Translate

Viser opslag med etiketten Middelalder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Middelalder. Vis alle opslag

onsdag den 25. maj 2022

Dronningebilleder | Margrete den Første | Queen of the North (2021)


SOM FRØ I VINDEN
Den store danske dronningeskildring

Af BO GREEN JENSEN

HUN var den stærke danske dronning, som samlede Norden i Kalmarunionen, indgik en alliance med England og fik rigerne til at stå sammen mod Tyske Orden. Kroningsbrevet er beseglet af 67 stormænd fra Danmark, Norge og Sverige i 1397. Skønt det skete for 600 år siden, er den første Margretes regeringsarbejde en forudsætning for den anden Margrethes dispositioner.
   Faktisk var Margrete Valdemarsdatter, som blev født i 1353 og døde i 1412, aldrig en officielt kåret dronning. Hun var rigets formynder og regerede via sin adoptivsøn, Erik (som egentlig hed Bugislav) af Pommern. Margrete kom til magten i 1387, da hendes biologiske søn, Oluf, døde som teenager. Margrethe 2. valgte at anerkende sin forgænger. Margrete 1. ville nikke og rose »vores« Margrethe for klædelig kløgt.


HISTORIKEREN Vivian Etting, der er forfatter til storværket En regent og hendes samtid (1986, rev. 1997, 2009, 2021), som jeg har mine grundoplysninger fra, har skrevet den artikel om Margrete, som man finder på lex.dk. Hun formulerer for så vidt præmissen for filmen, der har ventet på at få premiere, mens COVID-19 tvang riget og resten af verden i knæ:
   »Som person er Margrete 1. blevet vurderet meget forskelligt. I ældre historieskrivning blev hun stærkt idealiseret som den uselviske unge dronning, der efter sin søns død overtog regeringen for at lede landet. Nu er dette billede veget for en erkendelse af, at Margrete i høj grad agerede på baggrund af stærke personlige magtambitioner.«
   Charlotte Sieling har arbejdet længe og grundigt med storfilmen om den første Margrete. Når hun taler om forproduktionen, bliver det betonet, at hun og produceren Lars Bredo Rahbek »fra begyndelsen« vidste, at det ikke skulle være en »fødsel til død«-livsfortælling. Hvorfor bliver aldrig uddybet. Var det for dyrt, for besværligt, véd vi for lidt?*


BESKRIVELSEN af livet ved hoffet giver afgjort appetit på mere. Da Erik (Morten Hee Andersen) ved sin forlovelsesfest lægger an på tjenestepigen Astrid (Agnes Rase), spørger han, hvor hun kommer fra og formulerer en vidtløftig scorereplik, som dialogen vender tilbage til, med stadig mere alvor, da himlen bliver mørk, og regeringsmagten vakler.
   Erik siger, at fødesteder er uden betydning. Vi er alle Guds mælkebøttefrø, som blæser i vinden, indtil vi lander på en fremmed mark og blomstrer i solen. Astrid giver senere efter for kongen, men hendes loyalitet er hos Margrete, der har reddet hende fra en skæbne som slave hos piraterne på Gotland. Piraterne har heltestatus. De er dronningens guerillahær.
   Dét er den ene grundlære i filmen: at skæbnen er foranderlig; at vi navigerer mellem klipper, stiger og falder på livets trappe. Den anden er en erkendelse af, at man må gøre det nødvendige. Hele filmen er et nærbillede af, hvordan Margrete må gøre sig hård, da hun konfronteres med »manden fra Graudenz« (Jakob Oftebro), som måske/måske ikke er sønnen Oluf.



MAN har filmen igennem en lille forhåbning om, at Margrete vil sige fra over realpolitikken, som er inkarneret i biskop Peder Jensen Lodehat (Søren Malling), dronningens ven og rådgiver, der er skildret som en nordisk Macchiavelli. Det gør hun ikke. Hun kommer til fornuft, så den kendte historie kan skrives. Men som menneske er filmens Margrete mest interessant, når hun tvivler på magtapparatet og bryder de faste rutiner.
   Som tilskuer reagerer man spontant på replikken om Guds mælkebøttefrø. Vivian Etting beskriver, hvordan »den lille barnedronning« voksede op på Akershus i Norge. Jeg ville gerne have set en halv time om, hvordan pigen udviklede til matriarken, som Trine Dyrholm fremstiller med en kraft, tyngde og skrøbelighed, der netop er majestætisk.




