Translate

Viser opslag med etiketten George Clooney. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten George Clooney. Vis alle opslag

onsdag den 5. marts 2025

Forstadsbilleder | George Clooney: Suburbicon (2017)

   
PLANLAGTE BYER
De friserede forstæders mørke historie

Af BO GREEN JENSEN

I 2017 er det 70 år siden, at de amerikanske forstæder blev født. Her tænker jeg ikke på yderzoner, der bliver inddraget i en voksende storby. Jeg tænker på de konstruerede samfund, parcelhusområder med x antal ens typehuse, som i 1950erne blev den foretrukne boligform for hvide amerikanske familier, der søgte ud af de slidte og trængte bymidter.
   Banebryderen hed William J. Levitt (1907-1994). I 1947 købte han 400 hektar henliggende landbrugsjord på Long Island og opførte 6.000 små typehuse. Først skulle de lejes, men snart kunne de købes. Den nye by fik navnet Levittown. Da den stod færdig i 1951, var der 17.447 huse, alle med hvidt plankeværk, grønne forhaver, moderne køkken og tv.
   De fleste udflyttere var hjemsendte soldater, der skulle begynde forfra med deres familier. Øvelsen var finansieret af tilskud og statsgarantier. Det blev på den måde muligt at købe et hus til 8000 dollar med en udbetaling på 400 dollar. Veteraner betalte slet ingenting.
   

FORSTÆDERNE – under ét kaldet Suburbia eller the suburbs – var en succeshistorie, der gjorde Levitt til en af de rigeste mænd i sin tid. Han kom på forsiden af Time Magazine og var Årets Mand flere gange. Mindre opreklameret var raceadskillelsespolitikken. Husene i Levittown var forbeholdt »den kaukasiske race«.
   Bestemmelsen var kontroversiel. Højesteret fastslog, at racekriteriet var »unenforceable by law«, men myndighederne lod det passere. Levitt byggede seks Levittowns. Der var naturligvis konkurrenter. Ved 50ernes slutning boede 30 mio. amerikanere i planlagte satellitbyer. De tømte storbyer var overladt til forretning, bohemer og minoriteter.
   Der er i anledning af jubilæet kommet flere udmærkede bøger om arkitekturen, demografien og sociologien. Lad mig anbefale to: Houses for a New World: Builders and Buyers in the American Suburbs 1945-1965 (Princeton University Press, 2015) af Barbara Miller Lane og Detached America: Building Houses in Postwar Suburbia (University of Virginia Press, 2015) af James A. Jacobs.



PÅ film er George Clooneys Suburbicon den centrale markering. Det er ikke en vellykket film, men ideen har nok været god på papiret. Clooney og hans faste sparringspartner, Grant Heslov, havde selv et manuskript, der tog afsæt i en faktisk episode: I 1957 brød helvede løs, og der opstod uroligheder, da en afrikansk-amerikansk familie købte hus i Levittown.
   Samtidig huskede Clooney et manuskript af Joel og Ethan Coen, som han købte og næsten fik produceret – med sig selv i skurkerollen – i 2005. Det var en sort, sarkastisk komedie, som brødrene skrev og skrinlagde i 1986, da de fornyede den hårdkogte genre med skæve spændingsstykker som Blood Simple og Raising Arizona. De havde ikke helt signaturen endnu. Brødrenes vinkel på film noir blev siden til liflige film som Miller's Crossing, Fargo og The Man Who Wasn't There. Deres syn på forstadsmentalitten er knæsat i den sære og ret svære A Simple Man (2009).
   Det er de to ideer, den gamle Coen-historie og den nye Black Lives Matter-kommentar, der på støjende vis bliver kombineret i Suburbicon. Altså en underlig fisk af en film, og resultatet må siges at være derefter.



