Translate

Viser opslag med etiketten Willem Dafoe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Willem Dafoe. Vis alle opslag

tirsdag den 21. juni 2022

Lars von Trier: Manderlay (2005)


DEN ANDEN GRACE
Verden skrevet sort på hvidt

Af BO GREEN JENSEN

MED Dogville (2003) påbegyndte Lars von Trier den tredje trilogi i et filmværk, der fra begyndelsen er kommet videre ved at fastlægge regler og sætte mål for sig selv.
 Efter Europa-trilogien (1984-91) fulgte Guldhjerte-trilogien (1996-2000). Også Riget (1994-97) var tænkt som en tredækker, men fremstår nu som det hængsel i midten, der blev Triers populære danske gennembrud. Her demonstrerede instruktøren, at han kan være lun og elskelig, når det skal være. Er der noget vi holder af, er det lune. Vi har det straks sværere med den skarphed, som Trier også er eksponent for.*
   Dogville fik ingen priser i Cannes og dannede ikke skole på samme måde, som Triers dogmeprojekt havde gjort. Der hersker dog ægte respekt omkring alvoren i eksperimentet og viljen til at modarbejde det lækre præg, de digitale effekter og detaljer, som tidens mainstreamfilm har fået stadig lettere ved at puste sig op med. Filmen solgte ikke mange billetter. Man skal dog ikke tage fejl af dens gennemslagskraft. For en fremstillingspris på 86 mio. kr. følger her anden del af historien om Grace Margaret Millington.




MANDERLAY har adskilligt imod sig. Det er toeren i en trilogi, og den teatralske form, det rensede rum, som filmen udspiller sig i, synes denne gang ikke så radikal. Tværtimod virker det logisk, at hvor Dogville satte kridtstreger i et sort univers, bliver topografien i Manderlay markeret med sort tape på en hvid overflade.
   Endvidere ligger de indre spændinger i dialogen. Denne film har begravet sit hjerte i teksten, og lidenskaben bliver neutraliseret af John Hurts fortællerstemme, som også denne gang sætter lærestykket i anførselstegn. Filmen fortolker sig selv ad hoc, og det skal man vænne sig til. Til gengæld bliver den aldrig veltilfreds eller selvretfærdig.



 

MANDERLAY åbner, hvor Dogville tog afsked. Fra apokalypsen i Colorado kører Grace med sin far (Willem Dafoe) og hans gangstere til Alabama, hvor bomuldsplantagen Manderlay bliver endnu en bestemmende station på Graces moralske dannelsesvej. Stedet er i øvrigt opkaldt efter huset i Rebecca (1938), Daphne du Mauriers gotiske sjæler, som de fleste sikkert kender bedst i Alfred Hitchcocks filmudgave.
   Her lever arbejderne stadig som slaver, skønt årstallet er 1933. Stedet drives efter reglerne i »Mam’s Law«, som den døende ejer (Lauren Bacall) har liggende under madrassen. Grace accepterer at blive den nye Mam, men har høje humanistiske ambitioner. Hun giver afroamerikanerne deres frihed, indfører demokratiske fællesmøder og pålægger den hvide forpagterfamilie en slags stavnsbånd som soning for deres synder i det forgangne. Alle forbedringer implementeres med gangsternes hær i kulissen.



SIN gennemgribende dydsirethed til trods, begynder Grace at nære seksuelle fantasier om Timothy (Isaac de Bankolé), den stolteste, mest trodsige og afrikanske af slaverne, som bliver frigjorte med eller mod deres vilje. I det demokratiske eksperiment synes husslaven Wilhelm (Danny Glover) længe at være hendes medsammensvorne, men der viser sig at være grunde til, at »Mam’s Law« ser ud som den gør.
   Grace begynder at smugkigge i fortegnelsen, hvor de sorte livegne er opdelt i syv kategorier. Hvem der faktisk skrev »Mam’s Law« bliver en overraskelse, man har anet vil komme. Det chokerer heller ikke, at høsten er truet, fordi man fælder Mams lystskov i frihedens navn. Nogle er mere lige end andre. Der er også et ekko af Orwell og lidt af en Kammerat Trier på spil.
   I Dogville var Grace en blanding af offer, slave og syndebuk, der til slut tog hævn over byen, som fortjente at blive jævnet med jorden. Hun ender med at mene det samme om Manderlay, men diverse faktorer forhindrer blodhævnen. Der er ingen apokalyptisk katarsis i Manderlay, som trods nakkeskud, lynchning og et sort-hvidt samleje i Mandingo-traditionen er en relativt behersket affære. Da Grace ankommer til Manderlay, får hun Timothy løsnet fra træet, han skulle have været pisket ved. Til slut fører hun selv slagene igennem med overbevisning. Manderlay er historien om, hvordan Grace på denne forstemmende måde kommer fra A til B.



DET er en film, som demonstrerer og diskuterer ideer. Dogville tog afsæt i Bertolt Brechts Dreigrosschenoper: »Und wenn der Kopf fällt, sag ich: Hoppla!« Manderlay henter sin inspiration i forordet til O’s historie, hvor pseudonymet Pauline Réage (egentlig det franske akademimedlem Jean Paulhan) fortæller om en episode i forbindelse med slaveriets ophævelse på Barbados. I 1838 henvendte en gruppe frisatte slaver sig til deres ejer og bad ham blive Massa igen. Da han afslog, dræbte de ham og familien, hvorpå de indrettede sig på plantagen og begyndte at leve som før.



