Translate

Viser opslag med etiketten Martin Sheen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Martin Sheen. Vis alle opslag

søndag den 27. februar 2022

Martin Scorsese: The Departed (2006)


RØVERE OG SOLDATER
Scorseses stilrene Oscar-magnet

Af BO GREEN JENSEN

FORTABTE sønner kan godt være gamle og relativt højt respekterede mænd. Det er ikke mange kunstnere, hverken i eller uden for filmen, som efter en lødig flirt med prisværdige emner bliver budt velkommen hjem af alle i folden, inklusive forhenværende nej-sigere, når de atter ser stort på smagfulde hensyn og leverer det hårde stof uden filter: gangsterdrab, blodhævn, eksplosiv vold og en fuldkommen mangel på ædle hensigter.
   Dog var det, hvad der skete for Martin Scorsese, som med helaftensthrilleren The Departed fik sin største succes i en længere årrække. Efter noble tiltag som Kundun (1997), Bringing Out the Dead (1999), Gangs of New York (2002) og The Aviator (2004) var han med eftertryk vendt tilbage til det betændte gangsterformat fra Goodfellas (1990) og Casino (1995). The Departed kunne på en måned sælge billetter for mere end 100 mio. dollars. Det var aldrig tidligere sket for Scorsese, som bestemt fortjente at score et hit.
   Efterfølgende modtog filmen Oscars i fire af de fem kategorier, hvor den var nomineret: Best Picture, Director, Adapted Screenplay og Film Editing. Scorsese havde været nærved-og-næsten så mange gange. Også derfor var stemningen god ved den 79. Academy Awards-ceremoni, hvor The Departed blev foretrukket for Babel, Letters from Iwo Jima, Little Miss Sunshine og The Queen.


SPØRGSMÅLET er så, om filmen kan bære. Egentlig er der tale om et remake, en efterjusteret amerikanisering af Andy Lau og Alan Maks kinesiske politisaga Infernal Affairs (2002), som var en stor succes mange steder. Herhjemme fik den premiere i juni 2004 og blev set af den lille, men trofaste skare, der sværger til asiatiske genrefilm.
   Præmissen er enkel og original. To politikadetter tager begge eksamen med udmærkelse. Den ene bliver anbragt undercover, dybt inde i triadestrukturen, som forvalter Hong Kongs organiserede kriminalitet. Den anden stiger til vejrs i etaten, men er i virkeligheden agent for triaden. Kun ganske få kender til hemmeligheden, og med årene bliver de færre.
   Det er dette deep cover, der gør en stor forskel. Man forklæder sig ikke blot for en uge. Man forpligter sig muligvis for et liv.



MAN har set lignende plots i spiongenren og den politiske thriller, hvor spejlkrig og skyggeboksning især i 1970erne var faste faktorer. Der er tale om en variation af muldvarpescenariet. Spændingen kommer især af, at de to mænd ikke kender hinandens identitet. Kun tilskueren besidder det fulde overblik, men rystes alligevel jævnligt i troen, når endnu en røver eller soldat bliver afsløret som agent for de andre.

   Helhedsindtrykket viser en uigennemtrængelig labyrintisk struktur, hvor moral i høj grad er en trossag, og personlig integritet er lige så nødvendig, som den er besværlig. Hvis man mister sig selv, er man prisgivet, for »to live outside the law you must be honest,« som Bob Dylan sang, da han og Scorsese var unge.
   Det er svært for en stikker at møde sit eget blik i barberspejlet. Det gælder uanset, om han arbejder for den maskerede ondskab eller forsvarer den kompromitterede godhed. Dybest set er alting ét fedt, når det gælder.



SCORSESE og forfatteren William Monahan har taget Lau og Maks historie, forenklet handlingsgangen og flyttet scenariet til Boston, hvor gangsterne har irske navne. Flere går stadig i kirke, og mange kommer af ydmyge kår.
   At Scorsese svigter sine sædvanlige italienske wiseguys og goodfellas, gør ingen nævneværdig forskel. Faktisk tangerer det ren camouflage og svarer til, at Nils Malmros optager sin tiende film, Kærestesorger (2009), i Viborg i stedet for Århus. Tematikken og de sociale koder er i vid udstrækning som altid. Det skal dog siges, at tonen i The Departed virker lidt mere tillært og vagt tv-agtig, som noget man har set på film, snarere end levet med og midt i.