DET begynder i hjertet af normaliteten, hvor forstadsfascisterne protesterer, fordi den nye familie i byen er sort. Men Far (Leith M. Burke), Mor (Karimah Westbrook) og Andy Mayers kender rutinen. De flytter ind og begynder at bygge en hverdag.
   Imens, i nabohuset hos familien Lodge, forstår 12-årige Nicky ikke, hvad der foregår. Midt om natten bliver han vækket og ser sin far, sin mor og sin moster krybe for to grove mænd.
   Der er en effektiv utryghed i de første scener. Man forventer halvt et okkult ritual. I stedet – og det er en god Coen’sk pointe – bliver mystikken til en banal historie om voksne menneskers tarvelighed.



FOR dusinmennesket Gardner (Matt Damon) står i gæld. Sammen med sin svigerinde, Margaret, har han prøvet at tage livet af hustruen Rose (begge spillet af Julianne Moore), Nickys mor, som sidder i kørestol. Da drabet mislykkes i første forsøg, tager parret skarpere midler i brug.
   Nickys onkel er mistænksom. En grådig detektiv (Oscar Isaac) ringer på og siger, at sagen ikke blot dufter af svindel: den stinker og råber til himlen. Så stadig flere brikker må fjernes. Efterhånden er misantropien så tæt, at det knap nok undrer Nicky, da Rose kommer gift i hans sandwich.
   Mens Lodge-familien forsvinder i groteske intriger, bliver skafottet rejst udenfor. Der synges og hujes ved huset, hvor den sorte familie passer sit liv. Det er forbundne og dog separate historier, som måske kunne forstærke hinanden. Her ender de med at tage lys fra hinanden.
   Det eneste positive er hængslet: drengene Nicky og Andy bliver venner i ånden fra nostalgiske forstadsfabler som E.T. og Super 8.



DET er kun den brutale noir i historien, som Clooney har arvet fra brødrene Coen. Det racistiske spor er autentisk. William og Daisy Myers blev udsat for samme ekstreme chikane, da de flyttede ind i et af de 17.000 typehuse i Levittown, Pennsylvania, i sommeren 1957. De købte huset af en jødisk familie, som flyttede fra mønstersamfundet. Og familien blev boende sammen med datteren Lynda, da urolighederne gik i sig selv. De flyttede efter fire år, da William Myers fik arbejde i Harrisburg . 
   Clooney fandt historien i David Kushners bog, Levittown: Two Families, One Tycoon, and the Fight for Civil Rights in America’s Legendary Suburb (Walker Books, 2009). Her fremgår, at ejerskab afløste lejemodellen, fordi Højesteret underkendte firmaets ret til at fravælge etniske grupper. »I bund og grund var William Levitt en hykler. Og William Levitt ville ikke lade sorte flytte ind i sine huse, og da sagen kom for retten, fik han besked på at integrere. Og han ville hellere sælge sin ejendom end integrere.«
   Clooney ser episoden som et korrektiv til selvtilfredsheden, der hersker i nordstaterne. »Folk oppe nordpå elsker at tro, at de ikke havde noget at gøre med racismen,« sagde han ved filmens premiere i Venedig. »De elsker at vaske deres hænder og sige: 'Faktisk var vi progressive liberalister. Vi var imod slaveriet og for borgerrettigheder.' Men sandheden er mere kompliceret. Der var mange problemer, især i byer som Levittown.«
   Han ser en aktuel parallel til optøjerne i Charlottesville i Virginia. Og forretningsmanden Levitt som et forvarsel om Donald Trump.*


FORTÆLLINGEN skuffer, men formen er flot. Alene titelsekvensen – en lækker pastiche på tv-reklamer for livskvaliten i planlagte byer – er næsten billetprisen værd.
   Suburbicon kalder sig Eden, så naturligvis er der en slange i græsset. Men i Blue Velvet lå der et afrevent øre. Forstæderne har givet os så mange mørke historier i et frodigt register af rig paranoia, fra The Stepford Wives til Pleasantville og The Truman Show.
   Der er store realistiske film som The Ice Storm, American Beauty og Revolutionary Road. Eventyr som Edward Scissorhands og Donnie Darko. Thrillers som Disturbia, moraliteter som The Virgin Suicides. Horror fra Poltergeist til Get Out, Us og It Follows.
   Alle de fine sange forpligter. Suburbicon ligger langt nede på listen.

