Translate

Viser opslag med etiketten Monica Bellucci. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Monica Bellucci. Vis alle opslag

tirsdag den 3. oktober 2023

Claude Lelouch: Les plus belles années d'une vie (2019)


FØR VI FORSVINDER
Et møde med filmskaberen Claude Lelouch

Af BO GREEN JENSEN

FOR tredje gang finder manden (Jean-Louis Trintignant) og kvinden (Anouk Aimée) hinanden i Les plus belles années d'une vie (da. Livets bedste år).
 Der er gået 53 år, siden racerkøreren Jean-Louis Duroc og filmarbejderen Anne Gauthier mødtes på stranden i Deauville, hvor deres respektive børn gik i skole. Det var i 1966 i Un homme et une femme. Begge havde mistet en ægtefælle og var ved at nå midten af livet. Meget kunne ske dem, men mere var i vente. Manden og kvinden – som filmen hedder på dansk – var skabt for hinanden.
   De elskede sammen på Hótel Barrière-Le-Normandy (hvor man stadig kalder værelse 311 for »Un homme et une femme«-suiten), og han kørte fra Deauville til Paris for at kunne møde hende ved toget. Jean-Louis løber altid i en lige linie. Når de endelig finder hinanden, drejer verden svimlende rundt om de to.
   Ikke mange omfavnelser matcher de store kamerature, som Claude Lelouch foretager. Instruktøren skrev og var selv fotograf på filmen, som vendte hans lykke. Manden og kvinden fik førsteprisen i Cannes og vandt to Oscars (for bedste ikke-engelsksprogede film og bedste originalmanuskript). Temamusikken (»dabba-dabba-da, dabba-dabba-da«), som Francis Lai skrev, blev et fransk verdenshit af de store.



CLAUDE Lelouch var 29 år, da han skabte Manden og kvinden. Det var hans femte film, og instruktøren havde gæld. Mange af værkets beundrede stilgreb, de flimrende skift mellem sort-hvid og farve, det håndholdte kameras rystede blik, var økonomiske nødløsninger. I USA blev filmen set som indbegrebet af la nouvelle vague. Hjemme fik han skyld for at lukrere på nybølgeinstruktørernes forarbejde.
   Lelouch har aldrig været helt inde i den kritiske varme, og han har stædigt holdt sig fri af systemet. Bagefter blev han sin egen chef og har været det siden. Lelouch og alt, som kommer fra produktionsselskabet Les Films 13, er sin egen (forkætrede) genre i Frankrig. Han har skabt 50 film. Nogle (Vivre pour vivre, Les uns et les autres, Bolero, Viva la vie, La belle historie) nåede vidt omkring. De fleste er blevet i hjemlandet.
   Manden og kvinden blev ikke sammen. Efter 20 år lod Lelouch dem møde hinanden igen i Un homme et une femme: vingt ans déjà (1986). Her er Anne Gauthier med tiden blevet en anset filmskaber. Da en kostbar holocaustfilm bliver en fiasko, vil hun genskabe parrets første møde i en enkel produktion. Manden og kvinden 20 år efter er næsten en metafilm om at lave metafilm.
   Da vi taler i januar 2020, er Lelouch blevet 82 år. Trintignant er 89, Aimée er et år yngre. Francis Lai nåede lige at skrive musikken til Livets bedste år, før han døde i 2018. Det er vemodigt og bekræftende at se det gamle hold sammen igen. Den tredje film citerer naturligt fra de første to. Der er ingen anstrengt metafiktion. Der er bare livet, som skete sådan.*
   Anne har ikke tænkt sig at tilgive Jean-Louis. Så hører hun, at han sidder på et plejehjem og klamrer sig til resterne af sin identitet. Hun kommer, og de tager på den sidste tur sammen. Deres datter bliver spillet af Monica Bellucci. Det er smukt, når tre slags tid forenes. Det er samtidig svært at bedømme, hvor meget det siger til tilskuere, som ikke har oplevet Un homme et une femme.


JEG har talt med Lelouch én gang før. I 1995 skrev og instruerede han Les Misérables du XXe siècle, som brugte motiver fra Victor Hugo, men foregik i Frankrig op til 2. Verdenskrig. Jean-Paul Belmondo spillede Jean Valjean-karakteren, manden, der var ét med sin tid. For det var især en sekelskiftefilm. Lelouch satte af fra føljetonromanen om De elendige (1862) og citerede med stor effekt den visionære digtkreds om »Århundredernes legende«, La Légende des siècles (1859-1883).
   Nogle interviews er ren lancering og rutine. Lelouch gjorde indtryk. Man – jeg – fik fornemmelsen af at møde en mand, som vidste noget særligt. Så nu er vi i Paris i 2020. Coronakrisen kommer om lidt, men der er varme i solen. Jeg spørger Lelouch, hvorfor denne tredje film om Anne og Jean-Louis var nødvendig. Den gamle mand lyner vindjakken ned og tænker sig om. Det grå hår er blevet helt hvidt siden sidst:
   »Jeg har brugt mit liv på at undersøge, hvorfor en mand og en kvinde må bruge så megen energi på at finde sammen i en seng – for så at bruge lige så megen energi på ikke at blive i sengen. For mig er kærligheden livets mælk, og jeg har dedikeret mit liv som filmskaber til at udforske det emne. De bedste øjeblikke i mit eget liv har været, når jeg var forelsket i nogen eller i noget. Det er virkelig det store emne for alle, det er verdens vigtigste ting.
   Kærlighed er krumtappen. Og så penge. Jeg har konstrueret mine film om de to emner, for sagerne hænger sammen. Pengene prøver altid at købe kærligheden. Det er grundkonflikten i mine film. Den nye er først og fremmest en hyldest til nuet. For det er det eneste, der virkelig tilhører os, det enkelte øjeblik, hvor vi lever. Det er ikke en film om at blive gammel, for hvad jeg især vil sige med den er, at de bedste år stadig venter. Jeg har aldrig moret mig så godt. Jeg har aldrig nydt det hele som nu.«



