Translate

Viser opslag med etiketten Asiatisk Film. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Asiatisk Film. Vis alle opslag

torsdag den 20. oktober 2022

Hirokazu Kore-eda: Still Walking/ Aruitemo aruitemo (2008)

FAMILIEN FOR SIDSTE GANG
Erindringen om de døde forældre

Af BO GREEN JENSEN

DER er film, som man ser for at glemme sin hverdag, og film, som man ser for at føle sig genkendt. Du vil stå foran spejlet, eller du vil ind i en verden bag spejlet. For de bedste af begge slags gælder, at du ved en smule mere om din virkelighed, når historien er forbi.
   Japaneren Hirokazu Kore-eda (f. 1962) laver film, som hører til begge steder. De er fattige på ydre spænding, men rige på følelsesmæssig intelligens.
   Sædvanligvis skaber han stille historier, der taler om metafysiske emner i en nøgtern, realistisk form. I After Life (1998, da. Mellem liv og død) er døden et herberg, hvor man vælger én erindring at tage med sig. Distance (2001) skildrer sorgarbejdet, som resterne af en selvmordskult udfører. I Nobody Knows (2004) bliver fire børn svigtet af deres mor, og en lille pige dør uden at have set dagens lys, fordi »ingen må vide«, at der bor så mange i lejligheden. I allegorisk form var Air Doll (2009) en moderne Pinocchio-historie for voksne. Sexdukken blev levende, da den følte sig elsket.



STILL Walking har ingen fantastiske lag, men er en fuldkommen prunkløs erindring om instruktørens forældre. »I denne film er der ingen tyfoner,« skriver Kore-eda i sin hensigtserklæring. »Snarere end at vise, hvordan mine forældre nærmede sig døden, ville jeg fange og fastholde et øjeblik af livet. Folde hele familiens fælles erindring ind i det øjeblik. Præcis som fotografier i et gammelt familiealbum.« Netop så fin er denne fremstilling, som smuldrer mellem fingrene, hvis ikke man bladrer forsigtigt.
   Faktisk foretrækker Kore-eda at bruge Even If You Walk and Walk som engelsk titel. Det er en linie fra sangen »Blue Light Yokohama«, som afspilles i en central fællesscene. Ayuimi Ishida havde et stort hit med sangen i 1968. Den bestemmer både tid og tema. For det første er det forældrenes sang. For det andet er livet en Sisyfos-gerning. Man kommer ingen steder, selv om livet bliver ved med at gå. Men der er endelig også en styrke i kroppens ukuelighed. Ti år efter har Jørgen Leth samme tanke i sin sene og sårbare I Walk (2019, da. Jeg går).



HVERT år kommer de voksne børn på besøg. Man tilbereder et måltid sammen og overnatter måske. Det er, som når danske familier samles i sommerhuset. Far er blevet gammel og stæreblind. Han gemmer sig i konsultationen, som ingen af sønnerne ville overtage. Den ældste medbringer sin hustru, en enke med en halvstor dreng (man synes nok, at han kunne gøre det bedre), og han vil ikke for nogen pris indrømme, at hans konservatorforretning går dårligt. Søster er lige så hurtig som Mor, der aldrig har arbejdet uden for huset og iscenesætter ydmygende situationer med en subtil form for gæstfri sadisme.



ALT er foldet ud over én dag, fuld af lys og rig på stemmer, der vil tale videre i erindringen, når den er levet. Den voksne søns fortællerstemme sørger for at orientere tilskueren. Der er gamle konflikter mellem forældrene. Der er mindet om den døde bror, som alle husker 15 år efter, skønt ingen siger hans navn særligt højt. Endelig er der balancen i sønnens nye ægteskab. Drengen kalder sin mors mand ved fornavn, men siger Far »som alle andre«, når udenforstående hører på.
   Et nyt barn kunne konsolidere forholdet. Hustruen spørger gennem syv lag af omskrivning sin svigermor, om barnet er en god idé. Bedstemor svarer lige så indirekte, men med kategorisk grusomhed. Hun insisterer på at give hånd, da de skilles. Bedstefar prøver dog at tale med drengen. Man ved så ikke, om det er, fordi han stadig ikke har opgivet at finde en arving til imperiet. Man ved dog med sikkerhed, at det er sidste gang familien samles. Begge de gamle mennesker dør.



TRODS alt er det også en kærlig erindring. Der er lattermild lethed og streng dominans, undertrykt oprør og endelig frigørelse i det mangefarvede gruppeportræt. Moderen indrømmer, at hun hvert år inviterer den døde brors kejtede ven, ikke for at at vise ham tilgivelse, men for at holde ham fast i den skyld, han bør føle. Epilogen er værd at blive siddende for. Still Walking er en udsøgt genstand. Præcis som et øjeblik fastholdt i rav.

Se også Den japanske familie: Shoplifters (2018) og Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004).

Still Walking (Aruitemo aruitemo). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda. Foto: Yutaka Yamazaki. 114 min. Japan 2008. Dansk premiere: 01.04.2010 [Copenhagen International Film Festival/ Månedens film i Cinemateket].


