Translate

Viser opslag med etiketten Robert Pattinson. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Robert Pattinson. Vis alle opslag

lørdag den 31. december 2022

Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022)


SOM EN HAMLET
Batman begynder altid igen

Af BO GREEN JENSEN

ROBERT Pattinson debuterer i (endnu) en genstart af den evige serie om selvtægtsmanden fra Gotham City. I begyndelsen var Batman mere detektiv end superhelt. Bob Kane og Bill Finger skabte figuren i Supermans skygge for 83 år siden. De gav ham derfor ikke kosmiske kræfter. De gav ham dragten og lod ham komme fra dybet under gaderne. De gav ham også konturerne af den identitetskrise, som får fans og filmskabere til at komme igen.
   Matt Reeves prøver indædt at levere den mørkeste Batman til dato. Han møder tre faste fjender: The Riddler (Paul Dano), The Penguin (Colin Farrell) og Catwoman, som straks er hans allierede love interest. Michael Giacchinos musik er generisk, men det markerer en attitude, at Kurt Cobain og Nirvana synger »Something in the Way«, da vi møder den søvnløse hævner i regnen. Det er Halloween, og The Batman taler til tilskueren som Travis Bickle i Taxi Driver.



PATTINSON er den yngste og mest realistiske Batman til dato. Det giver mening, at hans dragt er en rustning. Han spiller Batman som en Hamlet. Som noget nyt er der ingen bund i ondskaben. Selv Thomas og Martha Wayne, de myrdede forældre, havde dunkle, begravede hemmeligheder.
   Heldigvis har butleren Alfred (Andy Serkis) og kommissær Gordon (Jeffrey Wright) stadig rene hænder. Zoë Kravitz er sjælfuld og væver som Catwoman. Ikke siden Michelle Pfeiffers bud i Batman Returns (1992) har fetichismen været så åbenlys.
   Der er selvsagt ingen spor af den selvironiske camp, som stadig udmærker 1966-versionen med Adam West og Burt Ward. Der er heller ingen tilløb til den pompøse mytologi, som omgav Ben Affleck i de seneste DC-film fra Zack Snyder. Derimod er der reminiscenser af Tim Burtons 1990er-version, som gav mørket mere plads og stil, og af Christopher Nolans tre film. Der er ikke langt fra Christian Bale i The Dark Knight (2008) til Pattinson i The Batman.



FILMEN varer tre timer. I de første to er den tæt og to the point. Desværre skrider sidste akt, da byen får en kvindelig afrikansk-amerikansk borgmester. The Riddler har fæller på Nettet, som han aktiverer i ånden fra Donald Trump og hans følgere ved Capitol Hill. »Hvor er jeg altså bare relevant,« kan man høre Reeves tænke ved tasturet.
   Trods alt har filmen integritet. Det værste ved superhelteserierne er, at de har udviklet en spraglet, digital fællesstil. Alt er mere af det samme. The Batman prøver at skille sig ud. Den er lidt mindre vellykket end Todd Phillips' Joker (2019) med Joaquin Phoenix, men har de samme selvstændige gener.



DET bliver svært at lave børnevenlig merchandise. Jeg begyndte at læse om Batman som dreng. Vi havde samlekort og legetøjsbiler, der er blevet en formue værd. Det må være 60 år siden nu. I 1989 var jeg tilfældigvis i New Orleans, da Tim Burtons Batman med Michael Keaton og Jack Nicholson fik premiere. Det var vel den sejeste genstart. Salen jublede over Princes musik.

The Batman. Instr.: Matt Reeves. Manus: Matt Reeves, Peter Craig. Foto: Greig Fraser. 175 min. USA 2022. Dansk premiere: 03.03.2022.




Fotos: Warner Bros. Entertainment Inc./ DC Entertainment/ 6th & Idaho Productions/ Dylan Clark Productions/ SF Studios
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, HBO MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2022.

mandag den 17. maj 2021

Robert Eggers: The Lighthouse (2019)


AT HØRE HAVFRUEN SYNGE
En instruktiv fabel om mænd uden kvinder 

Af BO GREEN JENSEN

DER er et fyrtårn, en forblæst klippeø og to mænd, der går hinanden på nerverne, mens de mister grebet om virkeligheden. Man kan se på lang afstand, at det ikke ender godt. Selv unge Ephraim Winslow (Robert Pattinson) kan se det, da båden hugger sig vej gennem gusen.