PLOTTET er i detaljer kopieret efter den kinesiske skabelon. Forbryderen Frank Costello (Jack Nicholson) og politikommissæren Oliver Queenan (Martin Sheen) er gamle og så godt som ligeværdige modstandere, meget som Karla og Smiley i en tæt koldkrigsthriller af John le Carré. De vælger hver en fager prins og installerer ham i fjendens palads. Gadedrengen Sullivan (Matt Damon) betragter Costello som en slags far, skylder ham sin priviligerede opvækst og ender som leder af afdelingen, der specifikt er etableret for at knække gangsterens status som konge.
   Den sammenbidte Costigan (Leonardo DiCaprio) var som skilsmissebarn splittet mellem to miljøer, moderens forlorne societybaggrund, som hun havde giftet og for drengen at se prostitueret sig til, og faderens barske taberkvarter, hvor Costellos ord var den eneste lov. Man var enten med eller mod ham. Costigan senior stod fast på sin hæderlighed og døde som en fattig, men også respekteret mand, der for drengen i mørket blev et eksempel.
   Sullivan kan charmere enhver med sit drengede smil og sit vindende væsen. Kun kriminalassistent Digham (Mark Wahlberg), Queenans ubestikkelige og imponerende uforskammede sidekick, er ikke modtagelig. Costigan overbeviser de skeptiske gangstere ved uhæmmet brug af blind aggression. DiCaprio, den kroniske pubertetsknægt, er rigtig godt castet som desperado. Hadets sved formelig perler af manden, der lever sit drevne liv én dag ad gangen.



TONEN smøres på i lag. Jack Nicholson præsenterer miljøet med en tour de force af et foredrag, der kunne være inspireret af sociologen Pierre Bourdieus teorier om symbolsk og kulturel kapital. Senere sætter DiCaprio sig i respekt med en grænseoverskridende voldsom udtværing af to udenbys mafialakajer. Damon indleder et forhold til psykologen Madolyn (Vera Farmiga), men det samme gør den forpinte DiCaprio. Kvinden ved hverken ud eller ind, og kun publikum kender den fulde relation.
   Filmen varer tre timer, er uafbrudt engagerende og altid meget velspillet. De mest intense scener ligger, hvor Sullivan og Costigan er tættest på at røre hinanden. Det lykkes Damon at fryse DiCapprios skygge på et overvågningskamera. For det første er billedet skrøbelig smukt. For det andet siger det mere om mændenes uopnåelige lykke end alle dialogerne i tekstens øverste lag. Eneste problem er Nicholson, der som altid er farlig og morsom at følge. Han spiller hér sin skikkelse så langt ud, at realismen erstattes af grov grand guignol.



MOD slutningen udarter alt utroværdigt, for mange forhold afvikles symmetrisk. Man fornemmer, at der er mindre under overfladen end sædvanligt. Filmen har ikke den samme latente valør, som Joe Pesci og Robert De Niro er garanter for i de mafiaepos, hvor Scorsese færdes med større selvfølgelighed.
   Ikke desto mindre er The Departed en meget tilfredsstillende filmoplevelse, der løber ned i sindet som ren billedhonning. Det kinesiske forlæg fik både en forhistorie og en fortsættelse. Det gør The Departed ikke. Der er en rigtig slutning, og den findes næppe mørkere.


The Departed. Instr.. Martin Scorsese. Manus: William Monahan. Foto: Michael Ballhaus. 152 min. USA 2006. Dansk premiere: 10.11.2006.


