Translate

Viser opslag med etiketten Christian Petzold. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Christian Petzold. Vis alle opslag

onsdag den 6. april 2022

Christian Petzold: Undine (2020)


HAVFRUENS HÆVN
Mytisk fortid og kærlig tysk hverdag

Af BO GREEN JENSEN

CHRISTIAN Petzold (f. 1960) var fra begyndelsen en filmskaber, der brugte følelser sammen med skarp analyse. Han tog store emner op og fandt det nye Tysklands smertepunkter, mens han lod fortidens genfærd komme til orde. Man kunne mærke mange lag i hver scene.
   Petzold har altid sat kvindefiguren i fokus, ikke som et begæret eller betragtet objekt, men som en levende inkarnation af historien. Især fire af de syv film, som han lavede med Nina Hoss i hovedrollen (og Ronald Zehrfeld som manden i periferien et sted), er blandt de vigtigste i Europa efter 2000: Yella (2007), Jerichow (2008), Barbara (2012) og Phoenix (2014).
   Yella fulgte med en ung kvinde fra det gamle DDR til nye muligheder i det genforenede Tyskland. Hun trivedes i en finansintrige, der viste sig at være drømt: ved slutningen lå Yella under broen, hvor bilen først kørte galt. I Barbara kom en forvist DDR-læge til provinsen og planlagde sin flugt, mens hun blev overvåget. I Phoenix kom kvinden hjem fra krigens kz-lejr med et nyt ansigt og opsøgte (ægte)manden, der angav hende.



PHOENIX var den tungeste og skarpeste af filmene. Allerbedst var Barbara. Jerichow er lidt uden for nummer: Petzold henlagde James M. Cains Postbudet ringer altid to gange til en slidt provins i det østlige Tyskland. Luchino Visconti gjorde i sin tid det samme, da han brugte Cains bog i Ossessione (1943), hvor den fatale fortælling blev italiensk. Hverken Petzold eller Visconti krediterede Cain. Film noir er som folkeeventyr. Historierne hentes i fællesbasinet.
   Det var en praktisk træthed, der fik Petzold til at blande fortid og nutid i sin filmatisering af Anna Seghers’ immigrantroman Transit (1942). Han var træt af rekonstruere fortiden, og han siger, at periodefilm gør noget særligt ved skuespillerne: kostumerne får dem til at optræde, i stedet for bare at være.
   I Transit venter 1940ernes tyske flygtninge på at komme med skibet fra Marseille til Sydamerika. Samtidig jager fransk politi illegale migranter i gaderne i 2018. De to lag blandes på lykkelig vis. Det passer perfekt til spøgelsestiden.



PETZOLD har altid været en seriøs instruktør. Det er han stadig i Undine, men der er kommet en ny, let og legesyg tone i den moderne genfortælling af eventyret om vandnymfen, der må dræbe sin elskede, hvis hun bliver svigtet. Hun er dømt til at vende tilbage til vandet. Kun kærligheden kan give hende form. Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann (1926-1973) var vred på både mænd og eventyret, da hun lod Undine rase ud i novellen »Undine geht« fra samlingen Das dreißigste Jahr (1961). Teksten blev også til teater, opera og et radiospil.
   Det er Bachmanns Undine, som Petzold blander med standardversionen af myten. Undine er alle vegne i den europæiske romantik: i opera, ballet og billedkunst. Hun kommer fra en fortælling af Friedrich de la Motte Fouqué (1777-1843), der lader vandnymfen gifte sig med en ridder, ikke for at få fødder og menneskeform, som i den mere udbredte havfruemyte, men for at få en sjæl. Fouqués Undine (1811) nedstammer fra de franske folkeeventyr om Mélusine. Hun optræder allerede hos Jean d’Arras, som skrev i 1390erne.