   Øen ligger ud for kysten ved Maine i New England. Winslow skal i fire uger assistere fyrmesteren Thomas Wake (Willem Dafoe), som har slidt mange lærlinge op. Alligevel går han i land og begynder. I en skæbnefortælling kan man ikke vende sig brat og fortryde. Hvor var horrorgenren henne, hvis karaktererne bare gjorde den slags?
   For en sikkerheds skyld har brødrene Eggers indrammet filmen, så ingen kan være i tvivl. Jarin Blaschkes sort-hvide billeder er beskåret i formatet Movietone, der stammer fra filmmediets barndom. Det er højt og så godt som kvadratisk. Kontrasten er så skarp, at det bliver som at se på levende daguerreotypier. Sølv på sort glas, der er badet i syre. Det passer i hvert fald til perioden, som er et sted i tiden 1870-90.
   The Lighthouse er optaget med udstyr fra 1930erne. På ironisk vis giver det billeder, der passer perfekt til skærmen i en smartphone. I nogle henseender er filmen præcis, hvad man forventer. På andre måder slet ikke. Her er ting, som man aldrig har set i andre film med maritimt tema. Men man har muligvis tænkt dem. Her ligger Eggers’ styrke. Han bygger videre på en lang tradition, som han samtidig dekonstruerer.


FORHOLDET mellem de to mænd er dårligt. Wake vil markere sin autoritet og kommanderer konstant. Han fjærter, klør sig og tildeler Winslow alle de hårde opgaver. Ydermere vogter han nidkært over sin status. Skønt Winslow tigger om lov, får han ikke adgang til øens allerhelligste, som er tårnkammeret med Fresnellinsen. Kun Wake må føle varmen fra lampen og se ind i selve det drejende glas.
   Hvis han drikker sig fuld, mens de spiser, er Wake til at komme i nærheden af. Det bliver gradvis for meget for Winslow, som ikke vil kaldes »knægt« hele tiden. Mandshøje uvejr ryster dem sammen. Klare dage skiller dem ad. The Lighthouse er ikke en Brokeback Mountain for søfolk. Men nok en slags bromance om hengivne mænd.
   Den tørlagte Winslow giver efter og skåler i ren alkohol. De hører hinandens historier. Imens er filmen et helt andet sted. For der foregår noget i Winslow. Der er ting, han har set, og ting, han har drømt. Efterhånden er der ingen forskel, heller ikke på mareridt og mirakler.


FYRTÅRNSFILMEN udgør næsten en lille genre for sig. Formen kan på én gang præstere ramsaltet skrøne og indestængt horror. Er der flere mænd på øen, kan nogle af dem rotte sig sammen – som i Kristoffer Nyholms ufortjent oversete The Vanishing (2018) – og gøre fortællingen til film noir. Er der kvinder og familie – som i Derek Cianfrances The Light Between Oceans (2016, da. Lyset i havet) – kan et højt melodrama lukke sig op. Her er både storm og stille, robinsonade og klaustrofobi. Her er selvvalgt ensomhed midt i verden.
   Jeg forfølger motivet for ikke at røbe for meget om, hvordan det går galt. The Lighthouse er omhyggelig med sin periode. Dialogen dyrker en gammel jargon, der er profan og preciøs på én gang. Eggers krediterer både Herman Melville og Sarah Orne Jewett for sprogtonen, som aldrig bliver anakronistisk.*
   The Lighthouse skal være begyndt som et forsøg på at fange ånden i Edgar Allan Poes fortællinger på samme måde, som Eggers’ debutfilm The Witch (2016) tog farve efter Nathaniel Hawthorne og puritanernes tid. Det er lokalt forankrede genrestykker med en ny litterær kvalitet. Den er tæt på de film, som Ben Wheatley (Kill List, A Field in England) laver i England, hvor genren bliver kaldt new weird. Herhjemme ville det være noget i stil med Når dyrene drømmer og Harpiks.


