Translate

Viser opslag med etiketten rekonstruktion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rekonstruktion. Vis alle opslag

fredag den 10. september 2021

Paul Greengrass: United 93 (2006) [Re: 9/11]


DET FJERDE FLY
Når ofre går til modangreb

Af BO GREEN JENSEN


FORLØBET er mere end velkendt: det var dén dag, barbarerne angreb imperiet. Klokken 8.46 den 11. september 2001 blev det nordligste af World Trade Centers tårne ramt af et kapret passagerfly. Klokken 9.04 ramte et andet South Tower. Det tredje fly slog ned ved Pentagon i Virginia. En fjerde kapret maskine havarerede i Pennsylvania. Dens mål var enten Det Hvide Hus i Washington eller Kongresbygningen på Capitol Hill.
   Al-Quaedas leder, Osama bin Laden, trådte frem og tog æren for angrebet, men de praktiske foranstaltninger blev truffet af Mohamed Atta, som koordinerede aktionerne med, må man sige, frygtindgydende præcision. I det fjerde fly gik det dog ikke efter planen. Maskinen var en Boeing 757, der fløj i rutefart mellem Newark og San Francisco. I lufthavnens flyplan hed afgangen United Airlines Flight 93.


HER gik ofrene til modangreb. Efter 46 minutters flyvning blev maskinen kapret af fire unge arabiske mænd. Lederen, Ahmed al-Haznawi, havde planlagt at vente lidt længere, for bomben i bæltet var en attrap, og meget kunne gå galt. Hans medsammensvorne var imidlertid ivrige efter at opfylde Allahs bestemmelse. Haznawi indtog cockpittet og satte et foto af sit mål på roret. Kamikaze-aktionen var undervejs.
   De øvrige kaprere mistede gradvis kontrollen. Det lykkedes flere af de 40 passagerer at ringe hjem til familien. Besætningen fik kontakt med flyveledelsen. Man forstod og accepterede, at der ikke var noget håb.
   I andre sociale grupperinger havde man muligvis resigneret og forsonet sig med offerrollen. Ikke i United 93. Efter en halv time gik passagerer og personale til angreb, overmandede terroristerne i kabinen og trængte ind i cockpittet. Kl. 10.06, efter 91 minutters flyvning, styrtede United 93 ned på en mark i nærheden af Shanksville. Der var ingen overlevende.


ENGLÆNDEREN Paul Greengrass (f. 1955) har ved flere lejligheder demonstreret sin evne til at skildre voldsomme autentiske begivenheder i en form, som forener dokumentargenrens akkuratesse med spillefilmens subjektive indlevelse. Han har også været en skarp kritiker af sit hjemlands nordirske engagement. I Bloody Sunday (2002) beskrev han, så man sent glemmer det, hvordan britiske soldater den 30. januar 1972 gik til angreb på en protestmarch i Derry, dræbte 13 demonstranter og sårede 14 andre civile.
   I tv-filmen Omagh (2004) undersøgte han efterforskningen – og manglen på samme – af et IRA-attentat, som i august 1998 dræbte 29 mennesker i Omagh og belastede den våbenvile, som var indgået i Ulster samme år. Endvidere har Greengrass drejet ren, fysisk spænding i effektive trillere som The Bourne Supremacy (2004) og The Bourne Ultimatum (2007) efter Robert Ludlums agentromaner.
   Efter Irak-krigsfilmen Green Zone (2010) og skibkapringsskildringen i Captain Phillips (2013) kunne Greengrass trække på erfaringerne fra United 93, da han instruerede dramatiseringen af Utøya-massakren i 22 July (2018). News of the World , en human og næsten nostalgisk antivoldswestern fra tiden efter Den Amerikanske Borgerkrig, var produceret før, men fik premiere under COVID-19-pandemien i 2020.