Fotos: Warner Bros./ Plan B./ Initial/ Vertigo/ Media Asia Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 23.04.2024
Anmeldelsen trykt i Weekendendavisen Kultur 10.11.2006

onsdag den 25. december 2019

Apocalypse Now – Final Cut (1979/2019)


PSYKEDELISKE SOLDATER
Coppolas hovedværk 40 år efter

Af BO GREEN JENSEN

DU kender nok handlingen i store træk: Kaptajn Willard er tilbage i Vietnam i 1969 og bliver sendt på en særlig fortrolig mission. Han skal sejle ad floden, rejse ind i mørkets hjerte og uskadeliggøre den mystiske Kurtz, en højt dekoreret elitesoldat, der har forskanset sig i junglen og praktiserer unævnelige riter.
   Willard rejser gennem krigens landskab, møder mangfoldige typer og når til templet, hvor Kurtz holder hof som en blanding af konge og guddom. Her er stammefolk og hippier. De taler dybt i mørkets hjerte. Willard fuldfører missionen. Kurtz tager imod ham. Så sætter sindet og sanserne ud i en stor sammensmeltning af napalm og kød. Junglebrynet brænder, da båden med Willard sejler tilbage.

 

APOCALYPSE Now har i 40 år været filmen, som aldrig bliver færdig. Det hænger i nogen grad sammen med tiden og det kaos, som den blev til i. Francis Ford Coppola begyndte på forarbejdet i 1975, da han læste John Milius’ manuskript, som i førsteudgaven hed The Psychedelic Soldier.
   Egentlig skulle George Lucas instruere. Han og Coppola havde stiftet produktionsselskabet Zoetrope sammen. Coppola var i vælten efter The Godfather-filmene og havde andre projekter. Lucas ville lave en anden slags krigsfilm, hurtig og håndholdt i cinema verité-stil. Formatet skulle være 16 mm, der blev blæst op. Så kunne det gøres billigt og let.
   Det var slet ikke sådan, Coppola så det. Han kunne høre helikopterne spille Wagner, før Colonel Kilgore kastede napalm over de vietnamesiske landsbyer. De ting stod allerede i Milius’ manuskript. Heldigvis fik Lucas mulighed for at begynde på Stars Wars. Så måtte Coppola selv instruere.
   Coppola har aldrig tøvet med at anerkende andres bidrag. For eksempel siger han, at det ikke er instruktøren, der skaber en god og troværdig figur. Det er skuespilleren, der får kontakt med sin karakter. Instruktøren kommer bare med stikord og faciliterer processen.
   Martin Sheen fik et hjerteslag under optagelserne af Apocalypse Now. Som Willard bærer han filmen, mens publikum gyser før mødet med Marlon Brando. Rollen blev tilbudt Jack Nicholson, Steve McQueen og Clint Eastwood. Men ingen kunne se i øjnene at tilbringe flere måneder i junglen. Nu kan man slet ikke tænke sig andre end Sheen i den rolle.



   
DA Apocalypse Now Final Cut blev vist på årets Tribeca Film Festival i New York, blev Coppola interviewet på scenen af sin kollega og fan, Steven Soderbergh. Den 80-årige filmskaber gentog, at alle de gode replikker i filmen – »Jeg elsker duften af napalm om morgenen«, »Charlie don’t surf!« osv. – kom fra Milius’ manuskript.
   Det var også Milius, som ellers går for at være en forstokket læderhals, der fandt på at bruge Mørkets hjerte (1899), Joseph Conrads korte roman eller lange novelle fra Belgisk Congo, som en nøgle til Vietnam-krigen. En engelsklærer havde sagt, at der »aldrig vil blive lavet en fyldestgørende filmatisering af Joseph Conrads Heart of Darkness.«
    Det er en sandhed med modifikationer. Orson Welles var langt med at overføre sin radioudgave af Mørkets hjerte til billedmediet, og Nicholas Roeg instruerede i 1993 en tv-film efter Conrads tekst, med Tim Roth som Marlow og John Malkovich som Kurtz. Den blegner i forhold til Coppolas film, som især er et flammende riff på romanen, men Benedict Fitzgeralds manuskript er mere end en blodfattig illustration.



