Translate

Viser opslag med etiketten Hilary Swank. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hilary Swank. Vis alle opslag

onsdag den 2. februar 2022

Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004)


SOM EN DATTER
En sjælden og god boksefilm

Af BO GREEN JENSEN

BOKSEFILMEN er en hævdvunden genre, der gennem tiden har frembragt en lang række titler, vi tæller som amerikanske klassikere. T
raditionelt er det også en maskulin genre.
   I moralske dramaer som Mark Robsons The Harder They Fall (1956), John Hustons Fat City (1972) og Martin Scorseses Raging Bull (1980) ser vi sindbilledet på martret maskulinitet, når det stolte handyr gradvis forvandles til et misbrugt ringvrag, for måske i den store kamp at rejse sig og slå igen en sidste gang. Det er slutningen, vi alle elsker, skønt den næppe er realistisk. Selv Sylvester Stallones serie om Rocky Balboa (1976-2006) har momenter.
   Ikonet Clint Eastwood (f. 1930), der med alderen blot bliver bedre som filmskaber, har i Million Dollar Baby drejet en række af boksefilmens klicheer, samtidig med at han hylder grundformen og overholder genrens konventioner. For eksempel er fortællingens fighter en kvinde.
   Frankie Dunn (Eastwood) har ikke lyst til at oplære endnu en bokser, da Maggie Fitzgerald (Hilary Swank) opsøger ham i det skrantende træningscenter. Og slet ikke en kvinde. Hans bedste bokser har svigtet ham for en mere risikovillig – det vil sige hensynsløs – manager. »Det ville ikke være så hårdt, hvis du ikke var så forbandet gammel,« siger bestyreren Scrap (Morgan Freeman), der fungerer som filmens fortæller.
   De to mænds fortrolige tone er en af attraktionerne i Million Dollar Baby. Scrap mistede synet på det ene øje, fordi Frankie ikke standsede hans kamp nr. 109. Kun Frankie føler skyld. Scrap har fundet et helle for verden i klubben, hvor han bor i et baglokale.



MAGGIE er allerede fyldt 30. Hun kommer fra underklassen. Hendes familie bor i en trailer langt pokker i vold og lever helt principielt af socialhjælp. Hun er ingenting og har ingenting. Blot en betingelsesløs vilje til at træne, adlyde Frankie og blive den bedste bokser i verden. Frankie slår sig længe i tøjret, men overgiver sig endelig. Scrap har kapituleret for længst.
   Der er én krølle mere i forhistorien. Eastwoods figur har selv været bokser og må også have sat et ægteskab overstyr. I hvert fald svarer hans datter aldrig på de breve, han sender til Irland hver uge. Så Frankie læser gælisk, mens han træner sine boksere. Han citerer Yeats’ »Innisfree« og giver Maggie kunstnernavnet »Mo Chuisle«, da hendes karriere er undervejs.
   Først i en uforglemmelig scene til slut – det er hér, at netop hårde mænd og alle verdens fædre græder – får Maggie at vide, hvad navnet betyder. Det er en af de scener, man gemmer i krukken med tidløse filmøjeblikke. Det er den forløsning, som hele Million Dollar Baby har bygget op til.



MILJØET er rigt på detaljer; spillet hos den centrale trio er i særklasse hele vejen. Som tilskuer læner man sig tilbage og følger den hårde træning; de første barske kampe, den relative modgang, sejrenes brusende sødme; de ubegribelige øjeblikke, hvor en brækket næse må knækkes på plads; ofrene, alle bringer for sagen, og den voksende tillid mellem den gamle træner og den unge kvinde. Det er klart, at Maggie ser en far i Frankie. Det er klart, at hun bliver som en datter for Frankie. Filmen overdriver dog aldrig motivet. Overhovedet er Million Dollar Baby realiseret med upåklagelig takt.