HELDIGVIS kan forfatterne ikke dy sig for at vise et glimt af Margrete som barn. Filmen udspiller sig over ni dage i 1402, da Tyske Orden saboterer forlovelsesfesten og forhandlingerne med England ved at sende »den falske Oluf« retur. Norges leder, Asle Jonsson (Bjørn Floberg) er ikke i tvivl. Han har set sin konge i levende live, og situationen må genovervejes.
   Biskop Peder vil henrette Oluf. Johan Sparre (Magnus Krepper) smeder rænker. Kong Erik surmuler og prøver at forhandle direkte med gesandten Bourcier (Paul Blackthorn). Denne er imponeret af Margretes person og politiske klarsyn. Han kommer med en klar dagsorden: at sikre britisk arveret.
   Før alt dette ser vi glimt af Margrete, som hun var, før intrigerne og positioneringen tog fart. Margrete var Valdemar Atterdags datter. Vi ser aldrig hendes fars ansigt, men vi ser ham vaske blodet af sine hænder efter slaget ved Visby på Gotland i 1361. Margrete må da være otte år. Pigen holder ringen med seglet, mens hun sidder i sin fars favn og ser direkte på fremtiden og den moderne tilskuer. Kongen ser vi kun bagfra. Han ligner noget fra sagntiden.



BILLEDSIDEN er smukt tilrettelagt af Rasmus Videbæk. Ridderborgene må være skabt med CGI, men det er gjort, så man ikke ser sammenføjningerne. Man hører dem derimod i dialogen. Alle taler moderne dansk. Det er fint, men at bruge vendingen »nyttige idioter« er lige én tak for tidssvarende.
   Universet ligner både fantasy som Game of Thrones, britiske Shakespeare-film og serier som The Tudors, der var sagen i sidste årti. Nærmeste slægtning er dog Shekhar Kapurs to store film, Elizabeth (1998) og Elizabeth: The Golden Age (2007), hvor Cate Blanchett spiller Elizabeth I. Margrete arbejder lige så bevidst med sit image. Der er 200 år mellem de to regenter, men det er det samme politiske teater, de samme personlige tilvalg og afsavn.



BAGEFTER har man en mørk, fortumlet historie i baghovedet og en idé om, hvordan de historiske alliancer blev skabt. Men det er enkelte scener, der sætter sig bedst og vil blive der længst: barnet med seglet på Gotland; dronningen og ambassadøren, der beundrer jagtfalkens kredsen; den 7-årige prinsesse Filippa, Eriks tilkommende, som fremsiger en lang lovprisning på fransk – som ingen forstår – og bliver rost for sit fine lille digt.
   Især det sidste er et rent og tidløst filmøjeblik, som ingen anden kunstform kunne forløse. Jeg regner med, at hele Danmark skal se Margrete den Første, så jeg undlader at gå i flere detaljer. Charlotte Sieling har skabt en moderne dronningeskildring, der taler til unge som ældre. Hun har gjort historien levende, og dét i sig selv er en mægtig bedrift.


*) Mikkel Leth Jespersens Dronningen griber magten (Aarhus Universitetsforlag, 2022) er en kortfattet, dugfrisk indføring i serien 100 danmarkshistorier, hvor 100 emner fra 100 udvalgte år præsenteres i bøger på 100 sider. Jeg er selv en tilfreds og trofast modtager. Serien kommer vidt omkring i mentalitetshistorien og er altid ført helt op til deadline. Bøgerne udkommer også i podcastformat.







Margrete den Første var Bodil-nomineret i 7 kategorier og Robert-nomineret i 13. Filmen fik Bodil-priser for bedste manus, foto og scenografi. Ved Robert-uddelingen modtog Margrete trofæer for bedste mandlige birolle, bedste kostumer og scenografi. Bodil-priserne [Bodil Awards] uddeles af Danske Filmkritikere. Robert-priserne [Danish Film Awards] uddeles af Det Danske Filmakademi. Filmens internationale titel er Margrete: Queen of the North. Interessen har hidtil været behersket.


