Translate

Viser opslag med etiketten sport. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sport. Vis alle opslag

lørdag den 5. februar 2022

Mikkel Serup: Den bedste mand/Pound for Pound (2017)


HR. & FRU HANSEN
En dansk boksefilm i nostalgiske farver

Af BO GREEN JENSEN

BOKSEFILM er en distinkt minigenre. Især USA har skabt en bred vifte, ofte efter autentisk model og altid med en moralsk dimension: fra The Harder They Fall (1956, da. Jo hårdere falder de) og Somebody Up There Likes Me (1956, da. Kampen mod fortiden) til Raging Bull (1980) og Ali (2001); fra Fat City (1972) til Rocky (1976), The Fighter (2010) og Southpaw (2015).

   Den pressede mester snubler og falder i unåde – for netop nåde er genrens nøglebegreb – men rejser sig, træner og kommer igen. Der skal være modgang og en kamp, hvor alt kulminerer. Det er vigtigt, at de fingerede slag bliver virkelige for tilskueren. Publikum må kunne mærke fysikken. Ellers giver øvelsen ingen mening.
   Der har mig bekendt kun været én dansk film, hvor boksning blev en hovedsag. Klaus Rifbjerg skrev manus, og Baard Owe havde en af sit livs bedste roller i Dariusz Steiness’ poetiske jazzfabel om Charlie Butterfly (2002).
   Filmen blev set af så få, at man knapt kan tale om en fiasko. Snarere om et hemmeligt hit. Der var mange finesser. For eksempel blev en kamp mellem Hans Henrik Palm og Jørgen »Gamle« Hansen (1943-2018) genskabt med bokserne selv i den mytologiske ring.*
   Den bedste mand er filmen, som bygger på Hansens egen historie. Det gør den langt mere traditionelt og med en åbenlys ambition om nå de samme højder som genrens amerikanske forbilleder.



DER er i udgangspunktet tale om et kærligt og solidarisk portræt af bokseren og hans hustru, Hanne. De bor med børn og hund i en forstad til Aalborg, hvor Jørgen arbejder på værftet. Han har fortsat Mogens Palle, dansk boksnings eminence, som manager, men der er langt mellem kampene nu. Jørgen er fyldt 36. Heraf kælenavnet »
Gamle«. Han har tyve års boksning bag sig og er langt over gængs udløbsdato.
   Jørgen nægter at give sig, og Hanne vil ikke lade ham. For det første er der æren, for det andet den økonomiske nødvendighed. Flere scener er henlagt til banken. Bokseren siger, at han vil koncentrere sig om sporten. Der er en lang pause. »Er du blevet fyret? Er det, hvad jeg hører dig sige?« spørger bestyreren. Dialogen springer tre trin over. Det er typisk for tonen i filmen, som på én gang bevæger sig smidigt og støt.



ÅRET er 1979, og Jørgen ser skævt til Ayub Kalule, det nye håb, som Mogens Palle har hentet til landet. Men Hanne lejer et værelse ud til Kalule, og de to mænd kommer tæt på hinanden. Jørgen får chancer, han taber på gulvet. Amerikaneren Mike Everett knockouter ham i første omgang. Han er ved at blive en vittighed for danske sportsjournalister.
   Da alt ser mørkest ud, får Hansen sin titelkamp mod englænderen Dave »Boy« Green. Green er ti år yngre og har kun tabt én kamp ud af 32. Den kamp – som blev bokset i Randers den 28. juni 1979 – er både karrierens crescendo og stedet, hvor Mikkel Serups film sætter tænderne i.
   DR vil ikke købe kampen, som alle forventer, at Hansen vil tabe. Huset skal på tvang, og han bruger lang tid på at grave et dybt hul i haven, så Hanne kan få sin swimmingpool. Hun forklæder sig som Venus i pels for at højne humøret. Imens sidder Jørgen i stuen og bliver syg. Han falder om med meningitis. Så går han i koma. Hvad skal det ikke ende med?