Fotos: Bandai Visual Company/ Cinequanon/ Eisei Gekijo/ Engine Film/ TV Man Union/ Celluloid Dreams/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Criterion Collection/ MUBI (Hirokazu Kore-eda Portrait)
Filmen streames ikke i DK – i UK, Italien og Tyskland på Chili Play, i Frankrig på Amazon Prime
The Criterion Collection har udgivet Still Walking på Blu-ray
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 02.04.2010 - her let ajourført og revideret.

søndag den 27. februar 2022

Martin Scorsese: The Departed (2006)


RØVERE OG SOLDATER
Scorseses stilrene Oscar-magnet

Af BO GREEN JENSEN

FORTABTE sønner kan godt være gamle og relativt højt respekterede mænd. Det er ikke mange kunstnere, hverken i eller uden for filmen, som efter en lødig flirt med prisværdige emner bliver budt velkommen hjem af alle i folden, inklusive forhenværende nej-sigere, når de atter ser stort på smagfulde hensyn og leverer det hårde stof uden filter: gangsterdrab, blodhævn, eksplosiv vold og en fuldkommen mangel på ædle hensigter.
   Dog var det, hvad der skete for Martin Scorsese, som med helaftensthrilleren The Departed fik sin største succes i en længere årrække. Efter noble tiltag som Kundun (1997), Bringing Out the Dead (1999), Gangs of New York (2002) og The Aviator (2004) var han med eftertryk vendt tilbage til det betændte gangsterformat fra Goodfellas (1990) og Casino (1995). The Departed kunne på en måned sælge billetter for mere end 100 mio. dollars. Det var aldrig tidligere sket for Scorsese, som bestemt fortjente at score et hit.
   Efterfølgende modtog filmen Oscars i fire af de fem kategorier, hvor den var nomineret: Best Picture, Director, Adapted Screenplay og Film Editing. Scorsese havde været nærved-og-næsten så mange gange. Også derfor var stemningen god ved den 79. Academy Awards-ceremoni, hvor The Departed blev foretrukket for Babel, Letters from Iwo Jima, Little Miss Sunshine og The Queen.


SPØRGSMÅLET er så, om filmen kan bære. Egentlig er der tale om et remake, en efterjusteret amerikanisering af Andy Lau og Alan Maks kinesiske politisaga Infernal Affairs (2002), som var en stor succes mange steder. Herhjemme fik den premiere i juni 2004 og blev set af den lille, men trofaste skare, der sværger til asiatiske genrefilm.
   Præmissen er enkel og original. To politikadetter tager begge eksamen med udmærkelse. Den ene bliver anbragt undercover, dybt inde i triadestrukturen, som forvalter Hong Kongs organiserede kriminalitet. Den anden stiger til vejrs i etaten, men er i virkeligheden agent for triaden. Kun ganske få kender til hemmeligheden, og med årene bliver de færre.
   Det er dette deep cover, der gør en stor forskel. Man forklæder sig ikke blot for en uge. Man forpligter sig muligvis for et liv.



MAN har set lignende plots i spiongenren og den politiske thriller, hvor spejlkrig og skyggeboksning især i 1970erne var faste faktorer. Der er tale om en variation af muldvarpescenariet. Spændingen kommer især af, at de to mænd ikke kender hinandens identitet. Kun tilskueren besidder det fulde overblik, men rystes alligevel jævnligt i troen, når endnu en røver eller soldat bliver afsløret som agent for de andre.

   Helhedsindtrykket viser en uigennemtrængelig labyrintisk struktur, hvor moral i høj grad er en trossag, og personlig integritet er lige så nødvendig, som den er besværlig. Hvis man mister sig selv, er man prisgivet, for »to live outside the law you must be honest,« som Bob Dylan sang, da han og Scorsese var unge.
   Det er svært for en stikker at møde sit eget blik i barberspejlet. Det gælder uanset, om han arbejder for den maskerede ondskab eller forsvarer den kompromitterede godhed. Dybest set er alting ét fedt, når det gælder.



SCORSESE og forfatteren William Monahan har taget Lau og Maks historie, forenklet handlingsgangen og flyttet scenariet til Boston, hvor gangsterne har irske navne. Flere går stadig i kirke, og mange kommer af ydmyge kår.
   At Scorsese svigter sine sædvanlige italienske wiseguys og goodfellas, gør ingen nævneværdig forskel. Faktisk tangerer det ren camouflage og svarer til, at Nils Malmros optager sin tiende film, Kærestesorger (2009), i Viborg i stedet for Århus. Tematikken og de sociale koder er i vid udstrækning som altid. Det skal dog siges, at tonen i The Departed virker lidt mere tillært og vagt tv-agtig, som noget man har set på film, snarere end levet med og midt i.



