Translate

Viser opslag med etiketten Claude Lelouch. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Claude Lelouch. Vis alle opslag

fredag den 24. januar 2025

Claude Lelouch | Jean-Paul Belmondo: Les Misérables (1995)


GODE MENNESKER
Manden der ville være Valjean

Af BO GREEN JENSEN

TITLEN kræver en smule forklaring. Skønt snart sagt alle træk og tråde i Claude Lelouchs panoramiske Les Misérables på en eller anden måde forholder sig til handlingsgangen og ånden i Victor Hugos magnum opus fra 1862, er der ikke tale om en filmatisering i gængs forstand. Og skønt Henri Fortin – den centrale skæbne hos Lelouch – føler sig så forbundet med romanfiguren Jean Valjean, at det grænser til en besættelse, er der heller ikke tale om en moderniseret genfortælling af Hugos store skabelsesvævning. Lelouchs Les Misérables er således et hverken-eller i bund og grund. På dette beror dens anselige styrke, og samtidig er det hér, man skal finde årsagen til den nærved-og-næsten atmosfære, der hviler over dele af filmen.


DET er på sæt og vis århundredets historie, som Lelouch har sat sig for at fortælle, og Henri Fortin er århundredets barn. Netop nytårsaften 1900, da Henri er fem år gammel, indtræffer den begivenhed, der bliver bestemmende for hans skæbne. Henris far bliver dømt for en forbrydelse, han ikke har begået, og havner i et fængsel, der er mindst lige så umenneskeligt som dét, der hærdede Jean Valjean. Hans hustru bliver derfor kombineret servitrice og prostitueret hos en Thénardier-agtig familie på et gæstgiveri i Normandiet, hvor sønnen vokser op. Første gang han for alvor bliver bevæget, er da kroen foreviser en stumfilmsudgave af De elendige. Allerede som stor dreng står Henri bag lærredet og føler, at fortællingen handler om ham.*



CLAUDE Lelouch, som for altid har en plads i vore hjerter, fordi han i 1967 skabte Un homme et une femme (da. Manden og kvinden), bruger 40 minutter på at udfolde denne prolog. På bare fem panoreres der så hastigt hen over årene til den dag, da Henri som forhenværende bokser og nuværende flyttemand igen får kontakt med sin skæbne som vort århundredes Jean Valjean. Under Vichy-regeringen hjælper han en jødisk familie med at flygte.
   Der er mange krøller på denne historie, for Lelouch lægger samme vægt på det kosmiske tilfælde som Hugo, men det korte af det lange er, at Henri Fortin får chancen for at følge Jean Valjeans eksempel, da familien Ziman én gang har vist ham, hvem han er. Og i 1940'ernes splittede Frankrig løber man hele tiden på evige skæbner, der kunne være – og, eftersom skuespillerne går igen, også er – ajourførte versioner af nedrige, nidkære, gode, grove og kærlige mennesker som Javert, Thénardier, Fantine, Cosette, Marius, Éponine m.fl.


MANUSKRIPTET er skrevet, og filmen er skudt, med stor og fin fornemmelse for, hvornår pastichen bliver ren kopi, og hvornår værket fortsat har egenliv. Det er dog hverken den ujævne dialog eller den patetiske handlingsgang, der bærer Lelouchs store hyldest til litteraturen i almindelighed og Victor Hugo i særdeleshed. Det er kontrasten mellem den aldrende Jean-Paul Belmondos sprukne, men stadig spillevende gavtyvefjæs og de suverænt poetiske billeder, som i flere scener får lov at tale alene sammen med musikken, der skyldes alle Lelouchs gamle allierede, fra Francis Lai til Michel Legrand.



EN balscene indvier århundredet, og valsen drejer i fem minutter, uden at et ord bliver sagt. Den sårede André Ziman (Michel Boujenah) ser træernes grene blive skarpe, disede og skarpe igen, da han ligger på ryggen i sneen, hvor tyskerne har mejet de jødiske flygtninge ned. Stædigt holder Lelouch fast i enkelte ansigter – især pigen Salome (Salomé Lelouch) og kvinden Elise Ziman (Alessandra Martines) – mens årene drejer som sætstykker. Det er evige typer på tidens bagtæppe. Som øverste autoritet inddrages filmlegender som Annie Girardot (1931-2011) og den 82-årige Jean Marais (1913-1998), der i rollen som Monseigneur Myriel inkarnerer kristen godhed til alle tider.