FILMEN trækker i de samme nostalgiske tråde som Sommeren '92, Kasper Barfoeds fodboldhit fra 2015. Der er mindre kollektiv selvfølelse, men Jørgen Hansen er en folkelig helt og en af vor egne.
   Det er dog gjort uden antydning af bagstræberi. Noget af det bedste i filmen er skildringen af forholdet mellem Hansen og Kalule, der begynder i irritation, men ender som et venskab. Også racismen, som møder Kalule, »den sorte dansker«, er meget fint ramt.
   En væsentlig faktor er Søren Schwarzbergs produktionsdesign, som virkelig rammer 70ernes look. Sådan så der ud hos hr. og fru Hakkebøf: væg-til-væg tæpper, mursten i stuen, en orange brødkasse og et grønt køleskab i køkkenet med »varme« farver. En tv-samtale mellem Hansen og Svend Gehrs (Martin Greis) er rekonstrueret. Det er præcis så grimt, som det virkelig var – når man ser det på 40 års afstand.



MIKKEL Boe Følsgaard har et godt greb om Hansens »lune« facon og en rimelig del af fysikken. Som hustruen Hanne er Lene Maria Christensen næsten en dead ringer for Birgit Sadolin i de år, hvor filmen foregår. Arnold Oceng er ikke udfordret som Ayub Kalule, men fremstiller den ugandiske hædersmand solidarisk.
   Filmens trumf er dog Søren Malling i rollen som Mogens Palle (1934-2022), den evigt uudgrundelige promoter, der havde store stjerner i stalden og holdt nervepirrende pauser, når han blev spurgt om de mest enkle ting. Malling overtager Palles manierismer, skubber brillerne op på helt samme måde og har en lidt for kort hals, så hovedet ikke kan dreje alene.


PÅ minussiden er der pynt og historiske unøjagtigheder. Jeg ved ikke meget om boksning og husker kun Hansen, fordi jeg har alderen til det. Man kunne ikke undgå at høre om Hansen, Kalule og Mogens Palle, hvis man ejede et tv. Stregen var altid sat under Gamle. Hansen blev set som bokseren, der definerer et ringvrag, mens Tom Bogs var aristokraten.
   Meget er ændret. Især er mange detaljer udeladt i fremstillingen af karrieren. Det er dog gjort for at skabe en narrativ kurve, som giver publikum det nødvendige gys, da sandhedens øjeblik indfinder sig.
   EM-dysten mod Dave Green – som ligger på YouTube og kan eftercheckes – er levendegjort med virkelig flair. Der går atter et sug gennem salen, da Hansen begynder at slå igen.
   Nakkehårene rejser sig lifligt. Det gør de kun i en god boksefilm.


*) Jørgen Hansen døde den 15. marts 2018. Han blev 74 år og levede stadig, da Den bedste mand fik premiere. Birgitte Lorentzen har skrevet biografien Gamle Hansen, som udkom på forlaget People's Press i 2012. Hansen led i sine sidste år af demens. Han poserer beredvilligt sammen med Mikkel Boe Følsgaard på fotos fra gallapremieren, som han deltog i sammen med sin familie. Han ser ud til at synes om filmen. Mogens Palle var stærkt utilfreds og sagde til pressen, at Den bedste mand var »lavet af dilettanter«. I YouTube-klippet, som reklamerer for Lorentzens bog, sidder han sammen med Hanne Hansen og bladrer i gamle papirer og fotos. Han siger ikke noget, men synes at huske det hele. Birgitte Lorentzen er ikke krediteret på filmen. Der var en del diskussion i den anledning. Forfatteren Michael Enggaard, som stadig var journalist på Jyllands-Posten i 2017, skrev indgående og kompetent om forløbet. 

Den bedste mand. Instr.: Mikkel Serup. Manus: Søren Felbo, Linn-Jeanethe Kyed, Mikkel Serup. Foto: Adam Wallensten. 97 min. Danmark 2017. Dansk premiere: 15.06.2017.


