Translate

Viser opslag med etiketten Sylvester Stallone. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sylvester Stallone. Vis alle opslag

torsdag den 13. juli 2023

Comics Culture | To film om Judge Dredd (1995/2012)


DEN FASCISTISKE FREMTID
To film efter tegneserien om Judge Dredd

Af BO GREEN JENSEN

IKKE alle maskerede helte er amerikanske. Judge Dredd opererer i en nær fremtid, hvor bestråling har lagt store dele af verden øde. Man lever derfor i overbefolkede megabyer, hvor alle demografiske mareridt er gået i opfyldelse. Boligkomplekser på 200 etager har maleriske navne som Peach Towers, men er i realiteten vertikalt slum, hvor bandevæsenet holdes i ave af svært bevæbnede »dommere« fra Justitsministeriet. De bærer hjelme og bruger våben, der kan nivellere hele kvarterer. De dømmer og eksekverer på stedet. Næsten alle forseelser straffes med døden.

   Judge Dredd er den sidste ubestikkelige dommer i Mega City One, hvor 800 mio. mennesker lever i resterne af Boston, New York og Washington D.C. Han blev skabt af John Wagner (f. 1949) og Carlos Ezquerra (1947-2018), som lancerede figuren i første årgang af 2000 A.D., et omnibusmagasin, der i Storbritannien er kommet hver uge siden 1977. Det er Englands drøm om Amerikas fremtid. »Prog 2339« er netop sendt på gaden med et hyperstilfuldt Jake Lynch-cover, der viser Dredd så vrængende hårdkogt som nogensinde.*


SERIEN er usædvanlig, fordi den ikke rummer antydning af psykologien i de klassiske heltehistorier fra Marvel og DC Comics. Wagner skrev senere billedromanen A History of Violence (1997), der blev filmatiseret af David Cronenberg.
   2000 A.D. var inspireret af dystopiske 1970er-film som Norman Jewisons Rollerball og John Boormans Zardoz. Bladet er i tidens løb blevet skrevet og tegnet af koryfæer som Alan Moore, Neil Gaiman, Grant Morrison og Brian Bolland, der alle har gjort karriere i den amerikanske serieindustri. 2000 A.D. forbliver dog en britisk ting. Det kan undre, at magasinet aldrig er forsøgt lanceret i Danmark, eftersom det i en årrække blev udgivet af Egmonts britiske filial.
   Den første filmudgave af Judge Dredd (1995) blev produceret af Disney-selskabet Buena Vista. Danny Cannon instruerede Sylvester Stallone i titelrollen. Effekterne var før-digitale. I tegneserien lægger Dredd aldrig sin hjelm. Han har heller ikke noget følelsesliv, fordi serien både dyrker og advarer mod en totalitær samfundsorden, hvor den slags betragtes som irrelevant. Begge forhold blev ændret i filmen, som modtog flere turkey awards. Den fik dansk premiere den 18. august 1995.



ALLE disse fejl er rettet i den mere strømlinede Dredd. Karl Urban har visiret nede, mens han og aspiranten Cassandra Anderson (Olivia Thirlby) mejer forbryderne ned. I serieuniverset er Judge Anderson den psykologisk set (lidt) mere nuancerede dommer fra Psi-Division, der har clairvoyante og telepatiske kræfter, som spåkvinden Kassandra fra Antikkens mytologi.
   John Wagner og Brian Bolland skabte Cassandra til Dredd-sekvensen »Judge Death« (1980). Det blev især Alan Grant (1949-2022), som skrev Judge Anderson-historierne, først i samarbejde med Wagner, siden for egen regning. Fra 1985 har karakteren sin egen serie, Anderson: Psi Division. Tegneren Arthur Ranson (f. 1939) blev for Judge Anderson, hvad Carlos Ezquerra var for Judge Dredd. I Pete Travis' film assisterer hun Dredd som en del af sin dommeruddannelse.


   
ALEX Garland (The Beach) har skrevet filmen, som er produceret af DNA Pictures, et selskab med sans for futuristisk realisme. DNA stod bag Danny Boyles zombiefilm 28 Days Later (2002), rumrejsen i Sunshine (2007) og Never Let Me Go (2010), Mark Romaneks smukke filmatisering af Kazuo Ishiguros fabel om kloning, der aldrig fik dansk biografpremiere, skønt hovedrollerne blev spillet af Carey Mulligan, Andrew Garfield og Keira Knightley.
   Dredd er fantastisk blodig og voldsom, men har stil på samme måde som japanske yakuza-film. Mega City One ses i disede dagbilleder (som Blade Runner-byen i solskin), før kameraet dykker ned og følger Dredds motorcykel. Resten af handlingen henlægges til slumtårnet, hvor Dredd og Anderson fører krig mod narkodronningen Ma-Ma (Lena Headey) og hendes klan.




