Translate

Viser opslag med etiketten Paul Bettany. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Paul Bettany. Vis alle opslag

mandag den 20. juni 2022

Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]


ET LILLE SKIFT I LYSET
Lars von Triers magnum opus

Af BO GREEN JENSEN

DOGVILLE er en lille by, som ligger helt ude for enden af vejen, et sted i bjergkæden Rocky Mountains i 1930ernes USA. Lars von Triers spillefilm nr. 9 fortæller flækkens triste historie »i ni kapitler og en prolog,« og den litterære toning er ikke valgt i flæng.

   Fra først til sidst ligger John Hurts snart smilende bløde, snart kælent sarkastiske stemme som en tyk skal af ord om forløbet, der breder sig over tre timer. Det burde ikke fungere, men det gør det, til og med over al forventning. Sådan har det altid været med Triers vilde og ekstravagante ideer. Hvem husker ikke den skepsis, som Dogme 95-konceptet blev mødt med?
   Fortællerstemmen forklarer, fortolker, demonstrerer og viser frem, mens strategisk anbragte skilte med titler og små resumeer på pædagogisk vis opdeler handlingsgangen i diverse dramatiske skred. Det bliver for alvor interessant efter en time, da man har vænnet sig til formen, og et skilt med ordene Dogville bares its teeth – »Dogville viser tænder« – kommer frem.


FØRST må man lære stedet at kende og vænne sig til den ekspansive facon, der skylder både Charles Dickens og Bertolt Brecht en del. Det meste af den rigelige omtale, som pressen har ofret på Dogville, herhjemme såvel som i udlandet, har fokuseret på formen og det celebre hold af internationale stjerner, der optræder som byens borgere. I virkeligheden er den massive brug af voice-over vel det mest radikale i filmen. Som i øvrigt – lad det være sagt med samme – er en visionær og forbløffende oplevelse, der på langt sigt vil blive stående som Triers vigtigste værk siden Idioterne (1998).
   Der er muligvis mere film som film betragtet i Breaking the Waves (1996) og Dancer in the Dark (2000), men Idioterne var asketisk, skarp og dybt personlig. Den bedste danske dogmefilm fastholdt en følelsesmæssig autenticitet og var drevet af en slags nænsom ubønhørlighed, som de øvrige film måtte slippe i melodramatiske effekter og brugen af hele det store produktionsapparatet. I Dogville er Trier tilbage på sporet. Han ser selv den nøgne form som en nødvendig kur for filmkunsten nu, hvor alt kan lade sig gøre i fantasystykker som Ringenes Herre. I øvrigt er Dogville blot første del, u-filmen i en planlagt USA-trilogi, som vil bære historien videre til Manderlay i Alabama og et ministerium i Wasington.



SOM bekendt er Dogville ikke filmet naturalistisk, men realiseret i en slags mørkt lagerrum, som kunne være en hangar eller en tom teaterscene. Der er få rekvisitter og sætstykker. Huse og veje er markeret med kridt, navnene skrives på gulvet, og i begyndelsen af hvert kapitel ser vi byen oppefra, i et stejlt, umuligt perspektiv, der kan minde om labyrinten i et computerspil. Trier siger selv, at spillet Silent Hill var en grafisk inspirationskilde.
   Alligevel er der reallyd. Man banker på usynlige døre; lænkehunden Moses gør og rasler med kæden. Lyset og farverne skifter; der er jomfruelig sne og en flot gul roterende måne til slut. Trier peger på 1970ernes tv-teater og i særdeleshed John Cairds Channel 4-udgave af The Life and Adventures of Nicholas Nickleby (1982), et skelsættende stykke totalteater, som de visuelle referencepunkter. Grundideen kom dog fra Brecht og Kurt Weills Dreigroschenoper (1930, da. Laser og pjalter eller Skillingsoperaen). Det var sangen om Sørøver Jennys hævn, til og med i Sebastians version fra 70er-kastanjen Tiderne Skifter, som først gjorde indtryk på Trier.



