Translate

Viser opslag med etiketten EM. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten EM. Vis alle opslag

lørdag den 5. februar 2022

Mikkel Serup: Den bedste mand/Pound for Pound (2017)


HR. & FRU HANSEN
En dansk boksefilm i nostalgiske farver

Af BO GREEN JENSEN

BOKSEFILM er en distinkt minigenre. Især USA har skabt en bred vifte, ofte efter autentisk model og altid med en moralsk dimension: fra The Harder They Fall (1956, da. Jo hårdere falder de) og Somebody Up There Likes Me (1956, da. Kampen mod fortiden) til Raging Bull (1980) og Ali (2001); fra Fat City (1972) til Rocky (1976), The Fighter (2010) og Southpaw (2015).

   Den pressede mester snubler og falder i unåde – for netop nåde er genrens nøglebegreb – men rejser sig, træner og kommer igen. Der skal være modgang og en kamp, hvor alt kulminerer. Det er vigtigt, at de fingerede slag bliver virkelige for tilskueren. Publikum må kunne mærke fysikken. Ellers giver øvelsen ingen mening.
   Der har mig bekendt kun været én dansk film, hvor boksning blev en hovedsag. Klaus Rifbjerg skrev manus, og Baard Owe havde en af sit livs bedste roller i Dariusz Steiness’ poetiske jazzfabel om Charlie Butterfly (2002).
   Filmen blev set af så få, at man knapt kan tale om en fiasko. Snarere om et hemmeligt hit. Der var mange finesser. For eksempel blev en kamp mellem Hans Henrik Palm og Jørgen »Gamle« Hansen (1943-2018) genskabt med bokserne selv i den mytologiske ring.*
   Den bedste mand er filmen, som bygger på Hansens egen historie. Det gør den langt mere traditionelt og med en åbenlys ambition om nå de samme højder som genrens amerikanske forbilleder.



DER er i udgangspunktet tale om et kærligt og solidarisk portræt af bokseren og hans hustru, Hanne. De bor med børn og hund i en forstad til Aalborg, hvor Jørgen arbejder på værftet. Han har fortsat Mogens Palle, dansk boksnings eminence, som manager, men der er langt mellem kampene nu. Jørgen er fyldt 36. Heraf kælenavnet »
Gamle«. Han har tyve års boksning bag sig og er langt over gængs udløbsdato.
   Jørgen nægter at give sig, og Hanne vil ikke lade ham. For det første er der æren, for det andet den økonomiske nødvendighed. Flere scener er henlagt til banken. Bokseren siger, at han vil koncentrere sig om sporten. Der er en lang pause. »Er du blevet fyret? Er det, hvad jeg hører dig sige?« spørger bestyreren. Dialogen springer tre trin over. Det er typisk for tonen i filmen, som på én gang bevæger sig smidigt og støt.



ÅRET er 1979, og Jørgen ser skævt til Ayub Kalule, det nye håb, som Mogens Palle har hentet til landet. Men Hanne lejer et værelse ud til Kalule, og de to mænd kommer tæt på hinanden. Jørgen får chancer, han taber på gulvet. Amerikaneren Mike Everett knockouter ham i første omgang. Han er ved at blive en vittighed for danske sportsjournalister.
   Da alt ser mørkest ud, får Hansen sin titelkamp mod englænderen Dave »Boy« Green. Green er ti år yngre og har kun tabt én kamp ud af 32. Den kamp – som blev bokset i Randers den 28. juni 1979 – er både karrierens crescendo og stedet, hvor Mikkel Serups film sætter tænderne i.
   DR vil ikke købe kampen, som alle forventer, at Hansen vil tabe. Huset skal på tvang, og han bruger lang tid på at grave et dybt hul i haven, så Hanne kan få sin swimmingpool. Hun forklæder sig som Venus i pels for at højne humøret. Imens sidder Jørgen i stuen og bliver syg. Han falder om med meningitis. Så går han i koma. Hvad skal det ikke ende med?


FILMEN trækker i de samme nostalgiske tråde som Sommeren '92, Kasper Barfoeds fodboldhit fra 2015. Der er mindre kollektiv selvfølelse, men Jørgen Hansen er en folkelig helt og en af vor egne.
   Det er dog gjort uden antydning af bagstræberi. Noget af det bedste i filmen er skildringen af forholdet mellem Hansen og Kalule, der begynder i irritation, men ender som et venskab. Også racismen, som møder Kalule, »den sorte dansker«, er meget fint ramt.
   En væsentlig faktor er Søren Schwarzbergs produktionsdesign, som virkelig rammer 70ernes look. Sådan så der ud hos hr. og fru Hakkebøf: væg-til-væg tæpper, mursten i stuen, en orange brødkasse og et grønt køleskab i køkkenet med »varme« farver. En tv-samtale mellem Hansen og Svend Gehrs (Martin Greis) er rekonstrueret. Det er præcis så grimt, som det virkelig var – når man ser det på 40 års afstand.