Margrete den Første. Instr.: Charlotte Sieling. Manus: Sieling, Maya Ilsøe, Jesper Fink. Foto: Rasmus Videbæk. 120 min. DK-Sverige-Norge-Island-Tjekkiet 2021. Dansk premiere: 16.09.2021.


Fotos: SF Studios/ Filmkameratene A/S/ Truenorth Productions/ Sirena Film/ Film i Väst/ DFI/ TV2 Danmark/ SFI/ Norsk Filminstitutt/ Icelandic Film Center/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Eurimages/ Czech Film Fund/ Polish Film Institute/ Dronning Margrete og Prins Henriks Fond/ Carlsbergfondet/ A.P. Møller Fonden/ MEDIA/ Nationalmuseet/ Danmarkshistorien.dk/ Gyldendal/ Lex.dk/ Aarhus Universitetsforlag
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film.
2K Blu-ray fra SF Studios 07.03.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.09.2021. 

torsdag den 13. januar 2022

David Lowery: The Green Knight (2021)


DET GRØNNE KAPEL
Et britisk heltekvad får nyt liv 

Af BO GREEN JENSEN

KVADET om Sir Gawain and the Green Knight er et langt fortællende digt, drevet af bogstavrim og hård rytme. Det er skrevet på middelengelsk sidst i 1300-tallet.
   Forfatteren delte samtid med Geoffrey Chaucer, men digtet har ældre, metafysisk forankring. Det hører til en cyklus af arthurianske tekster, som knytter høvisk poesi fra kontinentet sammen med keltisk mytologi og »The Matter of Britain«.
   Manuskriptet blev udgivet i 1839 og var med til at inspirere den romantiske renæssance hos Alfred Tennyson og The Pre-Raphaelites. I 1970erne kunne man knap studere engelsk uden at stifte bekendtskab med digtet. 
   I 1925 redigerede J.R.R. Tolkien (sammen med kollegaen E.V. Gordon) en kritisk udgave og forsøgte sig med en litterær oversættelse. Også C.S. Lewis skrev om teksten. Forbindelsen til »The Inklings«, Narnia og Ringenes Herre har givet teksten et stort liv i fælleskulturen.*


   
FILMSKABEREN David Lowery går på én gang frit og bogstaveligt til stoffet. Den Grønne Ridder er en slags træmenneske, mere en ansamling af organisk materiale end en krop, som kommer til julefesten på Camelot og udfordrer ridderne til »a game«. Vi er til taffel ved Kong Arthurs hof, men hverken digtet eller filmen interesserer sig særligt for Arthur, som spilles af Sean Harris. Det er kongens funktion, ikke hans person, som er vigtig for ritualet.  
   Gawain, som er kongens nevø, har endnu ikke ridderstatus. Han accepterer på Arthurs vegne og lover at komme til Det Grønne Kapel, når der er gået et år. Da vil han modtage, hvad Den Grønne Ridder nu får: et dræbende sværdhug. Ridderen samler selv sit hoved op og går med en latter. Gawain har indgået en pagt. I realiteten har han givet sit liv.
   Efter et år kunne Gawain blive væk, men han rejser fra sin kæreste og gennemgår sære, symbolske prøvelser i skoven og ødemarken. Især hos Herren og Fruen på jagtslottet ved Det Grønne Kapel er en dunkel seksuel magi i spil. Endelig når han frem til kapellet og holder måske/måske ikke sit løfte. I digtet bliver han belønnet. Lowerys film har en mere åben fortolkning.



FILMEN tilhører fantasygenren, men Lowery fravælger den heroiske farvelade, som efter Peter Jacksons to Tolkien-trilogier er blevet en normativ husstil. The Green Knight har mere til fælles med psykedeliske ridderfilm som John Boormans Excalibur (1981). Lowery har også set Stephen Weeks’ to meget frie versioner, Gawain and the Green Knight (1973) og Sword of the Valiant (1984), den første med Murray Head som Gawain, den sidste med Sean Connery som The Green Knight.



