Translate

Viser opslag med etiketten Krigsfilm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Krigsfilm. Vis alle opslag

mandag den 30. august 2021

Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005)


JERUSALEM ER ØDELAGT
Korsfarerne som kristen koalitionsstyrke

Af BO GREEN JENSEN

RIDDERTIDENS kristne korstog var en blanding af pilgrimsfærd, altså åndelig søgen, og regelret plyndring sat i system. Der var otte eller flere, afhængigt af hvordan man tæller, og de foregik over 200 år. Det første (1096-99) blev iværksat af pave Urban II, da den byzantinske kejser Alexios I bad Europa om hjælp mod den tyrkiske hær. Med andre ord lidt som når USA og dets allierede rykker ud til truede zoner i mere eller mindre villige koalitioner.
   Korstoget kulminerede med Jerusalems erobring i juli 1099. Med kirkens fulde billigelse blev byens muslimer og jøder hugget ned. Deres bedesteder blev konverteret til kirker, og den hellige krig var ikke mindst en eftertrykkelig økonomisk succes. Fra dansk side var Erik Ejegod på vej til den kristne boomtown, da han døde på Cypern. Jerusalem var herefter et kongerige, en korsfarerstat som bestod frem til 1291. Der var dog væsentlige afbrydelser og megen nervøs trafik frem og tilbage.


RIDLEY Scotts visuelt imponerende korsfarerfilm udspiller sig i tiden op til det tredje korstog (1189-92) og kulminerer med Jerusalems fald i 1187, hvor sultan Saladin (egl. Salah ad-Din Yusuf Ibn Ayyub) belejrede og erobrede bystaten med en hær på 200.000 mand. Saladin havde bestemt sine grunde. Som det fremlægges i Kingdom of Heaven, kunne den arabiske fyrste næsten ikke forsvare at give europæerne mere snor.
   Bag murene har Baldwin IV, kongen af Jerusalem, forsøgt at holde fred mellem kristne, muslimer og jøder. Han har endog introduceret princippet om integration. Men kirken og tempelherrerne vil have krig og guld for enhver pris, så den milde konge – som også i virkeligheden led af spedalskhed – må se sin drøm om Jerusalem smuldre. Efter dén drøm tager Scotts film sin titel og sit tema. Jerusalem kunne blive »a kingdom of conscience«, et samvittighedens kongerige, hvis de gode kræfter holdt stand. I stedet endte alt som sædvanlig med blod og død under solen i Israel.


FILMEN tager fat i det mørke Europa, hvor man næppe kan kende aske fra sne, når hvide fnug eller flager bæres på vinden. Smeden Balian (Orlando Bloom) har netop mistet alt, hvad han levede for, sit barn og sin hustru, da en vejrbidt korsfarer (Liam Neeson) ud af det blå gør holdt i landsbyen, præsenterer sig som Godfrey af Ibelin og siger sådan noget som: »Jeg er din far, sønnike.«
   Godfrey vil have Balian med til Det Hellige Land, hvor gode riddere med Guds hjælp kan skabe en lysere fremtid for menneskeheden. For: »What man is a man who does not make the world better?« Det har Balian selv ridset og brændt over porten i sin smedje. »Hvilken slags menneske er en mand, som ikke gør verden til et bedre sted?« I Ridley Scotts selvbevidste historiske stykker er der altid sådan et lidt svulstigt fyndord.
   Der er adskillige voldsomme forhindringer, men Balian når til Jerusalem og bliver ridder, da hans far falder bort. Han får land og gode venner i kong Baldwin (Edward Norton), dennes rådgiver Tiberias (Jeremy Irons) og Baldwins søster Sibylla (Eva Green). Af samme grund får han en ærkefjende i tempelridderen Guy de Lusignan (Marton Csokas), som er gift med Sibylla og ser frem til at herske, når den spedalske regent giver op.


LUSIGNAN forsøger med alle midler at yppe kiv mellem Baldwin og Saladin (Ghassan Massoud). Sammen med den gennemført nedrige Reynald de Chatillon – »Jeg er, hvad jeg er – nogen må jo være det,« siger Brendan Gleeson filosofisk – får han endelig udløst den store konflikt. Som en særlig krigsliderlig tempelherre ses i øvrigt hædersmanden Ulrich Thomsen. Han råber hele tiden »Gud vil det!«, når nogen forsøger at mane til besindelse.*
   Endelig kan Baldwin ikke længere låse konflikten. Kongen, som bærer en maske af sølv for at skjule sit sårforvredne ansigt, dør af sin invaliderende sygdom, og Lusignan bliver konge. Så er der dømt Operation Desertstorm. »Gud vil det!« råber alle de kristne, og korsfarerhæren bliver ydmyget i ørkenen, fordi man ikke har sikret sin forsyningslinje. Det er Balian, som må forsvare det kristne Fort Alamo, da Saladin omsider ikke gider høre mere vrøvl.