Fotos: Nimbus Film (Rolf Konow [spisestuefoto] + Nikola Predovic [øvrige stills])/ Nordisk Film Distribution/ DFI/ DR/ People's Press
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
Ingen BD- udgivelse; DVD fra Nordisk Film Distribution 22.03.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 16.06.2017.

torsdag den 3. februar 2022

Tilbage i ringen: Grudge Match (2013)


GNAVNE GAMLE MÆND
Raging Bull møder Rocky Balboa

Af BO GREEN JENSEN

TO gamle boksere går i ringen for at gennemføre en kamp, som ikke blev til noget 30 år før. Henry »Razor« Sharp og Billy »The Kid« McDonnen havde begge kun lidt ét nederlag – til hinanden – da de i 1983 skulle mødes for at sætte tingene på plads.
   I 11. time bekendtgjorde Razor, at han trak sig fra professionel boksning. The Kid stod tilbage med en frusteret vrede, som han aldrig fik afløb for. Den sidder stadig i ham i 2013, da HBO Sports viser udtag af de indædte hadkampe fra storhedstiden.
   Razor (Sylvester Stallone) vendte tilbage til stålvalseværket i Pittsburgh. The Kid (Robert De Niro) fik en karriere som professionel forhenværende. Ved begyndelsen af Tilbage i ringen sælger han biler og driver en bar, hvor gæsterne bliver diverteret med stand-up. Razor bor alene, passer sit job og besøger træneren Louis »Lightning« (Alan Arkin) på plejehjemmet, som han også betaler for, skønt økonomien er trængt.



DE gamle tv-klip fører til et tilbud fra en spiludvikler, der vil bruge arvefjendernes træk. De hader hinanden all over again og slås for alvor i studiet. Episoden bliver et hit på YouTube, og promotoren Dante (Kevin Hart) ser sin chance for at blive rig.
   Nu skal den gamle strid endelig afgøres. Razor accepterer, da stålværket skærer hans job under krisen. Snart glæder hele Pittsburgh sig til en »grudge match«, som vil få »the Rumble in the Jungle« og »the Thrilla in Manila« til at ligne træningskampe.
   Finessen findes i stjernernes baggrund. Stallone blev stor som den undertippede Rocky (1976) og fremstillede karakteren fem gange på 12 år. De Niro spillede Jake LaMotta i Martin Scorseses Raging Bull (1980). I princippet tørner disse to kæmper sammen i Grudge Match. Det sker dog i en sentimental komedie, som er Hollywoods bud på en film for det grå segment. Formen er kejtet og light, mildest talt.



DET er synd, for filmen er ikke uden charme. Den får også afleveret et par hvasse kommentarer til tiden og mediekulturen. Tiden går med at få bokserne i form. Arkin triller ud af plejehjemmet for at træne Razor, mens The Kid assisteres af en voksen søn (Jon Bernthal), som han først nu lærer at kende. Han møder sin sønnesøn og bliver langsomt, men sikkert et bedre menneske hen ad vejen.
   Der meldes tidligt ud med årsagen til den varige fejde. Hun bliver spillet af 60-årige Kim Basinger, som indiskutabelt ældes med ynde. Stallone er 67 år, De Niro er 70. Alan Arkin fylder 80 i 2014. Tilbage i ringen vil spille til alle aldersgrupper, hvis den kan.



SEGAL lader tingene flyde, men strammer op i filmens sidste kvarter, hvor den store kamp finder sted. Da er begge mænd i imponerende form, men kender hinanden for godt til ikke at tage hensyn, hvilket lægger en dæmper på spændingen. Stallone underspiller efter Clint Eastwood-metoden. De Niro har det sværere som brovtende, grå spadebasse. Det bliver nogle steder pinligt, andre mildt bevægende.
   Det hele minder ikke så lidt om 90ernes Gnavne gamle mænd-film med Jack Lemmon, Walter Matthau og Ann-Margret. Tilbage i ringen vil gøre sig godt i tv, hvor lun nostalgi somme tider er nok. Den er for let og for ufokuseret til at skære igennem i biografen. Modsat f.eks. Rocky Balboa (2006), Stallones egen 30-år-efter-film, som stod sig overraskende godt.

RIP Alan Arkin 1934-2023


Grudge Match (Tilbage i ringen). Instr.: Peter Segal. Tim Kelleher & Rodney Rothman. Foto: Dean Semler. 113 min. USA 2013. Dansk premiere: 09.01.2014.


