Translate

Viser opslag med etiketten Baz Luhrmann. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Baz Luhrmann. Vis alle opslag

fredag den 17. marts 2023

Mytologier | Baz Luhrmann: Elvis (2022) [Oscars 2023]


KONGEN BLIVER KRONET
Fra sanselig urtekst til fed dekadence

Af BO GREEN JENSEN

BAZ Luhrmanns film om Elvis Presley (1935-1977) er tre eller fire ting på en gang. Der er lige så mange måder at se og vurdere den på. Værket er i hvert fald et dumdristigt vovestykke. Som sådan hylder det gejsten i sit motiv.
   Elvis er filmen, der skal genstarte den musikalske legende og konsolidere kongemyten i en tid, hvor billedet lever videre, mens musikkens status er mindre selvskreven. Elvis skal så at sige forny medlemskabet, sangerens abonnement på udødelighed. Sådan er filmen bestilt og betalt for af Elvis Presley Enterprises i samarbejde med Warner Brothers – eller hvem, der nu ejer det hele for tiden.



ELVIS er samtidig værket, der skal give den australske filmskaber grebet tilbage. Luhrmann – og hans hustru, scenografen Catherine Martin, som har designet de overdådige film – var centrale kræfter i 1990erne. Strictly Ballroom (1992), William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) og Moulin Rouge! (2001) var kompakte, men helstøbte arbejder, som viste en ny måde at lave musikfilm på.
   Så ville Luhrmann prøve uden musik. Det skete med den nationalromantiske Australia (2008), som kun var en succes i hjemlandet, og med en vildt overgjort filmatisering (til og med i 3D) af F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby (2013). Der er ikke noget at sige til, at plakaten for Elvis betoner forbindelsen til »Red Curtain«-trilogien. Musik er, hvad Luhrmann virkelig kan. Som naturalist er han absolut på det jævne.



EFTER disse hensyn kommer et forsøg på at forklare, hvorfor Presley var vigtig for tidens musik. Vi skal se, hvordan drengen fra Tupelo blev til manden fra Las Vegas, der klædte sig i en hvid sparkedragt og bar kappe som en superhelt. Elvis kunne citere Also Sprach Zarathustra, men han foretrak at læse om Captain Marvel Junior. Ifølge filmen var hele hans liv et forsøg på at nå »The Rock of Eternity« – Evighedsklippen – i den obskure tegneserie.*
   Sidst, men bestemt ikke mindst, er Elvis en gedigen musikologisk bestræbelse. Luhrmann undersøger og demonstrerer, hvordan ti slags musik blev rørt sammen i gryden, fra country og blues til gospel og soul. Det samlede show er et karneval værdigt. Som en cirkusplakat, der er udført af Pablo Picasso i sen periode. Her er alt fra slank urtekst til fed dekadence. Måske også sjælen og kraften i stemmen. I hvert fald lever – og overlever – musikken.



SOM historiens livsvidne vælger Baz Luhrmann den mest forhadte person i mytekomplekset. Alle Presleys biografer har analyseret mysteriet. Hvordan kunne »Colonel« Tom Parker (1909-1997), Presleys manager, igen og igen tvinge kongen på plads? Hvori bestod den faustiske pagt? Parker var en charlatan, der løj om alt i sin baggrund. Men Presley føjede ham til det sidste.
   Her bider filmen sig fast og tager fat. Parker – som faktisk var hollænder og hed Andreas van Kujik – bliver spillet af Tom Hanks. Det er ham, der fortæller det meste af filmen. Elvis bliver spillet – fremragende – af kuglelynet Austin Butler, der gør for Presleys sange, hvad Joaquin Phoenix gjorde for Johnny Cash i James Mangolds I Walk the Line (2005).



ELVIS varer næsten tre timer. Filmen levendegør alle de mytologiske sætstykker i biografien. Mange mindre film har brugt Elvis og fundet måder at smugle ham ind på. Michael Shannon havde rollen i Elvis & Nixon (2016). Kurt Russell gav et af de mest livagtige portrætter i John Carpenters Elvis (1979). Selv Harvey Keitel (!) har spillet Presley (i David Winklers Finding Graceland fra 1998).
   Alle de små forsøg falmer i forhold til Luhrmanns skumplende monstrum. Som dog også er blidt på udvalgte steder. Elvis husker at skildre forældrene, Gladys Love og Vernon Elvis Presley, hustruen Priscilla Beaulieu og datteren Lisa Marie (1968-2023), som selv fik en svær og forblæst karriere. Den gør det nænsomt og med takt. Det kan derfor ikke undre, at familien er tilfreds.




FILMENS lydspor er sædvanen tro en vilter blanding af fortid og nutid. En drage, der slæber og slår med sin hale. Det var det store mix af pop, soul, hiphop og opera, som satte ild til det tatoverede kitsch i »Red Curtain«-trilogien. Det manglede i Australia, og i Gatsby blev det til blikdåsejazz.
   Her er den frodige sammensmeltning tilbage i høj og ufortrøden stil. Der er måske ikke en ny »Everybody's Free (To Wear Sunscreen)« i mixet, skønt Eminems »The King and I« forsøger noget lignende, men i montagerne mellem de obligatoriske hits, som Austin Butler leverer med overbevisning, er der betagende konstruktioner.
   Første gang Elvis kommer til live, er i gospelteltet på tivolipladsen, hvor han falder i trance til »I'll Fly Away«. Mest fængende ved første møde er dog ikke Presley-sangene. Det er Yola Quarteys take på Sister Rosetta Tharpes elektriske »Strange Things Happening Every Day«, som har alle de rigtige takter og ryk til at samle den politiske uro i Civil Rights-perioden.