SLUTKAMPEN varer det meste af en time, sådan virker det i hvert. Der er kamptummel ud over alle grænser, men Balian formår at overgive sig ærefuldt, og Saladin respekterer kontrakten. Jerusalem er faldet, men trods alt ikke helt ødelagt, da Balian rejser hjem til sin by for at dyrke sin have, for resten i behageligt kvindeligt selskab. Han er for længst holdt op med at bede til Gud, men tror stadig væk på ideen om Samvittighedens Kongerige.
   På vejen møder han en konge på vej til Det Hellige Land. Det er Richard Løvehjerte, som i øvrigt kun får Jerusalem at se på afstand. Men det næste korstog er iværksat, og med dét begyndelsen til enden. Det fjerde korstog (1202-04) var en skændig, underfinansieret forretning. Fordi Byzans stod i gæld, fik hæren lov at plyndre Konstantinopel. Rom udraderede sin kristne konkurrent og kunne kalde manøvren nødvendig forretning. Siden fulgte det patetiske Børnekorstog og en mængde imperialistiske krige, der blev udkæmpet i troens navn, men ført alene for pengenes skyld.



SCOTTS film er et stort og vaklende skrummel, forsøgsvis smuk og tænksom til tider, andre gange primitiv som en seriefremstillet Hollywood-western fra vores barndom. Der er flere gode scener end i væsensbeslægtede projekter som Wolfgang Petersens Troja (2004), Oliver Stones Alexander (2005) og Scotts egen Gladiator (2000), for den sags skyld. Korsfarertiden er fotogen, og Scott kan som få skabe stærke, enkeltstående billeder.
   Imidlertid er der for mange humanistiske taler, som i den politiske korrektheds navn vil dele sol og vind lige mellem Islam og Kristendommen. Gladiator havde det samme problem, når Russell Crowe gav sig til at verbalisere. Der bliver for så vidt sagt udmærkede ting, men man tvivler på, at Scotts hjerte er i dem. Hvad han virkelig kan, er at vise krigen nede på jorden, uden motiver og nærmere stedsans. Det gjorde han nok allerbedst i Black Hawk Down (1999), som skildrede de amerikanske marineinfanteristers nederlag i Mogadishu i Somalia. I den film var der ingen ædle taler. Af samme grund troede man mere på den.
   Kingdom of Heaven skildrer en religionskrig mellem europæere og arabere. Det er klart, at det må indbyde til aktuelle sammenligninger. I USA har man anklaget Scott for at skabe forvrængede fjendebilleder. I hans hjemland bliver filmen derimod betragtet som »Osama bin Ladens udlægning af verdenshistorien«. Skal man endelig have de briller på, må man nærmest dele den britiske skepsis. Der er slet ingen onde arabere med.



BLANDT de kristne riddere er gode mænd som Ibelin, Balian og Baldwin derimod et særsyn. Flertallet er grådige, liderlige lejesoldater og fyrsterne, som har betalt dem. Især tempelherrerne bliver set som en skitse til katolsk dekadence og inkvisition. Det er egentlig modellen fra Walter Scotts Talismanen, Ivanhoe og de fleste Robin Hood-versioner. I sit hjerte er Sir Ridley trods alt en britisk instruktør, når det gælder.
   Alle figurerne er autentiske. Man kæmper med historisk korrekthed, og der kan sikkert skrives bøger om, hvor realistisk det hele er gjort. Alligevel har det næppe været sådan. Det har historien på film kun meget sjældent været, fordi den dybest set handler om os her og nu. Hvad skal og vil og kan vi da med dette kostbare udstyrstykke?
   Vi kan undre os over ideen, at Jerusalem engang var tænkt som et »samvittighedens kongerige«, hvor man levede side om side i fred. Vi kan spekulere på, om der virkelig var retskafne krigsherrer som Saladin og Baldwin IV. Men om et år tror jeg kun, at tre ting hænger fast: den spedalske konges drømmende stemme bag sølvmasken; et hvidt glimt af Eva Greens nøgenhed den nat, hvor spejderdrengen Balian lader sig lokke, og sneen eller asken i mørket i Europa. Hvis Ridley Scott vil fortælle mere historie, bør han lede efter Himlen dér.