STOFFET, som man tager i Mega City, hedder slo-mo. Det får alt til at fremstå gyldent og langsomt. Filmen lægger sine æstetiske ambitioner frem i disse sekvenser. Dredd er optaget i Cape Town med danske Anthony Dod Mantle som fotograf.
   Karl Urban fortrækker ikke en mine, og der er ingen kærlige tiltag. Det er derfor også et mysterium, hvem filmen henvender sig til. Man kan tolke lidt på det fascistiske etos, men det er hurtigt gjort. Resten er effekter og (meget) monoton hypervold. Som film er Dredd steril og anstrengt. Det er stadig inde og nede i serien, som Wagner og Ezquerra drømte frem, at man skal lede efter løsningen på gåden om, hvad der får Dredd til at leve og tikke.



*) Teksten er skrevet i 2012, da Dredd 3D havde dansk premiere. Da gjaldt den aktuelle henvisning »Prog 1800« med et Simon Bisley-cover. Der er 457 numre af månedsbladet Judge Dredd Megazine. Historierne, hvor Cassandra Anderson – Olivia Thirlbys karakter i filmen – optræder, er samlet i fem bind med Judge Anderson: The Psi Files. I juni 2023 udkom Essential Judge Anderson: Shamballa (Alan Grant-Arthur Ranson-Mick Austin). 
   Der er talrige albumudgaver og omnibusbind. I 2005 påbegyndte Rebellion udgivelsen af Judge Dredd: The Complete Case Files, som der til dato er kommet 36 bind af. Man er cirka halvvejs i kronologien. Efter Carlos Ezquerras død i 2018 har Rebellion samlet en række repræsentative historier fra hans 40 år på serien i Judge Dredd: The Carlos Ezquerra Collection. I april 2023 udkom Essential Judge Dredd: Judgement Day (Garth Ennis-Carlos Ezquarra).
   Det er Rebellion, som udgiver 2000 A.D. og Dredd i Europa. I USA har IDW Publishing (og senere Titan Magazines) givet Dredd-universet sin egen amerikanske identitet og historie. Dredd blev introduceret i USA af Eagle Comics i 1983. Fra 1994 til 1996 udgav DC Comics sin egen version af Judge Dredd, som ligger uden for den autoriserede kontinuitet. Samarbejdet med DC førte til en række enkeltstående crossover-titler, herunder flere historier, hvor Batman og Dredd optræder sammen.
   Carlos Ezquerra tegnede første gang Dredd i »Krong« [2000 AD #5, March 1977] og sidste gang i  »Get Jerry Sing« [2000 AD #2023, March 2017]. De to paneler er vist nedenfor.


Dredd 3D (Dredd). Instr.: Pete Travis. Manus: Alex Garland. Foto: Anthony Dod Mantle. 95 min. USA-Indien-UK 2012. Dansk premiere: 27.09.2012.


Fotos: DNA Films// Rena Films/ Peach Tree Productions/ Lionsgate/ Cinergi Pictures Entertainment/ Hollywood Pictures/ Rebellion Developments/ IDW Publishing/ Titan Magazines/ DC Comics/ Anderson PSI | Arthur Ranson [arthurranson.com]/ Jake Lynch [2000AD #2339 cover]
Judge Dredd (1995) streames på Blockbuster
2K Blu-ray fra M6 Video (Frankrig) 08.06.2011
Dredd 3D streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray 3D fra LionsgateFilms 06.06.2017
Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.09.2012

torsdag den 3. februar 2022

Tilbage i ringen: Grudge Match (2013)


GNAVNE GAMLE MÆND
Raging Bull møder Rocky Balboa

Af BO GREEN JENSEN

TO gamle boksere går i ringen for at gennemføre en kamp, som ikke blev til noget 30 år før. Henry »Razor« Sharp og Billy »The Kid« McDonnen havde begge kun lidt ét nederlag – til hinanden – da de i 1983 skulle mødes for at sætte tingene på plads.
   I 11. time bekendtgjorde Razor, at han trak sig fra professionel boksning. The Kid stod tilbage med en frusteret vrede, som han aldrig fik afløb for. Den sidder stadig i ham i 2013, da HBO Sports viser udtag af de indædte hadkampe fra storhedstiden.
   Razor (Sylvester Stallone) vendte tilbage til stålvalseværket i Pittsburgh. The Kid (Robert De Niro) fik en karriere som professionel forhenværende. Ved begyndelsen af Tilbage i ringen sælger han biler og driver en bar, hvor gæsterne bliver diverteret med stand-up. Razor bor alene, passer sit job og besøger træneren Louis »Lightning« (Alan Arkin) på plejehjemmet, som han også betaler for, skønt økonomien er trængt.



