Translate

Viser opslag med etiketten Apocalypse Now. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Apocalypse Now. Vis alle opslag

lørdag den 24. august 2024

Alejandro Landes: Monos (2019)


VERDENS BEGYNDELSE (ELLER SLUTNING)
En tidløs skildring af teenagesoldater

Af BO GREEN JENSEN

DER er otte unge mennesker på toppen af et tilgroet bjerg. Klippegrunden er i niveau med skyerne. Der er slet ingen vind. Da vi ser de store børn første gang, er det morgen eller aften. Verden er blå i det dæmrende lys, og så langt øjet rækker, er der andre tilgroede bjerge.
   De unge mennesker leger en leg. De har bind for øjnene, mens de spiller fodbold. De råber navne til hinanden: Rambo, Smølf, Svensker, Hund, Ulv, Lady, Bigfoot og Boom Boom. Vi ser, at de har våben. Der er et gidsel, en amerikansk kvinde, som de kalder »Doctora«. Efter kort tid kommer en lille mand, »Budbringeren«, ridende over bjerget med en ko.
   Trods desorientering forstår vi, at de unge er teenagesoldater. Der er både drenge og piger. Budbringeren taler om, hvor meget de skylder »Organisationen«. Instruktøren Alejandro Landes (f. 1980) er colombianer. Partisanerne kunne være fra FARC, men kontekst bliver aldrig forklaret. De unge er helt uden overbevisning. De er bare soldater på bjerget.



DEN amerikanske kvinde (som spilles af Julianne Nicholson) læser op fra en avis, mens hun ryger en cigaret og bliver filmet. Ulv og Lady får Budbringerens tilladelse til at blive et par. Om natten er der fest ved bålet, hvor lyset og stemningen, som aldrig er uden en delirisk undertone, minder tilskueren om andre film, som Monos henviser til uafbrudt: Lord of the Flies, Apocalypse Now, måske Michael Hanekes Ulvetider. De unge kunne være en klasse på tur.
   Monos skildrer den gradvise opløsning i gruppen med en vild, berusende skønhed. Det er som at se på forrevne glansbilleder. Derouten begynder morgenen efter brylluppet, da de tømmermændsplagede drenge skyder løs i disen med deres våben. Koen dør, og nogen må tage skylden. Det bliver Ulv. Ulv er den første, der dør.



DER er noget, der ligner mescalineksperimenter. Så bliver billedsiden endnu mere mærkelig med negativt lys og natbriller. Doctora er en kvinde i fyrrerne. Hun er fortvivlet og skræmt, men somme tider bliver hun en voksen, der kan trøste pigerne i pubertetshæren. Hele følelsessiden af Monos er et overbevisende terra incognita.
   Efter en halv time angriber tropper, som bliver afvist af Organisationen. Så flytter fortællingen ned til floden i junglen og bliver endnu mere som Mørkets hjerte. Generelt foregår tingene i en trance, men i filmens mest spændende afsnit er det lykkedes Doctora – som hedder Sara Watson – at flygte. Hun tager en pose over hovedet, da hvepse går til angreb. Monos kommer fra begge sider, mens hun står på en bro. Hun ser på dem med sine hævede øjne. Da er hun sindbilledet på al frustreret fornuft.



SOM sagt er der Fluernes Herre i mikset. Den yngste soldat står bundet til et træ, og Rambo vil redde ham. Der er uden forklaring anbragt et grisehoved på et spyd. Rambo bliver spillet af en pige, som hedder Sofia Buenaventura. Måske er hun den androgyne overlever.
   Monos er uafbrudt smuk at betragte. Fortællingen lukker sig om sig selv. Så er junglen og bjerget atter pristine. De unge er evige skikkelser, som træder en forudbestemt skæbnedans i verdens begyndelse – eller slutning.




JEG ved ikke, om Monos røber en dybere sandhed, men jeg har sjældent set så smukke billeder. Bunkerkomplekset på bjerget er betagende som pyramider. Monos er en hallucination, som vil sige, at den fysiske verden altid er større. Vi er børn af Ouroboros. Vi lever midt i palindromet. Til slut ser vi slangens hale forsvinde.



Monos. Instr.: Alejandro Landes. Manus: Alejandro Landes, Alexis Dos Santos. Foto: Jasper Wolf. 102 min. Colombia-Argentina-Holland-Tyskland-Sverige-Uruguay-USA-Schweiz-DK 2019. Dansk premiere: 06.02.2020.


Fotos: Stela Cine/ Bord Cadre Films/ CounterNarrative Films/ Dynamo/ El Campo Cine/ Film i Väst/ Le Pacte/ Lemming Film/ Mutante Cine/ Pando Productions/ Pandora Filmproduktion/ Snowglobe Films/ Angel Films/ CineMaterial/ YouTube (trailer + clip).
Filmen streames på Filmstriben Blu-ray fra Universal Studios (region A) og Picture House Entertainment (region B) i 2020.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.02.2020.

søndag den 1. januar 2023

Vagn Lundbye: Palindromos (1991)


