Translate

Viser opslag med etiketten Las Vegas. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Las Vegas. Vis alle opslag

fredag den 17. marts 2023

Mytologier | Baz Luhrmann: Elvis (2022) [Oscars 2023]


KONGEN BLIVER KRONET
Fra sanselig urtekst til fed dekadence

Af BO GREEN JENSEN

BAZ Luhrmanns film om Elvis Presley (1935-1977) er tre eller fire ting på en gang. Der er lige så mange måder at se og vurdere den på. Værket er i hvert fald et dumdristigt vovestykke. Som sådan hylder det gejsten i sit motiv.
   Elvis er filmen, der skal genstarte den musikalske legende og konsolidere kongemyten i en tid, hvor billedet lever videre, mens musikkens status er mindre selvskreven. Elvis skal så at sige forny medlemskabet, sangerens abonnement på udødelighed. Sådan er filmen bestilt og betalt for af Elvis Presley Enterprises i samarbejde med Warner Brothers – eller hvem, der nu ejer det hele for tiden.



ELVIS er samtidig værket, der skal give den australske filmskaber grebet tilbage. Luhrmann – og hans hustru, scenografen Catherine Martin, som har designet de overdådige film – var centrale kræfter i 1990erne. Strictly Ballroom (1992), William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) og Moulin Rouge! (2001) var kompakte, men helstøbte arbejder, som viste en ny måde at lave musikfilm på.
   Så ville Luhrmann prøve uden musik. Det skete med den nationalromantiske Australia (2008), som kun var en succes i hjemlandet, og med en vildt overgjort filmatisering (til og med i 3D) af F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby (2013). Der er ikke noget at sige til, at plakaten for Elvis betoner forbindelsen til »Red Curtain«-trilogien. Musik er, hvad Luhrmann virkelig kan. Som naturalist er han absolut på det jævne.



EFTER disse hensyn kommer et forsøg på at forklare, hvorfor Presley var vigtig for tidens musik. Vi skal se, hvordan drengen fra Tupelo blev til manden fra Las Vegas, der klædte sig i en hvid sparkedragt og bar kappe som en superhelt. Elvis kunne citere Also Sprach Zarathustra, men han foretrak at læse om Captain Marvel Junior. Ifølge filmen var hele hans liv et forsøg på at nå »The Rock of Eternity« – Evighedsklippen – i den obskure tegneserie.*
   Sidst, men bestemt ikke mindst, er Elvis en gedigen musikologisk bestræbelse. Luhrmann undersøger og demonstrerer, hvordan ti slags musik blev rørt sammen i gryden, fra country og blues til gospel og soul. Det samlede show er et karneval værdigt. Som en cirkusplakat, der er udført af Pablo Picasso i sen periode. Her er alt fra slank urtekst til fed dekadence. Måske også sjælen og kraften i stemmen. I hvert fald lever – og overlever – musikken.



SOM historiens livsvidne vælger Baz Luhrmann den mest forhadte person i mytekomplekset. Alle Presleys biografer har analyseret mysteriet. Hvordan kunne »Colonel« Tom Parker (1909-1997), Presleys manager, igen og igen tvinge kongen på plads? Hvori bestod den faustiske pagt? Parker var en charlatan, der løj om alt i sin baggrund. Men Presley føjede ham til det sidste.
   Her bider filmen sig fast og tager fat. Parker – som faktisk var hollænder og hed Andreas van Kujik – bliver spillet af Tom Hanks. Det er ham, der fortæller det meste af filmen. Elvis bliver spillet – fremragende – af kuglelynet Austin Butler, der gør for Presleys sange, hvad Joaquin Phoenix gjorde for Johnny Cash i James Mangolds I Walk the Line (2005).



ELVIS varer næsten tre timer. Filmen levendegør alle de mytologiske sætstykker i biografien. Mange mindre film har brugt Elvis og fundet måder at smugle ham ind på. Michael Shannon havde rollen i Elvis & Nixon (2016). Kurt Russell gav et af de mest livagtige portrætter i John Carpenters Elvis (1979). Selv Harvey Keitel (!) har spillet Presley (i David Winklers Finding Graceland fra 1998).
   Alle de små forsøg falmer i forhold til Luhrmanns skumplende monstrum. Som dog også er blidt på udvalgte steder. Elvis husker at skildre forældrene, Gladys Love og Vernon Elvis Presley, hustruen Priscilla Beaulieu og datteren Lisa Marie (1968-2023), som selv fik en svær og forblæst karriere. Den gør det nænsomt og med takt. Det kan derfor ikke undre, at familien er tilfreds.