Fotos: Callahan Filmworks/ Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ MoviestillsDB
Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. 14.04.2014
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.01.2014.

onsdag den 2. februar 2022

Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004)


SOM EN DATTER
En sjælden og god boksefilm

Af BO GREEN JENSEN

BOKSEFILMEN er en hævdvunden genre, der gennem tiden har frembragt en lang række titler, vi tæller som amerikanske klassikere. T
raditionelt er det også en maskulin genre.
   I moralske dramaer som Mark Robsons The Harder They Fall (1956), John Hustons Fat City (1972) og Martin Scorseses Raging Bull (1980) ser vi sindbilledet på martret maskulinitet, når det stolte handyr gradvis forvandles til et misbrugt ringvrag, for måske i den store kamp at rejse sig og slå igen en sidste gang. Det er slutningen, vi alle elsker, skønt den næppe er realistisk. Selv Sylvester Stallones serie om Rocky Balboa (1976-2006) har momenter.
   Ikonet Clint Eastwood (f. 1930), der med alderen blot bliver bedre som filmskaber, har i Million Dollar Baby drejet en række af boksefilmens klicheer, samtidig med at han hylder grundformen og overholder genrens konventioner. For eksempel er fortællingens fighter en kvinde.
   Frankie Dunn (Eastwood) har ikke lyst til at oplære endnu en bokser, da Maggie Fitzgerald (Hilary Swank) opsøger ham i det skrantende træningscenter. Og slet ikke en kvinde. Hans bedste bokser har svigtet ham for en mere risikovillig – det vil sige hensynsløs – manager. »Det ville ikke være så hårdt, hvis du ikke var så forbandet gammel,« siger bestyreren Scrap (Morgan Freeman), der fungerer som filmens fortæller.
   De to mænds fortrolige tone er en af attraktionerne i Million Dollar Baby. Scrap mistede synet på det ene øje, fordi Frankie ikke standsede hans kamp nr. 109. Kun Frankie føler skyld. Scrap har fundet et helle for verden i klubben, hvor han bor i et baglokale.



MAGGIE er allerede fyldt 30. Hun kommer fra underklassen. Hendes familie bor i en trailer langt pokker i vold og lever helt principielt af socialhjælp. Hun er ingenting og har ingenting. Blot en betingelsesløs vilje til at træne, adlyde Frankie og blive den bedste bokser i verden. Frankie slår sig længe i tøjret, men overgiver sig endelig. Scrap har kapituleret for længst.
   Der er én krølle mere i forhistorien. Eastwoods figur har selv været bokser og må også have sat et ægteskab overstyr. I hvert fald svarer hans datter aldrig på de breve, han sender til Irland hver uge. Så Frankie læser gælisk, mens han træner sine boksere. Han citerer Yeats’ »Innisfree« og giver Maggie kunstnernavnet »Mo Chuisle«, da hendes karriere er undervejs.
   Først i en uforglemmelig scene til slut – det er hér, at netop hårde mænd og alle verdens fædre græder – får Maggie at vide, hvad navnet betyder. Det er en af de scener, man gemmer i krukken med tidløse filmøjeblikke. Det er den forløsning, som hele Million Dollar Baby har bygget op til.



MILJØET er rigt på detaljer; spillet hos den centrale trio er i særklasse hele vejen. Som tilskuer læner man sig tilbage og følger den hårde træning; de første barske kampe, den relative modgang, sejrenes brusende sødme; de ubegribelige øjeblikke, hvor en brækket næse må knækkes på plads; ofrene, alle bringer for sagen, og den voksende tillid mellem den gamle træner og den unge kvinde. Det er klart, at Maggie ser en far i Frankie. Det er klart, at hun bliver som en datter for Frankie. Filmen overdriver dog aldrig motivet. Overhovedet er Million Dollar Baby realiseret med upåklagelig takt.



DER er få overraskelser i filmens første akter. Snarere fæster man sig ved den rituelle kvalitet i skildringen af Maggies vej til toppen, og man har faktisk set en hel film, som sagtens kunne standse og kalde sig færdig, da hun går i ringen til den sidste store kamp i Las Vegas.
   Her sker noget, der udløser yderligere 40 minutter, hvor man ikke er sikker på nogen verdens ting. Det er i opbyggelsen, at Eastwood konsoliderer sin håndværksmæssige teknik, men det er i slutdelen, at han skaber noget for alvor unikt.



