Translate

Viser opslag med etiketten Stephen Sondheim. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stephen Sondheim. Vis alle opslag

tirsdag den 15. februar 2022

To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]


ET STED ER DER ET STED FOR OS
Et romantisk og kritisk kærlighedsdigt

Af BO GREEN JENSEN

FØRSTEUDGAVEN af West Side Story var, hvad vi kalder en gamechanger nu. Efter fire år på Broadway, hvor musikforestillingen havde premiere på Winter Garden Theatre den 26. september 1957, kom en filmatisering i stand. Sceneversionen var længe om at løfte sig. Filmen blev en succes med det samme.
   West Side Story er – hvis nogen skulle være i tvivl – en moderne fortolkning af Romeo og Julie. Maria (Natalie Wood) og Tony (Richard Beymer) er de elskende, som ofres i bandekonflikten mellem latinoer og polakker, der svarer til slægterne Montague og Capulet. »There’s a place for us/ Somewhere a place for us,« bliver der sunget besværgende i finalen.
   Det var og er banebrydende musikteater. En musical med social relevans; en sammensmeltning af klassisk og moderne; et kritisk kærlighedsdigt til immigranternes multietniske Amerika. På 60 år er West Side Story blevet næsten lige så klassisk som William Shakespeares skuespil fra 1597.
   I 1961 blev filmen et stilskabende kulturfænomen, der gjorde meget for at udbrede et nyt sæt unge, amerikanske værdier. Hollywoods døende studiesystem havde en af sine sidste store triumfer. West Side Story var i Technicolor og fuld Panavision. Den lille tv-skærm kunne ikke konkurrere.


ROBERT Wise (1914-2005) instruerede i samarbejde med koreografen Jerome Robbins (1918-1998). Mange husker sikkert en gademusical med hård realisme. Dét er en erindringsforskydning. Prologen, som præsenterer banderne The Jets og The Sharks, blev optaget på en parkeringsplads i New York. Alle de øvrige lokaliteter blev bygget i studiet af scenografen Boris Leven (1908-1986).
   Der var 11 Oscar-nomineringer, og ti af dem udløste priser. Stephen Sondheim (1930-2021), efterkrgstidens store amerikanske teaterkomponist og musicalforfatter, fik sit gennembrud med sangteksterne. Skønt Leonard Bernstein (1918-1990) skrev musikken, var det teksterne til »America«, og »Gee, Officer Krupke«, der havde kant og gjorde indtryk. Forfatteren Arthur Laurents (1917-2011) havde grundideen. Jerome Robbins var kun interesseret i dans.



JEG skylder nok at sige, at jeg er lidt for ung til West Side Story. Jeg var seks år i 1961, og filmen var mere et hit blandt forældre. Musikken lød som operette. Det var i den forbindelse et gennembrud, at Keith Emerson og The Nice i 1968 arrangerede »America« som progressiv rock. Der blev brændt flag af til musikken, når man demonstrerede mod Vietnamkrigen.
   Men der var mange spor af filmen i den billedfattige forstadshverdag. Ældre fætre og kusiner fik blanke øjne alene ved titlen. Hele springknivsromantikken fra min barndom kommer ikke mindst fra West Side Story – og fra læsning af Willard Motleys Knock on Any Door (1947, da. Lev stærkt, dø ung) suppleret med hvisken om Rebel without a Cause (1955, da. Vildt blod), Nicholas Rays ikoniske generationsfilm med James Dean og netop Natalie Wood.



JEG genså den gamle West Side Story, før Steven Spielbergs nye version blev vist for pressen. Man kan både se og høre, at der er gået 60 år, men de stærkeste steder i filmen lever og ånder. Det humanistiske budskab står klokkerent.
   Jeg genså også dokumentaren West Side Memories, som blev produceret til 40-året i 2001. Da levede mange af hovedpersonerne stadig. Flere er kritiske over for filmen. Især taler Arthur Laurents om den forlorne accent og det friserede billede af virkeligheden. Stephen Sondheim siger, at alle så West Side Story som en film, der skildrede gaderne i New York. Det var det ikke, tilføjer han. Det var teatret, der blev til forstørret til film og fik liv.