GREENGRASS lader sædvanligvis de ideologiske modsætninger træde frem, efterhånden som kaos og de menneskelige omkostninger eskalerer. Han benytter sig typisk af mange krydsklip. I United 93 er det anderledes. Der er kun ét rum og ingen grundlæggende moralsk konflikt, eftersom meget få tilskuere vil have forståelse for flykaprernes position.
   Det er måske, fordi han har brug for at klippe til noget, at Greengrass også gør rede for, hvordan situationen udvikler sig i luftfartmyndighedernes kommandocenter i Herndon, Virginia. Scenerne føjer dog intet til filmens dramatiske kerne. Snarere brydes den klaustrofobiske intensitet, som er filmens primære aktiv, og graden af indlevelse devalueres, fordi man som tilskuer udstyres med et overblik, som ingen af de ombordværende har.



SOM nævnt vil de færreste interessere sig for terroristernes bevæggrunde. Uden at kompromittere sin solidaritet med ofrene – alle de efterlevende familier har givet deres positive støtte til filmen, som bruger faktiske navne og autentiske personlige baggrunde – gør Greengrass alligevel et forsøg på at markere denne anden synsvinkel. Også kaprernes anfægtelse skildres. De indgår i prologen på lige fod med de øvrige passagerer, og især er det bemærkelsesværdigt, at man næsten fornuftstridigt føler et lille stik af sympati for al-Haznawi, da han erkender sit nederlag.
   Man træder relativt rolig ind i biografen og regner ikke med, at United 93 skal være en spændende film på dén måde. I de sidste desperate minutter, da passagererne rejser sig beslutsomt, og de panikslagne gidseltagere råber, er man imidlertid lige så fanget som de. Man opdager, at man har flyets lyd brølende midt i sit hoved, mens det dykker ubønhørligt mod jorden. Den bratte stilhed til slut er et chok. Alt er gjort uden musik og effekter. Det ligner og føles som virkelighed.


UNITED 93 er en mærkelig og meget intens filmoplevelse. Egentlig hører terrorscenariet til spændingsgenrens faste stok af effekter. Man har ofte nok set et fly blive kapret af ekstremister, som nogen så angriber og overmander efter halvanden times intens nervekrig. Man er sådan set også vant til at kende slutningen på forhånd, for i fiktionsgenren kunne ingen drømme om at lade kaos og mørke besejre det gode.
   I United 93 er der ingen tvivl om, hvordan det vil ende. Man griber ganske vist sig selv i at håbe mod alt håb og ønske, at det var muligt at ændre historien. Man har alle de fysiske reaktioner, som er forbundet med at se kropsnære thrillers, men man véd med sin hjerne, hvor galt det vil gå.
   Mange afsnit ligner scener fra en ofte set katastrofefilm, men meningen med dem bliver noget nær modsat. Banale ordvekslinger antager ny betydning. En hensynsfuld gestus, et nervøst sideblik. Et af filmens mest følelsesladede øjeblikke indtræder allerede i prologen, under afviklingen af den prosaiske ombordstigning.
   Passagerer, besætning og for dens sags skyld de fire terrorister indtager deres pladser, som man nu gør, med en følelse af i det mindste at være nået så langt. Som tilskuer ved man, at ingen vil komme levende ud. Det giver filmen en rituel kvalitet, som Greengrass effektivt bygger videre på.


SÅ man sidder som på nåle. At være publikum i en biograf er ikke så forskelligt fra at være passagerer i et rutefly. Der er rig lejlighed til at grunde over, hvordan det må have været og hvordan man ville reagere. Man kan næsten ikke undgå at tænke på, hvor kostbar og skrøbelig tilværelsen er. Dén reaktion har man aldrig haft under Die Hard 3 eller Air Force One. United 93 ligner for så vidt, hvad den er, en dramadokumentarisk rekonstruktion, men den føles og opleves som noget mere.
   Paul Greengrass siger selv om filmen: »Der er mange måder at finde mening i dét, som skete den 11. september. Tv kan formidle begivenhederne, mens de sker. Journalisten kan skrive det første udkast til den historiske version. Historikere kan udvide tidsrammen og give os kontekst. Også filmskaberen har en rolle at spille, og sommetider tror jeg, at man ved at se hårdt og længe nok på en enkelt begivenhed, kan afdække omridset af noget, som er meget større end selve begivenheden – man kunne kalde det vor tids DNA.«

