Translate

Viser opslag med etiketten Robert Redford. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Robert Redford. Vis alle opslag

torsdag den 14. april 2022

Baz Luhrmann: The Great Gatsby (2013) [Bogen og filmen]


DEN UMULIGE DRØM
Grundstoffet smeltes og æltes med manisk visuel energi

Af BO GREEN JENSEN

DER er mindst tre måder at betragte Baz Luhrmanns version af The Great Gatsby på.
 Som en filmatisering af F. Scott Fitzgeralds 1925-roman er den mangelfuld. Luhrmann og medforfatteren Craig Pearce tilføjer en overflødig rammehistorie, hvor Nick Carraway (Tobey Maguire) i tilbageblik beskriver og – værre endnu – fortolker og forklarer sig selv og sin samtid til ære for en vennesæl psykiater.
   Filmens Nick Carraway ligner et kejtet forsøg på at føje Fitzgeralds skikkelse ind i sammenhængen. Forfatteren gjorde det samme, da han skabte mellemmanden fra Midtvesten, men romanens Nick er unægtelig en mere subtil, nuanceret figur. Den eneste rest af fornuft i en tid, som er gået eftertrykkeligt af led, men også den eneste, som forstår og værdsætter Gatsbys umulige drøm. Man kan godt sætte tiden i stå, siger Gatsby. Man kan godt begynde forfra. Nick ender jo med at give ham ret.


LUHRMANN plukker vilkårligt i stoffet, tilføjer irrelevante ornamenter og skærer tingene ud i pap. Når filmen raketzoomer mellem Gatsbys forlorne skrummel af et gotisk palæ og det grønne lys for enden af molen ovre hos Daisy og Tom Buchanan, undermineres de poetiske beskrivelser af den grønne lanternes »enormous significance«, som Luhrmann også forsøger sig med. De store orgier, som Gatsby holder til ære for Daisy, er i denne filmudgave blevet groteske og ufrivilligt komiske. Først da filmen når til hjertet af historien, begynder vægtene at balancere.


SER man filmen som et nyt værk af Baz Luhrmann, i signaturstilen fra Moulin Rouge! (2001), giver Gatsby mere mening. Der er først og fremmest en manisk visuel energi. Luhrmann bruger samplede sange fra højre og venstre som fundamentet under de spraglede sætstykker. I William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) var det operaudtag, som blev bearbejdet; i Moulin Rouge! klassisk rock og pop fra 1970erne og 80erne. I begge film gik lydsiden mere eller mindre i ét med Catherine Martins totale produktionsdesign.
   Sammenføjningen er mindre smidig i Gatsby, hvor jazz fra perioden og nye sange fra hiphop og R&B smeltes og æltes i spor af hvid støj, der kører i baggrunden, når Jay Gatsby holder fest. Men man ser ideen med serveringen. I den hæslige »Askedal« mellem New York og Long Island – Fitzgeralds »Valley of Ashes« var inspireret af T.S. Eliots The Waste Land (1922) – har skiltet med T.J. Eckleburgs impotente gudeblik aldrig set mere ironisk eller bedrøvet ud. Da Gatsbys bil kvæster Myrtle Wilson, er der en flot visuel kommentar. Der er også en overraskende realisme midt i det digitale dukketeater.


THE Great Gatsby må være den sande treer i Luhrmanns »Red Curtain«-trilogi, hvor Strictly Ballroom (1992) aldrig har passet ordentligt ind. Men filmen ligger i logisk forlængelse af Romeo + Juliet og Moulin Rouge!, som alt i alt er den bedste og frækkeste og mest originale af de tre film – måske fordi den ikke skal stå til regnskab for et klassisk forlæg, men kan fantasere og fabulere efter behag.