DER knytter sig store forventninger til Spielbergs version – og det er sikkert derfor, at den ender med at skuffe. Der er mere film end teater i værket. Men Tony Kushner har kun foretaget små revisioner, og sangene står, som de stod. Intet er moderniseret. Filmen føles mere som et museumsstykke, en kurateret genopsætning, end som samtidskunst med aktuel relevans.
   Især bliver det klart, hvor vigtig Natalie Wood (1938-1981) var for den første films succes. Hun sang ikke selv. Stort set alle stemmer i filmen blev dubbet – Wood synger med Marni Nixons stemme, og det kan derfor ikke undre, at hun lyder som Audrey Hepburn i My Fair Lady og Deborah Kerr i The King and I.


DET var kontroversielt, at Hollywoodstjernen blev hentet ind. Carol Lawrence havde spillet Maria på scenen. Men Wood fungerer og bevæger. Man lever med, at Tony er et ciffer, som siger »Jeg elsker dig« hele tiden. Det slipper Ansel Elgort forbavsende godt fra i Spielbergs version. I øvrigt blev Elvis Presley tilbudt rollen som Tony. Tænk, hvad dét kunne have gjort for det hele.
   Den 20-årige Rachel Zegler har bare ikke nærvær nok. Niveauforskellen bliver klar i de scener, som reproducerer den gamle film meget trofast. Før ballet, hvor Jets og Sharks konkurrerer på dans, giver Anita (Ariana DeBose) sin svigerinde et rødt bælte om livet, så den hvide særk forvandles til en prinsesseskjole. Wood bar den scene. Zegler har en klar, generisk stemme og spiller rollen dækkende. Men hun kunne erstattes af en dubleant.



HER er en smuk, stille scene fra kirken i Spanish Harlem, som Janusz Kaminski filmer oppefra. Prologens indflyvningsbilleder af Manhattan er erstattet af kranbilleder, som panorerer hen over byggetomten ved Lincoln Towers. Vi ser the wrecking ball – murbrækkeren – i nær og reklamerne for de nye lejligheder, der ikke er bygget til indvandrerne. Det lykkes fra begyndelsen at bryde præget af teater.
   Der bliver danset mere ude på gaden, og koreografien er mindre akrobatisk. Dét er en forbedring. Karaktererne står skarpere hos Spielberg – ikke i de romantiske hovedroller, men i bandemedlemmernes rækker. Især er Mike Faist god som Riff, der føler sig svigtet af Tony – og Kushners manuskript er bedre til at antyde LGBTQ-tematikken. Opskrivningen af karakteren Anybodys (Iris Menas) fra tomboy til transgender forekommer derimod opportunistisk.



FILMEN har én stor forsonende faktor. Det er 89-årige Rita Moreno i rollen som købmanden Valentina, der har taget sig af den prøveløsladte Tony. I den gamle film var karakteren en mand, den alfaderlige Doc, som blev spillet af Ned Glass. I Spielbergs version tror man først, at Moreno medvirker som en blanding af nips og maskot, der er castet, fordi hun er en af de få endnu aktive og overlevende skuespillere fra den gamle film.
   Sådan er det ikke. Moreno var 30 år, da hun spillede Anita i Wise/Robbins-versionen. Hun gav rollen troværdighed, fordi hun faktisk er født i Humacao i Puerto Rico og kom til USA som immigrant. Hun var livsstykket, mange husker fra filmen, og hun brugte rollen til at skabe en hæderkronet karriere – som dog aldrig har budt på en lige så stærk karakter.
   Her får hun lejlighed til at skinne. Det er Valentina, som synger finalens besværgende »Somewhere«. Og omsider kan hun synge selv – i den gamle film blev hun dubbet af Betty Wand og har altid beklaget, at stemmen ikke passede til karakteren. Moreno har en spinkel graciøsitet. Hun gør scenen, hvor The Jets er ved at voldtage Anita, til noget særligt. Endvidere taler hun spansk. Hun er den store garant for kontinuiteten i projektet.