FORMELT er Manderlay skarpere turneret og mere gennemarbejdet end Dogville. Der er færre finurlige ornamenter, og fordi formen er mindre forelsket i sig selv, kan de enkelte, ofte knastørre lag i teksten bedre arrangere deres argumenter optimalt. Til gengæld må det siges, at man savner noget af vildskaben, glæden ved kaos, som prægede Dogville.
   Med alle sine kvaliteter står Bryce Dallas Howard svagere som »den anden Grace«. Hvor Nicole Kidmans figur naturligt koncentrerede både blikket og handlingsgangen i Dogville, må Howard tilkæmpe sig opmærksomheden i de store scener, som er vendepunkter for hendes karakter.
   En lykkelig undtagelse er den afgørende scene, hvor Grace giver efter for dyret i kvinden og har et grådigt samleje med Timothy. Trier anbringer parret i sengen på en forhøjning – denne gang er der flere sætstykker, og plantagens hovedbygning er opført som et dukkehus uden facade – hvilket forstærker scenens rituelle præg. Howard lader virkelig Grace give slip, og hér kan hun noget, både med hensyn til styrke og udsathed, som Kidman ville have sværere ved.
   Først bagefter indser Grace, at Timothy trods alt ikke tilhører den stolte, uforsonlige slavetype, som »Mam’s Law« placerer i kategori 1. Egentlig er han en 7’er, kamelæonen, som kan tilpasse sig og vise den side, som fjenden helst vil se. Hvor farveblinde vi faktisk er, hvor svært det er at se forskel på individer af en anden race, er en stadig humoristisk pointe. Som reformator falder Grace for alvor igennem, da hun vil gøre noget særligt for den kreative unge mand i en familie. Velmenende henvender hun sig til den forkerte, en bror som må rømme sig høfligt og korrigere hendes fejltagelse. Det gør han selvsagt med en vis spydighed.



DER er ikke en finger at sætte på teksten. Trier afvikler flere dagsordener, mens John Hurts fortæller »in eight straight chapters« eksponerer og fortolker med skiftevis kælen og syrlig betoning. Øverst i betydningshierarkiet ligger historietimen, et regulært politisk foredrag om hvide menneskers udnyttelse af de sorte, der bliver et billede på magtmisbrug og overgreb til alle tider. Det er den uangribelige faktor, som i Cannes fik Trier til at gøre følgende iagttagelse, da jeg spurgte ham, hvorfor amerikanerne havde taget så mildt imod Manderlay, når de to år før rasede over Dogville:
   »Jeg tror, det er fordi de er så sindsygt bange for den dér racekonflikt, at man simpelt hen holder kæft. Det var så sjovt til den dér pressekonference, der var ikke et eneste kritisk spørgsmål. Det var den nemmeste, mest afdæmpede pressekonference, jeg nogen sinde har været til. Jeg er fuldstændig sikker på, at det er dét. De blev i den grad pacificeret af, at Danny Glover var til stede, men også af hele problematikken. Man kan ikke kritisere den, og det var noget, der først blev klart for mig på pressekonferencen. Du kan ikke kritisere den, uden at komme ud på dybt vand.«



BAG det korrekte lag løber en filosofisk diskurs, hvor vedtagne størrelser relativeres, og værdier som frihed og lighed sættes i paradoksal belysning. Grace gør mere skade end gavn, når hun indfører forbedringer uden at tænke sig om. Fællesmøderne i kollektivet har karakter af børnehave. Det utopiske eksperiment minder ofte om landet Laputa i Gullivers rejser, hvor politiske fraktioner fører krig, fordi de er uenige om, hvordan man bedst slår hul på et æg. Grace har på intet tidspunkt problemer med at støtte sig til sin fars gangsterhær, der nok er en teatralsk mulighed for guddommelig indgriben, men samtidig minder slående om »verdenspolitiet«, som det amerikanske militær er blevet i egen forståelse.
   Under det satiriske spor er en etisk dimension, som har at gøre med illusionen om moralske absolutter. Godt og ondt tages ikke for pålydende, og det er hér, at usa-trilogien tydeligst røber sit udspring i Marquis de Sades opbyggelige traktater om søstrene Juliette og Justine. Justine er den gode søster, som lider alle dydens genvordigheder og straffes for sin næstekærlighed. Juliette er det hæmningsløse driftsvæsen, som belønnes for sin selviske sadisme.
   Triers Guldhjerte-figurer – Bess i Breaking the Waves, Karen i Idioterne, Selma i Dancer in the Dark – har altid været kusiner til den ukueligt gode Justine. Modsat de Sade, som foragter sin altruistiske noksagt, går Trier imidlertid i brechen for sine heltinder. I en gennemført kynisk og grusom verden får disse undtagelser lov at sejre på trods. Fornedrelsen gør dem til bedre mennesker, offerviljen bestyrker dem. Det er den del af tematikken, som forveksles med en underkendelse af feminismen og et karikeret kvindebillede. Derfor taler Trier og hans kvindelige kritikere ofte godt og grundigt forbi hinanden.


ENDELIG er der, hvad man kunne kalde ursuppen. Her er samtlige love opsagt. Lave drifter flyder mellem høje principper; alt er håbløst blandet sammen; vi befinder os blandt navnløse lysfisk på bunden af det kollektive ubevidste. Her kropsliggøres de koblinger, som er renset ud af fornuftens øvrige ligninger. Hvidt kød begærer sort kød og omvendt; ofrene vil undertrykkes; slaveri giver god økonomisk mening og kan sagtens omskrives til demokratiske eufemismer. Det er ikke mindst for at rode i dette nedre, dybeste lag, at von Trier har iværksat sit usa-projekt.
   Det lykkes eksemplarisk at holde alle niveauerne aktive, mens Manderlay på overfladen fortæller sin fortsatte dannelseshistorie om en idealistisk ung kvinde, der kommer til et glemt sted i Syden og prøver at indføre nye tider, frihed, ligeværd, demokrati. Det lykkes også Trier at dreje nogle solide ironiske pointer, som i slutakten tilfredsstiller tilskuerens behov for et pay off. Da også den anden Grace vil forlade et fordærvet sted, som hun i dén grad føler sig færdig med, kommer antiheltinden for sent til mødet med faderens flåde af gangstere. I begyndelsen af filmen har man stemt om, hvad klokken skal være. Det straffer sig således at føre princippet om konsensus for vidt.



