Translate

Viser opslag med etiketten vildmark. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vildmark. Vis alle opslag

søndag den 18. juli 2021

Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]



EN KAMP PÅ LIV OG DØD
Jack Londons klassiske hundehistorier

Af BO GREEN JENSEN

DER er tusindvis af historier om hunde. I nogle kan dyrene tænke og tale, og de er meget som mennesker, når de gør det. I andre bliver dyrene set udefra og opfører sig som i virkeligheden.
   Forfatteren Jack London (1876-1916) var kun 21 år, da han kom til Canada for at grave efter guld. Det var i 1897, og han var ikke alene. På tre år kom 100.000 lykkejægere til Klondike for at blive rige i en fart. Det er det samme guldfund, som kalder i Carl Barks’ historier om, hvordan Joakim von And blev rig, og i stumfilmen Guldfeber (1925) med Charlie Chaplin.
   Jack London fandt ikke guld. Derimod fik han skørbug og forfrysninger og lærte nyttige ting om livet i vildmarken. London blev kun 40 år, men han nåede at opleve meget. Allerede før han kom til Klondike, havde han været i Asien og på Stillehavsøerne som sømand.
   London elskede hunde. I Canada blev han ven med flere slædehunde. Han lærte, hvordan det ikke kunne nytte at gøre arbejdshunde til kæledyr. Og på sin særlige måde forstod han at sætte sig i dyrets sted.
   Efter hjemkomsten til San Francisco skrev London to store hundehistorier, som er blevet læst lige siden, både af voksne og børn.*


ROMANERNE er som spejlbilleder af hinanden. Når naturen kalder (1903) handler om Buk, der vokser op som tam familiehund. Han er slædehund under guldfeberen og opdager den vilde side af sig selv. Buk lærer at sætte sig i respekt. Han lærer at kende forskel på gode og dårlige mennesker. Til slut forsvinder han i skoven, men kommer frem én gang om året for at mindes de gode mennesker, som han hjalp.
   I Ulvehunden (1906) er forholdet vendt. Hvidtand vokser op med sin mor i naturen. Han bliver arbejdshund hos indianeren Grå Bæver, som må sælge ham til den nedrige »Beauty« Smith – der hverken er smuk af sind eller krop. Med brutale stokkeslag bliver han afrettet som kamphund. Smith tjener mange penge på Hvidtand. Da den nye filmatisering begynder, ligger Hvidtand såret og ser op på stjernerne, som han kan huske fra tiden med sin mor.
   Også Hvidtand lærer at sætte sig i respekt, mens han er slædehund for Grå Bæver. Han lærer at kende forskel på gode og dårlige mennesker, da han bliver pryglet af Beauty Smith. Men han får en kærlig herre og en god familie, da sheriffen Weedon Scott tager ham med hjem. Ulvehunden bliver tam og hjælper til. Han redder endda sin familie til slut.


DER er mange film- og tv-udgaver af Ulvehunden. Nogle er frie, nogle er fortsættelser, nogle følger slet ikke romanen. Den nye animationsfilm er fransk, og hvis den ikke er fuldkommen trofast, er den i hvert fald lavet i Jack Londons ånd.
   Filmen bruger også Hvidtands historie til at fortælle om forholdet mellem hvide og indfødte amerikanere omkring år 1900. På den måde måde ligner den Dreamworks-filmen Spirit (2002), der lod en kavalleriofficers tæmmede vildhingst fortælle. Hvidtand har dog ingen stemme. Du må selv finde ud af, hvorfor han reagerer, som han gør.
   Grå Bæver er blevet mere ædel, og i Londons fortælling var Weedon Scott ikke sheriff, men en adelsmand, der talte som forfatteren. Slutningen er ændret, så du faktisk får både Når naturen kalder og Ulvehunden fortalt på én gang.


