Translate

Viser opslag med etiketten nautisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nautisk. Vis alle opslag

søndag den 14. november 2021

Peter Weir: Master and Commander (2003) [Bogen og filmen]



I SKIBENES TID
The Aubrey-Maturin Chronicles

Af BO GREEN JENSEN

DER var en tid, da mænd var mænd og havene tilhørte store sejlskibe. Ord som mod og ære gav stadig en vis form for mening. Mændene var dog ikke større, mere eller mindre helte, end de er nu. Det er vel den første fejl, som megen historisk digtning begår. I filmsammenhæng ruller blodet altid raskere, og smilene er bredere. Resultatet er drengedrømme for voksne.
   Englænderen Patrick O’Brian (1914-2000) nåede at skrive tyve romaner om Jack Aubrey, kommandør i den Kongelige Flåde, der under Napoleonskrigene sejler verdenshavet tyndt som kaptajn på fregatten H.M.S. Surprise. Han er så godt som altid i selskab med skibslægen Stephen Maturin, med hvem han deler en lidenskab for musik og visse basale anskuelser. Siden Master and Commander (da. Den første kommando) udkom i 1970, har serien fået stadig flere trofaste læsere, ikke mindst i USA, hvor forlaget Norton lancerede Aubrey i 1990. Herhjemme udgav Rosinante de første fem romaner.


AUBREY og Maturin tilhører skibenes verden og heltenes tid. De griber os dog med deres nutidighed og pragmatiske væsen. O’Brian baserede sine romaner på faktiske træfninger fra Napoleonstiden og opererede ud fra en overbevisning om, at »den usandsynlige virkelighed« overgår fantasien. Han ville ikke skabe, men beskrive og genskabe. »Det autentiske er uforligneligt,« står der i forordet til Den første kommando. Der er blot justeret i kronologien.
   Romanerne repræsenterer en genre, som Frederick Marryatt (1792-1848) grundlagde med Peter Simple (1834) og Mr. Midshipman Easy (1836). C.S. Forester (1899-1966) moderniserede den med sin serie om Horatio Hornblower, der i 11 romaner avancerer fra kadet til admiral i Lords Nelsons flåde. Siden har forfattere som Dudley Pope (Ramage-serien), Ellis K. Meacham (Merewether-serien) og Alexander Kent (Bolitho-serien) gjort naval fiction til en populær litterær specialitet.

   
PATRICK O'Brian tilførte genren noget ekstra med sin blanding af historisk akkuratesse og overvældende menneskelighed. »Jeg vil ikke sige, at jeg græd, men jeg vil heller ikke sige, at jeg ikke græd,« skrev David Mamet i sine mindeord i The New York Times.
   Den hårdkogte filmskaber tilføjede, at O’Brian har skabt skikkelser, som betyder mere for ham end mange virkelige bekendtskaber. Han sætter O’Brian væsentligt højere end parnassets fejrede navne. Det er nok at gå rigeligt langt. Der er områder af tilværelsen, eksempelvis livet på land og familier, som der ikke står meget om hos O’Brian.
   Men vi ved, hvad Mamet mener, og på sin måde har han ret. Endvidere skylder man militærgenren tak, fordi den skabte rammen, som krystergenren lukrerer på. George MacDonald Frasers udødelige Harry Flashman ville ikke være det samme uden eksempler som Hornblower og Aubrey.


PETER Weirs store film tager sin titel fra den første roman, men er i alle væsentlige henseender en filmatisering af seriens tiende bind, The Far Side of the World fra 1984. Her ligger H.M.S. Surprise og hugger langs kysten ud for Brasilien, idet Aubrey har fået ordre til med alle midler at eliminere det franske kaperskib Acheron, som har bragt krigen til Stillehavet. »You will sink, burn or take her a prize,« står der i Aubreys instrukser. Det er lettere sagt end gjort, for Acheron er et moderne skib, som modstår kanonilden og skyder en højere fart end Surprise.
   Året er 1805. Der er 197 sjæle og 28 kanoner ombord på fregatten. Undervejs i filmen går Aubreys besætning kun i land en eneste gang. Denne pause er til gengæld spektakulær: på de legendariske Encantadas, dvs. Galapagos-øerne, har den naturvidenskabeligt interesserede Maturin lejlighed til at studere arternes oprindelse et kvart århundrede før Charles Darwin. Aubrey vil gerne give sin ven mulighed for at fordybe sig, men krigen forhindrer et længere ophold. Også til slut må Surprise lette anker i noget, der nærmer sig yderste hast. Jeg skal undlade at røbe hvorfor, eftersom dét er fortællingens clou.