MIKKEL Boe Følsgaard har et godt greb om Hansens »lune« facon og en rimelig del af fysikken. Som hustruen Hanne er Lene Maria Christensen næsten en dead ringer for Birgit Sadolin i de år, hvor filmen foregår. Arnold Oceng er ikke udfordret som Ayub Kalule, men fremstiller den ugandiske hædersmand solidarisk.
   Filmens trumf er dog Søren Malling i rollen som Mogens Palle (1934-2022), den evigt uudgrundelige promoter, der havde store stjerner i stalden og holdt nervepirrende pauser, når han blev spurgt om de mest enkle ting. Malling overtager Palles manierismer, skubber brillerne op på helt samme måde og har en lidt for kort hals, så hovedet ikke kan dreje alene.


PÅ minussiden er der pynt og historiske unøjagtigheder. Jeg ved ikke meget om boksning og husker kun Hansen, fordi jeg har alderen til det. Man kunne ikke undgå at høre om Hansen, Kalule og Mogens Palle, hvis man ejede et tv. Stregen var altid sat under Gamle. Hansen blev set som bokseren, der definerer et ringvrag, mens Tom Bogs var aristokraten.
   Meget er ændret. Især er mange detaljer udeladt i fremstillingen af karrieren. Det er dog gjort for at skabe en narrativ kurve, som giver publikum det nødvendige gys, da sandhedens øjeblik indfinder sig.
   EM-dysten mod Dave Green – som ligger på YouTube og kan eftercheckes – er levendegjort med virkelig flair. Der går atter et sug gennem salen, da Hansen begynder at slå igen.
   Nakkehårene rejser sig lifligt. Det gør de kun i en god boksefilm.


*) Jørgen Hansen døde den 15. marts 2018. Han blev 74 år og levede stadig, da Den bedste mand fik premiere. Birgitte Lorentzen har skrevet biografien Gamle Hansen, som udkom på forlaget People's Press i 2012. Hansen led i sine sidste år af demens. Han poserer beredvilligt sammen med Mikkel Boe Følsgaard på fotos fra gallapremieren, som han deltog i sammen med sin familie. Han ser ud til at synes om filmen. Mogens Palle var stærkt utilfreds og sagde til pressen, at Den bedste mand var »lavet af dilettanter«. I YouTube-klippet, som reklamerer for Lorentzens bog, sidder han sammen med Hanne Hansen og bladrer i gamle papirer og fotos. Han siger ikke noget, men synes at huske det hele. Birgitte Lorentzen er ikke krediteret på filmen. Der var en del diskussion i den anledning. Forfatteren Michael Enggaard, som stadig var journalist på Jyllands-Posten i 2017, skrev indgående og kompetent om forløbet. 

Den bedste mand. Instr.: Mikkel Serup. Manus: Søren Felbo, Linn-Jeanethe Kyed, Mikkel Serup. Foto: Adam Wallensten. 97 min. Danmark 2017. Dansk premiere: 15.06.2017.


Fotos: Nimbus Film (Rolf Konow [spisestuefoto] + Nikola Predovic [øvrige stills])/ Nordisk Film Distribution/ DFI/ DR/ People's Press
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
Ingen BD- udgivelse; DVD fra Nordisk Film Distribution 22.03.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 16.06.2017.

mandag den 28. juni 2021

Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003)


EFTER NEDERLAGET
Første gode tyske efterkrigsøjeblik

Af BO GREEN JENSEN

SOMME tider handler fodbold om mere end fodbold. Spillet kan samle hele nationer og få et slagent folk til at løfte hovedet, hylde fællesskabet og sige landets navn med stolthed igen. Det har muligvis noget at gøre med spillets demokratiske væsen, og det gælder derfor i mindre grad nu, hvor sporten er degenereret til en professionel cirkus på linie med filmindustrien. Men det gjaldt i særdeleshed den 4. juli 1954, da det tyske landshold i Bern i Schweiz besejrede Ungarn 3-2 i VM-finalen.
   Miraklet i Bern er et fornemt stykke mentalitetshistorie. Filmen følger familien Lubanski, som lige klarer dagen og vejen i minebyen Essen-Katernberg. Moderen Christa (Johanna Gastdorf) driver et værtshus sammen med datteren Ingrid (Birthe Wolter) og sønnen Bruno (Mirko Lang). Sidstnævnte er dog på vej væk fra nederlaget og planlægger at emigrere til den nyoprettede østtyske stat, »hvor alle er frie og lige«, som han siger til sin lillebror.



