Translate

Viser opslag med etiketten John Huston. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten John Huston. Vis alle opslag

tirsdag den 12. april 2022

Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals


MÅNEN SYNGER OPERA
Tiden genopdager den store filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

DER bliver bestemt ikke fedtet med fyrværkeriet i Baz Luhrmanns musical Moulin Rouge! Filmen er et sansebombardement, som det tager timer at komme sig efter og over. Den formelig fråser i billeder og sætter fuld skrue på fra begyndelsen, men de vigtigste ting bliver sagt med musikken. Dialogen skiftevis synges og tales, men få sange bliver gjort færdige, og de er alle lånt til lejligheden. Alligevel lykkes det Luhrmann at skabe en syntese, som er original.
   Som mange store musicals kredser Moulin Rouge! om et show, der skal sættes i scene; en forestilling, som gradvis tager form, og derfor kan kommentere den egentlige handling, som selvsagt er en kærlighedsfabel.



FORFATTERSPIREN Christian (Ewan McGregor) forelsker sig på stedet i kurtisanen Satine (Nicole Kidman), da han ankommer til »landsbyen« Montmartre i »kærlighedssommeren« 1899. Satine er hovedattraktionen i Harold Zidlers natklub Moulin Rouge, hvor dekadente aristokrater går på jagt efter glubske cancansommerfugle, mens bohemerne drømmer om revolutionen på deres utætte kvistkamre over Paris.
   Det er dog ikke den melodramatiske grundskabelon, et amalgam af La Boheme, Kameliadamen og Orfeus-myten, som er hovedsagen i Moulin Rouge! Historien skabes i sangstumperne, stribevis af moderne rockhits og flere hundrede musicalsange, der alle henviser til specifikke sammenhænge, som på den måde inddrages.
   Hvis det ikke lød så højtravende, kunne man sagtens kalde filmen en postmoderne musical. Lad os nøjes med jukeboxfilm, mixtape og playlist. Alle anakronismer er absolut tilsigtede, og kakofonien udgør en stil. For en gangs skyld er mere virkelig mere.



SANGENE afvikles i udmattende medleys, som ofte blot citerer nogle linier eller samples og filtres ind i hinanden. Da Christian i prologen har skrevet »The Sound of Music« 60 år for tidligt, bistået af blandt andre Toulouse-Lautrec (John Leguizamo) og Eric Satie (Matthew Whittet), flyver kameraet ind i natklubbens grelle inferno og lader aristokraterne, bohemerne og danserne fremføre hver deres temasang på én gang.
   Aristokraterne synger Kurt Cobains »Smells Like Teen Spirit«. Cancankvinderne Christina Aguilera og Lil’l Kim byder sig til med »Lady Marmalade« (»Voulez-vous coucher avec moi?«), og bohemerne istemmer Marc Bolans »Children of the Revolution«.



FORUROLIGENDE nok fungerer det faktisk, da showmasteren Zidler (Jim Broadbent) giver tegn til, at gæsterne skal være stille. Knap nok har man forvundet synet af Kylie Minogue som absintens grønne fé, en seksualiseret Klokkeblomst, som vi mødte under indflyvningen til legendernes Montmartre, før Nicole Kidman sænkes ned fra loftet i trapez, klædt af eller på som Marlene Dietrichs »pesche Lola« i Josef von Sternbergs Der blaue Engel (1930).
   Kidman fremfører »Diamonds Are a Girl’s Best Friend«, en klassisk signatursang for Marilyn Monroe, men der er flere lag i anakronismen. Madonna kopierede koreografien fra Gentlemen Prefer Blondes (1953), Monroes platinhår og kropsnære kjole i shocking pink, da hun i 1984 lavede sin video til sangen »Material Girl« fra albummet Like a Virgin. Det bliver endelig dén, som Luhrmann citerer, da de sidste pingvinklædte aristokrater er faldet om: »We’re living in a material world/ And I am a material girl.«


SIDEN falder der lidt mere ro over feltet, for Satine bliver også forelsket i Christian. Kidman og McGregor mødes i et bjergtagende »Elephant Love Medley«, der citerer 17 kærlighedssange med Elton John og Bernie Taupins »Your Song« som ledemotiv.
   McGregor kan synge, viser det sig. Andre er dubbet eller erstattet med celebre gæster på soundtrackalbummet, som følger med filmen. Toulouse-Lautrec (John Leguizamo) synger selv temasangen »Nature Boy« i prologen. På albummet fremføres den af David Bowie.
   Satine skal ofres til Hertugen (Richard Roxburgh), en dekadent pengemand som vil finansiere bohemernes forestilling og betale for ombygningen af Moulin Rouge, hvis blot han kan få sin vilje med blomsten. Så galt går det naturligvis ikke, men det ender såmænd tragisk nok, for dette er red curtain cinema, en høj stil hvor banaliterne taler og teatralsk bliver næsten for lille et ord.