DET er netop præget af fortælling, som Peter Weir overfører så smukt. Man læser ikke O’Brians bøger for spændingen og effekterne, men for atmosfæren i romanernes rum, de minutiøse beskrivelser af livet ombord, det ekstremt konkrete, beskrivende sprog og den maskulint understatede rapport mellem vennerne Aubrey og Maturin.
   Produktionen har kostet en formue (nærmere bestemt 135 mio. dollar). Man kunne derfor frygte, at Fox-studiet ville kræve sex, søuhyrer og saftige eksplosioner, gimmicks der kunne få hoben i tale, men det er ikke tilfældet. Weir respekterer bøgernes sjæl og fortæller i samme rolige tempo og saglige tone som O’Brian.
   Endvidere filmer han denne verden af vand med samme sans for konkret magi og slående kompositioner, som har kendetegnet hans arbejde fra de australske begyndelser med Picnic at Hanging Rock (1975), The Last Wave (1977) og Gallipoli (1981) til amerikanske produktioner som Dead Poets Society (1989), Fearless (1993) og The Truman Show (1998). Peter Weir er en af de meget få tilflyttere, som har skabt synkefri filmkunst i Hollywood. Også inkarnerede landkrabber vil lade sig bjergtage, når Surprise og Acheron veksler skud.



RUSSELL Crowe er fremragende som Aubrey, der netop er kendetegnet ved sin fysiske overstørrelse. Første gang vi møder ham – og første gang Aubrey og Maturin mødes, til en koncert på Menorca i april 1800 – står der om kaptajnen, at han »var en mand på mellem tyve og tredive, hvis store korpus var alt for fyldigt til stolen, så man kun anede en stribe forgyldt træ hist og her.« I rollen som Maturin udgør Paul Bettany – der gjorde indtryk som Tom i Lars von Triers Dogville – en skarp og nødvendig kontrast. Også i filmen musicerer Aubrey og Maturin sammen, spiller Mozart, Corelli og Boccherini, når krigens pauser tillader det.
   Omkring dem kredser en hel galakse af unge og ældede ansigter, alle mandens aldre er repræsenteret ombord på Surprise. Kadetter i puberteten giver skarpe ordrer til menige voksne. En Jonas tager sig af dage. En læge må operere sig selv, og man kan aldrig vide, hvornår fjendens lydløse spøgelsesskib tager form i muren af tåge. Master and Commander er en gennemført god filmoplevelse. Den indre søulk fryder sig.

*) Patrick O’Brian blev adlet, hyldet og fejret for sine tyve romaner om Aubrey og Maturin. Han var 50, da han begyndte på serien, og han var fyldt 70, da den blev populære. Der kom et helt forfatterskab før Master and Commander. Endvidere skrev han en biografi om Pablo Picasso og foretog de engelske oversættelser af Henri Charrière og Simone de Beauvoir.
   O’Brian hed egentlig Richard Patrick Russ og kom fra Buckinghamshire. Han forlod sin første familie, da han mødte Mary Wickstead Tolstoy, som var gift med et medlem af Tolstoj-familien. Parret bosatte sig i Collioure i Frankrig, hvor O’Brian skrev alle Aubrey-bøgerne.
   Forfatteren havde i årenes løb konstrueret en biografi, der omfattede opvækst i Irland, maritim militæruddannelse og efterretningsarbejde under 2. verdenskrig. Da han fyldte 80, blev britiske medier opmærksomme på uoverensstemmelser i livshistorien. Der var ikke belastende hemmeligheder, men mange omskrivninger og fortielser.
   O’Brian følte sig afsløret og kompromitteret. Hans ven, historikeren Max Hastings, fortæller om forløbet i forordet til den fornemme Folio Society-udgave af Master and Commander (2008). Folio har udgivet hele Aubrey/Maturin-serien. I 2004 udkom The Final Unfinished Voyage of Jack Aubrey. Den amerikanske titel var 21.
   Nikolai Tolstoy har skrevet biografierne Patrick O’Brian: The Making of a Novelist (2004) og Patrick O’Brian: A Very Private Life (2019) om sin stedfar.