RIDDERTIDEN er skildret som et mudret inferno. Der er ekkoer af Game of Thrones, men ingen gylden Camelot-atmosfære. Denne verden er fuld af selviske helte, men Gawain er en god og retskaffen mand. I teksten beviser han sit værd ved at efterleve riddernes kode. I filmen gør han det at sige fra og bryde følge den evige gentagelse.
   Dev Patel fremstiller skikkelsen med samme menneskelighed, som han spillede Jamal Malik i Slumdog Millionaire og hovedpersonen i The Personal History of David Copperfield. Alicia Vikander er både Essel, hans kæreste ved hoffet, og Fruen på Slottet i Skoven til slut.
   Lowery fylder landskabet med drømmesyn og sære episoder – et møde med kæmper; en talende ræv; et ophold hos Sankt Winefred, den halshuggede jomfru. På Slottet i Skoven bliver fremtiden projiceret på væggen i en tidlig version af en filmfremviser.
   Digtet blander hedensk og kristen mytologi. Både Tolkien og Lewis skrev om Den Grønne Ridders organiske væsen. Men i digtet bliver skikkelsen forklaret. Her er han virkelig noget andet og magisk.



DET er forfriskende at se en effektfilm, som går imod strømmen af støjende slag, stærke farver og obligatorisk eventyrinventar. Lowery kan i lange stræk fortrylle ved at vise, hvad digtet udsiger. Men i sidste instans vil han tale moral og værdier, og da bliver filmen for alvor moderne. Vi ser magtintrigen, som vil gentage sig, hvis ridderen holder sit løfte. Han træffer derfor et bestemmende valg.
   David Lowery dekonstruerede gysergenren i A Ghost Story (2017) og instruerede Robert Redford i The Old Man and the Gun (2018), som var skræddersyet til stjernen, der trak sig. Her generobrer han fantasygenren og skaber en ganske unik ridderfilm. En gæv grundtone skurrer i begyndelsen. Så finder filmen sin takt og bliver ved som Gawain.


*) Sir Gawain and the Green Knight
står i samme manuskript som Pearl, et allegorisk sørgedigt af den ukendte forfatter. Tolkien begyndte på arbejdet i 1920, da han var »reader« (lektor) i engelsk på University of Leeds. Hans oversættelse af Beowulf er fra samme periode. I 1925 blev Tolkien professor i angelsaksisk på Pembroke College i Oxford. Her foretog han en revision af oversættelsen. Denne blev finpudset i 1953, da BBC brugte teksten i, hvad vi nu ville kalde en podcast. Imens var forfatteren blevet professor i sprog og litteratur på Merton College i Oxford. Han var stadig i tyverne, da han oversatte Sir Gawain and the Green Knight.  Det er længe før The Hobbit og The Lord of the Rings, men de første Lost Tales fra Middle Earth-universet bliver til på samme tid. Monthy Python-medlemmet Terry Jones (1942-2020), som var kanditat i engelsk fra Oxford og historiker med speciale i korstogstiden, læser lydbogsudgaven af digtet.


The Green Knight. Instr. & manus: David Lowery. Foto: Andrew Droz Palermo. 130 min. USA 2021. Dansk premiere: 19.08.2021.


Fotos: Sailor Bear/ BRON Studios/ A24/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ HarperCollins/ John Howe (Tolkien translation cover illustration)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Store, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Elevation (Canada/ region A) 12.10.2021
4K UHD + 2K Blu-ray fra Euro Video (Tyskland/ region B) 09.12.2021
Anmeldelsen trykt (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 20.08.2021

tirsdag den 2. november 2021

Ridley Scott: The Last Duel (2021)


DET HISTORISKE BLIK
Ridley Scott springer ud som nyfeminist 

Af BO GREEN JENSEN

DET er en hård, udeltagende verden, som manes frem i The Last Duel. Året er 1386, da den sidste duel mellem to herremænd bliver udkæmpet foran den franske kong Karl den Sjette. Den ene mand har taget den andens hustru med vold. Sagen har været for retten, hvor begge parter fastholdt deres version. Handsken er kastet og taget op. Nu må Gud fælde dom.

   Det er en regulær folkeforlystelse, da ridder Jean de Carrouges (Matt Damon) tørner sammen med borgvæbner Jacques le Gris (Adam Driver). Den unge konge fniser nervøst. Det gør han generelt – kongens øgenavn var Karl den Gale. Den krænkede kvinde (Jodie Comer) betragter spektaklet.