OGSÅ Manderlay er en fremragende film, der konsoliderer Lars von Triers status som auteur i internationalt format. I Cannes blev den solgt til alle territorier, inklusive USA, hvor den næppe vil rydde gaderne i Smallville, men heller ikke vil blive set som en underlig dansk film om Amerika. Den vil blive set som et nyt værk af Lars von Trier, der som den eneste danske filmskaber efter Carl Th. Dreyer har været i stand til at sætte en dagsorden for, hvor filmkunsten kan og måske bør gå hen. Jantes børn synger p.t. medierne fulde af udsagn om, hvor irrelevant han er, denne opblæste neurotiker, der gebærder sig som en Jean de France. Faktum er imidlertid, at Trier også med usa-trilogien har fået hele filmens verden i tale.
   »Your illustration sure beats the hell of mine,« sagde narren Tom til furien Grace i Dogville, før han blev udraderet sammen med resten af byen. Manderlay er negativet til denne eftertrykkelige illustration. Den er anden del af »The Heart’s Filthy Lesson« og en besk skildring af, hvordan guldhjertet Grace krydser over til den mørke side af Kraften og gør fælles sag med Imperiet. Der er ikke noget at sige til, at Trier p.t. har svært ved at skrive den tredje film, finalen som forener principperne og bringer søstrene Juliette og Justine, den ene og den anden Grace, til vejs ende sammen i Wasington. Det skal til og med ske i komedieform, og formentlig vil fortælleren træde frem og vise sit ansigt.

OGSÅ hvis den sidste film aldrig kommer, er usa-projektet en ting af værdi. Få film har så radikalt diskuteret ideer i en form, som også har kunstnerisk liv. Mellem alle konceptets stiplede linier og streger på gulvet lykkes det disse film at skabe autentiske følelser i konkrete situationer. Det gør ondt at se et sygt barn dø, og smerten bliver ikke mindre, fordi violinerne og kulisserne mangler. Hvis Manderlay støder os fra sig, er det kun fordi vi har vænnet os til, at film skal more og behage. I Dogville og Manderlay bliver den gode vilje dekonstrueret. Korrektheden kommer til kort, der er ikke sten på sten tilbage af glæden ved noget bagefter. Herfra kan vi så begynde at skabe en verden med stumperne.

*) Tv-trilogien om Riget blev gjort færdig i 2022, da miniserien The Kingdom Exodus fik streaming-premiere på Viaplay. Se fodnoten til artiklen om Melancholia (2011), hvor forbindelsen mellem trilogierne er udredt.


Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Manderlay. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 138 min. Danmark-Sverige-Holland-Frankrig-Tyskland-UK-Italien-USA 2005. Dansk premiere: 03.06.2005.



Fotos: Zentropa Entertainments/ Isabella Films/ Manderlay/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Ognon Pictures/ Pain Unlimited/ Sigma Films/ Zoma Films/ Film i Väst/ Arte France Cinéma/ France 3 Cinéma/ WDR/ DR/ SVT/ NPS/ YLE TV1/ Norsk TV2/ Edith Film Oy/ Fjeldabe Films/ Invicta Capital/ Canal+/ DFI/ Eurimages/ SFI/ Nordisk Film- & TV-Fond/ NPS/ ADR/ Alan Young Pictures/ Trust Film Sales/ CineMaterial/ Filmgrab.com
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.06.2005

mandag den 13. juni 2022

Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]


AT FØLE EN MÆRKELIG FRED
En samtale med Charlotte Gainsbourg

Af BO GREEN JENSEN

CANNES 2009 – DET er tre dage efter premieren på Lars von Triers Antichrist. Som regel har nye indtryk fortrængt de gamle, når man deltager i en filmfestival, hvor hovedværkerne dagligt ankommer i flertal. Cannes bliver dog ved med at tale om Antichrist. Især er efterbilledet af filmens seksuelle lemlæstelser uafrysteligt.
   I filmen er Charlotte Gainsbourgs karakter ude af sig selv af sorg. Hun knuser sin mands kønsdele og klipper klitoris af sig selv. Filmen skildrer det livagtigt, og både Trier og Gainsbourg bliver spurgt, om det er nødvendigt at gå så langt. Trier svarer, at man må skildre frygten sandfærdigt og vise dens inderste billeder. Gainsbourg taler om sin længsel efter at gå hele vejen, der endelig blev forløst i denne film.
   Fire dage senere modtager hun prisen for årets bedste interprétation feminine. Da er Triers film stadig kontroversiel, men prisen til Gainsbourg er populær. I sin takketale siger hun blandt andet: »Je pense à mon pere«. Jeg tænker på min far.



CHARLOTTE Gainsbourg er født i 1971. Som datter af Serge Gainsbourg (1928-1991) og Jane Birkin (1946-2023) har hun altid været på scenen. Parret fik hende to år efter verdenshittet »Je t'aime ... moi non plus«, der selv for sin frigjorte tid var en skandalesucces. Charlotte debuterede på film i Paroles et musiques (1984), blev genstand for intens furore, da hun sang duet med sin far på »Lemon Incest« fra Love on the Beat (1985) og havde sin første hovedrolle i Charlotte for Ever (1986).
   Siden har hun aldrig været ude af billedet, skønt hun værner om sit privatliv. Hun har to børn med kæresten Yvan Attal, som instruerede hende i Ma femme est une actrice (2001) og Ils se marièrent et eurent beaucoup d'enfants (2004). Hun har spillet med i en lang række film, både i Europa og USA. Senest medvirkede Gainsbourg i Dominik Molls Lemming (2005), Michel Gondrys The Science of Sleep (2006), Emanuele Crialeses Nuovomondo (2006) og Todd Haynes’ Bob Dylan-fantasi I'm Not There (2007), som alle fik dansk premiere.
   På soundtracket til sidstnævnte synger Gainsbourg »Just Like a Woman« sammen med filmens husorkester, californiske Calexico. Hun ånder ordene frem med en stemme, der til forveksling minder om hendes mors. Efter debutpladen Charlotte Forever (1986), som var produceret af Serge Gainsbourg, gik der tyve år, før hun vendte tilbage med albummet 5:55 (2006). Det var til gengæld en gennemført plade. Hendes tredje album, IRM, er skabt i samarbejde med Beck og bliver udgivet i efteråret 2009.