ALLIGEVEL er det en smuk film, som fortæller historien klart og loyalt. Det er i bøgerne et højdepunkt, når Buk eller Hvidtand må kæmpe mod andre hunde. Det er ubærligt, når de bliver slået. Det er så godt, når de får et hjem, de fortjener. Vist er der tilføjet mennesketræk, men Hvidtand er en rigtig hund. Den er ikke – i hvert fald ikke kun –
 en filosofi i forklædning.
   Landet med nordlys er smukt animeret. Filmen får et ekstra løft af musikken, som Bruno Coulais har komponeret. Til slut synger Will Oldham »You Will Find a Home«, så du kan mærke vinden i hjertet.
   Det er helt klart en film for hundefamilier. Men alle som holder af levende dyr – modsat nuttet legetøj og litterære konstruktioner – vil elske at høre legenden om Hvidtand.



*) Min far, Harald Jensen (1920-1965), gav mig disse bøger i 1964. Jeg skylder ham evig og inderlig tak.

Ulvehunden (White Fang – Croc-Blanc). Instr.: Alexandre Espigares. Manus: Philippe Lioret, Serge Frydman, Dominique Monfery. 85 min. Frankrig-USA 2018. Danske stemmer. Frarådes børn under 7 år. Dansk premiere: 20.12.2018

Jack London: Ulvehunden. Oversat efter White Fang (1906) af Aslaug Mikkelsen (rev. Kinne Hermann og Niki Robson. Med et forord af Hans Hertel. I serien Kaptajn Nemos Bibliotek. 250 s. København: Høst & Søn, 2001.


Fotos: SuperProd/ Sweet Chili Entertainment/ CineMaterial/ Wikimedia Commons/ Martins forlag/ Høst & Søn/ Imperiet (Harvey Macaulay
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay
Teksten bragt i Weekendavisen Faktisk 21.12.2018

lørdag den 17. juli 2021

Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]


MENNESKER I ULVELAND
Når naturen virkelig kalder

Af BO GREEN JENSEN

ET fly med oliearbejdere styrter ned i det nordligste Alaska. Kun syv overlever. Det er en blakket besætning af eksfanger, fraskilte fædre, mænd i forskellige former for krise. The Grey er dog ikke en overlevelsesfilm, hvor energien investeres i filosofiske problemstillinger. Ej heller gælder det kannibalisme. Derimod fortælles en stramt komponeret historie om, hvad der sker, når naturen virkelig kalder.
   Mændene er isoleret i en ødemark, hvor temperaturen typisk holder tyve grader minus. Snart bliver en af dem flænset af ulve, »de grå«, som uden tøven rykker ind. Interne stridigheder bilægges, efterhånden som ulvene vokser i antal. Fortælleren John Ottway (Liam Neeson), der i filmens begyndelse har været ved at tage at sit liv, træder da i karakter som en erfaren overlever.



ULVENE ved, at de har hjemmebanefordel. De har en jagtradius på 300 km og et instinkt for at dræbe i 50 km omkreds fra deres hule. Ottway ved ikke, hvor hulen er, men fører sin menneskeflok gennem skoven, over en kløft og ned langs en flod, der næsten løfter filmen over i en anden del af survival-genren.

   Det er en spændende fortælling med et skær af jægermyte som hos William Faulkner, (i kortromanen The Bear), James Dickey (i Deliverance/ Udflugt med døden) og Ernest Hemingway. Man må ikke vide for meget på forhånd. Til gengæld er det vigtigt, at man bliver siddende efter de sidste credits, da slutningen har en saks i sin hale.
   Joe Carnahan har skrevet og instrueret The A-Team (2010), biografudgaven af en antik tv-serie og et buldrende uambitiøst genrestykke. The Grey har de rigtige takter, og Liam Neeson er en veritabel klippe af troværdighed. Omkring ham færdes f.eks. Dermot Mulroney, Frank Grillo og Dallas Roberts, men listen bliver kortere for hvert kvarter.*



ULVEFLOKKEN anskues som et hierarki, der ligner de nødstedte mænds. Eller omvendt. Også ulvenes alfahan må ryste rivaler af sig, og filmen er behageligt fri for økologiske og dyreetiske budskaber. Det er et spørgsmål om dem eller os hele tiden.
   De ubønhørlige dyr er (desværre) skabt med en blanding af CGI og animatronics. Derimod ser sneen ægte ud, og flystyrtet skildres brutalt og livagtigt. The Grey er en fysisk fabel, som virkelig fungerer. Er man til overlevelsesfilm, bliver de næppe lavet bedre end denne.