– Er følelsen stærkere, fordi slutningen er i sigte?
   »Det kommer an på perspektivet. Kvinder er stærkere end mænd. De er, hvad jeg skal sige … mænd, som er bedre fremstillet. Vi ser, at Trintignant stadig er en stor dreng. Det var han i Manden og kvinden, og han er stadig en stor dreng 50 år senere. Derimod er Anouks karakter blevet voksen. Det er det grundlæggende problem mellem kvinder og mænd. Jean-Louis har hele tiden leget med livet, Anne har taget tingene alvorligt. Jeg ville fortælle historien om denne mand, som har døden lurende i nærheden, og denne kvinde, som døden har besluttet sig for at lade være lidt endnu.«
   – Du har lavet så mange film, men de fleste er blevet i den fransktalende verden. Hvorfor er netop disse tre blevet dem, der skiller sig ud?
   »Jeg tror, der har været ti film, som virkelig nåede omkring. Men det er sandt, at Manden og kvinden måske har sat sig dybere spor. Publikum identificerer sig med de karakterer. Den første film sagde, at alle får en chance mere, en ny mulighed. Og denne film siger, at kærlighed er uden alder.
   Alle mine 50 film fortæller i virkeligheden den samme historie. Historien er, at livet ligner et væddeløb, et forhindringsløb mellem problemer og bekymringer, men banen går gennem Eventyrland. Der har ikke været en eneste dag i mit liv, hvor jeg ikke har fået både godt og dårligt nyt. Jeg tror, jeg er lykkeligst, når jeg kan gå hen og kæmpe imod og vinde over et stort problem. Som en eventyrkæmpe.
   Det gælder, uanset om problemet er kærlighed eller andre ting i livet. Mine karakterer er lykkelige, når de kan overvinde en stor vanskelighed. Det værste er vel døden. Omvendt kunne det være den virkelige belønning for livet.«



– Hvordan var det at arbejde med Trintignant og Aimée? Har de ændret sig i tidens løb?
   »Anouk er fuldstændig den samme. Jean-Louis har forandret sig. Han er blevet bitter og ser alting i sort. Der er en masse negativitet i ham – ikke kun i karakteren – mens Anouk er tilbøjelig til at se livet i et gyldent skær. Jeg ville vise matchet mellem de to positioner.
   Jeg tror, at filmen er blevet så godt modtaget, fordi det er de store spørgsmål, som vi alle sammen stiller hinanden. Hvad vil være stærkest, livet eller døden? For mig er begge dele meget stærke. Og livet er på en måde en rejse ind i mysteriet. Idioterne vil sige, at målet for enden er døden, mens optimisterne vil sige, at det er evigheden. Det er dét, jeg har prøvet at filme hele tiden. Denne kamp mellem rationalister og irrationalister.«



– Du sagde i 1966, at en instruktør kan lave to slags film. Den ene ligger tæt på ham selv, den anden er fuldkommen modsat ham selv. »Og jeg har lavet en film, som er modsat.« Ser du lige sådan på det i dag?
   »Jeg kan uddybe, hvad jeg mente dengang. I Un homme et une femme fortalte jeg en historie om den ideelle kvinde, som jeg ville have elsket at møde. Hun var en kvinde, som havde oplevet smerte. Det er lettere at gøre noget godt for mennesker, som har lidt. Filmen var en projicering, fordi jeg opdigtede denne kvinde. Det var måden, jeg konstruerede filmen på dengang.
   Kvinden blev fremstillet af Anouk Aimée, og jeg følte, at man måtte arbejde hårdt for at fortjene en kvinde som Anouk Aimée. I mit liv har jeg skabt mange problemer for mig selv, men som tiden er gået, har jeg formået at være lykkelig med nogle kvinder. Altid kvinder, som havde oplevet smerte. Det er vel derfor, jeg holder af mennesker, som har overvundet en sorg.
   Anne og Jean-Louis er lykkelige for at være sammen igen, for de har tilbragt hele livet med at lede efter den fuldkomne mand og den fuldkomne kvinde. De fandt dem aldrig, for de havde jo mødt dem allerede.«**
   – Vi hører atter musikken af Francis Lai. Han døde i 2018…
   »Ja, og det var vigtigt for ham at gøre filmen færdig. Det var det jo for os alle fire. Francis skrev musikken og indspillede den. Han døde desværre før premieren.«


*) Det er interessant at sammenligne projektet med Richard Linklaters tre film om amerikaneren Jesse (Ethan Hawke) og franske Céline (Julie Delpy). De mødes og skilles i Before Sunrise (1995), finder hinanden igen i Before Sunset (2004) og er blevet trætte forældre, da de holder ferie i Grækenland i Before Midnight (2013). Også det par bliver ældre i virkelig tid.
   Linklater citerer aldrig de tidligere film. Det gør til gengæld Robert Guédiguian, som i La Villa (2017, da. Huset ved havet), kan vise scener fra Ki lo sa? (1985), hvor Ariane Ascaride, Jean-Pierre Darroussin og Gérard Meylan første gang kommer til fiskerlejet Méjean ved Marseille. Her udspiller filmen sig 30 år efter, så fortællingen fastholder også forandringen i lokaliteten. 
   Den naturlige aldring giver disse film en håndgribelighed, en fysisk substans, som kun kan markeres og fingeres ved traditionel brug af sminke og lys. CGI har gjort det muligt at ændre karaktererne og stederne, så det ser troværdigt ud. Dustin Hoffman var ikke udpræget overbevisende som 121-årig fortæller i Arthur Penns Little Big Man (1970, da. En god dag at dø), men Harrison Ford kan passere for 40 år yngre i lange afsnit af Indiana Jones and the Dial of Destiny (2023). Også byen omkring ham overbeviser som New York i 1969.
   Martin Scorsese, som altid vil afprøve mulighederne i de digitale teknikker, kan fremstille Robert De Niro, Al Pacino og Joe Pesci, så det ser tæt-på-naturligt ud i The Irishman (2019). Det er en stor forbedring i forhold til elefantmandsmakeuppen i Once Upon a Time in America (1984), hvor Sergio Leone må arbejde med groteske gammelmandsudgaver af De Niro og James Wood. Folk, som siger, de kan se forskel, og har stærke meninger om, hvor dårligt det lykkes, ville ikke se efter, hvis de intet vidste på forhånd. Det er som springet fra mobil til smartphone, fra VHS pan-scan til HD Blu-ray 4K – eller 8K, som er i vente.
   Men som flere har skrevet og sagt, er det sandt, at kameraet altid ser noget, som vi ikke selv så, da filmen blev til. Fordi vi virkelig er der og er tilbage, og karaktererne ikke ved noget om, hvad der venter, men færdes i de fysiske rum, som de så ud, da de var hverdag og virkelighed. Filmen bliver da et magisk teater: herinde lever tiden igen. Men vidnerne er ældre nu. Vi kan se, hvem vi var og forstå, hvad der skete.
   Næste gang vi ser efter, har facit måske flyttet sig. Men livet på filmen er ikke forandret. Det er den samme mand, Jean-Paul Belmondo, der løber fra loven og segner for enden af rue Campagne-Première på Montparnasse ved slutningen af À bout de souffle (1960, da. Åndeløs).  Raoul Coutard filmer de glinsende brosten, mens Jean-Luc Godard råber replikker, som senere bliver synkroniseret i studiet. Det er nu og for altid den 12. september 1959.


