Translate

Viser opslag med etiketten David Grann. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten David Grann. Vis alle opslag

fredag den 14. januar 2022

David Lowery | Robert Redford: The Old Man and the Gun (2018)


EN GAMMEL MAND MED KLARE ØJNE
Robert Redford tager afsked med tiden og kunsten

Af BO GREEN JENSEN

SKUESPILLEREN Robert Redford (f. 1936) siger officielt farvel med den sandfærdige skrøne om bankrøveren Forrest Tucker. Det er sådan noget, gamle stjerner gør, og hvis svanesangen passer til stemmen, der synger, kan det være bevægende på en meningsfuld måde. En sjælden gang kan det være regulært episk. John Gielgud (1904-2000) var 86 år, da han gav sit yderste i Prospero's Books (1991), Peter Greenaways dekonstruktion af The Tempest. Harry Dean Stanton var 90, da han spillede titelrollen i Lucky (2017).
   Den sidste gentleman ligner The Mule (2018) og Cry Macho (2021), Clint Eastwoods seneste alderdomsværker. Disse film er små, elegiske spændingshistorier, hvor en sej gammel mand vinder sidste etape, ikke på trods, men i kraft af sin alder.


MODSAT den lidt ældre Eastwood, har Redford ikke selv iscenesat. David Lowery (A Ghost Story, The Green Knight) har både skrevet og instrueret. Den gamle mand måtte gerne have gjort det. Redfords arbejde som instruktør – på ni spillefilm fra Ordinary People (1980) til The Company You Keep (2012), hvor han selv spillede rollen som forhenværende Weatherman Underground-terrorist – har været underlig upåagtet i Danmark.

   Redford er den demokratiske stemme, som kunne have drevet det vidt, hvis han var gået ind i realpolitik. I en parallel virkelighed var det ham, ikke Ronald Reagan og Arnold Schwarzenegger, som gjorde karriere. Men Redford foretrak filmen, som for øvrigt også reddede den reaktionære Eastwood, der aldrig blev mere end sin hjembys borgmester.



REDFORD blev rig og berømt i 70erne, men han investerede ikke i luksus. I stedet etablerede han produktionsselskabet Wildwood, grundlagde Sundance Institute og gjorde Sundance Film Festival til det vigtigste forum for alternative amerikanske film, der var produceret uden for Hollywood. Han blev independent-filmens gudfar, så at sige, og en foregangsmand inden for økologi.
   Redford var aldrig bare en Glitterik Smørhår. Det er dog hverken manden fra Sundance eller skuespilleren, som med mellemrum er vendt tilbage i nøje udvalgte roller, der bliver husket og hyldet i David Lowerys helteportræt. Det er den amerikanske prins fra de ti store år mellem Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969) og The Electric Horseman (1979, da. Den lysende rytter).



FILMEN om Den sidste gentleman bygger på en historie, som David Grann fra The New Yorker sikkert pyntede på i 2003, da han skrev en artikel om den virkelige Forrest Tucker. Grann har flair for kuriosa. Han skrev bogen om The Lost City of Z (da. Jagten på den forsvundne by), som James Gray filmatiserede stort og mindeværdigt i 2016. Granns artikel om Forrest Tucker er genoptrykt i samlingen The Devil and Sherlock Holmes (2011).
   Forrest Tucker var den definitive recidivist. Han begik sit første røveri som 15-årig og holdt aldrig op med at praktisere. Han flygtede fra 18 institutioner, inklusive San Quentin State Prison. Filmen beskriver, hvordan og hvorfor han endelig valgte at blive i celle nummer 19.
   Det særlige ved Tucker var hans belevenhed og charme. De berøvede bankfolk talte altid om en høflig og faktisk behagelig tyv. Enken Jewell (spillet af 69-årige Sissy Spacek) møder en venlig ældre mand med høreapparat og en besnærende distræt facon. Han hjælper hende, da hendes bil er brudt sammen. De drikker kaffe, og han røber, hvad han arbejder med. Hun tror ikke på ham i første omgang.



DA Forrest hjælper Jewel, er det for at forlade en biljagt. Manden med høreapparatet er en af de faste forklædninger, han benytter. Tucker, som på denne tid er cirka 70, har slået pjalterne sammen med Teddy (Danny Glover) og Walter (Tom Waits). Pressen kalder dem The Over-the-Hill Gang, fordi de er seniorer. Man smiler lidt af banden, som alene i 1980 begik 60 væbnede røverier.
   Den eneste, som ikke smiler, er kriminalbetjenten John Hunt (Casey Affleck). Han kortlægger Tuckers aktiviteter og får de sædvanlige problemer med at have sin sag i fred for FBI. Han når at nære en dyb respekt for den uforbederlige bankrøver, som aldrig har løsnet et skud. Hunt forbliver dog en nemesis. De to mænd bliver næsten som Valjean og Javert i Les Misérables (eller Macaulay og Hanna i Michael Manns Heat).
   Det er ikke en indviklet film. Historien er et dramatisk skelet, som understøtter Redfords soli og muliggør den modne romantik mellem Forrest og Jewel. Men alle tager sagen alvorligt. Man forstår, hvorfor Forrest bliver i det 19. fængsel og giver sit sidste ægteskab en chance, før han alligevel ringer til Hunt og går ind for at sætte spillet i gang.



