Translate

Viser opslag med etiketten Alfred Döblin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Alfred Döblin. Vis alle opslag

onsdag den 30. marts 2022

Erich Kästner: Fabian (1931/2021) [Bogen og filmen]


LARM I SPEJLET
Erich Kästners montageroman

Af BO GREEN JENSEN

JAKOB Fabian (Tom Schilling) er en ung mand med romantisk livstrang og realistisk tilpassede ambitioner. Han er egentlig altid i drift i dét felt, mellem to punkter på en pulserende skala, der forbinder praksis og ideal. Han er skiftevis stoiker og fatalist. Avisen er fuld af grusomme sensationer og dekadent statistik. Fabian skriver fin poesi og vælter sig rundt i det hele om natten.
   Han driver gennem dagene i Weimartidens Berlin. Krisen bider, og man fester for livet, mens ekstremister fra højre og venstre fører krig. Fabian ser til. På broen over floden bliver han standset af en krigsveteran med skamferet ansigt. Han hjælper sin chef med at skifte plaster på operationssåret. Han skal kaste op, men bider det i sig. Kniber det, tager han en galgenhumor i brug.
   Byen er fuld af alkohol, prostitution og morfinisme. På scenen i Kabaret Haupt står advokatfruen Irene Moll og råber til mændene, at de skal komme. Hun er nøgen under frakken og evigt beruset. Huslægen har mensurar under sminken og licens til at bære kjole. Verden er lys og mørk på en gang.


DET er en bizar tid, så hektisk og hovedløs, at kun montageformen kan holde den fast, føler Fabian. Der bliver stille i hans hoved, da han møder kærligheden i skikkelse af Cornelia Battenberg (Saskia Rosendahl), som arbejder i Babelsberg-filmstudierne. De unge mennesker elsker hinanden og lover at holde ud. Da det kommer til stykket, svigter hun ham.
   Jo mere Fabian gør det rette, jo skævere arter tingene sig. Hans ven tager sit liv på grund af en ondskabsfuld fejl. Fabian selv er som Voltaires Candide. Men han er atter på vej til Cornelia, da det sidste ironiske punktum bliver sat.
   Filmen om Jakob Fabian begynder i 2020 på U-banen under Heidelberger Platz. Kameraet følger med de travle hverdagsmennesker, som findes i alle farver og faconer. De går under broen og op ad trappen til solen. I modsat retning kommer rejsende fra Berlin i 1931. Det er sådan, at nu og da flyder sammen. Her begynder fortællerstemmen, som tilhører instruktøren Dominik Graf (f. 1952), at læse højt af romanen om Fabians tid.



FORFATTEREN Erich Kästner (1899-1974) kom selv til Berlin i 1927. Da var Weimarrepublikken ved at gå til i økonomisk krise og den politiske krig mellem nazister og kommunister. Kästner kom fra en opvækst i Dresden, hvor han blev trænet som soldat, skønt han aldrig nåede til fronten, og en halvhjertet studietid i Leipzig. For ham var Berlin til det sidste »den mest interessante by.«
   Han skrev digte, viser og filmmanuskripter, alle slags tekster til døgnet, fordi han ville leve som forfatter. Det blev muligt, da Emil og detektiverne udkom i 1927. Børnebogen er oversat til 60 sprog. Det var en krimi, der tog tiden ind. Han fulgte den op med flere af slagsen – Pünktchen und Anton (1931) og Das fliegende Klassenzimmer (1933) – som nød og nyder stor succes. Han sagde op som tekstforfatter og kunne herefter give sig natten i vold.


KÄSTNER skrev sin bog om kunstneren Fabian i 1931. Den føjer sig smukt til en håndfuld storbyromaner fra perioden: Franz Hessels Heimliches Berlin (1927), Vicki Baums Menschen im Hotel (1929), Gabriele Tergits Käsebier erobert den Kurfürstendamm (1931), Hans Falladas Kleiner Mann – was nun? (1932). I dag er de alle så godt som fortrængt af Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz (1929), som Kästner selv beundrede.
   Fabian er den anden store skildring af Berlin i Weimar-tiden. Bogen har som ekstra handicap, at den skal konkurrere med Emil og detektiverne. Den udkom senest på dansk i 1981 i Herbert Steinthals oversættelse.