Master and Commander: The Far Side of the World (Master and Commander – Til Verdens Ende). Instr.: Peter Weir. Manus: Peter Weir, John Collee. Foto: Russell Boyd. 138 min. USA 2003. Dansk premiere: 27.11.2003.


Fotos: Twentieth Century Fox (20th Century Studios - Walt Disney Studios Motion Pictures)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Sunday Times (Patrick O'Brian portrait)/ The Folio Society/ Rosinante Gyldendal/
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) [Zavvi Exclusive Steelbook] 18.09.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.11.2003

torsdag den 15. juli 2021

Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]



DYRET, HAVET OG KVINDEN
Naturen går til modangreb

Af BO GREEN JENSEN

FIRE eller fem slags film stimler sammen i The Shallows. Der er fablen om en vred, hvid haj, der vil hævne sig på mennesket. Der er en effektiv spænding i ånden fra Jaws (1975) og bikiniklædt voyeurisme i Baywatch-traditionen. Der er myten om en uberørt strand, hvor Paradis viser tænder, og der er en overlevelseshistorie, hvor mennesket tager kampen op mod naturen.
   Det er tæt på at være en ren genrefest. Fra Liam Neeson i The Grey (2011) til Leonardo DiCaprio i The Revenant (2015), fra James Franco i 127 Hours (2010) til Robert Redford i All Is Lost (2013), er seje mænd gået survivalist-vejen. Her er prepperen en kvinde, som ikke vil lade sig kue. Der er også lidt Life of Pi i historien. Blake Lively er så godt som alene på lærredet i 87 minutter. Der er hende og hajen og stranden i Tijuana, som ser fantastisk ud i fugleperspektiv.


NANCY er kommet til Mexico for at surfe ved stranden, hvor hendes mor var gravid og lykkelig i 1991. Nu er moderen død, og Nancy har så travlt med at vise chaufføren fotos på sin iPhone, at hun knap har øjne for virkeligheden. Ved stranden møder hun to surfere, som filmer hinanden med et vandtæt Hero 4-kamera. Nancy hilser høfligt, men glæder sig til, at de går.
   Det skal siges, at der allerførst er en dreng, som finder et kamera. Han ser lidt af filmen og gør store øjne, før han løber hjem for at hente sin far. Det hele kunne altså være found footage. Publikum håber det bedste og frygter det værste. Sikkert er i hvert fald, at The Shallows forstår at skabe engagement og kontakt. Salen er på meget hurtigt og bliver i stemningen, til det er slut.


ALT er blåt, hvidt, grønt og helt stille. Kun en måge med dårlig vinge gør Nancy selskab. Hun kalder den Steven Seagull for sjov. Da er surferne kørt, og hun har haft sit første møde med dræberhajen, som kredser på det lave vand.
   Først bider hajen Nancy i låret. Det kan hun heldigvis reparere med sine smykker og belejlig rutine fra lægestudiet, som hun ellers forladt, fordi det ikke hjalp hendes mor. Så cirkler hajen ubønhørligt om klippen, hvor Nancy venter sammen med mågen.
   Når tidevandet kommer, bliver klippen oversvømmet. Nancy vil derfor over til bøjen, hvor der muligvis er en nødraket. Hun kan hele tiden se stranden. Der er kun 200 meter ind, men det kunne lige så godt være ti kilometer. Alle forsøg på at flytte sig mislykkes. Nancy filmer sig selv, mens hun siger farvel. Og lukker øjnene længe ad gangen.