MILLION Dollar Baby er en umådeligt tilfredsstillende filmoplevelse, grundig i sin miljøskildring, omhyggelig i sin persontegning og stoisk i sit grundlæggende livssyn, som boksefilmen oftest og som Eastwoods egne arbejder altid har været. Som spiller er han en åbenbaring i denne film. Hilary Swank har den mest fysiske rolle og fremstiller sin skikkelse kompromisløst, men Eastwood bærer et helt livs kompromiser med sig og skaber med Frankie Dunn en af sin karrieres mest overbevisende skikkelser.



MILLION Dollar Baby bygger på flere noveller fra Rope Burns: Stories from the Corner af F.X. Toole, et pseudonym for den irskfødte Jerry Boyd (1930-2002), som kendte boksemiljøet indefra. Det er en i alle detaljer gennemarbejdet film. Eastwood har selv komponeret musikken, der stilfærdigt tilfører filmen dybde uden at diktere vore reaktioner. Efter Unforgiven (1992) og Mystic River (2003) er Million Dollar Baby endnu et sent højdepunkt i den amerikanske mesters filmværk. Den lille film er slet og ret uforglemmelig.
   Million Dollar Baby var Oscar-nomineret i 7 kategorier. Den vandt for Bedste film, Bedste instruktion (Eastwood), Bedste kvindelige hovedrolle (Swank) og Bedste mandlige birolle (Freeman).

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006); 

Million Dollar Baby. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Paul Haggis. Foto: Tom Stern. 133 min. USA 2004. Dansk premiere: 21.04.2005.


Fotos: Warner Brothers/ Malpaso Productions/ Lakeshore Entertainment/ StudioCanal/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.04.2005

tirsdag den 1. februar 2022

Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006)


TREDIVE ÅR EFTER
Sjette film om den evige underdog

Af BO GREEN JENSEN

DET var med Rocky (1976), at karrieren tog fart for Sylvester Stallone. John C. Avildsen instruerede filmen, men Stallone skrev selv historien om den lille, beslutsomme bokser, der kunne tage så mange slag, det skulle være, når blot hans Adrian (Talia Shire) ventede ved ringsiden.
   Rocky Balboa fik intet foræret, men havde en drøm om gøre en forskel i kvarteret og undgå at ende på gaden i samme. »Once in one’s life, for one mortal moment, one must make a grab for immortality; if not, one has not lived.« Det er ikke et citat fra manuskriptet, men noget som Stallone har sagt i virkeligheden.
   I fortællingens undertippede ånd blev Rocky ud af det blå nomineret til ti Academy Awards. Stallone kom i selskab med Orson Welles og Charlie Chaplin, da han blev nomineret for bedste manuskript og som bedste skuespiller. Da det kom til stykket, vandt Rocky tre Oscars i kategorierne Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Klip.
   Der stod altså ikke Sly på nogle af trofæerne. Til gengæld fik Rockys hjemstavn en ny turistattraktion overnight. Trappen ved Philadelphia Museum of Art har i 45 år været kendt som »The Rocky Steps« og konstant foreviget, når besøgende kopierede bokserens gestus fra den ikoniske montagesekvens, som følger hans træning. 



DE fleste kunne egentlig godt lide Rocky, som havde en ubestikkelig stil og skrev sig rent ind i den rørstrømske ende af boksefilmstraditionen, skønt den hverken var The Harder They Fall (1956) eller Fat City (1972). Mest af alt virkede figuren som en biografversion af Tom Jordache, Nick Noltes rolle i tv-miniserien Rich Man, Poor Man (1976, da. To brødre). Karakteren kom fra hjertet, og hvis ikke Stallone samtidig havde gjort sig uheldigt bemærket som macho-pinup i en slipstrøm af primitive actionfilm, kulminerende i 80ernes skrækkelige Rambo-sekvens, ville han have oparbejdet mere goodwill.



SYTTEN år efter Rocky V (1990) spiller Stallone atter outsiderkortet og beviser, 60 år gammel, at han ikke skal på græs foreløbig. Rocky Balboa er ingen filmhistorisk milepæl, men den er heller ikke det forfængelige selvbedrag, man kunne frygte.*
   Efter Adrians død prøver Rocky at affinde sig med en hverdag som pensioneret berømthed. Han trisser rundt og prøver at blive gammel, besøger ofte Adrians grav og bruger uforholdsmæssig megen tid på at opsøge saneringsmodne steder fra sin ungdom. Rocky driver restauranten »Adrian’s«, og skønt ingen siger det højt, kan man se på gæsternes ansigter, at værten keder dem med sine gamle historier.