APOCALYPSE blev optaget på Filippinerne i 1976 og -77. Der er skrevet adskillige bøger. Eleanor Coppola førte den dagbog, som blev til Notes (1979) og fastholdt sin mands fortvivlelse i de optagelser, som blev til dokumentaren Hearts of Darkness: A Filmmaker’s Apocalypse (1991). 
   Det amerikanske forsvarsministerium nægtede at assistere produktionen. Derfor måtte det blive Filippinerne, hvor militæret var bevæbnet med amerikansk materiel, som skulle holde partisanerne nede. Filmen om krigen i Vietnam blev lavet midt i en borgerkrig. Der var 30 helikoptere på sættet. Som Coppola siger, var der ingen digitale tricks til rådighed i 1977. Der er ingen effekter. Alle eksplosionerne er for real.


COPPOLA satte sig i bundløs gæld for at gennemføre filmen. Han brugte tre milioner dollars på at have Marlon Brando til rådighed i tre uger. Den levende legende havde ikke tabt sig som lovet, da han ankom. De sad i fem dage og talte. Så kom Brando ud af sin trailer med kronraget hoved og gav sit særlige take på den skræmmende Kurtz.
   Brando – som Coppola kalder en sød, mild og meget interessant mand – sagde til instruktøren, at han nok havde malet sig op i et hjørne. Hele rejsen på floden var blevet så sær og surrealistisk, at filmen ikke kunne slutte med den Navarones kanoner-eksplosion som Coppola havde tænkt sig. Det var nødt til at ende i Mørkets Hjerte, hvor Kurtz læser T.S. Eliots »De hule mænd« og fremstammer sidste linie i digtet, som Eliot selv havde hentet hos Conrad: »The horror! The horror!«



   
EFTER optagelserne sad Coppola længe med materialet. Den autentiske førsteudgave af filmen er et råt sammenklip, som varer 289 minutter. En piratkopi har cirkuleret, men er aldrig udgivet. Det er så også alt, hvad der mangler. Hver skitse, hver filmstump, hvert foto og arbejdspapir er bevaret og offentliggjort.
   Coppola fik endelig en distributionsaftale, men han og United Artists kunne ikke enes om filmen, der var for lang og for løs. Imens gik der rygter i pressen, og projektet blev afskrevet som en katastrofe. Han besluttede derfor at vise værket frem, skønt det ikke var færdigt. Så kunne journalisterne i det mindste få konkrete fejl at skrive om.
   I maj 1979 blev filmen lanceret i Cannes med betegnelsen »a work in progress«. Fem år før havde Coppola modtaget Guldpalmen for The Conversation (da. Aflytningen). Han kunne derfor få sin film med i hovedkonkurrencen. Den blev vist i flere kopier, som varierede lidt fra hinanden. Apocalypse Now delte Guldpalmen med Volker Schlöndorffs filmatisering af Bliktrommen.


DA filmen fik ordinær premiere, var der både 35 og 70 mm-kopier. Coppola havde klippet filmen ned til 153 minutter, ikke af lyst, men for at komme distributører og biografer i møde. Jeg så selv Dommedag nu første gang i Tivoli Bio den 26. oktober 1979. Det blev virkelig en af de oplevelser, som sendte mig ind i kritikerfaget.
   Jeg var ikke mindst fascineret af titelsekvensen, hvor lærredet viser billeder af brændende palmer, mens »The End« med The Doors bliver et musikalsk tema. Men da jeg genså filmen i en anden biograf, sad palmerne ikke før, men efter filmen.
   Oprindelig, siger Coppola, var der ingen titelsekvens. Han filmede de brændende træer, fordi myndighederne havde krævet, at holdet ryddede op efter sig, når produktionen var afviklet. Så hele lejren blev brændt, simpelt hen. Coppola brugte palmerne illustrativt, som en grafisk baggrund, der udtrykte atmosfæren i filmen, men publikum troede, at de hørte med til historien. Derfor eksperimenterede han med omrokeringer. Som sagt var der aldrig én version af den film.