*) Carsten Selch Jensen skrev i 2020 Gud vil det - en lille bog om korstogene til serien Teologisk Folkebibliotek, som udgives af F
orlaget Vandkunsten. Jeg spurgte engang Ulrich Thomsen om, hvordan det var at medvirke i en stor produktion som Kingdom of Heaven. Og hvordan det var kun at have den ene replik. Han fortalte om logistikken i det store apparat, som indspilningen var. Og sagde, at han havde spurgt Ridley Scott, om han ikke kunne variere replikken »God wills it!«, som han siger 4-5 gange. »Jeg siger jo hele tiden det samme.« »Ja,« sagde instruktøren. »Men du siger det så godt«.
   Jeg havde ikke de seneste bøger om korstogene til rådighed, da jeg skrev anmeldelsen i 2005. Min egen hovedkilde var Elizabeth Hallam (red.): Chronicles of the Crusades: Nine Crusades and Two Hundred Years of Bitter Conflict for the Holy Land Brought to Life through the Words of Those who Were Actually There  (New York: Weidenfeld & Nicolson, 1989); Karen Armstrong: A History of Jerusalem (1998, da. Jerusalem: tro, historie, politik) og A History of God (2001, da. Gud - i jødedom, kristendom og islam); Steven Runciman: The Fall of Constantinople 1453 (Cambridge University Press, 1965). Jeg havde heller ikke set det Director's Cut, som Scott fik givet et limited release allerede i december 2005. Her er Kingdom of Heaven præsenteret som en gammeldags helaftensfilm med ouverture og fuldt score (Entr'acte) i pausen. Spilletiden er forlænget med 45 minutter, og baggrunden er mere uddybet. Sibylla føder Baldwins søn, men begår medlidenhedsdrab, da hun indser, at tronfølgeren lider af spedalskhed som sin far. Scenerne fra slaget om Jerusalem er mere udpenslede. Det er den korte version, som kan købes/lejes og bliver streamet på Disney+. Alle tre versioner er samlet på blu-ray med titlen Kingdom of Heaven - Ultimate Edition (2015)  

Kingdom of Heaven. Instr.: Ridley Scott. Manus: William Monahan. Foto: John Mathieson. 145 min. UK-Spanien-USA 2005. Dansk premiere: 04.05.2005

Kingdom of Heaven - Director's Cut. 194 min. DVD UK-USA 2006.

Kingdom of Heaven. 189 min. Blu-ray UK-USA 2009.

Kingdom of Heaven - Ultimate Edition. 194 min. Blu-ray UK-USA 2015.


Fotos: Twentieth Century Fox (Twentieth Century Studios)/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames (i 145 minutter version) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox [Ultimate Edition | 1 Movie, 3 Cuts] 04.05.2015
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 04.05.2005

søndag den 12. juli 2020

Store filmatiseringer: The Thin Red Line (1962/1998)



EN KRIG TIL ALLE TIDER
Terrence Malick filmatiserer James Jones

Af BO GREEN JENSEN

SOLDATER i krig er et tema, der har hjemsøgt amerikansk film fra begyndelsen. Såvel gode som mindre gode filmskabere har beskæftiget sig med det, og hen ad vejen har der, mellem genrens mange sekundavarer, samlet sig en kerne, for ikke at sige en kanon af værker, som stikker dybere i emnet end mange af de litterære forlæg.
   Hvis krigen har sjæl, kan man se den på film – i hvert fald film som King Vidors The Big Parade (1925), Lewis Milestones Intet nyt fra vestfronten (1930), John Fords They Were Expendable (1945), Fred Zinnemanns Herfra til evigheden (1953), Michael Ciminos The Deer Hunter (1978), Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979), Sam Fullers The Big Red One (1980), Oliver Stones Platoon (1986), Steven Spielbergs Saving Private Ryan (1998) og Clint Eastwoods tofløjede Flags of Our Fathers/ Letters from Iwo Jima (2006), som på bemærkelsesværdig vis anerkender, at fjenden var vores medmennesker.
   Europæiske film kravler typisk ind i den enkeltes oplevelse og vender så at sige krigen på vrangen. Det gælder fra Raymond Barnards Les croix de bois (1936, da. Trækorsene) og Jean Renoirs La grande illusion (1937) til Christopher Nolans Dunkirk (2017) og Sam Mendes 1917 (2019). Det gælder for den sags skyld russiske helvedesbilleder som Elem Klimovs uafrystelige Kom og se (1985). Derimod har den amerikanske model, uanset om sigtet er patriotisk eller pacifistisk, oftest en gruppe soldater i centrum.
   Snart sagt alle store instruktører har forsøgt sig. Frank Capra gjorde sig umage med Why We Fight-serien (1942-44), skønt han lavede den i propagandaøjemed, og Stanley Kubrick, som ikke er det første navn, man forbinder med genren, har signeret to af dens mørkeste bidrag: Paths of Glory (1957) og Full Metal Jacket (1987). Alligevel havde man næppe ventet at finde Terrence Malick på listen over militante filmskabere – slet ikke med et forlæg som James Jones' roman om The Thin Red Line.