DER er ingen grænser for citatmanien, de selvoverbydende sætstykker og den underskønne scenografi, der som altid i Luhrmanns film er designet af hans hustru Catherine Martin.
   »Elephant Love Medley« har fået sin titel, fordi Satines boudoir ligger øverst i en 12 meter høj elefantfigur, der er placeret midt i Moulin Rouge. På den måde får Christian ideen til at henlægge The Sound of Music til Indien, hvilket virkelig sker i en større-højere-vildere slutning, der forløser alle spændinger.
   For resten har Satine tuberkulose, og månen synger opera, mens den blinker udførligt i flimrende sort-hvid, ganske som i filmkunstens barndom, næsten en nutid for Moulin Rouge, da Georges Méliès sendte de første mænd af sted til månen i Le voyage dans la lune (1904). Alt citeres og absorberes i Luhrmans guddommelige kitschmaskine. De eneste kilder, som ikke bliver inddraget, er faktisk John Hustons Moulin Rouge (1952) og Jean Renoirs French Cancan (1955), som ellers er de klassiske fremstillinger af Montmartre i perioden.*



BAZ Luhrmanns Moulin Rouge! er, som det vil fremgå, formidabelt opfindsom og uophørligt overvældende, et fantastisk spektakel, som det konstant er værd at følge med alle forhåndenværende sanser.
   Først bagefter melder spørgsmålet sig: Hvad skal det hele egentlig til for? Denne film er sin stil, sin kompakte tekstur, sin tæt bemalede overflade, og der er vel ingen dybere mening. Alligevel lykkes det Luhrmann at realisere sit erklærede projekt: på sloganagtig vis at hylde de evige revolutionære værdier, dvs. sandhed, skønhed, frihed og frem for alt kærlighed.
   Luhrmann kalder selv Moulin Rouge! for en kodificeret arkæologisk udgravning af filmmusicalens historie, det tredje led i hans »Red Curtain Trilogy« efter Strictly Ballroom (1992) og William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996).
   Det er også korrekt, når han minder os om, at Vincente Minnelli anvendte den eksakt samme anakronistiske strategi, da han lod Judy Garland synge »The Trolley Song«, et radiohit fra 1940erne, i Meet Me in St. Louis (1943), som udspiller sig i 1903.



ALLIGEVEL vil de færreste opfatte Moulin Rouge! og Mød mig i St. Louis som beslægtede arbejder. Snarere er Moulin Rouge! en svimmel og forvokset fætter til Lars von Triers Dancer in the Dark. Begge film forsøger faktisk at genopdage og redefinere den store klassiske filmmusical, der ikke behøver at sige undskyld, når den fortætter følelsen gennem musik og lader sangene bære de dybe konflikter, ja lader dem være normen for virkelighed, mens realismen er sat på standby. Det er således ingen tilfældighed, at begge film citerer og bekender deres kærlighed til hjertets sandhed i The Sound of Music.



*) John Hustons Moulin Rouge er en biopic om kunstneren Henri Toulouse-Lautrec (1864-1901), som bliver spillet af José Ferrer i fuld martret skala. Det er en britisk produktion fra Hustons freelanceår i Europa. De første 20 minutter er en visuel tour de force, som genskaber situationer og figurer fra Lautrecs banebrydende reklameplakater. Huston går endda i dybden med tidens grafiske trykketeknik. Filmen selv er i syngende farver, der for publikum var den primære attraktion. 
   Filmen fortæller i øvrigt om kunstnerens barndom; faldet som ødelægger hans ben og gør den voksne mand til en alkoholiseret misantrop. Zsa Zsa Gabor spiller Jane Avril. Colette Marchand er den prostituerede Marie Charlet, som kunstneren forelsker sig i. Suzanne Flon er Myriamme Hyam, den empatiske veninde, som prøver at trække ham væk fra afgrunden. Forlægget er en roman af Pierre la Mure. Filmen havde verdenspremiere på Venedig Festivalen i 1953.   
   Jean Renoirs French Cancan skildrer i meget fri form, hvordan Moulin Rouge bliver rejst på ruinerne af danserestauranten La Reine Blanche. Filmen kulminerer i den store gallaåbning, som igen kulminerer i en atletisk cancan, der får alle medvirkende ud på gulvet. Det var den første film, som instruktøren optog i Frankrig efter mere end ti år i USA.

