Translate

Viser opslag med etiketten havfrue. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten havfrue. Vis alle opslag

onsdag den 6. april 2022

Christian Petzold: Undine (2020)


HAVFRUENS HÆVN
Mytisk fortid og kærlig tysk hverdag

Af BO GREEN JENSEN

CHRISTIAN Petzold (f. 1960) var fra begyndelsen en filmskaber, der brugte følelser sammen med skarp analyse. Han tog store emner op og fandt det nye Tysklands smertepunkter, mens han lod fortidens genfærd komme til orde. Man kunne mærke mange lag i hver scene.
   Petzold har altid sat kvindefiguren i fokus, ikke som et begæret eller betragtet objekt, men som en levende inkarnation af historien. Især fire af de syv film, som han lavede med Nina Hoss i hovedrollen (og Ronald Zehrfeld som manden i periferien et sted), er blandt de vigtigste i Europa efter 2000: Yella (2007), Jerichow (2008), Barbara (2012) og Phoenix (2014).
   Yella fulgte med en ung kvinde fra det gamle DDR til nye muligheder i det genforenede Tyskland. Hun trivedes i en finansintrige, der viste sig at være drømt: ved slutningen lå Yella under broen, hvor bilen først kørte galt. I Barbara kom en forvist DDR-læge til provinsen og planlagde sin flugt, mens hun blev overvåget. I Phoenix kom kvinden hjem fra krigens kz-lejr med et nyt ansigt og opsøgte (ægte)manden, der angav hende.



PHOENIX var den tungeste og skarpeste af filmene. Allerbedst var Barbara. Jerichow er lidt uden for nummer: Petzold henlagde James M. Cains Postbudet ringer altid to gange til en slidt provins i det østlige Tyskland. Luchino Visconti gjorde i sin tid det samme, da han brugte Cains bog i Ossessione (1943), hvor den fatale fortælling blev italiensk. Hverken Petzold eller Visconti krediterede Cain. Film noir er som folkeeventyr. Historierne hentes i fællesbasinet.
   Det var en praktisk træthed, der fik Petzold til at blande fortid og nutid i sin filmatisering af Anna Seghers’ immigrantroman Transit (1942). Han var træt af rekonstruere fortiden, og han siger, at periodefilm gør noget særligt ved skuespillerne: kostumerne får dem til at optræde, i stedet for bare at være.
   I Transit venter 1940ernes tyske flygtninge på at komme med skibet fra Marseille til Sydamerika. Samtidig jager fransk politi illegale migranter i gaderne i 2018. De to lag blandes på lykkelig vis. Det passer perfekt til spøgelsestiden.



PETZOLD har altid været en seriøs instruktør. Det er han stadig i Undine, men der er kommet en ny, let og legesyg tone i den moderne genfortælling af eventyret om vandnymfen, der må dræbe sin elskede, hvis hun bliver svigtet. Hun er dømt til at vende tilbage til vandet. Kun kærligheden kan give hende form. Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann (1926-1973) var vred på både mænd og eventyret, da hun lod Undine rase ud i novellen »Undine geht« fra samlingen Das dreißigste Jahr (1961). Teksten blev også til teater, opera og et radiospil.
   Det er Bachmanns Undine, som Petzold blander med standardversionen af myten. Undine er alle vegne i den europæiske romantik: i opera, ballet og billedkunst. Hun kommer fra en fortælling af Friedrich de la Motte Fouqué (1777-1843), der lader vandnymfen gifte sig med en ridder, ikke for at få fødder og menneskeform, som i den mere udbredte havfruemyte, men for at få en sjæl. Fouqués Undine (1811) nedstammer fra de franske folkeeventyr om Mélusine. Hun optræder allerede hos Jean d’Arras, som skrev i 1390erne.