**) Det er måske på sin plads at slå fast, hvad både Lelouch og Aimée har forklaret mange gange i tidens løb: At de aldrig var i et forhold sammen, hverken før eller efter Un homme et une femme. Lelouch erkender, at han var forelsket, men Aimée havde ikke øjne for andre end Pierre Barouh, der spiller hendes afdøde mand i filmens flashbacks (og i øvrigt skrev teksten til fem Francis Lai-kompositioner, som fik et liv uden for filmen). 


Claude Lelouch blev interviewet på Hotel Collectionneur i Paris den 20. januar 2020. Han og Valérie Perrin, som er medforfatter på Les plus belles années, blev gift i Paris den 17. juni 2023. Jean-Louis Trintignant døde i 2022. Livets bedste år blev den sidste (af 100+) film, han medvirkede i. Anouk Aimée levede stadig stærkt, da jeg skrev. Hun døde den 18. juni 2024. Kvinden i midten blev 92. 


Un homme et une femme (Manden og kvinden). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Pierre Uytterhoeven. Foto: Claude Lelouch. 102 min. Frankrig 1966. Dansk premiere: 13.12.1966.

Un homme et une femme, vingt ans déjà (Manden og kvinden 20 år efter). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Monique Lange, Jérôme Tonnerre, Claude Lelouch, Pierre Uytterhoeven. Foto: Jean-Yves Le Mener. 112 min. Frankrig 1986. Dansk premiere: 27.08.1993 (TV2).

Les plus belles années d’une vie (Livets bedste år). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Valérie Perrin & Claude Lelouch. Foto: Robert Alazraki. 90 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 09.07.2020.



Fotos: Les Films 13/ Davis-Films/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ SofiTVciné 6/ Other Angle Pictures/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube [clip + trailer]/ Unifrance
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 10.07.2020

onsdag den 22. december 2021

Terry Gilliam: The Brothers Grimm (2005)


INDE I EVENTYRSKOVEN
En overgjort hyldest til brødrene Grimm

Af BO GREEN JENSEN

DER var engang i Tyskland to brødre, som tænkte store tanker om folkeånd og romantiske urmyter, mens de relativt tørt og metodisk skrev eventyr ned i en bog, der blev større og større. Jacob (1785-1863) og Wilhelm Grimm (1786-1859) udgav første gang Kinder- und Hausmärchen i 1812. Samlingen rummede da 86 eventyr og historier, som brødrene havde fået genfortalt. I den 7. udgave fra 1857 var tallet oppe på 210 folkeeventyr.
   Jacob og Wilhelm var under uddannelse som jurister, da samlerinstinktet forlokkede dem. De flyttede fra Marburg til Kassel og blev i første omgang bibliotekarer, mens de grundlagde folkemindevidenskaben som selvstændig akademisk disciplin. Siden kom de til Göttingen, hvor Jacob blev professor i tysk sprog og litteratur. Fra 1837 havde de base i Berlin, hvor begge praktiserede som filologer.
   På vej til eventyrene havde også rim og remser deres opmærksomhed. Især Jacob interesserede sig for forbindelsen mellem mytologi og eventyr. Fra 1835-54 arbejdede han på en germansk mytologi, mens begge brødre 1816-18 stod bag en samling tyske folkesagn. Det må i forbifarten bemærkes, at brødrene også var digtere. Det var i deres detaljemættede versioner, at de fælles historier fik farve og duft, så man siden har læst dem sammen med kunsteventyr af Charles Perrault og H.C. Andersen.



NOK er historien er henlagt til Tyskland i Napoleonstiden, og vist hedder heltene Jacob og Will, men det er ikke virkelighedens brødrene Grimm, som Terry Gilliam (f. 1940) fortæller om i sin længe ventede storfilm. The Brothers Grimm er tværtimod en farvestrålende skrøne om to professionelle dragefældere, heksejægere og dæmonuddrivere, der lever af at rejse fra by til by og hjælpe de enkelte lokalsamfund af med overtroens drabelige uhyrer.
   De tager sig godt betalt for ulejligheden og skriver altid kontrakt med byens borgmester, før eksorcismen begynder. Brødrenes motto er: »Ingen forbandelse vi ikke kan ophæve. Ingen fortryllelse vi ikke kan bryde. Ingen dæmon som vi ikke kan uddrive.«
   Er virkeligheden ikke spektakulær nok, konstruerer brødrene selv deres monstre. Will (Matt Damon) er en gæv kavalertype, der smiler og vinder kunderne for sig, mens Jacob (Heath Ledger) er den indadvendte melankoliker, som ruger over skæbnen og bærer på en fortabt kærlighed. Flere myndigheder vil brødrene til livs, hvilket de i og for sig sagtens kan bære, men i byen Marburg sker noget særligt. Her møder brødrene Grimm deres skæbne, da eventyrskoven bliver virkelig.