   
HERTUG Pierre d’Alençon (Ben Affleck), den reelle magthaver, håber inderligt, at le Gris vil dræbe Carrouges. Den gamle mand har retten på sin side, ja, men han er en anakronisme. Hertugen kan bruge den begærlige le Gris. De har begge flair for livet. Carrouges fortjener at dø i sin selvretfærdige patos.
   Vi er endnu i prologen. Jorden er mudret, lyset metallisk. Fra hver ende af indhegningen rider de to mænd mod hinanden. Hver i sin rustning, hver med sin lanse. I kontaktøjeblikket bliver billedet hvidt. Tiden nulstilles. Så følger tre versioner af, hvad der virkelig skete, da Jacques le Gris forgreb sig på Marguerite de Carrouges, mens hendes mand var på Urias-togt.



HVER sandhed udgør en film i sig selv. »Sandheden ifølge Jean de Carrouges« er en melankolsk beretning om, hvordan den retskafne borgherre igen og igen blev svigtet og forbigået. Hertugen gav hans privilegier til le Gris. Carrouges tjener penge som lejesoldat. Han bærer sorg, da han møder Marguerite. De er kærlige og forelskede sammen. Der mangler kun et barn til at sikre arvefølgen.
   »Sandheden ifølge Jacques le Gris« er ikke helt den modsatte historie, man kunne forvente. De to mænd var venner, men le Gris kunne ikke modstå hertugens fristelser. Han giver sig selv points for at prøve at skåne Carrouges. Ja, han voldtog Marguerite – men hun ville selv og gav ham signaler. »Vi kunne ikke styre os,« siger le Gris, da han knapper sig til.
   »Sandheden ifølge Marguerite de Carrouges« er naturligvis kernen i filmen. Hun beskriver det svære forhold til sin svigermor (Harriet Walter) og forklarer, hvordan det er at blive handlet med, først som en bringer af medgift, siden som et avlsdyr. Hendes beskrivelse af voldtægten er uigendrivelig. Som loven fungerer, vil Marguerite dø, hvis hendes mand ikke vinder duellen.


DET er ikke en Ivanhoe-ædel fortælling. Filmen bygger på en autentisk fremstilling: The Last Duel: A True Story of Trial by Combat in Medieval France (2004) af historikeren Eric Jager. Den sidste lovlige duel i Frankrig blev virkelig udkæmpet den 29. december 1386.
   Spilletiden er næsten tre timer. Man er meget spændt på duellens udfald. Det er dog lige så interessant at følge de små forrykkelser i baggrunden. Flere afsnit viser de samme situationer fra forskellige synsvinkler. Retsproceduren er meget moderne. I andre henseender er fortiden virkelig et fremmed land.


MATT Damon og Ben Affleck har skrevet manuskriptet sammen med Nicole Holofcener (Friends with Money). Skuespillerne begyndte som et forfatterteam. De skrev Good Will Hunting (1997) sammen og modtog en Oscar.
   I #MeToo- sammenhæng har især Damon gjort sig uheldigt bemærket, ikke ved handling, men ved at antyde nuancer. Man har set ham som en facilitator. Her tager vennerne til genmæle. Det sker i en filmisk form, der låner fra mesteren Akira Kurosawa. Også Rashomon – Dæmonernes port (1950) beskrev en voldtægt fra flere synsvinkler. Alt gik op i en højere enhed.
   Ridley Scott elsker episk kamptummel. Her holder instruktøren igen i de parallelle historier. Først til slut bliver kniven sat ind. Omsider rendyrkes stilen fra to andre middelalderfilm, Scott har skabt: korsfarerskildringen i Kingdom of Heaven (2005) og det solide bud på en ny Robin Hood (2013).



EN feministisk riddertidsfortælling er næppe, hvad man venter sig fra Sir Ridley Scott. Den 83-årige filmskaber har altid været en praktisk håndværker. Han lavede tidligt to værker, Alien (1979) og Blade Runner (1982), som definerer sci-fi på film. Han er en af de sidste, som bruger hele det klassiske apparat.
   Går man listen efter, er der feministiske tilløb. Scott instruerede Thelma & Louise (1991) og G.I. Jane (1997). Han formgav Sigourney Weavers ikoniske Alexandra Ripley-figur. Da Kevin Spacey blev #MeToo-impliceret, var Scott ved at optage All the Money in the World. Scott fjernede ham uden at blinke og tog scenerne om med Christopher Plummer.