JAMES Jones var netop fyldt 30 år, da From Here to Eternity udkom i 1951. Romanen tog den vestlige verden med storm, blev overhængt med priser og dænget til med kritiske lovord. End ikke Fred Zinnemanns i sig selv legendariske helaftensfilm har fortrængt erindringen om bogen. Den hører stadig til de mest læste romaner og kom i 1997 med på listen over de 100 vigtigste titler i det 20. århundrede. Jones brugte resten af sit liv på at prøve at leve op til denne begyndelse.
   Det gjorde han stort set forgæves. 1950erne gik med at etablere og co-finansiere Handy Writers' Colony i Marshall, Illinois, en blanding af kollektiv og skriveværksted, hvor han blev inddraget i ægteskabskrigen mellem Lowney Turner og hendes mand, Harry Handy, som havde grundlagt refugiet. Imens prøvede han med Some Came Running (1958, da. De rodløse) at give sit bud på Den Store Amerikanske Roman.
   Bogen var faktisk andet forsøg på at skrive They Shall Inherit the Laughter, en generationsroman om hjemvendte soldater, som Jones begyndte på i 1944, da han kom hjem fra krigen til Robinson, Illinois. Adel forpligter, og Jones vidste godt, at Ernest Hemingway havde skrevet sine Nick Adams-noveller, bl.a. den om »Soldatens hjemkomst«, da han kom tilbage til Illinois fra 1. verdenskrig. Jones fik afslag alle steder, lagde manuskriptet væk og begyndte i stedet på Herfra til evigheden.


EFTER sit gennembrud så han på stoffet igen. Bogen nåede et stort publikum – det gjorde alt, hvad Jones skrev, mens han levede – men fik en hård kritisk medfart. Der var et element af backlash i modtagelsen. Mange mente, at From Here to Eternity havde fået den succes, som Norman Mailers skarpere The Naked and the Dead (1948, da. De nøgne og de døde) fortjente. De lagde ikke fingrene imellem, da Jones ville være finlitterær. Til gengæld kunne alle se, at Vincente Minnellis filmatisering af Some Came Running – som blot hed De kom løbende på dansk – var intet mindre end fremragende.
   I 1959 blev Jones gift med skuespilleren Gloria Musolino (1928-2006). Familien sagde farvel til alt dét og bosatte sig i Paris. Her vendte Jones tilbage til krigen og erindringsstoffet i The Thin Red Line (1962), hvis første danske titel var Den blodrøde streg. Den posthumt udgivne Whistle (1978, da. Feber) lukker, hvad han selv betragtede som en trilogi. Jones døde i 1977. Den tynde røde linie, som blev filmatiseret første gang i 1964, bygger på forfatterens egen oplevelse af slaget på Guadalcanal, ganske som Herfra til evigheden var baseret på den 20-årige meniges indtryk af japanernes luftangreb på Pearl Harbor.*


