Translate

Viser opslag med etiketten Selvtægt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Selvtægt. Vis alle opslag

torsdag den 13. juli 2023

Comics Culture | To film om Judge Dredd (1995/2012)


DEN FASCISTISKE FREMTID
To film efter tegneserien om Judge Dredd

Af BO GREEN JENSEN

IKKE alle maskerede helte er amerikanske. Judge Dredd opererer i en nær fremtid, hvor bestråling har lagt store dele af verden øde. Man lever derfor i overbefolkede megabyer, hvor alle demografiske mareridt er gået i opfyldelse. Boligkomplekser på 200 etager har maleriske navne som Peach Towers, men er i realiteten vertikalt slum, hvor bandevæsenet holdes i ave af svært bevæbnede »dommere« fra Justitsministeriet. De bærer hjelme og bruger våben, der kan nivellere hele kvarterer. De dømmer og eksekverer på stedet. Næsten alle forseelser straffes med døden.

   Judge Dredd er den sidste ubestikkelige dommer i Mega City One, hvor 800 mio. mennesker lever i resterne af Boston, New York og Washington D.C. Han blev skabt af John Wagner (f. 1949) og Carlos Ezquerra (1947-2018), som lancerede figuren i første årgang af 2000 A.D., et omnibusmagasin, der i Storbritannien er kommet hver uge siden 1977. Det er Englands drøm om Amerikas fremtid. »Prog 2339« er netop sendt på gaden med et hyperstilfuldt Jake Lynch-cover, der viser Dredd så vrængende hårdkogt som nogensinde.*


SERIEN er usædvanlig, fordi den ikke rummer antydning af psykologien i de klassiske heltehistorier fra Marvel og DC Comics. Wagner skrev senere billedromanen A History of Violence (1997), der blev filmatiseret af David Cronenberg.
   2000 A.D. var inspireret af dystopiske 1970er-film som Norman Jewisons Rollerball og John Boormans Zardoz. Bladet er i tidens løb blevet skrevet og tegnet af koryfæer som Alan Moore, Neil Gaiman, Grant Morrison og Brian Bolland, der alle har gjort karriere i den amerikanske serieindustri. 2000 A.D. forbliver dog en britisk ting. Det kan undre, at magasinet aldrig er forsøgt lanceret i Danmark, eftersom det i en årrække blev udgivet af Egmonts britiske filial.
   Den første filmudgave af Judge Dredd (1995) blev produceret af Disney-selskabet Buena Vista. Danny Cannon instruerede Sylvester Stallone i titelrollen. Effekterne var før-digitale. I tegneserien lægger Dredd aldrig sin hjelm. Han har heller ikke noget følelsesliv, fordi serien både dyrker og advarer mod en totalitær samfundsorden, hvor den slags betragtes som irrelevant. Begge forhold blev ændret i filmen, som modtog flere turkey awards. Den fik dansk premiere den 18. august 1995.



ALLE disse fejl er rettet i den mere strømlinede Dredd. Karl Urban har visiret nede, mens han og aspiranten Cassandra Anderson (Olivia Thirlby) mejer forbryderne ned. I serieuniverset er Judge Anderson den psykologisk set (lidt) mere nuancerede dommer fra Psi-Division, der har clairvoyante og telepatiske kræfter, som spåkvinden Kassandra fra Antikkens mytologi.
   John Wagner og Brian Bolland skabte Cassandra til Dredd-sekvensen »Judge Death« (1980). Det blev især Alan Grant (1949-2022), som skrev Judge Anderson-historierne, først i samarbejde med Wagner, siden for egen regning. Fra 1985 har karakteren sin egen serie, Anderson: Psi Division. Tegneren Arthur Ranson (f. 1939) blev for Judge Anderson, hvad Carlos Ezquerra var for Judge Dredd. I Pete Travis' film assisterer hun Dredd som en del af sin dommeruddannelse.


   
ALEX Garland (The Beach) har skrevet filmen, som er produceret af DNA Pictures, et selskab med sans for futuristisk realisme. DNA stod bag Danny Boyles zombiefilm 28 Days Later (2002), rumrejsen i Sunshine (2007) og Never Let Me Go (2010), Mark Romaneks smukke filmatisering af Kazuo Ishiguros fabel om kloning, der aldrig fik dansk biografpremiere, skønt hovedrollerne blev spillet af Carey Mulligan, Andrew Garfield og Keira Knightley.
   Dredd er fantastisk blodig og voldsom, men har stil på samme måde som japanske yakuza-film. Mega City One ses i disede dagbilleder (som Blade Runner-byen i solskin), før kameraet dykker ned og følger Dredds motorcykel. Resten af handlingen henlægges til slumtårnet, hvor Dredd og Anderson fører krig mod narkodronningen Ma-Ma (Lena Headey) og hendes klan.