FILMENS lydspor er sædvanen tro en vilter blanding af fortid og nutid. En drage, der slæber og slår med sin hale. Det var det store mix af pop, soul, hiphop og opera, som satte ild til det tatoverede kitsch i »Red Curtain«-trilogien. Det manglede i Australia, og i Gatsby blev det til blikdåsejazz.
   Her er den frodige sammensmeltning tilbage i høj og ufortrøden stil. Der er måske ikke en ny »Everybody's Free (To Wear Sunscreen)« i mixet, skønt Eminems »The King and I« forsøger noget lignende, men i montagerne mellem de obligatoriske hits, som Austin Butler leverer med overbevisning, er der betagende konstruktioner.
   Første gang Elvis kommer til live, er i gospelteltet på tivolipladsen, hvor han falder i trance til »I'll Fly Away«. Mest fængende ved første møde er dog ikke Presley-sangene. Det er Yola Quarteys take på Sister Rosetta Tharpes elektriske »Strange Things Happening Every Day«, som har alle de rigtige takter og ryk til at samle den politiske uro i Civil Rights-perioden.



AUSTIN Butler er bedst i sætstykker som »Heartbreak Hotel«, »Suspicious Minds« og »In The Ghetto«. Filmen genskaber 1968-øjeblikket, hvor Elvis trodser juleformatet og synger »If I Can Dream« i tv efter mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy. Alt dét er godt, hvis man kender til Elvis. Det må også være relevant for nye og kommende slægter.
   Elvis lever og fungerer i de første to timer. Anden akt kulminerer i et flugtforsøg, som Elvis er lige ved at lykkes med, da Parker behændigt spiller sin trumf og sikrer sig, at de bliver i USA og Las Vegas. Elvis går ikke ombord i privatflyet Lisa Marie. Han går tilbage til værelset, sætter sig i mørket foran væggen med tv-skærme og beder om alligevel at få besøg af Dr. Nick, som skriver piller ud.



HER kunne filmen have sluttet. I stedet følger tre kvarter, som fortæller den tunge, trivielle del af historien om narkomani og selvparodi, faldet fra tronen og den så godt som forudsagte død. Her er kun plads til montage, og selv Luhrmann kan løbe tør for ideer. Når det sker, dynger han mere på i en form, der kan ses som et visuelt sidestykke til den nu unævnelige Phil Spectors legendariske Wall of Sound.
   Mens kongen falder, trisser Tom Hanks rundt i casinoet med sit iltapparat og fortæller og funderer. Det er en bizar sammenstilling. Filmen lader Parker bryde den narrative kontrakt og være den, som viser klippet med Elvis, der synger »Unchained Melody« i en sidste deformeret udgave af sig selv. Det er det eneste sted i filmen, hvor vi ser og hører Elvis i stedet for Austin Butler. Fysikken er blevet grotesk, men stemmen er ren som tyve år før.



HVAD der lykkes bedst i Elvis, er at tale om begyndelsen og forklare, hvordan Presleys kemi er unik. Han er hvid underklasse, der blander sig frydefuldt og naturligt med afrikansk-amerikansk soul og gospel. Hans helte kommer fra Nashville og Beale Street i Memphis; Graceland er summen af hillbillydrømme. Han hænger ud med B.B. King. Han ser ingen forskel på menneskers farve.
   Elvis er en film af sin tid, og tiden er med den. Identitetspolitikken bliver omfavnet hér. Det er for første gang et stort selling point, at Elvis inkarnerede alt, som ikke var hvid middelklasse. Luhrmann og Martin deler hans glæde ved multikulturen. Den er ikke noget tillært og bagstræberisk.
   Colonel Parker-portrættet er irrelevant, og det føjer intet til forståelsen af Elvis som et amerikansk ikon. Figuren er da også reduceret til en bekvem fortællersynsvinkel. Alligevel er det sødt, når han midt i forhandlingen om Elvis-i-Vegas-for-altid husker at insistere på sin ret til at sælge lurvet merchandise. Parker påstår, at han opfandt begrebet.