ENESTE skønhedsplet er de scener, der decideret fortolker og dramatiserer Les Misérables med Jean-Paul Belmondo som Jean Valjean. Det er ét lag for mange i konstruktionen og ligner i skæmmende grad løse rester af den regelrette filmatisering, som sikkert har været Lelouchs oprindelige projekt.**

   Størstedelen af filmen sidder man dog både forført, billedsalig og bevæget til godhed og storhed, mens filmen tager sig den tid, der skal til for at sætte århundredernes legende i værk. For Lelouch som for Hugo er præmissen, at tingene aldrig ændrer sig, at to eller tre grundhistorier er dømt til at gentage sig evindeligt, men at muligheden for forandring alligevel er til stede, så længe der findes gode mennesker.
   Til disse gode mennesker bliver Les Misérables da en hyldest. Og for tilskueren en vemodig, men ægte og dybfølt glæde, der fungerer som kærkommen modgift til den tjekkede kynisme, der var toneangivende ved årtusindeskiftet. Denne kynisme kaldes ofte tidssvarende og realistisk, men Les Misérables minder os om, at der er flere farver i mennesket.

RIP Jean-Paul Belmondo 1933-2021 


*) Der er to store stumfilmversioner: Albert Capellanis Les Misérables fra 1912 varer tre timer og blev distribueret i fire dele (Jean Valjean; Fantine; Cosette; Cosette et Marius). På samme måde udkom Henri Fescourts monumentale filmatisering fra 1925 i fire akter eller »epoker« (Jean Valjean; Fantine; Marius; L'Epopée de la rue Saint-Denis), som varer 359 min. Fescourts film cirkulerede internationalt i to dele med titlerne The Soul of Humanity og Barricade. Galejslavens flugt og Galejslavens endeligt havde dansk premiere i oktober 1926. Begge blev i 1934 fortrængt af Raymond Barnards filmatisering (288 min), den første med et lydspor, der fik premiere som tre enkeltstående titler (Une Tempête une cràne; Les Thénardier; Liberté, liberté chérie). I 1935 fik den konkurrence af Richard Boleslawskis amerikanske Les Misérables – med Fredric March og Charles Laughton – som opgav den panoramiske ambition om at rumme hele romanværket og koncentrerede Valjean/Javert-motivet på 108 min. W.P. Lipscomb bearbejdede bogen efter produceren Darryl F. Zanucks anvisninger. Det gør herefter stor forskel, om Hugo bliver filmatiseret i eller uden for Frankrig. Britiske Eureka! har udgivet Barnards Les Miserables på dvd og blu-ray i sin Masters of Cinema-serie. Ekstramaterialet inddrager klip fra de stumme versioner. Endvidere Capellanis pionerarbejde Le chemineau fra 1905, som bruger scenen, hvor Valjean bryder ind hos Myriel. Vagabonden er håndtintet og varer kun seks minutter. Det må være den første filmatisering.


HENRI og hans mor ankommer til kystbyen i Normandiet, hvor det moderne Thénardier-par driver værtshus, kort før nytår 1901. Det passer nogenlunde med tiden, hvis det er en scene fra Capellanis Jean Valjean, som operatøren drejer med hånden i kroen, hvor Henri Fortin vokser op. Han sidder bag lagenet, som billederne er blæst op på. Samtidig korresponderer hans mor med hans far, som er straffefange. Ingen i familien kan læse eller skrive, så Henris mor får hjælp af en empatisk kirketjener (den utålmodige præst har for travlt), mens Henri senior assisteres af en medfange, der har arbejdet for (og bedraget) Gustave Eiffel. Henris mor fortæller om drengen. Henris far svarer i et brev, hvor der står »jeg elsker dig« 27 gange. Den venlige kapellan læser hvert eneste »Je t'aime«. Da Henri senior forsøger at flygte bliver han fanget i sneen og som straf sat i et udendørs isolationsbur. Her råber han sin trods ud og holder sig varm ved at træne. Snebillederne fra fængslet er noget af det smukkeste i filmen. 30 år senere bliver D-dag, landgangen i Normandiet og befrielsen, der kommer til Frankrig, et andet visuelt højdepunkt. Undergrundsbevægelsens modstandskamp skal hos Lelouch fungere som barrikaderne i 1832 gør hos Hugo. 



