Translate

Viser opslag med etiketten Ryan Coogler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ryan Coogler. Vis alle opslag

tirsdag den 1. februar 2022

Sjette kapitel: Rocky Balboa (2006)


TREDIVE ÅR EFTER
Sjette film om den evige underdog

Af BO GREEN JENSEN

DET var med Rocky (1976), at karrieren tog fart for Sylvester Stallone. John C. Avildsen instruerede filmen, men Stallone skrev selv historien om den lille, beslutsomme bokser, der kunne tage så mange slag, det skulle være, når blot hans Adrian (Talia Shire) ventede ved ringsiden.
   Rocky Balboa fik intet foræret, men havde en drøm om gøre en forskel i kvarteret og undgå at ende på gaden i samme. »Once in one’s life, for one mortal moment, one must make a grab for immortality; if not, one has not lived.« Det er ikke et citat fra manuskriptet, men noget som Stallone har sagt i virkeligheden.
   I fortællingens undertippede ånd blev Rocky ud af det blå nomineret til ti Academy Awards. Stallone kom i selskab med Orson Welles og Charlie Chaplin, da han blev nomineret for bedste manuskript og som bedste skuespiller. Da det kom til stykket, vandt Rocky tre Oscars i kategorierne Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Klip.
   Der stod altså ikke Sly på nogle af trofæerne. Til gengæld fik Rockys hjemstavn en ny turistattraktion overnight. Trappen ved Philadelphia Museum of Art har i 45 år været kendt som »The Rocky Steps« og konstant foreviget, når besøgende kopierede bokserens gestus fra den ikoniske montagesekvens, som følger hans træning. 



DE fleste kunne egentlig godt lide Rocky, som havde en ubestikkelig stil og skrev sig rent ind i den rørstrømske ende af boksefilmstraditionen, skønt den hverken var The Harder They Fall (1956) eller Fat City (1972). Mest af alt virkede figuren som en biografversion af Tom Jordache, Nick Noltes rolle i tv-miniserien Rich Man, Poor Man (1976, da. To brødre). Karakteren kom fra hjertet, og hvis ikke Stallone samtidig havde gjort sig uheldigt bemærket som macho-pinup i en slipstrøm af primitive actionfilm, kulminerende i 80ernes skrækkelige Rambo-sekvens, ville han have oparbejdet mere goodwill.



SYTTEN år efter Rocky V (1990) spiller Stallone atter outsiderkortet og beviser, 60 år gammel, at han ikke skal på græs foreløbig. Rocky Balboa er ingen filmhistorisk milepæl, men den er heller ikke det forfængelige selvbedrag, man kunne frygte.*
   Efter Adrians død prøver Rocky at affinde sig med en hverdag som pensioneret berømthed. Han trisser rundt og prøver at blive gammel, besøger ofte Adrians grav og bruger uforholdsmæssig megen tid på at opsøge saneringsmodne steder fra sin ungdom. Rocky driver restauranten »Adrian’s«, og skønt ingen siger det højt, kan man se på gæsternes ansigter, at værten keder dem med sine gamle historier.



FORDI hans egen søn er afvisende, begynder Rocky at tage sig af servitricen Marie (Geraldine Hughes), som var barn i velmagtsdagene, og hendes teenagesøn.
   Samtidig er der krise i den professionelle bokseverden, hvor den ubesejrede Mason »The Line« Dixon (Antonio Tarver) har vundet 30 kampe på knockout og er blevet så upopulær, at publikum bombarderer ham med isterninger.
   En sportskanal arrangerer en fantasikamp mellem Rocky og Mason: Hvem ville vinde, hvis kæmperne mødtes i dag? Mesterens grådige promoter arrangerer en opvisningskamp i Las Vegas, for Mason kan måske vinde tilskuernes hjerter, hvis han lader den gamle mand få et enkelt slag ind, før han tværer ham ud.



EFTER en times sentimental træden vande bliver tredje akt af filmen en forbavsende effektiv oplevelse, der giver begge de kæmpende så meget, at der er spænding om udfaldet, uden at realismen sættes helt over styr.
   Stallone spiller sin karakter, som han plejer, ludende, fåmælt og kejtet, men også med selvironi og inderlig patos. Filmen sælger sig selv på et slogan som hævder, at »it ain’t over till it’s over«. »Er det noget fra 80erne?« spørger den unge mester hånligt. »Snarere 70erne,« mumler Stallone, som filmen igennem modstår alle forsøg på at gøre sig hurtig og trendy.