DE gamle tv-klip fører til et tilbud fra en spiludvikler, der vil bruge arvefjendernes træk. De hader hinanden all over again og slås for alvor i studiet. Episoden bliver et hit på YouTube, og promotoren Dante (Kevin Hart) ser sin chance for at blive rig.
   Nu skal den gamle strid endelig afgøres. Razor accepterer, da stålværket skærer hans job under krisen. Snart glæder hele Pittsburgh sig til en »grudge match«, som vil få »the Rumble in the Jungle« og »the Thrilla in Manila« til at ligne træningskampe.
   Finessen findes i stjernernes baggrund. Stallone blev stor som den undertippede Rocky (1976) og fremstillede karakteren fem gange på 12 år. De Niro spillede Jake LaMotta i Martin Scorseses Raging Bull (1980). I princippet tørner disse to kæmper sammen i Grudge Match. Det sker dog i en sentimental komedie, som er Hollywoods bud på en film for det grå segment. Formen er kejtet og light, mildest talt.



DET er synd, for filmen er ikke uden charme. Den får også afleveret et par hvasse kommentarer til tiden og mediekulturen. Tiden går med at få bokserne i form. Arkin triller ud af plejehjemmet for at træne Razor, mens The Kid assisteres af en voksen søn (Jon Bernthal), som han først nu lærer at kende. Han møder sin sønnesøn og bliver langsomt, men sikkert et bedre menneske hen ad vejen.
   Der meldes tidligt ud med årsagen til den varige fejde. Hun bliver spillet af 60-årige Kim Basinger, som indiskutabelt ældes med ynde. Stallone er 67 år, De Niro er 70. Alan Arkin fylder 80 i 2014. Tilbage i ringen vil spille til alle aldersgrupper, hvis den kan.



SEGAL lader tingene flyde, men strammer op i filmens sidste kvarter, hvor den store kamp finder sted. Da er begge mænd i imponerende form, men kender hinanden for godt til ikke at tage hensyn, hvilket lægger en dæmper på spændingen. Stallone underspiller efter Clint Eastwood-metoden. De Niro har det sværere som brovtende, grå spadebasse. Det bliver nogle steder pinligt, andre mildt bevægende.
   Det hele minder ikke så lidt om 90ernes Gnavne gamle mænd-film med Jack Lemmon, Walter Matthau og Ann-Margret. Tilbage i ringen vil gøre sig godt i tv, hvor lun nostalgi somme tider er nok. Den er for let og for ufokuseret til at skære igennem i biografen. Modsat f.eks. Rocky Balboa (2006), Stallones egen 30-år-efter-film, som stod sig overraskende godt.

RIP Alan Arkin 1934-2023


Grudge Match (Tilbage i ringen). Instr.: Peter Segal. Tim Kelleher & Rodney Rothman. Foto: Dean Semler. 113 min. USA 2013. Dansk premiere: 09.01.2014.


Fotos: Callahan Filmworks/ Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ MoviestillsDB
Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. 14.04.2014
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.01.2014.

tirsdag den 1. februar 2022

Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006)


TREDIVE ÅR EFTER
Sjette film om den evige underdog

Af BO GREEN JENSEN

DET var med Rocky (1976), at karrieren tog fart for Sylvester Stallone. John C. Avildsen instruerede filmen, men Stallone skrev selv historien om den lille, beslutsomme bokser, der kunne tage så mange slag, det skulle være, når blot hans Adrian (Talia Shire) ventede ved ringsiden.
   Rocky Balboa fik intet foræret, men havde en drøm om gøre en forskel i kvarteret og undgå at ende på gaden i samme. »Once in one’s life, for one mortal moment, one must make a grab for immortality; if not, one has not lived.« Det er ikke et citat fra manuskriptet, men noget som Stallone har sagt i virkeligheden.
   I fortællingens undertippede ånd blev Rocky ud af det blå nomineret til ti Academy Awards. Stallone kom i selskab med Orson Welles og Charlie Chaplin, da han blev nomineret for bedste manuskript og som bedste skuespiller. Da det kom til stykket, vandt Rocky tre Oscars i kategorierne Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Klip.
   Der stod altså ikke Sly på nogle af trofæerne. Til gengæld fik Rockys hjemstavn en ny turistattraktion overnight. Trappen ved Philadelphia Museum of Art har i 45 år været kendt som »The Rocky Steps« og konstant foreviget, når besøgende kopierede bokserens gestus fra den ikoniske montagesekvens, som følger hans træning. 



DE fleste kunne egentlig godt lide Rocky, som havde en ubestikkelig stil og skrev sig rent ind i den rørstrømske ende af boksefilmstraditionen, skønt den hverken var The Harder They Fall (1956) eller Fat City (1972). Mest af alt virkede figuren som en biografversion af Tom Jordache, Nick Noltes rolle i tv-miniserien Rich Man, Poor Man (1976, da. To brødre). Karakteren kom fra hjertet, og hvis ikke Stallone samtidig havde gjort sig uheldigt bemærket som macho-pinup i en slipstrøm af primitive actionfilm, kulminerende i 80ernes skrækkelige Rambo-sekvens, ville han have oparbejdet mere goodwill.