DET UMULIGE SNIT
Et forsvar for uafvendeligheden

Af BO GREEN JENSEN

I essaysamlingen Hjemkomster (1987) priser Vagn Lundbye (1933-2016) »anderledesheden«. For Lundbye er afvigelsen den værdi, som skal »føre til agtelse for menneskets ophav«. Han taler om bevidst at »udvikle den genialitet og anderledeshed, der kommer af den særlige hjemkomst, som det er at gå mod udviklingen.« Det er på denne organiske baggrund og i dét økologiske lys, at Palindromos – en for alvor anderledes roman – skal læses.*
   Palindromos er en både drømmende og dokumentarisk intens skildring af nogle allegoriske mænds tilværelse i »Kolonien«, en indhegning i regnskoven, hvor de sølvhårede indfødte har dem gående som en slags menneskesvin. Først har de dog kastreret dem ved »Svineritualet« og »Det umulige snit«, der vejer tungt i den langsomme, genialt monotone fabel om altings tilbagevenden til urtilstanden.
   »Verden begyndte uden mennesket,« siger amerikaneren Colombo, som på sæt og vis er en genfødt Colombus. »Der er måske ikke noget at sige til, at den også ender uden mennesket.«


COLOMBO kommer til Amazonas for at samle stof til bogen, han skriver på, en skildring af forholdet mellem missionærer og urfolk i det 20. århundrede. To tyske kvinder stopfodrer ham med giftig mad, og da han kommer til sig selv igen, er rejsen op ad floden, ind til Kolonien i Mørkets Hjerte begyndt.
   Her bliver han indlemmet i folden, i flokken af kastrerede mænd. Der er 11 af dem, og de bærer alle rebusagtige palindromnavne, hedder Koko, Didi, Wawa, Toto, Meme, Sasa, Olle osv. Der er kun en enkelt kvinde, Lulu, og som profetisk repræsentant for stedets væsen møder vi orakelskikkelsen Gagag.
   Gagag er den, som har været længst i Kolonien, og han er decideret begyndt at tale i palindromer. Et palindrom er et ord, der læses ens forfra og bagfra (madam er det gængse ordbogseksempel), eller det er – som mændenes navne – en ordkvadrat, der læses ens vandret og lodret (som tenet i den romerske satorformel).**
   Romanen og Colombos omvendte erkendelse i det mærkelige fællesskab, der opstår mellem de stækkede mænd, har med opløsningen af alle retninger at gøre, med den tilbagevenden til regnskovens moderskød, som får Gagag til at kalde Kolonien for Palindromos. Det er ham, der formulerer romanens inderste motiv:

»Verden, vi har skabt, er selvbedrag. Et lig, der er lagt i jorden. Håret vokser! Det vokser og vokser. Længere og længere! Også neglene gør det. Vokser og vokser, længere og længere. Men vi er inde i kisten! Palindromet er begyndt!«

PALINDROMET sker fyldest på de sidste sider, da Colombo ser en slange kravle ind i en tudses mund og forsvinde. Alting vender tilbage, alting glider i ét, og efterhånden bliver også bogen en tranceagtig tilstand, som læseren lever sig ind i og deler.
   Palindromos er en økologisk fabel, men her er hverken nuttede, antropomorfiske dyr, ædle vilde mennesker eller idyllisk ubesmittet natur. Dyrene er bare dyr, fortærende eller nødstedte væsener som de kastrerede mænd. Indianerne er et oprindeligt folk med sin egen uudgrundelige civilisation, og meningen med svineritualet forbliver lukket for rationel vesterlandsk tolkning.
   Naturen er fra først til sidst en oceanisk, livssitrende proces af stadig blomstring og forrådnelse; regnskoven som den søster til havet, Lundbye taler om i Hjemkomster. Med grum uafvendelighed skildres mændenes fornedrelse, leden ved igler, lyden af cikader og de nye former for ufattelighed, som mareridtet åbenbarer.


MÆNDENE er jo også som Odysseus' mænd på Aia, Kirkes ø, der bliver forvandlet til svin af troldkvinden. De kommer fra alle hjørner af den industrialiserede verden for at forstå og forgå i Palindromos, stedet for indsigt og tilbagevenden. Oraklet Gagag er helt sikkert dansk, for da han skal forklare Colombo om palindromets væsen, er det billedet af drengen på Solgrynspakken, han kalder frem af det kollektivt ubevidste.***
   Et eller andet sted er han også en Ben Gunn-skikkelse i en pervers og spejlvendt drengebog, og kastrationsritualet kunne sagtens være det unævnelige og aldrig nærmere uddybede, som de indfødte foretager sig i Joseph Conrads Heart of Darkness, der er moderskibet for denne slags fiktioner.


ET bærende palindrom bliver »returruter«. Fablen rummer overhovedet så mange fortolkningslag, at det næsten er for meget af det gode. Men også kun næsten. Romanen kræver den tid, som den tager. Læseren hænger på, ønsker at mændene ville flygte og aner også, hvorfor de ikke kan. Thi ingen flugt er mulig. Det er som Gagag siger: Palindromet er begyndt. Palindromos er en besættende anderledes bog, som er et og alt med sin retning, »den særlige hjemkomst, som det er at gå mod udviklingen.«



Vagn Lundbye: Palindromos eller Colombos sidste rejse. 264 s. Borgen, 1991.

NOTER

*) Filosofien foldes helt ud i de prægtige Næsehornsdigte (1990), hvor anderledesheden er skrevet ind og står øverst på listen med Rhinolovens ti bud:


**) Vagn Lundbye takker Marie Hvidt, »der har udarbejdet romanens palindromer«. Palindromos er i øvrigt »tilegnet de sølvhårede mandanere der blev udryddet af de hvide under kolonisationen af Amerika«.