DESVÆRRE lyder projektet af mere – meget mere – end det er. Terry Gilliam, Monty Python-holdets femte Beatle og gennem årtier en af tidens mest originale billedskabere, har selv kaldt filmen »en eskapade«. Og fordi Gilliams mest excentriske ideer ofte er de mest bæredygtige, har man set frem til hans Brødrene Grimm. Det var hér, at ideerne fra den aldrig afsluttede The Man Who Killed Don Quixote skulle finde et hjem.*
   Gilliam kan noget særligt med kombinationen af humor og mørke. På årets Cannes Festival var der standing room only, da han sammen med Monica Bellucci og produceren Harvey Weinstein præsenterede et sammenklip på tyve minutter af filmen. Til gengæld var skuffelsen til at få øje på, da værket endelig blev afsløret på Mostraen i Venedig.**



PRÆMISSEN kommer kun til sin ret i Eventyrskoven. Her er Hans og Grete fortabte, skændede børn. Her flygter en rødklædt pige fra mareridtsulven og er virkelig skræmt fra vid og sans; der er ingen fejlanbragt sødladenhed. Her ånder Jægeren tungt, før han dræber for sin dronning, og Rapunzels tårn knejser i skoven som en fallisk struktur af levende sten, der vokser op, hvis man skærer den ned. Spejldronningen lever 500 år, men er stadig ung som Monica Bellucci, fordi hun suger liv ud af sine beundrere.
   I disse afsnit fornemmer man glimtvis ideen, som The Brothers Grimm må være begyndt med. En levende urskov af myter og drømme, der er lige så vild, rå, mørk og farlig som baggrunden for Brødrenes Grimms eventyr. Imidlertid stoler Gilliam ikke på styrken i denne vision. Så arketyperne fortrænges af en dumsmart bondefangerhistorie med masser af misforstået situationskomik. Landsbyscenerne minder foruroligende om tilsvarende afsnit i Stephen Sommers’ skrækkelige Van Helsing (2004).
   Resultatet er en overspændt actionkomedie, der vil køre i højeste gear fra begyndelsen. Det støjer svært og bevæger sig broget, men hjertestederne dør uden undtagelse. Så hjælper det egentlig ikke, at menneskene mellem effekterne spilles af brave kapaciteter som Peter Stormare og Jonathan Pryce. Det føjer nærmest bare spot til skade.



TERRY Gilliam er en notorisk ujævn filmskaber. Efter årene i Monty Python har han skabt tre unikke film, Brazil (1985), The Fisher King (1991) og Twelve Monkeys (1995), der gør at man hver gang venter sig himlen. Lige så ofte har han dog skuffet med barokke billeddannelser som The Adventures of Baron Münchhausen (1988) og Fear and Loathing in Las Vegas (1998), som man må være en mor for at elske. Desværre ligger The Brothers Grimm tættere på de sidste end på de første.
   Ireren Neil Jordan filmatiserede i 1984 en Rødhætte-fantasi af Angela Carter, The Company of Wolves. Her blev eventyret foldet helt ud for voksne, med glubsk seksuelle varulve og en udsat lille »Rosellen« på flugt gennem fortrængningernes skov i det kollektivt ubevidste. Den slags film kunne The Brothers Grimm have været, hvis ikke præstationsangst og behagesyge havde fået Gilliam til at klippe værket i stykker.
   Også de kælent dobbeltbundede sange i Stephen Sondheims musical Into the Woods (1986) kom tættere på sjælen i brødrene Grimms eventyr, der er blevet så centrale i kulturen, fordi de formulerer noget vigtigt om menneskers drømme og følelsesliv.***
   Det gør The Brothers Grimm ikke. I enkeltstående øjeblikke har den held til at simulere drømt angst, men for det meste klinger den hult og fortænkt. Til beroligelse skal siges, at Gilliam var stærkere tilbage i Tideland, en psykedelisk Alice bag Spejlet-historie, som samme år fik premiere på filmfestivalen i Toronto.


*) I 2018 lykkedes det endelig Terry Gilliam at filme The Man Who Killed Don Quixote, som blev præsenteret i Cannes. Adam Driver og Jonathan Pryce har overtaget de roller, som blev spillet af Johnny Depp og Jean Rochefort, da den første produktion måtte opgives. Forløbet blev skildret i dokumentaren Lost in La Mancha (2002), som er mere interessant end den færdige film. Gilliam begyndte på Quixote tilbage i 1989, havde finansiering på plads i 1998 og måtte opgive projektet i 2002. Orson Welles gik på samme måde i gang med at filme Don Quixote i 1955 og var stadig ikke færdig ved sin død i 1985. Gilliam kunne prale med at tilhøre en tradition for miskendt og forbandet geni. Det gjorde han med et stort glimt i øjet. Der knyttede sig kolossale forventninger til The Man Who Killed Don Quixote. Filmen kunne ikke undgå at skuffe.

**) Ja, det var den samme Harvey Weinstein, som i 2017 blev sigtet for voldtægt og serielle seksuelle overgreb, der gik tilbage til 1980erne. Weinstein blev dømt i 2020 og afsoner p.t. en fængselsdom på 23 år. Men i 90erne og 00erne var han konge af Cannes og kunne gøre stort set, hvad han ville. Visningen var et stort tilløbsstykke. Christian Monggaard og jeg stod faktisk og talte med Gilliam og Monica Bellucci bagefter. Jeg husker ikke, om Harvey var med.