DEN moderne Undine Wibeau (Paula Beer) er først og fremmest en vild og vred kvinde, som ved, at hun må hævne sig, da hun bliver vraget af Johannes (Jacob Matschenz). Det har intet med forudbestemthed at gøre: Undine er simpelt hen pisset af, da han dumper hende over en kop kaffe. De sidder på restauranten ved Märkisches Museum, hvor hun arbejder som guide og holder det samme foredrag om Berlins historie og arkitektur flere gange om dagen.
   I restauranten står et kolossalt akvarium. Undine har bemærket en figur af en dykker på bunden. Hun ved, at det må være fantasien, som spiller hende et puds, men hun er sikker på, at hun hører en dyb stemme kalde fra vandet. I det samme træder dykkeren Christoph (Franz Rogowski) ind i hendes liv, som en ny ridder i eventyret. Figuren af dykkeren får betydning, især senere, da dens ene ben knækker af.



DET er klart, at kosmiske kræfter bliver løsnet, da de elskende møder hinanden. Vreden og forvirringen koger i Undine, som falder om. Akvariet syder og bobler og splintres – nej, detonerer – i filmens første og faktisk eneste spektakulære sætstykke. Jeg røber det uden at blinke, fordi filmens trailer viser akvariet igen og igen. Der er derfor ingen spoiler alert.
   Det er alle kendte mønstre, der bliver knust. Der er aldrig et 1:1-forhold mellem myte og virkelighed i Undine, men lidt vidtløfligt kan man sige, at membranen mellem magisk tid og hverdagstid går i stykker. Scenen er både romantisk og morsom, fordi ejeren af stedet også bliver vred. Han forbyder Undine at komme igen. Da hun senere bryder forbudet, er der sat nyt glas i akvariet. Spørgsmålet er, om det så kan holde.



FILMEN er en hyldest til byen og kærligheden. Petzold giver begge dele en meget specifik karakter. Undine taler til turisterne over skalamodellen af det moderne Berlin. Vi forstår, at de nye glashuse, der er rejst efter Murens fald og die Wende blot er det seneste, øverste lag. Undine arbejder som guide for at finansiere sine studier. Hun er historiker med speciale i byplanlægning.
   Det er uklart, om Undine selv ved, at hun er et eventyrvæsen. Sammen med den bjergtagne Christoph er hun en kvinde, der forelsker sig med alle fibre. De elsker i, hvad der virker som dage, og går omkring i instruktørens by. Filmen formidler historiske sammenhænge, når Christoph hjælper Undine med at forberede nye foredrag. Hun øver sig som til en filmrolle. Hvis Undine er en moderne havfrue, er Christoph indbegrebet af naturens muntre søn.



CHRISTOPH arbejder som industridykker. Han bærer dragt og hjelm og går på bunden af søen som en skikkelse fra Jules Verne. Der er magiske scener fra søen i Belgien, hvor Christophs liv er i fare, og Undine må træffe afgørende valg. Christoph og kollegerne drøfter, om der er hold i historien om »Store Günther«, en urfisk, der ligner et lille Loch Ness-uhyre.

   Paula Beer modtog sølvbjørnen for Bedste Kvindelige Rolle, da filmen blev vist på Berlinalen i 2020. Hun og Franz Rogowski har sammen en naturlig sødme – Petzold ville sige en koreografi – der kommer fuldt til sin ret på en måde, som ikke var mulig i Transit, hvor de første gang spillede sammen.

   
UNDINE markerer et gearskifte i Petzolds udsøgte produktion. Han siger, at der vil komme to film mere, som tager afsæt i europæiske myter. Filmen blander magi, poesi og især voksen hverdag på en meget besnærende måde.
   Alligevel er det ikke helt som at se historien vakt til live med fuld tyngde, som det skete i de store kvindebilleder fra sidste årti. Undine føles mest af alt som et langt frikvarter på en tæt skoledag. Man er klar til arbejde videre, da det igen ringer ind.


Undine. Instr. og manus: Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 91 min. Tyskland-Frankrig 2020. Dansk premiere: 09.09.2021.