SER man endelig filmen uden tanke for, hvem afsenderne er, må Gatsby være en støjende, rigeligt lang og dog fascinerende oplevelse. Da Luhrmann lader Nick Carraway moralisere over tiden – og sige mindre om sig selv og sin position mellem klasserne, end han gør hos Fitzgerald – ligner det regulær bagklogskab. Faktisk er filmen enestående historieløs. De sociale nuancer, som romanen lader komme til udtryk i kapitlet, der skildrer en fest hos Jay Gatsby – »Mr. Nobody from Nowhere« – er forsvundet i Luhrmanns visuelle trykkoger.



LUHRMANNS Gatsby bliver overalt sammenlignet med Jack Claytons stilskabende storfilm fra 1974, dén med Robert Redford og Mia Farrow, som Francis Ford Coppola skrev manuskriptet til. Faktisk er det den femte filmudgave af Fitzgeralds klassiker.
   Allerede i 1926, året efter romanens udgivelse, instruerede Herbert Brenon på vegne af Famous Players-Lasky Corporation en stumfilm med Warner Baxter, Lois Wilson og Neil Hamilton. William Powell fra My Man Godfrey (1936) og serien om The Thin Man (1934-1947) har en tidlig rolle som Myrtles mand, automekanikeren George Wilson, der hos Luhrmann spilles af Jason Clarke.
   Kun en trailer af et minuts varighed overlever. I dén ser man, at Gatsbys fester også i samtiden var et salgsargument. Fitzgerald selv havde intet at gøre med filmen.
   Elliott Nugents 1949-version er ikke gået tabt, men frister en stedmoderlig skæbne. Filmen er simpelt hen svær at få fat i, men bestemt værd at se, hvis det lykkes. Her er en saglig, lavpraktisk realisme prioriteret; tonen er mere som film noir i dagslys. Richard Maibaums manuskript bruger bogen som afsæt for en tilbageskuende skildring af Forbudstiden. Alan Ladd har rollen som Gatsby. Da han dør i sin swimmingpool, falder skuddene tørt og præcist. Huset er stort, men ikke et slot. Man ser, hvordan Gatsby har tjent sine penge.



1974-VERSIONEN er den eneste, som forsøger at holde hele bogen fast og bruge Fitzgeralds nostalgiske livssyn som kilde. Bruce Dern er castet som Tom Buchanan, Daisys proto-fascistiske ægtemand. Scenen, hvor han brækker Karen Blacks næse med brutal nonchalence, er i sammenhængen lige så vigtig som Gatsbys romantiske tro på en fremtid, som allerede ligger bag ham. Sam Waterston spiller Nick Carraway.
   Robert Markowitz’ Gatsby fra 2000 blev produceret for tv. Toby Stephens, Mira Sorvino og Paul Rudd spiller henholdsvis Gatsby, Daisy og Nick Carraway i en brugsudgave, som først og fremmest vil illustrere romanen. Ingen er faldet for fristelsen til at gøre Daisy Buchanan dyb eller glamourøs. Hendes ynde er lige så flygtig (og falsk) som Gatsbys selviscenesatte persona. Hun er først og fremmest hans idé.



BAZ Luhrmann er i sin gode ret til at lægge accenterne, hvor han vil, til at skære, bøje, føje til og trække fra. Det villle ikke give mening, hvis han blot trak stoffet gennem endnu en illustreret version.
   Leonardo DiCaprio er god nok som Gatsby, når man har vænnet sig til hans facon. I 1974 var Robert Redford både mystisk, viril og genert. DiCaprio er bedre til at vise desperationen og usikkerheden. Carey Mulligans Daisy er næsten for inderlig til at overbevise, da hun svigter Gatsbys drøm og bliver et af de skødesløse mennesker, som knuser andre og trækker vindebroen op. Hjerteløsheden og selvtilstrækkeligheden kunne Mia Farrow fremstille med betydelig mere autoritet.