DEN moderne Undine Wibeau (Paula Beer) er først og fremmest en vild og vred kvinde, som ved, at hun må hævne sig, da hun bliver vraget af Johannes (Jacob Matschenz). Det har intet med forudbestemthed at gøre: Undine er simpelt hen pisset af, da han dumper hende over en kop kaffe. De sidder på restauranten ved Märkisches Museum, hvor hun arbejder som guide og holder det samme foredrag om Berlins historie og arkitektur flere gange om dagen.
   I restauranten står et kolossalt akvarium. Undine har bemærket en figur af en dykker på bunden. Hun ved, at det må være fantasien, som spiller hende et puds, men hun er sikker på, at hun hører en dyb stemme kalde fra vandet. I det samme træder dykkeren Christoph (Franz Rogowski) ind i hendes liv, som en ny ridder i eventyret. Figuren af dykkeren får betydning, især senere, da dens ene ben knækker af.



DET er klart, at kosmiske kræfter bliver løsnet, da de elskende møder hinanden. Vreden og forvirringen koger i Undine, som falder om. Akvariet syder og bobler og splintres – nej, detonerer – i filmens første og faktisk eneste spektakulære sætstykke. Jeg røber det uden at blinke, fordi filmens trailer viser akvariet igen og igen. Der er derfor ingen spoiler alert.
   Det er alle kendte mønstre, der bliver knust. Der er aldrig et 1:1-forhold mellem myte og virkelighed i Undine, men lidt vidtløfligt kan man sige, at membranen mellem magisk tid og hverdagstid går i stykker. Scenen er både romantisk og morsom, fordi ejeren af stedet også bliver vred. Han forbyder Undine at komme igen. Da hun senere bryder forbudet, er der sat nyt glas i akvariet. Spørgsmålet er, om det så kan holde.



FILMEN er en hyldest til byen og kærligheden. Petzold giver begge dele en meget specifik karakter. Undine taler til turisterne over skalamodellen af det moderne Berlin. Vi forstår, at de nye glashuse, der er rejst efter Murens fald og die Wende blot er det seneste, øverste lag. Undine arbejder som guide for at finansiere sine studier. Hun er historiker med speciale i byplanlægning.
   Det er uklart, om Undine selv ved, at hun er et eventyrvæsen. Sammen med den bjergtagne Christoph er hun en kvinde, der forelsker sig med alle fibre. De elsker i, hvad der virker som dage, og går omkring i instruktørens by. Filmen formidler historiske sammenhænge, når Christoph hjælper Undine med at forberede nye foredrag. Hun øver sig som til en filmrolle. Hvis Undine er en moderne havfrue, er Christoph indbegrebet af naturens muntre søn.



CHRISTOPH arbejder som industridykker. Han bærer dragt og hjelm og går på bunden af søen som en skikkelse fra Jules Verne. Der er magiske scener fra søen i Belgien, hvor Christophs liv er i fare, og Undine må træffe afgørende valg. Christoph og kollegerne drøfter, om der er hold i historien om »Store Günther«, en urfisk, der ligner et lille Loch Ness-uhyre.

   Paula Beer modtog sølvbjørnen for Bedste Kvindelige Rolle, da filmen blev vist på Berlinalen i 2020. Hun og Franz Rogowski har sammen en naturlig sødme – Petzold ville sige en koreografi – der kommer fuldt til sin ret på en måde, som ikke var mulig i Transit, hvor de første gang spillede sammen.

   
UNDINE markerer et gearskifte i Petzolds udsøgte produktion. Han siger, at der vil komme to film mere, som tager afsæt i europæiske myter. Filmen blander magi, poesi og især voksen hverdag på en meget besnærende måde.
   Alligevel er det ikke helt som at se historien vakt til live med fuld tyngde, som det skete i de store kvindebilleder fra sidste årti. Undine føles mest af alt som et langt frikvarter på en tæt skoledag. Man er klar til arbejde videre, da det igen ringer ind.


Undine. Instr. og manus: Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 91 min. Tyskland-Frankrig 2020. Dansk premiere: 09.09.2021.