DER er få overraskelser i filmens første akter. Snarere fæster man sig ved den rituelle kvalitet i skildringen af Maggies vej til toppen, og man har faktisk set en hel film, som sagtens kunne standse og kalde sig færdig, da hun går i ringen til den sidste store kamp i Las Vegas.
   Her sker noget, der udløser yderligere 40 minutter, hvor man ikke er sikker på nogen verdens ting. Det er i opbyggelsen, at Eastwood konsoliderer sin håndværksmæssige teknik, men det er i slutdelen, at han skaber noget for alvor unikt.



MILLION Dollar Baby er en umådeligt tilfredsstillende filmoplevelse, grundig i sin miljøskildring, omhyggelig i sin persontegning og stoisk i sit grundlæggende livssyn, som boksefilmen oftest og som Eastwoods egne arbejder altid har været. Som spiller er han en åbenbaring i denne film. Hilary Swank har den mest fysiske rolle og fremstiller sin skikkelse kompromisløst, men Eastwood bærer et helt livs kompromiser med sig og skaber med Frankie Dunn en af sin karrieres mest overbevisende skikkelser.



MILLION Dollar Baby bygger på flere noveller fra Rope Burns: Stories from the Corner af F.X. Toole, et pseudonym for den irskfødte Jerry Boyd (1930-2002), som kendte boksemiljøet indefra. Det er en i alle detaljer gennemarbejdet film. Eastwood har selv komponeret musikken, der stilfærdigt tilfører filmen dybde uden at diktere vore reaktioner. Efter Unforgiven (1992) og Mystic River (2003) er Million Dollar Baby endnu et sent højdepunkt i den amerikanske mesters filmværk. Den lille film er slet og ret uforglemmelig.
   Million Dollar Baby var Oscar-nomineret i 7 kategorier. Den vandt for Bedste film, Bedste instruktion (Eastwood), Bedste kvindelige hovedrolle (Swank) og Bedste mandlige birolle (Freeman).

Se også Juho Kuosmanen: Den bedste dag i Olli Mäkis liv (2016); David O. Russell: The Fighter (2010); Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006); 

Million Dollar Baby. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Paul Haggis. Foto: Tom Stern. 133 min. USA 2004. Dansk premiere: 21.04.2005.


Fotos: Warner Brothers/ Malpaso Productions/ Lakeshore Entertainment/ StudioCanal/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.04.2005

fredag den 28. august 2020

Christopher Nolan: Insomnia (2002)


OVER STREGEN
Den som synder sover ikke 

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER i Alaska, midnatssol og søvnløshed. Til en lille by helt oppe nordpå ankommer to af de skarpeste detektiver fra Drabsafdelingen i Los Angeles. Officielt er kriminalassistenterne Dormer (Al Pacino) og Eckhart (Martin Donovan) sendt til Nightmute for at hjælpe den lokale politistyrke med efterforskningen af mordet på en ung kvinde. Uofficielt skal de ligge lavt, mens Afdelingen for Interne Anliggender, forhadt som altid i filmens verden, går Dormers metoder efter i sømmene. Dormer er en levende legende. Politikvinden Ellie Burr (Hilary Swank) kan ikke komme sig over, at stjernen hun skrev sit speciale om er i byen. Andre lokale betjente skumler. Som om de ikke var dygtige nok.
   Will Dormer er tilsyneladende en træt mand, som forsøger at holde fast i resterne af sin integritet, mens han udfører sit arbejde så grundigt og uangribeligt som muligt. Han er en af de martrede stoikere, som Pacino har spillet så ofte og godt, at man uvægerligt fatter sympati for hans person og nærer tillid til hans dømmekraft og metoder. Det gør Ellie, og det gør publikum. Men hvad er det egentlig for nogle sære indklip, der synes at bunde i hans erindring?