OGSÅ æstetisk dyrker Rocky Balboa en række anakronistiske stilgreb. Her er slowmotion, musikalske montageoptagelser og signaturskud, hvor Stallone fryser filmen i triumferende stemningsbilleder, der ikke er set så rene siden titelsekvensen til The Mary Tyler Moore Show. Fysisk overbeviser den aldrende stjerne, og hvis filmen ikke vælter én, træder han i hvert fald ikke forkert med Rocky Balboa.


*) Stallone (f. 1946) trådte klædeligt i baggrunden, da han sammen med Ryan Coogler brugte figuren igen i Creed (2015) og Creed II (2018). Her vender Rocky Balboa tilbage for at træne Adonis »Donnie« Creed (Michael B. Jordan), som er søn af Apollo Creed (Carl Weathers), der var Rockys hovedmodstander i den første og en skæbnefælle i de næste tre film.
   Creed-filmene er en slags sequels by proxy og bliver somme tider nummereret som Rocky VII og Rocky VIII. Ligesom Rocky var Creed en overraskelse, fordi præmissen faktisk fungerer. Creed var Cooglers første film efter Fruitvale Station. Uagtet sine sportslige kvaliteter kan den som en identitetspolitisk gestus fra den afrikansk-amerikanske filmskaber.
   Forfængelighedsfaktoren indhentede Stallone, da han i 2010 skrev og instruerede The Expendables, hvor han i Dirty Dozen-traditionen samler et hold af aldrende/ afskrevne actionstjerner, der spiller lejesoldater: Jason Statham, Jet Li, Dolph Lundgren, Randy Couture, Terry Crews, Mickey Rourke. Også Bruce Willis og Arnold Schwarzenegger medvirker. I Cannes blev filmen promoveret ved, at De Undværlige køre i kampvogn hen ad La Croisette. Serien fortsatte i The Expendables 2 (2012) og The Expendables 3 (2014). En fjerde film er i post-production og får premiere i 2022.

Rocky Balboa. Instr. & manus: Sylvester Stallone. Foto: J. Clark Mathis. 103 min. USA 2006. Dansk premiere: 05.01.2007.


Fotos: MGM/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB./ Warner Bros./ YouTube (Rotten Tomatoes Classic Trailers)
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film.
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. [Steelbook | Theatrical & Director's Cut |1 movie, 2 cuts] 15.07.2024 
Anmeldelsen trykt i  Weekendavisen Kultur 05.01.2007.

lørdag den 24. april 2021

Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 15]


EN SORT PANTERS ENDELIGT
Nye grundfortællinger om 1968

Af BO GREEN JENSEN

FRED Hampton (1948-1969) blev leder af De Sorte Panteres Illinois-afdeling, da Black Panther Party etablerede sig i Chicago i 1968. Det skete efter det demokratiske partikonvent, som i august samme år havde udløst kaos og borgerkrigslignende tilstande. Hver etnisk gruppe blev radikaliseret. Den hvide kunne bevare magten, så længe splittelsen vedblev i det revolutionære miljø.
   Hampton var kun 20 år, men havde allerede lang erfaring fra sit arbejde i NAACP (National Association for the Advancement of Colored People), som var en mere moderat og i systemets øjne derfor mindre farlig organisation. Han havde flair for at tale og bringe modsætninger sammen. I Chicago begyndte han at samle militante grupper fra hele det ideologiske spektrum.
   The Young Lords var puertoricanske – i Shaka Kings film om Hampton bliver de kaldt The Crowns – og mødte i udgangspunktet Hampton med skepsis. Den unge formand fik dem overtalt. Selv de hvide racister, som mødtes under Dixie-flaget i karreerne på South Side, blev spurgt, om de ville samarbejde. Hampton kaldte det revolutionære forbund for »Regnbuekoalitionen«. Bevægelsen døde, men navnet hænger ved. Efterfølgende har flere politiske ledere talt om en regnbuekoalition.