STOFFET, som man tager i Mega City, hedder slo-mo. Det får alt til at fremstå gyldent og langsomt. Filmen lægger sine æstetiske ambitioner frem i disse sekvenser. Dredd er optaget i Cape Town med danske Anthony Dod Mantle som fotograf.
   Karl Urban fortrækker ikke en mine, og der er ingen kærlige tiltag. Det er derfor også et mysterium, hvem filmen henvender sig til. Man kan tolke lidt på det fascistiske etos, men det er hurtigt gjort. Resten er effekter og (meget) monoton hypervold. Som film er Dredd steril og anstrengt. Det er stadig inde og nede i serien, som Wagner og Ezquerra drømte frem, at man skal lede efter løsningen på gåden om, hvad der får Dredd til at leve og tikke.



*) Teksten er skrevet i 2012, da Dredd 3D havde dansk premiere. Da gjaldt den aktuelle henvisning »Prog 1800« med et Simon Bisley-cover. Der er 457 numre af månedsbladet Judge Dredd Megazine. Historierne, hvor Cassandra Anderson – Olivia Thirlbys karakter i filmen – optræder, er samlet i fem bind med Judge Anderson: The Psi Files. I juni 2023 udkom Essential Judge Anderson: Shamballa (Alan Grant-Arthur Ranson-Mick Austin). 
   Der er talrige albumudgaver og omnibusbind. I 2005 påbegyndte Rebellion udgivelsen af Judge Dredd: The Complete Case Files, som der til dato er kommet 36 bind af. Man er cirka halvvejs i kronologien. Efter Carlos Ezquerras død i 2018 har Rebellion samlet en række repræsentative historier fra hans 40 år på serien i Judge Dredd: The Carlos Ezquerra Collection. I april 2023 udkom Essential Judge Dredd: Judgement Day (Garth Ennis-Carlos Ezquarra).
   Det er Rebellion, som udgiver 2000 A.D. og Dredd i Europa. I USA har IDW Publishing (og senere Titan Magazines) givet Dredd-universet sin egen amerikanske identitet og historie. Dredd blev introduceret i USA af Eagle Comics i 1983. Fra 1994 til 1996 udgav DC Comics sin egen version af Judge Dredd, som ligger uden for den autoriserede kontinuitet. Samarbejdet med DC førte til en række enkeltstående crossover-titler, herunder flere historier, hvor Batman og Dredd optræder sammen.
   Carlos Ezquerra tegnede første gang Dredd i »Krong« [2000 AD #5, March 1977] og sidste gang i  »Get Jerry Sing« [2000 AD #2023, March 2017]. De to paneler er vist nedenfor.


Dredd 3D (Dredd). Instr.: Pete Travis. Manus: Alex Garland. Foto: Anthony Dod Mantle. 95 min. USA-Indien-UK 2012. Dansk premiere: 27.09.2012.


Fotos: DNA Films// Rena Films/ Peach Tree Productions/ Lionsgate/ Cinergi Pictures Entertainment/ Hollywood Pictures/ Rebellion Developments/ IDW Publishing/ Titan Magazines/ DC Comics/ Anderson PSI | Arthur Ranson [arthurranson.com]/ Jake Lynch [2000AD #2339 cover]
Judge Dredd (1995) streames på Blockbuster
2K Blu-ray fra M6 Video (Frankrig) 08.06.2011
Dredd 3D streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray 3D fra LionsgateFilms 06.06.2017
Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.09.2012

lørdag den 18. januar 2020

Lynne Ramsay: You Were Never Really Here (2017)


REJSE NED I EN FLOSSET ERINDRING
En sang om selvtægt fra Lynne Ramsay og Joaquin Phoenix

Af BO GREEN JENSEN

SKOTSKE Lynne Ramsay (f. 1969) har kun instrueret fire film på 20 år. Til gengæld sidder de fast alle fire. Der er drengen, som finder sol i kloakken bag Glasgows slumkarreer i
Ratcatcher (1999). Der er Samantha Morton som enken, der flygter fra al slags erindring i Morvern Callar (2002). Der er Tilda Swinton som mor til en dreng, der begår massemord på sin skole.
   Især den sidste film, We Need to Talk About Kevin (2011), er noget særligt. Ramsays radikale version af Lionel Shrivers brevroman kunne være en central billedtekst. Når den ikke blev det, kan det skyldes, at Ramsay gør Kevin for kold og hans mor for medskyldig.
   Ramsay går altid ind i karakteren og lader gammel erindring bestemme i glimt. Der er en scene med Swinton og Kevin som tumling. Hun triller bolden til ham og smiler. Han triller ikke bolden tilbage. Senere bliver han optaget af Robin Hood og træner ihærdigt med bue og pil. Så sidder de i fængslets besøgsrum. Nu er det Swinton, som ikke smiler tilbage.