***)  Det er virkelig svært at komme til bunds i, hvem der udførte tegningen i det ikoniske logo. »Næsten som drengen på Ota-solgryn pakken fortaber digtet sig i et optisk, evigt bedrag af den type, som franskmænd kalder for "at kaste i afgrunden" - mise en abyme,« skriver Henrik Ljungberg og Bo Tao Michaëlis om T.S. Eliots The Waste Land (1922, da. Ødemarken eller Det Golde Land) i deres inciterende inspirationsbog Lyst og labyrint (1991), da de skal anskueliggøre perspektivet i den labyrintiske læsning.
  Forbavsende mange forfattere fra boomergenerationen nævner drengen, der holder pakken med et billede af drengen, der holder pakken med et billede af drengen, der... osv., som deres urmøde med uendeligheden. Selv husker jeg mest de figurer (af fx native americans), som man kunne klippe ud af pakkens bagsider. Jeg ejer flere af Ota-bøgerne, som man samlede mærker til i perioden 1924-1942. De var sagnomspundne i min barndom, men jeg er trods alt for ung til selv at have samlet.
   I hvert fald har jeg søgt højt og lavt. De første gryn blev ristet på Havremøllen i Maribo i 1898. Firmanavnet var dengang AVENA, og pakken var grøn, rød og brun som kardus. I 1913 flyttede produktionen til Nakskov, og i 1915 blev Avena omdøbt til OTA, som er afledt af "oat(s)", dvs. det engelske ord for havre. I 1930 blev Ota opkøbt af det amerikanske Quaker Oats Company, der er lige så ikonisk i USA, som OTA Solgryn er her. Den røde pakke med tegningen af drengen, der løber i solen, blev første gang brugt ved en stor relancering i 1933.
   Siden er solen i logoet vokset, og drengen har været tilbage i perioder, især når OTA skulle sælges for sin duft af nostalgisk erindring. Konglomeratat PepsiCo opkøbte Quaker Oats i 2001. Da var fabrikken i Nakskov flyttet til England forlængst. I 2019 kom OTA igen på danske hænder, da CrispyFood i Gørlev tilbagekøbte det klassiske brand. Man sælger stadig Solgryn efter 125 år, men for tiden er solen på pakken en ren gul skive. Skønt værker om produktreklame – som f.eks. Lars Dybdahls Den danske plakat (1994) – nævner OTA Solgryn, er de (ligesom firmaets hjemmeside) tavse med hensyn til den kunstneriske proveniens. Drengen fra havregrynspakken løber sammen med Vanillepigen (som faktisk var en indisk mand) fra Tørsleffs' vaniljebreve i romaner af bl.a. Ib Michael. 


Fotos: Borgens Forlag (Gyldendal) [Palindromos m/ originaltryk af Per Kirkeby; Næsehornsdigte m/ tegning af Albrecht Dürer, 1515]/ Forfatterweb [Vagn Lundbye portræt]/ Wikimedia Commons [Amazonas Aerial Shot/ Geiger Richard (1870-1945) Kirke forvandler Odysseus' mænd til svin, 1900/ Ouroboros Mural in Ptuj, Slovenia]/ EpsilonTheory (stylized Ouroboros/ OTA Solgryn - Crispy Food A/S 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 11.10.1991

onsdag den 25. august 2021

James Gray: The Lost City of Z (2017)


EN STORSLÅET BESÆTTELSE
Skåret i stoffet fra Kipling og Kubrick

Af BO GREEN JENSEN

KORTMAGEREN Percival Fawcett var 39 år, da han mødte sin skæbne. Det skete i 1906, da han foretog sin første rejse til Mato Grosso i Brasilien. Han fortalte om fantastiske væsener, han havde set – vennen Arthur Conan Doyle baserede Professor Challengers eventyr i The Lost World (1912, da. Den forsvundne verden) på Fawcetts research. Og i en lysning, han aldrig siden kunne finde igen, så han resterne af en forhistorisk by, som han kaldte Z.
   Fawcett havde ingen arkæologisk erfaring, da han foretog den første ekspedition på vegne af Royal Geographic Society. Men han havde brug for at gøre en forskel. Efter 18 år i militæret vidste Fawcett, at han aldrig ville stige i graderne på ordinær vis. Han var en dygtig soldat, men blev altid valgt fra, fordi stamtavlen ikke var i orden. Hans far var en berømt cricketspiller, der drak sin hustrus penge op og blev berygtet.
   Fawcett gjorde tjeneste i Afrika, Irland og på Sri Lanka, som dengang hed Ceylon. Her mødte han Nina Agnes Paterson. De blev gift i 1901. Samme år gjorde Fawcett et career move, da han uddannede sig som kartograf. Parret fik to sønner og en datter, mens Fawcett igen og igen tog afsted.
   Han var hjemme i Europa for at kæmpe i 1. verdenskrig. I alt var der otte ekspeditioner. På den sidste forsvandt han sammen med sin ældste søn. Det var i 1925. Et kompas og et navneskilt dukkede op, men sløret havde lagt sig. Siden har Fawcetts skæbne været en myte på linje med Amelia Earharts forsvinden. Begge lever videre i fantasien.*