SCOTTS debut var en filmatisering af Joseph Conrads The Duellists (1977, da. Duellanterne). Med en vis poesi er det dér, han er landet igen. Jeg vil ikke kalde The Last Duel en uforglemmelig film, men skarpheden overbeviser. Det er en tankevækkende skildring af privilegerede kvinders udsatte stilling.
   Filmen foregår på samme tid som Charlotte Sielings Margrete den Første. Den kaster det samme historiske blik på køn, krig og magtintriger.




The Last Duel. Instr.: Ridley Scott. Manus: Nicole Holofcener, Ben Affleck, Matt Damon. Foto: Dariusz Wolski. 152 min. USA 2021. Dansk premiere: 14.10.2021.

Fotos: 20th Century Studios/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Disney Buena Vista (UK) 31.01.2022
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.10.2021

mandag den 30. august 2021

Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005)


JERUSALEM ER ØDELAGT
Korsfarerne som kristen koalitionsstyrke

Af BO GREEN JENSEN

RIDDERTIDENS kristne korstog var en blanding af pilgrimsfærd, altså åndelig søgen, og regelret plyndring sat i system. Der var otte eller flere, afhængigt af hvordan man tæller, og de foregik over 200 år. Det første (1096-99) blev iværksat af pave Urban II, da den byzantinske kejser Alexios I bad Europa om hjælp mod den tyrkiske hær. Med andre ord lidt som når USA og dets allierede rykker ud til truede zoner i mere eller mindre villige koalitioner.
   Korstoget kulminerede med Jerusalems erobring i juli 1099. Med kirkens fulde billigelse blev byens muslimer og jøder hugget ned. Deres bedesteder blev konverteret til kirker, og den hellige krig var ikke mindst en eftertrykkelig økonomisk succes. Fra dansk side var Erik Ejegod på vej til den kristne boomtown, da han døde på Cypern. Jerusalem var herefter et kongerige, en korsfarerstat som bestod frem til 1291. Der var dog væsentlige afbrydelser og megen nervøs trafik frem og tilbage.


RIDLEY Scotts visuelt imponerende korsfarerfilm udspiller sig i tiden op til det tredje korstog (1189-92) og kulminerer med Jerusalems fald i 1187, hvor sultan Saladin (egl. Salah ad-Din Yusuf Ibn Ayyub) belejrede og erobrede bystaten med en hær på 200.000 mand. Saladin havde bestemt sine grunde. Som det fremlægges i Kingdom of Heaven, kunne den arabiske fyrste næsten ikke forsvare at give europæerne mere snor.
   Bag murene har Baldwin IV, kongen af Jerusalem, forsøgt at holde fred mellem kristne, muslimer og jøder. Han har endog introduceret princippet om integration. Men kirken og tempelherrerne vil have krig og guld for enhver pris, så den milde konge – som også i virkeligheden led af spedalskhed – må se sin drøm om Jerusalem smuldre. Efter dén drøm tager Scotts film sin titel og sit tema. Jerusalem kunne blive »a kingdom of conscience«, et samvittighedens kongerige, hvis de gode kræfter holdt stand. I stedet endte alt som sædvanlig med blod og død under solen i Israel.


FILMEN tager fat i det mørke Europa, hvor man næppe kan kende aske fra sne, når hvide fnug eller flager bæres på vinden. Smeden Balian (Orlando Bloom) har netop mistet alt, hvad han levede for, sit barn og sin hustru, da en vejrbidt korsfarer (Liam Neeson) ud af det blå gør holdt i landsbyen, præsenterer sig som Godfrey af Ibelin og siger sådan noget som: »Jeg er din far, sønnike.«
   Godfrey vil have Balian med til Det Hellige Land, hvor gode riddere med Guds hjælp kan skabe en lysere fremtid for menneskeheden. For: »What man is a man who does not make the world better?« Det har Balian selv ridset og brændt over porten i sin smedje. »Hvilken slags menneske er en mand, som ikke gør verden til et bedre sted?« I Ridley Scotts selvbevidste historiske stykker er der altid sådan et lidt svulstigt fyndord.
   Der er adskillige voldsomme forhindringer, men Balian når til Jerusalem og bliver ridder, da hans far falder bort. Han får land og gode venner i kong Baldwin (Edward Norton), dennes rådgiver Tiberias (Jeremy Irons) og Baldwins søster Sibylla (Eva Green). Af samme grund får han en ærkefjende i tempelridderen Guy de Lusignan (Marton Csokas), som er gift med Sibylla og ser frem til at herske, når den spedalske regent giver op.


