Translate

Viser opslag med etiketten narko. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten narko. Vis alle opslag

søndag den 6. februar 2022

Jean-Stéphane Sauvaire: A Prayer Before Dawn (2017)


EN SEPARAT FRED
Bokserens rejse fra kaos til klarhed

Af BO GREEN JENSEN

DER er en håndfuld hårde film om turister, som havner i asiatiske fængsler. Og der er surrealistisk neo-noir, som følger vesterlændinge gennem eksotiske kampsportsmiljøer. Det gælder fra Midnight Express (1978) til Nicolas Winding Refns Only God Forgives (2013). Den udbrændte anglo har været en trope, siden Christopher Walken blev i Vietnam for at spille russisk roulette i The Deer Hunter.
   Alligevel har der aldrig været en film som A Prayer Before Dawn. Englænderen Billy Moore er på stoffer og lever fra hånden til munden i Bangkok, hvor han bokser i ulovlige kampe. Man bruger ikke handsker, men har reb snoet om de blødende hænder. Gevinsten bliver konverteret til rygeheroin, som han også handler med, når han kan overskue det.



DA politiet banker døren ind, lander Billy på ubestemt tid i en blanding af krigsfangelejr og straffeanstalt. Han forstår ikke sproget, kender ikke ritualerne og er ved at gå til af abstinenser. Først i isolationscellen trækker han vejret mere roligt. Det sker vel en halv time inde i filmen, som Jean-Stéphane Sauvoir (der lavede Johnny Mad Dog om dopede børnesoldater) har instrueret i hypersubjektiv form.
   Efter den første times tumult følger en fin akt med stoisk genrejsning. For Billy falder til, forelsker sig i en blid ladyboy og stiger op i hierarkiet, da han får plads på fængslets boksehold. Han lærer kampsportens raffinementer og bliver god til at krænge sin rå vrede ud. A Prayer Before Dawn bygger på bokseren Billy Moores erindringsbog om sin ungdom.



DET er en klog og næsten filosofisk actionfilm om en mand, der slutter sin egen separate fred med verden. Mod slutningen kommer Billy på hospitalet og har en mulighed for at flygte ud i gaderne og forsvinde. Han vælger da at vende om og gå tilbage til fællesskabet i fængslet. Det føles endda som en fornuftig beslutning.
   John Cole er eminent i rollen som Billy. Da den unge bokser besøger sin far, dvæler kameraet ved den ældre mands ansigt. Man tænker, at der er gjort meget ud af en lille scene, som er atypisk sentimental. Tiøren falder i titelsekvensen. Det er Billy Moore, der spiller sig selv.



DET er en film, der går i blodet og sætter sig i kroppen. Det er ikke, fordi fængselslivet på nogen måde bliver tillokkende. Man får ikke appetit på at slå og blive slået. Men i gode boksefilm er der altid en mand, som rejser sig op og får klarhed. Det sker med stor æstetisk konsekvens og fysisk troværdighed i A Prayer Before Dawn.



A Prayer Before Dawn. Instr.: Jean-Stéphane Sauvaire. Manus: Jonathan Hirschbein & Nick Saltrese. Foto: David Ungaro. 116 min. UK-Frankrig-Kina-Cambodia-USA 2017. Dansk premiere: 13.06.2019 [Månedens Film i Cinemateket].


Fotos: Senorita Films/ Indochina Productions/ HanWay Films/ Canal+/ Meridian Entertainment/ A28/ Cinemateket/ DFI/ Filmaffinity/ Filmgrab
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Altitude Film Distribution (UK) 24.09.2018
Anmeldelsen trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 14.06.2019

fredag den 11. juni 2021

Gaspar Noé: Enter the Void/Soudain le vide (2009)