*) Suburbicon havde premiere på Mostraen i Venedig den 2. september 2017, hvor filmen deltog i hovedkonkurrencen. Allerede seks dage senere fulgte den nordamerikanske lancering på TIFF i Toronto, som ikke har nogen officiel konkurrence, men er større og mindst lige så vigtig. Jeg kom til Venedig i perioden 2003-2019. Det gav altid denne sære rytme, at de to festivaler overlapper hinanden. Fra 2012 og tre år frem kunne Venedig hver gang vise årets Oscarvinder som sin åbningsfilm. Så det blev ekstra attraktivt at åbne dér. Lido var fuld af amerikanske titler og filmfolk de første syv dage. Alt var hektisk og overfyldt ligesom i Cannes. I uge to begyndte Toronto, og med ét var der ledige pladser på stranden + luft til at gå på opdagelse og se nye film fra resten af verden. Jeg talte med George Clooney en enkelt gang i Venedig, men det var i 2005, da han kom med Goodnight, and Good Luck og var relativt ny som instruktør. Her er han citeret fra pressemødet efter den første visning og fra det interview, som han (og Julianne Moore og Lynda Myers) gav til Stephen Galloway fra The Hollywood Reporter den 1. september, 2017. 


Suburbicon. Instr.: George Clooney. Manus: Joel & Ethan Coen; George Clooney & Grant Heslov. Foto: Robert Elswit. 105 min. USA-Kina-UK 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.


Fotos:Suburbicon Black LLC/ Black Bear/ Bona Film Group/ Dark Castle Entertainment/ Huahua Media/ Silver Pictures/ Smokehouse Pictures/ Paramount Pictures Home Entertainment/ UIP/ Mis. Label/ CineMaterial/ MovierStillsDB/ Encyclopedia Britannica/ Time Warner/ YouTube 
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Paramount Pictures (region A) 06.02.2018
2K Blu-ray fra Mis.Label/ Noble Entertainment (region B) 12.04.2018
Anmeldelsen trykt (i kortere form og med rubrikken 'Hvidt plankeværk') i Weekendavisen Kultur 08.12.2017

mandag den 17. oktober 2022

Steven Soderbergh: Ocean's Thirteen (2007)


ALLE GODE GANGE
Tredje stik fra Soderbergh og Clooney

Af BO GREEN JENSEN

DET kræver mere end almindelig flair og elegance, hvis endnu en film om hasard i Las Vegas skal lykkes. Man har været der så mange gange, at man færdes hjemmevant i kulissen. Alle kneb er benyttet i en alenlang række af actionkomedier og heist movies om elskelige slyngler, der gør bedraget til kunst og scorer kassen på samme tid. Man er faktisk tæt på at undertrykke en gaben, da de første forjættende billeder af neonvildnisset kommer op på lærredet i begyndelsen af Steven Soderberghs Ocean’s Thirteen.
   Ocean's Eleven (2001) var en tam genindspilning af Lewis Milestones lille Rat Pack-klassiker med Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford. Jeg så den samme uge som Hans Fabian Wullenwebers Klatretøsen og var mere spændt på kuppets udfald i sidstnævnte. Ocean's Twelve (2004) kom betydeligt bedre i luften og havde en distinkt duft af Rififi, The Italian Job, Thomas Crown Affæren og Mission Impossible. Stilikonerne George Clooney og Brad Pitt var faldet til i deres roller og kunne ekstemporere. Som hønen i kurven var Julia Roberts i pagt med tidsånden blevet gravid.



MAN kan næppe sige, at verden har råbt på en treer fra Soderbergh, Clooney & Co. Dog kan man ikke afskrive Ocean’s Thirteen som spekulation. Vist er der tale om dagligvarer i luksusindpakning, men det er lykkedes holdet at variere skabelonerne i en brugsfilm, som tangerer det udsøgte. For det første balancerer plottet sikkert mellem kompleksitet og fortænkthed. For det andet har billedsiden meget at tilbyde, fra en mørkeblå nathimmel over Brad Pitt, der står af flyet, til en hypertekstuel casinoscene, hvor omsætningen ved de enkelte borde bliver skrevet i luften. Fotografen hedder Peter Andrews. Det er Soderberghs alias.