AUSTIN Butler er bedst i sætstykker som »Heartbreak Hotel«, »Suspicious Minds« og »In The Ghetto«. Filmen genskaber 1968-øjeblikket, hvor Elvis trodser juleformatet og synger »If I Can Dream« i tv efter mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy. Alt dét er godt, hvis man kender til Elvis. Det må også være relevant for nye og kommende slægter.
   Elvis lever og fungerer i de første to timer. Anden akt kulminerer i et flugtforsøg, som Elvis er lige ved at lykkes med, da Parker behændigt spiller sin trumf og sikrer sig, at de bliver i USA og Las Vegas. Elvis går ikke ombord i privatflyet Lisa Marie. Han går tilbage til værelset, sætter sig i mørket foran væggen med tv-skærme og beder om alligevel at få besøg af Dr. Nick, som skriver piller ud.



HER kunne filmen have sluttet. I stedet følger tre kvarter, som fortæller den tunge, trivielle del af historien om narkomani og selvparodi, faldet fra tronen og den så godt som forudsagte død. Her er kun plads til montage, og selv Luhrmann kan løbe tør for ideer. Når det sker, dynger han mere på i en form, der kan ses som et visuelt sidestykke til den nu unævnelige Phil Spectors legendariske Wall of Sound.
   Mens kongen falder, trisser Tom Hanks rundt i casinoet med sit iltapparat og fortæller og funderer. Det er en bizar sammenstilling. Filmen lader Parker bryde den narrative kontrakt og være den, som viser klippet med Elvis, der synger »Unchained Melody« i en sidste deformeret udgave af sig selv. Det er det eneste sted i filmen, hvor vi ser og hører Elvis i stedet for Austin Butler. Fysikken er blevet grotesk, men stemmen er ren som tyve år før.



HVAD der lykkes bedst i Elvis, er at tale om begyndelsen og forklare, hvordan Presleys kemi er unik. Han er hvid underklasse, der blander sig frydefuldt og naturligt med afrikansk-amerikansk soul og gospel. Hans helte kommer fra Nashville og Beale Street i Memphis; Graceland er summen af hillbillydrømme. Han hænger ud med B.B. King. Han ser ingen forskel på menneskers farve.
   Elvis er en film af sin tid, og tiden er med den. Identitetspolitikken bliver omfavnet hér. Det er for første gang et stort selling point, at Elvis inkarnerede alt, som ikke var hvid middelklasse. Luhrmann og Martin deler hans glæde ved multikulturen. Den er ikke noget tillært og bagstræberisk.
   Colonel Parker-portrættet er irrelevant, og det føjer intet til forståelsen af Elvis som et amerikansk ikon. Figuren er da også reduceret til en bekvem fortællersynsvinkel. Alligevel er det sødt, når han midt i forhandlingen om Elvis-i-Vegas-for-altid husker at insistere på sin ret til at sælge lurvet merchandise. Parker påstår, at han opfandt begrebet.


MÅSKE er det ikke filmen om Elvis, men jeg vil gerne se den igen. Jeg vil høre Yola synge »Strange Things Happening Every Day«. Det er altid et godt parameter, om man har lyst til at gense og opdage mere. Det har man igen efter Elvis. Efter Australia og Gatsby kunne man ikke komme hurtigt nok hjem.
   »Elvis Presley is the king/ I was at his crowning«. Sådan sang Phil Ochs i 1970, og på koncertalbummet Gunfight at Carnegie Hall, der er optaget samme år, erklærede venstrefløjstroubaduren: »If there’s any hope for America, it lies in a revolution. And if there’s any hope for a revolution in America, it lies in getting Elvis Presley to become Che Guevara.«
   Tonen var ironisk-allegorisk, men Ochs – som havde påbegyndt sin egen nedsmeltning – var ærlig i sin kærlighed. Elvis er ikke mindst historien om, hvordan pagten med Colonel Parker forhindrede idolet i at gøre en forskel politisk. Også Luhrmann ser i dette en tragisk, forspildt mulighed. For han havde alle kortene på hånden.  
   I Elvis er vi med til kongens kroning. Det lykkes at lade ham leve igen, endda med en vis værdighed. Gå selv til billedkilden. Du vil se, hvad jeg mener med sanselig urtekst.

Elvis var Oscar-nomineret i 8 kategorier, herunder Best Picture. I Best Actor-kategorien tabte Austin Butler på målfoto til Brendan Fraser (The Whale). Ved de britiske BAFTA  Awards modtog filmen priser i 4 kategorier. Austin Butler blev årets Best Leading Actor. Det samme skete ved årets stilfærdige Golden Globes-ceremoni.