FILMEN er næsten lige så glat som hajen, der snapper og snor sig. Som dyret trækker på et instinkt, der er udviklet over millioner af år, kan The Shallows bruge tricks og teknikker, der ligger dybt i den fysiske films DNA. Det er kvinden mod hajen med publikum på i en situation, der er spændt som Robin Hoods bue. Det er slet ikke dybt, men det suger i maven, meget som rutschebanen i Tivoli.
   Spanieren Jaume Colet-Serra har instrueret og orkestreret, men fotografen Flavio Labiano kan tage en stor del af æren. The Shallows er elegant skruet sammen. De digitale klip veksler med majestætiske overflyvningsbilleder.
   Blake Lively er sammenbidt og fokuseret. Er der ét gram fedt på konstruktionen, skulle det være den redundante familiehistorie. Det er både en post-human fabel og en gennemført brug-og-smid-væk film. Det var Dødens gab også for 40 år siden, og alligevel bliver den streamet endnu.


The Shallows. Instr.: Jaume Collet-Serra. Manus: Anthony Jaswinski. Foto: Flavio Labiano. 87 min. USA 2016. Dansk premiere: 18.08.2016.



Fotos: Sony Pictures/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.08.2016

onsdag den 19. maj 2021

Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009)


BLØDHED PÅ JAPANSK
Havfruesang fra den asiatiske mester

Af BO GREEN JENSEN

HAVFRUEMYTEN handler i bund og grund om menneskers længsel og kærlighedens styrke. Og om troen på forvandling ved positiv magi.
   I Hayao Miyazakis tiende animationsfilm bliver den sødt genfortalt og smukt varieret, denne gang til ære for et publikum, som næppe kender andre udgaver af historien end Disneys 1989-version af H.C. Andersens eventyr om »Den lille Havfrue« fra 1837.
   Brunhilda er én i stimen af uregerlige guldfisk, som kuldets far, en Kaptajn Nemo-agtig troldmand ved navn Fujimoto, har fået med havets gudinde, den smukke Granmamare.
   Hun bliver fanget i et glas af den femårige Sosuke og forelsker sig pladask i drengen, der bor i huset på klippen ved havet. Hans far er lods og fyrmester, hans mor er plejehjemsassistent. Forældre fylder altid en del hos Miyazaki. Her er Sosukes mor irriteret, fordi hendes mand igen er ude på fyrskibet. Sosuke er bare forelsket i sin fisk, som han giver navnet Ponyo, der vist nok betyder blødhed på japansk.



HAVET skyder ryg og bliver uroligt, da Fujimoto (tegnet som en distræt parodi på den karismatiske Hauru fra Det levende slot) forlader undervandsbåden og går i land for at hente sin datter.
   Denne forvandler sig prompte, ved vilje og længsel, til en pige på fem år. Hun har stadig har visse fisketræk, men bliver mere og mere menneske, jo gladere hun og Sosuke er for hinanden.
   Imens trækker skyerne sammen. En gammel kvinde på plejehjemmet siger, at man ikke må fange en fisk med ansigt, for havet vil hævne sig med en tsunami. Sosukes mor må hjem i stormen, så huset på klippen kan lyse som et fyr. Da hun og drengen kører om kap med flodbølgen, løber Ponyo lykkeligt grinende om kap med dem på vandet.



I DENNE regulært uimodståelige sekvens demonstrerer Miyazaki for det første styrken i sin enkle form og fortælling. For det andet mere end matcher han styrken i de bedste historier fra Pixar, Dreamworks og Disney, der sædvanligvis bruger rundere, mere indladende virkemidler og spandevis af ironi til ære for voksne ledsagere. Men Ponyo er da bestemt en kusine til kære troldunger som Lille Bøh fra Monsters Inc. og Jack Jack fra The Incredibles.



