Translate

Viser opslag med etiketten Julia Roberts. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Julia Roberts. Vis alle opslag

mandag den 17. oktober 2022

Steven Soderbergh: Ocean's Thirteen (2007)


ALLE GODE GANGE
Tredje stik fra Soderbergh og Clooney

Af BO GREEN JENSEN

DET kræver mere end almindelig flair og elegance, hvis endnu en film om hasard i Las Vegas skal lykkes. Man har været der så mange gange, at man færdes hjemmevant i kulissen. Alle kneb er benyttet i en alenlang række af actionkomedier og heist movies om elskelige slyngler, der gør bedraget til kunst og scorer kassen på samme tid. Man er faktisk tæt på at undertrykke en gaben, da de første forjættende billeder af neonvildnisset kommer op på lærredet i begyndelsen af Steven Soderberghs Ocean’s Thirteen.
   Ocean's Eleven (2001) var en tam genindspilning af Lewis Milestones lille Rat Pack-klassiker med Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford. Jeg så den samme uge som Hans Fabian Wullenwebers Klatretøsen og var mere spændt på kuppets udfald i sidstnævnte. Ocean's Twelve (2004) kom betydeligt bedre i luften og havde en distinkt duft af Rififi, The Italian Job, Thomas Crown Affæren og Mission Impossible. Stilikonerne George Clooney og Brad Pitt var faldet til i deres roller og kunne ekstemporere. Som hønen i kurven var Julia Roberts i pagt med tidsånden blevet gravid.



MAN kan næppe sige, at verden har råbt på en treer fra Soderbergh, Clooney & Co. Dog kan man ikke afskrive Ocean’s Thirteen som spekulation. Vist er der tale om dagligvarer i luksusindpakning, men det er lykkedes holdet at variere skabelonerne i en brugsfilm, som tangerer det udsøgte. For det første balancerer plottet sikkert mellem kompleksitet og fortænkthed. For det andet har billedsiden meget at tilbyde, fra en mørkeblå nathimmel over Brad Pitt, der står af flyet, til en hypertekstuel casinoscene, hvor omsætningen ved de enkelte borde bliver skrevet i luften. Fotografen hedder Peter Andrews. Det er Soderberghs alias.




HISTORIEN er selvsagt et påskud for den maskuline banter og bonding, som de selvtilfredse drengerøvsfilm er veritable orgier i. Men den er ikke uden evner, og der er også plads til selvironi. Den skrupelløse finansmand Will Bank (Al Pacino) har snydt den aldrende Reuben (Elliott Gould), en af de bedste kræfter i Oceans dusin. Nu åbner Bank sit nye hotel på hovedgaden i Las Vegas. For Ocean’s 13 gælder det om at forpurre det hele.
   Planen realiseres på mange niveauer. For eksempel bliver journalisten, der skal anmelde Banks hotel, udsat for alskens ydmygelser, mens stivstikkeren Linus (Matt Damon) klæder sig ud som kineser og smører hormonsaft bag ørerne, så han bliver uimodståelig for Ellen Barkin, der i denne film løfter arven efter Angie Dickinson og Julie Roberts. Et jordskælv fingeres med mere succes end beregnet, og gamle fjender som Andy Garcia indforskrives blandt de allierede i krigen mod Pacinos hæmningsløse kapitalist.



RESULTATET er en uimodståelig stiløvelse, der kun skuffer ved at ville så lidt. For Soderbergh og Clooney er Ocean's-filmene pengemaskiner, der skal rejse finansiering til hjertesager som Solaris, Syriana, Good Night and Good Luck og The Good German. Soderbergh synes i stigende grad at beslutte sig for at lave enten entertainment eller kunstfilm. Før i tiden blandede han kortene, og det gjorde oplevelsen mindre forudsigelig. Ocean’s Thirteen holder, hvad den lover. Man kan således gøre sin indsats og løse billet uden ængstelse.




Ocean’s 13. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Brian Koppelman og David Levien. Foto: Peter Andrews. 122 min. USA 2007. Dansk premiere: 08.06.2007.