VERDEN ER LAVET AF NEON
Et psykedelisk melodrama af Gaspar Noé

Af BO GREEN JENSEN

DEN argentinsk fødte franskmand Gaspar Noé (f. 1963) laver kompromisløse film, der dyrker volden, skønheden og brutaliteten cirka i den rækkefølge.
   Det er særdeles selvbevidst art cinema, og Noé deler vandene stærkt og retfærdigt. Seul contre tous (1998) skræmte flere væk, end den lokkede til, men med den vendte tid i Irréversible (2002) formåede Noé at skabe noget uforglemmeligt, væsentligt og tankevækkende.
   Da Soudain le vide fik premiere på Cannes Festivalen 2009, var forventningerne store. Lige så stærk var modreaktionen bagefter. I tæt på tre timer følger Noé amerikaneren Oscar (Benjamin Smith), der sammen med sin søster, Linda (Paz de la Huerta), lever på kanten af virkeligheden i Tokyo. Han sover om dagen og tager stoffer om natten, når neonbyen viser sig fra sin smukkeste side.
   Da manden dør, og måske mens sjælen svæver i limbo, lader Noé sit kamera rejse ind i en tunnel af indtryk og farver, der (også af filmskaberen selv) er blevet sammenlignet med den berømte rejse gennem stjerneporten i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968).


NOÉ har kaldt filmen et psykedelisk melodrama, og havde han investeret lidt flere følelser og mindre visuel ekvilibrisme, kunne det nok være blevet en spændende rejse. Nu udarter eksperimentet til noget, der minder om visuel masturbation. Hvis man husker slutningen på Irrévisible, husker man også det svimlende indtryk af kameraet, som cirklede op og ud i evigheden, til man mistede orienteringen.
   Her kredser kameraet på samme vis ud og ind af hver scene. Noé finder i hvert interiør en åbning, et afløb, en lille passage, så han ikke skal klippe for at komme videre til næste scene. Det bliver meget enerverende. Der er smukke steder, og efterhånden bygges en biografi om den døde mand, som man egentlig aldrig rigtigt får at se. Men der er ingen fornemmelse af en virkelighed, som der i dén grad var i Irréversible, hvor den lange voldtægt i fodgængertunnelen var mere end virkelighed nok.



NOÉ har skrevet filmen sammen med sin hustru, Lucile Hadzihalilovich, som selv er en væsentlig filmskaber. Man lever sig ind i trippet eller står af. De fleste gør det sidste – også undertegnede ved den første visning – men man må ikke af den grund afskrive Noé, som i hvert fald er original og personlig. Kun asketen Bruno Dumont har en lignende alt-eller-intet måde at nærme sig tingene på. Netop denne film fortjener en chance, uanset hvad kritikerne siger. Enter The Void er ikke for alle, men måske er den lige for dig.


*) Benjamin Smith er altid filmet fra ryggen, som regel på halvanden meters afstand. Det er i grunden den samme håndholdte mandsopdækning, som brødrene Jean-Pierre og Luc Dardenne tog næsten patent på og dyrkede med stor virkning i La promesse (1996, da. Løftet), guldpalmevinderen Rosetta (1999), Le fils (2002, da. Sønnen) og L'enfant (2005, da. Barnet), som også modtog la Palme d'Or. De belgiske socialrealister bliver på den måde hængslet, som forbinder kølig Kubrick'sk formalisme og ny fransk ekstremisme. Den slags krydspodning ser man ikke så tit. Kun i én enkelt scene, før Oscar dør, får man et glimt af hans ansigt i spejlet. Det er, før man ved, hvad der venter, og man værdsætter først dette glimt ved et gensyn. På samme måde viser Noé voldtægtsmanden La Tenias ansigt, da Vincent Cassel går amok i begyndelsen af/slutningen på Irréversible. Vi kan se, at det er det forkerte ansigt, som Cassels karakter slår i stykker, mens den rigtige gerningsmand står og griner, men vi begriber det ikke. Da Noé korrigerede kronologien i Irréversible Straight Cut (2020), blev ironien om muligt bare forstærket. Noé giver øjet informationer, som forståelsen ikke kan bearbejde endnu. Han kan som nævnt være selvfed og sensationalistisk, når han dyrker chokket for chokket, men han er altid en interessant billedskaber.


Enter the Void (Soudain le vide). Instr.: Gaspar Noé. Manus: Gaspar Noé og Lucile Hadzihalilovic. Foto: Benoît Debie. 161 min. Frankrig-Tyskland-Italien-Canada-Japan 2009. Dansk premiere: 12.05.2011 (Cinemateket).


Fotos: Fidélité Films/ Wild Bunch/ CineMaterial/ Filmaffinity( Festival de Cannes (Noé + Paz de la Huerta Premiere Photocall)/ Watch the Titles
Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime
Teksten er en filmrevy fra Weekendavisen Kultur 13.05.2011