 
*) Captain Marvel Jr. var en af adskillige spin-off karakterer fra den fantastisk indviklede mytologi omkring Captain Marvel, der blev skabt i 1940 af C.C. Beck og Bill Parker og udkom på Fawcett Comics [1939-1953]. Han lever videre som DC Comics-karakteren Shazam! Guldalderserien er senest filmatiseret i 2019 med Zachary Levi og Asher Angel som drengen Billy Batson, der bliver forvandlet til voksen ved at fremsige formularen »Shazam!«. Akronymet er dannet af initialer i navnene Salomon, Herkules, Atlas, Zeus, Akilles og Merkur. Fortsættelsen Shazam! Fury of the Gods har dansk premiere den 16. marts 2023.
   Billy Batson delte sine kræfter med bl.a. tvillingesøsteren Mary og deres ven Freddy Freeman, som var handicappet. Lærlingen – som dybest set er et Superboy/Robin-sidekick – siger ikke »Shazam!«, men »Captain Marvel!«, når han forvandles og bliver en stærk, karismatisk version af sig selv. Ed Herron skrev serien sammen med Parker og Beck. Ifølge Beck var karakteren inspireret af Charles Dickens og J.M. Barrie. Freddy Freeman var Tiny Tim i A Christmas Carol; Captain Marvel Jr. var Peter Pan.
   Captain Marvel Jr. optrådte først i Whiz Comics og havde sin egen serie fra 1942. Han tog aktivt del i Anden Verdenskrig sammen med den øvrige Marvel Family. Elvis læste serien som dreng og beholdt sin samling som voksen. Der er argumenteret overbevisende for, at han baserede både sit unge look og de sene, ekstravagante kostumer med kappe på Captain Marvel Jr. En definitiv redegørelse findes på Elvis Australia – det officielle site for den australske Elvis Fan Club.



MARVEL-familien har sine kræfter fra troldmanden Shazam. De møder ham ved The Rock of Eternity, der fungerer som en blanding af hovedkvarter og magisk portal. Den ligger ofte i et nedlagt tog- eller tunnelsystem. Evighedsklippen blev introduceret i første nummer af omnibusserien The Marvel Family (1945), hvor alle karaktererne var samlet for en tid. Det er Marvel-familiens svar på Batgrotten og Ensomhedens Fæstning. 
   Alt Marvel/Shazam!-materialet har været genstand for en lang krig på ophavsret mellem DC og Marvel Comics, der har sin egen Captain Marvel-karakter. Fra 1953 til 1972 var Shazam-universet simpelt hen lukket ned. I nyere tid blev karakteren selv Elvis-fan og lod sit udstyr inspirere af idolets futuristiske kostumer. Bl.a. tegneren Alex Ross har arbejdet med denne forbindelse. 


Elvis. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Sam Bromell, Jeremy Doner, Baz Luhrmann, Craig Pearce. Foto: Mandy Walker. 159 min. Australien-USA 2022. Dansk premiere: 23.06.2022.


Fotos: Warner Bros./ Bazmark Films/ Roadshow Entertainment/ The Jackal Group/ Whalerock Industries/ SF Studios/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube/ Elvis Presley Estate/ Elvis Australia/ Grand Comics Database
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster,Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 13.09.2022
Første udgave af teksten blev lagt på Weekendavisen.dk 23.06.2022 og trykt næste dag i WA Kultur .

torsdag den 14. april 2022

Baz Luhrmann: The Great Gatsby (2013) [Bogen og filmen]


DEN UMULIGE DRØM
Grundstoffet smeltes og æltes med manisk visuel energi

Af BO GREEN JENSEN

DER er mindst tre måder at betragte Baz Luhrmanns version af The Great Gatsby på.
 Som en filmatisering af F. Scott Fitzgeralds 1925-roman er den mangelfuld. Luhrmann og medforfatteren Craig Pearce tilføjer en overflødig rammehistorie, hvor Nick Carraway (Tobey Maguire) i tilbageblik beskriver og – værre endnu – fortolker og forklarer sig selv og sin samtid til ære for en vennesæl psykiater.
   Filmens Nick Carraway ligner et kejtet forsøg på at føje Fitzgeralds skikkelse ind i sammenhængen. Forfatteren gjorde det samme, da han skabte mellemmanden fra Midtvesten, men romanens Nick er unægtelig en mere subtil, nuanceret figur. Den eneste rest af fornuft i en tid, som er gået eftertrykkeligt af led, men også den eneste, som forstår og værdsætter Gatsbys umulige drøm. Man kan godt sætte tiden i stå, siger Gatsby. Man kan godt begynde forfra. Nick ender jo med at give ham ret.


LUHRMANN plukker vilkårligt i stoffet, tilføjer irrelevante ornamenter og skærer tingene ud i pap. Når filmen raketzoomer mellem Gatsbys forlorne skrummel af et gotisk palæ og det grønne lys for enden af molen ovre hos Daisy og Tom Buchanan, undermineres de poetiske beskrivelser af den grønne lanternes »enormous significance«, som Luhrmann også forsøger sig med. De store orgier, som Gatsby holder til ære for Daisy, er i denne filmudgave blevet groteske og ufrivilligt komiske. Først da filmen når til hjertet af historien, begynder vægtene at balancere.