FILMEN sætter lighedstegn mellem Fabian og Kästner. I et klart øjeblik i begyndelsens kaos skriver Fabian på et digt, der ser tilværelsen som en togrejse: »Vi rejser alle i samme tog/ mod en nutid vi ikke kan se./ Man kikker ud. Er lige klog./ Vi sidder alle i samme tog./ Flest i den forkerte kupé.«
   Det er Kästners »Das Eisenbahngleichnis« (»Jernbanelignelsen«) – her citeret i Jesper Jensens oversættelse – som han fik trykt i Simplicissimus i 1931 og samlede op i Doktor Erich Kästners Lyrische Hausapotheke (1936). På dansk er de bedste af Kästners digte samlet i udvalget Larm i spejlet (1996).
   Også for Kästner var Fabian et halvt selvportræt. Han betoner dog den satiriske overdrivelse i et forord fra genudgivelsen:

»Den foreliggende bog, som skildrer tilstande i storbyen fra dengang, er ikke noget poesi- eller fotografialbum, men en satire. Det beskriver ikke det som var, men den overdriver. Moralisten plejer jo ikke at holde et spejl op for sin tid, men et vrangspejl. Karikaturen, et legitimt kunstmiddel, er det yderste, han formår.«
   
Kästner vidste, hvad han ville med romanen: 

»Den oprindelige titel, tillige med nogle stærke kapitler, som bogens første forlægger ikke tillod, lød »Vi går i hundene«. Dermed skulle det allerede på bogomslaget gøres tydeligt, at romanen forfulgte et bestemt mål: Den ville advare. Den ville advare for den afgrund, som Tyskland og dermed Europa nærmede sig. Den ville i sidste minut med tilsvarende, og det kunne i dette tilfælde kun betyde med alle midler, tiltvinge sig ørenlyd og eftertanke.«

DET samme vil filmen i sandhed: de første tre kvarter er en uafbrudt krattende, skrattende, hviskende, slæbende, ridset og springende kaosmontage, der følger med Fabian gennem hærværkets Berlin. Først da han møder Cornelia i garderoben på Haupt, falder der ro over filmen. Graf lader fortælleren tælle ned: Kærligheden begynder om ti minutter. Så fem minutter. Så to. Det sker, og der bliver stille som efter vedvarende larm.


FRA Kästners hånd var romanen et by- og tidsportræt. Og i tilbageblik især en forklaring. Da Fabian bliver slettet af skæbnen, er han netop nået til erkendelsen af, at »han var født og bestemt til tilskuer og ikke, som han i dag stadig troede, til aktør i verdensteatret.«
   Kästner blev i Tyskland under krigen. Her førte han en dagbog, som blev udgivet med titlen Notabene 45 i 1961. De sidste 30 år af sit liv boede han i München. Kästners bøger blev brændt i 1933, men det var digtene og kabaretteksterne. Selv nazisternes børn læste Emil og detektiverne.
   For Kästner var det vigtigste at være et vidne. Han modsatte sig en filmudgave. Formentlig ville han ikke forstyrre billedet af den rare børnebogsforfatter, som modtog H.C. Andersen Medaljen i 1960. Fabian blev første gang filmatiseret i 1980.


MEN Kästner ville have sat pris på Dominik Grafs film. Bogen deler DNA med de øvrige montageromaner fra Weimar. Filmen er skåret af det samme stof som Fassbinders filmatisering af Berlin Alexanderplatz og af det nye syn på Weimartiden, som kommer til udtryk i Berlin Babylon. Fabian og Cornelia er næppe til at skelne fra Gereon Rath og Charlotte Ritter i tv-udgaven af Volker Kutschers bøger. De er den samme slags sonder i det samme miljø.
   Graf bruger ikke Fabians sidste indsigt. Filmen følger ellers bogen loyalt. Hos Kästner er den ironiske slutning kogt ned i én linje. Graf bruger lidt flere billeder til at vise, hvad der fulgte i afgrunden, som Tyskland var væltet ned i.
   Tre timer er lang tid at sidde stille. Her er de virkelig godt givet ud.

Se også Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Stefan Zweig: Skaknovelle (1942/2021) [Bogen og filmen]; To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen] + Bob Fosse: Cabaret (1972) | Musicals.

Fabian oder Der Gang vor die Hunde (Fabian – Going to the Dogs). Instr.: Dominik Graf. Manus: Dominik Graf, Constantin Lieb. Foto: Hanno Lentz. 176 min. Tyskland 2021. Dansk premiere: 20.01.2022.