***) 

SANS FOR DISSONANS

Mens det europæiske musikteater holder af svulmende romantik, er den amerikanske musical mere abstrakt. Stephen Sondheims Into the Woods (1986) dekonstruerer en række af brødrenes Grimms eventyr og blander dem i en ny fortælling, som i første akt får en (nærmest) lykkelig slutning. Men netop som Askepot bliver gift, netop som Heksen har fået sin skønhed tilbage, bliver riget i anden akt ødelagt.
   Askepot indser, at slottet var smukkere på afstand; bagerens hustru svigter sin mand. Alle blev de forvandlet i skoven, hvor drifterne råder. Der er dog tale om et nyttigt syndefald. Nu kan fædrene tage ansvar. Barnet begynder at blive voksent.
   Den selvbevidste tekst er baseret på Bruno Bettelheims læsning af Eventyrets fortryllelse (1975). Sondheims sans for dissonans har næppe stået stærkere. Filmudgaven befolkes af stjerner som Meryl Streep (Heksen), Johnny Depp (Ulven), Anna Kendrick (en skinger Askepot) og Lilla Crawford (en firskåren Rødhætte).
   Det er smukt og gennemført realiseret – den [i 2015] 85-årige Sondheim har fungeret som musikalsk konsulent – men ville nok være blevet en friskere film tilbage i 1980ernes slutning, da postmodernisme og dekonstruktion var nyheder. Især savner man Bernadette Peters, som gjorde Heksen til sin signatur. Det er dog stadig en stor og vital forestilling, som modbeviser fordommen om, at alle musicals er banale.

Into the Woods. Instr.: Rob Marshall. Manus: James Lapine. Foto: Dion Beebe. 126 min. USA 2014. Dansk premiere: 26.03.2015.


The Brothers Grimm. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Ehren Kruger. Foto: Newton Thomas Siegel. 118 min. Tjekkiet-USA 2005. Dansk premiere: 30.09.2005.


Fotos: Dimension Films/ MGM/ Summit Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Disney+
The Brothers Grimm streames på Blockbuster og SF Anytime
2K Blu-ray fra Paramount Pictures 22.09.2020
Into the Woods streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, SF Anytime
2K Blu-ray fra Disney/ Buena Vista 14.05.2018
Weekendavisen Kultur 30.09.2005 + 27.03.2015

torsdag den 10. juni 2021

Gaspar Noé: Irréversible (2002/2020)


IND I MØRKET
Et kontroversielt hovedværk i to versioner

Af BO GREEN JENSEN

TIDEN ødelægger alt. Le temps détruit tout. Det er det aksiomatiske slogan, som Gaspar Noé har valgt til sin meditation over skæbnens uigenkaldelighed. Fordi alt i Irréversible opleves omvendt, er mottoet anbragt til slut. Mottoet er skrevet med spejlskrift, og man læser let forbi det. Det er dog værd at have i baghovedet, hvis man overhovedet ønsker at reflektere over filmen efter det chok, som den repræsenterer.
   Skelettet er en enkel historie om voldtægt og hævnen for dette seksuelle overgreb. Der er tolv hovedafsnit i filmen, og det kan umiddelbart ligne en gimmick, at tilskueren får dem at se i omvendt kronologisk rækkefølge. Det er helt konsekvent gennemført. En atmosfære af utryghed breder sig straks, da de spejlvendte sluttekster forsvinder op over lærredet, for gradvis at tippe, kæntre og vælte. Et svimmelt kamera søger i mørket. Der findes hverken op eller ned. Musikken er en sonisk sugen, som en stadig sirene hørt gennem vand.
   I værelset, hvor kameraet endelig finder noget at fokusere på, sidder to mænd på sengen og ryger og drikker, formentlig efter noget købt sex af en slags. De fører en filosofisk samtale. Den ene er nøgen. Instruktørens faste tilhængerkare vil genkende »Slagteren« (Philippe Nahon) fra Seul contre tous (1998) og kortfilmen Carne (1991). Han fortæller, at han kom i fængsel, fordi han gik i seng med sin datter. Den anden svarer, at der ikke findes gode og onde handlinger. Kun handlinger.




EFTER denne prolog dykker Irréversible direkte ned i helvede og den voldsomme slutning, som altså er filmens begyndelse. Voldsom er en høflig betegnelse. I et inferno af rødt mørke og stroboskopeffekter, synkroniseret med den sugende musik, stiger to vrede mænd ned i bøsseklubben Rectum. De kommer ikke efter sex, men efter hævn. Den vredeste, Marcus (Vincent Cassel), lægger sig ud med alt og alt, mens han spørger efter alfonsen Le Ténia. Den forsigtige Pierre (Albert Dupontel) følger efter og prøver at glatte ud i forhold til stedets kunder.
   Endelig finder Marcus Le Ténia. At det faktisk er den forkerte mand, som han giver sig til at slå løs på, forstår man først senere, da filmen når sin dramatiske akse. Marcus forstår det vel aldrig. Nu og her bliver han slået ned og får sin ene arm knækket mod gulvet. Da kommer Pierre ham til undsætning og slår modstanderen i ansigtet med en ildslukker. Musikken bliver ved med at pumpe, mørket bliver ved med at suge. Igen og igen støder Pierre ildslukkeren ned i den bevidstløses ansigt. Til sidst er der intet ansigt tilbage.
   I næste scene, som faktisk er forrige scene, er sugelyden endelig standset. Marcus og Pierre nærmer sig Rectum. Endnu en scene før får de opklaret, hvem og hvor Le Ténia er. En tredjedel inde i filmen bliver en kvinde kørt væk i en ambulance. Hendes ansigt er knust. I det samme kommer Marcus og Pierre ud fra en opgang. De taler om Marcus’ kæreste, Alex. Det giver et sæt i Marcus, da han genkender Alex på båren. Scenen er sat for den 12 minutter lange voldtægt, hvor alle filmens spor konvergerer.