Fotos: Warner Bros/ Village Roadshow Pictures/ Jerry Weintraub Productions Section Eight/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies
The Ocean's Trilogy Box Set udkom på Blu-ray i 2007
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007

søndag den 16. oktober 2022

Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]


DET ELEGANTE DUSIN
Kupgenren lever og ånder igen

Af BO GREEN JENSEN

DER er sjældent meget at komme efter i den slags sequels, fortsættelser eller såkaldte opfølgere, som udelukkende bliver produceret, fordi førsteudgaven var en succes.
   Af samme grund kan filmene let overraske. Man venter sig så lidt, at det man får fylder en masse. Måske kan de ovenikøbet tage fusen på én helt og aldeles. Det er lige ved at ske i Steven Soderberghs elegante og velskabte Ocean’s Twelve, der begynder hvor Ocean's Eleven gav slip tre år før.
   Etteren var en opportunistisk genindspilning af Lewis Milestones rat pack-extravaganza fra 1960, et selvironisk genrestykke med bl.a. Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford som elegante barlus, der begår et opfindsomt casinokup.
   Soderbergh havde ajourført typerne, stilen og charmen, men der var ikke kommet mere dybde i historien, snarere tværtimod. Den gamle film, som i DK hed Elleve i Las Vegas, var opdateret i et pedantisk 1:1-forhold. George Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og Don Cheadle overtog efter croonerne, mens Julia Roberts havde arvet Angie Dickinsons funktion som »The Girl«, rosen i mændenes våben.
   Det var inspireret casting i en kunstgenstand, som levede af sine finesser. Selve kuppet tangerede det elementære. Cirka samtidig var der premiere på Hans Fabian Wullenwebers børnefilm Klatretøsen (2002), som bygger på en lignende præmis og kulminerer i en hæsblæsende gocartjagt. De amerikanske mænd måtte ned i en skakt for at trænge ind til den skat, som var plottets MacGuffin, dvs. genstanden alle begærer. De danske børn skulle op i et tårn. Man var faktisk mere spændt på, hvordan det gik i Klatretøsen.



TOEREN har spillet sine kort og er tilbage i udgangspositionen, med alle mand i stilling og et underforstået krav om at matche etterens omsætning, der nåede astronomiske højder. Operationen lykkes forbavsende godt. Oceans folk har indrettet sig på forskellig vis. Nogle driver for vinden. Nogle har prøvet at tilpasse sig en respektabel tilværelse. Det gælder for eksempel Ocean selv, som nu er gift med Tess og ved at etablere sig i Connecticut. Parret skal netop fejre deres tre års bryllupsdag for anden gang, da Terry Benedict (Andy Garcia) indfinder sig.
   Det gør han i prologen hos samtlige 11 medlemmer. Det var Benedicts penge, som blev stjålet i Ocean’s Eleven. I Ocean’s Twelve har en fransk mestertyv, Francois »Night Fox« Latour, af uigennemskuelige grunde sat ham på sporet af Ocean og involveret Europol-agenten Isabel Lahiri (Catherine Zeta-Jones), som Rusty Ryan (Brad Pitt) har en hed fortid med. For plottets skyld har holdet 14 dage til at rejse 160 mio. dollars. På bundlinjen gælder det om at afgøre, hvem der er tyvenes konge, Ocean eller Latour, nu hvor den enigmatiske »La Marque« ikke længere praktiserer.



EFTER et forspil i Amsterdam kommer slaget til at stå i Rom. Et fabergé-æg i strudsestørrelse skal fjernes fra et svært bevogtet museum. Udførelsen er atter en ordinær affære, et påskud for de raffinerede udenværker. De stærkeste kupfilm i nyere tid er begge genindspilninger, John McTiernans The Thomas Crown Affair (1999) og F. Gary Grays The Italian Job (2003), effektivt genbrug af planer fra en tid, hvor filmskaberne og deres publikum havde tålmodighed med detaljerigdommen. Skønt Ocean-serien er i slægt med de nævnte – den er kemisk renset for vold og effekter og lever alene på charme og plot points – gør den indforståede humor det svært at realisere en egentlig kompleksitet.



TIL gengæld giver det større felt af spillere både dybde i historien og relativ spænding om udfaldet. Vincent Cassel er indforskrevet som »The Night Fox«, men det er en sjældent uimodståelig Catharine Zeta-Jones, der driver plottet ud i alle hjørnerne. Hun markerer sig faktisk så stærkt i historien, at virkningen er begrænset, da Julia Roberts som Tess må tage flyet til Rom og redde det elegante dusin.
   Graden af indforståethed kræver, at tilskueren er i humør og spiller med. Her bliver det naturlige påskud, at Tess Ocean udgiver sig for Julia Roberts. Det siger sig selv, at hun ligner ret godt, men en ukrediteret Bruce Willis forplumrer det hele, da han gennemskuer metabedraget.
   At listen med credits end ikke nævner Willis og Albert Finney, som til slut dukker op i en vigtig lille rolle, er en markering af projektets olympisk høje cigarføring. Også Ocean’s Twelve har en diskret duft af Topkapi, Rififi og Mission Impossible, men historiens overskud kan skyldes, at den bygger på et originalt manuskript, George Nolfis Honor among Thieves, som først hen ad vejen blev tilpasset Soderberghs koncept.