NÅR man ser Antichrist, er det svært at forestille sig andre end Gainsbourg i rollen som kvinden, der mister sin søn. Hun plages af skyld og bliver måske en heks. Måske inkarnerer hun Antikrist, måske er hun bare en sørgende kvinde. Sandsynligvis begge dele, for i denne film bliver alt én fortærende psykose. Under alle omstændigheder kastrerer hun både sin mand og sig selv, før han kvæler hende i selvforsvar.
   Der var dog flere kandidater til rollen. Især var man langt i arbejdet med Eva Green, den unge kvinde fra Bernardo Bertoluccis The Dreamers (2003). Green ville gerne have rollen, men hendes agent forbød hende at tage den. Gainsbourg var den første, som både ville og kunne gå hele vejen. Siden hun i 2007 overlevede en lille hjerneblødning, har det ligefrem været nødvendigt for hende at give sit yderste, når det var muligt.


GAINSBOURG er spinkel og taler med en lille tryllestemme, der får én til at sætte sig helt tæt på hende. Vi er fem journalister, der danner halvkreds i en bungalow på det eksklusive Hotel du Cap, som ligger oppe ad kysten, langt fra Croisettens sydende mylder. Her taler vi på skift og efter en streng køreplan med Trier, Gainsbourg og Willem Dafoe.
   Man kunne sikkert præsentere interviewet som en intim, personlig samtale, men det ville ikke være ærligt, og ærlighed er netop sagen i Antichrist, der har formået at gøre indtryk på alle. Mange tager afstand fra filmen, andre omfavner den passioneret, men ingen er ligeglade. Som dagene går, står der derfor respekt omkring filmen. I et program, der er præget af solide værker fra etablerede auteurer, træder Triers film frem som en af de få, der forsøger at tale radikalt og bruge mediet til at stryge publikum mod håret.


GAINSBOURG spørger interesseret til modtagelsen hjemme, da hun hører, at jeg er fra Danmark. Så taler vi sammen i tyve minutter.
   – Hvordan var det at arbejde med Lars von Trier?
   »Jeg var nervøs omkring det, før vi begyndte. Jeg havde naturligvis hørt alt muligt, og jeg spekulede på, om han ville være hård og brutal. Det var han slet ikke. Tværtimod var han rørende, for jeg så ham i en sårbar, skrøbelig tilstand. Han var meget tæt på karakteren, hvilket gjorde ham inspirerende. Han sagde, at jeg kunne stole på ham. Det var en rejse, som vi skulle foretage sammen. Det gjaldt ikke kun nøgenscenerne, men for ham var det vigtigt, at jeg netop i de scener følte fuldkommen tillid, at han aldrig ville udlevere eller forråde mig ved at få mig til at gøre noget, som jeg senere ville skamme over. Det var alt sammen meget klart. Han respekterede mig virkelig. Og han hjalp mig.
   Bagefter følte jeg mig træt og helt tømt. Men samtidig var det så ophidsende og intenst og fyldt med glæde. Der var alle disse lidelser og lemlæstelser, men der var også en mærkelig fred. Jeg har aldrig oplevet noget så stærkt. Jeg så mine børn under optagelserne, men der var ingen små øjeblikke, hvor jeg kunne trække vejret sammen med dem igen. At vende hjem til det almindelige liv var meget underligt. Det var selvsagt, hvad jeg ville, men samtidig vidste jeg, at det var et enestående øjeblik, jeg havde oplevet. Og jeg vidste ikke, hvornår jeg igen ville se et manuskript, der betød så meget for mig og tillod mig at gå så langt.«


– Vidste du, hvad du gik ind til?
   »Jeg læste hele manuskriptet uden at have afgjort, om jeg ville medvirke i filmen. Så rejste jeg til København for at møde Lars. Da jeg kom tilbage, vidste jeg ikke, om han ville arbejde med mig eller hvad, for efter vores møde tænkte jeg, at det ville han nok ikke. Jeg havde ikke sagt så meget. Mødet var sært, for jeg opdagede ham som for første gang. Det overraskede mig, at han ville vise sig i så nervøs en tilstand. Jeg opdagede vel hans personlighed. Jeg var meget rolig og normal sammen med ham. Jeg tænkte, han måske ville mene, at jeg ikke var vanvittig nok.«
   – Lå karaktererne fast eller udviklede de sig under optagelserne?
   »Naturligvis, og det var dét, han ledte efter i små uheld og spontane reaktioner. Somme tider fik han os til at gennemspille et forløb, hvor vi glemte dialogen og bare reagerede. Han er meget opfindsom og god til at fremprovokere opfindsomheden hos andre. Han opfordrede os til at gå så langt, som vi ville, i hvilken som helst retning. Han bad os være ekstreme og brugte små stumper af det, som vi viste ham. Så i løbet af dagen gik vi i så mange retninger, at jeg faktisk ikke vidste, hvad jeg havde lavet, om scenen var okay eller ikke. Det var forvirrende, men han sagde, at det var hans måde at arbejde på. Og at alle skuespillere føler sig frusterede og usikre, når det kommer til stykket.«
   – Hvorfor ville du have rollen?
   »Fordi jeg ville arbejde med ham. Jeg elsker hans film, og jeg ville virkelig have denne oplevelse. Jeg er aldrig blevet bedt om at gå så langt og vise så meget. For en skuespiller er dét, hvad man virkelig håber på. Jeg ønsker ikke at lave åbenlyse og kedelige ting, for nu udlever jeg min erfaring på film.«
   – Hvilke scener var sværest at optage?
   »Den sværeste var kvælningen. Jeg følte et stort pres omkring den dødsscene. Lars viste mig videoer med strangulering, og det byggede op, og jeg kunne mærke, at det blev mere og mere afgørende.«
   – Videoer med strangulering?
   »Ikke fiktionsfilm, men klip på internettet. Mennesker, der har det sjovt med at kvæle sig selv og hinanden. Og folk omkring ham begyndte at tale om dødsscenerne i hans film i almindelighed, om hvordan andre skuespillere havde præsteret fantastiske ting. Og pludselig ville jeg ikke tænke på ham som denne store instruktør og levere en præstation. Jeg ville arbejde, som vi havde gjort indtil da. Så med ét blev jeg meget nervøs.
   Det var smertefuldt, også rent fysisk, for jeg ville gå den vej. Willem kvalte mig ikke for alvor, men jeg bad ham være hård, og jeg holdt op med at trække vejret. Og fordi jeg har et problem i hovedet efter min ulykke, var jeg bange for, at mine blodårer skulle briste. Det skræmte mig, men også på en positiv måde. Derfor er det svært at sige, hvad der var det værste, og hvad der var det bedste. For det hele var altid blandet, og jeg følte mig meget masochistisk på det tidspunkt. Det var ophidsende at gøre smertefulde ting. Der var en sær eufori i lidelsen og gråden. Så ja, alting var blandet sammen.«