Også French Cancan er i høj technicolor, og Renoir vil genskabe ligesom Huston. Her er det dog farver, atmosfære og motiver fra instruktørens far, Pierre-Auguste Renoir, Edgar Degas og andre impressionister. Der er ganske stor forskel på de to versioner af klubben.
   Jean Gabin spiller direktøren Danglard, der må afhænde sit varietéteater og kommer på ideen om at åbne et sted, en natklub, hvor høj og lav kan feste igennem med i hvert fald illusionen om klasseløs hedonisme. Gabin navigerer mellem en eksotisk danserinde (Maria Félix) og en ung kvinde fra kvarteret (Françoise Arnoul).
   Da Renoir kom hjem til Europa, indspillede han Le carosse d’or (1954, da. Guldkareten) i Cinécitta i Rom med Anna Magnani. Efter French Cancan fulgte Elena et les hommes (1956, da. Elena og mændene), en romantisk komedie med Ingrid Bergman, Jean Marais, Mel Ferrer og Jean Ricardo. Renoirs film er fulde af kvinder, der kan/skal vælge mellem tre mænd. Han bruger relationen som en dramaturgisk byggeklods. Le carosse d'or, French Cancan og Elena udgør en joie de vivre-trilogi. 
   Hverken Renoir eller Huston er mere historisk korrekte end Luhrmann. Alle tre film er periodestykker af deres tid. Det historiske Moulin Rouge åbnede på Boulevard de Clichy i 1889. Den oprindelige bygning brændte ned i 1915. Der er talrige andre film, som fortæller historier fra stedet. Her sidder Owen Wilson sammen med Lautrec, Degas og Gauguin og indkredser guldaldersyndromet i Woody Allens Midnight in Paris (2011). BFI har udgivet både Moulin Rouge og French Cancan på blu-ray.


Moulin Rouge. Instr.: Baz Luhrman. Manus: Craig Pearce og Baz Luhrman. Foto: Donald M. McAlpine. 128 min. Australien-USA 2001. Dansk premiere:12.10.2001.


Fotos: Twentieth Century Fox/ Bazmark Films/ Disney+/ CineMaterial/ Filmgrab/ Wikipedia (det originale Moulin Rouge i Autocrom Lumière-farver, 1914)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film.
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 19.10.2010
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.10.2001.

søndag den 2. maj 2021

Spike Lee: Da 5 Bloods [Oscars 2021] [Black Lives Matter 18]


DEN AMERIKANSKE KRIG
Veteranen Spike Lee debuterer på Netflix

Af BO GREEN JENSEN

VERDENSPREMIEREN på Da 5 Bloods skulle have været et tilløbsstykke på sidste års aflyste Cannes Festival. Spike Lee var formand for den internationale jury, så Netflix-produktionen kunne ikke konkurrere. Men filmen skulle lanceres stort og stolt på festivalen, hvor Lee har præsenteret en lang række af sine værker. Senest fik han et velfortjent comeback med BlackKklansman, som modtog Juryens Grand Prix i 2018.

   Cannes blev annulleret på grund af COVID-19, og Netflix har lagt filmen ud i alle territorier. Da 5 Bloods er en genrefortælling, der bruger elementer fra krigsfilm, adventure og noir til at belyse afrikansk-amerikanske soldaters rolle i Vietnamkrigen. Tonen er besnærende munter. Lee får i forbifarten sagt adskilligt om konflikten, som vietnamesere kalder »Den Amerikanske Krig«, og den systemiske racisme i USA.
   Især – og faktisk mere interessant – er Da 5 Bloods dog en filmskabers hyldest til nogle personlige favoritter. Dels bliver Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979, da. Dommedag nu) citeret med Wagner-musik og et utal af visuelle referencer. Dels er Da 5 Bloods i lange passager et riff på John Hustons The Treasure of Sierra Madre (da. Tre mand søger guld) fra 1948.