DE gør sig gældende straks i titelsekvensen. Tekstilfibre gennemblødes i ekstreme nærbilleder. En hånd med en kirurgisk handske gnider i noget stof, enten masturbatorisk eller bare meget ivrigt. Man kan ikke se hvem hånden tilhører. Længe ved vi ikke helt, hvad der knytter sig til disse fragmenter, men de sikrer allerede fra begyndelsens bjergtagende billeder af indflyvningen over fjorden ved Nightmute, at man ikke føler sig sikker på noget, hverken stedet, Dormer eller sagerne, som han enten flygter fra eller skal opklare her. Virkeligheden i Imsomnia ligger aldrig helt fast, skønt fortællestilen på realistisk vis egentlig er bred, klar og lys.




I æstetisk henseende er Christopher Nolans Insomnia en uafbrudt glæde at følge. Moralsk er den derimod rendyrket horror. For måske er det ikke kun solen, der afholder Dormer fra at sove. Eckhart betror ham, at det kan blive nødvendigt at handle med Interne Affærer, så alle Dormers sager bliver åbnet igen. Dormer har sine grunde til at have gjort nogle ting, som ikke var efter bogen – han er dybest set et retskaffent menneske – men når først man træder forkert, er der ingen ende på de historier, man må skrive for sin egen og de andres skyld.
   Netop om skyld, moral og personligt ansvar handler denne ualmindeligt vellykkede thriller. Det er år og dag siden, at noget så helstøbt er kommet ud af et stort amerikansk studie. Sidst det skete var i 1997, da Curtis Hanson filmatiserede James Ellroys L.A. Confidential. Nolans film har dog også adskilligt til fælles med The Pledge (2001, da. Løftet), Sean Penns film efter Friedrich Dürrenmatts roman. Måske står den moralske krimi virkelig over for en renæssance. Det ville ikke være den værste tendens.



DET er svært at skrive om Insomnia uden at røbe for mange af de prosaiske detaljer, der gør opklaringsarbejdet så spændende at følge. Samtidig kan man ikke få øjnene fra Pacino, som heller ikke selv kan sige, om det er et vådeskud og en slags hændeligt uheld, der tidligt i filmen tager livet af Eckhart. Sikkert er imidlertid, at der knyttes en skæbnesvanger forbindelse, da manden som myrdede den unge kvinde første gang ringer til Dormer. Denne ligger vågen i det kroniske dagslys. Morderen havde det lige sådan, da han første gang kom til Alaska. Han nærer dyb respekt for Dormers erhverv. Han ville jo selv være kriminalbetjent. Det er derfor, han skriver romaner om en politidetektiv.
   Man må ikke røbe for meget, men også i dén henseende udgør Insomnia en stor og indviklet undtagelse. For det første får man sit virkelige thrill ved at følge furerne i Pacinos ansigt, se hvornår Dormer krakelerer, følge med i hvor langt han vil gå og overveje, om han er skyldig. For det andet vil mange skandinaviske tilskuere se Insomnia med en fornemmelse af udsøgt déjàvu. Nok er handlingen forskudt til Alaska, og visse detaljer i rammen er justeret, men ellers følger filmen scene for scene sit norske forlæg, Erik Skjoldbjærgs sylespidse skæbnefortælling Insomnia – den som synder sover ikke (1997), som Skjoldbjærg skrev sammen med Nikolaj Frobenius.*



BÅDE skikkelserne og den moralske konflikt reproduceres trofast hos Nolan. I den norske Insomnia var Stellan Skarsgaard den kompromitterede opdager, som kom flyvende fra Sverige for at opklare mordet på en ung kvinde. Forfatteren Walter Finch, som muligvis er gerningsmanden, blev i norsk regi spillet excentrisk og engleblidt af Bjørn Floberg. Hos Nolan gør Robin Williams noget lignende, men han lægger lidt mere pervers fornuft og psykopatisk tyngde i karakterens eksplosive psykologi. Finch kan ikke lade være med at betragte det hele på afstand, samtidig med at han opsøger Dormer. For forfatteren er der både et spil og et plot i forløbet, og han ynder at se sig selv som en joker.
   Vi er og bliver i fortællingens vold og på Dormers side, mens han betror sig til kvinden på hotellet, der hos Nolan bliver fremstillet af Maura Tierney. Maria Bonnevie spillede kvinden på norsk, hvor karakteren var en hovedrolle. Hos Nolan overtager politikvinden Ellie en del af Bonnevies funktioner. Nogle ting stod skarpere hos Skjoldbjærg, der i parentes bemærket er meget tilfreds med den amerikanske genindspilning. På filmfestivalen i Haugesund kunne man se de to film back to back og høre Skjoldbjærg og Frobenius fortælle om processen. Det er synd, at Ole Bornedals Nattevagten ikke blev en så vellykket Nightwatch. Egentlig er det den samme historie om en lillebitte nordisk film, der vælter verden med én god idé.