NORMAN Mailer var for resten ikke enig med Jones' kritikere. »Han vidste mere om livet i Amerika end resten af os,« har Mailer sagt. »Faktisk var Jim Jones ingen typisk litterær figur. Resten af os er forfattere først og dernæst amerikanere. Jim Jones var amerikaner først, dernæst forfatter.« 
   Kritikeren Leslie Fiedler var inde på det samme, da Frank MacShane i 1985 skrev biografen Into Eternity om Jones. I sin anmeldelse skrev Fiedler: »Mailer forsøgte at tale som folket, men Mailer havde eksamen fra Harvard. Jim Jones var virkelig den populære stemme.«
   Jones er ikke glemt i dag. James Ivorys A Soldier's Wife Never Cries (1998) bygger på datteren Kaylie Jones' erindringsroman om de svære år i Paris. Kris Kristofferson og Barbara Hershey spiller parret, der til forveksling ligner James og Gloria Jones; Leelee Sobieski spiller teenagedatteren, som oplever kriserne i ægteskabet. 
   Nyhedsbrevet fra The James Jones Literary Society udkommer fire gange om året. Den originale version af They Shall Inherit the Laughter udkom i 2011 med titlen To the End of the War. I perioder er der tilløb til at genopdage Jones' mest atypiske og interessante roman fra årene i Europa. The Merry Month of May (1977) foregår i maj 1968 og sidestiller en førstehåndsskildring af urolighederne i Paris med en ligeledes selvoplevet beskrivelse af den eksilerede amerikanske forfatters forsøg på at holde sig ædru og monogam.
   Terrence Malicks monumentale version af The Thin Red Line er uden sammenligning det bedste, der er sket forfatterskabet, siden Fred Zinneman filmatiserede Herfra til evigheden.


TERRENCE Malick var 54, da han kom til Berlin med The Thin Red Line. Forventningerne var skruet op. Endelig kom der nyt fra geniet. I 2020 synes man vel snarere, at den 76-årige filmskaber har lavet for meget for hurtigt, især siden 2011, da storværket The Tree of Life – som fik både Guldpalme og Oscar – satte en veritabel lavine i skred.
   Malick var tavs i 20 år før The Thin Red Line. The New World (2005), filmen om Pocahontas og John Smith, var syv år undervejs. Efter The Tree of Life har han skabt fem film på ni år: To The Wonder (2012), Knight of Cups (2015), Voyage of Time: Life's Journey (2016), Song to Song (2017), alle i svimmel, impressionistisk fuga-form, og omsider den majestætiske A Hidden Life (2019), som markerer en tilbagevenden til mere fast og fokuseret territorium.
   Dengang var han odd man out i generationen, som også Coppola, Spielberg, Lucas, De Palma og Scorsese tilhører. Han debuterede skarpt med den heftige Badlands (1973), hvor Martin Sheen og Sissy Spacek tager på et dræbertogt gennem Midtvesten. Hele partier af Bruce Springsteen-pladerne Darkness on the Edge of Town (1978) og Nebraska (1982) er skrevet oven på Badlands, der tog afsæt i en autentisk historie, ganske som Arthur Penns Bonnie and Clyde (1967) havde gjort, da dén film kickstartede New Hollywood.


   
ALLEREDE Badlands gav Malick kultstatus. Den blev konsolideret med Days of Heaven (1978), som hedder Himlen på jorden på dansk. Tiden er 1910erne. På overfladen udspilles et kulørt trekantsdrama mellem Richard Gere, Brooke Adams og Sam Shepard. Det er en syndefaldsmyte i verdslig forklædning. Gere og Adams foregiver at være søskende, så Shepard kan gifte sig med Adams. Nestor Almendros' bjergtagende billeder af den grænseløse himmel over kornhavet i Midtvesten og Ennio Morricones store score føjer sig sammen: formen er ét med kunstnerens vision.
   Efter Days of Heaven insisterede Malick på sin vision. Han fik ry for at være for dyr, for langsom og for besværlig. Flere projekter strandede i forproduktion. Privat var han PR-sky som en filmens J.D. Salinger. På den måde gik 20 år. Den generelle holdning var derfor et lad-os-nu-se, da det forlød, at Malick i Australien var ved at forvandle James Jones' roman til en af historiens dyreste, længste og mærkeligste krigsfilm.
   The Thin Red Line stod produktionsselskabet Fox i 400 millioner kroner. Den trak ikke masserne til i det omfang, som Saving Private Ryan havde gjort året før, men investeringen var ikke forgæves. Malick vandt i Berlin og blev Oscar-nomineret. Når det skal være stort, kan man næppe tænke sig en smukkere film end The Thin Red Line.