   
AT kalde mytteriet i det fjerde fly for »the DNA of our times«, virker umiddelbart som en overfortolkning. Imidlertid giver formuleringen mening. I den kollektive myte om 11. september svarer ofrenes modstand i United 93 til Sobibor-lejrens oprør i erindringen om Holocaust. Franskmanden Claude Lanzmann undlod med vilje at fortælle om Sobibor, da han skabte sit store dokumentarværk om Shoah (1985), men han lavede siden en selvstændig film, Sobibor, 14 octobre 1943, 16 heures (2001), om episoden.
   De spredte forsøg på at drive mørket tilbage passer ikke i den samlede erindring om angreb, udslettelse og genrejsning, men de rummer et heroisk kim, der vidner om menneskets ukuelighed til alle tider.

United 93. Instr. og manus: Paul Greengrass. Foto: Barry Ackroyd. 91 min. Storbritannien-Frankrig-USA 2006. Dansk premiere: 11.08.2006


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Universal/ Google Images
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.08.2006

onsdag den 21. juli 2021

Erik Poppe: Utøya 22. juli (2018) [Ti år efter utænkeligheden 1]



DEN MØRKESTE DAG
Den første film om Utøya-massakren

Af BO GREEN JENSEN

DEN 22. juli 2011 realiserede højreekstremisten Anders Behring Breivik sin syge fantasi om at gøre en forskel. Kl. 15.25 eksploderede en bil med en kunstgødningsbombe foran Høyblokken i Oslo. Otte mennesker døde.
   Bagefter kørte Breivik til Utvika, hvor han tog færgen til Utøya. Klokken 17.46 begyndte han nedskydningen af deltagere i Arbeidernes Ungdomsfylkings traditionsrige sommerlejr. 69 unge mennesker døde, 90 blev indlagt på hospitalet. Breivik overgav sig kl. 18.28, da der endelig kom assistance til øen. På tre timer havde massemorderen taget 77 liv.
   Det var den særeste, mørkeste dag i Norges historie. Det kollektive chok er langt fra bearbejdet. Breiviks forkvaklede tanker ligner en primitiv karikatur. Vi er ikke sådan i Norden. Det skete i en anden virkelighed.
   Flere reportager har beskrevet modtagelsen af Utøya 22. juli, Erik Poppes rekonstruktion af massakren, både på filmfestivalen i Berlin og ved gallaforestillingen i Oslo. Det er på tide at se den som film.*


VIST er Utøya 22. juli en teknisk bedrift. Poppes fiktionsfilm genskaber forløbet i virkelig tid og er holdt i [hvad der opleves som] én lang steadycam-optagelse på 72 minutter, der oplever massakren sammen med den 19-årige Kaja (Andrea Berntzen).
   En kort prolog viser eksplosionerne i Oslo. Så er vi ude på øen med Kaja, som taler i telefon med sin mor, finder sin surmulende lillesøster i et af de mudrede telte og varmer op til dagens politiske diskussioner.
   Hér begynder skuddene. Filmen viser kun gerningsmandens omrids et kort øjeblik. Det er en stærk pointe – et modigt fravalg og en stor kvalitet – at den ikke nævner Breiviks navn eller interesserer sig for hans motiver.
   Meget ligner generiske scener fra en horrorfilm med found footage. Ja, tilskueren har en intens og taktil fornemmelse af at være på Utøya. Men rystede billeder og lange scener med hviskende unge, der skjuler sig for en hærgende morder, er standardstof i gysergenren. Ingen bliver klogere på andet, end hvordan det føles at være bange uafbrudt.