NICOLE Kidman er den smukke flygtning, Grace, som forvilder sig til Dogville, eftersøgt af både det lokale politi og nogle hårde mænd i sorte biler, som man skal være meget uskyldig for ikke at genkende som gangstere. Byens drømmer, forfatterspiren Thomas Edison Jr. (Paul Bettany), holder af at se sig selv som uskyldig. Af samme grund er han ret sikker på, at han véd mere og tænker dybere end andre i byen.
   Tom vil reformere sine fæller og have dem til at reflektere over fællesskabet som moralsk begreb. Så Dogville skal beskytte Grace, hvis hun til gengæld vil udføre diverse forefaldende arbejde. Og De må ikke læse videre, hvis De foretrækker at gemme plottets vendepunkter til mørket i biografen. Imidlertid kan man ikke diskutere idéindholdet i Dogville uden at røbe, hvordan forholdet mellem Grace og Dogville udarter.




FØRST har byen slet ikke brug for hendes hvide hænder og små tjenester. Så giver Ma Ginger (Lauren Bacall) efter og lader flygtningen luge i sine stikkelsbærbuske, som blot er tegnede konturer med påskriften »Ma Ginger’s Gooseberry Bushes«.
   Snart efter lukker alle op for posen: den blinde gamle Jack McKay (Ben Gazzara), Chuck (Stellan Skarsgård) og Vera (Patricia Clarkson) med alle børnene, Liz (Chloë Sevigny), der er glad for at blive aflastet som lokalt sexobjekt, hendes bror (Bill Raymond), Gloria (Harriet Andersson), Mrs. Henson (Blair Brown) og Toms far (Philip Baker Hall). Heller ikke den sorte tjenestepige Olivia (Cleo King) holder sig tilbage.
   Længe går det ganske fint. Grace gør nytte, hun og Tom er forelskede, alle er glade, der er ingen grænser for velviljen. Så intensiveres eftersøgningen, og Dogville skruer bissen på, mens den kræver stadig mere af Grace. Inden længe lever hun lidt som en slave. Endelig er hun i praksis en slave, og efter et mislykket flugtforsøg – sekvensen rummer det smukke dvælende billede af Grace mellem æblerne – bliver hun lænket og udnyttet værre end før. Byens mænd bruger hende hver nat. Af samme grund tiltager kvindernes had. Kun Tom får ikke lov at tilfredsstille sig, for de elsker jo hinanden eller hvad?



TOM besegler selv byens skæbne ved at ringe til det nummer, som manden i bilen gav ham i begyndelsen, da man endnu fejrede Fjerde Juli og sang »America the Beautiful« så ikke et øje i Dogville var tørt. Gangsterchefen (James Caan) er far til Grace. De har haft nogle uoverensstemmelser, men nu kommer han for at hente hende med alle sine mænd og deres våben. Så hvad skal der blive af Dogville? Der kommer endelig farver på filmen – som i sin tredje spilletime udnytter teaterformen maksimalt – da Grace har truffet sin beslutning. Hævnen er muligvis ikke sød, men den er godt nok eftertrykkelig.



TRIER har i mange sammenhænge anført, at Grace lige så vel som Bess (Emily Watson i Breaking the Waves), Karen (Bodil Jørgensen i Idioterne) og Selma (Björk i Dancer in the Dark) er facetter af ham selv. »På en eller anden måde, så er den dér lille Guldhjerte, den dér stakkels ydmygede kvinde, altså også en del af mig,« sagde han til undertegnede tilbage i marts, da der endnu blev efterjusteret i Dogville på klippegangen hos Zentropa i Avedøre. »Det tror jeg i virkeligheden, for mig, er vigtigere end om det er en mand eller en kvinde.«
   Vi diskuterede de hyppigt kritiserede kvindebilleder i den såkaldte Guldhjerte-trilogi. I Cannes et par måneder senere spørger jeg, om Trier da i den sidste ende ville handle som Grace. Hun overvejer, om hun under de givne omstændigheder ville have gjort som indbyggerne i Dogville. Hun tilgiver dem, fordi de er svage og fejlbarlige mennesker, og når frem til, at hun næppe kunne have gjort det bedre selv.
   Så er der – som på flere afgørende steder i Dogville – et lille, umærkeligt skift i lyset, og med ét ser hun byen, som den er: hæslig, tarvelig, smålig og grusom. Hun ombestemmer sig derfor og gør præcis som borgerne i Dogville. Med despotisk ubønhørlighed beder hun bødlerne eksekvere dommen over Dogville.