– Var det først i Cannes, at du så den færdige film?
   »Jeg så filmen flere gange. Første gang viste Lars mig den i København, da vi eftersynkroniserede lyden. Jeg ved ikke, hvad jeg så. Det var en mærkelig film, og jeg vidste ikke, om jeg forstod den. Anden gang var i Paris, for jeg ønskede, at min kæreste så filmen sammen med mig, før andre havde set den, så han vidste hvad der ventede. Han havde ikke læst manuskriptet, men han vidste, hvor langt jeg var gået. Han blev alligevel overrasket, men sagde, at han ville støtte mig og rejse med mig, når filmen skulle præsenteres. På den måde blev det vel her i Cannes, at jeg så Antichrist første gang. Jeg kunne vurdere Lars’ arbejde. Jeg kunne virkelig se mig selv, og jeg var begejstret for hans måde at skildre naturen og dyrene på.«
   – Hvad mener du selv om den scene, som alle taler om i Cannes?
   »Tænker du på masturbationsscenen eller klitorisscenen?«
   – Scenen med saksen.
   »Altså klitorisscenen. Jeg havde ikke set den på optagelserne, for det er en special effect. Det er ikke mine egne lår. Men det er smertefuldt, og det er meningen, at det skal være smertefuldt. For mig er det den stærkeste og mest frygtindgydende ting, man kan gøre, men det er dér, hun er nået hen med sin skyldfølelse. Jeg fandt det meget svært at optage den. Men det var dét, som Lars ville, óg det respekterede jeg.
   Dybest set ved jeg jo ikke, hvad Lars vil sige med Antichrist. Filmen ser på tingene med en virkelig kunstners blik, så det er brutalt og hårdt og meget voldsomt. Jeg er stolt af at være en del af det hele. Jeg forstår ikke de kritikere, som mener at filmen er fjendtlig over for kvinder. For mig var Lars en del af kvinden, og når jeg så på ham, følte jeg virkelig, at jeg fremstillede ham. Og naturligvis er filmen fuld af hans frygt og følelser omkring kvinder. Jeg fandt det meget fascinerende.«


– DU har kendt til kontrovers fra begyndelsen. Du var kun 13 år, da du og din far indsang »Lemon Incest«. Dine forældre fik hele verdens opmærksomhed med »Je t’aime moi non plus«. Du må have vidst, at der ville komme en reaktion på Antichrist. Overrasker det dig, at den var så stærk?
   »
Nej, jeg blev ikke overrasket, og jeg er glad for, at der var de ekstreme reaktioner. Før vi kom til Cannes, var jeg bange for, at der ingen reaktioner ville være. Eller kun subtile kritiske overvejelser. For forventningen blev bygget op, og presseagenterne sagde, at man talte om årets skandale i Cannes. Jeg tænkte: Bare det hele ikke falder til jorden.
   Også derfor føltes det ved premieren som at se filmen for første gang. Da jeg så den under klipningen, var lyden ikke færdig og effekterne ikke lagt på. Det gør en stor forskel. Nu så jeg virkelig Lars’ vision og hans æstetik, som er rig og somme tider meget smuk på en forfærdende måde. Det var jeg ikke bevidst om på optagelserne. Jeg tror, at jeg lukkede af over for det. Jeg interesserede mig ikke for, hvad der foregik bag kameraet. Det var kun de første, hyperlangsomme optagelser, som vi alle sammen så på monitoren. Jeg kunne se, at det var en helt anden måde at lave film på.
   Det er sandt, at min far følte stærkt for provokationen. Han nød at provokere, han elskede at udfordre den gode smag og finkulturen. Jeg tror, at det er en kunstnerisk ting, men jeg opfatter mere mig selv som et talerør for kunstneren. Jeg mener, at kraften kommer fra Lars, og det er hans film. Jeg giver kraften udtryk, men det er ham, der sætter tingene sammen.
   Vist hørte jeg et ekko af »Je t’aime… moi non plus«. Sangen handler naturligvis om noget helt andet, men den var en skandale på det tidspunkt, i 1969-70, og den chokerede og provokerede ved at fremstille sex realistisk.
   Min mor satte sig selv i en situation, som jeg virkelig kan forholde mig til. Jeg talte med hende under optagelserne, og hun støttede mig og var meget forstående. Vi sms’ede sammen. Hun spurgte, hvad min dag var gået med, og vi forstod hinanden, fordi hun havde foretaget rejsen før jeg. Det gav mig autoritet til at gå så langt som nødvendigt med karakteren. At vide, at det var okay. Og til kun at føle glæde ved det, ikke nogen skam.«


– Forstår du kvinden i filmen? Er hun Antikrist eller er hun et offer?
   »Måske er hun ond, men jeg følte mig tættest på hendes skyldfølelse. Jeg forstod hende, og jeg følte en ømhed og hengivenhed for hende. Tabet i filmen er så ekstremt, at jeg kan forstå den førsproglige måde, som hun ødelægger sig selv på. Det, jeg forholdt mig til i hende, var det, som er tæt på mig selv. 
   Jeg ved ikke, hvem hun er. Jeg vidste ikke, hvad Lars ønskede af mig. Jeg vidste ikke, hvorfor han havde valgt mig, for jeg var fuldkommen fremmed i det landskab. Optagelserne foregik i Tyskland, så jeg var langt fra min familie, og jeg havde ikke noget navn. Jeg var hun, og Willem var han. Den anonymitet var vigtig for historien, tror jeg. Jeg kendte ikke hendes baggrund, men karakteren behøvede ikke hænge sammen. Jeg lavede naturligvis min egen baghistorie.«
   – Trak du på din egen erfaring?
   »Jeg koncentrede mig ikke om at åbne døre eller gøre andet af alt dét, man plejer. Jeg ville ikke tænke på mine egne børn, jeg ville ikke ind i karakteren. Måske er jeg lidt overtroisk. Jeg ville ikke bruge mit eget liv, men ubevidst gør man det alligevel, tror jeg. Jeg følte mig meget åben for følelsen i de scener, men det hele kom naturligt. Lars skubber én på den måde. Man går med ham, og så føler man, at man har fjernet sine barrierer.
   Jeg stillede ham en masse spørgsmål. Men efterhånden forstod jeg, at han ikke ville svare. Jeg ville gerne forstå ham. Jeg ville vide, om der virkelig var en religiøs dimension under det hele, et lag af betydning, som jeg havde overset. Der var meget, jeg ikke vidste, og mange henvisninger, jeg ikke kendte. Men han ville ikke sige noget, han ville ikke forklare sig. Han var stædig, men ikke på en hemmelighedsfuld, afvisende måde. Han sagde bare, at han virkelig ikke vidste det. Jeg synes, det er i orden at bevare et mystisk skær om nogle af spørgsmålene. Det betyder ikke noget.«