I JAMES Grays film om Fawcett bliver eventyreren fremstillet af Charlie Hunnam. Han er skildret som en dedikeret person, der ruger og reflekterer konstant. Familien er altid loyal, også når Fawcett bliver latterliggjort, og finansieringen tangerer det desperate.
   Hustruen Nina (Sienna Miller) støtter hans stræben; sønnerne undrer sig over den udtærede far. Gray sidestiller krigsoplevelserne med den dybe, grønne, forførende fred, som Fawcett finder i junglen. Gradvis går han rogue og native. Erobreren skifter side og lader regnskoven lukke sig bag ham.
   Virkelighedens Fawcett var efter alt at dømme en mere vidtløftig person. Flere af hans »opdagelser« hører hjemme i sensationernes rige. Fawcett blev ven med Henry Rider Haggard (1856-1925), der havde skrevet om Kong Salomons miner, Hun og Tågefolket. Fawcett kunne sikkert se en version af helten Allan Quatermain i sig selv. Det var de farverige skrøners tid.



GRAYS film er stemt i et mørkere register. Her er kaptajnen konstant på vej op ad floden og dybere ind i sig selv. Der er metaforiske møder, som forbinder filmen med Joseph Conrad og Rudyard Kipling. Raiders of the Lost Ark møder Apocalypse Now.
   Det gælder helt bogstaveligt. Rejsen på floden i Lost City of Z er struktureret som i Francis Ford Coppolas magnum opus. Båden bevæger sig gennem koloniseringen og imperialismens historie, før sejladsen slutter i mørkets hjerte hos landskabets oprindelige befolkning, der i begge fiktioner udfører »unævnelige« ritualer i en evig, før-kristen forestillingsverden.
   Hos Coppola er den franske Indokina-fortid repræsenteret ved besøget på en fransk plantage, hvor Willard overnatter hos Aurore Clément. Der er to møder med de strippende playmates, som optræder for soldaterne. Senere møder besætningen på Erebus dem efter en storm nede ad floden.
   I The Lost City of Z overnatter ekspeditionen hos Baron de Gondoris, en portugisisk adelsmand, hvis gummiplantage dublerer som handelsstation og er den sidste udpost før junglen begynder. Her opfører skuespillere og tjenestefolk i karikeret version en komedie, som svarer til det første møde med Playboy-pigerne i Apocalypse Now. Afsnittet om den franske plantage indgår kun i den lange version af Apocalypse Now. Og gensynet er fjernet fra det final cut, som nu er standard.
   Gray henviser naturligvis til dem alle. Cineasten har selv nævnt Werner Herzogs Fitzcarraldo (1982) – som et skræmmende eksempel på instruktøren, der forvilder sig – og sagt, at The Lost City of Z er som »David Lean med en lidt mere hallucinatorisk fornemmelse. For manden tog til junglen og gik nærmest fra forstanden«. Mærkeligst af alt er nok, at det hele vokser ud af en sandhed. Og at Fawcetts forsvinden ligger mindre end 100 år tilbage i tiden, der bestemt bliver ved som en flod.**



JAMES Gray ( f. 1969) er en af 4-5 instruktører, der kandiderer til en status som den nye Stanley Kubrick. Han har kun lavet syv film på 25 år.
   I Danmark er han bedst kendt for tre kriminelle epos om ære, der samtidig udgør en hjemstavnshistorie fra instruktørens kvarter i New York: Little Odessa (1994), The Yards (2000) og We Own the Night (2007). Både den spinkle Two Lovers (2008) og periodedramaet The Immigrant (2013) var tilløbsstykker i Frankrig. Fem af Grays film er åbnet i Cannes. I 2019 kom han til Venedig med Ad Astra, en far/søn-fortælling i sci-fi format, der kan ses som hans bud på en Rumrejsen år 2001.



ROBERT Pattinson spiller Curtin, Fawcetts trofaste assistent. Som sønnen Jack Fawcett ses Tom Holland. Der er ingen effekter. Selv kannibalerne er ægte. Darius Khondji har fotograferet lyset i junglen med den samme flair, han sædvanligvis giver mørket i byen. Der er en gammel Douglas Sirk-film, som hedder Magnificent Obsession. Det er, hvad Fawcett bliver over tid: offer for en storslået besættelse.
   Så til slut lader vi jægeren finde det sted, hvor han så den forsvundne by første gang. Et helt liv er gået tabt, mens han ledte. The Lost City of Z er på én gang anakronistisk og klassisk. Det er en af de særeste, flotteste film, jeg har set.



NOTER

*) Piloten og flypioneren Amelia Earhart (1898-1937) var den første kvinde, som fløj alene over Atlanterhavet – som passager i 1928, på en soloflyvning i 1932. Hun skrev om sine oplevelser, arbejdede for lige vilkår i faget og var en folkehelt i sin tid. I 1937 forsvandt hendes fly – et specialbygget Lockheed Electra 10E – over Stillehavet mellem Howland Island og Papua New Guinea. Ombord var også navigatøren Fred Noonan. Mysteriet har pirret fra begyndelsen. Countrysangeren Dave McEnery skrev »Amelia Earhart’s Last Flight« i 1939. Der er talrige film om Earhart. Rosalind Russell (1943), Susan Clark (1976), Diane Keaton (1994), Hilary Swank (2009) og Amy Adams (2009) har alle spillet rollen. En skov af teorier verserer: Var Earhart på mission for militæret? Blev hun og Noonan taget som japanske fanger? Og blev de henrettet? Earhart blev officielt erklæret død den 5. januar 1939. Hun er siden blevet »set« mange gange, på samme måde som Elvis Presley og Jim Morrison. Min personlige interesse stammer fra Plainsong-albummet In Search of Amelia Earhart, som Iain Matthews og Andy Roberts indspillede i 1972. Matthews bruger sangen fra 1939, sin egen »True Story of Amelia Earhart« og gospelsangen »I'll Fly Away« til at skabe et (fremragende) semi-konceptalbum. Også Joni Mitchell har skrevet om Earhart i sangen »Amelia« fra Hejira (1976). 