DER er altid en høj blå himmel, grønt græs og hvide skyer hos håndtegneren Miyazaki. Hans fortællinger forløber med stor selvfølgelighed, uanset hvor eksotiske de må synes, og de fleste børn vil se hans film igen og igen.
    Det gælder også for Ponyo, som til trods for sin sødme nok er en mindre bestræbelse end de magiske og bogstaveligt uopslidelige Chihiro og heksene (2001) og Det levende slot (2004). Flere ældre titler er på vej, bl.a. Nausicaa fra Vindenes Dal (1984) og Laputa - Slottet i Himlen (1986). Prinsesse Mononoke (1997) var filmen, der åbnede Vesten for Miyazaki.
   Ponyo på klippen ved havet peger tilbage mod tidlige værker som Min nabo Totoro (1988) og Kiki - den lille heks (1989). Miyazakis charme fornægter sig ikke. Der er en dybde og et overskud i disse film, som simpelt hen kommer et andet sted fra. Alligevel rammer de hele verden i hjertet, hvor de bedste øjeblikke af Peter Pan og Toy Story sidder. Ponyo er fornemt versioneret til dansk med bl.a. Sofie Gråbøl, Susse Wold og Lilly Weiding på lydsiden.


DET er en pragtfuld lille film. Dine børn vil elske at se den, uanset om de er seks år som Ponyo eller atten som de ældre fans, der har fulgt med fra Chihiro og frem. Den japanske bølge er kommet for at blive, og i dagens 3D-dominerede animationslandskab, er Miyazakis enkle personlige streg en meget velkommen undtagelse fra loven om rundere streger og stærkere farver. Der er ikke ét billigt grin i Ponyo. Men mange varme og nærende smil.

*) Teksten er skrevet i 2009, og jeg så filmen med min familie, da de ældste døtre var 18 og 6. Derfor så megen snak omkring alder. Prinsesse Mononoke var en succes i Frankrig, men det var i 2002, da Chihiro og heksene (Spirited Away) delte Guldbjørnen med Paul Greengrass' Bloody Sunday på Berlinalen, at Studio Ghibli blev et begreb. I 2021 bliver alle Miyazakis film streamet på Netflix. Han er netop fyldt 80. Han sagde, at Når vinden rejser sig (2013) ville blive den sidste film fra hans hånd. Nu er han langt i arbejdet med How Do You Live?, som måske får premiere i 2022. Vi ser stadig Miyazaki. Yngste datter på ni år kan bedst lide Min nabo Totoro.


Ponyo på klippen ved havet (Gake no ue no Ponyo). Instr. & manus: Hayao Miyazaki. Dansk versionering: Camp-David. 100 min. Japan 2009. Dansk premiere: 13.11.2009.


Fotos: Studio Ghibli/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (august 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, HBO MAX, NETFLIX, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Midget Entertainment (DK) 02.08.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 14.11.2009

tirsdag den 18. maj 2021

Lucile Hadzihalilovic: Évolution (2015)


STELLA MARIS
En fabel om drenge og havfruer

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med solen, som ses gennem vand. En dreng flyder i overfladen. Samtidig høres susende skvulpen, som ved en ultralydsscanning. Drengen dykker og ser noget sært: en søstjerne, der sidder på maven af en anden dreng. Han er død og har vidtåbne øjne. Dyret synes at mæske sig stort.
   Vi befinder os på en forblæst klippeø, hvor der kun lever drenge og kvinder. Drengen med de røde shorts hedder Nicolas. Han løber hjem til sin mor og fortæller. Hun affærdiger episoden, kalder oplevelsen et synsbedrag og sørger for, at han spiser sin mørkegrønne vælling.
   Nicolas adlyder uden at klage, men han laver en tegning i bogen, han aldrig viser sin mor. Der er skyggen af et smil om hans mund. Nicolas har indset, at kvinderne ikke er rigtige mødre. Der er for megen erindring, som ikke går op.