FILMEN skildrer, ganske som bogen, en gruppe amerikanske marineinfanterister og deres meget forskellige oplevelser af den langstrakte kamp om Guadalcanal, en jungleovergroet atol som i 1942 blev af strategisk betydning for krigsførelsen i det sydlige Stillehav. Mændene har forskellige sind, kommer fra mange slags baggrunde og reagerer forskelligt på den ekstreme situation, som de befinder sig i. Alligevel er de i en vis forstand ét kød, et broderskab som kalder sig C-kompagniet. Det var ikke mindst dén demokratiske pointe, som James Jones ville demonstrere i sin roman.
   Hos Malick reduceres historien til en konflikt mellem to moralske modsætninger, som også er komplementære principper. Stoikeren sergent Welsh (Sean Penn) er lige så hård, straight og bogstaveligt orienteret, som den blide enspænder Witt (James Caviezel) er drømmende tænksom.
   Begge mænd er objektivt set »tapre«. Kun de sekundære skikkelser forholder sig til en mulig død under slaget: korporal Fife (som på et tidspunkt har fyldt mere i filmen); køkkensoldat Doll (der i bogen har en fornemmelse af, at »enhver lavede en roman om sig selv og derefter over for alle andre lod, som om han var romanens hovedperson«); sergent Storm og menig Mazzi; sergent Keck (Woody Harrelson), som fumler med en håndgranat og må krydse den tynde røde linie meget brat.
   I bogen er der ingen hovedperson og heller ingen spor af den reflektivt mediterende fortællerstemme, som Malick fordeler på fire personer: Welsh og Witt; karrieresoldaten Tall (Nick Nolte), som har ydmyget sig for at få den blodige bestilling; menig Bell (Ben Chaplin), der gennem hele krigen »sparer« sig for sin kones skyld og fantaserer om og længes efter hende (i patetiske indklip af drømmen om nærhed). Til slut får han brev om, at hun har truffet en anden. Jones' bog kulminerer i dette beske forræderi. Malicks film viser Welsh som knæler ved Witts grav. »Så hvor er din gnist henne nu, kammerat?«.




DET er en æstetisk fuldkommen, ja næsten obskønt smuk film, som Malick har skabt efter Jones' prosaiske forlæg. Man kan hævde, at Malick blot har taget skallen fra romanen og fyldt den med sine egne, vagt kristne og zenbuddhistiske tanker om alle sjæles sammenløb og ondskabens dybereliggende problem. Ingen af de ofte teatralsk turnerede tanker indgår i forlægget, som i dén grad holder sig til sagen og kun har billedet af den røde streg mellem liv og død, fornuft og vanvid, at tilbyde ud over det strengt konkrete. Men koret af dvælende stemmer svarer til romanens billede af fællesdyret Kompagni C. I det mindste er mændene ensomme sammen.
   Stilistisk bruger filmen lidt af hvert fra mange værker. Det oplagte sidestykke er Coppolas Apocalypse Now, skønt Malicks film er køligere og klarere funderet. Angrebet på den japanske bunker er tæt på Platoon og Saving Private Ryan. John Irwin lavede i 1987 en mærkeligt bevægende Vietnam-film med titlen Hamburger Hill. Her havde systemet reduceret mændene til numre og dele i krigsmaskinen. Alt handlede om at erobre højen med det makabre kælenavn, og ingen tænkte noble tanker om krigens væsen og muligheden for godhed. Havde Malick instrueret, var filmen fyldt med filosofiske asides.




MAN skal se den som et tre timer langt billeddigt, der først og fremmest udtrykker Witts mystisk naive vision om en gnist og en anden verden end denne, men i realismens navn bekender sig til forlægget og lader Welsh stå alene til slut. Man skal nyde Nick Noltes oberstløjtnant, som ikke tror sine egne øren, da kaptajn Staros (Elias Koteas) nægter at lade sine mænd begå selvmord. Man skal se kaptajn Gaff (John Cusack) blive tavs og forlegen, da Nolte vil bestikke ham med ære.
   Endelig er filmen lang, fordi Malick og fotografen John Toll bruger tid og kræfter på at skildre det paradisiske sted, hvor krigen – som er en krig til alle tider – finder sted. Den Malickske meditation er gjort af et mærkelig ukongenialt materiale, men resultatet er en lyrisk krigsfilm, der fortjener betegnelsen en mesters værk.