»I'VE got to hand it to you, Grace,« siger Tom, som til det sidste lefler for gangsterne og prøver at redde sit eget skind. »Your illustration sure beats the hell out of mine.« Svæklingen Tom er for så vidt den værste. Han smeder ikke selv den lænke, som hun bærer om sin hals til slut, men det er ham, der legitimerer den med salvelsesfuld humanisme; ham som nænsomt beklagende udtænker de sataniske systemer og sadistiske sanktioner, som Grace efterhånden bliver underlagt. Ét er, hvad han siger; noget helt andet er, hvad han gør. De fleste mænd i salen vil sandsynligvis hade at føle sig bare en smule genkendt.
   Eksperimentet Grace er Toms projekt, hans lommefilosofiske »illustration« af nogle fundamentale menneskelige sandheder. Han påstår, at han elsker Grace, men er for dybt begravet i sine etiske amatørovejelser til at vide, hvad hengivenhed er. At han begærer Grace, er der ingen tvivl om, blot vil han hellere kalde det kærlighed. Tom føler sig både holdt for nar og på en ubehagelig måde afsløret, da resten af byen i ugevis har brugt Grace som sæddunk, mens han stadig tigger om at få lov. Tom har de bedste hensigter, men er godt nok en ynkelig fætter. Grace giver ham selv nakkeskuddet.




OVERHOVEDET er der konsekvens og system i den hævn, som hun tager, en »illustration« som sandt nok er uigendrivelig. I fortællingens første kapitler, da idyllen og varmen blomstrer i Dogville, betaler byens borgere Grace for hendes tjenester. Hun begynder da at samle på de rædselsfulde Hummel-figurer, som i årevis har samlet støv i Ma Gingers blandede landhandel. Til slut har hun hele sættet på syv og værdsætter det som en dyrebar skat, fordi de kitschede figurer repræsenterer frugten af hendes arbejde.
   Senere er varmen borte, og det er Grace som bliver straffet, da Chuck har forgrebet sig på hende. Liz og Martha hjælper Vera med at holde Grace, mens figurerne knuses én efter én. Imidlertid får Grace mulighed for kun at miste to klenodier, hvis hun kan beherske sig og holde gråden tilbage. Med skadefryd betegner Vera overgrebet som en øvelse i anvendt stoicisme, hvilket generelt kunne gælde filmen om Dogville.
   Da Dogville bliver jævnet med jorden, husker Grace denne krølle på værket. Vera og Chuck kan ikke fordrage hinanden, men har alligevel syv børn sammen. Så Grace beder faderens håndlangere skåne de mindste, hvis Vera kan beherske sig og holde tårerne tilbage. Som den gamle gangster er inde på – »The Big Man« kaldes James Caans figur i manuskriptet – er Grace næsten for lærenem. Da hun først lader anfægtelsen fare, bliver hun en morder af Stalins format. Kun ét væsen overlever straffen. Det er lænkehunden, som har gøet på filmens lydspor fra begyndelsen. Til slut får vi endelig Moses at se.



SOM tilskuer har man det svært med en slutning, der i så høj grad lader flammerne råde og pisser på al humanisme. Dogville er blevet kaldt anti-amerikansk. Mange amerikanske kritikere har valgt at anskue filmen som et øremærket angreb på nationen, en tolkning som Trier delvist selv opmuntrer, når han siger, at den »handler om nogle gangstere, der tager ud til et sted, hvor de ikke bor selv, og ligesom skal sætte det hele på plads, fordi de har en eller anden filosofi.«
   Hvilket vel er, hvad USA gør, når man intervenerer i fremmede anliggender eller statuerer diverse eksempler. Man leger Gud i udvalgte randområder, der ligger så langt fra hjemmet som muligt. Som sådan kunne bomberne over Bagdad sagtens betragtes som beviser for princippet i Graces inhumane »illustration«. Den sædvanligvis lydhøre kritiker Roger Ebert gik imidlertid et skridt videre og kaldte Dogville en film af fascistisk beskaffenhed. Ebert sigter her til det moralske indhold i filmens slutning, snarere end til Triers fantasifulde og faktisk ganske indtagende mytologiseren af den forestilling om Amerika, som han går med i sit hoved.