**) JEAN-PAUL BELMONDO (1933-2021) var 60 år, da han medvirkede i Les Misérables. »Bébel« og Lelouch lavede tre film sammen. Der var først et lille tilløb. De mødtes i 1963, da Lelouch optog et arbejdsportræt af det varme franske nybølgenavn. Fordi Lelouch stod i gæld efter produktionen af debutspillefilmen Le Propre de l’homme (1961), som ikke var nogen succes (og som han siden forsøgte at slette af værklisten), påtog han sig at instruere en række korte portrætter af stjerner i tiden. Filmene svarer til de Bag kameraet-film, der siden blev standardudstyr på dvd’er og Blu-ray. Filmen med Belmondo har ikke overlevet. 
   Belmondo og Annie Girardot (1931-2011) danner par i Un homme qui me plaît (1969, da. En mand jeg kan li’), som var Lelouchs tredje film efter gennembruddet med Un homme et une femme i 1966. En fransk skuespillerinde (Girardot) er på optagelse i USA, hvor instruktøren ønsker filmkomponisten (Belmondo) til stede, så stemningen kan sættes med manér. De forelsker sig for alvor og får svært ved at vende hjem til deres respektive familier i Frankrig, da Love is a Funny Thing er i kassen.
  Filmen, som arbejder bevidst med sin ramme af metafiktion, blev optaget i sekvens, scene for scene, på locations, som filmholdet fandt undervejs. Det var i de år, at Belmondo kom tættest på at blive en international stjerne. Han besluttede at blive i Frankrig og prøvede aldrig at lære engelsk: »I prefer a national film to an international film. Something is lost. Look at what happened to Italy when they went international.«
 
   
TYVE år senere er Itinéraire d’un enfant gâté (1988) en skelsættende film for begge mænd. Itinéraire er co-produceret af Les films 13 og Belmondos eget Cerito Films. Belmondo var begyndt at tage alderen på sig og vælge roller med indlejret tyngde. Der er ikke flere actionkomedier. Der er derimod en erkendelse af, at ingen har tilbudt ham krævende roller siden Jean-Luc Godard (À bout de souffle og Pierrot le Fou), François Truffaut (Mississippi Mermaid) og Jean-Pierre Melville (Leon Morin og Le Doulos) i nouvelle vague-tiden.
   Bébel gjorde klar til at trække sig ud, men først skulle der sættes et mindeværdigt punktum. På Théâtre Marigny tog han livtag med to store roller, som man tvivlede på, at han havde farverne til: Edmund Kean i Kean, Jean-Paul Sartres opdatering af Alexandre Dumas' drama om Shakespeare-skuespilleren, og Cyrano i Robert Hosseins opsætning af Cyrano de Bergerac. I filmsammenhæng ledte han efter en rolle, der kunne bære og samle karrieren. Lelouch havde set Belmondo i Kean og skrev Itinéraire specielt til Bebél.
   Det er fortællingen om trapezkunstneren Sam Lion, som blev en succesrig entreprenør, da en ulykke tvang ham væk fra manegen. Da han fylder 50 og mener, at han har svaret enhver sit, forlader han familie og forretning og rejser til Afrika for at finde sig selv på savannen. Han bliver indhentet af sin fortid i skikkelse af den unge Richard Anconina og kommer ad omveje hjem til fællesskabet.
   Itinéraire fik ikke dansk premiere; i Sverige hed filmen Att möta ett lejon. I Frankrig solgte den 3,7 mio. billetter og blev Belmondos sidste store succes. Han modtog en Cesar for bedste mandlige hovedrolle. Fem år senere er forvandlingen fra ungt ikon til gammel institution tilendebragt i Les Misérables.
   Un homme qui me plaît, Itinéraire d'un enfant gâté og Les Misérables er samlet i Blu-ray-bokssættet Lelouch Belmondo fra Metropolitan Film & Video (2021). De er alle restaureret i 2K HD, og der er omsider kommet engelske undertekster på. Det er de samme kopier, som indgår i det overvældende Lelouch 60 ans de cinéma-bokssæt fra 2023.