VED ankomsten finder Winslow en udskåren havfruefigur i madrassen. Senere møder han en rigtig havfrue. Det er muligt, at han drømmer det, men hun lever i drømmen. Synet sætter sig i ham og udløser en af de mest overbevisende masturbationsscener, der er set i filmhistorien. Her er omsider svaret på, hvordan havfolk og mennesker elsker.

   Wake ved altid, hvad Winslow har set. Han bifalder den yngre mands frigørelsestrang, mens han tirrer og trykker ham ned. Der er et majestætisk riff på slutningen i Kiss Me Deadly (1955, da. Kys mig til døde) af Robert Aldrich, en tarvelig, men tidløs film noir med Pandora-motiv. Her udnytter filmen for alvor den mejslede dybde i sine sort-hvide billeder.


DAFOE og Pattinson arbejder effektivt sammen. Det skal ikke forties, at nogle skænderier og beruselsesscener bliver lange og overgjorte. Det blomstrende gamle sprog irriterer så småt, men billedsiden holder hele vejen. Der er hård regn og historisk grand guignol for alle pengene.
   Bliver man klogere på noget? Det kommer an på, hvor motiveret man er. Eggers vil lave en gyser fra samme fantastiske skuffe, hvor Edgar Allan Poe og H.P. Lovecraft – og for den sags skyld Stephen King, der er delstaten Maines hjemstavnsdigter – hentede deres ideer. The Lighthouse kommer ud i alle sindets krinkelkroge. Det er ikke en havfruefilm for familien.

Ved Bodiluddelingen 2021 blev The Lighthouse kåret som Bedste amerikanske film i 2020. Bodil Priserne uddeles af Danske Filmkritikere. Det skete for 74. gang.


*) Sarah Orne Jewett (1849-1909) levede det meste af sit liv i South Berwick på den amerikanske østkyst i delstaten Maine, hvor hendes far var børnelæge og gynækolog. Hun debuterede som 19-årig (under pseudonymet A.C. Eliot) med en novelle (»Jenny Garrow’s Lovers«) i Atlantic Monthly Magazine og udkom året efter i bogform med Deephaven (1877). Old Friends and New (1878) samler syv tematisk forbundne noveller fra Atlantic Monthly – fortællingen »Lady Ferry« er dog nyskreven – og blev Jewetts første bog på et stort forlag. 
   Jewetts forfatterskab er forankret i New England. Der er afstikkere til Boston og Baltimore, men basen er kystbyen Deephaven, som er den fiktive udgave af South Berwick. Hun var fra begyndelsen værdsat for sin evne til at kombinere naturbeskrivelser, overhørt dialog og stærke lokale karakterer i en diskret stil, der satte psykologi over højt melodrama. Hun blev positivt anmeldt af William Dean Howells og var en af de første forfattere, der udkom på Boston-forlaget Houghton-Mifflin. Willa Cather nævnte Jewett blandt sine inspirationskilder og dedikerede den klassiske O, Pioneers! (1913) til Jewett. 
   Jewett stiftede aldrig familie. Hun dyrkede fra sine teenageår romantiske venskaber med en lang række kvinder. Hun fik som ung et nært forhold til Annie Adams Fields (1834-1915), der var gift med James T. Fields, som udgav og redigerede Atlantic Monthly. Da James Fields døde i 1815, flyttede Jewett ind hos Adams i Boston og Manchester-by-the-Sea. Sarah og Annie rejste sammen til Paris, hvor Sarah mødte sin franske oversætter, Thérèse Blanc-Bentzon, som hun indledte en korrespondance med. 
   Det er novellerne i Tales of New England (1890), som har inspireret Robert og Max Eggers til at at skrive The Lighthouse. Jewett fik stor succes med novellerne i The Life of Nancy (1895) og romanen The Country of the Pointed Firs (1896), men nåede kun at nyde den i seks år. Efter en ulykke i 1902 var hun ude af stand til at skrive. Hun døde efter en blodprop i 1909. Hun bliver i stigende grad genopdaget. The Sarah Orne Jewett House i South Berwick er i dag museum, forskningscenter og nationalt monument.
   Jewett er aldrig oversat til dansk. Forfatterskabet har alt, hvad der taler til læsere i 2020erne. Det ligger lige for at samle og lancere det i Danmark.