DET er da også værd at diskutere denne slutning, som virkelig er stedet, hvor tingene brænder på i Dogville. Man har identificeret sig med Grace. Man er kommet til Dogville i god tro og den bedste mening, opsat på at blive kureret for den arrogance, som The Big Man og hans datter gensidigt bebrejder hinanden. Man har gjort sit yderste for at blive optaget i det menneskelige fællesskab, men er systematisk blevet narret, udnyttet, misbrugt og voldtaget af såkaldt jævne mennesker.
   Nu har man chancen for at reagere i bibelsk format, og for første gang har man et virkeligt valg. Man kan hævne sig i gammeltestamentelig forstand, øje for øje og tand og for tand, bede faderens gangstere udradere stedet én gang for alle. Eller man kan være mild som en nytestamentelig Kristus, vende den anden kind til og tilgive sine fæller.
   Den Store Mand sætter sagen på spidsen, da han råder Grace med ordene: »Show mercy if there’s reason to show mercy. But always maintain your standards. You owe them that. The penalty you deserve for your transgressions, they deserve for theirs. It’s when you don’t feel others deserve to be held accountable for their actions the same way you are held accountable for yours that I find you arrogant. Now I have no more to say.«



SÅ overbærenhed er et udtryk for arrogance, mens en grusom hævn kan være retfærdig, hvis man eksekverer den med overbevisning. Uden sammenligning i øvrigt minder Graces dilemma i Dogville om dét, som Brad Pitts kriminalassistent står med i David Finchers Se7en (1995) – en anden filosofisk stemt genrefilm, der efterlader tilskueren med en bitter smag i munden og en sang af David Bowie som klangbund under slutteksterne. Triers film bruger »Young Americans« (1975) som en ironisk og ikke ubetinget velvalgt kommentar til autentiske fotos af social nød i 1930ernes og vor tids USA.
   Finchers film anvendte »The Heart’s Filthy Lesson« fra Outside (1995) til at opsummere pointen i Se7en. Pitt kan likvidere seriemorderen, som netop har sendt ham hans hustrus hoved i en sæk, men hvis han gør det, giver han dræberen ret og hjælper ham med at fuldbringe sin makabre »illustration«, syv mord baseret på katolicismens dødssynder.
   Makkeren Morgan Freeman beder Pitt om at besinde sig. Begge film sætter publikum i karakterernes sted og tvinger den enkelte at tage stilling. Pitt kan ikke beherske sig. Det kan Grace heller ikke, og de færreste tilskuere kan sige sig fri for at føle en lille, stilfærdigt hårrejsende triumf, da Dogville får løn som forskyldt.



DÉT er hjertets svære og beskidte lektie lige så vel som sværmeren Toms modstræbende erkendelse af, at han selv er det værste svin, da det kommer til stykket. Flosklerne gennemhulles og valget bliver helt konkret et spørgsmål om liv og død. Selv ved jeg ikke, hvordan jeg ville reagere. Gør De, kære læser, mon semblable, mon frère? Og gør Lars von Trier? I solen på Hotel du Cap i Cannes sagde han følgende:
   »Jeg vil sige det på den måde, at de folk som bliver stående i historien, det er dem der lige akkurat går det skridt videre og udrydder byen, ikke? Om det så er fra den ene eller den anden idealistiske position, så er det jo altid fordi de vil redde verden eller et eller andet på en eller anden måde. Jeg tror ikke jeg har størrelsen til at ville udrydde byen. Jeg ville i hvert fald være bange for det, ikke?«
   – Men det er jo Tom, der tænker i dyre begreber som »illustration«, det gør Grace ikke...
   »Sådan ser jeg det ikke. Jeg ser det som at hun mener, at det hér er nogen umennesker, og hvis hun nu begynder at rydde op i verden, så starter hun med den hér by. For ved eftertanke synes hun alligevel, det er for skrapt. Det er simpelt hen for skrapt, Tom og alt det dér. Nej, det er for meget, og nu har jeg magten til at afgøre det én gang for alle. Jeg kan ikke straffe dem, for det vil ikke ændre noget som helst. Men jeg kan udrydde dem, så vi får noget frisk blod og nogle friske gener deroppe i bjergområdet.«