Fotos: Schramm Film/ Les Films du Losange/ ZDF/ ARTE/ BKM/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ DRW/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Berlinale Archiv, The Match Factory/ The Upcoming (YouTube Trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra good!movies (region B) 19.11.2020
2K Blu-ray i bokssættet Christian Petzold Die Kollektion | 4 Movies 2012-2020 | fra Plain (region A) 30.05.2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.09.2021.

onsdag den 6. januar 2021

Christian Petzold: Phoenix (2014)


KVINDEN UDEN ANSIGT
Hukommelsestabet trives i Tyskland

Af BO GREEN JENSEN

I den første tyske efterkrigstid, da det knækkede land skulle finde en måde at leve videre på, var der intet behov for at angre og analysere. Da lejrene blev åbnet, og de overlevende vendte tilbage, var der ingen, som stillede spørgsmål eller lyttede til deres historier. Ofrene var stengæster, som man helst ville overse og gå forbi.
   Sangerinden Nelly tilbragte det meste af krigen i London, men kom hjem i 1943 med sin mand, pianisten Johnny, som ikke var jødisk. Han lod sig skille, da hun blev taget og sendt til en koncentrationslejr i 1944. Hun vender tilbage med en kvæstet krop og et ødelagt ansigt, mere død end levende. Kun fordi hun bliver samlet op af Lene (Nina Kunzendorf) fra det jødiske agentur, er der en eftertid for Nelly Lenz.
   Hun føler sig ikke heldig. Efter operationen har Nelly svært ved at forholde sig til det rekonstruerede ansigt, som kun er en grov kopi af det gamle. Det bliver vigtigt for hende at finde og overbevise Johnny, som nu er tjener i natklubben Phoenix og insisterer på navnet Johannes.
   Johnny ser, at Nelly ligner, men han genkender ikke sin hustru. I stedet ser han en mulighed for at kræve den konfiskerede formue gennem kvinden, som han vil forme i hustruens billede. Snart øver Nelly på rollen som Nelly. Hun venter på øjeblikket, hvor han ser og forstår. Hun kommer til at vente i lang tid.



CHRISTIAN Petzolds film har altid en historisk og politisk understrøm. Phoenix er løst baseret på Le retour des cendres, Hubert Monteilhets nærmest mørkegrå roman noir, som på dansk hedder Fra asken – i ilden (en G-bog fra Grafisk i 1962). Den blev straks filmatiseret som Return from the Ashes af J. Lee Thompson.
   Petzold tager kun præmissen fra bogen. Til gengæld er Phoenix fuld af referencer til to andre film om en formgiven kvinde: Alfred Hitchcocks Vertigo (1958, da. En kvinde skygges) og Georges Franjus Les yeux sans visage (1960, da. Øjne uden ansigt). Der er for den sags skyld lidt Martin Guerre i historien.
   Petzold bruger hverken suspense eller horror. Snarere spiller han på forventningen om, hvad der kunne ske, hvis han gjorde . Der er aldrig tvivl om Nellys identitet, men der er dybde og styrke i hendes begær efter at blive set af manden, som hun måske stadig elsker, skønt han forrådte deres kærlighed.
   For Petzold er det vigtige viljen til ikke at se. Nelly siger til Johnny, at hun ikke bare kan dukke op i en rød kjole fra Paris og sige, at hun er tilbage. Man vil spørge hende om lejrene. Du tager fejl, siger han. Ingen vil spørge. Har du ikke set de spøgelser, som kryber rundt? Ingen vil have noget med dem at gøre.
   Phoenix er også en umulig erindring om Berlin før nazismen. Nostalgien, som er en bogstavelig hjemve, får udtryk gennem Kurt Weills musik. Nellys signatursang er »Speak Low«, som han skrev i USA til en tekst af digteren Ogden Nash. Når Nelly og Johnny besøger deres gamle steder, hører man Weills »Berlin im Licht«.