*) Carnahan er siden The Grey og The A-Team blevet forfatteren, som man kontakter med henblik på remakes af maskuline evergreens i actiongenren. I 2018 skrev han manuskriptet til Eli Roths genindspilning af selvtægtsklassikeren Death Wish (1974, da. En mand ser rødt) – med Bruce Willis i Charles Bronsons signaturrolle – og i 2020 var han medforfatter på Bad Boys for Life, en fortsættelse til/genstart af 1990er-serien med Will Smith og Martin Lawrence. I 2021 instruerede Carnahan Boss Level, en variation over Groundhog Day/Edge of Tomorrow/Palm Springs-motivet, hvor en dag bliver ved at gentage sig, indtil protagonisten finder den rigtige måde at bryde mønstret på. »It's like being stuck in a video game at a level you can't beat,« siger Frank Grillo i voice over. Så metabevidst er dusinfilmen blevet. Boss Level streames i Danmark på Amazon Prime, Blockbuster, Nordisk Film+, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy.
  


The Grey. Instr: Joe Carnahan. Manus: Ian Mackenzie Jeffers og Joe Carnahan. Foto: Masanobu Takayanagi. 112 min. USA 2011. Dansk premiere: 15.03.2012.


Fotos: Open Road Films/ Scott Free Productions/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 21.05.2012
Bragt som filmrevy i Weekendavisen Kultur 16.03.2012

fredag den 16. juli 2021

Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]




EN ROBINSON I SNEEN
Mads Mikkelsen som stoisk overlever

Af BO GREEN JENSEN

EN pilot er strandet i den arktiske ismark. Han bruger sit knækkede fly som et helle og har indrettet sig i en nøjagtig rutine. Han jager, sætter fælder og håber at fange en fisk. Han fantaserer om mad og om at blive fundet. Der er kun de basale behov. Han bygger et nødsignal, et SOS som kan læses fra luften, hvis der en dag skulle komme et fly.
   Arctic er en robinsonade, som holder sig strengt og stoisk til sagen: overleverens minimalistiske livsform. Der er ingen forsøg på at blødgøre emnet med de excentriske ornamenter, som Robert Zemeckis brugte i Cast Away (2000), hvor Tom Hanks bevarede fornuften ved at tale til en volley ball, som han kaldte Wilson. Ej heller efterdødsfantasier af typen, som James Franco havde i Danny Boyles 127 Hours (2010).
   Da piloten forlader sit fly, bliver hans rejse en kædereaktion af fra asken til ilden-oplevelser, der kan minde om en slow motion-udgave af Leonardo DiCaprios bane i The Revenant (2015). Allermest ligner manden måske de strandede astronauter i Moon (2009) og The Martian (2015).
   


DA hjælpen når frem, bliver problemet fordoblet. Helikopteren kredser forgæves og styrter. Det lykkes manden at redde en kvinde, som han samvittighedsfuldt tager sig af. Hun er bevidstløs det meste af tiden, men opgaven giver ham formål og fokus. Robinson finder sin Fredag sådan.
   Mads Mikkelsen er alene på lærredet i størstedelen af tiden. Han leverer en udsat figur, der fungerer både fysisk og mentalt. Sammenbidt og dog til at læse. Hver handling er beskrevet så grundigt, at vi forstår, hvor stor triumfen er, når det lykkes at spise varm fisk eller gå et ekstra stykke vej.
   Der er et møde med en isbjørn. Der er et vendepunkt, hvor manden sætter usikkert håb over statisk rutine. Men brasilianske Joe Penna har instrueret, så rejsen aldrig bliver åbenlyst metaforisk. Der er kun det konkrete nu. Det er mere interessant end at se de iscenesatte overlevere i reality-serier som Alene i vildmarken.