DENNE yngste dreng, Matthias Lubanski (Louis Klamroth), er prismet for alle filmens motiver. Han var end ikke født, da manden i huset, Richard Lubanski (Peter Lohmeyer), forsvandt i Stalins Sovjetunionen. I sommeren 1954 er han 11 år og bruger det meste af sin energi på at heppe, når Rot-Weiss Essen forsvarer byens ære. Især er han ven med den legendariske forward Helmut Rahn (Sascha Göpel), der betragter drengen som sin maskot og påtager sig rollen som fadererstatning med et karakteristisk fandenivoldsk skuldertræk.



DER sker store ting denne sommer. Krigen sidder i de voksne som et kollektivt fundament af fornægtelse. Ingen taler om den, men den præger alle livets forhold. I den store historie samler landstræneren Sepp Herberger (Peter Franke) nu sine mænd og fører holdet til finalen efter et ydmygende stort nederlag til Ungarn i de indledende runder. I den lille historie vender Richard Lubanski hjem efter 11 år i krigsfangenskab. Begge begivenheder er voldsomme processer, der ændrer de involverede for livet.
   Richard kan slet ikke finde ind i familien igen. Han gør alting forkert, støder den store søn fra sig, skræmmer den mindste, koger hans kaniner til moderens fødselsdag og begriber ikke, hvad knægten ser i fodboldspillet. I minen får han panikreaktioner, når slagboret lyder som antiluftskyts. Ved skranke ét bliver han snydt for sin krigserstatning på grund af en teknisk spidsfindighed. Richard hader verden i begyndelsen. Han er bange for fremtiden og misundelig på unge mænd som Helmut Rahn.



SÖNKE Wortmann, der med denne film har taget et syvmileskridt i forhold til sin åndsforladte succeskomedie om Der bewegte Mann (1994, da. Den følsomme mand), krydsklipper mellem Essen og Bern med selvfølgelighed og fin rytmesans. Tidens fodboldlegender fremstilles med nostalgisk omhu – selv en yngre spiller som undertegnede kan få gådehud ved lyden af navne som Puskas – og for et tysk publikum er det sikkert endnu mere meningsfuldt at se Sepp Herberger genrejst, høre den Gunnar Nu-agtige kommentator, der kalder målmanden »en fodboldgud«, og alt i alt vende tilbage til erindringens hjemstavn.
   Sin dybde får filmen dog i historien om drengens og faderens forhold. I 11. time genfinder Richard noget af glæden og kærligheden. Miraklet i Bern er det meste af en time om at komme i gang. Man synes, at det hele er lidt for omstændeligt og Matador/Krøniken-agtigt. Så begynder han at tale om sine oplevelser i fangelejren, og noget uudsagt løsnes og vokser. Det er svært at sætte fingeren på, hvorfor gennembruddet virker så stærkt. Richard vækker drengen og siger, at de sammen vil rejse til Schweiz. Ikke mindst dét er miraklet i Bern.


ET glimt viser Matthias’ storebror, der følger kampen i radioen, nu som uniformeret ungsocialist i DDR, Den Demokratiske Folkerepublik, der endnu ikke har rejst sin »Anti-faschistischer Schutzwall«. Man får således en koncentreret indføring i det moderne Tysklands historie, hvis man ser Miraklet i Bern og derpå spoler frem til Murens fald i Wolfgang Beckers lige så bevægende Good Bye, Lenin! (2003).
   Det er i de seneste år lykkedes tysk film at skabe en sjældent lødig slags folkelighed. Der er endelig gået hul på historien om Tyskland mellem År Nul og die Wende, Nederlaget og Genforeningen. Resultatet er film som Das Wunder von Bern.


Miraklet i Bern (Das Wunder von Bern). Instr.: Sönke Wortmann. Manus: Rochus Hahn og Sönke Wortmann. Foto: Tom Fährmann. 117 min. Tyskland 2003. Dansk premiere: 19.11.2004


Fotos: Senator/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Zeitzeugen-Portal (Momente der deutschen Geschichte)/ YouTube (Wild Bunch Deutschland trailer)
Filmen streames på FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Universum Film (regionsfri) 21.05.2010
Anmeldelsen trykt  i Weekendavisen Kultur 19.11.2004