LUCILE Hadžihalilović sætter tonen på mesterlig vis. Vi er i et mareridt af en slags. Sandet er sort som kvindernes øjne. De bærer alle grå særk og har håret sat op. Somme tider, mens drengene sover, ligger de sammen i sandet. Proceduren ligner et fertilitetsritual. Kroppene vrider sig i et søstjernemønster.
   Også det nærliggende hospital er befolket med kvinder. De giver drengene injektioner og fortæller dem løgnehistorier. De døde drenge bliver fjernet. Det hedder sig, at de er rejst. Personalet sidder ved skærmen og følger en fødsel. Men det ligner ikke et menneskefoster.


MAN diskuterer af og til, om der er forskel, når kvinder og mænd laver film. Det er i regelen en udvendig snak om vilkårlige og statistiske faktorer. Faget er domineret af mænd. Men gør det strengt taget en forskel?
   Ofte er svaret et rungende nej. Man kan ikke se på The Hurt Locker og Zero Dark Thirty, Kathryn Bigelows film om Amerikas krige, at de er skabt af en kvindelig instruktør. Man siger, man kan se forskel, når det gælder markante autricer som Agnès Varda, Agnieszka Holland, Jane Campion og Sally Potter. Eller ser man det, fordi man ved det på forhånd?
   Alligevel er der tilfælde, hvor kønskriteriet giver jackpot. For eksempel er Attenberg (2010) af grækeren Athina Rachel Tsangari en film, som ingen mand kunne skabe. Skotten Lynne Ramsay og briten Andrea Arnold laver positive problemfilm. Catherine Breillats erotiske film er unikke. Man kan også godt se forskel på Lars von Trier og Susanne Bier.


Og ingen skaber tætte, mørke fantasier som Lucile Hadžihalilović. Hver af hendes sælsomme syndefaldsmyter udgør et autonomt univers. I La bouche de Jean-Pierre (1996), som på dansk hedder Mimi, bliver de voksnes besættelse af seksuelle overgreb en selvforstærkende mekanisme, som får barndommen til at synes pervers. Pigen må tage sine egne forholdsregler.
   I Innocence fra 2004 bliver passagen fra barndom til ungdom skildret gennem hverdagen på en streng pigeskole. En erotisk eventyrskov er lagt frem. Historien er hentet i Frank Wedekinds fortælling om »den korporlige opdragelse af unge piger«, men den æstetiske strategi er en anden, end mænds fantasier arbejder efter. Faktisk optræder der slet ingen mænd.


I Innocence ankommer pigerne til skolen i en trækiste, der har en stjerne skåret i låget, velsagtens så de kan ånde. I Évolution siger havkvinderne, at søstjernen kun skifter skikkelse én gang, nemlig ved fødslen. Det har været den samme succesrige livsform i mange millioner år.
   Évolution er et surrealistisk mysterium, som man selv skal rode rundt og trænge ind i ganske langsomt. Jeg vil ikke sige mere om den særlige forbindelse mellem drenge, fostre og kvinder med sugekopper på ryggen. Det ser sort ud for Nicolas, indtil han møder sygeplejersken Stella. Vigtigst er nok, at der aldrig bliver givet en færdig, udsagt forklaring.
   Évolution er ikke så smukt fotograferet som Innocence, hvor der hang kulbuelygter i skoven, og pigerne fik hårbånd i forskellige farver, én ny for hvert erfaringstrin, mens lærerinderne gjorde dem klar til at opleve indvielsen.
   I den nye film er parfumen og uniformerne fjernet til fordel for det hårde lys i en fabel om posthumane værdier. Évolution er en af de særeste film fra årtiet. Og en af de smukkeste havfruefabler. Den slutter vist nok i virkeligheden. Som alle de bedste historier om, hvad det vil sige at være en krop i forvandling.


Evolution (Évolution). Instr. : Lucile Hadžihalilović. Manus: Lucile Hadžihalilović, Alanté Kavaïté, Geoff Cox. Foto: Manuel Dacosse. 81 min. Frankrig-Belgien 2015. Dansk premiere: 23.06.2016

.
Fotos: Les Films du Worso/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Film-grab/
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.06.2016