OG for endelig at blive personlig. Jeg er født i 1955 og ikke helt gammel nok til at have oplevet la nouvelle vague-tiden live. Min årgang så den fra grundskolehøjde. Jeg må have været ti år, da jeg så La tulipe noire (1964, da. Den sorte tulipan eller Den sorte musketers hævn) til en eftermiddagsforestilling i Kastrup Bio og blev betaget af Alain Delon, der havde rollen som den sortklædte fægtemester. Jeg er sikker på, at de også viste Cartouche (1962) med Belmondo i en lignende swashbuckler-rolle.
   På en måde har jeg fulgt de to musketerer fra begyndelsen til slutningen. Med Delon var man altid betaget af stilen. Han har den hele vejen igennem, uanset hvilken slags rolle han spiller, uanset hvor kold eller varm han var som person; der er intet, der bider på Le samourai. Belmondo er altid varmere, har sværere ved det og føler tingenes tryk som vi andre. Der er intet mysterium. Han kan ikke spille ond for alvor. Endvidere har han selvironi, en kvalitet som mangler helt hos Delon.    
   Jeg faldt pladask for Belmondo i 1973, da han spillede Bob St. Clair i Philippe de Brocas Le magnifique (da. Agenten der ikke ku’ knaldes), en fransk pendant til Walter Mitty og Billy Liar. Filmen om forfatteren, der dagdrømmer sig ind i de kioskromaner, han skriver på samlebånd, var et riff på den i Frankrig uopslidelige L’homme de Rio (1964, da. Orlov i Rio), som i sig selv var et satirisk spoof på agentfeberen, der bredte sig med James Bond og epigoner. Som ung blev Belmondo berømt for selv at udføre sine drabelige stunts. Det er i L'homme de Rio, at han hænger i armene fra en helikopter. 
   Fyrre år senere var jeg i Cannes, da Belmondo modtog en ærespris for sit virke og blev hyldet af Vincent Perrot i portrætfilmen Belmondo itinéraire... Det var en lokal fransk ting, som fandt sted i udkanten af festivalen, men jeg gik til gallapremieren, som var en Her-er-dit-liv-forestilling med alle endnu aktive vidner på scenen. Den gangbesværede stjerne var i godt humør, men i dårlig form efter et slagtilfælde i 2001.



ALAIN DELON (1935-2024) fungerede som en slags vært. Han fortalte endnu en gang anekdoten om, hvordan han og Belmondo som unge løver sad på en særlig café ved Les Halles og ventede på at blive opdaget. Det blev de cirka samtidig, og i teenårene så vi dem sammen i Jacques Derays Borsalino (1970). 
   Delon producerede selv Borsalino (samt to fortsættelser). Jeg har genset den, og den holder ikke på samme måde som Derays La piscine (1969), men det var fra Delon, at Belmondo havde ideen om selv at producere. Han var en af de første, som fik skrevet ind i sin kontrakt, at hans navn skulle indrammes på plakaten. Det blev det ikke på Borsalino. Så Belmondo stævnede Delon.
   De ting blev der ikke talt om i Salle Debussy den 16. maj 2011, da vi var til Hommage à Jean-Paul Belmondo. Det var en elskelig aften, der føltes som et pusterum. Belmondo har været 78. Han var 88, da han døde i september 2021. Det samme var Delon, da han forsvandt i august 2024.
   Delons fysik var stærkere, og han var bedre til at gøre sig hård. Og han var med i flere film, der står som ikoniske hovedværker. På sigt bliver Belmondo husket for À bout de souffle, for Leon Morin, prêtre og for Pierrot le Fou. Måske ikke engang for L’Homme de Rio eller Itinéraire. Og desværre ikke for Les Misérables.
   Les Misérables blev ikke et stort tilløbstykke, men filmen gik verden over og tjente sig hjem. I USA fik den en Golden Globe, da Golden Globe endnu havde betydning. Claude Lelouch er 87 år i 2025. Han var senest i Venedig for at præsentere svanesangen Finalement, som fik fransk premiere i november 2024. Det bliver hans spillefilm nr. 60.