SPIELBERGS film bærer dedikationen »Til Far«. Han har i interviews fortalt, hvordan West Side Story var en familiefavorit og et af de første stykker popkultur, som kom ind i hjemmet med hans fars velsignelse. Det er veteranens første musical. »Jeg har altid haft lyst til at lave en musical. Dog ikke én som Moulin Rouge – men en gammeldags, konservativ musical, hvor alle taler med hinanden, for så at bryde ud i sang, for så at tale videre.«
   Der er meget godt i West Side Story, og det er godt at se fagets mestre arbejde sammen. Men filmen har ikke, hvad for eksempel Damien Chazelle (La La Land) eller Lin-Manuel Miranda (In the Heights) kunne have tilført af friskhed. Det er som at se en jubilæumsforestilling. Men stoffet råber på en nyfortolkning, der kan gribe tiden i hjertet igen.

Steven Spielbergs West Side Story er Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Picture (Spielberg, Kristie Krieger); Best Director (Spielberg); Best Cinematography (Janusz Kaminski); Best Supporting Actress (Ariana DeBose); Best Sound (Tod Maitland etc.); Best Production Design (Adam Stockhausen – set decoration: Rena DeAngelo); Best Costume Design (Paul Tazewell).





West Side Story. Instr.: Robert Wise. Manus: Ernest Lehman. Foto: Daniel L. Fapp. 153 min. USA 1961. Dansk premiere: 08.10.1962

West Side Story. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Tony Kushner. Foto: Janusz Kaminski. 160 min. USA 2021. Dansk premiere: 08.12.2021.

Fotos: Walt Disney Pictures/ 20th Century Studios/ The Mirisch Cporporation/ United Artists/ MGM/ Warner Bros. Home Entertainment/ The Criterion Collection/ Sony Music Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB


 
West Side Story (1961) srreames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, YouTube Movies
West Side Story (2021) er stadig i biografdistribution
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 09.12.2021

onsdag den 22. december 2021

Terry Gilliam: The Brothers Grimm (2005)


INDE I EVENTYRSKOVEN
En overgjort hyldest til brødrene Grimm

Af BO GREEN JENSEN

DER var engang i Tyskland to brødre, som tænkte store tanker om folkeånd og romantiske urmyter, mens de relativt tørt og metodisk skrev eventyr ned i en bog, der blev større og større. Jacob (1785-1863) og Wilhelm Grimm (1786-1859) udgav første gang Kinder- und Hausmärchen i 1812. Samlingen rummede da 86 eventyr og historier, som brødrene havde fået genfortalt. I den 7. udgave fra 1857 var tallet oppe på 210 folkeeventyr.
   Jacob og Wilhelm var under uddannelse som jurister, da samlerinstinktet forlokkede dem. De flyttede fra Marburg til Kassel og blev i første omgang bibliotekarer, mens de grundlagde folkemindevidenskaben som selvstændig akademisk disciplin. Siden kom de til Göttingen, hvor Jacob blev professor i tysk sprog og litteratur. Fra 1837 havde de base i Berlin, hvor begge praktiserede som filologer.
   På vej til eventyrene havde også rim og remser deres opmærksomhed. Især Jacob interesserede sig for forbindelsen mellem mytologi og eventyr. Fra 1835-54 arbejdede han på en germansk mytologi, mens begge brødre 1816-18 stod bag en samling tyske folkesagn. Det må i forbifarten bemærkes, at brødrene også var digtere. Det var i deres detaljemættede versioner, at de fælles historier fik farve og duft, så man siden har læst dem sammen med kunsteventyr af Charles Perrault og H.C. Andersen.



NOK er historien er henlagt til Tyskland i Napoleonstiden, og vist hedder heltene Jacob og Will, men det er ikke virkelighedens brødrene Grimm, som Terry Gilliam (f. 1940) fortæller om i sin længe ventede storfilm. The Brothers Grimm er tværtimod en farvestrålende skrøne om to professionelle dragefældere, heksejægere og dæmonuddrivere, der lever af at rejse fra by til by og hjælpe de enkelte lokalsamfund af med overtroens drabelige uhyrer.
   De tager sig godt betalt for ulejligheden og skriver altid kontrakt med byens borgmester, før eksorcismen begynder. Brødrenes motto er: »Ingen forbandelse vi ikke kan ophæve. Ingen fortryllelse vi ikke kan bryde. Ingen dæmon som vi ikke kan uddrive.«
   Er virkeligheden ikke spektakulær nok, konstruerer brødrene selv deres monstre. Will (Matt Damon) er en gæv kavalertype, der smiler og vinder kunderne for sig, mens Jacob (Heath Ledger) er den indadvendte melankoliker, som ruger over skæbnen og bærer på en fortabt kærlighed. Flere myndigheder vil brødrene til livs, hvilket de i og for sig sagtens kan bære, men i byen Marburg sker noget særligt. Her møder brødrene Grimm deres skæbne, da eventyrskoven bliver virkelig.