SYTTEN år efter Rocky V (1990) spiller Stallone atter outsiderkortet og beviser, 60 år gammel, at han ikke skal på græs foreløbig. Rocky Balboa er ingen filmhistorisk milepæl, men den er heller ikke det forfængelige selvbedrag, man kunne frygte.*
   Efter Adrians død prøver Rocky at affinde sig med en hverdag som pensioneret berømthed. Han trisser rundt og prøver at blive gammel, besøger ofte Adrians grav og bruger uforholdsmæssig megen tid på at opsøge saneringsmodne steder fra sin ungdom. Rocky driver restauranten »Adrian’s«, og skønt ingen siger det højt, kan man se på gæsternes ansigter, at værten keder dem med sine gamle historier.



FORDI hans egen søn er afvisende, begynder Rocky at tage sig af servitricen Marie (Geraldine Hughes), som var barn i velmagtsdagene, og hendes teenagesøn.
   Samtidig er der krise i den professionelle bokseverden, hvor den ubesejrede Mason »The Line« Dixon (Antonio Tarver) har vundet 30 kampe på knockout og er blevet så upopulær, at publikum bombarderer ham med isterninger.
   En sportskanal arrangerer en fantasikamp mellem Rocky og Mason: Hvem ville vinde, hvis kæmperne mødtes i dag? Mesterens grådige promoter arrangerer en opvisningskamp i Las Vegas, for Mason kan måske vinde tilskuernes hjerter, hvis han lader den gamle mand få et enkelt slag ind, før han tværer ham ud.



EFTER en times sentimental træden vande bliver tredje akt af filmen en forbavsende effektiv oplevelse, der giver begge de kæmpende så meget, at der er spænding om udfaldet, uden at realismen sættes helt over styr.
   Stallone spiller sin karakter, som han plejer, ludende, fåmælt og kejtet, men også med selvironi og inderlig patos. Filmen sælger sig selv på et slogan som hævder, at »it ain’t over till it’s over«. »Er det noget fra 80erne?« spørger den unge mester hånligt. »Snarere 70erne,« mumler Stallone, som filmen igennem modstår alle forsøg på at gøre sig hurtig og trendy.



OGSÅ æstetisk dyrker Rocky Balboa en række anakronistiske stilgreb. Her er slowmotion, musikalske montageoptagelser og signaturskud, hvor Stallone fryser filmen i triumferende stemningsbilleder, der ikke er set så rene siden titelsekvensen til The Mary Tyler Moore Show. Fysisk overbeviser den aldrende stjerne, og hvis filmen ikke vælter én, træder han i hvert fald ikke forkert med Rocky Balboa.


*) Stallone (f. 1946) trådte klædeligt i baggrunden, da han sammen med Ryan Coogler brugte figuren igen i Creed (2015) og Creed II (2018). Her vender Rocky Balboa tilbage for at træne Adonis »Donnie« Creed (Michael B. Jordan), som er søn af Apollo Creed (Carl Weathers), der var Rockys hovedmodstander i den første og en skæbnefælle i de næste tre film.
   Creed-filmene er en slags sequels by proxy og bliver somme tider nummereret som Rocky VII og Rocky VIII. Ligesom Rocky var Creed en overraskelse, fordi præmissen faktisk fungerer. Creed var Cooglers første film efter Fruitvale Station. Uagtet sine sportslige kvaliteter kan den som en identitetspolitisk gestus fra den afrikansk-amerikanske filmskaber.
   Forfængelighedsfaktoren indhentede Stallone, da han i 2010 skrev og instruerede The Expendables, hvor han i Dirty Dozen-traditionen samler et hold af aldrende/ afskrevne actionstjerner, der spiller lejesoldater: Jason Statham, Jet Li, Dolph Lundgren, Randy Couture, Terry Crews, Mickey Rourke. Også Bruce Willis og Arnold Schwarzenegger medvirker. I Cannes blev filmen promoveret ved, at De Undværlige køre i kampvogn hen ad La Croisette. Serien fortsatte i The Expendables 2 (2012) og The Expendables 3 (2014). En fjerde film er i post-production og får premiere i 2022.

Rocky Balboa. Instr. & manus: Sylvester Stallone. Foto: J. Clark Mathis. 103 min. USA 2006. Dansk premiere: 05.01.2007.


Fotos: MGM/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB./ Warner Bros./ YouTube (Rotten Tomatoes Classic Trailers)
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film.
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. [Steelbook | Theatrical & Director's Cut |1 movie, 2 cuts] 15.07.2024 
Anmeldelsen trykt i  Weekendavisen Kultur 05.01.2007.