Les Misérables (Les Misérables). Instr. & manus Claude Lelouch. Foto: Claude Lelouch, Philippe Pavans de Ceccatty. 175 min. Frankrig 1995. Dansk premiere: 22.03.1996.


Fotos: Les Films 13/ TF1 Films Production [Photos: Fabian – SYGMA]/ Canal+/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Framegrab [TF1 Video]
Filmen streames ikke i DK – i Frankrig bl.a. på Amazon Store 
2K Blu-ray fra Metropolitan Film & Video [i bokssættet Lelouch Belmondo Trois films Inoubliables 1965-1995] 02.12.2021
Les Misérables indgår endvidere i Blu-ray-bokssættet Claude Lelouch 60 ans de cinéma, som Metropolitan udgav i december 2023. Her er 44 film af Lelouch samlet på 50 discs. Alle har engelske undertekster.
Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.03.1996

tirsdag den 3. oktober 2023

Claude Lelouch: Les plus belles années d'une vie (2019)


FØR VI FORSVINDER
Et møde med filmskaberen Claude Lelouch

Af BO GREEN JENSEN

FOR tredje gang finder manden (Jean-Louis Trintignant) og kvinden (Anouk Aimée) hinanden i Les plus belles années d'une vie (da. Livets bedste år).
 Der er gået 53 år, siden racerkøreren Jean-Louis Duroc og filmarbejderen Anne Gauthier mødtes på stranden i Deauville, hvor deres respektive børn gik i skole. Det var i 1966 i Un homme et une femme. Begge havde mistet en ægtefælle og var ved at nå midten af livet. Meget kunne ske dem, men mere var i vente. Manden og kvinden – som filmen hedder på dansk – var skabt for hinanden.
   De elskede sammen på Hótel Barrière-Le-Normandy (hvor man stadig kalder værelse 311 for »Un homme et une femme«-suiten), og han kørte fra Deauville til Paris for at kunne møde hende ved toget. Jean-Louis løber altid i en lige linie. Når de endelig finder hinanden, drejer verden svimlende rundt om de to.
   Ikke mange omfavnelser matcher de store kamerature, som Claude Lelouch foretager. Instruktøren skrev og var selv fotograf på filmen, som vendte hans lykke. Manden og kvinden fik førsteprisen i Cannes og vandt to Oscars (for bedste ikke-engelsksprogede film og bedste originalmanuskript). Temamusikken (»dabba-dabba-da, dabba-dabba-da«), som Francis Lai skrev, blev et fransk verdenshit af de store.



CLAUDE Lelouch var 29 år, da han skabte Manden og kvinden. Det var hans femte film, og instruktøren havde gæld. Mange af værkets beundrede stilgreb, de flimrende skift mellem sort-hvid og farve, det håndholdte kameras rystede blik, var økonomiske nødløsninger. I USA blev filmen set som indbegrebet af la nouvelle vague. Hjemme fik han skyld for at lukrere på nybølgeinstruktørernes forarbejde.
   Lelouch har aldrig været helt inde i den kritiske varme, og han har stædigt holdt sig fri af systemet. Bagefter blev han sin egen chef og har været det siden. Lelouch og alt, som kommer fra produktionsselskabet Les Films 13, er sin egen (forkætrede) genre i Frankrig. Han har skabt 50 film. Nogle (Vivre pour vivre, Les uns et les autres, Bolero, Viva la vie, La belle historie) nåede vidt omkring. De fleste er blevet i hjemlandet.
   Manden og kvinden blev ikke sammen. Efter 20 år lod Lelouch dem møde hinanden igen i Un homme et une femme: vingt ans déjà (1986). Her er Anne Gauthier med tiden blevet en anset filmskaber. Da en kostbar holocaustfilm bliver en fiasko, vil hun genskabe parrets første møde i en enkel produktion. Manden og kvinden 20 år efter er næsten en metafilm om at lave metafilm.
   Da vi taler i januar 2020, er Lelouch blevet 82 år. Trintignant er 89, Aimée er et år yngre. Francis Lai nåede lige at skrive musikken til Livets bedste år, før han døde i 2018. Det er vemodigt og bekræftende at se det gamle hold sammen igen. Den tredje film citerer naturligt fra de første to. Der er ingen anstrengt metafiktion. Der er bare livet, som skete sådan.*
   Anne har ikke tænkt sig at tilgive Jean-Louis. Så hører hun, at han sidder på et plejehjem og klamrer sig til resterne af sin identitet. Hun kommer, og de tager på den sidste tur sammen. Deres datter bliver spillet af Monica Bellucci. Det er smukt, når tre slags tid forenes. Det er samtidig svært at bedømme, hvor meget det siger til tilskuere, som ikke har oplevet Un homme et une femme.