DER findes en håndfuld værdifulde film, som vil tale om denne slags ondskab. Michael Moores Bowling for Columbine (2002) var en kommentar til skoleskydningen i Colorado i 1999. Gus Van Sants Elephant (2003) satte fokus på de unge gerningsmænd.
   I Lynne Ramsays We Need To Talk About Kevin (2011) spillede Tilda Swinton mor til drengen, der skød sine kammerater med samme mangel på empati, som hun havde set i hans øjne, da han var barn og ikke trillede bolden tilbage. I Nicholas Saadas Taj Mahal (2015) gemte Stacy Martin sig på hotellet i Bombay, mens skuddene i korridoren blev ved.
   »Hvem skal dog se den?« blev Poppe spurgt i Berlin. Man sagde det samme, da J.A. Bayona rekonstruerede den thailandske tsunami i The Impossible (2012). Her lå Naomi Watts og var bange og våd en stor del af tiden, omgivet af døde og døende ofre for en mørk, ustandselig kraft. Den film var et stort tilløbsstykke. Det skal Utøya 22. juli nok også blive.


JEG ved stadig ikke, hvad jeg skal med Utøya 22. juli. Der er intet at diskutere bagefter. Der er intet tankevækkende stof. Bare gentagelsen af en rædselsfuld dag.
   Det er bizart at se oplevelsen udbudt som en kørende forlystelse, måske endda med popcorn til. Jeg kan forestille mig angsten. Det giver mig intet at være i offerets sted.
   Hvis jeg lytter til mine kolleger, hører jeg flere stemmer. Én kalder filmen en høflig fejltagelse, der ødelægger alt for sig selv ved at være korrekt. En anden siger, at filmen var en af de mest intense oplevelser nogen sinde. Han sad tryllebundet i 90 minutter.
   Det mest effektive er lydsporet, som Gisle Tveito har designet. De poppende skud, der kommer uregelmæssigt og flytter sig i forhold til karaktererne. I en scene til slut bliver der sunget. Det er den eneste oplagte fejl i en ellers nøjagtig og redelig film.


DER findes kun ét officielt pressefoto. Paul Greengrass instruerer en Utøya-film for Netflix. Her er Breivik med i billedet og bliver spillet af Anders Lie Danielsen fra Joachim Triers Reprise og Oslo den 31. august.
   I et par døgn efter attentatet var der journalistisk konsensus om ikke at bruge morderens navn. Breivik skulle være unævnelig som en Lord Voldemort, der inkarnerer al ondskab. Det gav betydelig mening moralsk. Men Poppes film havde sat sig bedre fast, hvis monstret var med.
   Der er stadig en dyb ubegribelighed forbundet med massemordet. Dén rokker filmen ikke det mindste.