HOS Skjoldbjærg stod midnatssolen skarpere, og verden virkede lidt mere udsat. I samme ånd var det lettere at se forskel på rigtigt og forkert. Skarsgaards opdagerskikkelse, Jonas Engström, var mere kynisk end Pacinos kvæstede humanist. Nøglescenerne er dog de samme: blodet på stoffet, uvirkeligheden i tågen hvor makkeren omkommer, opgøret med den afsindige forfatter, der hos Skjoldbjærg ikke skrev krimier, men digte om skæbne og ansvar. Englænderen Nolan vakte opsigt med den fragmentarisk opklippede Memento (2000), en thriller om en mand uden korttidshukommelse og i stilistisk henseende en af de mest konsekvente spændingsfilm fra de senere år. Dybden i Hilary Seitz’ manuskript kommer dog fra Skjoldbjærg og Frobenius.
   Der er mere fysisk spænding i Nolans Insomnia, bl.a. en original scene mellem jæger og bytte. Pacino forfølger Williams, som skyder genvej over vandet ved at træde på de flydende træstammer. Hos Nolan kommer man virkelig til at leve på stedet. Ugerningerne bliver konkrete, og det samme gør Pacinos træthed. Han ligner virkelig en mand, der kunne sove i tusinde år, om det skulle være. Ikke for intet hedder han Dormer efter det latinske dormire.


DE bedste steder i filmen kommer direkte ud af Pacinos karakter. Dormer taler i telefonen om sin foragt for skrankepaverne i Interne Affærer. Eller han decimerer Walter Finch, som tror at han nu har guddommelig indsigt, med en velrettet konstatering af, at for ham, Dormer, er forbryderens psyke lige så fascinerende og særlig som et stoppet toilet er for en blikkenslager. Pacino er suveræn i disse scener. Dormer er hans bedste rolle siden Michael Manns Heat. Han er simpelt hen denne retskafne strømer, der krydsede kridtstregen og mistede evnen til at navigere moralsk.
   Er der retfærdighed til, får han fred før det slutter, men man kan aldrig være sikker på Insomnia. Du må selv se denne prægtige film, som i ét hug rehabiliterer den lødige thriller, der prioriterer moralske anfægtelser og hård kugleregn lige højt.

Insomnia. Instr.: Erik Skjoldbjærg. Manus: Nikolaj Frobenius & Erik Skjoldbjærg. Foto: Erling Thurmann-Andersen. 96 min. Norge 1997.
   Den norske originaludgave af Insomnia kom aldrig i dansk biografdistribution, men den blev vist på Natfilm Festivalen og fik et langt liv på dvd. Filmen blev udtaget til La Semaine de la Critique (International Critics' Week), Cannes Festivalens Kritikeruge, som først blev virkelig for danske journalister i 2003, da Christopher Boes Reconstruction blev vist og valgt som bedste film. Mange store navne er brudt igennem i Kritikerugen, hvor kriteriet er, at der skal være tale om den første eller anden film fra en instruktør. Gaspar Noé (Seul contre tous), Kevin Smith (Clerks), François Ozon (Sitcom), Alejandro Gonzalez Iñárritu (Amores perros) og Julie Bertuccelli (Da Otar rejste) blev opdaget i Semaine de la Critique. I 2010 var Janus Metz' Nato-i-Afghanistan-dokumentar Armadillo den store film. Den norske Insomnia indgår i The Criterion Collection og er i kritiske cirkler højere agtet end Nolans inspirerede kalkering. 