*) Det er en skam, at den første filmatisering er glemt. Andrew Marton instruerede The Thin Red Line (1964) efter Bernard Gordons manuskript. Manuel Berenguer optog i saglig, sort-hvid Cinemascope, der giver den sprøde atmosfære, som tiden selv foretrak. Scenerne fra kommandobroen har Robert Aldrich-stemning. Junglekrigen er skildret som i en episode fra Rod Serlings The Twilight Zone. Keir Dullea, Jack Warden, James Philbrook og Kieron Moore medvirker. Merlyn Yordan er kvindefiguren, som hos Malick gestaltes af Miranda Otto. Det er B-holdets bud på From Here to Eternity. Filmen blev distribueret af Warner, men produktionsselskabet A.C.E. var en uafhængig tomandsforretning. Der kan være grunden til, at The Thin Red Line (som Jones selv så og syntes om) er sunket i jorden. På dansk hed filmen Helt eller kujon? Der var premiere i Nørreport Bio den 4. juli 1966.


The Thin Red Line (Den tynde røde linie). Instr. & manus: Terrence Malick. Foto: John Toll. 165 min. USA 1998. Dansk premiere: 26.02.1999


Fotos: Fox 2000/ The James Jones Literary Society/ Cinematerial/ Filmgrab [+] 
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra The Criterion Collection [Spine #536] (region A) 28.09.2010
2K Blu-ray fra 20th Century Fox UK (region B) 16.05.2011
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 26.02.1999 (ajourført juli 2020) 

fredag den 17. april 2020

Frihedskæmperen Max Manus (2008) [Danmark & Norges Besættelse 80 år]


DØ OM SÅ DET GÆLDER
Norges svar på Flammen & Citronen  

Af BO GREEN JENSEN

SOLDATEN og sabotøren Max Manus (1914-1996) var en af de fremtrædende skikkelser i den norske modstandsbevægelse, som gik mere militært til værks end den danske. Sammen med Gregers Gram (1917-1944), en våbenfælle fra Oslogjengen, blev han trænet af de allieredes Special Operations Executive-enhed i Skotland, som han kom til via Sverige og Holland efter en spektakulær flugt fra hjemlandet.
   Manus vendte stærkt tilbage og koordinerede flere aktioner, bl.a. Operasjon Mardonius på Oslo Havn i oktober 1943, hvor adskillige tyske skibe blev sprængt i luften, sabotagen på troppetransportskibet Monte Rosa i juni 1944 og sænkningen af DS Donau i januar 1945. I Espen Sandberg og Joachim Rønnings klare og kun lidt kulørte fremstilling, fremstår Max Manus som sabotøren, der ikke alene gjorde en forskel, men så godt som egenhændigt frelste Norge fra nazisterne.



FILMEN åbner med et flashback til Finlandskrigen, som Manus deltog i som frivillig og hvor han lærte meget om hård kampteknik. Han blev såret og var døden nær efter en eksplosion. I tankerne vender han tilbage til dette nulpunkt, når han atter ligger på ryggen og er forsvarsløs et andet sted. Sneøjeblikket bliver en akse, som resten af filmen kredser omkring. Mest akut husker han Finland, da han ligger på hospitalet i Oslo og er tilbageholdt af politiet, som samarbejder med de tyske besættelsesstyrker.
   Under arrestationen har Max kastet sig ud af vinduet i lejligheden. Nu vinder han tid og bliver hjulpet af en sygeplejerske, som senere ofres i spillet. Det er en besk og moderne pointe, at uskyldige borgere betaler for heltenes sabotage, når tyskerne foretager repressalier. Filmens djævel er Siegfried Fehmer (Ken Duken), en beleven teaternazist, som savner moralske anfægtelser. Til slut trykker Max dog Fehmers hånd, måske i en erkendelse af, at også hans modstander gjorde sin pligt.



FILMEN giver sabotørerne ret, men er samtidig opmærksom på, at vinderne skriver historien og afgør, hvem der er »terrorister« eller »frihedskæmpere«. Denne aktuelle problematik er et af flere bestemmende træk ved de film om 2. verdenskrig, som er produceret efter årtusindeskiftet. Et andet er viljen til at se stort på autentiske hensyn og bruge historien som et narrativt slaraffenland, man kan finde nye eventyr i, nu da de sidste vidner er ved at forsvinde. Et tredje er trangen til at forstå, hvordan fortiden føltes og hvad krigen egentlig handlede om.
   Sandberg og Rønning er raske unge mennesker, begge født efter 1970, som debuterede i instruktørsammenhæng med Bandidas (2006), en sexistisk western med Selma Hayek og Penélope Cruz, som Luc Besson producerede i ånden fra Louis Malles lige så lurvede revolutionskomedie Viva Maria! (1965) med Jeanne Moreau og Brigitte Bardot. Filmen var ferm og godt skåret. Max Manus deler den glatte og næsten lidt for lækre overflade, men har meget mere på hjerte. Den vil gerne lokke husarerne ind, men nærer en prisværdig ambition om at sige noget vigtigt.