LUSIGNAN forsøger med alle midler at yppe kiv mellem Baldwin og Saladin (Ghassan Massoud). Sammen med den gennemført nedrige Reynald de Chatillon – »Jeg er, hvad jeg er – nogen må jo være det,« siger Brendan Gleeson filosofisk – får han endelig udløst den store konflikt. Som en særlig krigsliderlig tempelherre ses i øvrigt hædersmanden Ulrich Thomsen. Han råber hele tiden »Gud vil det!«, når nogen forsøger at mane til besindelse.*
   Endelig kan Baldwin ikke længere låse konflikten. Kongen, som bærer en maske af sølv for at skjule sit sårforvredne ansigt, dør af sin invaliderende sygdom, og Lusignan bliver konge. Så er der dømt Operation Desertstorm. »Gud vil det!« råber alle de kristne, og korsfarerhæren bliver ydmyget i ørkenen, fordi man ikke har sikret sin forsyningslinje. Det er Balian, som må forsvare det kristne Fort Alamo, da Saladin omsider ikke gider høre mere vrøvl.



SLUTKAMPEN varer det meste af en time, sådan virker det i hvert. Der er kamptummel ud over alle grænser, men Balian formår at overgive sig ærefuldt, og Saladin respekterer kontrakten. Jerusalem er faldet, men trods alt ikke helt ødelagt, da Balian rejser hjem til sin by for at dyrke sin have, for resten i behageligt kvindeligt selskab. Han er for længst holdt op med at bede til Gud, men tror stadig væk på ideen om Samvittighedens Kongerige.
   På vejen møder han en konge på vej til Det Hellige Land. Det er Richard Løvehjerte, som i øvrigt kun får Jerusalem at se på afstand. Men det næste korstog er iværksat, og med dét begyndelsen til enden. Det fjerde korstog (1202-04) var en skændig, underfinansieret forretning. Fordi Byzans stod i gæld, fik hæren lov at plyndre Konstantinopel. Rom udraderede sin kristne konkurrent og kunne kalde manøvren nødvendig forretning. Siden fulgte det patetiske Børnekorstog og en mængde imperialistiske krige, der blev udkæmpet i troens navn, men ført alene for pengenes skyld.



SCOTTS film er et stort og vaklende skrummel, forsøgsvis smuk og tænksom til tider, andre gange primitiv som en seriefremstillet Hollywood-western fra vores barndom. Der er flere gode scener end i væsensbeslægtede projekter som Wolfgang Petersens Troja (2004), Oliver Stones Alexander (2005) og Scotts egen Gladiator (2000), for den sags skyld. Korsfarertiden er fotogen, og Scott kan som få skabe stærke, enkeltstående billeder.
   Imidlertid er der for mange humanistiske taler, som i den politiske korrektheds navn vil dele sol og vind lige mellem Islam og Kristendommen. Gladiator havde det samme problem, når Russell Crowe gav sig til at verbalisere. Der bliver for så vidt sagt udmærkede ting, men man tvivler på, at Scotts hjerte er i dem. Hvad han virkelig kan, er at vise krigen nede på jorden, uden motiver og nærmere stedsans. Det gjorde han nok allerbedst i Black Hawk Down (1999), som skildrede de amerikanske marineinfanteristers nederlag i Mogadishu i Somalia. I den film var der ingen ædle taler. Af samme grund troede man mere på den.
   Kingdom of Heaven skildrer en religionskrig mellem europæere og arabere. Det er klart, at det må indbyde til aktuelle sammenligninger. I USA har man anklaget Scott for at skabe forvrængede fjendebilleder. I hans hjemland bliver filmen derimod betragtet som »Osama bin Ladens udlægning af verdenshistorien«. Skal man endelig have de briller på, må man nærmest dele den britiske skepsis. Der er slet ingen onde arabere med.