FORDI hans egen søn er afvisende, begynder Rocky at tage sig af servitricen Marie (Geraldine Hughes), som var barn i velmagtsdagene, og hendes teenagesøn.
   Samtidig er der krise i den professionelle bokseverden, hvor den ubesejrede Mason »The Line« Dixon (Antonio Tarver) har vundet 30 kampe på knockout og er blevet så upopulær, at publikum bombarderer ham med isterninger.
   En sportskanal arrangerer en fantasikamp mellem Rocky og Mason: Hvem ville vinde, hvis kæmperne mødtes i dag? Mesterens grådige promoter arrangerer en opvisningskamp i Las Vegas, for Mason kan måske vinde tilskuernes hjerter, hvis han lader den gamle mand få et enkelt slag ind, før han tværer ham ud.



EFTER en times sentimental træden vande bliver tredje akt af filmen en forbavsende effektiv oplevelse, der giver begge de kæmpende så meget, at der er spænding om udfaldet, uden at realismen sættes helt over styr.
   Stallone spiller sin karakter, som han plejer, ludende, fåmælt og kejtet, men også med selvironi og inderlig patos. Filmen sælger sig selv på et slogan som hævder, at »it ain’t over till it’s over«. »Er det noget fra 80erne?« spørger den unge mester hånligt. »Snarere 70erne,« mumler Stallone, som filmen igennem modstår alle forsøg på at gøre sig hurtig og trendy.



OGSÅ æstetisk dyrker Rocky Balboa en række anakronistiske stilgreb. Her er slowmotion, musikalske montageoptagelser og signaturskud, hvor Stallone fryser filmen i triumferende stemningsbilleder, der ikke er set så rene siden titelsekvensen til The Mary Tyler Moore Show. Fysisk overbeviser den aldrende stjerne, og hvis filmen ikke vælter én, træder han i hvert fald ikke forkert med Rocky Balboa.


*) Stallone (f. 1946) trådte klædeligt i baggrunden, da han sammen med Ryan Coogler brugte figuren igen i Creed (2015) og Creed II (2018). Her vender Rocky Balboa tilbage for at træne Adonis »Donnie« Creed (Michael B. Jordan), som er søn af Apollo Creed (Carl Weathers), der var Rockys hovedmodstander i den første og en skæbnefælle i de næste tre film.
   Creed-filmene er en slags sequels by proxy og bliver somme tider nummereret som Rocky VII og Rocky VIII. Ligesom Rocky var Creed en overraskelse, fordi præmissen faktisk fungerer. Creed var Cooglers første film efter Fruitvale Station. Uagtet sine sportslige kvaliteter kan den som en identitetspolitisk gestus fra den afrikansk-amerikanske filmskaber.
   Forfængelighedsfaktoren indhentede Stallone, da han i 2010 skrev og instruerede The Expendables, hvor han i Dirty Dozen-traditionen samler et hold af aldrende/ afskrevne actionstjerner, der spiller lejesoldater: Jason Statham, Jet Li, Dolph Lundgren, Randy Couture, Terry Crews, Mickey Rourke. Også Bruce Willis og Arnold Schwarzenegger medvirker. I Cannes blev filmen promoveret ved, at De Undværlige køre i kampvogn hen ad La Croisette. Serien fortsatte i The Expendables 2 (2012) og The Expendables 3 (2014). En fjerde film er i post-production og får premiere i 2022.

Rocky Balboa. Instr. & manus: Sylvester Stallone. Foto: J. Clark Mathis. 103 min. USA 2006. Dansk premiere: 05.01.2007.