AFVIKLINGEN af romanens berømte slutord er ikke på højde med følelsen i Coppolas manuskript til 1974-versionen. For hver gang forsvinder der flere detaljer, og Fitzgeralds smukke sidestilling af det grønne lys for enden af molen, de første hollandske sømænds umulige drøm om det friske land og al menneskelig stræben bliver mere beskåret. Disse forbehold til trods, er der stadig en styrke i Gatsby. Hjertet banker stadig væk.


*) Soundtracket til Luhrmanns film er fyldt med hiphop- og R&B-stjerner, der typisk fortolker andres sange fra genren. Beyoncé x André 3000 synger Amy Winehouses »Back to Black« osv. Mere ubemærket er der udmærkede originale bidrag fra Lana Del Rey (»Young and Beautiful«), Florence + the Machine (»Over the Love«) og Jack White (»Love is Blindness«). Særlig markant står den stilrene pastichejazz med The Bryan Ferry Orchestra, som fremfører »Love is the Drug« i metallisk lakpladestil. Ferry var så begejstret for konceptet, at der udkom et selvstændigt album med retro-jazz (og Roxy Music-sange). The Jazz Age (2012) er et livløst album, som ikke slog an, men eksperimentet inspirerede brugen af Ferry som tysk cabaretsanger i første sæson af Tom Tykwers tv-serie Babylon Berlin (2017) efter Volker Kutschers Weimar-tidskrimier. Her synger Ferry »Bitter-Sweet« fra Country Life (1974), en tekst, der er født med et tysk mellemstykke. Også musikalsk vinder 1974-versionen af The Great Gatsby stort. Nelson Riddles smægtende arrangementer af eget score og udvalgte sange fra tiden er kærligt og kongenialt. Irving Berlins 
»What'll I Do« fungerer som en slags temasang. Riddle modtog en Oscar for arbejdet.

**) Filmudgaven - 
»the movie tie-in« - er ikke et nyt fænomen. Bantam Books genoptrykte The Great Gatsby i 1945, fem år efter Fitzgeralds død, da udgivelsen af The Crack-Up skabte ny interesse omkring forfatterskabet. Da Paramount lancerede filmen i 1949, blev et nyt omslag med Alan Ladds billede lagt om restoplaget. Forsiden er reproduceret efter foto på Facsimile Dust Jackets LLC. Præcise kopier af sjældne smudsomslag koster 25 dollars pr. stk.

The Great Gatsby. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Baz Luhrmann, Craig Pearce. Foto: Simon Duggan. 144 min. Australien-USA 2013. Dansk premiere: 16.05.2013 (3D i udvalgte sale).


Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ A&E Networks/ Bazmark Films/ Red Wagon Entertainment/ Spectrum Films/ Paramount Pictures/ United Artists/ Scribners/ Bantam Books/ BMG Music/ Facsimile Dustjackets LLC/ CineMaterial/ MovieStillsDB
The Great Gatsby (2013) streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
The Great Gatsby (1974) streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.05.2013.

fredag den 14. januar 2022

David Lowery | Robert Redford: The Old Man and the Gun (2018)


EN GAMMEL MAND MED KLARE ØJNE
Robert Redford tager afsked med tiden og kunsten

Af BO GREEN JENSEN

SKUESPILLEREN Robert Redford (f. 1936) siger officielt farvel med den sandfærdige skrøne om bankrøveren Forrest Tucker. Det er sådan noget, gamle stjerner gør, og hvis svanesangen passer til stemmen, der synger, kan det være bevægende på en meningsfuld måde. En sjælden gang kan det være regulært episk. John Gielgud (1904-2000) var 86 år, da han gav sit yderste i Prospero's Books (1991), Peter Greenaways dekonstruktion af The Tempest. Harry Dean Stanton var 90, da han spillede titelrollen i Lucky (2017).
   Den sidste gentleman ligner The Mule (2018) og Cry Macho (2021), Clint Eastwoods seneste alderdomsværker. Disse film er små, elegiske spændingshistorier, hvor en sej gammel mand vinder sidste etape, ikke på trods, men i kraft af sin alder.