DET er en film med sin egen økonomi og logik. Man lever sig ind og bliver inspireret. Det er i høj grad Mikkelsens fortjeneste. I udenlandske roller bliver han somme tider svigtet af sproget. Det er der ingen risiko for i Arctic. Der er kun manden, som bakser på isen.
   Man kunne vise Arctic sammen med Jaume Collet-Seras The Shallows (2016). Her er Blake Lively alene på en klippe i vandet. Hun forsvarer sig mod en hvid kæmpehaj, som bliver ved med at komme. Heller ikke her er der symboler. Eller også er alting symboler. Kvinden vil satse og svømme mod land. De to film er fuldendte spejlbilleder.



Arctic. Instr.: Joe Penna. Manus: Ryan Morrison og Joe Penna. Foto: Tómas Örn Tómasson. 97 min. Island 2018. Dansk premiere: 31.01.2019.


Fotos: Armory Films/ Pegasus Pictures/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Paramount, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 01.02.2019 

torsdag den 15. juli 2021

Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]



DYRET, HAVET OG KVINDEN
Naturen går til modangreb

Af BO GREEN JENSEN

FIRE eller fem slags film stimler sammen i The Shallows. Der er fablen om en vred, hvid haj, der vil hævne sig på mennesket. Der er en effektiv spænding i ånden fra Jaws (1975) og bikiniklædt voyeurisme i Baywatch-traditionen. Der er myten om en uberørt strand, hvor Paradis viser tænder, og der er en overlevelseshistorie, hvor mennesket tager kampen op mod naturen.
   Det er tæt på at være en ren genrefest. Fra Liam Neeson i The Grey (2011) til Leonardo DiCaprio i The Revenant (2015), fra James Franco i 127 Hours (2010) til Robert Redford i All Is Lost (2013), er seje mænd gået survivalist-vejen. Her er prepperen en kvinde, som ikke vil lade sig kue. Der er også lidt Life of Pi i historien. Blake Lively er så godt som alene på lærredet i 87 minutter. Der er hende og hajen og stranden i Tijuana, som ser fantastisk ud i fugleperspektiv.


NANCY er kommet til Mexico for at surfe ved stranden, hvor hendes mor var gravid og lykkelig i 1991. Nu er moderen død, og Nancy har så travlt med at vise chaufføren fotos på sin iPhone, at hun knap har øjne for virkeligheden. Ved stranden møder hun to surfere, som filmer hinanden med et vandtæt Hero 4-kamera. Nancy hilser høfligt, men glæder sig til, at de går.
   Det skal siges, at der allerførst er en dreng, som finder et kamera. Han ser lidt af filmen og gør store øjne, før han løber hjem for at hente sin far. Det hele kunne altså være found footage. Publikum håber det bedste og frygter det værste. Sikkert er i hvert fald, at The Shallows forstår at skabe engagement og kontakt. Salen er på meget hurtigt og bliver i stemningen, til det er slut.


ALT er blåt, hvidt, grønt og helt stille. Kun en måge med dårlig vinge gør Nancy selskab. Hun kalder den Steven Seagull for sjov. Da er surferne kørt, og hun har haft sit første møde med dræberhajen, som kredser på det lave vand.
   Først bider hajen Nancy i låret. Det kan hun heldigvis reparere med sine smykker og belejlig rutine fra lægestudiet, som hun ellers forladt, fordi det ikke hjalp hendes mor. Så cirkler hajen ubønhørligt om klippen, hvor Nancy venter sammen med mågen.
   Når tidevandet kommer, bliver klippen oversvømmet. Nancy vil derfor over til bøjen, hvor der muligvis er en nødraket. Hun kan hele tiden se stranden. Der er kun 200 meter ind, men det kunne lige så godt være ti kilometer. Alle forsøg på at flytte sig mislykkes. Nancy filmer sig selv, mens hun siger farvel. Og lukker øjnene længe ad gangen.