JEG har talt med Lelouch én gang før. I 1995 skrev og instruerede han Les Misérables du XXe siècle, som brugte motiver fra Victor Hugo, men foregik i Frankrig op til 2. Verdenskrig. Jean-Paul Belmondo spillede Jean Valjean-karakteren, manden, der var ét med sin tid. For det var især en sekelskiftefilm. Lelouch satte af fra føljetonromanen om De elendige (1862) og citerede med stor effekt den visionære digtkreds om »Århundredernes legende«, La Légende des siècles (1859-1883).
   Nogle interviews er ren lancering og rutine. Lelouch gjorde indtryk. Man – jeg – fik fornemmelsen af at møde en mand, som vidste noget særligt. Så nu er vi i Paris i 2020. Coronakrisen kommer om lidt, men der er varme i solen. Jeg spørger Lelouch, hvorfor denne tredje film om Anne og Jean-Louis var nødvendig. Den gamle mand lyner vindjakken ned og tænker sig om. Det grå hår er blevet helt hvidt siden sidst:
   »Jeg har brugt mit liv på at undersøge, hvorfor en mand og en kvinde må bruge så megen energi på at finde sammen i en seng – for så at bruge lige så megen energi på ikke at blive i sengen. For mig er kærligheden livets mælk, og jeg har dedikeret mit liv som filmskaber til at udforske det emne. De bedste øjeblikke i mit eget liv har været, når jeg var forelsket i nogen eller i noget. Det er virkelig det store emne for alle, det er verdens vigtigste ting.
   Kærlighed er krumtappen. Og så penge. Jeg har konstrueret mine film om de to emner, for sagerne hænger sammen. Pengene prøver altid at købe kærligheden. Det er grundkonflikten i mine film. Den nye er først og fremmest en hyldest til nuet. For det er det eneste, der virkelig tilhører os, det enkelte øjeblik, hvor vi lever. Det er ikke en film om at blive gammel, for hvad jeg især vil sige med den er, at de bedste år stadig venter. Jeg har aldrig moret mig så godt. Jeg har aldrig nydt det hele som nu.«



– Er følelsen stærkere, fordi slutningen er i sigte?
   »Det kommer an på perspektivet. Kvinder er stærkere end mænd. De er, hvad jeg skal sige … mænd, som er bedre fremstillet. Vi ser, at Trintignant stadig er en stor dreng. Det var han i Manden og kvinden, og han er stadig en stor dreng 50 år senere. Derimod er Anouks karakter blevet voksen. Det er det grundlæggende problem mellem kvinder og mænd. Jean-Louis har hele tiden leget med livet, Anne har taget tingene alvorligt. Jeg ville fortælle historien om denne mand, som har døden lurende i nærheden, og denne kvinde, som døden har besluttet sig for at lade være lidt endnu.«
   – Du har lavet så mange film, men de fleste er blevet i den fransktalende verden. Hvorfor er netop disse tre blevet dem, der skiller sig ud?
   »Jeg tror, der har været ti film, som virkelig nåede omkring. Men det er sandt, at Manden og kvinden måske har sat sig dybere spor. Publikum identificerer sig med de karakterer. Den første film sagde, at alle får en chance mere, en ny mulighed. Og denne film siger, at kærlighed er uden alder.
   Alle mine 50 film fortæller i virkeligheden den samme historie. Historien er, at livet ligner et væddeløb, et forhindringsløb mellem problemer og bekymringer, men banen går gennem Eventyrland. Der har ikke været en eneste dag i mit liv, hvor jeg ikke har fået både godt og dårligt nyt. Jeg tror, jeg er lykkeligst, når jeg kan gå hen og kæmpe imod og vinde over et stort problem. Som en eventyrkæmpe.
   Det gælder, uanset om problemet er kærlighed eller andre ting i livet. Mine karakterer er lykkelige, når de kan overvinde en stor vanskelighed. Det værste er vel døden. Omvendt kunne det være den virkelige belønning for livet.«