OM den moralske finmekanik siger Trier i øvrigt: »Nogle af de mest interessante replikker, jeg skrev, var faktisk faderens replikker i bilen til sidst, hvor han snakker med Grace. Jeg havde fundet ud af, at han skulle komme, og så skulle han ligesom vende hele billedet. Og hvordan fanden i helvede gør man det? Det var umuligt.
   Jeg skrev og skrev, og han kunne ikke overbevise nogen om en skid. Men så fandt jeg på den dér lille ting, som var »at måle et folk efter sin egen alen«. I virkeligheden tror jeg ikke, at det er så godt, hvis man tænker nærmere over det, men på et overfladisk plan fungerede det. Det dér med, at hvis man synes man selv fortjener en eller anden straf for noget, så skal andre mennesker have den samme, det må der være en vis lighed i. Det er der ikke, det er fuldkommen urimeligt, men jeg fik ham til at sige det på en måde, så jeg selv troede på det.«



DET samme gør tilskueren. Lad Dem derfor ikke afskrække af pseudoomtalen. Det vigtigste er ikke, om filmen burde have vundet i Cannes eller om Trier er så genial, som han selv går og tror. I Dogville går formen, spillet og meningen op i en højere enhed. Helstøbt er et fattigt ord. Levende filmkunst lyder vel bedre.
   Og naturligvis skulle den have vundet i Cannes.



Ved European Film Awards 2003 blev Lars von Trier European Director, og Anthony Dod Mantle blev årets European Cinematographer. Danske Filmkritikere gav Dogville en Bodil som Årets bedste danske film (efter en principiel debat om kriterier, for så vidt som sproget ikke er dansk, og ingen danske skuespillere medvirker). Det Danske Filmakademi nominerede Dogville i otte kategorier. Trier fik Robert for bedste manuskript; Manon Rasmussen modtog én for bedste kostumer. I 2017 bad magasinet Soundvenue 115 filmfolk, både fra kritik og brance, om at vælge de 25 bedste danske film efter 2000. Seks af Triers værker var på listen, og Dogville blev kåret som Årtusindets Bedste Danske Film.  


Dogville. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle, Lars von Trier. 177 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Norge-Holland-Finland-Tyskland-Italien 2003. Dansk premiere: 06.06.2003.


Fotos: Zentropa Entertainments/ Isabella Films/ Something Else/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Pain Unlimited/ Sigma Films/ Zoma Films/ Slot Machine/ Liberator Productions/ Film i Väst/ Arte France Cinéma/ France 3 Cinéma/ WDR/ DR/ SVT/ NPS/ YLE TV1/ Norsk TV2Edith Film Oy/ Spillefilmkompaniet 4 1/2/ Fjeldabe Films Invicta Capital/ TV 1000/ Planet Pictures/Canal+/ DFI/ Eurimages/ SFI/ Nordisk Film- & TV-Fond/ CoBo Fonds/ Foundation for Audiovisual Production/ Film Fund of the Netherlands/ FFI/ European Regional Development Fund/ 4 1/2 Film/ CNC/ Trust Film Sales/ CineMaterial/ Filmgrab.com
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.06.2003.

søndag den 14. november 2021

Peter Weir: Master and Commander (2003) [Bogen og filmen]



I SKIBENES TID
The Aubrey-Maturin Chronicles

Af BO GREEN JENSEN

DER var en tid, da mænd var mænd og havene tilhørte store sejlskibe. Ord som mod og ære gav stadig en vis form for mening. Mændene var dog ikke større, mere eller mindre helte, end de er nu. Det er vel den første fejl, som megen historisk digtning begår. I filmsammenhæng ruller blodet altid raskere, og smilene er bredere. Resultatet er drengedrømme for voksne.
   Englænderen Patrick O’Brian (1914-2000) nåede at skrive tyve romaner om Jack Aubrey, kommandør i den Kongelige Flåde, der under Napoleonskrigene sejler verdenshavet tyndt som kaptajn på fregatten H.M.S. Surprise. Han er så godt som altid i selskab med skibslægen Stephen Maturin, med hvem han deler en lidenskab for musik og visse basale anskuelser. Siden Master and Commander (da. Den første kommando) udkom i 1970, har serien fået stadig flere trofaste læsere, ikke mindst i USA, hvor forlaget Norton lancerede Aubrey i 1990. Herhjemme udgav Rosinante de første fem romaner.