*) Dette er min anmeldelse, stort set som den stod i Weekendavisen Kultur i marts 2018. Tusindvis af kolleger skrev lignende mainstream-henvendte stykker, som på forskellig vis var for og imod selve ideen om en drama-dokumentarisk rekonstruktion. Tillad mig at pege på en god artikel, der går dybere ned i det tekniske og æstetiske stof. Søren Rørdam Bastholm har til filmtidsskriftet 16:9 skrevet »Pigen i den gule sweater: Om en beklædningsgenstands narrative formål i Utøya 22. juli« [20.06.2020].
   Bastholm analyserer brugen af »historiske stumper« i filmen og går i rette med Ian Mantganis anmeldelse i det britiske filmtidsskrift Sight & Sound [NB: der er tale om en First Look/festival-anmeldelse; Philip Kemps mere positive anmeldelse er trykt i S&S November 2018, vol. 28, issue 11]. I begyndelsen af Erik Poppes film låner Kaja sin gule striktrøje til veninden Emilie. Det bliver på den måde muligt at kende Emilie i mængden. Det er samtidig muligt at frygte for drengen Tobias, som har en gul regnfrakke på. På afstand er begge stykker tøj bare gule pletter.
   Mantgani ser stilgrebet som et regulært tyveri fra holocaustskildringen i Steven Spielbergs Schindler's List. Her er Pigen i den røde Frakke på samme måde en farveplet, man følger gennem kaos. Jeg må tilstå, at jeg havde samme tanke, skønt jeg snarere så Poppes brug af motivet som et erkendt lån fra en anden filmskaber.
   Bastholm bemærker, at Mantgani »lidt for behændigt overser, at Utøya 22. juli ikke er i sort-hvid, og at regnjakken, uagtet at den skiller sig ud i filmens generelle farvepalet, derfor slet ikke på samme måde, som det er tilfældet i Schindler’s List, påberåber sig opmærksomhed som et kunstfærdigt og æstetisk greb foretaget af filmens skaber. At Jonas har en regnjakke på er jo fuldt tilstrækkeligt motiveret af gråvejret«.
 

Utøya 22. juli. Instr.: Erik Poppe. Manus: Anna Bache-Wiig og Siv Rajendram Eliassen. Foto: Martin Otterbeck. 90 min. Norge 2018. Dansk premiere: 03.03.2018.


Fotos: Paradox Film 7/ Nordisk Film/ Aftenposten/ Avisen.dk/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ 16:9
Filmen streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2018

lørdag den 6. juni 2020

Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013) [Black Lives Matter 8]


ET FORUDSIGELIGT DØDSFALD
Rygmarvsracismen i Guds eget land

Af BO GREEN JENSEN

OSCAR Grant III blev dræbt den 1. januar 2009 på Fruitvale Station i Bay Area, Californien. Den 22-årige mand var på vej hjem fra nytårsfestlighederne i San Francisco med sin kæreste og nogle venner. Der var en hjertelig trængsel i toget,
indtil Oscar blev genkendt af fjender, han havde fået under et fængselsophold. Det kom til klammerier, og politiet standsede toget ved stationen i Fruitvale.
   Betjentene slog og truede Oscar og to andre unge mænd. De gav dem håndjern på og optrådte i det hele taget med overdreven brutalitet. Der var kameraer på stationen, og flere passagerer filmede episoden med deres smartphones. Alligevel var det svært at se, hvad der egentlig skete, da en af betjentene affyrede sin pistol. Oscar døde på hospitalet, mens hans familie sad udenfor.


OSCAR var sort og havde en belastet fortid med flere kriminelle forhold. Han havde også en kæreste, en 4-årig datter og en erklæret hensigt om at begynde forfra i det nye år. Betjenten, som skød Oscar Grant, blev sigtet og dømt for uagtsomt manddrab. Der blev ført tjenestemandssager mod de øvrige politifolk.
   Systemet gjorde meget for at kortlægge forløbet. Man ville ikke risikere en gentagelse af de uroligheder, som opstod i Los Angeles i 1992, da fire betjente slog løs på den mere eller mindre sagesløse (ligeledes sorte) Rodney King og blev frikendt efter en skueproces. Politiet erkendte sine fejl i forbindelse med drabet på Oscar Grant. Men havde betjentene reageret så stærkt, hvis drengene i toget var hvide?



RYAN Cooglers Fruitvale Station skildrer det sidste døgn i Oscars liv som prologen til et forudsigeligt dødsfald. Den begynder på stationen, hvor de unge mænd har fået håndjern på og sidder med ryggen mod muren, mens den aggressive Caruso (Kevin Durand) råber ad Oscar. Den nervøse Ingram (Chad Michael Murray) affyrer skuddet. Så klipper Coogler til et soveværelse, hvor Oscar og Sophina (Melonie Diaz) ligger i sengen og småskændes, indtil datteren Tatiana kommer ind.*
   Oscars dag går med at aflevere Tatiana, køre Sophina på arbejde, gruble over sin gæld, tigge om at få sit arbejde i supermarkedet tilbage. Han charmerer en ung (hvid) kvinde ved at ringe til sin bedstemor, da pigen vil forsøge sig med friturestegt fisk. Senere er samme kvinde med toget, som standser ved Fruitvale. Oscar ringer til sin mor, som har fødselsdag. Han kasserer sit lager af marihuana. Han ser ud over San Francisco Bay og husker en episode i fængslet. Han vil bare ikke alt dét igen.