SER man filmen som et nyt værk af Baz Luhrmann, i signaturstilen fra Moulin Rouge! (2001), giver Gatsby mere mening. Der er først og fremmest en manisk visuel energi. Luhrmann bruger samplede sange fra højre og venstre som fundamentet under de spraglede sætstykker. I William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) var det operaudtag, som blev bearbejdet; i Moulin Rouge! klassisk rock og pop fra 1970erne og 80erne. I begge film gik lydsiden mere eller mindre i ét med Catherine Martins totale produktionsdesign.
   Sammenføjningen er mindre smidig i Gatsby, hvor jazz fra perioden og nye sange fra hiphop og R&B smeltes og æltes i spor af hvid støj, der kører i baggrunden, når Jay Gatsby holder fest. Men man ser ideen med serveringen. I den hæslige »Askedal« mellem New York og Long Island – Fitzgeralds »Valley of Ashes« var inspireret af T.S. Eliots The Waste Land (1922) – har skiltet med T.J. Eckleburgs impotente gudeblik aldrig set mere ironisk eller bedrøvet ud. Da Gatsbys bil kvæster Myrtle Wilson, er der en flot visuel kommentar. Der er også en overraskende realisme midt i det digitale dukketeater.


THE Great Gatsby må være den sande treer i Luhrmanns »Red Curtain«-trilogi, hvor Strictly Ballroom (1992) aldrig har passet ordentligt ind. Men filmen ligger i logisk forlængelse af Romeo + Juliet og Moulin Rouge!, som alt i alt er den bedste og frækkeste og mest originale af de tre film – måske fordi den ikke skal stå til regnskab for et klassisk forlæg, men kan fantasere og fabulere efter behag.



SER man endelig filmen uden tanke for, hvem afsenderne er, må Gatsby være en støjende, rigeligt lang og dog fascinerende oplevelse. Da Luhrmann lader Nick Carraway moralisere over tiden – og sige mindre om sig selv og sin position mellem klasserne, end han gør hos Fitzgerald – ligner det regulær bagklogskab. Faktisk er filmen enestående historieløs. De sociale nuancer, som romanen lader komme til udtryk i kapitlet, der skildrer en fest hos Jay Gatsby – »Mr. Nobody from Nowhere« – er forsvundet i Luhrmanns visuelle trykkoger.



LUHRMANNS Gatsby bliver overalt sammenlignet med Jack Claytons stilskabende storfilm fra 1974, dén med Robert Redford og Mia Farrow, som Francis Ford Coppola skrev manuskriptet til. Faktisk er det den femte filmudgave af Fitzgeralds klassiker.
   Allerede i 1926, året efter romanens udgivelse, instruerede Herbert Brenon på vegne af Famous Players-Lasky Corporation en stumfilm med Warner Baxter, Lois Wilson og Neil Hamilton. William Powell fra My Man Godfrey (1936) og serien om The Thin Man (1934-1947) har en tidlig rolle som Myrtles mand, automekanikeren George Wilson, der hos Luhrmann spilles af Jason Clarke.
   Kun en trailer af et minuts varighed overlever. I dén ser man, at Gatsbys fester også i samtiden var et salgsargument. Fitzgerald selv havde intet at gøre med filmen.
   Elliott Nugents 1949-version er ikke gået tabt, men frister en stedmoderlig skæbne. Filmen er simpelt hen svær at få fat i, men bestemt værd at se, hvis det lykkes. Her er en saglig, lavpraktisk realisme prioriteret; tonen er mere som film noir i dagslys. Richard Maibaums manuskript bruger bogen som afsæt for en tilbageskuende skildring af Forbudstiden. Alan Ladd har rollen som Gatsby. Da han dør i sin swimmingpool, falder skuddene tørt og præcist. Huset er stort, men ikke et slot. Man ser, hvordan Gatsby har tjent sine penge.



1974-VERSIONEN er den eneste, som forsøger at holde hele bogen fast og bruge Fitzgeralds nostalgiske livssyn som kilde. Bruce Dern er castet som Tom Buchanan, Daisys proto-fascistiske ægtemand. Scenen, hvor han brækker Karen Blacks næse med brutal nonchalence, er i sammenhængen lige så vigtig som Gatsbys romantiske tro på en fremtid, som allerede ligger bag ham. Sam Waterston spiller Nick Carraway.
   Robert Markowitz’ Gatsby fra 2000 blev produceret for tv. Toby Stephens, Mira Sorvino og Paul Rudd spiller henholdsvis Gatsby, Daisy og Nick Carraway i en brugsudgave, som først og fremmest vil illustrere romanen. Ingen er faldet for fristelsen til at gøre Daisy Buchanan dyb eller glamourøs. Hendes ynde er lige så flygtig (og falsk) som Gatsbys selviscenesatte persona. Hun er først og fremmest hans idé.