– Tror du selv på Gud og Satan?
   »Nej. Jeg er ikke religiøs. Jeg er ganske tæt på min fars tro, den jødiske side, men jeg kan ikke sige, at jeg er religiøs. Jeg har ikke fået en religiøs opdragelse. Jeg tror ikke, der findes en højere magt. Jeg ville somme tider ønske, at jeg gjorde, men det gør jeg ikke.
   Derimod er skyldfølelsen noget, jeg forstår meget godt. For mig er den ofte en nem måde at forholde mig til tingene på. Jeg tror, jeg har fået den slags opvækst. Ikke på en religiøs måde, men man føler skyld for sine børn. Man føler skyld over aldrig at være der nok. Det gør jeg i hvert fald.«
   – Antichrist handler om at konfrontere sin inderste frygt. Hvad er du mest bange for?
   »Det spurgte Lars mig om, da vi mødtes første gang. Dengang kunne jeg ikke svare, men nu ved jeg, hvad jeg frygter. Jeg er bange for at dø. Den frygt havde jeg ikke før, men nu har jeg den, og frygten bliver større. Ikke fysisk, men angsten for tabet, for ikke at være her mere. Jeg tror, det skyldes sygdommen efter min ulykke. Jeg var døden nær, og det skræmte mig.
   Jeg føler mig ikke tæt på de karakterer, jeg fremstiller. Jeg føler stærkt omkring denne film, fordi oplevelsen var så ægte og tæt. Jeg er meget stolt af denne film. Det betyder ikke, at jeg føler mig tæt på karaktererne.«
   – Hvilke film sætter du højest?
   »Min mands film og så denne film.«



Charlotte Gainsbourg blev interviewet på Hôtel du Cap-Eden-Roc i Antibes den 21. maj 2009. Gainsbourg har siden medvirket i Lars von Triers Melancholia (2011) og Nymphomaniac (2013). Hun og Yvan Attal har nu tre børn. Albummet IRM udkom i december 2009. Siden har Gainsbourg udgivet Stage Whisper (2011) og Rest (2017). Gainsbourg har indspillet 30 film siden Antichrist. I 2021 instruerede hun selv dokumentaren Jane by Charlotte, som var et portræt af hendes mor, Jane Birkin. Jane Birkin døde i 2023. Hun blev 76 år og var aktiv på scene og skærm til det sidste.



Fotos: Zentropa Entertainments (Anthony Dod Mantle)/ Nordisk Film Distribution (Christian Greisnæs)/ MovieStillsDB/ Deposit Photo (CG by Tanka V 2019)/ Wikimedia Commons/ Marie Claire Magazine/ Charlottegainsbourgforever.com/ YouTube
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 29.05.2009.

søndag den 12. juni 2022

Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]


SATANS ÅNDE, SATANS KIRKE
Lars von Triers okkulte kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

LARS von Triers Antichrist havde verdenspremiere på Cannes Festivalen den 17. maj 2009. Som man sikkert har hørt, var modtagelsen blandet. Triers film har altid delt vandene, og her var nogle af hans virkemidler så ekstreme, at man kun kunne have en stærk reaktion.
   Det er sandt, at man hørte latter på de særeste steder, og at dele af publikum buede undervejs, før filmen til slut fik et ordentligt bifald. Det er sandt, at der blev diskuteret lidenskabeligt. Der blev i sin tid også buet, klappet og diskuteret efter Breaking the Waves (1996), som fik Juryens Grand Prix, og Dancer in the Dark, som endelig tog Guldpalmen i 2000.
   Som sådan var alt ved det gamle. Alligevel blev det en mærkelig oplevelse at sidde på tredje række under pressevisningen i Salle Debussy. Allerede ved synet af titelskiltet, et håndmalet lærred i grelle farver, begyndte latteren bagerst i salen.
   Den boblede under prologen og de første afsnit, som ellers er kemisk renset for humor, selv den syrlige sorte, der er et træk i Triers signatur. Reaktionen kulminerede midtvejs, hvor en lemlæstet ræv løfter hovedet og taler med djævelens stemme til Willem Dafoe. Den siger, at kaos hersker – »Chaos reigns«.




KORT sagt skildrer filmen den proces, som et forældrepar (Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg) gennemgår efter tabet af deres søn. Der er langt til den martrede hverdag i Todd Fields In the Bedroom (2001) og Nanni Morettis Sønnens værelse (2001), som begge havde den samme præmis. Der er derimod ikke så langt til følelsen mellem de fortabte forældre i Nicholas Roegs Don't Look Now (1972, da. Rødt chok), som på samme måde mister en datter og kæmper med efterbyrden af skyld. 
   Hos Trier mislykkes sorgarbejdet. Universet går bogstaveligt i stykker, og alle filmens rædsler kan ses som fysiske udtryk for den indre smerte. Psykologien er meget gennemarbejdet. I hjertet af filmen handler det hele om forholdet mellem manden og kvinden.