HISTORIEN er selvsagt et påskud for den maskuline banter og bonding, som de selvtilfredse drengerøvsfilm er veritable orgier i. Men den er ikke uden evner, og der er også plads til selvironi. Den skrupelløse finansmand Will Bank (Al Pacino) har snydt den aldrende Reuben (Elliott Gould), en af de bedste kræfter i Oceans dusin. Nu åbner Bank sit nye hotel på hovedgaden i Las Vegas. For Ocean’s 13 gælder det om at forpurre det hele.
   Planen realiseres på mange niveauer. For eksempel bliver journalisten, der skal anmelde Banks hotel, udsat for alskens ydmygelser, mens stivstikkeren Linus (Matt Damon) klæder sig ud som kineser og smører hormonsaft bag ørerne, så han bliver uimodståelig for Ellen Barkin, der i denne film løfter arven efter Angie Dickinson og Julie Roberts. Et jordskælv fingeres med mere succes end beregnet, og gamle fjender som Andy Garcia indforskrives blandt de allierede i krigen mod Pacinos hæmningsløse kapitalist.



RESULTATET er en uimodståelig stiløvelse, der kun skuffer ved at ville så lidt. For Soderbergh og Clooney er Ocean's-filmene pengemaskiner, der skal rejse finansiering til hjertesager som Solaris, Syriana, Good Night and Good Luck og The Good German. Soderbergh synes i stigende grad at beslutte sig for at lave enten entertainment eller kunstfilm. Før i tiden blandede han kortene, og det gjorde oplevelsen mindre forudsigelig. Ocean’s Thirteen holder, hvad den lover. Man kan således gøre sin indsats og løse billet uden ængstelse.




Ocean’s 13. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Brian Koppelman og David Levien. Foto: Peter Andrews. 122 min. USA 2007. Dansk premiere: 08.06.2007.


Fotos: Warner Bros/ Village Roadshow Pictures/ Jerry Weintraub Productions Section Eight/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies
The Ocean's Trilogy Box Set udkom på Blu-ray i 2007
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007

søndag den 16. oktober 2022

Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]


DET ELEGANTE DUSIN
Kupgenren lever og ånder igen

Af BO GREEN JENSEN

DER er sjældent meget at komme efter i den slags sequels, fortsættelser eller såkaldte opfølgere, som udelukkende bliver produceret, fordi førsteudgaven var en succes.
   Af samme grund kan filmene let overraske. Man venter sig så lidt, at det man får fylder en masse. Måske kan de ovenikøbet tage fusen på én helt og aldeles. Det er lige ved at ske i Steven Soderberghs elegante og velskabte Ocean’s Twelve, der begynder hvor Ocean's Eleven gav slip tre år før.
   Etteren var en opportunistisk genindspilning af Lewis Milestones rat pack-extravaganza fra 1960, et selvironisk genrestykke med bl.a. Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford som elegante barlus, der begår et opfindsomt casinokup.
   Soderbergh havde ajourført typerne, stilen og charmen, men der var ikke kommet mere dybde i historien, snarere tværtimod. Den gamle film, som i DK hed Elleve i Las Vegas, var opdateret i et pedantisk 1:1-forhold. George Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og Don Cheadle overtog efter croonerne, mens Julia Roberts havde arvet Angie Dickinsons funktion som »The Girl«, rosen i mændenes våben.
   Det var inspireret casting i en kunstgenstand, som levede af sine finesser. Selve kuppet tangerede det elementære. Cirka samtidig var der premiere på Hans Fabian Wullenwebers børnefilm Klatretøsen (2002), som bygger på en lignende præmis og kulminerer i en hæsblæsende gocartjagt. De amerikanske mænd måtte ned i en skakt for at trænge ind til den skat, som var plottets MacGuffin, dvs. genstanden alle begærer. De danske børn skulle op i et tårn. Man var faktisk mere spændt på, hvordan det gik i Klatretøsen.