Fotos: Lupa Film [Hanno Lentz]/ DCM/ ZDF/ ARTE France/ Amilux/ Studio Babelsberg/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Leonine Films 14.01.2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.01.2022 .

mandag den 3. maj 2021

To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen]


DEN TREDJE EROBRING
Alle moderne Berlin-bøgers ophav

Af BO GREEN JENSEN

BURHAN Qurbanis filmatisering af Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz fik premiere på Berlinalen i 2020. Der var delte meninger, både om ideen – en modernisering af materialet – og det kunstneriske resultat. En ældre (og virkelig god) græsk kollega kunne ikke mindes en film, han havde hadet mere inderligt.
   Romanen fra 1929 er Weimar-skildringen par excellence. Alle bøger om de års Berlin, fra Christopher Isherwoods Farvel til Berlin (forlægget for musicalen Cabaret) til Volker Kutschers krimier om Gereon Rath (forlægget for tv-serien Babylon Berlin), har spor af dens DNA. Selv var Döblin inspireret af Berlin – die Sinfonie der Grosstadt, Walter Ruttmans billeddigt fra 1927. Han ville gerne se sin bog på film.
   Det lykkedes allerede i 1931 – med Phil Jutzi som instruktør, Döblin selv som medforfatter og Heinrich George i rollen som Franz Biberkopf - men for det kritiske publikum er teksten blevet synonym med Rainer Werner Fassbinders tv-dramatisering fra 1980. Med en spilletid på 15 timer får den alle lag i værket med og tilføjer selv en række motiver.*


QURBANI har én radikal idé. Den er til gengæld ny og god. Han lader Francis (Welket Bungué) være en menneskesmugler fra Guinea-Bissau, der kommer til Tyskland som illegal indvandrer. Altså en mand med sort hud i en meget hvid verden og en fremmed i et fremmed land.
   Fassbinders fortæller – instruktøren læste selv op af Döblin – er erstattet af en kvindestemme, som tilhører den prostituerede Mieze (Jella Haase). Hun siger, at vi vil se manden falde tre gange i et forsøg på at blive god. Til slut vil byen sørge for, at han ender under hjulene.
   Francis bliver da til Franz. Herfra er filmen en stemningsfuld rejse gennem dagens Berlin, hvor de bedste væsener er transkønnede natdyr. De værste er psykopater som Reinhold (Albrecht Schuh), Franz’ nemesis og skæbnetvilling. Han er i denne version blevet værre – og mere åbenlyst forelsket i sin protegé.
   Filmen henvender sig til et nyt publikum. Gamle kritikere kan savne Günter Lamprecht, Gottfried John og Hanna Schygulla. Men man skal ikke være blind for, at Fassbinders monumentale fortolkning er tv i »man-skulle-vist-være-der« kategorien. For yngre mennesker kan det ligne en stor klump ufordøjelig tekst – til og med filmet i dårlige farver.



ALFRED Döblin (1878-1957) var læge, politisk aktiv litterat og forfatter. Der er 21 bind i de udvalgte værker, som afspejler brydningstiden, han skrev i. Han elskede anarkiet i Weimar, som han kaldte »et eksperiment uden brugsanvisning«. Især var han betaget af moderne menneskers hverdag.
   Værket spænder fra sart impressionisme i Mordet på en smørblomst (1913) til utopisk science fiction i Bjerge, have og kæmper (1924). Döblin var jødisk og tog til Paris allerede i 1933. Efter hovedværket følger mere traditionelle bøger. Ingen af dem ligner storbyromanen, som gav genlyd verden over.
   I Berlin Alexanderplatz realiserede han tanken om et nyt sprog, en kaotisk dialekt, der lignede døgnets og gadens jargon. Som Thorstein Thomsen skriver i forordet til den seneste danske udgave: »Dette nye sprog kan man for så vidt godt sige, Döblin har opfundet i Berlin Alexanderplatz, men jeg vil tillade mig at tvivle på, at det er et sprog, arbejderklassen tog til sig.«


DET gjorde Weimars mandariner derimod. Kulturkritikeren Walter Benjamin satte pris på den vilde musik med det samme: »Bogen er et monument over det berlinske, fordi kunstneren ikke lagde vægt på at forholde sig hjemstavnskunstnerisk, appellerende til byen. Han taler ud fra den. Berlin er hans megafon.«
   Döblins nyskabelse var montagen. Han blander bibelcitater, officiel statistik, reklameslogans, køreplaner, avisoverskrifter og sangtekster sammen med Franz Biberkopfs historie, der til og med er pakket ind i ironiske titler og henvendelser. Döblins bog befinder sig, skrev Benjamin, på »den gamle borgerlige dannelsesromans yderste, svimlende, sidste, mest fremskudte niveau.« Effekten er forbløffende filmisk.