FILMEN er fortalt med virkemidler, der henviser til 70ernes husstil. Her er split screen, jump cuts og flere montager, som næsten bliver små film i filmen. Det bliver i perioder næsten en ren pastiche. Forrest kører over en mark med en lang stribe politibiler bag sig. Bagagerummet flyver op, og sedlerne svirrer i vinden. Forrest smiler. Der er aldrig antydning af sved på hans pande. Kun en glæde ved gerningen, som han har valgt.
   På vejen får Lowery skabt situtioner, der husker alle den unge Redfords figurer. Man kunne lave en alenlang liste. Da Forrest fortæller Jewel om de 18 fængsler, han er flygtet fra, sker det i en montage, som citerer Arthur Penns The Chase (1966, da. Den djævelske jagt), hvor Redford spillede sammen med Marlon Brando.
   Tom Waits fortæller en julehistorie, som får én til at savne hans gamle sangintroduktioner. Mest helstøbt er den modne kærlighedsfortælling. Lowery sender Redford og Spacek i biografen. De sidder sammen og ser Monte Hellmanns Two-Lane Blacktop (1971, da. Motorvej U.S.A.), som er tæt på at være anakronistisk i filmens egen tidsramme.
   Der er ofte god grund til at smile. Redford demonstrerer sine tricks. Casey Affleck bruger en gestus fra The Sting (1973, da. Sidste stik). Den sidste gentleman er gennembagt af nostalgi og har konstant flere metalag aktiveret. Det lykkes alligevel filmen at holde igen, at gøre tonen let og allerhøjest bittersød, fordi Forrest Tucker aldrig fortryder.



REDFORDS afskedsrolle bliver dog aldrig mere end summen af de gamle figurer. Så var der mere at hente i Our Souls at Night, Ritesh Batras Netflix-film fra 2017, hvor han for fjerde gang dannede par med Jane Fonda. Redfords sidste store bedrift var som manden på skibet i stormen i J.C. Chandors All is Lost (2013). Han er alene på lærredet i hele filmen, som ikke fik dansk premiere.*
   The Old Man and the Gun er snarere som en Redford-antologi, en katalog af karakteristiske udtryk. Og i de bedste scener er han der stadig, en gammel mand med klare øjne, men samtidig solskinsknægten fra Butch Cassidy and the Sundance Kid, svindleren fra The Sting, forfatteren fra The Way We Were (1973, da. Vores bedste år), det springende mål fra Three Days of the Condor (1973, da. Tre døgn for Condor). Manden, som spillede Jay Gatsby, Bob Woodward og Denys Finch-Hatton uden at snuble – og uden at ændre frisure.
   Publikum købte altid billetter. En tid lang kunne Redford spille, hvad det skulle være. Det kan han for så vidt endnu.

RIP Robert Redford 1936-2025


*) Redford og Jane Fonda (f. 1937) spillede første gang sammen i Barefoot in the Park (1967, da. På bare tæer i parken). Gene Saks instruerede filmudgaven af Neil Simons skuespil om parret, der kommer fra hver sin ende af det politiske spektrum og har væsensforskellige temperamenter. De synes samtidig at være skabt for hinanden og prøver at skabe en hverdag, mens New York fryser til udenfor. Redford havde også spillet rollen på scenen. Skuespillerne samarbejdede siden i The Chase, The Electric Horseman og Our Souls at Night. Der er præcis 50 år mellem de to legenders første og sidste opgave sammen. 


The Old Man and the Gun (Den sidste gentleman). Instr. & manus: David Lowery. Foto: Joe Anderson. 93 min. USA 2018. Dansk premiere: 04.04.2019.


Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 29.08.2019
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.04.2019

onsdag den 25. august 2021

James Gray: The Lost City of Z (2017)


EN STORSLÅET BESÆTTELSE
Skåret i stoffet fra Kipling og Kubrick

Af BO GREEN JENSEN

KORTMAGEREN Percival Fawcett var 39 år, da han mødte sin skæbne. Det skete i 1906, da han foretog sin første rejse til Mato Grosso i Brasilien. Han fortalte om fantastiske væsener, han havde set – vennen Arthur Conan Doyle baserede Professor Challengers eventyr i The Lost World (1912, da. Den forsvundne verden) på Fawcetts research. Og i en lysning, han aldrig siden kunne finde igen, så han resterne af en forhistorisk by, som han kaldte Z.
   Fawcett havde ingen arkæologisk erfaring, da han foretog den første ekspedition på vegne af Royal Geographic Society. Men han havde brug for at gøre en forskel. Efter 18 år i militæret vidste Fawcett, at han aldrig ville stige i graderne på ordinær vis. Han var en dygtig soldat, men blev altid valgt fra, fordi stamtavlen ikke var i orden. Hans far var en berømt cricketspiller, der drak sin hustrus penge op og blev berygtet.
   Fawcett gjorde tjeneste i Afrika, Irland og på Sri Lanka, som dengang hed Ceylon. Her mødte han Nina Agnes Paterson. De blev gift i 1901. Samme år gjorde Fawcett et career move, da han uddannede sig som kartograf. Parret fik to sønner og en datter, mens Fawcett igen og igen tog afsted.
   Han var hjemme i Europa for at kæmpe i 1. verdenskrig. I alt var der otte ekspeditioner. På den sidste forsvandt han sammen med sin ældste søn. Det var i 1925. Et kompas og et navneskilt dukkede op, men sløret havde lagt sig. Siden har Fawcetts skæbne været en myte på linje med Amelia Earharts forsvinden. Begge lever videre i fantasien.*



I JAMES Grays film om Fawcett bliver eventyreren fremstillet af Charlie Hunnam. Han er skildret som en dedikeret person, der ruger og reflekterer konstant. Familien er altid loyal, også når Fawcett bliver latterliggjort, og finansieringen tangerer det desperate.
   Hustruen Nina (Sienna Miller) støtter hans stræben; sønnerne undrer sig over den udtærede far. Gray sidestiller krigsoplevelserne med den dybe, grønne, forførende fred, som Fawcett finder i junglen. Gradvis går han rogue og native. Erobreren skifter side og lader regnskoven lukke sig bag ham.
   Virkelighedens Fawcett var efter alt at dømme en mere vidtløftig person. Flere af hans »opdagelser« hører hjemme i sensationernes rige. Fawcett blev ven med Henry Rider Haggard (1856-1925), der havde skrevet om Kong Salomons miner, Hun og Tågefolket. Fawcett kunne sikkert se en version af helten Allan Quatermain i sig selv. Det var de farverige skrøners tid.



GRAYS film er stemt i et mørkere register. Her er kaptajnen konstant på vej op ad floden og dybere ind i sig selv. Der er metaforiske møder, som forbinder filmen med Joseph Conrad og Rudyard Kipling. Raiders of the Lost Ark møder Apocalypse Now.
   Det gælder helt bogstaveligt. Rejsen på floden i Lost City of Z er struktureret som i Francis Ford Coppolas magnum opus. Båden bevæger sig gennem koloniseringen og imperialismens historie, før sejladsen slutter i mørkets hjerte hos landskabets oprindelige befolkning, der i begge fiktioner udfører »unævnelige« ritualer i en evig, før-kristen forestillingsverden.
   Hos Coppola er den franske Indokina-fortid repræsenteret ved besøget på en fransk plantage, hvor Willard overnatter hos Aurore Clément. Der er to møder med de strippende playmates, som optræder for soldaterne. Senere møder besætningen på Erebus dem efter en storm nede ad floden.
   I The Lost City of Z overnatter ekspeditionen hos Baron de Gondoris, en portugisisk adelsmand, hvis gummiplantage dublerer som handelsstation og er den sidste udpost før junglen begynder. Her opfører skuespillere og tjenestefolk i karikeret version en komedie, som svarer til det første møde med Playboy-pigerne i Apocalypse Now. Afsnittet om den franske plantage indgår kun i den lange version af Apocalypse Now. Og gensynet er fjernet fra det final cut, som nu er standard.
   Gray henviser naturligvis til dem alle. Cineasten har selv nævnt Werner Herzogs Fitzcarraldo (1982) – som et skræmmende eksempel på instruktøren, der forvilder sig – og sagt, at The Lost City of Z er som »David Lean med en lidt mere hallucinatorisk fornemmelse. For manden tog til junglen og gik nærmest fra forstanden«. Mærkeligst af alt er nok, at det hele vokser ud af en sandhed. Og at Fawcetts forsvinden ligger mindre end 100 år tilbage i tiden, der bestemt bliver ved som en flod.**



JAMES Gray ( f. 1969) er en af 4-5 instruktører, der kandiderer til en status som den nye Stanley Kubrick. Han har kun lavet syv film på 25 år.
   I Danmark er han bedst kendt for tre kriminelle epos om ære, der samtidig udgør en hjemstavnshistorie fra instruktørens kvarter i New York: Little Odessa (1994), The Yards (2000) og We Own the Night (2007). Både den spinkle Two Lovers (2008) og periodedramaet The Immigrant (2013) var tilløbsstykker i Frankrig. Fem af Grays film er åbnet i Cannes. I 2019 kom han til Venedig med Ad Astra, en far/søn-fortælling i sci-fi format, der kan ses som hans bud på en Rumrejsen år 2001.