VOLDTÆGTEN finder sted i en fodgængertunnel under et parisisk hovedstrøg. Alex (Monica Bellucci) kommer ud af opgangen, iført kropsnær aftenkjole. Trafikken er tæt, og en prostitueret råder hende til at tage tunnelen. Bagfra ser vi Alex dreje ind i tunnelen. Hun er halvvejs, da et par vælter ind fra den modsatte side. Manden slår og truer kvinden. Alex ved ikke, om hun skal gribe ind eller løbe forbi. Manden bliver opmærksom på hende og lader den anden gå.
   Med en kniv truer manden Alex til at lægge sig på maven. Herpå voldtager han hende analt, mens han intensiverer sin nydelse med poppers og holder gejsten oppe ved at råbe skældsord. Rige so, rige sæk, er det gennemgående motiv. Alex grynter og skriger under seancen. »Jeg er ikke færdig med dig endnu,« siger han bagefter. Han sparker hende i maven og ansigtet. Han slår videre på ansigtet og kvaser det endelig ned i betonen. »Nu er jeg færdig med dig,« siger han så.
   Det er en grænseoverskridende scene, som bestemt sætter af i en vis lummer pirring. Voldtægt er og bliver et af pornografiens yndlingsscenarier. Men manden er så led, voldtægten er skildret i én ubønhørlig indstilling, og slagene falder så livagtigt, at det hele bliver kvalmende konkret. Scenen er Noés grumme lektie til den voyeuristiske tilskuer. Han tværer publikums ansigter rundt i hjertets søle og demonstrerer, hvordan det ser ud, når kødet går til. Og han modbeviser sin egen prolog. Der findes onde handlinger.



VOLDTÆGTEN er den hårde kerne, som man har vendt og drejet alle steder, hvor Irréversible har fået premiere, siden den blev vist første gang på Cannes Festivalen 2002. Ifølge overleveringen var Noés film årets samtaleemne. Det passer ikke. Irréversible blev lanceret som årets obligatoriske »Chok på Croisetten«, men de fleste kunne bare ikke lide filmen, som hurtigt var set og forsvundet igen. Roman Polanskis The Pianist tog Guldpalmen hjem.
   I Danmark blev Irréversible vist på CIFF og fik kun premiere i én biograf. I Australien og New Zealand blev filmen forbudt. I England blev et forbud overvejet, men censuren endte ved 18-års grænsen, der er forbeholdt værker, man virkelig frygter. I tidsskriftet Sight and Sound skrev to kritikere udførlige for-og-imod analyser, som udtrykte den splittede reaktion, hver enkelt tilskuer sidder med. Alle anerkender Noés formelle kvaliteter, men nogle ser af samme grund Irréversible som slibrig og dekadent spekulation. Filmens fortalere tager den på ordet. I Sight and Sound skrev Mark Kermode, at den bedst giver mening som et genrestykke i horrorfamilien. Det var tænkt som en kompliment.



SIKKERT er i hvert fald, at strukturen har betydning. Filmens sidste kvarter skildrer endelig den banale idyl, som ville have været begyndelsen i en traditionel kronologi. Marcus skejer ud til festen. Alex er på vej hjem, da hun vælger at gå gennem tunnelen. Før festen står hun i en elevator sammen med Marcus og Pierre. Hun fortæller, at hun er ved at læse en interessant bog: »Fremtiden er allerede skrevet. Det hele er der hele tiden. Beviset er profetiske drømme og forudanelser.«
   Om eftermiddagen har Marcus og Alex elsket, lyrisk og udførligt, under plakaten fra Stanley Kubricks 2001. Alex har opdaget, at hun er gravid, og om formiddagen – i begyndelsen som nu er filmens sidste scene – har hun ligget i parken og læst J.W. Dunnes An Experiment in Time (1927), en klassisk refleksion over tidens væsen og forhold til skæbnen. Hun har haft et mareridt; Marcus har fantomsmerter i armen, som bliver brækket. Fremtiden er allerede skrevet.



DET er på den baggrund, at der endelig står Le temps détruit tous. I en regelret kronologi ville første akt virke patetisk. Lydsporet citerer Beethovens syvende symfoni. Kameraet ser Alex oppefra. Så flyver det væk og farer vild, tipper, kæntrer og vælter, ganske som i den sorte slutning, der var begyndelsen. Teksterne afvikles baglæns. Endelig er lærredet hvidt. Det pulserer da med stroboskopisk effekt og producerer den sublimative hvidhed, som siges at ligge to trin fra hypnosen.
   Jeg har set filmen flere gange og kan stadig ikke blive klog på, om den er god eller dårlig, om den spekulerer, kritiserer, problematiserer eller hvad. I hvert fald er den interessant. Vi ser kvindehad og kvindeagt. Vi ser en hæslig hævn, før vi kender forbrydelsen, og det er sandt, at Irréversible for alvor giver mening som horror. I gysergenren er der altid et øjeblik, hvor den handlingsbærende karakter standser op, før hun eller han går ind i mørket, som rummer angsten og fortrængningen.
   Hos Noé har det hjerteskærende virkning, da den intetanende Alex går ned ad trappen og drejer ind i tunnelen, hvor den grusomme voldtægt vil finde sted. Ved senere gennemsyn får man tårer i øjnene. Det gør endnu mere ondt, fordi billedet er så smukt komponeret. Man kan beskylde Noé for at sensationalisere. Men filmen lader ikke én ligegyldig, og det er offeret som man identificerer sig med. Det må et eller andet sted være vigtigt.