DER er alt dette syngende liv i romanen. Fordi filmen har mindre tid, kan den ikke i samme grad som tv-føljetonen give sig hen til montagen. Opremsningen overlever i scener, som får særlig vægt og betydning. Fassbinders abstrakte fortæller holdt afstand. Jella Haases stemme besjæler historien.
   Qurbanis film kunne være en hårdkogt fortælling, som omsatte alting til action og kun lod os se det episke lag. Det er faktisk rørende, at han strækker sig så langt for at bevare poesien og evighedsperspektivet, i stedet for at drukne de gamle ting i social relevans. Netop derved lever Berlin i historien.


FOR Fassbinder, som arbejdede i det opdelte Tyskland, var identifikationen med Franz af mere betydning end tiden og stedet. I et essay om »Menneskets byer og dets sjæl« skriver han:
   »Igen og igen blev jeg – og jeg tror det gælder for enhver læser – næsten tvunget til at forholde mig til mig selv, til min egen virkelighed, til analysen af min egen realitet. For øvrigt et krav, som jeg ville stille til ethvert kunstværk.«
   Döblin og Fassbinder delte en dyb foragt for dannelseskulturen. Qurbani og Döblin har livet og byen til fælles. Lidelsen og kærligheden. Trumfen er selvsagt det bankende hjerte og pladsen, som stadigvæk ligger i byen: »Ellers er der meget at se her på Alex, men hovedsagen er, at den endnu er der.«
   Vi ved, hvad vi ved, vi har måttet betale dyrt for det. Den nye film er værd at se. De gamle er der stadigvæk.

RIP Thorstein Thomsen 1950-2021


*) Fassbinders monumentale miniserie er udsendt adskillige gange i alle formater. Den bedste udgave er nok blu-ray-bokssættet fra The Criterion Collection (2007). Der er ganske vist mere stof om Fassbinder i de europæiske udgivelser. Jeg er den lykkelige ejer af den nummererede arkivmappe, som udkom i 2006, da serien blev remastereret og fik nyt liv som 
»En film i 13 dele med en epilog«. Boksen er foret og polstret. Hver side i mappen er forstærket med stålkanter, og Christian Braad Thomsens biografi om Fassbinders liv og kunst indgår som ekstramateriale. Mit eksemplar er #1784. Men i Criterion-sættet indgår Phil Jutzis 1931-film i fuld længde. Nyeste udgave er Second Sight-bokssættet fra 2018, hvor Christian Braad Thomsens spillefilmslange dokumentar Fassbinder - at elske uden at kræve (2015) er bonusmateriale. Det er i stigende grad epilogen, en to timer lang episode med Fassbinders personlige riff på Biberkopf-skikkelsen og Tyskland i det 20. århundrede, som tiltrækker sig opmærksomhed. Epilogen er et Fassbinder-værk i sin helt egen ret.


Alfred Döblin: Berlin Alexanderplatz. Die Geschichte vom Franz Biberkopf. 735 s. Faksimile af 1929-udgaven i reduceret lommeformat. Fischer TaschenBibliothek, 2013.

Alfred Döblin: Berlin Alexanderplatz. Fortællingen om Franz Biberkopf. Oversat af Johannes Weltzer og Ulrich Knigge. Med forord af Thorstein Thomsen. 440 s. Rosinante, 2013. 

Berlin-Alexanderplatz – Die Geschichte Franz Biberkopfs. Instr.: Phil Jutzi. Manus: Alfred Döblin, Karl Heinz Martin, Hans Wilhelm. Foto: Nicolas Farkas, Erich Giese. 90 min. Tyskland 1931. Dansk prtemiere: 19.10.1931

Berlin Alexanderplatz. Instr. og manus: Rainer Werner Fassbinder. Foto: Xaver Schwarzenberger. 931 min. (Vest)Tyskland-Italien 1980. Dansk premiere: 07.01.1081 (tv); 13.08.2003  

Berlin Alexanderplatz. Instr.: Burhan Qurbani. Manus: Martin Behnke, Burhan Qurbani. Foto: Yoshi Heimrath. 183 min. Tyskland 2020. Dansk premiere: 03.12.2020


Fotos: Sommerhaus Filmproduktion/ Kino Lober/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Internationale Filmfestspiele Berlin
Berlin Alexanderplatz (2020) streames på Blockbuster, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Kino Lorber 31.08.2021
Berlin Alexanderplatz (1980) streames ikke i DK
2K Blu-ray fra Second Sight (UK Version) 23.07.2018
2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #411) 12.02.2019
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.12.2020