MÅSKE er det ikke filmen om Elvis, men jeg vil gerne se den igen. Jeg vil høre Yola synge »Strange Things Happening Every Day«. Det er altid et godt parameter, om man har lyst til at gense og opdage mere. Det har man igen efter Elvis. Efter Australia og Gatsby kunne man ikke komme hurtigt nok hjem.
   »Elvis Presley is the king/ I was at his crowning«. Sådan sang Phil Ochs i 1970, og på koncertalbummet Gunfight at Carnegie Hall, der er optaget samme år, erklærede venstrefløjstroubaduren: »If there’s any hope for America, it lies in a revolution. And if there’s any hope for a revolution in America, it lies in getting Elvis Presley to become Che Guevara.«
   Tonen var ironisk-allegorisk, men Ochs – som havde påbegyndt sin egen nedsmeltning – var ærlig i sin kærlighed. Elvis er ikke mindst historien om, hvordan pagten med Colonel Parker forhindrede idolet i at gøre en forskel politisk. Også Luhrmann ser i dette en tragisk, forspildt mulighed. For han havde alle kortene på hånden.  
   I Elvis er vi med til kongens kroning. Det lykkes at lade ham leve igen, endda med en vis værdighed. Gå selv til billedkilden. Du vil se, hvad jeg mener med sanselig urtekst.

Elvis var Oscar-nomineret i 8 kategorier, herunder Best Picture. I Best Actor-kategorien tabte Austin Butler på målfoto til Brendan Fraser (The Whale). Ved de britiske BAFTA  Awards modtog filmen priser i 4 kategorier. Austin Butler blev årets Best Leading Actor. Det samme skete ved årets stilfærdige Golden Globes-ceremoni.


 
*) Captain Marvel Jr. var en af adskillige spin-off karakterer fra den fantastisk indviklede mytologi omkring Captain Marvel, der blev skabt i 1940 af C.C. Beck og Bill Parker og udkom på Fawcett Comics [1939-1953]. Han lever videre som DC Comics-karakteren Shazam! Guldalderserien er senest filmatiseret i 2019 med Zachary Levi og Asher Angel som drengen Billy Batson, der bliver forvandlet til voksen ved at fremsige formularen »Shazam!«. Akronymet er dannet af initialer i navnene Salomon, Herkules, Atlas, Zeus, Akilles og Merkur. Fortsættelsen Shazam! Fury of the Gods har dansk premiere den 16. marts 2023.
   Billy Batson delte sine kræfter med bl.a. tvillingesøsteren Mary og deres ven Freddy Freeman, som var handicappet. Lærlingen – som dybest set er et Superboy/Robin-sidekick – siger ikke »Shazam!«, men »Captain Marvel!«, når han forvandles og bliver en stærk, karismatisk version af sig selv. Ed Herron skrev serien sammen med Parker og Beck. Ifølge Beck var karakteren inspireret af Charles Dickens og J.M. Barrie. Freddy Freeman var Tiny Tim i A Christmas Carol; Captain Marvel Jr. var Peter Pan.
   Captain Marvel Jr. optrådte først i Whiz Comics og havde sin egen serie fra 1942. Han tog aktivt del i Anden Verdenskrig sammen med den øvrige Marvel Family. Elvis læste serien som dreng og beholdt sin samling som voksen. Der er argumenteret overbevisende for, at han baserede både sit unge look og de sene, ekstravagante kostumer med kappe på Captain Marvel Jr. En definitiv redegørelse findes på Elvis Australia – det officielle site for den australske Elvis Fan Club.



MARVEL-familien har sine kræfter fra troldmanden Shazam. De møder ham ved The Rock of Eternity, der fungerer som en blanding af hovedkvarter og magisk portal. Den ligger ofte i et nedlagt tog- eller tunnelsystem. Evighedsklippen blev introduceret i første nummer af omnibusserien The Marvel Family (1945), hvor alle karaktererne var samlet for en tid. Det er Marvel-familiens svar på Batgrotten og Ensomhedens Fæstning. 
   Alt Marvel/Shazam!-materialet har været genstand for en lang krig på ophavsret mellem DC og Marvel Comics, der har sin egen Captain Marvel-karakter. Fra 1953 til 1972 var Shazam-universet simpelt hen lukket ned. I nyere tid blev karakteren selv Elvis-fan og lod sit udstyr inspirere af idolets futuristiske kostumer. Bl.a. tegneren Alex Ross har arbejdet med denne forbindelse. 