DESVÆRRE lyder projektet af mere – meget mere – end det er. Terry Gilliam, Monty Python-holdets femte Beatle og gennem årtier en af tidens mest originale billedskabere, har selv kaldt filmen »en eskapade«. Og fordi Gilliams mest excentriske ideer ofte er de mest bæredygtige, har man set frem til hans Brødrene Grimm. Det var hér, at ideerne fra den aldrig afsluttede The Man Who Killed Don Quixote skulle finde et hjem.*
   Gilliam kan noget særligt med kombinationen af humor og mørke. På årets Cannes Festival var der standing room only, da han sammen med Monica Bellucci og produceren Harvey Weinstein præsenterede et sammenklip på tyve minutter af filmen. Til gengæld var skuffelsen til at få øje på, da værket endelig blev afsløret på Mostraen i Venedig.**



PRÆMISSEN kommer kun til sin ret i Eventyrskoven. Her er Hans og Grete fortabte, skændede børn. Her flygter en rødklædt pige fra mareridtsulven og er virkelig skræmt fra vid og sans; der er ingen fejlanbragt sødladenhed. Her ånder Jægeren tungt, før han dræber for sin dronning, og Rapunzels tårn knejser i skoven som en fallisk struktur af levende sten, der vokser op, hvis man skærer den ned. Spejldronningen lever 500 år, men er stadig ung som Monica Bellucci, fordi hun suger liv ud af sine beundrere.
   I disse afsnit fornemmer man glimtvis ideen, som The Brothers Grimm må være begyndt med. En levende urskov af myter og drømme, der er lige så vild, rå, mørk og farlig som baggrunden for Brødrenes Grimms eventyr. Imidlertid stoler Gilliam ikke på styrken i denne vision. Så arketyperne fortrænges af en dumsmart bondefangerhistorie med masser af misforstået situationskomik. Landsbyscenerne minder foruroligende om tilsvarende afsnit i Stephen Sommers’ skrækkelige Van Helsing (2004).
   Resultatet er en overspændt actionkomedie, der vil køre i højeste gear fra begyndelsen. Det støjer svært og bevæger sig broget, men hjertestederne dør uden undtagelse. Så hjælper det egentlig ikke, at menneskene mellem effekterne spilles af brave kapaciteter som Peter Stormare og Jonathan Pryce. Det føjer nærmest bare spot til skade.



TERRY Gilliam er en notorisk ujævn filmskaber. Efter årene i Monty Python har han skabt tre unikke film, Brazil (1985), The Fisher King (1991) og Twelve Monkeys (1995), der gør at man hver gang venter sig himlen. Lige så ofte har han dog skuffet med barokke billeddannelser som The Adventures of Baron Münchhausen (1988) og Fear and Loathing in Las Vegas (1998), som man må være en mor for at elske. Desværre ligger The Brothers Grimm tættere på de sidste end på de første.
   Ireren Neil Jordan filmatiserede i 1984 en Rødhætte-fantasi af Angela Carter, The Company of Wolves. Her blev eventyret foldet helt ud for voksne, med glubsk seksuelle varulve og en udsat lille »Rosellen« på flugt gennem fortrængningernes skov i det kollektivt ubevidste. Den slags film kunne The Brothers Grimm have været, hvis ikke præstationsangst og behagesyge havde fået Gilliam til at klippe værket i stykker.
   Også de kælent dobbeltbundede sange i Stephen Sondheims musical Into the Woods (1986) kom tættere på sjælen i brødrene Grimms eventyr, der er blevet så centrale i kulturen, fordi de formulerer noget vigtigt om menneskers drømme og følelsesliv.***
   Det gør The Brothers Grimm ikke. I enkeltstående øjeblikke har den held til at simulere drømt angst, men for det meste klinger den hult og fortænkt. Til beroligelse skal siges, at Gilliam var stærkere tilbage i Tideland, en psykedelisk Alice bag Spejlet-historie, som samme år fik premiere på filmfestivalen i Toronto.