BLANDT de kristne riddere er gode mænd som Ibelin, Balian og Baldwin derimod et særsyn. Flertallet er grådige, liderlige lejesoldater og fyrsterne, som har betalt dem. Især tempelherrerne bliver set som en skitse til katolsk dekadence og inkvisition. Det er egentlig modellen fra Walter Scotts Talismanen, Ivanhoe og de fleste Robin Hood-versioner. I sit hjerte er Sir Ridley trods alt en britisk instruktør, når det gælder.
   Alle figurerne er autentiske. Man kæmper med historisk korrekthed, og der kan sikkert skrives bøger om, hvor realistisk det hele er gjort. Alligevel har det næppe været sådan. Det har historien på film kun meget sjældent været, fordi den dybest set handler om os her og nu. Hvad skal og vil og kan vi da med dette kostbare udstyrstykke?
   Vi kan undre os over ideen, at Jerusalem engang var tænkt som et »samvittighedens kongerige«, hvor man levede side om side i fred. Vi kan spekulere på, om der virkelig var retskafne krigsherrer som Saladin og Baldwin IV. Men om et år tror jeg kun, at tre ting hænger fast: den spedalske konges drømmende stemme bag sølvmasken; et hvidt glimt af Eva Greens nøgenhed den nat, hvor spejderdrengen Balian lader sig lokke, og sneen eller asken i mørket i Europa. Hvis Ridley Scott vil fortælle mere historie, bør han lede efter Himlen dér.


*) Carsten Selch Jensen skrev i 2020 Gud vil det - en lille bog om korstogene til serien Teologisk Folkebibliotek, som udgives af F
orlaget Vandkunsten. Jeg spurgte engang Ulrich Thomsen om, hvordan det var at medvirke i en stor produktion som Kingdom of Heaven. Og hvordan det var kun at have den ene replik. Han fortalte om logistikken i det store apparat, som indspilningen var. Og sagde, at han havde spurgt Ridley Scott, om han ikke kunne variere replikken »God wills it!«, som han siger 4-5 gange. »Jeg siger jo hele tiden det samme.« »Ja,« sagde instruktøren. »Men du siger det så godt«.
   Jeg havde ikke de seneste bøger om korstogene til rådighed, da jeg skrev anmeldelsen i 2005. Min egen hovedkilde var Elizabeth Hallam (red.): Chronicles of the Crusades: Nine Crusades and Two Hundred Years of Bitter Conflict for the Holy Land Brought to Life through the Words of Those who Were Actually There  (New York: Weidenfeld & Nicolson, 1989); Karen Armstrong: A History of Jerusalem (1998, da. Jerusalem: tro, historie, politik) og A History of God (2001, da. Gud - i jødedom, kristendom og islam); Steven Runciman: The Fall of Constantinople 1453 (Cambridge University Press, 1965). Jeg havde heller ikke set det Director's Cut, som Scott fik givet et limited release allerede i december 2005. Her er Kingdom of Heaven præsenteret som en gammeldags helaftensfilm med ouverture og fuldt score (Entr'acte) i pausen. Spilletiden er forlænget med 45 minutter, og baggrunden er mere uddybet. Sibylla føder Baldwins søn, men begår medlidenhedsdrab, da hun indser, at tronfølgeren lider af spedalskhed som sin far. Scenerne fra slaget om Jerusalem er mere udpenslede. Det er den korte version, som kan købes/lejes og bliver streamet på Disney+. Alle tre versioner er samlet på blu-ray med titlen Kingdom of Heaven - Ultimate Edition (2015)  

Kingdom of Heaven. Instr.: Ridley Scott. Manus: William Monahan. Foto: John Mathieson. 145 min. UK-Spanien-USA 2005. Dansk premiere: 04.05.2005

Kingdom of Heaven - Director's Cut. 194 min. DVD UK-USA 2006.

Kingdom of Heaven. 189 min. Blu-ray UK-USA 2009.

Kingdom of Heaven - Ultimate Edition. 194 min. Blu-ray UK-USA 2015.


Fotos: Twentieth Century Fox (Twentieth Century Studios)/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames (i 145 minutter version) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox [Ultimate Edition | 1 Movie, 3 Cuts] 04.05.2015
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 04.05.2005