**) James Grays film er baseret på David Granns essayistiske beretning i The Lost City of Z: A Deadly Obsession in the Amazon (2009, da. Jagten på den forsvundne by), der begyndte som en artikel i The New Yorker fra 2005. Grann har gjort historisk true crime, farverige personer som Fawcett og mysterier som hans forsvinden til sit speciale. Der er flere i The Devil and Sherlock Holmes: Tales of Murder, Madness, and Obsession (2010). Mange andre har skrevet om Fawcetts ekspeditioner, mere eller mindre sensationalistisk, og flere er rejst i hans fodspor. Brian Fawcett, næstældste søn, samlede sin fars optegnelser i Exploration Fawcett: Journey to the Lost City of Z (1953), som i USA hedder Lost Trails, Lost Cities, og fik selv finansieret flere ekspeditioner. Arne Falk-Rønne (1920-1992), den danske journalist og forfatter, som skrev adskillige rejseskrivelser og var en god formidler, men sjældent et stort sandhedsvidne, giver sit bud på Fawcetts skæbne i Dr. Klapperslange (1977) og Klodens forunderlige mysterier (1991). Til de mest eksotiske bud hører Rob McGregors pasticheroman Indiana Jones and the Seven Veils (1991), bind 3 af 12 i serien Indiana Jones: Prequels  (1991-1999). Det giver fuldkommen mening, at Indiana Jones tager til Amazonas for at finde manden, der inspirerede George Lucas og Steven Spielberg. Der er bred enighed om, at Fawcett havde ret i sin påstand om junglebyer.

The Lost City of Z. Instr. & manus: James Gray. Foto: Darius Khondji. 141 min. USA 2016. Dansk premiere: 10.08.2017.


Fotos: Amazon Studios/ Keep Your Head/ MICA Entertainment/ MadRiver Pictures/ Northern Ireland Screen/ Plan B Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official  Bleecker Street trailer)
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 24.07.2017
4K UHD + 2K Blu-ray fra Shout! Factory (US) 19.09.2023
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.08.2017 [noter tilføjet august 2021}

søndag den 2. maj 2021

Spike Lee: Da 5 Bloods [Oscars 2021] [Black Lives Matter 18]


DEN AMERIKANSKE KRIG
Veteranen Spike Lee debuterer på Netflix

Af BO GREEN JENSEN

VERDENSPREMIEREN på Da 5 Bloods skulle have været et tilløbsstykke på sidste års aflyste Cannes Festival. Spike Lee var formand for den internationale jury, så Netflix-produktionen kunne ikke konkurrere. Men filmen skulle lanceres stort og stolt på festivalen, hvor Lee har præsenteret en lang række af sine værker. Senest fik han et velfortjent comeback med BlackKklansman, som modtog Juryens Grand Prix i 2018.

   Cannes blev annulleret på grund af COVID-19, og Netflix har lagt filmen ud i alle territorier. Da 5 Bloods er en genrefortælling, der bruger elementer fra krigsfilm, adventure og noir til at belyse afrikansk-amerikanske soldaters rolle i Vietnamkrigen. Tonen er besnærende munter. Lee får i forbifarten sagt adskilligt om konflikten, som vietnamesere kalder »Den Amerikanske Krig«, og den systemiske racisme i USA.
   Især – og faktisk mere interessant – er Da 5 Bloods dog en filmskabers hyldest til nogle personlige favoritter. Dels bliver Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979, da. Dommedag nu) citeret med Wagner-musik og et utal af visuelle referencer. Dels er Da 5 Bloods i lange passager et riff på John Hustons The Treasure of Sierra Madre (da. Tre mand søger guld) fra 1948.

FIRE veteraner vender tilbage til dagens Saigon, angiveligt for at hente liget af deres befalingsmand fra dengang og flyve ham hjem til en heltebegravelse på Arlington Cemetery. De har en reel hensigt om at finde resterne af sergenten »Stormin’« Norman. Men især vil de finde en last af guldbarrer, som de var nødt til at efterlade i junglen, hvor deres blodbroder faldt.
   Tre af de fire mænd er tegnet som middelklassetyper: lægen Otis (Clarke Peters) efterlod en datter i Saigon; forretningsmanden Eddie (Norm Lewis) ligner en succes, men er faktisk i problemer; den joviale Melvin (Isiah Whitlock Jr.) ender med at ofre sig for gruppen på en måde, han har forsvoret.
   Dramaet er koncentreret i den paradoksale Paul (Delroy Lindo), som stemte på Trump i 2016, er bitter på alle og bærer republikaner-rød MAGA-kasket. Da 5 Bloods er tæt på at være hans film. Snart slutter Pauls søn, David (Jonathan Majors) sig til gruppen. Det samlede bytte bliver mindre og mindre.
   I flashbacks bliver »Stormin’« Norman spillet af Chadwick Boseman (1976-2020), der fik ikonisk status efter sin rolle som sort superhelt i Black Panther. 
   Lee markerer forskellen på nutid og datid ved at justere billedets brede. De gamle mænd spiller også de unge soldater. Det virker ret aparte. Lee har en dyb forklaring på valget – men tilføjer knastørt, at han ikke fik penge til at foretage en digital foryngelse i stil med den, som Martin Scorsese havde budget til i The Irishman.