Elvis. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Sam Bromell, Jeremy Doner, Baz Luhrmann, Craig Pearce. Foto: Mandy Walker. 159 min. Australien-USA 2022. Dansk premiere: 23.06.2022.


Fotos: Warner Bros./ Bazmark Films/ Roadshow Entertainment/ The Jackal Group/ Whalerock Industries/ SF Studios/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube/ Elvis Presley Estate/ Elvis Australia/ Grand Comics Database
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster,Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 13.09.2022
Første udgave af teksten blev lagt på Weekendavisen.dk 23.06.2022 og trykt næste dag i WA Kultur .

mandag den 17. oktober 2022

Steven Soderbergh: Ocean's Thirteen (2007)


ALLE GODE GANGE
Tredje stik fra Soderbergh og Clooney

Af BO GREEN JENSEN

DET kræver mere end almindelig flair og elegance, hvis endnu en film om hasard i Las Vegas skal lykkes. Man har været der så mange gange, at man færdes hjemmevant i kulissen. Alle kneb er benyttet i en alenlang række af actionkomedier og heist movies om elskelige slyngler, der gør bedraget til kunst og scorer kassen på samme tid. Man er faktisk tæt på at undertrykke en gaben, da de første forjættende billeder af neonvildnisset kommer op på lærredet i begyndelsen af Steven Soderberghs Ocean’s Thirteen.
   Ocean's Eleven (2001) var en tam genindspilning af Lewis Milestones lille Rat Pack-klassiker med Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford. Jeg så den samme uge som Hans Fabian Wullenwebers Klatretøsen og var mere spændt på kuppets udfald i sidstnævnte. Ocean's Twelve (2004) kom betydeligt bedre i luften og havde en distinkt duft af Rififi, The Italian Job, Thomas Crown Affæren og Mission Impossible. Stilikonerne George Clooney og Brad Pitt var faldet til i deres roller og kunne ekstemporere. Som hønen i kurven var Julia Roberts i pagt med tidsånden blevet gravid.



MAN kan næppe sige, at verden har råbt på en treer fra Soderbergh, Clooney & Co. Dog kan man ikke afskrive Ocean’s Thirteen som spekulation. Vist er der tale om dagligvarer i luksusindpakning, men det er lykkedes holdet at variere skabelonerne i en brugsfilm, som tangerer det udsøgte. For det første balancerer plottet sikkert mellem kompleksitet og fortænkthed. For det andet har billedsiden meget at tilbyde, fra en mørkeblå nathimmel over Brad Pitt, der står af flyet, til en hypertekstuel casinoscene, hvor omsætningen ved de enkelte borde bliver skrevet i luften. Fotografen hedder Peter Andrews. Det er Soderberghs alias.




HISTORIEN er selvsagt et påskud for den maskuline banter og bonding, som de selvtilfredse drengerøvsfilm er veritable orgier i. Men den er ikke uden evner, og der er også plads til selvironi. Den skrupelløse finansmand Will Bank (Al Pacino) har snydt den aldrende Reuben (Elliott Gould), en af de bedste kræfter i Oceans dusin. Nu åbner Bank sit nye hotel på hovedgaden i Las Vegas. For Ocean’s 13 gælder det om at forpurre det hele.
   Planen realiseres på mange niveauer. For eksempel bliver journalisten, der skal anmelde Banks hotel, udsat for alskens ydmygelser, mens stivstikkeren Linus (Matt Damon) klæder sig ud som kineser og smører hormonsaft bag ørerne, så han bliver uimodståelig for Ellen Barkin, der i denne film løfter arven efter Angie Dickinson og Julie Roberts. Et jordskælv fingeres med mere succes end beregnet, og gamle fjender som Andy Garcia indforskrives blandt de allierede i krigen mod Pacinos hæmningsløse kapitalist.



RESULTATET er en uimodståelig stiløvelse, der kun skuffer ved at ville så lidt. For Soderbergh og Clooney er Ocean's-filmene pengemaskiner, der skal rejse finansiering til hjertesager som Solaris, Syriana, Good Night and Good Luck og The Good German. Soderbergh synes i stigende grad at beslutte sig for at lave enten entertainment eller kunstfilm. Før i tiden blandede han kortene, og det gjorde oplevelsen mindre forudsigelig. Ocean’s Thirteen holder, hvad den lover. Man kan således gøre sin indsats og løse billet uden ængstelse.