NINA Hoss har været Petzolds actrice fetîche, siden hun medvirkede i tv-filmen Toter Man (2000). Med Yella (2007), Barbara (2012) og Phoenix har de sammen skabt en trilogi af tyske kvindeportrætter, som ikke har sin lige på denne side af Rainer Werner Fassbinders samarbejde med Hanna Schygulla.
   Yella tog fra Wittenberg i det gamle DDR til Hanover og levede et muligt liv i det nye Tyskland, før slutbilledet dementerede fiktionen. Lægen Barbara ville ud af DDR og blev straffet med forvisning til en by ved Østersøen, hvor hun prøvede at tro på sin chef. Han blev spillet af Ronald Zehrfeld, som i Phoenix er den svigefulde Johnny.
   Phoenix er en flertydig identitetsfabel. Karaktererne er mennesker med mange slags motiver, som ofte modsiger og modarbejder hinanden. Skruen strammes mod en slutning, som publikum selv er med til at skrive. Der er ingen store følelsesudbrud, og jo mere der lades usagt, jo stærkere står Nellys smerte og tvivl. Der er endelig også en frihed i vente.
    Alt holdes fast. Det er mesterligt gjort.


Se også Christian Petzold: Barbara (2012); Christian Petzold: Transit (2018); Christian Petzold: Undine (2020).

Phoenix. Instr.: Christian Petzold. Manus: Harun Farocki & Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 98 min. Tyskland 2014. Dansk premiere: 20.08.2015


Fotos: Schramm Film Koerner & Weber/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Criterion Collection/ Madman Films (YouTube Trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film 
2K Blu-ray fra The Criterion Collection [Spine #809] 26.04.2016
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.08.2015

tirsdag den 5. januar 2021

Christian Petzold: Transit (2018)



KÆRLIGHED I FLUGTENS TID
Petzolds politiske spøgelseshistorier

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder i Vichy-tidens Frankrig. Marseille er fuld af flygtninge, som venter på at få visa, så de kan komme med skibet til Mexico. Der er kø på konsulatet. Mange er klædt alt for varmt. Det gælder for eksempel Georg (Franz Rogowski), som sidder med bøjet hoved på en café.
   Men vent. I det myldrende gadebillede er der pludselig sireneskrig og biler fra en anden tid. Moderne migranter bliver pågrebet af de brutale gendarmer. Fra modsat hold kommer Gestapo måske. Det handler om at have de rigtige papirer. Der er ingen forskel på dengang og nu.
   Der bliver ikke talt om den porøse tid. Den er noget, man lever med som et vilkår. Alle er i transit. Snart er perioderne flettet sammen. Snart synes menneskene at være usynlige for hinanden. De færdes på gaden som genfærd. Kun Georg er altid til stede i begge kronologiske lag.



DE fleste af Christian Petzolds film er politiske spøgelseshistorier. I Yella (2007) kom sekretæren Yella fra Wittenberg i DDR til Hanover i det genforenede Tyskland. Hun levede et helt liv, før slutbilledet dementerede fiktionen. Faktisk var hun død ved en bilulykke i begyndelsen.
   I Barbara (2012) blev DDR-lægen forvist til en østersøby. Hun forberedte flugten til Danmark, men valgte i stedet at blive og dø, så en anden kunne få muligheden. I Phoenix (2014) kom en kvinde hjem fra kz-lejren med et nyt ansigt, som hendes mand havde svært ved at kende. Gensynet var vanskeligt. Det var jo ham, som angav hende.
   Petzold har som regel brugt den fremragende Nina Hoss i sine film. Hun spiller alle de ovennævnte kvinder. I Transit er Paula Beer den fortvivlede Marie Weidel, som leder efter sin mand i Marseille. Forfatteren tog sit liv, og Georg vil give Marie hans papirer. Men konsulen tror, at Georg er Weidel, og med ét står han forrest i udrejsekøen.