FILMEN er fortalt i fire kapitler med en prolog og en epilog, der begge ledsages af bristefærdig smuk sorgmusik fra Händels opera Rinaldo. Titlerne er »Grief«, »Pain (Chaos reigns)«, »Despair (Gynocide)» og »The Three Beggars« . Prologen åbner i underskønne, ultralangsomme sort-hvide billeder, der viser parrets samleje i badet, mens deres lille søn lukker sig selv ud af kravlegården og springer ned og dør på gaden i sneen. Han står i døren og ser forældrene elske, men springer af undren og nysgerrighed. På bordet står tre forkrøblede figurer, tre tiggere, hver med et navneskilt monteret: Sorg, Smerte, Fortvivlelse.
   Under begravelsen, som på subtil vis citerer Dreyers Vampyr, får drengens mor et sammenbrud, der ifølge sagkundskaben ikke følger det typiske mønster for sorg. Den mere pragmatisk orienterede far er selv terapeut. Han beslutter at kassere medicinen og overtage behandlingen af sin hustru. Hun vil hele tiden elske for at dulme smerten, men han skubber hende fra sig. Andre gange giver han efter, især når hun bebrejder ham, at han altid har været en fjern mand og far. Antichrist er også en film om dualismen mellem ideal og praksis, om fornuftens fallit i forhold til den rene følelses styrke.




DA behandlingen hjemme ikke fungerer, men egentlig blot gør tingene værre, beslutter Dafoe at tage ud til Eden, huset i skoven, som hustruen forbinder med dyb frygt og angstfremkaldende udsathed. Her skete der noget sommeren før, da hun sammen med sønnen boede i skoven for at skrive sin afhandling om kvindehad og heksejagt gennem tiden. Der er aldrig en forkromet forklaring. Man stykker forhistorien sammen via løsrevne drømmebilleder og spredte informationer i dialogen. Det fremgår, at han først nu opdager, at hun aldrig færdiggjorde projektet, som han så overbærende på.
   Han er den stærke, hun er den svage, men i skoven begynder forholdet at vende. Gainsbourgs karakter bliver spydig, næsten hånlig i sin forudanelse om, hvordan det vil gå, når manden bliver rystet i sin selvtilfredse tro på fornuften. Han har mareridt og halvdrømme, står pludselig stille i lysningen og ser en dådyrhun med et dødt kid hængende ud af livmoderen. Hustruen insisterer på at elske hårdt og begynder selv at støde fingrene op, da han ikke vil hjælpe hende. Da de har samleje mellem et egetræs rødder, kan kun filmens tilskuer se, at der ligger døde hvide kroppe overalt.




HERFRA accelererer panikken, og kaos konsoliderer sin magt. Det er ikke en film for de sarte, og man skal standse læsningen hér, hvis man tilhører typen, som nødigt vil vide for meget på forhånd. For det er på sin plads at fremhæve graden af udpenslethed. Seksuelle lemlæstelser vises i ultranær, skræmmende livagtigt.
   Man kan ikke ryste det af sig som den sadistiske vold i en gængs gyserfilm, når Gainsbourg i sin psykotiske besættelse knuser Dafoes kønsdele med en brændeknude. Når en erigeret penis sprøjter blod; når et skinneben bores igennem, så akslen af et slibehjul kan føres ind, boltes fast og tynge ham ned. Når en kvinde klipper sin clitoris af. Disse billeder går i kroppen med en før-sproglig styrke, der ligger hinsides gængse normer for moral og æstetik.




DET er ikke mindst fotografens fortjeneste, at filmen virker så enkel og umiddelbar, skønt perspektiv og tematik med vilje er eksponeret diffust. Anthony Dod Mantle (f. 1955) har skabt noget enestående sammen med Trier og klipperen Anders Refn (der til lejligheden assisteres af Åsa Mossberg). Dod Mantle modtog en Oscar for sit arbejde på Danny Boyles Slumdog Millionaire (2008), der er filmet i hans sædvanlige rastløse, febrile stil med håndholdt kamera, hurtige klip og mange skæve vinkler, der sammen med højnede eller dæmpede farver forstærker præget af virkelighed som æstetisk konstruktion.
   I Antichrist rettes snart sagt alle strømme den modsatte vej. Hvert afsnit har sin egen stil, rytme, lyssætning og farveskala, og filmen glider umærkeligt også fra genre til genre. Prolog og epilog er begge spændt helt op æstetisk, begyndelsen i sort-hvid hypertid, slutningen i ekspressionistiske totalbilleder, der næsten har stumfilmens svulmende operastyrke. Musik og vision hænger lykkeligt sammen. Der er i sjælden grad tale om art cinema.


SCENERNE fra parrets liv i byen har en tæt, fortrolig hverdagsrealisme i sig. Første del af mareridtet i skoven intensiveres efter klassisk Cabin Fever-model med snigende paranoia og eskalerende hysteri. I anden del, efter de frapperende lemlæstelser, er der derimod en klaustrofobisk, kammerspilsagtig intentisitet i scenerne med den kastrerede mand, som prøver at kravle væk med sit knuste ben, og den rasende furie, som nu er indbegrebet af alle misogyne mareridt om hævnende hekse og aggressive amazoner. Her tager filmen farve efter Rob Reiners effektive filmatisering af Stephen Kings Misery (1990) og knytter også en mentalitetshistorisk forbindelse til slavebillederne i Dogville (2003) og Manderlay (2005).
   Anthony Dod Mantle vælger i alle tilfælde og stemninger den rigtige optik, det optimale perspektiv og den korrekte kromatiske skala, som tjener filmen og Triers historie. Han gør sin tekniske formåen til fortællingens fødselshjælper, underlægger sig instruktørens overordnede hensigt og arbejder i fuldkommen overensstemmelse med klip og dramatisk psykologi. Herved bliver en stærk film til et regulært mesterværk. Med Antichrist skaber Trier noget stort og foruroligende, uden at kende sin egen hensigt til bunds. Det er derfor, at alle tilskuere taler om, hvordan denne film går i kroppen på én og bliver siddende i hovedet bagefter.



ANTICHRIST er en romantisk gyser. Romantikken dyrkede det ekstreme og det sublime, det himmelske lys og det dybeste mørke, som to sider af den samme absolutte fordring om hengivelse og forløsning i en besjælet natur, der var større end alle menneskets planer. Det samme gør Triers film, som dyrker angsten og skønheden med lige stor lidenskab.