Fotos: Schramm Film/ Les Films du Losange/ ZDF/ ARTE/ BKM/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ DRW/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Berlinale Archiv, The Match Factory/ The Upcoming (YouTube Trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra good!movies (region B) 19.11.2020
2K Blu-ray i bokssættet Christian Petzold Die Kollektion | 4 Movies 2012-2020 | fra Plain (region A) 30.05.2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.09.2021.

torsdag den 15. juli 2021

Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]



DYRET, HAVET OG KVINDEN
Naturen går til modangreb

Af BO GREEN JENSEN

FIRE eller fem slags film stimler sammen i The Shallows. Der er fablen om en vred, hvid haj, der vil hævne sig på mennesket. Der er en effektiv spænding i ånden fra Jaws (1975) og bikiniklædt voyeurisme i Baywatch-traditionen. Der er myten om en uberørt strand, hvor Paradis viser tænder, og der er en overlevelseshistorie, hvor mennesket tager kampen op mod naturen.
   Det er tæt på at være en ren genrefest. Fra Liam Neeson i The Grey (2011) til Leonardo DiCaprio i The Revenant (2015), fra James Franco i 127 Hours (2010) til Robert Redford i All Is Lost (2013), er seje mænd gået survivalist-vejen. Her er prepperen en kvinde, som ikke vil lade sig kue. Der er også lidt Life of Pi i historien. Blake Lively er så godt som alene på lærredet i 87 minutter. Der er hende og hajen og stranden i Tijuana, som ser fantastisk ud i fugleperspektiv.


NANCY er kommet til Mexico for at surfe ved stranden, hvor hendes mor var gravid og lykkelig i 1991. Nu er moderen død, og Nancy har så travlt med at vise chaufføren fotos på sin iPhone, at hun knap har øjne for virkeligheden. Ved stranden møder hun to surfere, som filmer hinanden med et vandtæt Hero 4-kamera. Nancy hilser høfligt, men glæder sig til, at de går.
   Det skal siges, at der allerførst er en dreng, som finder et kamera. Han ser lidt af filmen og gør store øjne, før han løber hjem for at hente sin far. Det hele kunne altså være found footage. Publikum håber det bedste og frygter det værste. Sikkert er i hvert fald, at The Shallows forstår at skabe engagement og kontakt. Salen er på meget hurtigt og bliver i stemningen, til det er slut.


ALT er blåt, hvidt, grønt og helt stille. Kun en måge med dårlig vinge gør Nancy selskab. Hun kalder den Steven Seagull for sjov. Da er surferne kørt, og hun har haft sit første møde med dræberhajen, som kredser på det lave vand.
   Først bider hajen Nancy i låret. Det kan hun heldigvis reparere med sine smykker og belejlig rutine fra lægestudiet, som hun ellers forladt, fordi det ikke hjalp hendes mor. Så cirkler hajen ubønhørligt om klippen, hvor Nancy venter sammen med mågen.
   Når tidevandet kommer, bliver klippen oversvømmet. Nancy vil derfor over til bøjen, hvor der muligvis er en nødraket. Hun kan hele tiden se stranden. Der er kun 200 meter ind, men det kunne lige så godt være ti kilometer. Alle forsøg på at flytte sig mislykkes. Nancy filmer sig selv, mens hun siger farvel. Og lukker øjnene længe ad gangen.


FILMEN er næsten lige så glat som hajen, der snapper og snor sig. Som dyret trækker på et instinkt, der er udviklet over millioner af år, kan The Shallows bruge tricks og teknikker, der ligger dybt i den fysiske films DNA. Det er kvinden mod hajen med publikum på i en situation, der er spændt som Robin Hoods bue. Det er slet ikke dybt, men det suger i maven, meget som rutschebanen i Tivoli.
   Spanieren Jaume Colet-Serra har instrueret og orkestreret, men fotografen Flavio Labiano kan tage en stor del af æren. The Shallows er elegant skruet sammen. De digitale klip veksler med majestætiske overflyvningsbilleder.
   Blake Lively er sammenbidt og fokuseret. Er der ét gram fedt på konstruktionen, skulle det være den redundante familiehistorie. Det er både en post-human fabel og en gennemført brug-og-smid-væk film. Det var Dødens gab også for 40 år siden, og alligevel bliver den streamet endnu.