MODSAT den lidt ældre Eastwood, har Redford ikke selv iscenesat. David Lowery (A Ghost Story, The Green Knight) har både skrevet og instrueret. Den gamle mand måtte gerne have gjort det. Redfords arbejde som instruktør – på ni spillefilm fra Ordinary People (1980) til The Company You Keep (2012), hvor han selv spillede rollen som forhenværende Weatherman Underground-terrorist – har været underlig upåagtet i Danmark.

   Redford er den demokratiske stemme, som kunne have drevet det vidt, hvis han var gået ind i realpolitik. I en parallel virkelighed var det ham, ikke Ronald Reagan og Arnold Schwarzenegger, som gjorde karriere. Men Redford foretrak filmen, som for øvrigt også reddede den reaktionære Eastwood, der aldrig blev mere end sin hjembys borgmester.



REDFORD blev rig og berømt i 70erne, men han investerede ikke i luksus. I stedet etablerede han produktionsselskabet Wildwood, grundlagde Sundance Institute og gjorde Sundance Film Festival til det vigtigste forum for alternative amerikanske film, der var produceret uden for Hollywood. Han blev independent-filmens gudfar, så at sige, og en foregangsmand inden for økologi.
   Redford var aldrig bare en Glitterik Smørhår. Det er dog hverken manden fra Sundance eller skuespilleren, som med mellemrum er vendt tilbage i nøje udvalgte roller, der bliver husket og hyldet i David Lowerys helteportræt. Det er den amerikanske prins fra de ti store år mellem Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969) og The Electric Horseman (1979, da. Den lysende rytter).



FILMEN om Den sidste gentleman bygger på en historie, som David Grann fra The New Yorker sikkert pyntede på i 2003, da han skrev en artikel om den virkelige Forrest Tucker. Grann har flair for kuriosa. Han skrev bogen om The Lost City of Z (da. Jagten på den forsvundne by), som James Gray filmatiserede stort og mindeværdigt i 2016. Granns artikel om Forrest Tucker er genoptrykt i samlingen The Devil and Sherlock Holmes (2011).
   Forrest Tucker var den definitive recidivist. Han begik sit første røveri som 15-årig og holdt aldrig op med at praktisere. Han flygtede fra 18 institutioner, inklusive San Quentin State Prison. Filmen beskriver, hvordan og hvorfor han endelig valgte at blive i celle nummer 19.
   Det særlige ved Tucker var hans belevenhed og charme. De berøvede bankfolk talte altid om en høflig og faktisk behagelig tyv. Enken Jewell (spillet af 69-årige Sissy Spacek) møder en venlig ældre mand med høreapparat og en besnærende distræt facon. Han hjælper hende, da hendes bil er brudt sammen. De drikker kaffe, og han røber, hvad han arbejder med. Hun tror ikke på ham i første omgang.



DA Forrest hjælper Jewel, er det for at forlade en biljagt. Manden med høreapparatet er en af de faste forklædninger, han benytter. Tucker, som på denne tid er cirka 70, har slået pjalterne sammen med Teddy (Danny Glover) og Walter (Tom Waits). Pressen kalder dem The Over-the-Hill Gang, fordi de er seniorer. Man smiler lidt af banden, som alene i 1980 begik 60 væbnede røverier.
   Den eneste, som ikke smiler, er kriminalbetjenten John Hunt (Casey Affleck). Han kortlægger Tuckers aktiviteter og får de sædvanlige problemer med at have sin sag i fred for FBI. Han når at nære en dyb respekt for den uforbederlige bankrøver, som aldrig har løsnet et skud. Hunt forbliver dog en nemesis. De to mænd bliver næsten som Valjean og Javert i Les Misérables (eller Macaulay og Hanna i Michael Manns Heat).
   Det er ikke en indviklet film. Historien er et dramatisk skelet, som understøtter Redfords soli og muliggør den modne romantik mellem Forrest og Jewel. Men alle tager sagen alvorligt. Man forstår, hvorfor Forrest bliver i det 19. fængsel og giver sit sidste ægteskab en chance, før han alligevel ringer til Hunt og går ind for at sætte spillet i gang.