GEORGE Clooney svæver atter over vandene som indbegrebet af maskulin elegance. På et tidspunkt bliver han fornærmet, da holdet diskuterer, om han ligner en mand på 50. Faktisk var Clooney kun 43, da filmen blev optaget, men man vedtager, at det gør han. Ikke mindst en moden tilskuer vil sætte pris på de mange nostalgiske krøller og fif i et stilfuldt og gennemført genrestykke, som aldrig ryster det mindste på hånden.




Ocean’s Twelve. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: George Nolfi. Foto: Chris Connier. 125 min. USA 2004. Dansk premiere: 17.12.2004.


Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Jerry Weintraub Productions/ Section Eight/ WV Films III/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.12.2004

fredag den 14. oktober 2022

To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001)



ET SPØRGSMÅL OM STIL
Steven Soderbergh genforener The Rat Pack

Af BO GREEN JENSEN

FOR 60 år siden var Ocean’s Eleven en blanding af pengemaskine og dyrt legetøj for Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og resten af svirebrødrene i det såkaldte Rat Pack. »Bestyrelsesformanden« fik selv ideen til en let spændingsfilm med Las Vegas som kulisse. Den altid forretningsbevidste Sinatra var blevet direktør for sit eget plademærke, Reprise, havde økonomiske interesser i flere skrantende klubber på det neonglitrende hovedstrøg og kunne se gevinsten ved at forene arbejde og fornøjelse.
   Vennerne kom til Las Vegas og spillede sig selv, sådan mere eller mindre, i en film der forherligede cocktails og casinoer. Man skabte opmærksomhed om spillebyen uden for lands lov og ret. Man passede sine engagementer, to koncerter om dagen pr. mand, og man havde det skægt døgnet rundt i de fem uger, hvor optagelserne stod på.



FILMKUNSTEN havde med andre ord ikke den højeste prioritet. Derimod var stil, nonchalence og selvironi de vigtige ingredienser i førsteudgaven af Ocean’s Eleven, som blev produceret efter Sinatras anvisninger og instrueret med ført hånd af veteranen Lewis Milestone (1895-1980), der havde klassikere som All Quiet on the Western Front (1930, da. Intet nyt fra vestfronten), Of Mice and Men (1939, da. Mus og mænd) og A Walk in the Sun (1945, da. Den blodige vej) bag sig.
   Milestone insisterede sjældent, mens Sinatra og kompagni gav den som mænd, der gebærder sig slet. Efter sigende tog man ikke scenerne om, hvis der var småfejl. Resultatet er den dag i dag særdeles charmerende, men man ser ikke filmen for spændingens skyld, og det gjorde man næppe heller dengang. Man ser den for stjernernes charme, og det er i den forbindelse en væsentlig pointe, at der ikke blev trukket en klar grænse mellem fiktionen og virkeligheden.



FYRRE år efter har Steven Soderbergh instrueret en ligeledes stjernebestrøet, men mere gennemarbejdet udgave af den samme historie om svindleren Danny Ocean (George Clooney i Sinatras sted), der samler elleve venner om sig og udfører alle tiders mest dristige kup i Las Vegas. Diverse detaljer – historien har sit første udspring i en novelle af George Clayton Johnson og Jack Golden Russell – er justeret, men grundideen er den samme, og Soderbergh sigter tydeligvis på at ramme en legesyg atmosfære, der matcher originalens ubesværede anslag.



I DEN gamle udgave var det fem kasinoer, som Oceans hold ville lænse på én gang. I den nye version er der tale om tre, og de tilhører alle snogen Terrence Benedict (Andy Garcia), som ikke alene er klam og lidt lapset, men ydermere har begået den fejl at blive kæreste med Ocean’s fraseparerede hustru (Julia Roberts i Angie Dickinsons rolle som »The Girl«), mens Danny sad inde. Det er derfor med en dobbelt dagsorden, at den elegante tyv går efter pengene, hvilket passer bandens øvrige medlemmer dårligt. Pengemanden Reuben (Elliott Gould) kan derimod lide det personlige motiv. Også han har et horn i siden på Benedict og indvilliger i at finansiere Oceans forberedelser.