HAMPTON havde lyttet til Eldridge Cleaver og Bobby Seale. Hans tanker tog form gennem målbevidst læsning af Lenin, Che Guevara og Mao Zedong. Alligevel – eller netop derfor – så han USA i 1968 med samme blik som borgerrettighedsforkæmpernes primære modstander, FBI-direktøren J. Edgar Hoover (1895-1972), der efter 50 år i embedet havde nået sin mest paranoide og megalomane Napoleon-periode.
   Systemet kunne leve med sabotage. Den sociale modstand kunne endda være nyttig, fordi den sikrede forbundspolitiets bevillinger og råderum. Men Hoover frygtede »a black Messiah«, en skikkelse der samlede fronterne og fik dem til at rejse sig mod imperiet, ganske som den bibelske messias. Derfor blev Malcolm X og Martin Luther King særligt nidkært mandsopdækket. Og derfor blev Fred Hampton dræbt den 4. december 1969, da FBI trængte ind i hans lejlighed og skød, indtil alle lå stille.
   Det er ikke en konspirationsteori. Bureauet stod ved sin handling og betegnede den som nødvendig magtudøvelse. I dag ville man tale om en anti-terroraktion. Der var ni andre i lejligheden, bl.a. Hamptons højgravide hustru, Deborah Johnson, som siden tog navnet Akua Njeri. Hun fødte parrets søn, Fred Hampton Jr., to uger senere. Et andet partimedlem døde. De øvrige overlevede og blev sigtet for at modsætte sig arrestation og for mordforsøg. FBI løsnede 99 skud under aktionen. De Sorte Pantere løsnede ét.


»DET er vigtigt at få politikken på plads,« siger Shaka King, som har instrueret Judas and the Black Messiah og skrevet filmen sammen med Will Berson. De bruger lang tid på at tegne baggrunden op. I populærkulturen har perioden – cirka fra »The Summer of Love« i 1967 til Watergate 1972 – været omgærdet af nostalgisk erindring, selv når tilbageblikket var kritisk.
   Er der noget, som har ændret sig med Black Lives Matter, er det vægten i fremstillingen af historien. Hoover fik skurkerollen i 1980erne, da FBI’s arkiver blev åbnet, og man indså graden af hans magtmisbrug. Korruption er et tema fra Forbudstiden og frem, og i hvert fald siden 70erne er CIA og FBI skildret som kompromitterede størrelser.
   Det har dog altid været en hvid fortælling. I de seneste år lægges accenten tillige på etnicitet. Det fremgår, at systemet førte en skjult krig mod sine fjender – og fjenderne var alle, som ville ændre status quo. Både Aaron Sorkins The Trial of the Chicago 7 og Judas and the Black Messiah er blandt årets Oscar-kandidater. Også Ma Rainey's Black Bottom og One Night in Miami er repræsenteret. Det er et andet mediebillede nu.
   Sorkins humanistiske retssalsdrama er næsten høfligt i forhold til tonen i Kings skarpe læsning. Men begge film tager udgangspunkt i Chicago 1968. Og begge ser, hvordan historien, som »vi« lærte om og kendte den, er forandret.



DER er mere end en martyrskildring i filmen. Daniel Kaluuya spiller Fred Hampton, som er en relativt ukompliceret »Black Messiah«. Han handler, som han prædiker, og hans eneste brist er at sætte sagen over familien. Shaka King får Kristus-analogien til at stemme, fordi han lægger perspektivet hos William O’Neal, der fungerede som en Judas i forhold til den sorte Messias.
   Når O’Neal begik røverier, udgav han sig for at være FBI-officer. Han blev arresteret og fik valget mellem at gå i fængsel eller infiltrere Black Panthers som muldvarp. Som afrikansk amerikaner kunne O’Neal komme tæt på Fred Hampton. Filmen lader ham tvivle og have alle dobbeltagentens anfægtelser, men der er aldrig tvivl om, at forræderen leverer.
   Der findes tv-optagelser med den virkelige O'Neal, som fortalte om sin rolle i mordet på Hampton i PBS-dokumentaren »Eyes on the Prize 2« i 1989. O’Neal døde i en trafikulykke i 1990. Filmen rekonstruerer programmet og antyder, at O’Neal begik selvmord, fordi han ikke kunne leve med sin skyld. Det står for Kings egen regning. O’Neal havde for meget alkohol i blodet, da han kørte galt, men det forpinte Judas-billede passer perfekt.