The Shallows. Instr.: Jaume Collet-Serra. Manus: Anthony Jaswinski. Foto: Flavio Labiano. 87 min. USA 2016. Dansk premiere: 18.08.2016.



Fotos: Sony Pictures/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.08.2016

onsdag den 19. maj 2021

Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009)


BLØDHED PÅ JAPANSK
Havfruesang fra den asiatiske mester

Af BO GREEN JENSEN

HAVFRUEMYTEN handler i bund og grund om menneskers længsel og kærlighedens styrke. Og om troen på forvandling ved positiv magi.
   I Hayao Miyazakis tiende animationsfilm bliver den sødt genfortalt og smukt varieret, denne gang til ære for et publikum, som næppe kender andre udgaver af historien end Disneys 1989-version af H.C. Andersens eventyr om »Den lille Havfrue« fra 1837.
   Brunhilda er én i stimen af uregerlige guldfisk, som kuldets far, en Kaptajn Nemo-agtig troldmand ved navn Fujimoto, har fået med havets gudinde, den smukke Granmamare.
   Hun bliver fanget i et glas af den femårige Sosuke og forelsker sig pladask i drengen, der bor i huset på klippen ved havet. Hans far er lods og fyrmester, hans mor er plejehjemsassistent. Forældre fylder altid en del hos Miyazaki. Her er Sosukes mor irriteret, fordi hendes mand igen er ude på fyrskibet. Sosuke er bare forelsket i sin fisk, som han giver navnet Ponyo, der vist nok betyder blødhed på japansk.



HAVET skyder ryg og bliver uroligt, da Fujimoto (tegnet som en distræt parodi på den karismatiske Hauru fra Det levende slot) forlader undervandsbåden og går i land for at hente sin datter.
   Denne forvandler sig prompte, ved vilje og længsel, til en pige på fem år. Hun har stadig har visse fisketræk, men bliver mere og mere menneske, jo gladere hun og Sosuke er for hinanden.
   Imens trækker skyerne sammen. En gammel kvinde på plejehjemmet siger, at man ikke må fange en fisk med ansigt, for havet vil hævne sig med en tsunami. Sosukes mor må hjem i stormen, så huset på klippen kan lyse som et fyr. Da hun og drengen kører om kap med flodbølgen, løber Ponyo lykkeligt grinende om kap med dem på vandet.



I DENNE regulært uimodståelige sekvens demonstrerer Miyazaki for det første styrken i sin enkle form og fortælling. For det andet mere end matcher han styrken i de bedste historier fra Pixar, Dreamworks og Disney, der sædvanligvis bruger rundere, mere indladende virkemidler og spandevis af ironi til ære for voksne ledsagere. Men Ponyo er da bestemt en kusine til kære troldunger som Lille Bøh fra Monsters Inc. og Jack Jack fra The Incredibles.



DER er altid en høj blå himmel, grønt græs og hvide skyer hos håndtegneren Miyazaki. Hans fortællinger forløber med stor selvfølgelighed, uanset hvor eksotiske de må synes, og de fleste børn vil se hans film igen og igen.
    Det gælder også for Ponyo, som til trods for sin sødme nok er en mindre bestræbelse end de magiske og bogstaveligt uopslidelige Chihiro og heksene (2001) og Det levende slot (2004). Flere ældre titler er på vej, bl.a. Nausicaa fra Vindenes Dal (1984) og Laputa - Slottet i Himlen (1986). Prinsesse Mononoke (1997) var filmen, der åbnede Vesten for Miyazaki.
   Ponyo på klippen ved havet peger tilbage mod tidlige værker som Min nabo Totoro (1988) og Kiki - den lille heks (1989). Miyazakis charme fornægter sig ikke. Der er en dybde og et overskud i disse film, som simpelt hen kommer et andet sted fra. Alligevel rammer de hele verden i hjertet, hvor de bedste øjeblikke af Peter Pan og Toy Story sidder. Ponyo er fornemt versioneret til dansk med bl.a. Sofie Gråbøl, Susse Wold og Lilly Weiding på lydsiden.