DER er grænser for, hvor fri man kan være i forhold til historien. Manuskriptets forfatter, Thomas Nordseth-Tiller, var kun 28 år gammel, da han døde af kræft under optagelserne. Hans kilder var to erindringsbøger af Manus selv, Det vil helst gå godt og Det bliver alvor. Det er karakteristisk, at filmen får universelle heltefigurer ud af Manus og Gram ved at fortælle så lidt som muligt om deres nærmere baggrund. Der er naturligvis også en kvinde. Hun hedder Tikken Lindebrække og er gift til anden side, da hun og Max Manus møder hinanden. Sådan bliver det naturligvis ikke ved.
   Man kunne uden videre tage rammen fra Ole Christian Madsens Flammen & Citronen (2008) og anbringe figurerne fra Max Manus i den. Og man kunne lige så problemfrit erstatte Thure Lindhardt, Mads Mikkelsen og Stine Stengade med Aksel Hennie, Nicolai Cleve Brock og Agnes Kittelsen. Skønt periodeforelskelsen er betagende, og der kæles for de enkelte detaljer, føles det ikke ét øjeblik som 1940erne i Norge. Det føles som en moderne rekonstruktion af samme slags, som den man ser i Flammen & Citronen, der faktisk er optaget i Tyskland.



MAX Manus kæmper den gode kamp, mens venner bliver dræbt eller taget til fange. Som alle ægte helte har manden mindst ni liv at tage af. Ligesom Flammen og Citronen har han svært ved at holde op med at kæmpe og finde sin plads i den civile verden, da frihedsrusen kommer til Oslo. Han har hverken penge eller en uddannelse, betror han sin elskede Tikken i den romantiske forsoningsscene. Hun får ham dog atter op på hesten, og i bilen som fører heltene gennem Oslo er det selveste kong Haakon (Stig Hoffmeyer), der forsikrer Max om, at det hele nok skal løse sig.
   Det er ærlig talt ikke en spændende film, men tidsbilledet er konsekvent interessant, og mange af filmens indsigter er gode. Max Manus er en kommerciel produktion, som er set af 2,1 mio. nordmænd og har haft et liv i resten af Europa, siden den fik premiere i december 2008. Først og sidst vil filmen dog efterforske besættelseshistorien, forældrenes og bedsteforældrenes primære heltefortælling.



PÅ den måde ligner Max Manus andre store produktioner fra tiåret, modstandsfilm som Michael Apteds (britiske) Enigma (2001), Marc Rothemunds (tyske) Sophie Scholl (2005), Paul Verhovens (hollandske) Black Book (2006), Jean-Paul Salomes (franske) Les femmes de l’ombre (2008) og Bryan Singers (amerikanske) Valkyrie (2008). Samt Flammen & Citronen, som nævnt.
   Man kan i hvert af ovennævnte tilfælde spørge, om man egentlig bliver klogere på historien, når man har diskuteret de obligatoriske problemer omkring for megen action, for megen dramatisk stramning af nærmere omstændigheder, for megen anakronistisk aktualisering. Det gør man vist egentlig ikke. Men man lærer afgjort noget om, hvad vi kan og skal med historien. Der er langt hjem til Skyggernes hær og De røde enge, men rollemodellerne ligner trods alt.
   Det er dem – ikke de faktiske forbilleder – der bliver hyldet i film som Max Manus. Det er vel egentlig også i orden. Vi har virkelig brug for heltene nu.



Frihedskæmperen Max Manus (Max Manus – Man of War). Instr.: Espen Sandberg & Joachim Rønning. Manus: Thomas Nordseth-Tiller. Foto: Geir Hartly Andreassen. 118 min. Norge-DK-Tyskland 2008. Dansk premiere: 07.01.2010.


Foto: Erik Aavatsmark | Nordisk Film/  B&T Film/  Filmkameratene/ Roenbergfilm/ Norsk Filminstitutt/ Det Danske Filminstitut/  Nordisk Film & TV-Fond/ Eurimages/ CineMaterial/ MoviestillsDB
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, NORDISK FILM+, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play, VIAPLAY, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Nordisk Film (region B) 17.06.2009
2K Blu-ray fra Music Box Films (regionsfri) 28.06.2011 
Anmeldelsen trykt  Weekendavisen Kultur 08.01.2010