BAZ Luhrmann er i sin gode ret til at lægge accenterne, hvor han vil, til at skære, bøje, føje til og trække fra. Det villle ikke give mening, hvis han blot trak stoffet gennem endnu en illustreret version.
   Leonardo DiCaprio er god nok som Gatsby, når man har vænnet sig til hans facon. I 1974 var Robert Redford både mystisk, viril og genert. DiCaprio er bedre til at vise desperationen og usikkerheden. Carey Mulligans Daisy er næsten for inderlig til at overbevise, da hun svigter Gatsbys drøm og bliver et af de skødesløse mennesker, som knuser andre og trækker vindebroen op. Hjerteløsheden og selvtilstrækkeligheden kunne Mia Farrow fremstille med betydelig mere autoritet.


AFVIKLINGEN af romanens berømte slutord er ikke på højde med følelsen i Coppolas manuskript til 1974-versionen. For hver gang forsvinder der flere detaljer, og Fitzgeralds smukke sidestilling af det grønne lys for enden af molen, de første hollandske sømænds umulige drøm om det friske land og al menneskelig stræben bliver mere beskåret. Disse forbehold til trods, er der stadig en styrke i Gatsby. Hjertet banker stadig væk.


*) Soundtracket til Luhrmanns film er fyldt med hiphop- og R&B-stjerner, der typisk fortolker andres sange fra genren. Beyoncé x André 3000 synger Amy Winehouses »Back to Black« osv. Mere ubemærket er der udmærkede originale bidrag fra Lana Del Rey (»Young and Beautiful«), Florence + the Machine (»Over the Love«) og Jack White (»Love is Blindness«). Særlig markant står den stilrene pastichejazz med The Bryan Ferry Orchestra, som fremfører »Love is the Drug« i metallisk lakpladestil. Ferry var så begejstret for konceptet, at der udkom et selvstændigt album med retro-jazz (og Roxy Music-sange). The Jazz Age (2012) er et livløst album, som ikke slog an, men eksperimentet inspirerede brugen af Ferry som tysk cabaretsanger i første sæson af Tom Tykwers tv-serie Babylon Berlin (2017) efter Volker Kutschers Weimar-tidskrimier. Her synger Ferry »Bitter-Sweet« fra Country Life (1974), en tekst, der er født med et tysk mellemstykke. Også musikalsk vinder 1974-versionen af The Great Gatsby stort. Nelson Riddles smægtende arrangementer af eget score og udvalgte sange fra tiden er kærligt og kongenialt. Irving Berlins 
»What'll I Do« fungerer som en slags temasang. Riddle modtog en Oscar for arbejdet.

**) Filmudgaven - 
»the movie tie-in« - er ikke et nyt fænomen. Bantam Books genoptrykte The Great Gatsby i 1945, fem år efter Fitzgeralds død, da udgivelsen af The Crack-Up skabte ny interesse omkring forfatterskabet. Da Paramount lancerede filmen i 1949, blev et nyt omslag med Alan Ladds billede lagt om restoplaget. Forsiden er reproduceret efter foto på Facsimile Dust Jackets LLC. Præcise kopier af sjældne smudsomslag koster 25 dollars pr. stk.

The Great Gatsby. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Baz Luhrmann, Craig Pearce. Foto: Simon Duggan. 144 min. Australien-USA 2013. Dansk premiere: 16.05.2013 (3D i udvalgte sale).


Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ A&E Networks/ Bazmark Films/ Red Wagon Entertainment/ Spectrum Films/ Paramount Pictures/ United Artists/ Scribners/ Bantam Books/ BMG Music/ Facsimile Dustjackets LLC/ CineMaterial/ MovieStillsDB
The Great Gatsby (2013) streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
The Great Gatsby (1974) streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.05.2013.

onsdag den 13. april 2022

Baz Luhrmann: Australia (2008)


DET FJERNE LAND

Et episk forsøg uden selvironi

Af BO GREEN JENSEN

VED at bøje og strække Australiens historie, kan Baz Luhrmann samle det meste af den i skæbneåret 1939, da verden igen fører krig.
   Lady Sarah Ashley (Nicole Kidman) kommer fra England til Darwin i Northern Territory for at tvinge sin mand til at sælge kvægfarmen Faraway Downs. Da hun når det fjerne land down under, er hendes mand imidlertid død. Formentlig blev han myrdet efter ordre fra kvægbaronen King Carney (Bryan Brown), som har monopoliseret al handel i territoriet.
   Sarah hader alt ved landet i cirka ti minutter. Så overtager hun gården og bliver fortrolig med de ansatte, som både tæller ædle aboriginals og fallerede hvide australiere. Hun knytter sig stærkt til drengen Nullah (Brandon Walters), som er filmens fortæller. Nullah må ofte gemme sig for politiet, der vil anbringe ham på en institution. Lady Ashley forelsker sig i Australien. I virkeligheden er hun vel solgt allerede, da hun første gang møder The Drover (Hugh Jackman), en karismatisk kvægdriver, som ikke vil være i lommen på nogen.