– Hvordan var det at arbejde med Trintignant og Aimée? Har de ændret sig i tidens løb?
   »Anouk er fuldstændig den samme. Jean-Louis har forandret sig. Han er blevet bitter og ser alting i sort. Der er en masse negativitet i ham – ikke kun i karakteren – mens Anouk er tilbøjelig til at se livet i et gyldent skær. Jeg ville vise matchet mellem de to positioner.
   Jeg tror, at filmen er blevet så godt modtaget, fordi det er de store spørgsmål, som vi alle sammen stiller hinanden. Hvad vil være stærkest, livet eller døden? For mig er begge dele meget stærke. Og livet er på en måde en rejse ind i mysteriet. Idioterne vil sige, at målet for enden er døden, mens optimisterne vil sige, at det er evigheden. Det er dét, jeg har prøvet at filme hele tiden. Denne kamp mellem rationalister og irrationalister.«



– Du sagde i 1966, at en instruktør kan lave to slags film. Den ene ligger tæt på ham selv, den anden er fuldkommen modsat ham selv. »Og jeg har lavet en film, som er modsat.« Ser du lige sådan på det i dag?
   »Jeg kan uddybe, hvad jeg mente dengang. I Un homme et une femme fortalte jeg en historie om den ideelle kvinde, som jeg ville have elsket at møde. Hun var en kvinde, som havde oplevet smerte. Det er lettere at gøre noget godt for mennesker, som har lidt. Filmen var en projicering, fordi jeg opdigtede denne kvinde. Det var måden, jeg konstruerede filmen på dengang.
   Kvinden blev fremstillet af Anouk Aimée, og jeg følte, at man måtte arbejde hårdt for at fortjene en kvinde som Anouk Aimée. I mit liv har jeg skabt mange problemer for mig selv, men som tiden er gået, har jeg formået at være lykkelig med nogle kvinder. Altid kvinder, som havde oplevet smerte. Det er vel derfor, jeg holder af mennesker, som har overvundet en sorg.
   Anne og Jean-Louis er lykkelige for at være sammen igen, for de har tilbragt hele livet med at lede efter den fuldkomne mand og den fuldkomne kvinde. De fandt dem aldrig, for de havde jo mødt dem allerede.«**
   – Vi hører atter musikken af Francis Lai. Han døde i 2018…
   »Ja, og det var vigtigt for ham at gøre filmen færdig. Det var det jo for os alle fire. Francis skrev musikken og indspillede den. Han døde desværre før premieren.«