ÅNDEN fra John Hustons klassiker er intakt. Kernen har intet at gøre med Vietnam og etnisk identitet. Tre mand søger guld var en blanding af eventyrdrama og moralsk fabel om, hvordan grådighed ødelægger et venskab. Problemerne i den gamle film begynder for alvor, da Humphrey Bogart, Tim Holt og Walter Huston faktisk finder det begravede guld i Mexico.

   Lees film bruger en time på at sætte scenen, præsentere karaktererne og give krigen kontekst. Så begynder rejsen op ad floden, ind i junglen. Konflikter i gruppen udarter. Truslen kommer fra vietnamesiske fribyttere, som er sønner af dræbte vietcongsoldater, og franske forbindelser fra Indokina-tiden. Filmens hovedskurk spilles af Jean Reno, der er blevet uigenkendeligt trind.
   Der bygges op til slutkamp i en tempelruin. Imens bliver filmen mindre skabelonagtig og mere interessant. Delroy Lindo har en vred monolog, hvor han taler direkte til kameraet. Andre karakterer fremsiger lyriske linier i traditionen fra Terrence Malicks The Thin Red Line. I flashbacks taler »Hanoi Hannah« i radioen til de sorte soldater om Marvin Gaye og The Big Red One (som var titlen på en antikrigsfilm af Samuel Fuller).

DA 5 Bloods bruger enhver anledning til at eksponere afroamerikanernes rolle i Vietnam. De udgjorde 35% af hæren, man husker som overvejende hvid. Faktisk handlede filmens første manuskript om hvide veteraner. Lee blev fristet af Huston-motivet og skrev en ny version sammen med Kevin Willmott.
   Premieren kunne været timet til protesterne efter drabet på George Floyd. Til slut når nogle af pengene frem til Black Lives Matter-bevægelsen. Lee har altid promoveret sagen, når det kunne lade sig gøre. Han lukkede BlacKkKlansman med optagelser fra gadekampe i Charlottesville. Her lader han Martin Luther King citere Langston Hughes’ digt »Let America Be America Again«.
   Der er grund til at fremhæve filmens musik. Terence Blanchard har skrevet et score, som rammer den miltære grundtone, men det er Marvin Gaye-sangene, som man tager med sig. I øvrigt har de fem mænd samme fornavne som medlemmerne af The Temptations.
   Da 5 Bloods er god at se, men det er ikke filmskaberens bedste arbejde. Hans aktuelle comeback og den identitetspolitiske situation har skabt ny interesse om Malcolm X fra 1992. Dén film fortjener en renæssance. Det er dén, du skal se, når Da 5 Bloods er slut.

Da 5 Bloods var Oscar-nomineret i kategorien Best Original Score (Terence Blanchard). Prisen gik til Pete Docters Soul.


Da 5 Bloods. Instr.: Spike Lee. Manus: Danny Bilson & Paul De Meo, Kevin Willmott & Spike Lee. Foto: Newton Thomas Sigel. 155 min. USA 2020. Dansk premiere: 12.06.2020 (streaming).


Fotos: 40 Acres & A Mule Filmworks/ Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Netflix
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.06.2020

onsdag den 25. december 2019

Apocalypse Now – Final Cut (1979/2019)


PSYKEDELISKE SOLDATER
Coppolas hovedværk 40 år efter

Af BO GREEN JENSEN

DU kender nok handlingen i store træk: Kaptajn Willard er tilbage i Vietnam i 1969 og bliver sendt på en særlig fortrolig mission. Han skal sejle ad floden, rejse ind i mørkets hjerte og uskadeliggøre den mystiske Kurtz, en højt dekoreret elitesoldat, der har forskanset sig i junglen og praktiserer unævnelige riter.
   Willard rejser gennem krigens landskab, møder mangfoldige typer og når til templet, hvor Kurtz holder hof som en blanding af konge og guddom. Her er stammefolk og hippier. De taler dybt i mørkets hjerte. Willard fuldfører missionen. Kurtz tager imod ham. Så sætter sindet og sanserne ud i en stor sammensmeltning af napalm og kød. Junglebrynet brænder, da båden med Willard sejler tilbage.