DET er en pragtfuld lille film. Dine børn vil elske at se den, uanset om de er seks år som Ponyo eller atten som de ældre fans, der har fulgt med fra Chihiro og frem. Den japanske bølge er kommet for at blive, og i dagens 3D-dominerede animationslandskab, er Miyazakis enkle personlige streg en meget velkommen undtagelse fra loven om rundere streger og stærkere farver. Der er ikke ét billigt grin i Ponyo. Men mange varme og nærende smil.

*) Teksten er skrevet i 2009, og jeg så filmen med min familie, da de ældste døtre var 18 og 6. Derfor så megen snak omkring alder. Prinsesse Mononoke var en succes i Frankrig, men det var i 2002, da Chihiro og heksene (Spirited Away) delte Guldbjørnen med Paul Greengrass' Bloody Sunday på Berlinalen, at Studio Ghibli blev et begreb. I 2021 bliver alle Miyazakis film streamet på Netflix. Han er netop fyldt 80. Han sagde, at Når vinden rejser sig (2013) ville blive den sidste film fra hans hånd. Nu er han langt i arbejdet med How Do You Live?, som måske får premiere i 2022. Vi ser stadig Miyazaki. Yngste datter på ni år kan bedst lide Min nabo Totoro.


Ponyo på klippen ved havet (Gake no ue no Ponyo). Instr. & manus: Hayao Miyazaki. Dansk versionering: Camp-David. 100 min. Japan 2009. Dansk premiere: 13.11.2009.


Fotos: Studio Ghibli/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (august 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, HBO MAX, NETFLIX, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Midget Entertainment (DK) 02.08.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 14.11.2009

tirsdag den 18. maj 2021

Lucile Hadzihalilovic: Évolution (2015)


STELLA MARIS
En fabel om drenge og havfruer

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med solen, som ses gennem vand. En dreng flyder i overfladen. Samtidig høres susende skvulpen, som ved en ultralydsscanning. Drengen dykker og ser noget sært: en søstjerne, der sidder på maven af en anden dreng. Han er død og har vidtåbne øjne. Dyret synes at mæske sig stort.
   Vi befinder os på en forblæst klippeø, hvor der kun lever drenge og kvinder. Drengen med de røde shorts hedder Nicolas. Han løber hjem til sin mor og fortæller. Hun affærdiger episoden, kalder oplevelsen et synsbedrag og sørger for, at han spiser sin mørkegrønne vælling.
   Nicolas adlyder uden at klage, men han laver en tegning i bogen, han aldrig viser sin mor. Der er skyggen af et smil om hans mund. Nicolas har indset, at kvinderne ikke er rigtige mødre. Der er for megen erindring, som ikke går op.


LUCILE Hadžihalilović sætter tonen på mesterlig vis. Vi er i et mareridt af en slags. Sandet er sort som kvindernes øjne. De bærer alle grå særk og har håret sat op. Somme tider, mens drengene sover, ligger de sammen i sandet. Proceduren ligner et fertilitetsritual. Kroppene vrider sig i et søstjernemønster.
   Også det nærliggende hospital er befolket med kvinder. De giver drengene injektioner og fortæller dem løgnehistorier. De døde drenge bliver fjernet. Det hedder sig, at de er rejst. Personalet sidder ved skærmen og følger en fødsel. Men det ligner ikke et menneskefoster.


MAN diskuterer af og til, om der er forskel, når kvinder og mænd laver film. Det er i regelen en udvendig snak om vilkårlige og statistiske faktorer. Faget er domineret af mænd. Men gør det strengt taget en forskel?
   Ofte er svaret et rungende nej. Man kan ikke se på The Hurt Locker og Zero Dark Thirty, Kathryn Bigelows film om Amerikas krige, at de er skabt af en kvindelig instruktør. Man siger, man kan se forskel, når det gælder markante autricer som Agnès Varda, Agnieszka Holland, Jane Campion og Sally Potter. Eller ser man det, fordi man ved det på forhånd?
   Alligevel er der tilfælde, hvor kønskriteriet giver jackpot. For eksempel er Attenberg (2010) af grækeren Athina Rachel Tsangari en film, som ingen mand kunne skabe. Skotten Lynne Ramsay og briten Andrea Arnold laver positive problemfilm. Catherine Breillats erotiske film er unikke. Man kan også godt se forskel på Lars von Trier og Susanne Bier.