FILMEN er næsten lige så glat som hajen, der snapper og snor sig. Som dyret trækker på et instinkt, der er udviklet over millioner af år, kan The Shallows bruge tricks og teknikker, der ligger dybt i den fysiske films DNA. Det er kvinden mod hajen med publikum på i en situation, der er spændt som Robin Hoods bue. Det er slet ikke dybt, men det suger i maven, meget som rutschebanen i Tivoli.
   Spanieren Jaume Colet-Serra har instrueret og orkestreret, men fotografen Flavio Labiano kan tage en stor del af æren. The Shallows er elegant skruet sammen. De digitale klip veksler med majestætiske overflyvningsbilleder.
   Blake Lively er sammenbidt og fokuseret. Er der ét gram fedt på konstruktionen, skulle det være den redundante familiehistorie. Det er både en post-human fabel og en gennemført brug-og-smid-væk film. Det var Dødens gab også for 40 år siden, og alligevel bliver den streamet endnu.


The Shallows. Instr.: Jaume Collet-Serra. Manus: Anthony Jaswinski. Foto: Flavio Labiano. 87 min. USA 2016. Dansk premiere: 18.08.2016.



Fotos: Sony Pictures/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.08.2016

onsdag den 14. juli 2021

Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]



DEN BEGRAVEDE MAND
En ode til ukueligheden

Af BO GREEN JENSEN

INDISK slum, en skotsk wc-kumme, stranden i Thailand. Inficerede zombier og protuberanser på solen. Danny Boyle (f. 1956) kan få levende film ud af alt. Fra en lokal begyndelse i Shallow Grave (1994) og Trainspotting (1996) til de geografiske erobringer i The Beach (2000), Sunshine (2007) og Slumdog Millionaire (2008) har filmskaberen demonstreret sin evne til at fortælle energiske historier, som bliver store i små situationer.
   Efterhånden tegner sig også et gennemgående tema i auteurens mangefarvede oeuvre. Skønt filmene flakker i udtryk og zapper mellem genrer, fra narkotisk realisme til zombiehorror og visionær sci-fi, er de befolket med fastlåste karakterer, der kæmper sig fri mod dårlige odds. Fikseringen kan være fysisk, social eller psykisk, men uanset hvad gør de oprør. Skønt tematikken for det meste er mørk, opleves Boyle som en optimistisk filmskaber, der gang på gang priser ukueligheden.


MOTIVET sættes på spidsen i 127 Hours, der i referat må lyde svær og umulig. Filmen baserer sig, som så mange historier i tiden, på »virkelige hændelser«. I 2003 blev bjergbestigeren Aron Ralston (f. 1975) fanget under en kampesten i Blue John Canyon i Utah. I fem døgn ventede han forgæves på assistance. Endelig fandt den forkomne mand en måde at gøre sig fri på. Han tog hjem og skrev Between a Rock and a Hard Place (2004), som ligger til grund for Boyles film. Ralston dyrker stadig sin sport, men husker altid at lægge besked om, hvor han er.*


DÉT er problemet i 127 Hours. For Ralston ligger attraktionen i dét at være alene med elementerne, fri af professionel kævl og personlige forhold. Og fordi han vil opleve grænseløsheden, ender han med at blive levende begravet. Tidens smag for klaustrofobi og ekstremsport finder sit indbegreb hér. For filmskaberen ligger udfordringen naturligvis i at gøre det levende. Fem døgn i et hul i jorden. Hvordan visualiserer man frygten, panikken og monotien, uden at kede sit publikum ihjel?


LAD det straks være sagt, at det lykkes. Filmen er fantastisk intens – endda i næsten udmattende grad. Man føler med Ralston og deler hver af hans sindsstemninger, der glider mod hallucineren, efterhånden som væskemanglen tager til. Han koger om dagen og fryser om natten, filmer sig selv, skriver på væggen, overvejer sin situation.
   Galgenhumoren sætter igennem, da Ralston fantaserer om sodavandsreklamer og interviewer sig selv til morgen-tv. Han ser sin familie i drømme og undslipper flere gange livagtigt. Før faldet møder han to piger, som han svømmer med i en sø under klippen. Da han senere scanner tilbage i optagelsen, for at dvæle ved den enes krop, er det ikke kun lyst til kvinden, han føler. Det er begær efter alt, som er fremtid og liv.