Ocean’s 13. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Brian Koppelman og David Levien. Foto: Peter Andrews. 122 min. USA 2007. Dansk premiere: 08.06.2007.


Fotos: Warner Bros/ Village Roadshow Pictures/ Jerry Weintraub Productions Section Eight/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies
The Ocean's Trilogy Box Set udkom på Blu-ray i 2007
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007

fredag den 14. oktober 2022

To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001)



ET SPØRGSMÅL OM STIL
Steven Soderbergh genforener The Rat Pack

Af BO GREEN JENSEN

FOR 60 år siden var Ocean’s Eleven en blanding af pengemaskine og dyrt legetøj for Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og resten af svirebrødrene i det såkaldte Rat Pack. »Bestyrelsesformanden« fik selv ideen til en let spændingsfilm med Las Vegas som kulisse. Den altid forretningsbevidste Sinatra var blevet direktør for sit eget plademærke, Reprise, havde økonomiske interesser i flere skrantende klubber på det neonglitrende hovedstrøg og kunne se gevinsten ved at forene arbejde og fornøjelse.
   Vennerne kom til Las Vegas og spillede sig selv, sådan mere eller mindre, i en film der forherligede cocktails og casinoer. Man skabte opmærksomhed om spillebyen uden for lands lov og ret. Man passede sine engagementer, to koncerter om dagen pr. mand, og man havde det skægt døgnet rundt i de fem uger, hvor optagelserne stod på.



FILMKUNSTEN havde med andre ord ikke den højeste prioritet. Derimod var stil, nonchalence og selvironi de vigtige ingredienser i førsteudgaven af Ocean’s Eleven, som blev produceret efter Sinatras anvisninger og instrueret med ført hånd af veteranen Lewis Milestone (1895-1980), der havde klassikere som All Quiet on the Western Front (1930, da. Intet nyt fra vestfronten), Of Mice and Men (1939, da. Mus og mænd) og A Walk in the Sun (1945, da. Den blodige vej) bag sig.
   Milestone insisterede sjældent, mens Sinatra og kompagni gav den som mænd, der gebærder sig slet. Efter sigende tog man ikke scenerne om, hvis der var småfejl. Resultatet er den dag i dag særdeles charmerende, men man ser ikke filmen for spændingens skyld, og det gjorde man næppe heller dengang. Man ser den for stjernernes charme, og det er i den forbindelse en væsentlig pointe, at der ikke blev trukket en klar grænse mellem fiktionen og virkeligheden.



FYRRE år efter har Steven Soderbergh instrueret en ligeledes stjernebestrøet, men mere gennemarbejdet udgave af den samme historie om svindleren Danny Ocean (George Clooney i Sinatras sted), der samler elleve venner om sig og udfører alle tiders mest dristige kup i Las Vegas. Diverse detaljer – historien har sit første udspring i en novelle af George Clayton Johnson og Jack Golden Russell – er justeret, men grundideen er den samme, og Soderbergh sigter tydeligvis på at ramme en legesyg atmosfære, der matcher originalens ubesværede anslag.



I DEN gamle udgave var det fem kasinoer, som Oceans hold ville lænse på én gang. I den nye version er der tale om tre, og de tilhører alle snogen Terrence Benedict (Andy Garcia), som ikke alene er klam og lidt lapset, men ydermere har begået den fejl at blive kæreste med Ocean’s fraseparerede hustru (Julia Roberts i Angie Dickinsons rolle som »The Girl«), mens Danny sad inde. Det er derfor med en dobbelt dagsorden, at den elegante tyv går efter pengene, hvilket passer bandens øvrige medlemmer dårligt. Pengemanden Reuben (Elliott Gould) kan derimod lide det personlige motiv. Også han har et horn i siden på Benedict og indvilliger i at finansiere Oceans forberedelser.