   Filmen er også en personlig eksorcisme, en version af alkymisternes nigredo, som er det nulpunkt af mørke og gold negation, der skal gennemgås, før en forvandling kan finde sted.
   Trier har fortalt, at han skrev manuskriptet, mens han gennemlevede en depression. Antichrist er tilegnet erindringen om den russiske filmskaber Andrej Tarkovskij (1932-1986), instruktørens erklærede helt fra begyndelsen, men han taler andetsteds både om Edgar Allan Poe og August Strindberg som åndelige faddere.
   Strindberg brugte de alkymistiske begreber i drømmespillene fra sin Inferno-periode. Også for ham var dobbeltheden af kvindefrygt og kvindetilbedelse central. Poe skrev om at længes efter det frie fald ned i afgrunden, efter suget ind i hvirvlen, efter sublim himmelsk fred.



DISSE kvaliteter er alle til stede i Antichrist, der er en kunstfilm forklædt som et stift genrestykke. Den er for det første en spøgelseshistorie om et sørgende forældrepar, der kun har hinanden at holde fast i, mens de prøver at kæmpe sig vej ud af sorgen. Det er som nævnt det samme traume, der forbinder Julie Christie og Donald Sutherland, da de møder døden i Venedig i Nicholas Roegs filmatisering af Daphne du Mauriers Don’t Look Now.
   For det andet skifter filmen farve og bliver til rendyrket horror. Det bløde gys i en spøgelsesfortælling er som regel forankret i virkeligheden, og der findes en forklaring til slut. Horror foregår i en verden, som enten ringeagter mennesket eller aktivt ikke vil os det godt.
   I filmens tredje del, som har titel efter den sidste af de tre figurer, »Despair«, begynder universet bogstaveligt at gå op i limningen. Der er vendt op og ned på alle værdier, og det er dét som kvinden mener, da hun siger, at naturen er Satans kirke, lige som det er Satans ånde, der blæser vinduet op og trænger ind.




DA denne ånde har taget bo i Gainsbourg, bliver hun i første omgang klar, stærk og frygtløs. Dafoe tror ikke på denne forandring. Så overfalder hun ham korporligt. Han finder hendes optegnelser fra hekseprojektet og ser, hvordan notaterne blev stadig mere usammenhængende.
   Stadig falder agern ned på bliktaget, stadig ligger lyden af ondskab og rumler i bunden, meget som i David Lynchs film. Filmene ligner ikke hinanden, men havde Lynch taget historien i Don’t Look Now og overført den til rammen fra The Blair Witch Project (1999), ville resultatet ligne Antichrist.
   Efter de første lemlæstelser følger en lang sekvens, hvor Dafoe kravler væk fra Eden, bogstavelig talt med en klods om benet, og gemmer sig i en hule ved egetræet, mens hans hustru kalder og raser. Filmen synes bevidst at changere og gå fra den ene slags narrativt lys til det andet, mens modbydeligheden intensiveres. Samtidig findes der hele tiden erindringsklip og drømmescener; stærke, smukke og slående billeder, som står uden for fortællingens fremdrift.




UNIK bliver filmen for alvor i sin visionære epilog, hvor en lægt Dafoe vender tilbage til det lille hus i de store skove. Som vandringsmanden på et romantisk maleri arbejder han sig op ad skråningen mod bjergets top. Det er uklart, om han ænser den skare af ansigtsløse kvindelige genfærd, som bestiger Bloksbjerg sammen med ham.
   Associationen, som man får, er måske den særeste i filmen. Jo, man kan ane Tarkovskij, men også »Ave Maria«-sekvensen fra Disneys Fantasia (1940). Atter citeres Händels Rinaldo. Porten til Helvede lukkes igen, og den romantiske apoteose sker fyldest.
   Antichrist skal ses flere gange, og filmen er mange ting på én gang. Som romantisk horror story er den vild, hysterisk, betagende smuk og grænseoverskridende udpenslet i sine få, men effektfulde chokscener. Som en fabel om kønnenes forhold har den mindst syv lag og tre dobbelte bunde.
   Den okkulte faktor peger tilbage mod værker som Epidemic (1987) og Riget (1994-1997), men det er hekseaspektet, kvinden som hundyr, kælling og martyr, der knytter den tættest til Triers øvrige film. Også Charlotte Gainsbourgs karakter er en version af Guldhår, en kusine til Bess fra Breaking the Waves, Selma fra Dancer in the Dark og Grace i Dogville og Manderlay.



FILMEN er et eventyr om fortrængning; om sorgen, kønnet og angsten i skoven, der ligger både i virkeligheden og i underbevidstheden. Man har Antichrist siddende i sig bagefter, for det gode såvel som det ondes skyld. Dafoe og Gainsbourg giver sig selv helt og fuldt, som filmen overhovedet gør det. I æstetisk henseende er det Triers smukkeste og størst tænkte film siden Europa (1991). For dét kan Dod Mantle tage en stor del af æren.
   Det bliver aldrig klart, om Gainsbourgs forvandling er et udslag af psykose eller del af en satanisk besættelse. En pointe kunne være, at der ingen forskel findes, blot to forskellige virkeligheder.




Antichrist. Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 104 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Italien-Polen-Tyskland 2009. Dansk premiere: 20.05.2009.


Fotos: Zentropa Entertainments/ Slot Machine/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ DR/ Lucky Red/ Arte/ Film i Väst/ SVT/ Canal+/ CNC/ DFI/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Nordisk Film/ TrustNordisk/ CineMaterial/ Criterion Collection/ Film-grab.com (framegrabs)/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Antichrist er udgivet på dvd og Blu-ray hos Artificial Eye (UK) og The Criterion Collection (US)
Teksten stod som anmeldelse (med rubrikken Satans ånde) i Weekendavisen Kultur 21.05.2009 og er senere trykt som essay (med titlen Kaos hersker) i antologien Fotografens øje: Dansk filmfotografi gennem 100 år. Red. Dirk Brüel, Andreas Fischer Hansen og Jan Weincke. 360 s. Lindhardt og Ringhof, 2009.