JAMES Franco er formidabel i den ensomme rolle som Ralston. Anthony Dod Mantle får hver farve frem i Moab-ørkenen, og situationen er anskuet så varieret, at man aldrig når at blive træt. 127 Hours er en robinsonade i ånden fra Robert Zemeckis Cast Away (2000), Werner Herzogs Grizzly Man (2005) og Sean Penns Into the Wild (2007), men den har en glæde ved vildskaben i sig, som de nævnte film ikke deler.
   Det er fristende at røbe, hvordan den begravede mand slipper fri, men der skal være en lille belønning for den, som kan undgå at vide for meget på forhånd.




*) Aron Ralston: Between a Rock and a Hard Place (2005) er udkommet på forlaget Simon and Schuster. Titlen gør brug af en fast talemåde (som også Rolling Stones har fået en fin sang ud af – »Rock and a Hard Place« på albummet Steel Wheels (1989). Det svarer på dansk til at være fanget som en lus mellem to negle og/eller at skulle vælge mellem ét af to onder, pest eller kolera, Skylla eller Charybdis. Sprogfarven er bevaret i Michael Krefelds oversættelse af Et umuligt valg (Aschehoug, 2005). Lindhardt og Ringhof udgav filmudgaven i 2011, nu med James Franco på omslaget og titlen 127 Hours - Et umuligt valg.

127 Hours. Instr.: Danny Boyle. Manus: Danny Boyle og Simon Beaufoy. Foto: Anthony Dod Mantle. 86 min. USA-Storbritannien 2010. Dansk premiere: 03.02.2011.


Fotos: Fox Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.02.2011

tirsdag den 13. juli 2021

Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]



ALENE I VILDNISSET
En vandrende kvinde finder sig selv

Af BO GREEN JENSEN

PACIFIC Crest Trail er navnet på den vilde vej, som strækker sig fra Mexico til Canada, op gennem staterne Californien, Oregon og Washington. Ruten følger bjergkæderne Sierra Nevada og Cascade. Den korte version, som standser ved Washingtons sydlige grænse, er på 1.800 kilometer. Den fulde vej, som fører fra Campo i Californien til Manning Park i British Columbia, er på 4.286 km.
   Cheryl Strayed gik sin PCT på 100 dage i 1995. Det var, før det for alvor blev trendy at vandre til Santiago de Compostella og andre ekstreme lokaliteter. Hun gik for at være alene, men endte med at sætte pris på vejens fællesskab. 17 år senere skrev hun en bog om sit desperate erkendelsestogt. Wild: From Lost to Found on the Pacific Crest Trail er siden blevet en ny amerikansk nøgletekst.


STRAYED – som har fortabelsen skrevet helt ind i navnet – tog afsted, fordi hun havde nået et nulpunkt i tilværelsen. Da hendes mor døde – af cancer og kun 45 år gammel – gik noget i stykker. Cheryl faldt ud af sine studier, blev heroinmisbruger, havde sex med mange forskellige mænd og blev endelig skilt fra sin egen. Cheryl var 26, da hun gik turen. Den blev vendepunktet, som førte hende hjem.
   Det lyder sikkert meget selvudviklingsagtigt. Tusindvis af mennesker har fundet sig selv på en ø, i et kloster eller ude på vejen, og de fleste hard luck stories ligner hinanden. Men netop præget af noget banalt gør det muligt at fortælle historien i telegrafisk form. Det giver filmudgaven en sjælden frihed og lethed.


REESE Witherspoon, som selv har produceret Wild, er på lærredet i samtlige scener. Hun tænker tilbage, har indre dialoger med sig selv og nynner signifikante sangstumper. Imens når hun længere nordpå, begynder igen at kunne mærke sin krop og bliver en rutineret hiker. Det er sådan set hele filmens struktur.
   Der er dog aldrig tale om forkromede flashbacks, udførlige enetaler eller lyriske musikvideoer. Minderne kommer som indstik, citaterne bruger blot enkelte linier. »Come on, Bruce, walk with me,« mumler Strayed, mens »Tougher Than the Rest« bygger op. Man når aldrig til at høre Springsteens stemme sætte i.
   Kronologien er vilkårlig som erindringen selv, når den arbejder. Man får hurtigt en fortrolighed med Cheryl på turen, og man begynder efterhånden at kunne orientere sig i historien om hendes liv. Her gør tabet af moderen (Laura Dern), en ukueligt kærlig positivist i en gennemført tarvelig verden, den afgørende forskel.


