk dagsorden. Trods gruen er skildringen varm og human.

Se også Balkan efter borgerkrigen: Grbavica (Berlinale Golden Bear 2006). 

Quo Vadis, Aida? Instr. og manus: Jasmila Zbanic. Foto: Christine A. Maier. 101 min. Bosnien-Østrig-Rumænien-Holland-Tyskland-Polen-Frankrig-Tyrkiet-Norge 2020. Dansk premiere: 02.09.2021.


Fotos: Deblokada Produkcija/ Coop99 Filmproduktion/ Digital Cube/ N279 Entertainment/ Razor Film Produktion/ Extreme Emotions/ Indie Prod/ Tordenfilm AS/ Turkish Radio & Television/ ZDF/ ARTE/ ORF/ Radiotelevizija Bosne i Hercegovine/ CNC/ Eurimages/ Institut Francais/ IMAGE/ Nederlands Filmfonds/ Open Society Foundations/ Sørfond/ Österreichisches Filminstitut/ Angel Films/ Wikimedia Commons
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2021 

tirsdag den 25. februar 2020

Balkan efter borgerkrigen: Grbavica (Berlinale Golden Bear 2006)


BALKAN EFTER BORGERKRIGEN
Grbavica konsoliderede freden i Bosnien

Af BO GREEN JENSEN

TI ÅR EFTER krigene på Balkan begyndte filmkunsten at vende tilbage. 
Fra hjertet af konflikterne havde serberen Emir Kusturica taget afsked med den jugoslaviske epoke i allegorien Underground (1995). I årene efter Østblokkens opløsning blev det især rumænske og russiske film, som bearbejdede historien, der fik udbredelse og havde moment.
   Efter 2000 holdt man op med at sige Eks-Jugoslavien. Danis Tanovic skildrede krigen i No Man’s Land (2001), men det blev en anden bosnisk instruktør, Jasmila Zbanic (f. 1974), som konsoliderede freden. For sin debutfilm Grbavica modtog hun Guldbjørnen på den 56. Berlinale i 2006. 
   I Grbavica handler det ikke længere om ideologi, etnicitet og historie. Her er erindringens politik forankret i kønnet. På samme måde, som aborten bliver en konkret metafor for overgreb og afmagt i rumæneren Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007), er voldtægten det centrale i Zbanics optik. Grbavica er realistisk forankret og dybt seriøs. Der er ingen rester af de indgroede auteur-attituder, som prægede regionens film under statskommunismen.



FILMEN skildrer, stille og taktfuldt, hvor svært det er for Esma (Mirjana Karanovic) at få hverdagen til at hænge sammen tolv år efter krigen. Hun er alene med datteren Sara (Luna Mijovic), og de har det for så vidt udmærket. Problemerne begynder, da Sara skal betale €300 for at deltage i en udflugt, som alle på skolen glæder sig til. Esma tager arbejde som servitrice og beder om hjælp hos veninder og naboer, men kan ikke skaffe pengene.
   Pigen kommer glad hjem og fortæller, at turen er gratis for børn af døde krigshelte. Esma har altid holdt datteren hen med en historie om, at hendes far faldt i kampen mod de forhadte tjetniks. Nu er det blot at fremskaffe dokumentet, som bevidner at det forholder sig sådan, og Sara forstår ikke, hvorfor moderen nøler. Imidlertid er der ingen attest, for Esma ved ikke, hvilken af de mange mænd, som voldtog hende i Grbavica, der er far til Sara.

  

ESMA har det svært på sit arbejde. Hele hendes krop reagerer, når hun er tæt på mændene, der drikker og sveder som dengang. Omvendt har Sara problemer i skolen, hvor hun støder alle fra sig. Hun knytter dog en spæd forbindelse med Samir, hvis far faktisk døde som bosnisk martyr. Esma er interesseret i den blødeste af håndlangerne, som arbejder for hendes chef. På krisecentret får hun besked på at komme oftere og sige noget mere.
   Hvordan fortæller man sin datter, at hun er resultat af en gruppevoldtægt, og hvordan kan man føle sig elsket, når man ved, at man var et uønsket barn? Det var de emner, afmonteringen af totalitære regimer og arrene efter 90ernes krige, som man var nået til at behandle i de nye film fra Balkan. Guldet ligger i den store konfrontations- og udsoningsscene mellem mor og datter, men Zbanic undgår prisværdigt at sentimentalisere sit stof.