Insomnia. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Hillary Seitz. Foto: Wally Pfister. 118 min. USA 2002. 15.11.2002.


Fotos: Alcon Entertainment/ Witt/Thomas Productions/ Section Eight/ Insomnia Productions/ Summit Entertainment/ Warner Bros./ Cinematerial/ Filmaffinity/ Filmgrab
Insomnia (1997) streames i Norge på Blockbuster og SF Anytime
2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #47) 27.08.2019
Insomnia (2002) streames p.t. ikke i DK – i UK på Tubi og Pluto TV
2K Blu-ray fra Warner Bros. 15.10.2013
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.11.2002.

onsdag den 1. januar 2020

Garry Marshall: New Year's Eve (2011)


KONFETTI I MUNDEN
Nytårsfilmen findes skam 

Af BO GREEN JENSEN

MULTIPLOTFILMEN med masser af stjerner og snesevis af små historier, der slynger sig mellem hinanden, blev tidligt en populær skabelon. Fra Grand Hotel (1932) til Crash (2004) har den udløst en styrtregn af priser, når den var stærkest, og det er ikke svært at se hvorfor. Man kan blande det letteste smil med den dybeste alvor, bruge drama, humor og romantik på én gang, og når balanceakten virkelig lykkes, er der stof til store oplevelser, som publikum gerne vil gentage.
   For tiden er baggrunden ofte et sted, som det gælder i Paris, je t’aime (2006), New York, I Love You (2009) og Rio, I Love You (2014) , hvor store instruktørers små novellefilm knyttes sammen af en lokalitet. Man kan også bruge en højtid, som mennesker fejrer med sjæl alle vegne. Med myldrebilledet Love Actually (2003) skabte englænderen Richard Curtis en sjældent slidstærk julefilm. Amerikaneren Garry Marshall (1934-2016) tog straks ideen op i Valentine’s Day (2010), hvor 15-16 skæbner krydsede hinanden i Los Angeles.


USA har altid forstået at eksportere sine kommercielle højtider til resten af verden. Derfor følger nu New Year’s Eve, hvor de mange handlingsspor er koncentreret om Times Square i New York City. Her samles man for at se en stor lysbold falde, når klokken slår tolv nytårsaften. Hvis filmen sælger billetter – og det vil den utvivlsomt gøre, for den har lidt til alle generationer, og den gør ikke nogen kat fortræd – vil man sikkert se en Happy Halloween på plakaten.


HER er Hilary Swank som kvinden, der har ansvaret for festlighederne. Her er Robert De Niro som cancerpatient og Halle Berry som hans sygeplejerske. To mødre konkurrerer om at føde så tæt på nytår som muligt. Michelle Pfeiffer siger op på sit job og vil leve lidt, før det hele er slut. Ashton Kutcher og Sofia Vergara strander i en elevator, og Jon Bon Jovi vil forsones med Katherine Heigl, som han forlod. Fire af figurerne har en aftale, som de prøver at holde, og publikum ved ikke, hvem der skal mødes med hvem.


MANUSKRIPTFORFATTEREN Katherine Fugate fører dukkerne rundt med guddommelig tæft, og veteranen Garry Marshall instruerer uden særlige træk, der kan forstyrre den antiseptiske stemning. Det er sådan set sødt og i hvert fald helt harmløst. Man er på intet tidspunkt bevæget, for New Year’s Eve er en af den slags film, hvor selv fraklippene ser instruerede ud. Følelsesstoffet er idelig fast food. Man skynder sig ud med konfetti i munden.


New Year’s Eve. Instr: Garry Marshall. Manus: Katherine Fugate. Foto: Charles Minsky. 118 min. USA 2011. Dansk premiere 08.12.2011


Foto: New Line Cinema/ SF Studios
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.12.2011