OGSÅ hævneren Joe hører til de fortabte. Som dreng blev han lukket inde i skabet. Han har været jægersoldat og FBI-officer. Nu lever han af at finde bortløbne teenagepiger. Arbejdet udføres på freelancebasis, men ikke nødvendigvis med diskretion. For flere penge følger der blod med.
   Lynne Ramsay har fundet Joe i en roman af Jonathan Ames. Hun har brudt bogen op og lavet slutningen om i samråd med Joaquin Phoenix, som lægger alle kræfter i fremstillingen af Hævnens Engel. Fortiden kommer i glimt og i drømme. Joe kan lide at ligge med en pose over hovedet. Der er hedebølge i New York, da han får sin sidste opgave.
   Først henter Joe den datter (Ekaterina Samsonov), som senator Votto har mistet. Han finder hende på et bordel for rige mænd, der vil have unge piger. Joe rydder op med en hammer. Scenen minder om Park Chan-wooks Oldboy (2003), men er anderledes sat sammen. Her bliver alt set på afstand gennem et overvågningskamera. Mens hævneren afreagerer, synger Rosie & the Originals »Angel Baby«. 
   Joe har set både ilden og regnen. Han er fuldkommen ligeglad med, om han dør. Men der er djævle højere oppe i systemet. Hyrede voldsmænd tager pigen tilbage og dræber Joes mor. Så går han til modangreb. Det bliver næppe mere apokalyptisk.

   
FILMEN er først og fremmest en rejse ned i en flosset erindring. Det er rigtigt, som der står på plakaten, at Joe kunne være en moderne udgave af Travis Bickle fra Martin Scorseses ikoniske Taxi Driver (1976). Men Joe har en anden psykologi. Der er skræmmende dybhavsfisk i akvariet. Han husker en vogn fuld af døde vietnamesiske piger. Han tager jakkesæt på og begraver sin mor. Nu vil han gøre det ordentlig færdigt.
   Det slutter ikke efter skabelonen. Faktisk er det uvist, om det slutter overhovedet. I filmens bedste scene får Joe en gerningsmand ned med nakken. Manden ligger stille og venter. Imens spiller radioen »I've Never Been To Me« med 80er-popnavnet Charlene. Joe ser, at morderen holder af sangen. Han holder ham i hånden, mens de nynner udtoningen sammen.



JONNY Greenwoods musik føjer meget til filmen og modsvarer Thomas Townends kameraarbejde. You Were Never Really Here kom sent til Cannes i 2017. Ramsay delte manuskriptprisen (med Yorgos Lanthimos for The Killing of a Sacred Deer), og Joaquin Phoenix modtog skuespillerprisen. Der blev klappet i syv minutter. Der gik ærligt talt også inflation i den begejstring.
   For når rusten bliver banket af skroget, kan man se, at der mangler en dybde i filmen. Det kan være, fordi den mangler i manden, som Phoenix fremstiller empatisk. Der er masser af mørk atmosfære, men ikke den klarhed, som stak gennem sorgen i Morvern Callar og We Need To Talk About Kevin. Joe kommer fra en knaldroman. Jeg tror på ham som et symbol og en trope. Men ikke i virkeligheden.
   Der skal dog ikke herske tvivl om styrken i Ramsays filmkunst. Ej heller om hendes engagement. Der er flere profetiske #MeToo-motiver. Her er tiden virkelig løbet fra alle mænd. Selv de bedste, som brænder for sagen. Dét gør hævneren Joe med hver fiber. Dette menneskebjerg kunne vælte enhver. 
   Der gik otte år mellem We Need to Talk about Kevin og You Were Never Really Here. Forhåbentlig kommer den næste film hurtigt.**

Se også Lynne Ramsay: We Need to Talk About Kevin (2011); Lynne Ramsay: Jeg stiller bare spørgsmål [2011] | Et interview.

*) Jonathan Ames: You Were Never Really Here. 112 s. First Vintage Crime/ Black Lizard, 2013. Extended movie tie-in edition: Pushkin Vertigo, 2018. Bogen og filmen slutter stadig forskelligt.

**) Die, My Love er færdigoptaget i februar 2025 og får formentlig premiere i Cannes til maj eller Venedig i efteråret. Jennifer Lawrence, Robert Pattinson og LaKeith Stanfield har de centrale roller, også ældre navne som Sissy Spacek og Nick Nolte optræder. Ramsay har skrevet manuskriptet sammen med Enda Walsh. Forlægget er en mørk udstedsthriller af argentineren Ariana Harwicz (f. 1977) . Matate, amor (2012) udkom på engelsk i 2017 og var indstillet til den internationale Man Booker Prize i 2018. En kvindes smuldrende sind er i fokus og fungerer som læserens filter. I filmen er topografien overført fra Frankrig (hvor forfatteren er bosat) til Montana. Black Label Media har produceret i samarbejde med Excellent Cadaver, som er Jennifer Lawrences eget produktionsselskab.


You Were Never Really Here. Instr. og manus: Lynne Ramsay. Foto: Thomas Townend. 89 min. UK 2017. Dansk premiere: 22.03.2018


Fotos: Why Not Productions/ Film4/ BFI/ Amazon Studios/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (songs + clips)/ Pushkin Press
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra StudioCanal | Optimum 02.07.2018
4K UHD + 2K Blu-ray fra Umbrella Entertainment 05.02.2025
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.03.2018