FIRE veteraner vender tilbage til dagens Saigon, angiveligt for at hente liget af deres befalingsmand fra dengang og flyve ham hjem til en heltebegravelse på Arlington Cemetery. De har en reel hensigt om at finde resterne af sergenten »Stormin’« Norman. Men især vil de finde en last af guldbarrer, som de var nødt til at efterlade i junglen, hvor deres blodbroder faldt.
   Tre af de fire mænd er tegnet som middelklassetyper: lægen Otis (Clarke Peters) efterlod en datter i Saigon; forretningsmanden Eddie (Norm Lewis) ligner en succes, men er faktisk i problemer; den joviale Melvin (Isiah Whitlock Jr.) ender med at ofre sig for gruppen på en måde, han har forsvoret.
   Dramaet er koncentreret i den paradoksale Paul (Delroy Lindo), som stemte på Trump i 2016, er bitter på alle og bærer republikaner-rød MAGA-kasket. Da 5 Bloods er tæt på at være hans film. Snart slutter Pauls søn, David (Jonathan Majors) sig til gruppen. Det samlede bytte bliver mindre og mindre.
   I flashbacks bliver »Stormin’« Norman spillet af Chadwick Boseman (1976-2020), der fik ikonisk status efter sin rolle som sort superhelt i Black Panther. 
   Lee markerer forskellen på nutid og datid ved at justere billedets brede. De gamle mænd spiller også de unge soldater. Det virker ret aparte. Lee har en dyb forklaring på valget – men tilføjer knastørt, at han ikke fik penge til at foretage en digital foryngelse i stil med den, som Martin Scorsese havde budget til i The Irishman.


ÅNDEN fra John Hustons klassiker er intakt. Kernen har intet at gøre med Vietnam og etnisk identitet. Tre mand søger guld var en blanding af eventyrdrama og moralsk fabel om, hvordan grådighed ødelægger et venskab. Problemerne i den gamle film begynder for alvor, da Humphrey Bogart, Tim Holt og Walter Huston faktisk finder det begravede guld i Mexico.

   Lees film bruger en time på at sætte scenen, præsentere karaktererne og give krigen kontekst. Så begynder rejsen op ad floden, ind i junglen. Konflikter i gruppen udarter. Truslen kommer fra vietnamesiske fribyttere, som er sønner af dræbte vietcongsoldater, og franske forbindelser fra Indokina-tiden. Filmens hovedskurk spilles af Jean Reno, der er blevet uigenkendeligt trind.
   Der bygges op til slutkamp i en tempelruin. Imens bliver filmen mindre skabelonagtig og mere interessant. Delroy Lindo har en vred monolog, hvor han taler direkte til kameraet. Andre karakterer fremsiger lyriske linier i traditionen fra Terrence Malicks The Thin Red Line. I flashbacks taler »Hanoi Hannah« i radioen til de sorte soldater om Marvin Gaye og The Big Red One (som var titlen på en antikrigsfilm af Samuel Fuller).

DA 5 Bloods bruger enhver anledning til at eksponere afroamerikanernes rolle i Vietnam. De udgjorde 35% af hæren, man husker som overvejende hvid. Faktisk handlede filmens første manuskript om hvide veteraner. Lee blev fristet af Huston-motivet og skrev en ny version sammen med Kevin Willmott.
   Premieren kunne været timet til protesterne efter drabet på George Floyd. Til slut når nogle af pengene frem til Black Lives Matter-bevægelsen. Lee har altid promoveret sagen, når det kunne lade sig gøre. Han lukkede BlacKkKlansman med optagelser fra gadekampe i Charlottesville. Her lader han Martin Luther King citere Langston Hughes’ digt »Let America Be America Again«.
   Der er grund til at fremhæve filmens musik. Terence Blanchard har skrevet et score, som rammer den miltære grundtone, men det er Marvin Gaye-sangene, som man tager med sig. I øvrigt har de fem mænd samme fornavne som medlemmerne af The Temptations.
   Da 5 Bloods er god at se, men det er ikke filmskaberens bedste arbejde. Hans aktuelle comeback og den identitetspolitiske situation har skabt ny interesse om Malcolm X fra 1992. Dén film fortjener en renæssance. Det er dén, du skal se, når Da 5 Bloods er slut.