MANGE kulørte forviklinger følger. Det kommer næppe bag på nogen, at Sarah bliver i Australien og skaber en lille familie i vinden sammen med Drover og Nullah. Men lykken møder betydelig modstand. Fra Carneys anslag mod Drovers kvægdrift til japanernes bombardement af Darwin er der kræfter, som prøver at udslette glæden.
   Værst er dog landets raceprogram, som var aktivt frem til 1970erne. Man tog børn af blandet ophav fra deres mødre og internerede dem i lejre, hvor missionærer fik frie hænder til at »breed out the blackness«. I Australien taler man endnu om the stolen generations, som mange fra Nullahs årgang tilhører.
   Raceloven fik en dedikeret skamstøtte, da Philip Noyce fortalte historien i Rabbit-Proof Fence (2002). Luhrmanns film bruger forbrydelsen dygtigt. For det første siger han undskyld. For det andet bliver temaet endnu en faktor, som forbinder Australia med sit store forbillede, David O. Selznicks filmatisering af Margaret Mitchells Gone with the Wind, der blev til samme år, som Luhrmanns moderne pendant finder sted.


DET lykkes for så vidt at skabe det romantiske nationalepos, som man i samtlige scener fornemmer, at filmen gerne vil være. Problemet er, at det sker for en pris. Luhrmann nedtoner sin ironiske flair, gør følelserne flade og skruer op for musikken, så ingen kan høre ham tænke. Hvis modellen er Borte med blæsten, kommer Australia derfor til kort. Sarah og Drover bliver virkelige, men deres skæbne har aldrig betydning for tilskueren på samme måde, som tilfældet var med Rhett Butler og Scarlett O’Hara.
   Der er dog meget at sætte pris på i filmen, som man gerne vil se flere gange. I første del prises naturen med alle de store billeder, man forventer. I anden del bliver japanernes bombning – som var massiv og fandt sted i februar 1942 – et sætstykke og en hel film for sig. Første akt ligner en blanding af gammeldags Hollywood-western og outback-romantik i stil med The Sundowners (1960, da. Fjerne horisonter). Anden akt tager tværsummen af From Here to Eternity (1953, da. Herfra til evigheden) og Empire of the Sun (1987, da. Solens rige).
   Det er i Darwins ruiner, da medlemmerne af den sammenbragte familie ikke ved, om deres kære dør eller lever, at man endelig tager deres følelser til sig. Drover må tro, at Sarah er død, da han sejler ud for at redde Nullah og de øvrige børn på Missionsøen. Lutringen er god og stor, da de finder hinanden igen.


TRODS en spilletid på tre timer må Australia pakke historien så tæt, at de enkelte afsnit har svært ved at skabe dybde og nærvær. Især filmens skurke, King Carney og hans sjuft af en svigersøn (David Wenham), har alt for lidt at arbejde med, og hverken den store kvægdrift gennem ørkenen eller velgørenhedsballet i Darwin, hvor Drover og Sarah omsider finder sammen, bliver bygget tilstrækkeligt op. Til gengæld træder Nullahs bedstefar, King George, lidt for ofte frem på magisk vis. Han spilles for kontinuitetens skyld af ikonet David Gulpilil (1953-2021), som 40 år før var den unge aboriginer i Nicholas Roegs Walkabout.(1971)


MOD forventning bliver urbefolkningens songlines en plausibel forbindelse mellem det nye og det gamle. Også Australia er konstrueret, så Luhrmann kan citere eksisterende kunst, ganske som han gjorde i William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) og Moulin Rouge! (2001).
   Filmens musikalske ledemotiv er Harburg og Arlens »Over the Rainbow«. Den bliver spillet på mange mundharper og fremført ubehjælpsomt af Kidman, som prøver at trøste Nullah med sangen. Der er således tale om ægte katarsis, da Nullah i biografen i Darwin endelig ser The Wizard of Oz. Det kan lige lade sig gøre kronologisk. Troldmanden fra Oz havde australsk premiere den 26. marts 1940.
   Det er smukt at citere en kilde så gavmildt, og på dén front har Luhrmann aldrig holdt sig tilbage. Det er dog ikke nok til at neutralisere et overordnet præg af kalkuleret melodrama.

Australia. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Stuart Beattie, Richard Flanagan, Ronald Harwood og Baz Luhrmann. Foto: Amanda Walker. 166 min. Australien-UK-USA 2008. Dansk premiere: 25.12.2008.


Fotos: Twentieth Century Fox/ Bazmark Films/ ScreenWest/ Dune Entertainment/ Ingenious Film Partners/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2008.

tirsdag den 12. april 2022

Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals


MÅNEN SYNGER OPERA
Tiden genopdager den store filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

DER bliver bestemt ikke fedtet med fyrværkeriet i Baz Luhrmanns musical Moulin Rouge! Filmen er et sansebombardement, som det tager timer at komme sig efter og over. Den formelig fråser i billeder og sætter fuld skrue på fra begyndelsen, men de vigtigste ting bliver sagt med musikken. Dialogen skiftevis synges og tales, men få sange bliver gjort færdige, og de er alle lånt til lejligheden. Alligevel lykkes det Luhrmann at skabe en syntese, som er original.
   Som mange store musicals kredser Moulin Rouge! om et show, der skal sættes i scene; en forestilling, som gradvis tager form, og derfor kan kommentere den egentlige handling, som selvsagt er en kærlighedsfabel.