Fotos: MGM/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB./ Warner Bros./ YouTube (Rotten Tomatoes Classic Trailers)
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film.
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. [Steelbook | Theatrical & Director's Cut |1 movie, 2 cuts] 15.07.2024 
Anmeldelsen trykt i  Weekendavisen Kultur 05.01.2007.

søndag den 30. januar 2022

David O. Russell: The Fighter (2010)


NÅR MÆND SLÅR IGEN
Karakter, kvalitet og personlig moral

Af BO GREEN JENSEN

MARK Wahlberg har i The Fighter sin bedste dramatiske rolle siden Boogie Nights (1997), hvor han først gjorde indtryk som pornostjernen Dirk Diggler. David O. Russells atypisk kropsnære film er en utrolig, skønt autentisk baseret fortælling om baggrunden for den sejr, som den 11. marts 2000 gjorde »Irish« Micky Ward til verdensmester, da han mødte letweltervægteren Shea Neary i London.
   Den 35-årige bokser havde mange års kampe som »trinbræt« bag sig. Ward var den solide modstander, ikke for sølle og ikke for stærk, som blev brugt på vejen til større kampe, og han havde ry for altid at tabe, når det gjaldt. På mange måder var han en slags Rocky Balboa i virkeligheden.



THE Fighter er fuld af nervøs energi og besidder en dokumentarisk kvalitetet, som især kommer til sin ret, når emnet netop ikke er boksning, men hverdagen i en dysfunktionel storfamilie i bluecollarforstaden Lowell, Massachusetts. Micky har levet i skyggen af sin ældre halvbror, Dicky Eklund (Christian Bale), som engang besejrede Sugar Ray Leonard, men siden gik ned i et frit fald, som crack og kriminalitet hjalp godt på vej.
   Ved filmens begyndelse er HBO ved at optage et tv-program om narkokulturen i Lowell. Dicky fungerer som sonde og guide, men har overbevist sig selv om, at programmet skal dokumentere hans comeback.



DER er ni voksne børn i familien, som Alice Ward (Melissa Leo) kontrollerer på hæmningsløs løvindefacon. Det har altid været Dicky først og siden Mickey, som hun også er manager for.
   Der er et tavst kor på syv forkælede søstre, og familien er økonomisk afhængig af sporten, hvor man af og til bliver betalt for at tabe og må tage kampe med dårlige odds. Kun bokserens far ser, at sønnen har brug for at gøre sig fri. Da Mickey samtidig møder Charlene (Amy Adams), en bartenderske med et hjerte af guld, får moderdyret kamp til stregen for første gang i sit liv.



DEN amerikanske boksefilm er en hævdvunden genre, som typisk har skildret tabernes kampe, tilskuernes blodtørst, intriger i periferien og omkostningerne ved at have succes.
   De bedste film handler om arrangerede kampe: den undertippede kriger, der gør comeback; guddommelige gladiatorer, der ender som desorienterede ringvrag. Somebody Up There Likes Me (1956), Fat City (1972), Raging Bull (1980), Million Dollar Baby (2004). Listen er lang, og The Fighter har lidt af det hele.
   Som sportsfilm er den uinteressant. For det første har Mickey en decideret uskøn strategi, som består i at lade sig slå på så længe, at modstanderen åbner sig for et slag, som sættes ind i kampens sidste omgang. Han vinder på stød, der ville diskvalificere ham i en rigtig turnering. For det andet er kampsekvenserne ikke bygget op efter tvekampens dramaturgi. Finalen er dog en relativ undtagelse.



FILMEN lever stærkere på gaden, i fængslet og træningslokalet. Christian Bale stjæler ofte billedet med sin fremstilling af den narkoskadede Dickey, der rejser sig med opgaven og træner sin bror, da det gælder. Det er dog Wahlberg, som selv har produceret og kommer fra samme baggrund som Ward, der bærer filmen ved hverken at være overdrevent rebelsk eller tragisk.
   Som det hører med i biopics, ser man under de sidste credits optagelser af karaktererne i virkeligheden. Micky og Dicky ligner i slående grad. Hvad skal man så med historien? Man skal vel lære at føre stødet igennem, også når aftalen ikke er god. Og at tro på kærligheden. Også i dén forstand er det Rocky, som The Fighter kommer tættest på i sin form.



The Fighter. Instr.: David O. Russell. Manus: Scott Silver, Paul Tamasy, Eric Johnson. Foto: Hoyte Van Hoytema. 115 min. USA 2010. 10.02.2011.


Fotos: Closest to the Hole Productions/ Paramount/ NFD/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, FlixFling Rent & Buy, Grand Hjemmebio, Nordisk Film+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Paramount Pictures 18.0.2024
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.02.2011