SYTTEN år og fire film (Enter the Void, LOVE, Climax, Lux Æterna) senere præsenterede Gaspar Noé i 2019 en nyredigeret version af Irréversible på Mostraen i Venedig. I Irréversible - Inversion intégrale er den omvendte kronologi rettet ud, så filmen begynder med Alex i parken og slutter i mørket over klubben, hvor Marcus og Pierre tager en futil, ironisk hævn.
   Virkningen er svær at bedømme, hvis man kender førsteudgaven. Og gør man ikke dét, savner man alle forudsætninger. Publikum kan bedre orientere sig i forløbet. Begyndelsen i parken taber sin strukturelle tragik. Festen, hvor Marcus bliver pinlig, er irriterende langstrakt. Hævnen virker triviel og unødigt udpenslet. Voldtægten midtvejs står fast og har samme uafrystelige kvalitet.
   Noé forestiller sig ikke Irréversible - Inversion intégrale som en ny version, der erstatter den originale, men som et spejlbillede, der supplerer og hører sammen med den gamle film. Filmen blev præsenteret uden for konkurrence. I festivalkataloget stillede Noé først fem retoriske spørgsmål, som gjorde det ud for en synopsis:
   »Hvorfor husker folk kun deres fortid? Hvorfor er der ingen, som lytter til forudanelser i drømme? Hvorfor går tidsopfattelsen kun i én retning? Hvorfor er fri vilje en illusion? Hvorfor er mennesket kun et dyr?«
   Svarene fungerer som »instruktørens hensigtserklæring«: »Hvorfor denne film? Fordi originalversionen blev fortalt baglæns, og mange tilskuere, som var overvældet af mod uret-strukturen, forstod ikke visse aspekter af historien. Flyder tiden med uret, bliver alting klarere og også mørkere. Der er ikke skåret i dialogen, og ingen elementer i historien er fjernet. Derfor kalder jeg denne version Straight Cut. Hidtil har Irréversible med vilje været gådefuld. Nu er den et diptykon, som en gammel vinylplade, hvor b-siden er et alternativt mix af skæringen på a-siden, sunget med stemmer, som bedre kan høres, så fatalismen i ordenes betydning får endnu mere fylde. I vil forstå, hvad jeg mener. Tiden røber alle ting.«*


IRRÉVERSIBLE er med årene blevet et nyklassisk værk. Monica Bellucci og Vincent Cassel kom til Venedig og præsenterede filmen sammen med Gaspar Noé. De var et par, da de optog Irréversible. Det er de ikke længere. Filmen blev modtaget med interesse, men vakte ingen større opsigt. Som nævnt stod Irréversible i skyggen af Roman Polanskis Pianisten, da den blev præsenteret i Cannes i 2002. I 2019 var samme forkætrede Polanskis film om Dreyfus-affæren, J'accuse (da. Officer og spion), den mest diskuterede film. Ikke for sin egen skyld, men for #MeToo-bevægelsens vrede over, at festivalledelsen tillod Polanski at deltage. J'accuse modtog Juryens Grand Prix. Årets Guldløve gik til Todd Phillips' Joker. 


*) Begge versioner findes på den blu-ray Édition SteelBook, som StudioCanal udgav i Frankrig i december 2020. I april 2021 udgav britiske Indicator et bokssæt med restaurerede 2K/5.1-kopier af 2002 Original Theatrical Cut og 2020 Straight Cut; essays, artwork, korte arbejder fra perioden, interviews, pressemøder og masterclass-foredrag + en bog og nyt kommentarspor af Noé. Et highlight er videoessayet 'Time Destroys All Things' (2021, 15 min.), hvor Alexandra Heller-Nicholas, forfatter til Rape-Revenge Films: A Critical Study, undersøger kønspolitikken i Irréversible. Det meste af materialet er unikt for den britiske udgivelse.



Irréversible. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie og Gaspar Noé. 95 min. Frankrig 2002. Dansk premiere: 21.11.2003.

Irréversible - Inversion intégrale. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie, Gaspar Noé. 86 min. Frankrig 2019. Set i Venedig 31.08.2019.


Fotos: 120 Films/ Wild Bunch/ StudioCanal/ CineMaterial/ FilmAffinity/ FilmGrab [+]/ la Biennale di Venezia
Filmen fra 2002 bliver ikke streamet i DK; Irreversible - Straight Cut streames på SF Anytime
2K Blu-ray fra Powerhouse Films (Indicator Series) 26.04.2021
Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 21.11.2003

tirsdag den 13. oktober 2020

James Bond #24: Spectre (2015)

 
VOR TIDS HELT
Daniel Craigs fjerde tur i stafetrollen 

Af BO GREEN JENSEN

LAD os begynde med titlen. Spectre betyder spøgelse, men i 007-universet henviser det til et supersyndikat, hvor alverdens kriminelle kræfter er samlet. Lederen er en bestyrelsesformand, som skal genvælges og må sørge for at sætte sig i respekt.
   Første gang skikkelsen fik et ansigt, man kan huske, var i You Only Live Twice (1967), hvor Ernst Stavro Blofeld blev spillet –
 med monokel, mensurar og en hvid angorakat på skødet – af Donald Pleasence. Også Charles Gray, Telly »Kojak« Savalas og Max von Sydow har i årenes løb givet farverige bud på figuren. I Spectre er turen kommet til Christoph Waltz.*
   SPECTRE er et akronym. Det betyder Special Executive for Counter-intelligence, Terrorism, Revenge and Extortion. Organisationen er et ikke-ideologisk sidestykke til SMERSH, hvor Sovjetunionen i sin tid havde samlet sine tjenester. Ian Fleming elskede akronymer. I de ældste James Bond-film blev meget SMERSH-arbejde lagt over til SPECTRE, så man ikke tirrede russerne unødigt.
   50 år efter begynder den nye Bond-film på De Dødes Dag i Mexico City, hvor man fejrer Allehelgens søndag med en gadefest af dimensioner. Sam Mendes orkestrerer prologen efter alle kunstens regler. Bond er i byen for at forhindre en terroraktion og likvidere en vis Marco Sciarra, der er medlem af SPECTRE.
   Allerede efter ti minutter er hele kvarterer jævnet med jorden, og Bond har givet fjenden tæsk i en løbsk helikopter, som svæver hen over menneskemængden. Så kommer titelsekvensen med de rituelle logoer, erotisk skyggespil og en overlæsset titelsang. Det er, som det plejer og som det skal være. Spillet er atter i gang.