*) Det er interessant at sammenligne projektet med Richard Linklaters tre film om amerikaneren Jesse (Ethan Hawke) og franske Céline (Julie Delpy). De mødes og skilles i Before Sunrise (1995), finder hinanden igen i Before Sunset (2004) og er blevet trætte forældre, da de holder ferie i Grækenland i Before Midnight (2013). Også det par bliver ældre i virkelig tid.
   Linklater citerer aldrig de tidligere film. Det gør til gengæld Robert Guédiguian, som i La Villa (2017, da. Huset ved havet), kan vise scener fra Ki lo sa? (1985), hvor Ariane Ascaride, Jean-Pierre Darroussin og Gérard Meylan første gang kommer til fiskerlejet Méjean ved Marseille. Her udspiller filmen sig 30 år efter, så fortællingen fastholder også forandringen i lokaliteten. 
   Den naturlige aldring giver disse film en håndgribelighed, en fysisk substans, som kun kan markeres og fingeres ved traditionel brug af sminke og lys. CGI har gjort det muligt at ændre karaktererne og stederne, så det ser troværdigt ud. Dustin Hoffman var ikke udpræget overbevisende som 121-årig fortæller i Arthur Penns Little Big Man (1970, da. En god dag at dø), men Harrison Ford kan passere for 40 år yngre i lange afsnit af Indiana Jones and the Dial of Destiny (2023). Også byen omkring ham overbeviser som New York i 1969.
   Martin Scorsese, som altid vil afprøve mulighederne i de digitale teknikker, kan fremstille Robert De Niro, Al Pacino og Joe Pesci, så det ser tæt-på-naturligt ud i The Irishman (2019). Det er en stor forbedring i forhold til elefantmandsmakeuppen i Once Upon a Time in America (1984), hvor Sergio Leone må arbejde med groteske gammelmandsudgaver af De Niro og James Wood. Folk, som siger, de kan se forskel, og har stærke meninger om, hvor dårligt det lykkes, ville ikke se efter, hvis de intet vidste på forhånd. Det er som springet fra mobil til smartphone, fra VHS pan-scan til HD Blu-ray 4K – eller 8K, som er i vente.
   Men som flere har skrevet og sagt, er det sandt, at kameraet altid ser noget, som vi ikke selv så, da filmen blev til. Fordi vi virkelig er der og er tilbage, og karaktererne ikke ved noget om, hvad der venter, men færdes i de fysiske rum, som de så ud, da de var hverdag og virkelighed. Filmen bliver da et magisk teater: herinde lever tiden igen. Men vidnerne er ældre nu. Vi kan se, hvem vi var og forstå, hvad der skete.
   Næste gang vi ser efter, har facit måske flyttet sig. Men livet på filmen er ikke forandret. Det er den samme mand, Jean-Paul Belmondo, der løber fra loven og segner for enden af rue Campagne-Première på Montparnasse ved slutningen af À bout de souffle (1960, da. Åndeløs).  Raoul Coutard filmer de glinsende brosten, mens Jean-Luc Godard råber replikker, som senere bliver synkroniseret i studiet. Det er nu og for altid den 12. september 1959.


**) Det er måske på sin plads at slå fast, hvad både Lelouch og Aimée har forklaret mange gange i tidens løb: At de aldrig var i et forhold sammen, hverken før eller efter Un homme et une femme. Lelouch erkender, at han var forelsket, men Aimée havde ikke øjne for andre end Pierre Barouh, der spiller hendes afdøde mand i filmens flashbacks (og i øvrigt skrev teksten til fem Francis Lai-kompositioner, som fik et liv uden for filmen). 


Claude Lelouch blev interviewet på Hotel Collectionneur i Paris den 20. januar 2020. Han og Valérie Perrin, som er medforfatter på Les plus belles années, blev gift i Paris den 17. juni 2023. Jean-Louis Trintignant døde i 2022. Livets bedste år blev den sidste (af 100+) film, han medvirkede i. Anouk Aimée levede stadig stærkt, da jeg skrev. Hun døde den 18. juni 2024. Kvinden i midten blev 92. 


Un homme et une femme (Manden og kvinden). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Pierre Uytterhoeven. Foto: Claude Lelouch. 102 min. Frankrig 1966. Dansk premiere: 13.12.1966.

Un homme et une femme, vingt ans déjà (Manden og kvinden 20 år efter). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Monique Lange, Jérôme Tonnerre, Claude Lelouch, Pierre Uytterhoeven. Foto: Jean-Yves Le Mener. 112 min. Frankrig 1986. Dansk premiere: 27.08.1993 (TV2).

Les plus belles années d’une vie (Livets bedste år). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Valérie Perrin & Claude Lelouch. Foto: Robert Alazraki. 90 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 09.07.2020.



Fotos: Les Films 13/ Davis-Films/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ SofiTVciné 6/ Other Angle Pictures/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube [clip + trailer]/ Unifrance
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 10.07.2020