 

APOCALYPSE Now har i 40 år været filmen, som aldrig bliver færdig. Det hænger i nogen grad sammen med tiden og det kaos, som den blev til i. Francis Ford Coppola begyndte på forarbejdet i 1975, da han læste John Milius’ manuskript, som i førsteudgaven hed The Psychedelic Soldier.
   Egentlig skulle George Lucas instruere. Han og Coppola havde stiftet produktionsselskabet Zoetrope sammen. Coppola var i vælten efter The Godfather-filmene og havde andre projekter. Lucas ville lave en anden slags krigsfilm, hurtig og håndholdt i cinema verité-stil. Formatet skulle være 16 mm, der blev blæst op. Så kunne det gøres billigt og let.
   Det var slet ikke sådan, Coppola så det. Han kunne høre helikopterne spille Wagner, før Colonel Kilgore kastede napalm over de vietnamesiske landsbyer. De ting stod allerede i Milius’ manuskript. Heldigvis fik Lucas mulighed for at begynde på Stars Wars. Så måtte Coppola selv instruere.
   Coppola har aldrig tøvet med at anerkende andres bidrag. For eksempel siger han, at det ikke er instruktøren, der skaber en god og troværdig figur. Det er skuespilleren, der får kontakt med sin karakter. Instruktøren kommer bare med stikord og faciliterer processen.
   Martin Sheen fik et hjerteslag under optagelserne af Apocalypse Now. Som Willard bærer han filmen, mens publikum gyser før mødet med Marlon Brando. Rollen blev tilbudt Jack Nicholson, Steve McQueen og Clint Eastwood. Men ingen kunne se i øjnene at tilbringe flere måneder i junglen. Nu kan man slet ikke tænke sig andre end Sheen i den rolle.



   
DA Apocalypse Now Final Cut blev vist på årets Tribeca Film Festival i New York, blev Coppola interviewet på scenen af sin kollega og fan, Steven Soderbergh. Den 80-årige filmskaber gentog, at alle de gode replikker i filmen – »Jeg elsker duften af napalm om morgenen«, »Charlie don’t surf!« osv. – kom fra Milius’ manuskript.
   Det var også Milius, som ellers går for at være en forstokket læderhals, der fandt på at bruge Mørkets hjerte (1899), Joseph Conrads korte roman eller lange novelle fra Belgisk Congo, som en nøgle til Vietnam-krigen. En engelsklærer havde sagt, at der »aldrig vil blive lavet en fyldestgørende filmatisering af Joseph Conrads Heart of Darkness.«
    Det er en sandhed med modifikationer. Orson Welles var langt med at overføre sin radioudgave af Mørkets hjerte til billedmediet, og Nicholas Roeg instruerede i 1993 en tv-film efter Conrads tekst, med Tim Roth som Marlow og John Malkovich som Kurtz. Den blegner i forhold til Coppolas film, som især er et flammende riff på romanen, men Benedict Fitzgeralds manuskript er mere end en blodfattig illustration.



APOCALYPSE blev optaget på Filippinerne i 1976 og -77. Der er skrevet adskillige bøger. Eleanor Coppola førte den dagbog, som blev til Notes (1979) og fastholdt sin mands fortvivlelse i de optagelser, som blev til dokumentaren Hearts of Darkness: A Filmmaker’s Apocalypse (1991). 
   Det amerikanske forsvarsministerium nægtede at assistere produktionen. Derfor måtte det blive Filippinerne, hvor militæret var bevæbnet med amerikansk materiel, som skulle holde partisanerne nede. Filmen om krigen i Vietnam blev lavet midt i en borgerkrig. Der var 30 helikoptere på sættet. Som Coppola siger, var der ingen digitale tricks til rådighed i 1977. Der er ingen effekter. Alle eksplosionerne er for real.


COPPOLA satte sig i bundløs gæld for at gennemføre filmen. Han brugte tre milioner dollars på at have Marlon Brando til rådighed i tre uger. Den levende legende havde ikke tabt sig som lovet, da han ankom. De sad i fem dage og talte. Så kom Brando ud af sin trailer med kronraget hoved og gav sit særlige take på den skræmmende Kurtz.
   Brando – som Coppola kalder en sød, mild og meget interessant mand – sagde til instruktøren, at han nok havde malet sig op i et hjørne. Hele rejsen på floden var blevet så sær og surrealistisk, at filmen ikke kunne slutte med den Navarones kanoner-eksplosion som Coppola havde tænkt sig. Det var nødt til at ende i Mørkets Hjerte, hvor Kurtz læser T.S. Eliots »De hule mænd« og fremstammer sidste linie i digtet, som Eliot selv havde hentet hos Conrad: »The horror! The horror!«



   
EFTER optagelserne sad Coppola længe med materialet. Den autentiske førsteudgave af filmen er et råt sammenklip, som varer 289 minutter. En piratkopi har cirkuleret, men er aldrig udgivet. Det er så også alt, hvad der mangler. Hver skitse, hver filmstump, hvert foto og arbejdspapir er bevaret og offentliggjort.
   Coppola fik endelig en distributionsaftale, men han og United Artists kunne ikke enes om filmen, der var for lang og for løs. Imens gik der rygter i pressen, og projektet blev afskrevet som en katastrofe. Han besluttede derfor at vise værket frem, skønt det ikke var færdigt. Så kunne journalisterne i det mindste få konkrete fejl at skrive om.
   I maj 1979 blev filmen lanceret i Cannes med betegnelsen »a work in progress«. Fem år før havde Coppola modtaget Guldpalmen for The Conversation (da. Aflytningen). Han kunne derfor få sin film med i hovedkonkurrencen. Den blev vist i flere kopier, som varierede lidt fra hinanden. Apocalypse Now delte Guldpalmen med Volker Schlöndorffs filmatisering af Bliktrommen.