KORT fortalt er temaet denne gang global overvågning. I en terroropskræmt verden, hvor SPECTRE skaber angst med attentater, der ligner politiske og religiøse aktioner, er det lykkedes Max Denbeigh (Andrew Scott) – internt i tjenesten kendt som C – at få gennemført et overvågningsprogram, som svarer til virkelighedens NSA-aktiviteter.
   Alle klodens databaser bliver samlet i en fælles ressource, som stormagternes efterretningstjenester har adgang til. Der er derfor ikke brug for gammeldags spioner, og droner kan overtage dræberfunktionen. MI5 og MI6 bliver sammenlagt, og 00-programmet skal udfases. Inden længe vil Bonds arbejdsplads være nedlagt.
   Efter affæren i Mexico bliver Bond (igen) sendt på orlov. Han allierer sig dog med betroede kræfter som Moneypenny (Naomie Harris) og våbenmesteren Q (Ben Whishaw), der forsyner ham med oplysninger og hjælper ham med at forsvinde fra radaren, mens han finder frem til edderkoppen, som sidder i midten af nettet.
   Det bliver til en serie mindeværdige møder. På vejen slår han pjalterne sammen med Madeleine Swann (Léa Seydoux), som er datter af ærkemodstanderen Mr. White. Uden at afsløre statshemmeligheder, kan jeg røbe, at filmen slutter på et sted, hvor Bond (igen) har mulighed for at gå fra det hele og få sig et ordentligt liv.



DER er ikke meget at udsætte på den 24. (officielle) James Bond-film. Det skulle være Sam Smiths temasang, »Writing’s on the Wall«, som er langt under standard, og så den ekstra krølle, som manuskriptforfatteren John Logan har givet Blofelds baggrund. For det viser sig, at han og Bond har mere end faget til fælles.
   Tricket skaber falsk dybde i karakteren og kontinuitet i forhold til familiehistorien, som blev anderledes meningsfuldt klarlagt i Skyfall. I Daniel Craig-afsnittet af Bond-serien har der hver gang været et nyt plot, som blev skabt til lejligheden, men også et overordnet forsøg på at revidere og introducere de ældste figurer og troper igen.
   Casino Royale var en mere end vellykket genstart, som tog afsæt i Flemings første, klassiske titel. Quantum of Solace holdt snarere bolden i spil. Skyfall var en mørk, majestætisk origin story af typen, som Christopher Nolan har givet Batman-figuren andetsteds i det fantastiske landskab.
   Efter Skyfall føles Spectre som en toer, der viderefører og efterjusterer de mere gennemgribende ændringer, som fandt sted i den forrige film. Bond bevæger sig omkring i plottet med en distræt attitude. Hver gang en ny skuespiller får rollen, skal figuren igen demonstrere sin kulturelle relevans. Spectre er nok den James Bond-film, hvor Daniel Craig virker mest overflødig.



HER er vor tids helt faktisk M. Hædersmanden Gareth Mallory (Ralph Fiennes) overtog stillingen efter Olivia Mansfield (Judi Dench), da hun blev myrdet i Skyfall. Nu træder han om på den anden side af skrivebordet og kommer Bond til undsætning. Især er det ham, som står fast på hævnvundne demokratiske dyder og ikke er tilfals for den nemme totalløsning, som C får politikerne til at vedtage.
   Fiennes spiller figuren med kejtet konservatisme, et tungt jakkesæt, knirkende sko og rødmende kinder, der giver M en vis lighed med kronprins Charles. En stivstikker der forsvarer de klassiske værdier. Den SPECTRE-affilierede C er derimod væver, ironisk og skarp. Det er en film, hvor den gamle skole igen redder dagen og verden.



JESPER Christensen har kun én scene som Mr. White. Til gengæld varer den fem minutter og er mindeværdig, fordi en ufortrøden Bond-skurk får lov at blive en slags varmt menneske. Også i sekvensen med Monica Bellucci som Lucia Sciarra, den italienske enke, som Bond i hurtigt tempo har et fuldt udfoldet kærlighedsforhold til, giver det mening, at små karakterer bliver spillet af overkvalificerede kræfter.
   De store James Bond-film er kostbare festspil, der inddrager hele kulturen og kræver, at der er konsensus om projektet. Alle må være spændte. Nettet skal summe af liflig forventning. Hvis ingen tror på tricket, falder fuglen som en sten. Spectre er ikke den bedste Bond-film til dato, men der er kvalitet nok til at motivere en videreførsel. Bond 25 er undervejs.


*) Ernst Stavro Blofeld er SPECTREs Nummer 1. Han er født i 1908 i Gdingen i Tyskland (nu Gdynia i Polen). Hos Ian Fleming optræder Blofeld første gang i romanen Thunderball (1961), hvor han uddelegerer opgaven til sin næstkommanderende, Emilio Largo), og han er hovedmodstander i On Her Majesty's Secret Service (1963) og You Only Live Twice (1964), hvor Bond dræber både ham og ledsagersken Irma Bunt. Fleming nævner Blofeld sidste gang i indledningen til The Man with the Golden Gun (1965). Blofeld fylder mere på film. Han svæver i baggrunden i From Russia with Love (1963) og Thunderball (1965), hvor man kun ser hans ryg og hans hænder, der kæler for katten (Anthony Dawson er i billedet, og man hører Eric Pohlmanns stemme), men er antagonisten i You Only Live Twice (1967), hvor Donald Pleasence definerer rollen; i On Her Majesty's Secret Service, hvor Telly Savalas spiller rollen over for George Lazenbys Bond; og i Diamonds Are Forever (1971), hvor han bliver spillet i stereo af Charles Gray. Blofeld optræder, men bliver ikke omtalt ved navn eller set i close-up, i For Your Eyes Only (1981) (John Hollis er i billedet, man hører Robert Riettis stemme). Max von Sydow gør minirollen markant i Never Say Never Again (1983), den anden af de uofficielle produktioner, som ikke indgår i EONs nummererede kanon. Herefter går der 32 år, før Christoph Waltz optræder som Blofeld i Spectre. Han er også på rollelisten i No Time to Die (2020), som på grund af Covid19-pandemien fik sin verdenspremiere udsat til april 2012.
   
Spectre. Instr.: Sam Mendes. Manus: John Logan, Neal Purvis, Robert Wade, Jez Butterworth. Foto: Hoyte Van Hoytema. 148 min. UK-USA 2015. Dansk premiere: 30.10.2015.


Fotos: EON/ B24/ MGM/ Sony Pictures/ Cinematerial/ FilmAffinty/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 23.03.2020
Anmeldelsen trykt første gang (uden note) i Weekendavisen Kultur 30.10.2015