Og ingen skaber tætte, mørke fantasier som Lucile Hadžihalilović. Hver af hendes sælsomme syndefaldsmyter udgør et autonomt univers. I La bouche de Jean-Pierre (1996), som på dansk hedder Mimi, bliver de voksnes besættelse af seksuelle overgreb en selvforstærkende mekanisme, som får barndommen til at synes pervers. Pigen må tage sine egne forholdsregler.
   I Innocence fra 2004 bliver passagen fra barndom til ungdom skildret gennem hverdagen på en streng pigeskole. En erotisk eventyrskov er lagt frem. Historien er hentet i Frank Wedekinds fortælling om »den korporlige opdragelse af unge piger«, men den æstetiske strategi er en anden, end mænds fantasier arbejder efter. Faktisk optræder der slet ingen mænd.


I Innocence ankommer pigerne til skolen i en trækiste, der har en stjerne skåret i låget, velsagtens så de kan ånde. I Évolution siger havkvinderne, at søstjernen kun skifter skikkelse én gang, nemlig ved fødslen. Det har været den samme succesrige livsform i mange millioner år.
   Évolution er et surrealistisk mysterium, som man selv skal rode rundt og trænge ind i ganske langsomt. Jeg vil ikke sige mere om den særlige forbindelse mellem drenge, fostre og kvinder med sugekopper på ryggen. Det ser sort ud for Nicolas, indtil han møder sygeplejersken Stella. Vigtigst er nok, at der aldrig bliver givet en færdig, udsagt forklaring.
   Évolution er ikke så smukt fotograferet som Innocence, hvor der hang kulbuelygter i skoven, og pigerne fik hårbånd i forskellige farver, én ny for hvert erfaringstrin, mens lærerinderne gjorde dem klar til at opleve indvielsen.
   I den nye film er parfumen og uniformerne fjernet til fordel for det hårde lys i en fabel om posthumane værdier. Évolution er en af de særeste film fra årtiet. Og en af de smukkeste havfruefabler. Den slutter vist nok i virkeligheden. Som alle de bedste historier om, hvad det vil sige at være en krop i forvandling.


Evolution (Évolution). Instr. : Lucile Hadžihalilović. Manus: Lucile Hadžihalilović, Alanté Kavaïté, Geoff Cox. Foto: Manuel Dacosse. 81 min. Frankrig-Belgien 2015. Dansk premiere: 23.06.2016

.
Fotos: Les Films du Worso/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Film-grab/
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.06.2016


mandag den 17. maj 2021

Robert Eggers: The Lighthouse (2019)


AT HØRE HAVFRUEN SYNGE
En instruktiv fabel om mænd uden kvinder 

Af BO GREEN JENSEN

DER er et fyrtårn, en forblæst klippeø og to mænd, der går hinanden på nerverne, mens de mister grebet om virkeligheden. Man kan se på lang afstand, at det ikke ender godt. Selv unge Ephraim Winslow (Robert Pattinson) kan se det, da båden hugger sig vej gennem gusen.