LAKEITH Stanfield spiller O’Neal så mange nuancer, at skikkelsen aldrig bliver entydig. Jesse Plemons er den hvide FBI-officer, som kontrollerer og overtaler O’Neal. Han bliver selv kontrolleret og overtalt af J. Edgar Hoover, der spilles med overbevisning af Martin Sheen. Dominique Fishback har rollen som Deborah Johnson, der lader os se den bløde side af Fred Hampton.
   Kritikere vil hævde, at filmen romantiserer Black Panther Party og fortegner ved at fremstille medlemmerne som idealister, der er villige til at skyde igen. Et fysisk højdepunkt tidligt i filmen er et skudopgør mellem Panterne og politiet. Da partiets hovedkvarter er ødelagt, kommer The Crowns som de første og spørger, om Panterne behøver hjælp. På den måde er politiet med til at styrke regnbuekoalitionen.



BLACK Panther Party blev opløst i 1982. Programmet var fuldt af paroler, men voldsretorikken blev sjældent realiseret. BPP drev folkekøkken blandt nødlidende i kvarteret og slog hårdt ned på narkohandel. Når Kings film skal bruge autentiske billeder, citerer den fra Agnès Vardas kortfilm Black Panthers (1968). Den kan De selv se på streamingtjenesten MUBI.

   Svageste punkt er den fysiske lighed. Både Kaluuya og Stanfield er ti år for gamle til deres roller. Fred Hampton var 21 år, da han døde; O’Neal var 19, da han forrådte ham. Men der skal ikke herske tvivl om filmens betydning og risikovilje. Det er effektiv systemkritik og nye nuancer i billedet af tiden, der til stadighed forandrer sig, fordi historien ikke er skrevet i sten.


Judas and the Black Messiah var Oscar-nomineret til 6 priser i 5 kategorier: Best Picture, Best Supporting Actor (Daniel Kaluuya + Lakeith Stanfield), Best Original Screenplay (Will Berson & Shaka King/ story by Berson, King, Keith & Kenny Lucas), Best Cinematography (Sean Bobbitt), Best Original Song (»Fight for You« - H.E.R.) Daniel Kaluuay vandt for bedste mandlige birolle; H.E.R. for musikken.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020). 

Judas and the Black Messiah. Instr.: Shaka King. Manus: Will Berson, Shaka King. Foto: Sean Bobbitt. 126 min. USA 2021. Dansk premiere: 16.04.2021


Fotos: BRON Studios/ HBO Max/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Parris Whittingham - GQ Magazine (Shaka King Portrait)/ Warner Bros./ YouTube
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 11.02.2025
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 31.03.2021

lørdag den 6. juni 2020

Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013) [Black Lives Matter 8]


ET FORUDSIGELIGT DØDSFALD
Rygmarvsracismen i Guds eget land

Af BO GREEN JENSEN

OSCAR Grant III blev dræbt den 1. januar 2009 på Fruitvale Station i Bay Area, Californien. Den 22-årige mand var på vej hjem fra nytårsfestlighederne i San Francisco med sin kæreste og nogle venner. Der var en hjertelig trængsel i toget,
indtil Oscar blev genkendt af fjender, han havde fået under et fængselsophold. Det kom til klammerier, og politiet standsede toget ved stationen i Fruitvale.
   Betjentene slog og truede Oscar og to andre unge mænd. De gav dem håndjern på og optrådte i det hele taget med overdreven brutalitet. Der var kameraer på stationen, og flere passagerer filmede episoden med deres smartphones. Alligevel var det svært at se, hvad der egentlig skete, da en af betjentene affyrede sin pistol. Oscar døde på hospitalet, mens hans familie sad udenfor.


OSCAR var sort og havde en belastet fortid med flere kriminelle forhold. Han havde også en kæreste, en 4-årig datter og en erklæret hensigt om at begynde forfra i det nye år. Betjenten, som skød Oscar Grant, blev sigtet og dømt for uagtsomt manddrab. Der blev ført tjenestemandssager mod de øvrige politifolk.
   Systemet gjorde meget for at kortlægge forløbet. Man ville ikke risikere en gentagelse af de uroligheder, som opstod i Los Angeles i 1992, da fire betjente slog løs på den mere eller mindre sagesløse (ligeledes sorte) Rodney King og blev frikendt efter en skueproces. Politiet erkendte sine fejl i forbindelse med drabet på Oscar Grant. Men havde betjentene reageret så stærkt, hvis drengene i toget var hvide?