DA filmen fik ordinær premiere, var der både 35 og 70 mm-kopier. Coppola havde klippet filmen ned til 153 minutter, ikke af lyst, men for at komme distributører og biografer i møde. Jeg så selv Dommedag nu første gang i Tivoli Bio den 26. oktober 1979. Det blev virkelig en af de oplevelser, som sendte mig ind i kritikerfaget.
   Jeg var ikke mindst fascineret af titelsekvensen, hvor lærredet viser billeder af brændende palmer, mens »The End« med The Doors bliver et musikalsk tema. Men da jeg genså filmen i en anden biograf, sad palmerne ikke før, men efter filmen.
   Oprindelig, siger Coppola, var der ingen titelsekvens. Han filmede de brændende træer, fordi myndighederne havde krævet, at holdet ryddede op efter sig, når produktionen var afviklet. Så hele lejren blev brændt, simpelt hen. Coppola brugte palmerne illustrativt, som en grafisk baggrund, der udtrykte atmosfæren i filmen, men publikum troede, at de hørte med til historien. Derfor eksperimenterede han med omrokeringer. Som sagt var der aldrig én version af den film.



DET er der nu, og den kan ses i 14 danske biografer. Der har været flere mellemstationer. På bluray-udgaven af Final Cut viser en af de små film i ekstramaterialet, hvordan farverne og lyden er forbedret gennem 40 år med diverse formater: vhs/betamax, laserdisc, dvd full screen og widescreen; HD 2K, 4K osv. Som Coppola siger før filmen: den er smukkere end nogen sinde.
   Men teknikken er noget kosmetisk. De afgørende ændringer har med indholdet og visionen at gøre. I 2001 præsenterede Coppola sammen med lyddesigneren Walter Murch en nyredigeret udgave, som hed Apocalypse Now Redux. Jeg skrev en fuld broadsheet-side i avisen, og Informations Christian Monggaard og jeg var til kaffe med Coppola og kritikeren Robert Ebert, der talte om den nye kopi i den amerikanske pavillon i Cannes. Det var umådelig stort, syntes vi. Coppola gjorde meget ud af, at han havde klippet filmen om i en masterkopi. Han kunne ikke vende processen og gå tilbage. Fremover var dette filmen.



APOCALYPSE Now Redux varer 202 minutter og har genindsat alle de scener, som blev taget ud i 1979. Der er flere scener med Willard og Kurtz. Især er der et langt besøg på en fransk plantage. Familien er blevet tilbage efter krigen i Indokina. Vi forstår, at filmen både var tænkt som en rejse ind i sindet, en psykedelisk fremstilling af USAs krig og en rejse gennem Vietnams historie. 

   Længere nede ad floden møder Willard og besætningen på patruljebåden igen de Playboy-piger, som stripper for tropperne forrest i filmen. Gensynet udspiller sig i en halvforladt lejr, hvor ingen har kommandoen mere. Det er noget af det smukkeste og særeste i Redux.
   Slutningen med Kurtz’ offerdød og Willard, der udfører ritualet fra The Golden Bough, er mere udpenslet. Her har Coppola malet sig helt op i krogen, som Brando talte om, da han ankom. Den visuelle løsning er en blanding af indisk rebtrick og høj himmelflugt.




I The Final Cut har Coppola igen fjernet 20 minutter, så spilletiden er nede på tre timer. Nu er der skåret markant i den franske afdeling. Slutningen står, som den plejer, men Coppola har fjernet gensynet med de vildfarne playmates. Det er sikkert gjort for at tækkes tidsånden, men man savner den bedrøvede lyst, som de unge soldater og kvinderne deler. De er alle sammen 19 år og skræmt fra vid og sans af det hele.
   Det kan være, at scenen vender tilbage. Også i 2001 sagde Coppola, at nu var filmen færdig. Han bliver sikkert ved med at fifle og pirke. Det er, som Ridley Scott har det med Blade Runner, der foreligger i talrige udgaver. Det flygtige væsen passer perfekt til den opblødte stemning i junglen. Apocalypse Now er, uanset hvad Milius’ lærer sagde, en fremragende filmatisering af Mørkets hjerte.
   Hvis du aldrig har set Apocalypse Now, er det nu, der skal handles. Et værk, som aldrig falmer, og en gylden fortælling om mørket i verden. Det er stadig den største antikrigsfilm.



*) Apocalypse Now Final Cut udkom (16.09.19) på dvd, blu-ray og UltraHD/4K i et bokssæt fra Lionsgate/ Studiocanal. Biografudgaven fra 1979 og Apocalypse Now Redux fra 2001 er med i boksen, som erstatter Apocalypse Now – The Complete Dossier fra 2010. Endvidere indgår Eleanor Coppolas Hearts of Darkness: A Filmmaker's Apocalypse og en række andre dokumentarer. Et highlight er Dutch Angle: Chas Gerretsen & Apocalypse Now, en dokumentar i spillefilmslængde om den hollandske fotograf, som er modellen for Dennis Hopper-figuren i filmen. På movie-censorship.com findes en frame-by-frame sammenligning af forskelle mellem Redux og Final Cut.


Apocalypse Now – The Final Cut. Instr.: Francis Ford Coppola. Manus: John Milus, Michael Herr, Francis Ford Coppola. Foto: Vittorio Storaro. 183 min. USA 1979/2019. Dansk premiere: 28.11.2019.


Foto: American Zoetrope/ StudioCanal/ Another World Entertainment
Filmen streames på Blockbuster og iTunes
Artiklen stod let forkortet i Weekendavisen Kultur 29.11.2019.