Da 5 Bloods var Oscar-nomineret i kategorien Best Original Score (Terence Blanchard). Prisen gik til Pete Docters Soul.


Da 5 Bloods. Instr.: Spike Lee. Manus: Danny Bilson & Paul De Meo, Kevin Willmott & Spike Lee. Foto: Newton Thomas Sigel. 155 min. USA 2020. Dansk premiere: 12.06.2020 (streaming).


Fotos: 40 Acres & A Mule Filmworks/ Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Netflix
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.06.2020

tirsdag den 4. februar 2020

Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]


CHINATOWN REVISITED
Jake Nicholson instruerer selv fortsættelsen

VI skriver 1948. Stedet er stadig Los Angeles, og der er gået ti år, siden den fandenivoldske privatopdager Jake Gittes – Jack Nicholson i en af sin karrieres mest gavmilde glansroller – stak næsen for langt frem, fik den skåret op med en springkniv af Roman Polanski og blev forvandlet fra sulten kyniker til såret elsker gennem sin kærlighed til Faye Dunaway.
   Plottet i den genreskabende Chinatown (1974) var labyrintisk, uigennemskueligt og faktisk ganske realistisk i sin sindige kredsen om økonomiske kræfter, vandforsyning, frugtavlere og jordbesiddere i den ur-kapitalistiske showcase, som var Californien i sin vorden.
   John Hustons perverse edderkop af et frådende magtmenneske havde ikke alene bedrevet blodskam med Dunaways karakter. Han havde også fostret en datter, som han forsøgte at tage fra hende, måske for at begå endnu mere blodskam. I Noah Cross havde filmen en superskurk, hvis dekadente uhyrlighed gik over selv Nicholsons forstand og tolerancetærskel.



FØR det afsluttende skudopgør på åben gade lovede Gittes den døende Dunaway at tage sig af datteren Katherine, hvis han kunne. Men Chinatown var en film for voksne. Uhyrerne vandt, og hun forsvandt et sted i uvisheden. Den første Jake havde løst gåden, knækket mysteriet, tabt sit hjerte og vundet en pyrrhussejr. Forget it, Jake. It's Chinatown. Der var ikke ét gran af glæde i den slutning.



DET er værd at repetere intrigen, for hvis
The Two Jakes har en indbygget svaghed, er det dens betragtelige grad af indforståethed. Filmen må virke gådefuld og ufremkommelig for de få, som ikke har set Chinatown. Til gengæld har manuskriptforfatteren Robert Towne, en af Hollywoods mest solide håndværkere, virkelig gjort sig umage med portrættet af den modne Jake Gittes ti år efter tragedien.
   Townes interesse for bysamfundet Los Angeles’ vækst og misvækst i mellemkrigstiden stikker dybere end til det sædvanlige påskud for et plot. I begge film tager han udgangspunkt i autentiske sager og skildrer, hvor giftig og beskidt en forretningsgang kan blive, når et samfund har brug for vand og energi.
   Towne, der i 1988 iscenesatte sit eget manuskript til thrilleren Tequila Sunrise, skulle selv have instrueret dette flagskib blandt sequels. Så kom han op at skændes med filmens stjerne. Nicholson fik sin vilje og overtog selv instruktørstolen. Han har gjort et glimrende stykke arbejde. Det er længe siden, man har haft det så godt med at se en film, som både er en sequel, altså en fortsættelse, og en genrefilm med avancerede fyrværkerieffekter.*



JAKE Gittes er blevet rig, mæt og mere rund i sit væsen. Han specialiserer sig stadig i de utroskabssager, som ingen – mindst af alle Philip Marlowe og de øvrige private eyes, som figuren baserer sig på – ellers ville røre ved.
   Forretningen går strygende. Jake har personlig parkering foran sin private kontorbygning. Han har adskillige ansatte, skilt over døren, dyrker sin golf lidenskabeligt og bor i en overdådig art deco-lejlighed, der som resten af de fotogene periodedetaljer er en fryd for både betragterens øje og Vilmos Zsigmonds kamera.
   Jake er tilfreds og har grund til at være det. Eneste irritationsmoment er de periodiske rystelser, der minder alle menneskene i Los Angeles om, at de lever på kanten af et jordskælv.