ROBERT Pattinson spiller Curtin, Fawcetts trofaste assistent. Som sønnen Jack Fawcett ses Tom Holland. Der er ingen effekter. Selv kannibalerne er ægte. Darius Khondji har fotograferet lyset i junglen med den samme flair, han sædvanligvis giver mørket i byen. Der er en gammel Douglas Sirk-film, som hedder Magnificent Obsession. Det er, hvad Fawcett bliver over tid: offer for en storslået besættelse.
   Så til slut lader vi jægeren finde det sted, hvor han så den forsvundne by første gang. Et helt liv er gået tabt, mens han ledte. The Lost City of Z er på én gang anakronistisk og klassisk. Det er en af de særeste, flotteste film, jeg har set.



NOTER

*) Piloten og flypioneren Amelia Earhart (1898-1937) var den første kvinde, som fløj alene over Atlanterhavet – som passager i 1928, på en soloflyvning i 1932. Hun skrev om sine oplevelser, arbejdede for lige vilkår i faget og var en folkehelt i sin tid. I 1937 forsvandt hendes fly – et specialbygget Lockheed Electra 10E – over Stillehavet mellem Howland Island og Papua New Guinea. Ombord var også navigatøren Fred Noonan. Mysteriet har pirret fra begyndelsen. Countrysangeren Dave McEnery skrev »Amelia Earhart’s Last Flight« i 1939. Der er talrige film om Earhart. Rosalind Russell (1943), Susan Clark (1976), Diane Keaton (1994), Hilary Swank (2009) og Amy Adams (2009) har alle spillet rollen. En skov af teorier verserer: Var Earhart på mission for militæret? Blev hun og Noonan taget som japanske fanger? Og blev de henrettet? Earhart blev officielt erklæret død den 5. januar 1939. Hun er siden blevet »set« mange gange, på samme måde som Elvis Presley og Jim Morrison. Min personlige interesse stammer fra Plainsong-albummet In Search of Amelia Earhart, som Iain Matthews og Andy Roberts indspillede i 1972. Matthews bruger sangen fra 1939, sin egen »True Story of Amelia Earhart« og gospelsangen »I'll Fly Away« til at skabe et (fremragende) semi-konceptalbum. Også Joni Mitchell har skrevet om Earhart i sangen »Amelia« fra Hejira (1976). 


**) James Grays film er baseret på David Granns essayistiske beretning i The Lost City of Z: A Deadly Obsession in the Amazon (2009, da. Jagten på den forsvundne by), der begyndte som en artikel i The New Yorker fra 2005. Grann har gjort historisk true crime, farverige personer som Fawcett og mysterier som hans forsvinden til sit speciale. Der er flere i The Devil and Sherlock Holmes: Tales of Murder, Madness, and Obsession (2010). Mange andre har skrevet om Fawcetts ekspeditioner, mere eller mindre sensationalistisk, og flere er rejst i hans fodspor. Brian Fawcett, næstældste søn, samlede sin fars optegnelser i Exploration Fawcett: Journey to the Lost City of Z (1953), som i USA hedder Lost Trails, Lost Cities, og fik selv finansieret flere ekspeditioner. Arne Falk-Rønne (1920-1992), den danske journalist og forfatter, som skrev adskillige rejseskrivelser og var en god formidler, men sjældent et stort sandhedsvidne, giver sit bud på Fawcetts skæbne i Dr. Klapperslange (1977) og Klodens forunderlige mysterier (1991). Til de mest eksotiske bud hører Rob McGregors pasticheroman Indiana Jones and the Seven Veils (1991), bind 3 af 12 i serien Indiana Jones: Prequels  (1991-1999). Det giver fuldkommen mening, at Indiana Jones tager til Amazonas for at finde manden, der inspirerede George Lucas og Steven Spielberg. Der er bred enighed om, at Fawcett havde ret i sin påstand om junglebyer.

The Lost City of Z. Instr. & manus: James Gray. Foto: Darius Khondji. 141 min. USA 2016. Dansk premiere: 10.08.2017.


Fotos: Amazon Studios/ Keep Your Head/ MICA Entertainment/ MadRiver Pictures/ Northern Ireland Screen/ Plan B Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official  Bleecker Street trailer)
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 24.07.2017
4K UHD + 2K Blu-ray fra Shout! Factory (US) 19.09.2023
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.08.2017 [noter tilføjet august 2021}