The Lighthouse. Instr.: Robert Eggers. Manus: Max og Robert Eggers. Foto: Jarin Blaschke. 109 min. USA 2019. Dansk premiere: 13.02.2020.


Fotos: A24/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ framegrabs
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Arrow Video 18.09.2023
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 14.02.2020 - noten om Sarah Orne Jewett er tilføjet 12.05.2021

fredag den 30. oktober 2020

Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]



VÆGTLØS
Claire Denis i verdensrummet

Af BO GREEN JENSEN

CLAIRE Denis (f. 1946) har skabt en lang række kompromisløse og frapperende film, ofte om mødet med Det og Den Anden, repræsenteret gennem køn, klasse, geografiske forskelle og etniske identiteter. Efter Agnès Vardas død er hun vel dronningebien i moderne fransk film.
    Flere af Denis’ film har gået i danske biografer, fra Beau Travail (1999) til Luk solskinnet ind (2017). Andre kom aldrig i distribution, for eksempel vampyrfablen Trouble Every Day (2001), den anstrengende L’Intrus (2004) og den fremragende White Material (2009) med Isabelle Huppert.
   I 2018 fik Denis mulighed for at lave sin første engelsksprogede film. Det blev et filosofisk science fiction-arbejde. High Life stiller alle de sædvanlige spørgsmål og er til overflod fuld af møder med andetheden. Der er ingen lineær handling. Alligevel må det undre, at alle de danske distributører sagde fra.



VED begyndelsen er Mose (Robert Pattinson) alene med et spædbarn, en lille pige, som han kalder Willow, på et fragtskib, der rejser gennem rummet. Han udfører reparationer, mens han taler til Willow. Et stykke værktøj forsvinder i vægtløsheden. Inde i skibet flytter han døde astronauter omkring og arrangerer sine rumdragter. Han taler til computeren, som hver dag giver missionen et døgn mere at leve i.
   Denis klipper frem og tilbage i tiden. Skibet var fuldt af uforbederlige fanger, som skulle nå et sort hul i rummet, samle energien og sende den hjem. Kaptajnen havde kun lidt at sige. Doktor Dibs (Juliette Binoche) var den virkelige leder. Hun forskede i fertilitet.
   Man kommer stadig dybere ned i historien, der i sig selv er som et sort hul. Klar eller fast bliver den aldrig. Til gengæld foretager tiden berusende spring. Der er erindringer om Jorden og den første tid på skibet, da de var mange. Nu er der kun Pattinson, barnet og den tilgroede have, som glinser i grønt, blåt og guld.
   High Life er en fabel i den spekulative tradition fra 2001 til Contact, Sunshine og Interstellar. Den ligner slet ikke Star Wars. Denis henviser især til Douglas Trumbulls Silent Running og Andrej Tarkovskijs Solaris, begge fra 1972. Erindringen strømmer på samme måde, det er den samme drivhushave, som Bruce Dern vil dræbe for at bevare i Silent Running. High Life er også en robinsonade som Moon.



FANS af visioner vil nyde High Life. Er man til action, har man nok en kortere tålmodighed. Binoche rider på en stor sexmaskine og høster mændenes sæd. Pattinson beder barnet lade være med at græde, for han kan ikke rumme mere. Det er uafbrudt fængslende og interessant, men nogen forklaring kommer der aldrig.
    Plakaten giver vel et hint om hensigten. Den behandskede astronauthånd holder om barnets, så det ligner Gud og Adam, der udveksler livsgnisten. Som altid hos Denis har Stuart Stables fra Tindersticks skrevet musikken. Det er sanselig sci-fi med kritisk forankring.


High Life. Instr.: Claire Denis. Manus: Claire Denis, Jean-Pol Fargeau, Andrew Litvazk og Nick Laird. Foto: Yorick Le Saux. 113 min. UK-Frankrig-Tyskland-Polen 2018. Dansk premiere: 12.12.2019 [Cinemateket].



Fotos: Wild Bunch/ DFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, MUBI, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Sony Pictures 23.01.2020
Trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 13.12.2019