DER er ingen flashbacks og ikke megen anglen efter tilskuerens sympati, som Grbavica i øvrigt har fra første billede. Det er en sober film om et lødigt emne og en svær produktion, som kom i stand ved et samarbejde mellem selskaber i Østrig, Tyskland, Kroatien og Bosnien. Zbanic gør alt efter bogen, mor/datter-historien er universel. Alligevel er der scener, hvor man føler, at problemerne vendes af pligt.
   Det er frem for alt Mirjana Karanovic (f. 1957), der forankrer filmen og sikrer, at hvert udtryk sidder perfekt. Karanovic kan disse kvinder og fremstiller sine karakterer, så man tror, forstår og holder af dem. Hun kan af samme grund ses i mange Balkan-film. Især er hun fremragende i Andrea Stakas Das Fräulein (2006). En ung kvinde fra Sarajevo får arbejde i restauranten hos den midaldrende Ruza (Karanovic), der selv kom til Zürich 20 år før. I 2016 instruerede Karanovich selv Dobra zena (A Good Wife), hvor en kvinde må forholde sig til sin mands krigsforbrydelser. 
  Uden for Balkan følte man, at Grbavica måtte tilføres ekstra patos for at sælge billetter. Den danske distributør valgte Sarajevo – Håbets sang som en besværgende og i hvert fald stærkt tolkende titel, mens man i Storbritannien lokkede tilskueren med en henvisning til Esma’s Secret. I Frankrig blev der annonceret for Sarajevo mon amour. Alt var stik imod Zbanics neutrale og renfærdige attitude. Man skræmte snarere publikum væk.
   Grbavica er ikke udødelig filmkunst, men den var vigtig i sit kulturelle øjeblik, og den er værd at gense. 


   
CHARLOTTE Rampling var formand for den internationale jury, som gav Grbavica årets Goldener Bär. I danske medier gik man mere op i, at Pernille Fischer Christensen modtog Juryens Grand Prix for sin debutfilm En soap. Jafar Panahi kunne stadig rejse ud af Iran. Han kom selv og modtog sin Grand Prix – for dét år var to andenpræmier – for Offside. Det er filmen, hvor kvindelige fodboldfans trodser kønsforbudet og tirrer vagterne ved Teheran Stadion. Det blev siden praksis at have en tom stol stående på scenen, når den iranske filmskaber ikke kunne komme. Jeg havde håbet, at juryen gav noget stort til Robert Altman, som præsenterede sin sidste film, A Prairie Home Companion. Det er et varmt og morsomt myldrebillede, som bygger på Garrison Keillors radioshow. Den 81-årige Altman trak ikke på smilebåndet én gang under pressemødet. Han døde i november samme år.




Sarajevo – Håbets sang (Grbavica). Instr. og manus: Jasmila Zbanic. Foto: Christine A. Maier. 90 min. Bosnien-Hercegovina-Kroatien-Tyskland-Østrig 2006. Dansk premiere: 20.04.2007.


Fotos: Coop99 Filmproduktion [Jasmila Zbanic Portrait 2006 by Jasmin Fazlagic]/ Deplokada/ Noirfilm Filmproduktion/ ARTE/ Balkan Script Development Fund/ Das kleine Fernsehspiel (ZDF)/ Bosnia & Hercegovina Ministry of Culture & Sport/ Eurimages/ Filmfonds Wien/ Hubert Bals Fund/ Javni RTV Servis Bosne i Hercegovina/ MFG/ Ministry of Culture, Republic of Croatia/ Public Broadcasting Service (PBS/ Österreichisches Filminstitut/ The Match Factory/ Strand Releasing/ Dogwoof UK/ Øst for Paradis Filmdistribution/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ YouTube (Strand Releasing US trailer 2007)
Filmen streames p.t. (juli 2025) ikke i DK, UK, øvrige Europa,,USA eller Australien
Ingen BD-udgivelse; DVD fra Angel Films 01.08.2009
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.04.2007