PETZOLD bruger megen tid på at lade Georg slentre omkring. Han bliver ven med en marokkansk dreng og prøver at hjælpe familien. Han forelsker sig inderligt i Marie. Det samme gør en læge fra vores nutid. Så hvem er livet vigtigst for? Som i Barbara bliver det et spørgsmål om at rejse eller blive, da papirerne omsider er i orden.
   Historien har både aktuel spænding og tidløs drømmespilskvalitet. Til slut afspilles Talking Heads-nummeret »Road To Nowhere« fra albummet Little Creatures (1985). Den fuldendte anakronisme forstærker filmens præg af dobbelt eksponering og gennemsigtig virkelighed.
   Transit bygger på en roman, som Anna Seghers skrev i 1942.* Det moderne lag er naturligvis Petzolds finesse. Sammensmeltningen af før og nu skaber en grænseløs kronologi. Produktionsmæssigt er tricket en genistreg. Byen skulle ikke renses for nutid. Det var bare at klæde karaktererne på.
   Christian Petzold er fortsat en af de skarpeste tyske filmskabere. Transit er ikke alene seværdig. I en ny flugtens tid er den også nødvendig.


*) Anna Seghers (1900-1983) hed egentlig Anna Reiling. Hun kom fra en jødisk familie i Mainz og nåede selv til Mexico via Marseille, hvor hun ventede i et år på passage. Det syvende kors (1939, da. 1964) var en af de første tyske romaner, som nævnte nazisternes koncentrationslejre. Bogen blev filmatiseret i Hollywood i 1944 med Fred Zinnemann som instruktør og Spencer Tracy i hovedrollen. I 1947 vendte Seghers hjem til Berlin. Hun blev DDR-borger i 1950 og var medstifter af det østtyske akademi. Forlaget Tiden udgav Transit på dansk (ved Arne Herløv Petersen) i 1986. Senest udkom Et rejsemøde og andre fortællinger i Hans Chr. Finks oversættelse på Batzer & Co. i 2004.

Transit. Instr. og manus: Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 101 min. Tyskland 2018. Dansk premiere: 11.04.2019


Fotos: Schramm Film/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Music Box Films (YouTube trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime
2K Blu-ray fra Music Box Films (region A) 09.07.2019
2K Blu-ray fra Euro Video (region B) 08.10.2018
Anmeldelsen stod t  i Weekendavisen Kultur 12.04.2019

onsdag den 26. februar 2020

Christian Petzold: Barbara (2012) [Berlinale Best Director 2012]



DETALJERNES TID
En stærk kvindeskæbne fra angiverstaten

Af BO GREEN JENSEN
  
HISTORIEN visker detaljerne ud. Der findes glemsel, som er ren fortrængning, men også et nådigt og næsten nødvendigt hukommelsestab, hvis man skal videre efter et stort sammenbrud. Det gælder for mennesker som for nationer. Meget har ændret sig i Europa siden udfasningen af statssocialismen. DDR blev grundlagt i 1949 og levede i 40 år. I den store historie vil landet blive husket som en parentes, endnu et kortlivet tusindårsrige af typen, som den germanske historie er særligt rig på.
   Efter genforeningen kommer en generation, som ikke har nogen erindring om tiden før 1990. Det er samtidig blevet muligt at tænke på Jerntæppet med en vis nostalgi. Der var mange historier om DDR dengang, men de handlede om storpolitik. Om murløbere og forrådte spioner. Siden blev fortiden afsøgt med humor (Good Bye, Lenin! fra 2003) og patos (De andres liv fra 2006). I de nye film er det detaljer, der tæller. Man husker en hverdag inde i staten, som var baseret på angiveri.