   Øen ligger ud for kysten ved Maine i New England. Winslow skal i fire uger assistere fyrmesteren Thomas Wake (Willem Dafoe), som har slidt mange lærlinge op. Alligevel går han i land og begynder. I en skæbnefortælling kan man ikke vende sig brat og fortryde. Hvor var horrorgenren henne, hvis karaktererne bare gjorde den slags?
   For en sikkerheds skyld har brødrene Eggers indrammet filmen, så ingen kan være i tvivl. Jarin Blaschkes sort-hvide billeder er beskåret i formatet Movietone, der stammer fra filmmediets barndom. Det er højt og så godt som kvadratisk. Kontrasten er så skarp, at det bliver som at se på levende daguerreotypier. Sølv på sort glas, der er badet i syre. Det passer i hvert fald til perioden, som er et sted i tiden 1870-90.
   The Lighthouse er optaget med udstyr fra 1930erne. På ironisk vis giver det billeder, der passer perfekt til skærmen i en smartphone. I nogle henseender er filmen præcis, hvad man forventer. På andre måder slet ikke. Her er ting, som man aldrig har set i andre film med maritimt tema. Men man har muligvis tænkt dem. Her ligger Eggers’ styrke. Han bygger videre på en lang tradition, som han samtidig dekonstruerer.


FORHOLDET mellem de to mænd er dårligt. Wake vil markere sin autoritet og kommanderer konstant. Han fjærter, klør sig og tildeler Winslow alle de hårde opgaver. Ydermere vogter han nidkært over sin status. Skønt Winslow tigger om lov, får han ikke adgang til øens allerhelligste, som er tårnkammeret med Fresnellinsen. Kun Wake må føle varmen fra lampen og se ind i selve det drejende glas.
   Hvis han drikker sig fuld, mens de spiser, er Wake til at komme i nærheden af. Det bliver gradvis for meget for Winslow, som ikke vil kaldes »knægt« hele tiden. Mandshøje uvejr ryster dem sammen. Klare dage skiller dem ad. The Lighthouse er ikke en Brokeback Mountain for søfolk. Men nok en slags bromance om hengivne mænd.
   Den tørlagte Winslow giver efter og skåler i ren alkohol. De hører hinandens historier. Imens er filmen et helt andet sted. For der foregår noget i Winslow. Der er ting, han har set, og ting, han har drømt. Efterhånden er der ingen forskel, heller ikke på mareridt og mirakler.


FYRTÅRNSFILMEN udgør næsten en lille genre for sig. Formen kan på én gang præstere ramsaltet skrøne og indestængt horror. Er der flere mænd på øen, kan nogle af dem rotte sig sammen – som i Kristoffer Nyholms ufortjent oversete The Vanishing (2018) – og gøre fortællingen til film noir. Er der kvinder og familie – som i Derek Cianfrances The Light Between Oceans (2016, da. Lyset i havet) – kan et højt melodrama lukke sig op. Her er både storm og stille, robinsonade og klaustrofobi. Her er selvvalgt ensomhed midt i verden.
   Jeg forfølger motivet for ikke at røbe for meget om, hvordan det går galt. The Lighthouse er omhyggelig med sin periode. Dialogen dyrker en gammel jargon, der er profan og preciøs på én gang. Eggers krediterer både Herman Melville og Sarah Orne Jewett for sprogtonen, som aldrig bliver anakronistisk.*
   The Lighthouse skal være begyndt som et forsøg på at fange ånden i Edgar Allan Poes fortællinger på samme måde, som Eggers’ debutfilm The Witch (2016) tog farve efter Nathaniel Hawthorne og puritanernes tid. Det er lokalt forankrede genrestykker med en ny litterær kvalitet. Den er tæt på de film, som Ben Wheatley (Kill List, A Field in England) laver i England, hvor genren bliver kaldt new weird. Herhjemme ville det være noget i stil med Når dyrene drømmer og Harpiks.


VED ankomsten finder Winslow en udskåren havfruefigur i madrassen. Senere møder han en rigtig havfrue. Det er muligt, at han drømmer det, men hun lever i drømmen. Synet sætter sig i ham og udløser en af de mest overbevisende masturbationsscener, der er set i filmhistorien. Her er omsider svaret på, hvordan havfolk og mennesker elsker.

   Wake ved altid, hvad Winslow har set. Han bifalder den yngre mands frigørelsestrang, mens han tirrer og trykker ham ned. Der er et majestætisk riff på slutningen i Kiss Me Deadly (1955, da. Kys mig til døde) af Robert Aldrich, en tarvelig, men tidløs film noir med Pandora-motiv. Her udnytter filmen for alvor den mejslede dybde i sine sort-hvide billeder.