AUBREY og Maturin tilhører skibenes verden og heltenes tid. De griber os dog med deres nutidighed og pragmatiske væsen. O’Brian baserede sine romaner på faktiske træfninger fra Napoleonstiden og opererede ud fra en overbevisning om, at »den usandsynlige virkelighed« overgår fantasien. Han ville ikke skabe, men beskrive og genskabe. »Det autentiske er uforligneligt,« står der i forordet til Den første kommando. Der er blot justeret i kronologien.
   Romanerne repræsenterer en genre, som Frederick Marryatt (1792-1848) grundlagde med Peter Simple (1834) og Mr. Midshipman Easy (1836). C.S. Forester (1899-1966) moderniserede den med sin serie om Horatio Hornblower, der i 11 romaner avancerer fra kadet til admiral i Lords Nelsons flåde. Siden har forfattere som Dudley Pope (Ramage-serien), Ellis K. Meacham (Merewether-serien) og Alexander Kent (Bolitho-serien) gjort naval fiction til en populær litterær specialitet.

   
PATRICK O'Brian tilførte genren noget ekstra med sin blanding af historisk akkuratesse og overvældende menneskelighed. »Jeg vil ikke sige, at jeg græd, men jeg vil heller ikke sige, at jeg ikke græd,« skrev David Mamet i sine mindeord i The New York Times.
   Den hårdkogte filmskaber tilføjede, at O’Brian har skabt skikkelser, som betyder mere for ham end mange virkelige bekendtskaber. Han sætter O’Brian væsentligt højere end parnassets fejrede navne. Det er nok at gå rigeligt langt. Der er områder af tilværelsen, eksempelvis livet på land og familier, som der ikke står meget om hos O’Brian.
   Men vi ved, hvad Mamet mener, og på sin måde har han ret. Endvidere skylder man militærgenren tak, fordi den skabte rammen, som krystergenren lukrerer på. George MacDonald Frasers udødelige Harry Flashman ville ikke være det samme uden eksempler som Hornblower og Aubrey.


PETER Weirs store film tager sin titel fra den første roman, men er i alle væsentlige henseender en filmatisering af seriens tiende bind, The Far Side of the World fra 1984. Her ligger H.M.S. Surprise og hugger langs kysten ud for Brasilien, idet Aubrey har fået ordre til med alle midler at eliminere det franske kaperskib Acheron, som har bragt krigen til Stillehavet. »You will sink, burn or take her a prize,« står der i Aubreys instrukser. Det er lettere sagt end gjort, for Acheron er et moderne skib, som modstår kanonilden og skyder en højere fart end Surprise.
   Året er 1805. Der er 197 sjæle og 28 kanoner ombord på fregatten. Undervejs i filmen går Aubreys besætning kun i land en eneste gang. Denne pause er til gengæld spektakulær: på de legendariske Encantadas, dvs. Galapagos-øerne, har den naturvidenskabeligt interesserede Maturin lejlighed til at studere arternes oprindelse et kvart århundrede før Charles Darwin. Aubrey vil gerne give sin ven mulighed for at fordybe sig, men krigen forhindrer et længere ophold. Også til slut må Surprise lette anker i noget, der nærmer sig yderste hast. Jeg skal undlade at røbe hvorfor, eftersom dét er fortællingens clou.