FORFATTERSPIREN Christian (Ewan McGregor) forelsker sig på stedet i kurtisanen Satine (Nicole Kidman), da han ankommer til »landsbyen« Montmartre i »kærlighedssommeren« 1899. Satine er hovedattraktionen i Harold Zidlers natklub Moulin Rouge, hvor dekadente aristokrater går på jagt efter glubske cancansommerfugle, mens bohemerne drømmer om revolutionen på deres utætte kvistkamre over Paris.
   Det er dog ikke den melodramatiske grundskabelon, et amalgam af La Boheme, Kameliadamen og Orfeus-myten, som er hovedsagen i Moulin Rouge! Historien skabes i sangstumperne, stribevis af moderne rockhits og flere hundrede musicalsange, der alle henviser til specifikke sammenhænge, som på den måde inddrages.
   Hvis det ikke lød så højtravende, kunne man sagtens kalde filmen en postmoderne musical. Lad os nøjes med jukeboxfilm, mixtape og playlist. Alle anakronismer er absolut tilsigtede, og kakofonien udgør en stil. For en gangs skyld er mere virkelig mere.



SANGENE afvikles i udmattende medleys, som ofte blot citerer nogle linier eller samples og filtres ind i hinanden. Da Christian i prologen har skrevet »The Sound of Music« 60 år for tidligt, bistået af blandt andre Toulouse-Lautrec (John Leguizamo) og Eric Satie (Matthew Whittet), flyver kameraet ind i natklubbens grelle inferno og lader aristokraterne, bohemerne og danserne fremføre hver deres temasang på én gang.
   Aristokraterne synger Kurt Cobains »Smells Like Teen Spirit«. Cancankvinderne Christina Aguilera og Lil’l Kim byder sig til med »Lady Marmalade« (»Voulez-vous coucher avec moi?«), og bohemerne istemmer Marc Bolans »Children of the Revolution«.



FORUROLIGENDE nok fungerer det faktisk, da showmasteren Zidler (Jim Broadbent) giver tegn til, at gæsterne skal være stille. Knap nok har man forvundet synet af Kylie Minogue som absintens grønne fé, en seksualiseret Klokkeblomst, som vi mødte under indflyvningen til legendernes Montmartre, før Nicole Kidman sænkes ned fra loftet i trapez, klædt af eller på som Marlene Dietrichs »pesche Lola« i Josef von Sternbergs Der blaue Engel (1930).
   Kidman fremfører »Diamonds Are a Girl’s Best Friend«, en klassisk signatursang for Marilyn Monroe, men der er flere lag i anakronismen. Madonna kopierede koreografien fra Gentlemen Prefer Blondes (1953), Monroes platinhår og kropsnære kjole i shocking pink, da hun i 1984 lavede sin video til sangen »Material Girl« fra albummet Like a Virgin. Det bliver endelig dén, som Luhrmann citerer, da de sidste pingvinklædte aristokrater er faldet om: »We’re living in a material world/ And I am a material girl.«


SIDEN falder der lidt mere ro over feltet, for Satine bliver også forelsket i Christian. Kidman og McGregor mødes i et bjergtagende »Elephant Love Medley«, der citerer 17 kærlighedssange med Elton John og Bernie Taupins »Your Song« som ledemotiv.
   McGregor kan synge, viser det sig. Andre er dubbet eller erstattet med celebre gæster på soundtrackalbummet, som følger med filmen. Toulouse-Lautrec (John Leguizamo) synger selv temasangen »Nature Boy« i prologen. På albummet fremføres den af David Bowie.
   Satine skal ofres til Hertugen (Richard Roxburgh), en dekadent pengemand som vil finansiere bohemernes forestilling og betale for ombygningen af Moulin Rouge, hvis blot han kan få sin vilje med blomsten. Så galt går det naturligvis ikke, men det ender såmænd tragisk nok, for dette er red curtain cinema, en høj stil hvor banaliterne taler og teatralsk bliver næsten for lille et ord.



DER er ingen grænser for citatmanien, de selvoverbydende sætstykker og den underskønne scenografi, der som altid i Luhrmanns film er designet af hans hustru Catherine Martin.
   »Elephant Love Medley« har fået sin titel, fordi Satines boudoir ligger øverst i en 12 meter høj elefantfigur, der er placeret midt i Moulin Rouge. På den måde får Christian ideen til at henlægge The Sound of Music til Indien, hvilket virkelig sker i en større-højere-vildere slutning, der forløser alle spændinger.
   For resten har Satine tuberkulose, og månen synger opera, mens den blinker udførligt i flimrende sort-hvid, ganske som i filmkunstens barndom, næsten en nutid for Moulin Rouge, da Georges Méliès sendte de første mænd af sted til månen i Le voyage dans la lune (1904). Alt citeres og absorberes i Luhrmans guddommelige kitschmaskine. De eneste kilder, som ikke bliver inddraget, er faktisk John Hustons Moulin Rouge (1952) og Jean Renoirs French Cancan (1955), som ellers er de klassiske fremstillinger af Montmartre i perioden.*