RYAN Cooglers Fruitvale Station skildrer det sidste døgn i Oscars liv som prologen til et forudsigeligt dødsfald. Den begynder på stationen, hvor de unge mænd har fået håndjern på og sidder med ryggen mod muren, mens den aggressive Caruso (Kevin Durand) råber ad Oscar. Den nervøse Ingram (Chad Michael Murray) affyrer skuddet. Så klipper Coogler til et soveværelse, hvor Oscar og Sophina (Melonie Diaz) ligger i sengen og småskændes, indtil datteren Tatiana kommer ind.*
   Oscars dag går med at aflevere Tatiana, køre Sophina på arbejde, gruble over sin gæld, tigge om at få sit arbejde i supermarkedet tilbage. Han charmerer en ung (hvid) kvinde ved at ringe til sin bedstemor, da pigen vil forsøge sig med friturestegt fisk. Senere er samme kvinde med toget, som standser ved Fruitvale. Oscar ringer til sin mor, som har fødselsdag. Han kasserer sit lager af marihuana. Han ser ud over San Francisco Bay og husker en episode i fængslet. Han vil bare ikke alt dét igen.



COOGLER registrerer Oscars gerninger med stor effekt. For det første ved man, hvad der vil ske. For det andet er Michael B. Jordan en karismatisk skuespiller. Filmen fik Jury Grand Prix og Publikumsprisen i Sundance. Der var dog kritikere, som beskyldte den for at være ensidig og sentimental i sin fremstilling af den martrede pusher.
   I hvert fald er historien fuld af tragisk ironi. Det er Sophina, som ellers ser skævt til Oscars rygevaner, der vil til byen og feste igennem. Det er Oscars mor, som overtaler dem til at tage toget, så de ikke kommer i problemer med politiet. Publikum ser Oscar hælde sit lager i vandet, ser ham klovne for Tatiana, ser slutbillederne af den rigtige familie, der står ved Fruitvale Station og kræver »Justice for Oscar Grant«.



MAN kan følge begge slags kritik. Jeg så en dramadokumentarisk rekonstruktion, som især var god til at skildre Oscars løse tid om formiddagen og fange de subtile nuancer i filmens møder mellem sort og hvid. Der var ingen uforglemmelig filmkunst, men nok en implicit anklage, der må veje tungt i hjemlandet. Oscar kunne være en dansk dreng »af anden etnisk herkomst«, som døde på Nørreport Station. Heldigvis deler vi ikke amerikanernes sindssyge våbenkultur.
   Fruitvale Station hører til familien af film, der blev produceret i og omkring 150-året for Emancipationserklæringen, som Abraham Lincoln underskrev den 1. januar 1863: Tate Taylors The Help, Lee Daniels’ The Butler, Steven Spielbergs Lincoln, Steve McQueens 12 Years a Slave, Tarantinos Django Unchained. De enkelte film har fortrin og fejl, men udgør samlet en sekvens af væsentlig betydning.
   Skuespilleren Forest Whitaker, som spillede titelrollen i The Butler, har brugt en del af sit honorar til at finansiere produktionen af Fruitvale Station. Ryan Coogler har Oscar Grants alder og kender selv Fruitvale-kvarteret. Drabet råber til himlen. Det gør ikke automatisk en skildring af rygmarvsracismen til kæmpestor kunst.

*) En række navne og omstændigheder er ændret i filmen, af dramatiske såvel som juridiske hensyn. Officer Caruso, Kevin Durands karakter, hed i virkeligheden Anthony Pirone, og Officer Ingrams rigtige navn var Johannes Mehserle. Mehserle blev idømt to års fængsel for uagtsomt manddrab og løsladt efter 11 måneders afsoning. Forskellige familiemedlemmer tabte en række søgsmål, men Bay Area Rapid Transit – som driver Fruitvale BART Station – indgik et forlig med Oscar Grants mor og datter, som fik udbetalt 2,8 mio. dollars. Systemet vedgik sine fejl og undskyldte officielt for forløbet. Det bliver Oscar Grant ikke levende af.




Fruitvale Station. Instr. & manus: Ryan Coogler. Foto: Rachel Morrison. 85 min. USA 2013. Dansk premiere: 02.01.2014


Fotos: TWC/ Miracle Film Distribution/ FilmAffinity
Filmen streames på MAX, Rakuten TV, YouTube Film
2K Blu-ray fra Altitude Film Distribution (UK) 06.10.2014
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 03.01.2014