TOEREN har spillet sine kort og er tilbage i udgangspositionen, med alle mand i stilling og et underforstået krav om at matche etterens omsætning, der nåede astronomiske højder. Operationen lykkes forbavsende godt. Oceans folk har indrettet sig på forskellig vis. Nogle driver for vinden. Nogle har prøvet at tilpasse sig en respektabel tilværelse. Det gælder for eksempel Ocean selv, som nu er gift med Tess og ved at etablere sig i Connecticut. Parret skal netop fejre deres tre års bryllupsdag for anden gang, da Terry Benedict (Andy Garcia) indfinder sig.
   Det gør han i prologen hos samtlige 11 medlemmer. Det var Benedicts penge, som blev stjålet i Ocean’s Eleven. I Ocean’s Twelve har en fransk mestertyv, Francois »Night Fox« Latour, af uigennemskuelige grunde sat ham på sporet af Ocean og involveret Europol-agenten Isabel Lahiri (Catherine Zeta-Jones), som Rusty Ryan (Brad Pitt) har en hed fortid med. For plottets skyld har holdet 14 dage til at rejse 160 mio. dollars. På bundlinjen gælder det om at afgøre, hvem der er tyvenes konge, Ocean eller Latour, nu hvor den enigmatiske »La Marque« ikke længere praktiserer.



EFTER et forspil i Amsterdam kommer slaget til at stå i Rom. Et fabergé-æg i strudsestørrelse skal fjernes fra et svært bevogtet museum. Udførelsen er atter en ordinær affære, et påskud for de raffinerede udenværker. De stærkeste kupfilm i nyere tid er begge genindspilninger, John McTiernans The Thomas Crown Affair (1999) og F. Gary Grays The Italian Job (2003), effektivt genbrug af planer fra en tid, hvor filmskaberne og deres publikum havde tålmodighed med detaljerigdommen. Skønt Ocean-serien er i slægt med de nævnte – den er kemisk renset for vold og effekter og lever alene på charme og plot points – gør den indforståede humor det svært at realisere en egentlig kompleksitet.



TIL gengæld giver det større felt af spillere både dybde i historien og relativ spænding om udfaldet. Vincent Cassel er indforskrevet som »The Night Fox«, men det er en sjældent uimodståelig Catharine Zeta-Jones, der driver plottet ud i alle hjørnerne. Hun markerer sig faktisk så stærkt i historien, at virkningen er begrænset, da Julia Roberts som Tess må tage flyet til Rom og redde det elegante dusin.
   Graden af indforståethed kræver, at tilskueren er i humør og spiller med. Her bliver det naturlige påskud, at Tess Ocean udgiver sig for Julia Roberts. Det siger sig selv, at hun ligner ret godt, men en ukrediteret Bruce Willis forplumrer det hele, da han gennemskuer metabedraget.
   At listen med credits end ikke nævner Willis og Albert Finney, som til slut dukker op i en vigtig lille rolle, er en markering af projektets olympisk høje cigarføring. Også Ocean’s Twelve har en diskret duft af Topkapi, Rififi og Mission Impossible, men historiens overskud kan skyldes, at den bygger på et originalt manuskript, George Nolfis Honor among Thieves, som først hen ad vejen blev tilpasset Soderberghs koncept.



GEORGE Clooney svæver atter over vandene som indbegrebet af maskulin elegance. På et tidspunkt bliver han fornærmet, da holdet diskuterer, om han ligner en mand på 50. Faktisk var Clooney kun 43, da filmen blev optaget, men man vedtager, at det gør han. Ikke mindst en moden tilskuer vil sætte pris på de mange nostalgiske krøller og fif i et stilfuldt og gennemført genrestykke, som aldrig ryster det mindste på hånden.