DET er der nu, og den kan ses i 14 danske biografer. Der har været flere mellemstationer. På bluray-udgaven af Final Cut viser en af de små film i ekstramaterialet, hvordan farverne og lyden er forbedret gennem 40 år med diverse formater: vhs/betamax, laserdisc, dvd full screen og widescreen; HD 2K, 4K osv. Som Coppola siger før filmen: den er smukkere end nogen sinde.
   Men teknikken er noget kosmetisk. De afgørende ændringer har med indholdet og visionen at gøre. I 2001 præsenterede Coppola sammen med lyddesigneren Walter Murch en nyredigeret udgave, som hed Apocalypse Now Redux. Jeg skrev en fuld broadsheet-side i avisen, og Informations Christian Monggaard og jeg var til kaffe med Coppola og kritikeren Robert Ebert, der talte om den nye kopi i den amerikanske pavillon i Cannes. Det var umådelig stort, syntes vi. Coppola gjorde meget ud af, at han havde klippet filmen om i en masterkopi. Han kunne ikke vende processen og gå tilbage. Fremover var dette filmen.



APOCALYPSE Now Redux varer 202 minutter og har genindsat alle de scener, som blev taget ud i 1979. Der er flere scener med Willard og Kurtz. Især er der et langt besøg på en fransk plantage. Familien er blevet tilbage efter krigen i Indokina. Vi forstår, at filmen både var tænkt som en rejse ind i sindet, en psykedelisk fremstilling af USAs krig og en rejse gennem Vietnams historie. 

   Længere nede ad floden møder Willard og besætningen på patruljebåden igen de Playboy-piger, som stripper for tropperne forrest i filmen. Gensynet udspiller sig i en halvforladt lejr, hvor ingen har kommandoen mere. Det er noget af det smukkeste og særeste i Redux.
   Slutningen med Kurtz’ offerdød og Willard, der udfører ritualet fra The Golden Bough, er mere udpenslet. Her har Coppola malet sig helt op i krogen, som Brando talte om, da han ankom. Den visuelle løsning er en blanding af indisk rebtrick og høj himmelflugt.




I The Final Cut har Coppola igen fjernet 20 minutter, så spilletiden er nede på tre timer. Nu er der skåret markant i den franske afdeling. Slutningen står, som den plejer, men Coppola har fjernet gensynet med de vildfarne playmates. Det er sikkert gjort for at tækkes tidsånden, men man savner den bedrøvede lyst, som de unge soldater og kvinderne deler. De er alle sammen 19 år og skræmt fra vid og sans af det hele.
   Det kan være, at scenen vender tilbage. Også i 2001 sagde Coppola, at nu var filmen færdig. Han bliver sikkert ved med at fifle og pirke. Det er, som Ridley Scott har det med Blade Runner, der foreligger i talrige udgaver. Det flygtige væsen passer perfekt til den opblødte stemning i junglen. Apocalypse Now er, uanset hvad Milius’ lærer sagde, en fremragende filmatisering af Mørkets hjerte.
   Hvis du aldrig har set Apocalypse Now, er det nu, der skal handles. Et værk, som aldrig falmer, og en gylden fortælling om mørket i verden. Det er stadig den største antikrigsfilm.



*) Apocalypse Now Final Cut udkom (16.09.19) på dvd, blu-ray og UltraHD/4K i et bokssæt fra Lionsgate/ Studiocanal. Biografudgaven fra 1979 og Apocalypse Now Redux fra 2001 er med i boksen, som erstatter Apocalypse Now – The Complete Dossier fra 2010. Endvidere indgår Eleanor Coppolas Hearts of Darkness: A Filmmaker's Apocalypse og en række andre dokumentarer. Et highlight er Dutch Angle: Chas Gerretsen & Apocalypse Now, en dokumentar i spillefilmslængde om den hollandske fotograf, som er modellen for Dennis Hopper-figuren i filmen. På movie-censorship.com findes en frame-by-frame sammenligning af forskelle mellem Redux og Final Cut.


Apocalypse Now – The Final Cut. Instr.: Francis Ford Coppola. Manus: John Milus, Michael Herr, Francis Ford Coppola. Foto: Vittorio Storaro. 183 min. USA 1979/2019. Dansk premiere: 28.11.2019.


Foto: American Zoetrope/ StudioCanal/ Another World Entertainment
Filmen streames på Blockbuster og iTunes
Artiklen stod let forkortet i Weekendavisen Kultur 29.11.2019.