EN dag tager han sig imidlertid af en utroskabssag for den anden Jake, byggematadoren Jake Berman (ukuelige Harvey Keitel), hvis kone ligger i med hans bedste ven og kompagnon. Så eksploderer fortiden i Jakes ansigt. Han hvirvles ind i en sag om byggegrunde, gas og olie i undergrunden, forbyttede identiteter og mord camoufleret som drab i affekt.


HVEM Kitty Berman (en lovlig nuttet og nymfeagtig Meg Tilly) egentlig er, går ret hurtigt op for tilskueren, men man hænger til det sidste på i den gotisk indviklede historie, der fører tilbage til nøglesteder og bipersoner fra Chinatown, mens opklaringen slentrer af sted efter samme halvvejs tilfældige retningslinier som i Farvel, min elskede og Det lange farvel.
   The Two Jakes er overhovedet på ambitionsniveau med sidstnævnte bittersøde Raymond Chandler-arbejde. Filmen vil både være genrestykke og passionsdrama. Den kommer snublende tæt på at lykkes, og Nicholson selv er en fornøjelse fra først til sidst, da han råber til Meg Tilly, at fortiden aldrig holder op.

*) Jack Nicholsons The Two Jakes blev indspillet 25 år efter Roman Polanskis Chinatown og havde premiere for 30 år siden. I mellemtiden har den naturligvis fået sin egen nostalgiske nimbus og periodepatina. For eksempel giver det et stik i hjertet at se, hvordan Tom Waits og Rubén Blades, begge bedre kendt som sanger-sangskrivere i 1990, gør sig stor umage i meget små roller, og det er gribende at høre Van Dyke Parks' score, der bestræber sig på at glatte alle excentriske rynker ud og levere en pastiche på sen-80ernes forestilling om detektivkontorer og røgfuld natklubjazz. Parks medvirker selv  i en lille rolle.

   Det samme gør danskeren Pia Grønning (f. 1949), som Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard, dansk filmkritiks svar på Statler & Waldorf, giver følgende skudsmål i Drømmen om Hollywood: Danske filmfolk gennem tiderne (2017): »Pludselig dukkede hun op i en lille rolle som lægen dr. Elsa Branchauer i The Two Jakes  (...) Inden da have Pia Grønning faktisk medvirket i et par film i Skandinavien. I Danmark blev hun hurtigt slået ihjel i Esben Høilund Carlsens Nitten røde roser (1974), men hun havde en hovedrolle som Cecil i Knud Leif Thomsens Hosekræmmeren (1971). Filmene har dog lignet en tilfældighed i et liv, hvor den tidligere Miss Aalborg oftest har ernæret sig som fotomodel eller indretningsarkitekt.« 
   I Sam Wassons svært underholdende bog om The Big Goodbye: Chinatown and the Last Years of Hollywood (398 s. New York: Flatiron Books, 2020) kan man læse den fulde og i sig selv ret noir-agtige historie om, hvordan Jack Nicholson, Robert Towne og produceren Robert Evans var unge og blev ældre sammen i 1960ernes, 70ernes og 80ernes Hollywood. Da New Hollywood blev en popcornsforretning, som finansimperier købte og solgte, blev det stadig sværere at holde fast i kriterier som kvalitet. Evans holdt fokus på Chinatown, da han var produktionschef på Paramount. 15 år senere forsøger Nicholson med alle midler at holde sammen på sit instruktørprojekt og på venskabet, mens Evans er ved at gå helt ned med flaget, og Towne har begravet sig i dyb, kokaindreven research. Polanski er tilknyttet, men trækker sig ret hurtigt ud. En tredje Chinatown-film, Gittes vs. Gittes, som skulle tage figuren ind i 1950ernes HUAC- og brintbombetid, blev skrinlagt efter The Two Jakes. Evans døde i 2019, Towne i 2024. Nicholson på 87 er last man standing. Han og Towne talte ikke for alvor sammen igen.



The Two Jakes. Instr.: Jack Nicholson. Manus: Robert Towne. Foto: Vilgos Zsigmond. 137 min. USA 1991. Dansk premiere: 29.11.1991


Foto: 88 Productions/ Paramount Pictures/ Paramount Home Entertainment/ Flatiron Books/ YouTube (trailer)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.11.1991