COOGLER registrerer Oscars gerninger med stor effekt. For det første ved man, hvad der vil ske. For det andet er Michael B. Jordan en karismatisk skuespiller. Filmen fik Jury Grand Prix og Publikumsprisen i Sundance. Der var dog kritikere, som beskyldte den for at være ensidig og sentimental i sin fremstilling af den martrede pusher.
   I hvert fald er historien fuld af tragisk ironi. Det er Sophina, som ellers ser skævt til Oscars rygevaner, der vil til byen og feste igennem. Det er Oscars mor, som overtaler dem til at tage toget, så de ikke kommer i problemer med politiet. Publikum ser Oscar hælde sit lager i vandet, ser ham klovne for Tatiana, ser slutbillederne af den rigtige familie, der står ved Fruitvale Station og kræver »Justice for Oscar Grant«.



MAN kan følge begge slags kritik. Jeg så en dramadokumentarisk rekonstruktion, som især var god til at skildre Oscars løse tid om formiddagen og fange de subtile nuancer i filmens møder mellem sort og hvid. Der var ingen uforglemmelig filmkunst, men nok en implicit anklage, der må veje tungt i hjemlandet. Oscar kunne være en dansk dreng »af anden etnisk herkomst«, som døde på Nørreport Station. Heldigvis deler vi ikke amerikanernes sindssyge våbenkultur.
   Fruitvale Station hører til familien af film, der blev produceret i og omkring 150-året for Emancipationserklæringen, som Abraham Lincoln underskrev den 1. januar 1863: Tate Taylors The Help, Lee Daniels’ The Butler, Steven Spielbergs Lincoln, Steve McQueens 12 Years a Slave, Tarantinos Django Unchained. De enkelte film har fortrin og fejl, men udgør samlet en sekvens af væsentlig betydning.
   Skuespilleren Forest Whitaker, som spillede titelrollen i The Butler, har brugt en del af sit honorar til at finansiere produktionen af Fruitvale Station. Ryan Coogler har Oscar Grants alder og kender selv Fruitvale-kvarteret. Drabet råber til himlen. Det gør ikke automatisk en skildring af rygmarvsracismen til kæmpestor kunst.

*) En række navne og omstændigheder er ændret i filmen, af dramatiske såvel som juridiske hensyn. Officer Caruso, Kevin Durands karakter, hed i virkeligheden Anthony Pirone, og Officer Ingrams rigtige navn var Johannes Mehserle. Mehserle blev idømt to års fængsel for uagtsomt manddrab og løsladt efter 11 måneders afsoning. Forskellige familiemedlemmer tabte en række søgsmål, men Bay Area Rapid Transit – som driver Fruitvale BART Station – indgik et forlig med Oscar Grants mor og datter, som fik udbetalt 2,8 mio. dollars. Systemet vedgik sine fejl og undskyldte officielt for forløbet. Det bliver Oscar Grant ikke levende af.




Fruitvale Station. Instr. & manus: Ryan Coogler. Foto: Rachel Morrison. 85 min. USA 2013. Dansk premiere: 02.01.2014


Fotos: TWC/ Miracle Film Distribution/ FilmAffinity
Filmen streames på MAX, Rakuten TV, YouTube Film
2K Blu-ray fra Altitude Film Distribution (UK) 06.10.2014
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 03.01.2014