DISSE udgør så afgjort den mest charmerende del af filmen. Boksen under kasinoerne Bellagio, Mirage og MGM Grand er bedre sikret end Fort Knox. Fordi loven i Nevada foreskriver, at banken altid må kunne indfri de summer, der satses oppe »på gulvet«, kan Oceans hold tage for givet, at der ligger 150 millioner dollars i boksen. Og fordi manuskriptet bruger en time på at beskrive de indviklede forhindringer, som holdet må overvinde, kan vi som publikum tage for givet, at dette vil ske. Imidlertid plejer selv de snedigste planer at møde modstand. Det sker stort set ikke i Ocean’s Eleven. Alt går efter bogen, mekanisk som et urværk og nogenlunde lige så inspirerende at følge.




FILMEN er underholdende på en særlig nostalgisk tv-fra-60erne måde, men så heller ikke mere. Selve kuppet kan muligvis måle sig med sætstykket i en gammel episode af Mission Impossible, men ikke med filmudgaven af samme. På et tidspunkt skal George Clooney og Matt Damon fire sig ned gennem en 60 meter dyb skakt med fotoceller på siderne. Det er nogenlunde lige så spændende som den tilsvarende scene i Klatretøsen.
   Ved hjælp af »The Pincher«, en tegneserieagtig atomknuser, kan Don Cheadle slukke al strøm i byen. Så er det jo ingen sag at være klatretyv. Med klassiske kupfilmsfavoritter som Rififi (1954), The Thomas Crown Affair (1968), The Italian Job (1969) og Le cercle rouge (1970) – eller aktuelle eksempler som Frank Oz’ The Score (2001) og David Mamets Heist (2001, da. Kuppet) – kan Ocean’s Eleven slet ikke konkurrere.




DET var heller ikke tanken, da Sinatra og kompagni optrådte på slap line som Oceans team. De var sangere og playboys, professionelle entertainere, som tog et privat persona med sig til rollen. Dean Martin sang »Ain't That a Kick in the Head«, og det var lige så vigtigt som kuppet. Sinatra ville sælge Las Vegas som fremtidens fristed og promovere en særlig maskulin livsstil, hvilket mere eller mindre lykkedes ham. I 1960 var Ocean’s Eleven så stor en succes, at the Rat Pack kunne gentage kunststykket i Robin and the Seven Hoods (1964), der er endnu mere indforstået og tilbagelænet i sin omgang med dramatiske konventioner.



GEORGE Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og de øvrige kræfter i Soderberghs udgave investerer ikke på samme måde sig selv i deres karakterer. De er sikkert bedre skuespillere, men det er netop problemet: de er bare skuespillere. Og skønt Soderbergh på besnærende vis sætter lighedstegn mellem stil og indhold, føles filmen i længden forvirret og tom.
   Centrale elementer som den intime lyssætning, den lækre jazzlyd (David Holmes har designet det nye lydspor med afsæt i Nelson Riddles gamle score, men tilføjer romantiske sætstykker som sekvensen, der bruger Claude Debussys »Clair de lune«) og det bløde glimt i øjet, som George Clooney baserer hele sin karismatiske figur på, er overført direkte fra Soderberghs egen Out of Sight (1998), der var en mere helstøbt filmatisering af en anderledes stofrig historie.



DET er derfor svært at blive revet med af begejstring. Vist er der meget for øjnene, og vist har udførelsen elegance, men man kan næppe tænke sig en mindre nødvendig film lige nu. Hvis en gourmetrestaurant solgte candyfloss, ville man anrette det på et sølvfad og sætte prisen så højt som muligt. Der ville dog stadig være tale om florlet, lyserødt sukkerstads. På samme måde er det med Soderberghs stilfulde Ocean’s Eleven.

Ocean's 11 (Elleve i Las Vegas). Instr.: Lewis Milestone. Manus: Harry Brown, Charles Lederer. Foto: William H. Daniels. 127 min. USA 1960. Dansk premiere: 23.01.1961.

Ocean’s Eleven. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Ted Griffin. Foto: Peter Andrews (alias Steven Soderbergh). 117 min. USA 2001. Dansk premiere: 15.02.2002.



Fotos: Warner Bros./ Dorchester Productions/ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainments/ Jerry Weintraub Productions/ Section Eight/ WV Films II/ St. Petersburg Clearwater Film Commission/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube/ Warner Home Video
Ocean's 11 (1960) streames på YouTube Movies
Ocean's Eleven (2001) streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY og YouTube Movies
Begge versioner findes på Blu-ray 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.02.2002