BARBARA foregår i en østtysk provinsby i 1980. Ingen drømmer om, at der kommer en dag, hvor Den Kolde Krig ikke længere føres. Overlægen André (Ronald Zehrfeld) står ved vinduet sammen med Stasis lokale repræsentant og ser på kvinden, som netop er stået af bussen. Hun sætter sig på bænken og tænder en cigaret. Lægen undrer sig over, at hun ikke går ind. »Sådan er hun,« siger sikkerhedsofficeren. »Klokken er kun fem minutter i. Hun vil ikké møde ét sekund, før det er nødvendigt.«
   Det fremgår, at Barbara er tvangsforvist til provinsen, fordi hun i en ansøgning har bedt om lov til at forlade DDR. Siden fortæller André sin historie, der har at gøre med en fejlbehandling, som blev fortiet, hvis han til gengæld ville være behjælpelig med oplysninger om hospitalets ansatte. Det er uklart, om han taler sandt. Fortroligheder kan være et våben. André er sympatisk og populær. Barbara er til gengæld en mur af afvisning, en bokser med alle paraderne oppe.



FØRST har de to læger kun ét tilfælles: de prøver at hjælpe patienterne. En ung kvinde fra den nærliggende straffeanstalt bliver gentagne gange bragt ind af politiet, når hun har prøvet at flygte og gemt sig i marsken. Barbara begynder at cykle til hospitalet. I hemmelighed mødes hun med en vestlig elsker, som er ved at arrangere hendes flugt. Men overalt er der øjne på Barbaras færden. Stasi-officeren ransager den luvslidte lejlighed. Værtinden følger alt, hvad der sker.
   André lægger ikke skjul på sin interesse for Barbara. Han gør kur ved at gøre hende små tjenester; et ustemt klaver bliver tilset, en defekt stikkontakt repareres. Han slår endelig sprækker i Barbaras panser, da han låner hende Turgenjevs En jægers dagbog med novellen om en provinslæge. Hun forstår, at den rummer en sandhed for ham. Hun begynder at overveje sin stilling.



MENS flugtdagen nærmer sig, bliver Barbara mindre ivrig efter at rejse. Sådan er det, når drømme realiseres, og Petzold giver kvinden en vis indolens, som måske er et træk ved tiden og folket. Der er således flere lag af stille suspense i den underdrejede spændingshistorie. Vil kvinden forelske sig? Vil hun blive opdaget? Ønsker Barbara at flygte, når det endelig kommer til stykket?
   Det kommer til stykket, og alle øjne i salen forsøger at aflæse Barbaras ansigt. Karakteren fremstilles enestående stærkt af Nina Hoss, som har haft hovedrollen i de fleste af Christian Petzolds film. Også i Yella (2006) var hun en kvinde, som kom fra Øst til Vest. 
   Petzold er født i 1960 og husker DDR-perioden. Han beskæftiger sig med den i en mere nuanceret form, end man er vant til fra film som De andres liv. Der står ikke helt og skurk i panden på karaktererne. Ingen af dem ved, at de lever i et land, som er ved at forsvinde. De tror, at imperiet er evigt. Overvågningssystemet er en subtil mekanisme. Alt ved DDR er ramponeret. Men livsfarven føles autentisk.
   Petzolds formelle og reserverede Barbara er en noget nær fuldkommen film. Det var for dén, at han modtog en sølvbjørn på Berlinalen 2012. Phoenix fulgte i 2014, atter med Hoss i hovedrollen. Transit fik premiere på Cannes Festivalen i 2018. I 2020 er Petzold tilbage på Berlinalen med Undine.




Barbara. Instr.: Christian Petzold. Manus: Harun Farocki og Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 105 min. Tyskland 2012. Dansk premiere: 29.11.2012


Fotos: Schramm Film Koerner & Weber/ ZDF/ ARTE/ Midget Entertainment [Mislabel.dk/ Kino Lorber/ Soda Pictures/ Bygone Attractions (YouTube trailer)/ 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime
2K Blu-ray fra Adopt Films 12.11.2013
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.11.2012