Ocean’s Twelve. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: George Nolfi. Foto: Chris Connier. 125 min. USA 2004. Dansk premiere: 17.12.2004.


Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Jerry Weintraub Productions/ Section Eight/ WV Films III/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.12.2004

onsdag den 28. september 2022

David O. Russell: Three Kings (1999)


ÅH, SIKKEN HERLIG KRIG!
Eventyr, action og kritisk satire

Af BO GREEN JENSEN

PÅ afstand ser det bestemt ikke spændende ud. Plakaten for Three Kings viser George Clooney, Mark Wahlberg og rapperen Ice Cube som amerikanske ørkenrotter, der skræver mandigt gennem sandet og kniber øjnene sammen. Den ligner til forveksling de kunstværker, der plejer at sælge ordinære krigsfilm til det dødsliderlige publikumssegment. I baggrunden stiger røg op fra to eksplosionsbrande. De tre mænd er bevæbnet til tænderne og bærer på noget tungt. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være sportstasker. Så bliver man alligevel lidt interesseret. Faktisk er det heller ikke anskudte tanks, som brænder i baggrunden. Det er limousiner med irakiske vimpler på køleren.



SAGEN er nemlig, at Three Kings ikke ligner de krigsfilm, vi plejer at se. Den foregår umiddelbart efter Golfkrigen i 1991 og kaster et særdeles kritisk blik på den amerikanske Operation Ørkenstorm, men det er umuligt at forveksle den med det filosofiske billeddigt om krigens væsen til alle tider, man finder i film som Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979) og Terrence Malicks The Thin Red Line (1998).
   Snarere er der i afsættet tale om en camoufleret cowboyfilm på linie med Robert Aldrichs The Dirty Dozen (1967, da. Det beskidte dusin) eller Brian G. Huttons Kelly's Heroes (1970, da. Kellys helte), som instruktøren David O. Russell da også indrømmer at være inspireret af: nogle soldater tager på skattejagt og lader hånt om konfliktens højere mål.
   Også dén form bryder Three Kings dog, for mændene vokser med opgaven, og modsat en film som Edward Zwicks Courage under Fire (1996, da. Det afgørende bevis), som umiddelbart virker mere sober og traditionel i sin fremstilling af Golfkrigen, interesserer Russells film sig faktisk for den irakiske side af sagen. Dens syn på de politiske kræfter og mediernes håndtering af konflikten er lige så misantropisk som i Barry Levinsons Wag The Dog (1997, da. Når halen logrer med hunden), hvor man opfinder en hurtig krig, fordi præsidenten er taget med bukserne nede igen.



ALLIGEVEL er vi langt fra tonen i sorthumoristiske fnisestykker som Robert Altmans M*A*S*H (1970, da. M.A.S.H.), Mike Nichols' filmatisering af Joseph Hellers Catch-22 (1970, da. Punkt 22) eller Richard Attenboroughs Oh! What a Lovely War (1969, da. Åh, sikken herlig krig!), hvor selveste John Lennon var blandt de syngende soldater.
   Den kvindelige tv-reporter er tegnet med flere nuancer end sædvanligt, og de i udgangspunktet selviske mænd ender med at engagere og ofre sig for at hjælpe den lokale befolkning. Den slags er faktisk ikke set, siden William Holden og resten af den vilde bande gjorde fælles front med de mexicanske bønder i Sam Peckinpahs The Wild Bunch (1969, da. Den vilde bande) – som på sin tid var et anakronistisk ekko af den maskuline ridderkode i Akira Kurosawas De syv samuraier (1954). Det er med andre ord en rigtig glat forvandlingsfisk, vi hér har fået i nettet.




MEST opsigtsvækkende er billedstilen, som straks slår benene væk under tilskueren. Three Kings er klippet i en høj, hektisk, udsyret stil, der kan minde om Oliver Stones strategier i film som Natural Born Killers og U-Turn. Skæve vinkler vrider perspektivet, den flimrende hede slår igennem i både farver og lyssætning, det store billede er aldrig i ro, og man synes hele tiden at være lidt for tæt på begivenhederne til at kunne orientere sig tilfredsstillende. Det er afgjort ikke en film, som man får ro i sindet af at se, og hen ad vejen risikerer den også at blive ét med flere af de hurtige tendenser, som den på ironisk vis tager afstand fra.