DET er netop præget af fortælling, som Peter Weir overfører så smukt. Man læser ikke O’Brians bøger for spændingen og effekterne, men for atmosfæren i romanernes rum, de minutiøse beskrivelser af livet ombord, det ekstremt konkrete, beskrivende sprog og den maskulint understatede rapport mellem vennerne Aubrey og Maturin.
   Produktionen har kostet en formue (nærmere bestemt 135 mio. dollar). Man kunne derfor frygte, at Fox-studiet ville kræve sex, søuhyrer og saftige eksplosioner, gimmicks der kunne få hoben i tale, men det er ikke tilfældet. Weir respekterer bøgernes sjæl og fortæller i samme rolige tempo og saglige tone som O’Brian.
   Endvidere filmer han denne verden af vand med samme sans for konkret magi og slående kompositioner, som har kendetegnet hans arbejde fra de australske begyndelser med Picnic at Hanging Rock (1975), The Last Wave (1977) og Gallipoli (1981) til amerikanske produktioner som Dead Poets Society (1989), Fearless (1993) og The Truman Show (1998). Peter Weir er en af de meget få tilflyttere, som har skabt synkefri filmkunst i Hollywood. Også inkarnerede landkrabber vil lade sig bjergtage, når Surprise og Acheron veksler skud.



RUSSELL Crowe er fremragende som Aubrey, der netop er kendetegnet ved sin fysiske overstørrelse. Første gang vi møder ham – og første gang Aubrey og Maturin mødes, til en koncert på Menorca i april 1800 – står der om kaptajnen, at han »var en mand på mellem tyve og tredive, hvis store korpus var alt for fyldigt til stolen, så man kun anede en stribe forgyldt træ hist og her.« I rollen som Maturin udgør Paul Bettany – der gjorde indtryk som Tom i Lars von Triers Dogville – en skarp og nødvendig kontrast. Også i filmen musicerer Aubrey og Maturin sammen, spiller Mozart, Corelli og Boccherini, når krigens pauser tillader det.
   Omkring dem kredser en hel galakse af unge og ældede ansigter, alle mandens aldre er repræsenteret ombord på Surprise. Kadetter i puberteten giver skarpe ordrer til menige voksne. En Jonas tager sig af dage. En læge må operere sig selv, og man kan aldrig vide, hvornår fjendens lydløse spøgelsesskib tager form i muren af tåge. Master and Commander er en gennemført god filmoplevelse. Den indre søulk fryder sig.

*) Patrick O’Brian blev adlet, hyldet og fejret for sine tyve romaner om Aubrey og Maturin. Han var 50, da han begyndte på serien, og han var fyldt 70, da den blev populære. Der kom et helt forfatterskab før Master and Commander. Endvidere skrev han en biografi om Pablo Picasso og foretog de engelske oversættelser af Henri Charrière og Simone de Beauvoir.
   O’Brian hed egentlig Richard Patrick Russ og kom fra Buckinghamshire. Han forlod sin første familie, da han mødte Mary Wickstead Tolstoy, som var gift med et medlem af Tolstoj-familien. Parret bosatte sig i Collioure i Frankrig, hvor O’Brian skrev alle Aubrey-bøgerne.
   Forfatteren havde i årenes løb konstrueret en biografi, der omfattede opvækst i Irland, maritim militæruddannelse og efterretningsarbejde under 2. verdenskrig. Da han fyldte 80, blev britiske medier opmærksomme på uoverensstemmelser i livshistorien. Der var ikke belastende hemmeligheder, men mange omskrivninger og fortielser.
   O’Brian følte sig afsløret og kompromitteret. Hans ven, historikeren Max Hastings, fortæller om forløbet i forordet til den fornemme Folio Society-udgave af Master and Commander (2008). Folio har udgivet hele Aubrey/Maturin-serien. I 2004 udkom The Final Unfinished Voyage of Jack Aubrey. Den amerikanske titel var 21.
   Nikolai Tolstoy har skrevet biografierne Patrick O’Brian: The Making of a Novelist (2004) og Patrick O’Brian: A Very Private Life (2019) om sin stedfar.


Master and Commander: The Far Side of the World (Master and Commander – Til Verdens Ende). Instr.: Peter Weir. Manus: Peter Weir, John Collee. Foto: Russell Boyd. 138 min. USA 2003. Dansk premiere: 27.11.2003.


Fotos: Twentieth Century Fox (20th Century Studios - Walt Disney Studios Motion Pictures)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Sunday Times (Patrick O'Brian portrait)/ The Folio Society/ Rosinante Gyldendal/
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) [Zavvi Exclusive Steelbook] 18.09.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.11.2003