*) I 2018 lykkedes det endelig Terry Gilliam at filme The Man Who Killed Don Quixote, som blev præsenteret i Cannes. Adam Driver og Jonathan Pryce har overtaget de roller, som blev spillet af Johnny Depp og Jean Rochefort, da den første produktion måtte opgives. Forløbet blev skildret i dokumentaren Lost in La Mancha (2002), som er mere interessant end den færdige film. Gilliam begyndte på Quixote tilbage i 1989, havde finansiering på plads i 1998 og måtte opgive projektet i 2002. Orson Welles gik på samme måde i gang med at filme Don Quixote i 1955 og var stadig ikke færdig ved sin død i 1985. Gilliam kunne prale med at tilhøre en tradition for miskendt og forbandet geni. Det gjorde han med et stort glimt i øjet. Der knyttede sig kolossale forventninger til The Man Who Killed Don Quixote. Filmen kunne ikke undgå at skuffe.

**) Ja, det var den samme Harvey Weinstein, som i 2017 blev sigtet for voldtægt og serielle seksuelle overgreb, der gik tilbage til 1980erne. Weinstein blev dømt i 2020 og afsoner p.t. en fængselsdom på 23 år. Men i 90erne og 00erne var han konge af Cannes og kunne gøre stort set, hvad han ville. Visningen var et stort tilløbsstykke. Christian Monggaard og jeg stod faktisk og talte med Gilliam og Monica Bellucci bagefter. Jeg husker ikke, om Harvey var med.


***) 

SANS FOR DISSONANS

Mens det europæiske musikteater holder af svulmende romantik, er den amerikanske musical mere abstrakt. Stephen Sondheims Into the Woods (1986) dekonstruerer en række af brødrenes Grimms eventyr og blander dem i en ny fortælling, som i første akt får en (nærmest) lykkelig slutning. Men netop som Askepot bliver gift, netop som Heksen har fået sin skønhed tilbage, bliver riget i anden akt ødelagt.
   Askepot indser, at slottet var smukkere på afstand; bagerens hustru svigter sin mand. Alle blev de forvandlet i skoven, hvor drifterne råder. Der er dog tale om et nyttigt syndefald. Nu kan fædrene tage ansvar. Barnet begynder at blive voksent.
   Den selvbevidste tekst er baseret på Bruno Bettelheims læsning af Eventyrets fortryllelse (1975). Sondheims sans for dissonans har næppe stået stærkere. Filmudgaven befolkes af stjerner som Meryl Streep (Heksen), Johnny Depp (Ulven), Anna Kendrick (en skinger Askepot) og Lilla Crawford (en firskåren Rødhætte).
   Det er smukt og gennemført realiseret – den [i 2015] 85-årige Sondheim har fungeret som musikalsk konsulent – men ville nok være blevet en friskere film tilbage i 1980ernes slutning, da postmodernisme og dekonstruktion var nyheder. Især savner man Bernadette Peters, som gjorde Heksen til sin signatur. Det er dog stadig en stor og vital forestilling, som modbeviser fordommen om, at alle musicals er banale.

Into the Woods. Instr.: Rob Marshall. Manus: James Lapine. Foto: Dion Beebe. 126 min. USA 2014. Dansk premiere: 26.03.2015.


The Brothers Grimm. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Ehren Kruger. Foto: Newton Thomas Siegel. 118 min. Tjekkiet-USA 2005. Dansk premiere: 30.09.2005.


Fotos: Dimension Films/ MGM/ Summit Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Disney+
The Brothers Grimm streames på Blockbuster og SF Anytime
2K Blu-ray fra Paramount Pictures 22.09.2020
Into the Woods streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, SF Anytime
2K Blu-ray fra Disney/ Buena Vista 14.05.2018
Weekendavisen Kultur 30.09.2005 + 27.03.2015