DISSE udgør så afgjort den mest charmerende del af filmen. Boksen under kasinoerne Bellagio, Mirage og MGM Grand er bedre sikret end Fort Knox. Fordi loven i Nevada foreskriver, at banken altid må kunne indfri de summer, der satses oppe »på gulvet«, kan Oceans hold tage for givet, at der ligger 150 millioner dollars i boksen. Og fordi manuskriptet bruger en time på at beskrive de indviklede forhindringer, som holdet må overvinde, kan vi som publikum tage for givet, at dette vil ske. Imidlertid plejer selv de snedigste planer at møde modstand. Det sker stort set ikke i Ocean’s Eleven. Alt går efter bogen, mekanisk som et urværk og nogenlunde lige så inspirerende at følge.




FILMEN er underholdende på en særlig nostalgisk tv-fra-60erne måde, men så heller ikke mere. Selve kuppet kan muligvis måle sig med sætstykket i en gammel episode af Mission Impossible, men ikke med filmudgaven af samme. På et tidspunkt skal George Clooney og Matt Damon fire sig ned gennem en 60 meter dyb skakt med fotoceller på siderne. Det er nogenlunde lige så spændende som den tilsvarende scene i Klatretøsen.
   Ved hjælp af »The Pincher«, en tegneserieagtig atomknuser, kan Don Cheadle slukke al strøm i byen. Så er det jo ingen sag at være klatretyv. Med klassiske kupfilmsfavoritter som Rififi (1954), The Thomas Crown Affair (1968), The Italian Job (1969) og Le cercle rouge (1970) – eller aktuelle eksempler som Frank Oz’ The Score (2001) og David Mamets Heist (2001, da. Kuppet) – kan Ocean’s Eleven slet ikke konkurrere.




DET var heller ikke tanken, da Sinatra og kompagni optrådte på slap line som Oceans team. De var sangere og playboys, professionelle entertainere, som tog et privat persona med sig til rollen. Dean Martin sang »Ain't That a Kick in the Head«, og det var lige så vigtigt som kuppet. Sinatra ville sælge Las Vegas som fremtidens fristed og promovere en særlig maskulin livsstil, hvilket mere eller mindre lykkedes ham. I 1960 var Ocean’s Eleven så stor en succes, at the Rat Pack kunne gentage kunststykket i Robin and the Seven Hoods (1964), der er endnu mere indforstået og tilbagelænet i sin omgang med dramatiske konventioner.



GEORGE Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og de øvrige kræfter i Soderberghs udgave investerer ikke på samme måde sig selv i deres karakterer. De er sikkert bedre skuespillere, men det er netop problemet: de er bare skuespillere. Og skønt Soderbergh på besnærende vis sætter lighedstegn mellem stil og indhold, føles filmen i længden forvirret og tom.
   Centrale elementer som den intime lyssætning, den lækre jazzlyd (David Holmes har designet det nye lydspor med afsæt i Nelson Riddles gamle score, men tilføjer romantiske sætstykker som sekvensen, der bruger Claude Debussys »Clair de lune«) og det bløde glimt i øjet, som George Clooney baserer hele sin karismatiske figur på, er overført direkte fra Soderberghs egen Out of Sight (1998), der var en mere helstøbt filmatisering af en anderledes stofrig historie.



DET er derfor svært at blive revet med af begejstring. Vist er der meget for øjnene, og vist har udførelsen elegance, men man kan næppe tænke sig en mindre nødvendig film lige nu. Hvis en gourmetrestaurant solgte candyfloss, ville man anrette det på et sølvfad og sætte prisen så højt som muligt. Der ville dog stadig være tale om florlet, lyserødt sukkerstads. På samme måde er det med Soderberghs stilfulde Ocean’s Eleven.

Ocean's 11 (Elleve i Las Vegas). Instr.: Lewis Milestone. Manus: Harry Brown, Charles Lederer. Foto: William H. Daniels. 127 min. USA 1960. Dansk premiere: 23.01.1961.

Ocean’s Eleven. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Ted Griffin. Foto: Peter Andrews (alias Steven Soderbergh). 117 min. USA 2001. Dansk premiere: 15.02.2002.



Fotos: Warner Bros./ Dorchester Productions/ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainments/ Jerry Weintraub Productions/ Section Eight/ WV Films II/ St. Petersburg Clearwater Film Commission/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube/ Warner Home Video
Ocean's 11 (1960) streames på YouTube Movies
Ocean's Eleven (2001) streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY og YouTube Movies
Begge versioner findes på Blu-ray 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.02.2002