DAFOE og Pattinson arbejder effektivt sammen. Det skal ikke forties, at nogle skænderier og beruselsesscener bliver lange og overgjorte. Det blomstrende gamle sprog irriterer så småt, men billedsiden holder hele vejen. Der er hård regn og historisk grand guignol for alle pengene.
   Bliver man klogere på noget? Det kommer an på, hvor motiveret man er. Eggers vil lave en gyser fra samme fantastiske skuffe, hvor Edgar Allan Poe og H.P. Lovecraft – og for den sags skyld Stephen King, der er delstaten Maines hjemstavnsdigter – hentede deres ideer. The Lighthouse kommer ud i alle sindets krinkelkroge. Det er ikke en havfruefilm for familien.

Ved Bodiluddelingen 2021 blev The Lighthouse kåret som Bedste amerikanske film i 2020. Bodil Priserne uddeles af Danske Filmkritikere. Det skete for 74. gang.


*) Sarah Orne Jewett (1849-1909) levede det meste af sit liv i South Berwick på den amerikanske østkyst i delstaten Maine, hvor hendes far var børnelæge og gynækolog. Hun debuterede som 19-årig (under pseudonymet A.C. Eliot) med en novelle (»Jenny Garrow’s Lovers«) i Atlantic Monthly Magazine og udkom året efter i bogform med Deephaven (1877). Old Friends and New (1878) samler syv tematisk forbundne noveller fra Atlantic Monthly – fortællingen »Lady Ferry« er dog nyskreven – og blev Jewetts første bog på et stort forlag. 
   Jewetts forfatterskab er forankret i New England. Der er afstikkere til Boston og Baltimore, men basen er kystbyen Deephaven, som er den fiktive udgave af South Berwick. Hun var fra begyndelsen værdsat for sin evne til at kombinere naturbeskrivelser, overhørt dialog og stærke lokale karakterer i en diskret stil, der satte psykologi over højt melodrama. Hun blev positivt anmeldt af William Dean Howells og var en af de første forfattere, der udkom på Boston-forlaget Houghton-Mifflin. Willa Cather nævnte Jewett blandt sine inspirationskilder og dedikerede den klassiske O, Pioneers! (1913) til Jewett. 
   Jewett stiftede aldrig familie. Hun dyrkede fra sine teenageår romantiske venskaber med en lang række kvinder. Hun fik som ung et nært forhold til Annie Adams Fields (1834-1915), der var gift med James T. Fields, som udgav og redigerede Atlantic Monthly. Da James Fields døde i 1815, flyttede Jewett ind hos Adams i Boston og Manchester-by-the-Sea. Sarah og Annie rejste sammen til Paris, hvor Sarah mødte sin franske oversætter, Thérèse Blanc-Bentzon, som hun indledte en korrespondance med. 
   Det er novellerne i Tales of New England (1890), som har inspireret Robert og Max Eggers til at at skrive The Lighthouse. Jewett fik stor succes med novellerne i The Life of Nancy (1895) og romanen The Country of the Pointed Firs (1896), men nåede kun at nyde den i seks år. Efter en ulykke i 1902 var hun ude af stand til at skrive. Hun døde efter en blodprop i 1909. Hun bliver i stigende grad genopdaget. The Sarah Orne Jewett House i South Berwick er i dag museum, forskningscenter og nationalt monument.
   Jewett er aldrig oversat til dansk. Forfatterskabet har alt, hvad der taler til læsere i 2020erne. Det ligger lige for at samle og lancere det i Danmark.

The Lighthouse. Instr.: Robert Eggers. Manus: Max og Robert Eggers. Foto: Jarin Blaschke. 109 min. USA 2019. Dansk premiere: 13.02.2020.


Fotos: A24/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ framegrabs
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Arrow Video 18.09.2023
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 14.02.2020 - noten om Sarah Orne Jewett er tilføjet 12.05.2021