BAZ Luhrmanns Moulin Rouge! er, som det vil fremgå, formidabelt opfindsom og uophørligt overvældende, et fantastisk spektakel, som det konstant er værd at følge med alle forhåndenværende sanser.
   Først bagefter melder spørgsmålet sig: Hvad skal det hele egentlig til for? Denne film er sin stil, sin kompakte tekstur, sin tæt bemalede overflade, og der er vel ingen dybere mening. Alligevel lykkes det Luhrmann at realisere sit erklærede projekt: på sloganagtig vis at hylde de evige revolutionære værdier, dvs. sandhed, skønhed, frihed og frem for alt kærlighed.
   Luhrmann kalder selv Moulin Rouge! for en kodificeret arkæologisk udgravning af filmmusicalens historie, det tredje led i hans »Red Curtain Trilogy« efter Strictly Ballroom (1992) og William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996).
   Det er også korrekt, når han minder os om, at Vincente Minnelli anvendte den eksakt samme anakronistiske strategi, da han lod Judy Garland synge »The Trolley Song«, et radiohit fra 1940erne, i Meet Me in St. Louis (1943), som udspiller sig i 1903.



ALLIGEVEL vil de færreste opfatte Moulin Rouge! og Mød mig i St. Louis som beslægtede arbejder. Snarere er Moulin Rouge! en svimmel og forvokset fætter til Lars von Triers Dancer in the Dark. Begge film forsøger faktisk at genopdage og redefinere den store klassiske filmmusical, der ikke behøver at sige undskyld, når den fortætter følelsen gennem musik og lader sangene bære de dybe konflikter, ja lader dem være normen for virkelighed, mens realismen er sat på standby. Det er således ingen tilfældighed, at begge film citerer og bekender deres kærlighed til hjertets sandhed i The Sound of Music.



*) John Hustons Moulin Rouge er en biopic om kunstneren Henri Toulouse-Lautrec (1864-1901), som bliver spillet af José Ferrer i fuld martret skala. Det er en britisk produktion fra Hustons freelanceår i Europa. De første 20 minutter er en visuel tour de force, som genskaber situationer og figurer fra Lautrecs banebrydende reklameplakater. Huston går endda i dybden med tidens grafiske trykketeknik. Filmen selv er i syngende farver, der for publikum var den primære attraktion. 
   Filmen fortæller i øvrigt om kunstnerens barndom; faldet som ødelægger hans ben og gør den voksne mand til en alkoholiseret misantrop. Zsa Zsa Gabor spiller Jane Avril. Colette Marchand er den prostituerede Marie Charlet, som kunstneren forelsker sig i. Suzanne Flon er Myriamme Hyam, den empatiske veninde, som prøver at trække ham væk fra afgrunden. Forlægget er en roman af Pierre la Mure. Filmen havde verdenspremiere på Venedig Festivalen i 1953.   
   Jean Renoirs French Cancan skildrer i meget fri form, hvordan Moulin Rouge bliver rejst på ruinerne af danserestauranten La Reine Blanche. Filmen kulminerer i den store gallaåbning, som igen kulminerer i en atletisk cancan, der får alle medvirkende ud på gulvet. Det var den første film, som instruktøren optog i Frankrig efter mere end ti år i USA.

Også French Cancan er i høj technicolor, og Renoir vil genskabe ligesom Huston. Her er det dog farver, atmosfære og motiver fra instruktørens far, Pierre-Auguste Renoir, Edgar Degas og andre impressionister. Der er ganske stor forskel på de to versioner af klubben.
   Jean Gabin spiller direktøren Danglard, der må afhænde sit varietéteater og kommer på ideen om at åbne et sted, en natklub, hvor høj og lav kan feste igennem med i hvert fald illusionen om klasseløs hedonisme. Gabin navigerer mellem en eksotisk danserinde (Maria Félix) og en ung kvinde fra kvarteret (Françoise Arnoul).
   Da Renoir kom hjem til Europa, indspillede han Le carosse d’or (1954, da. Guldkareten) i Cinécitta i Rom med Anna Magnani. Efter French Cancan fulgte Elena et les hommes (1956, da. Elena og mændene), en romantisk komedie med Ingrid Bergman, Jean Marais, Mel Ferrer og Jean Ricardo. Renoirs film er fulde af kvinder, der kan/skal vælge mellem tre mænd. Han bruger relationen som en dramaturgisk byggeklods. Le carosse d'or, French Cancan og Elena udgør en joie de vivre-trilogi. 
   Hverken Renoir eller Huston er mere historisk korrekte end Luhrmann. Alle tre film er periodestykker af deres tid. Det historiske Moulin Rouge åbnede på Boulevard de Clichy i 1889. Den oprindelige bygning brændte ned i 1915. Der er talrige andre film, som fortæller historier fra stedet. Her sidder Owen Wilson sammen med Lautrec, Degas og Gauguin og indkredser guldaldersyndromet i Woody Allens Midnight in Paris (2011). BFI har udgivet både Moulin Rouge og French Cancan på blu-ray.


Moulin Rouge. Instr.: Baz Luhrman. Manus: Craig Pearce og Baz Luhrman. Foto: Donald M. McAlpine. 128 min. Australien-USA 2001. Dansk premiere:12.10.2001.


Fotos: Twentieth Century Fox/ Bazmark Films/ Disney+/ CineMaterial/ Filmgrab/ Wikipedia (det originale Moulin Rouge i Autocrom Lumière-farver, 1914)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film.
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 19.10.2010
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.10.2001.