FILMEN er fortalt med virkemidler, der henviser til 70ernes husstil. Her er split screen, jump cuts og flere montager, som næsten bliver små film i filmen. Det bliver i perioder næsten en ren pastiche. Forrest kører over en mark med en lang stribe politibiler bag sig. Bagagerummet flyver op, og sedlerne svirrer i vinden. Forrest smiler. Der er aldrig antydning af sved på hans pande. Kun en glæde ved gerningen, som han har valgt.
   På vejen får Lowery skabt situtioner, der husker alle den unge Redfords figurer. Man kunne lave en alenlang liste. Da Forrest fortæller Jewel om de 18 fængsler, han er flygtet fra, sker det i en montage, som citerer Arthur Penns The Chase (1966, da. Den djævelske jagt), hvor Redford spillede sammen med Marlon Brando.
   Tom Waits fortæller en julehistorie, som får én til at savne hans gamle sangintroduktioner. Mest helstøbt er den modne kærlighedsfortælling. Lowery sender Redford og Spacek i biografen. De sidder sammen og ser Monte Hellmanns Two-Lane Blacktop (1971, da. Motorvej U.S.A.), som er tæt på at være anakronistisk i filmens egen tidsramme.
   Der er ofte god grund til at smile. Redford demonstrerer sine tricks. Casey Affleck bruger en gestus fra The Sting (1973, da. Sidste stik). Den sidste gentleman er gennembagt af nostalgi og har konstant flere metalag aktiveret. Det lykkes alligevel filmen at holde igen, at gøre tonen let og allerhøjest bittersød, fordi Forrest Tucker aldrig fortryder.



REDFORDS afskedsrolle bliver dog aldrig mere end summen af de gamle figurer. Så var der mere at hente i Our Souls at Night, Ritesh Batras Netflix-film fra 2017, hvor han for fjerde gang dannede par med Jane Fonda. Redfords sidste store bedrift var som manden på skibet i stormen i J.C. Chandors All is Lost (2013). Han er alene på lærredet i hele filmen, som ikke fik dansk premiere.*
   The Old Man and the Gun er snarere som en Redford-antologi, en katalog af karakteristiske udtryk. Og i de bedste scener er han der stadig, en gammel mand med klare øjne, men samtidig solskinsknægten fra Butch Cassidy and the Sundance Kid, svindleren fra The Sting, forfatteren fra The Way We Were (1973, da. Vores bedste år), det springende mål fra Three Days of the Condor (1973, da. Tre døgn for Condor). Manden, som spillede Jay Gatsby, Bob Woodward og Denys Finch-Hatton uden at snuble – og uden at ændre frisure.
   Publikum købte altid billetter. En tid lang kunne Redford spille, hvad det skulle være. Det kan han for så vidt endnu.

RIP Robert Redford 1936-2025


*) Redford og Jane Fonda (f. 1937) spillede første gang sammen i Barefoot in the Park (1967, da. På bare tæer i parken). Gene Saks instruerede filmudgaven af Neil Simons skuespil om parret, der kommer fra hver sin ende af det politiske spektrum og har væsensforskellige temperamenter. De synes samtidig at være skabt for hinanden og prøver at skabe en hverdag, mens New York fryser til udenfor. Redford havde også spillet rollen på scenen. Skuespillerne samarbejdede siden i The Chase, The Electric Horseman og Our Souls at Night. Der er præcis 50 år mellem de to legenders første og sidste opgave sammen. 


The Old Man and the Gun (Den sidste gentleman). Instr. & manus: David Lowery. Foto: Joe Anderson. 93 min. USA 2018. Dansk premiere: 04.04.2019.


Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 29.08.2019
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.04.2019