CANADIEREN Jean-Marc Vallee (Dallas Buyers Club) har instrueret, og englænderen Nick Hornby (som altid har forstået at formidle et erindringsstof kreativt) har skrevet et tæt manuskript, som får meget med. Også konturerne af et tidsbillede bliver det til. Da Cheryl når til Ashland, Oregon, er Jerry Garcia fra The Grateful Dead netop død, 53 år gammel, og byen er fuld af hengivent sørgende deadheads.
   Strayeds bog nedstammer fra amerikanske klassikere som Ralph Waldo Emersons Self-Reliance (1841) og Henry David Thoreaus Walden – Livet i skovene (1854). Det handler om verdslig fordybelse, og man ser ind i sig selv for at blive klogere på verden. Filmen ligner Into the Wild, Grizzly Man, Tracks og andre moderne vildmarksmyter. Der må være en vis ydre spænding, og den finder filmen effektivt ind til.


DER er en overvægt af feministiske citater – mænd kan vel også have ondt og få desperat vandrelyst – men Witherspoons usentimentale fremstilling af Strayed giver filmen et så bæredygtigt fokus, at virkningen nærmest bliver kønsneutral. En mørk og lavpraktisk humor kompenserer for den traumatiske baggrund.
   Under slutteksterne kører fotos af den unge Strayed ude på ruten. Hun bor i dag i Portland, Oregon, hvor de fleste scener er optaget. Grateful Deads »Ripple» passer perfekt til den bittersøde realisme. Wild er blevet en lysende film om at fare vild og finde sig selv. Til og med er den fuld af amazing grace, forbløffende nåde og ynde.



Wild. Instr.: Jean-Marc Vallée. Manus: Nick Hornby. Foto: Yves Bélanger. 115 min. USA 2014. Dansk premiere: 12.03.2015.

Cheryl Strayed: Wild: From Lost to Found on the Pacific Crest Trail. 336 s. New York: Alfred A. Knopf, 2012.

Cheryl Strayed: Wild - en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen. Oversat af Ellen Boen. 356 s. København: C & K Forlag, 2012



Fotos: Bob Industries/ Pacific Standard/ Fox Searchlight Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 13.03.2015

mandag den 12. juli 2021

John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]



NOMADENS EGNE VEJE
Robyn Davidsons pionerarbejde

Af BO GREEN JENSEN

ROBYN Davidson (f. 1950) er i dag en ikonisk rejseforfatter, vejrbidt og verdensberømt. I 1975 var hun 25 år og kom til Alice Springs i det centrale Australien. Hun arbejdede på en kamelfarm og lærte faget fra bunden. Efter to år kunne hun sætte ud på sin store frigørelsesrejse. Med en hund og fire kameler gik hun fra byen midt i ørkenen til kysten ved det Indiske Ocean.
   Davidson var otte måneder om at tilbagelægge distancen på 2.700 kilometer. Rejsen blev sponsoreret af National Geographic Magazine, som bragte Davidsons artikel om togtet og betingede sig, at hun mødte fotografen Rick Smolan ved aftalte steder på ruten. Ellers var autonomien den halve pointe for Davidson. Hun ville udrette noget konkret, være alene midt i en myldrende tid og rejse gennem landet, som hun delte med den indfødte australske befolkning.



BOGEN Tracks blev en succes, ikke mindst blandt feministisk funderede læsere, da den udkom i 1980. Herhjemme fik den titlen Egne veje. Davidson havde studeret i Sydney, hvor hun var aktiv i kunstnerfællesskabet The Push. Hun foregreb sammen med vennen Bruce Chatwin en ny måde at skrive etnografica på. For Davidson var rejsen et eksistentielt projekt og et opgør med den intellektuelle baggrund.
   Disse udenværker er effektivt skåret væk i John Currans filmatisering af Tracks. Her bliver Davidson spillet af Mia Wasikowska og er fra første færd kun interesseret i at komme ud under solen i ørkenen. Hun taler mindst muligt med andre mennesker, mens hun forbereder rejsen, som er svær at få finansieret. Til gengæld giver hun dyrene navne. Hunden hedder Diggety, kamelerne Dookie, Bub, Zeleika og Goliath.