RUSSELL har adskillige dagsordener, nogle mere skjulte end andre, og at det hele faktisk balancerer og hænger sammen, er ikke det mindst imponerende. Vi befinder os i Irak, og Saddam Hussein har kapituleret, men alting blæser i vinden. Internt er man i gang med en politisk udrensning og føjer fjenden for at få arbejdsro.
   De amerikanske tropper ved stort set intet om hverken stedet eller konflikten. »Skyder vi folk?« lyder filmens første replik. En partisan står på en høj og vifter med et eller andet. Troy Barlow (Wahlberg) kender ikke den aktuelle procedure. De andre interesserer sig ikke for problemet. Så han skyder for en sikkerheds skyld, og skikkelsen falder, surrealistisk, en tændstiksmand i et ørkenlandskab, som kunne været malet af Salvador Dali.



TROY er nybagt far, og filmen lader ham se hustruen og babyen hjemme i hverdagen med afstandens idylliserende blik. Da han senere bliver tortureret af en irakisk forhørsleder, som har mistet sin familie under de fjernstyrede amerikanske bombardementer, viser Russell os Troys forestilling om, hvordan det ville se ud, hvis en bombe væltede husmuren ned over konen og barnet.
   Three Kings gør overhovedet en dyd af at vise, hvad skudsår faktisk gør ved én, så det er umuligt at acceptere døden og de mange dræbte som konventioner. Oberst Gates (Clooney) forklarer de kamplystne frø, hvad der sker, når et projektil trænger ind gennem huden, og vi ser det. Kameraet følger kuglen ind i indvoldene og viser galden, der siver ud i bughulen.
   Midtvejs i filmen realiseres et opgør mellem fribytterne og nogle irakiske vagter som en serie af standsede enkeltbilleder. Vi følger hvert skud og ser, hvor det rammer. Først da borgen stormes i slutningen, giver filmen sig hen til en fejende stemning, der er hentet engros fra Indiana Jones-serien.



 

FILMENS macguffin er en guldreserve, som Saddam har konfiskeret i Kuwait. Det er den, de alle efterstræber, Clooney, Wahlberg, Ice Cube og den fjerde musketér, bondejokken Conrad, der spilles med indlevelse af Spike Jonze (instruktøren bag den originale Being John Malkovich). Guldet flytter handlingen rundt mellem skoldede lokaliteter, som faktisk er filmet i Mexico, og skatten viser sig lige så besværlig som alt Sierra Madres guld. Men mændene bliver ikke til hunde, der grådigt gnaver løs på hinanden. Tværtimod træder de i karakter som anstændige mennesker. Dét er i grunden det mest radikale.



FORMEN er effektiv, original og i længden også anstrengende. Jo mere tyngde plottet får, jo mere distraherer de visuelle nyskabelser. Flot og skarp er filmen dog til stadighed, også selv om der faktisk er fire konger, og titlen udelukkende er valgt på grund af en sangstump om De Vise Mænds Rejse. Det er i øvrigt et udmærket kompilationssoundtrack, som understøtter absurditeten på de rigtige steder. 
   Russell fornøjede med Spanking The Monkey og irriterede med Flirting With Disaster. Med denne første store studieproduktion træder han i karakter som en yngre fornyer af gamle former, en kreativ billedskaber på linie med David Fincher og Quentin Tarantino. Samtlige spillere gør det fornødne, men især Clooney og Wahlberg er godt tjent med at lægge ryg til de ekstreme strabadser.

Se også David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

Three Kings. Instr. og manus: David O. Russell. Foto: Newton Thomas Sigel. 112 min. USA 1999. Dansk premiere: 03.03.2000.


Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Coast Ridge/ Atlas Entertainment/ Junger Witt Productions/ Sandrews/ Warner Home Video/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.03.2000.