DAVIDSON har sine grunde til at foretrække dyrene, ørkenen og ensomheden. Nogle af dem beskrives i flashbacks til barndommen. Curran og fotografen Mandy Walker skildrer dog landskabet så farvestærkt, at man egentlig aldrig har spørgsmål.
   Rick Smolans rolle er væsentligt opskrevet. Fotografen spilles af Adam Driver. Han tror, at alting er ændret, da de har elsket, men hun er bare lettet over at få det ud af systemet. Rick og Robyn delte også sovepose i virkeligheden. I 1992 udgav de sammen From Alice to Ocean, hvor Smolans fotografier er samlet.*
   Det er afgørende, at Davidson får lov til at rejse gennem den indfødte befolknings territorium. Hun vinder Mr. Eddies respekt, og han guider hende gennem Ngaanyatjarra. Hun bliver overfaldet af vilde kameler og må skyde for at dræbe. Det er ét af flere uskyldstab. Et andet indtræffer, da Diggety bliver forgiftet.


FOR Davidson er nomadetilstanden den optimale livsform. Det er som nomader, at vi har gjort mindst skade og haft den letteste gang på planeten. Filmens voice over uddyber denne filosofi, men billederne har allerede sagt det fornødne.
   Mia Wasikowska (f. 1989) har på få år markeret sig som en af de mest interessante og alsidige skuespillerinder i sin generation. Hun begyndte som Alice i Eventyrland (Tim Burtons 2010-version) og var snart efter god som Madame Bovary (Sophie Barthes' 2014-udgave). Som instruktør har hun bl.a. signeret segmentet »Long, Clear View« i antologifilmen The Turning (2013). I Tracks er hun fremragende som Robyn Davidson.
   Davidsons bøger er værd at opsøge. Blandt andet har hun skrevet om ørkenens folk i Ancestors (1989) og Desert Places (1997). Hun redigerede overflødighedshornet The Picador Book of Journeys i 2001. Manifestet må være »No Fixed Address: Nomads and the Fate of the Planet«, som Davidson skrev til Quarterly Essays i 2006.


DER er en betagende, eventyrlig atmosfære i filmen, som langt ude er i familie med maskuline epos som Dances with Wolves og Lawrence of Arabia. David Leans klassiker skildrer Lawrence som et menneske i sit element og fremstår som et billeddigt, der synger ørkenens pris. Det er i samme ånd, at Wasikowska vandrer med kameler og bliver ét med de indfødtes dreamtime.



*) I 2014 udgav Rick Smolan fotobogen Inside Tracks: Robyn Davidson's Solo Journey Across the Outback på forlaget Against All Odds Productions. Her indgår outtakes fra de oprindelige optagelser til National Geographic Magazine og From Alice to Ocean. Der er lagt lige megen vægt på Davidsons bog og John Currans film. Filmen genskaber det klassiske foto af Davidson, som står i vandet med en af kamelerne, da stranden er nået for enden af rejsen. Den kan dog ikke matche styrken i Smolans psykedeliske pragtskud. 


Tracks. Instr.: John Curran. Manus: Marion Nelson. Foto: Mandy Walker. 112 min. Australien 2013. Dansk premiere: 07.08.2014

Robyn Davidson: Tracks. A Woman's Solo Trek Across 1700 Miles of Australian Outback. 288 s. Vintage Books, 1980.

Robyn Davidson: Egne veje. Oversat efter Tracks (1980) af Hanne Tang. 278 s. København: Lindhardt og Ringhof, 1997.


Fotos: See-Saw Films/ HanWay/ Screen Australia/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ RICK SMOLAN/ National Geographic Magazine/ Time (Davidson 2020 portrait)
Filmen streames ikke i DK – i UK, Tyskland og Frankrig på iTunes og Amazon Instant
Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 08.08.2014