PLOTTET er i detaljer kopieret efter den kinesiske skabelon. Forbryderen Frank Costello (Jack Nicholson) og politikommissæren Oliver Queenan (Martin Sheen) er gamle og så godt som ligeværdige modstandere, meget som Karla og Smiley i en tæt koldkrigsthriller af John le Carré. De vælger hver en fager prins og installerer ham i fjendens palads. Gadedrengen Sullivan (Matt Damon) betragter Costello som en slags far, skylder ham sin priviligerede opvækst og ender som leder af afdelingen, der specifikt er etableret for at knække gangsterens status som konge.
   Den sammenbidte Costigan (Leonardo DiCaprio) var som skilsmissebarn splittet mellem to miljøer, moderens forlorne societybaggrund, som hun havde giftet og for drengen at se prostitueret sig til, og faderens barske taberkvarter, hvor Costellos ord var den eneste lov. Man var enten med eller mod ham. Costigan senior stod fast på sin hæderlighed og døde som en fattig, men også respekteret mand, der for drengen i mørket blev et eksempel.
   Sullivan kan charmere enhver med sit drengede smil og sit vindende væsen. Kun kriminalassistent Digham (Mark Wahlberg), Queenans ubestikkelige og imponerende uforskammede sidekick, er ikke modtagelig. Costigan overbeviser de skeptiske gangstere ved uhæmmet brug af blind aggression. DiCaprio, den kroniske pubertetsknægt, er rigtig godt castet som desperado. Hadets sved formelig perler af manden, der lever sit drevne liv én dag ad gangen.



TONEN smøres på i lag. Jack Nicholson præsenterer miljøet med en tour de force af et foredrag, der kunne være inspireret af sociologen Pierre Bourdieus teorier om symbolsk og kulturel kapital. Senere sætter DiCaprio sig i respekt med en grænseoverskridende voldsom udtværing af to udenbys mafialakajer. Damon indleder et forhold til psykologen Madolyn (Vera Farmiga), men det samme gør den forpinte DiCaprio. Kvinden ved hverken ud eller ind, og kun publikum kender den fulde relation.
   Filmen varer tre timer, er uafbrudt engagerende og altid meget velspillet. De mest intense scener ligger, hvor Sullivan og Costigan er tættest på at røre hinanden. Det lykkes Damon at fryse DiCapprios skygge på et overvågningskamera. For det første er billedet skrøbelig smukt. For det andet siger det mere om mændenes uopnåelige lykke end alle dialogerne i tekstens øverste lag. Eneste problem er Nicholson, der som altid er farlig og morsom at følge. Han spiller hér sin skikkelse så langt ud, at realismen erstattes af grov grand guignol.



MOD slutningen udarter alt utroværdigt, for mange forhold afvikles symmetrisk. Man fornemmer, at der er mindre under overfladen end sædvanligt. Filmen har ikke den samme latente valør, som Joe Pesci og Robert De Niro er garanter for i de mafiaepos, hvor Scorsese færdes med større selvfølgelighed.
   Ikke desto mindre er The Departed en meget tilfredsstillende filmoplevelse, der løber ned i sindet som ren billedhonning. Det kinesiske forlæg fik både en forhistorie og en fortsættelse. Det gør The Departed ikke. Der er en rigtig slutning, og den findes næppe mørkere.


The Departed. Instr.. Martin Scorsese. Manus: William Monahan. Foto: Michael Ballhaus. 152 min. USA 2006. Dansk premiere: 10.11.2006.


Fotos: Warner Bros./ Plan B./ Initial/ Vertigo/ Media Asia Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 23.04.2024
Anmeldelsen trykt i Weekendendavisen Kultur 10.11.2006

fredag den 25. februar 2022

Murakami | Tran Anh Hung: Norwegian Wood (2010)


SMALLE HVIDE SKYER
Første forelskelse tyve år efter

Af BO GREEN JENSEN

DEN atypisk enkle Norwegian Wood (1987) er lidt af en ener i Haruki Murakamis store forfatterskab. Han skrev romanen efter balstyrige fabler som En vild fårejagt (1982) og Hardboiled Wonderland og Verdens Ende (1985), hvor underfundighed er en væsentlig faktor, og før gennembruddet med Trækopfuglens krønike (1995), hvor der altid er syv lag mere i teksten.
   Det er der ikke i Norwegian Wood. Mange læsere bliver derfor skuffede, hvis de søger bagud i forfatterskabet og leder efter noget, der er mere i stil med den modne Murakami.
   Faktisk er pointen, at den nostalgisk hengivne dannelseshistorie bliver fortalt så smukt og besnærende klart, som var der tale om en tekst af F. Scott Fitzgerald, som Murakami netop i de år oversatte.
   Bogens motto (»For alle de fester, der var«) er taget fra Fitzgerald, og fortælleren Watanabe bruger flere sider på at lovprise Den store Gatsby: »Jeg kunne finde på at tage den ned fra hylden, åbne den og og læse en tilfældig passage, og den skuffede mig aldrig. Der var ikke én eneste kedelig side i den bog.«



DEN samme kvalitet har japanerens kærlighedsfortælling, som fransk-vietnamiske Tran Anh Hung præsenterer i en trofast filmudgave, der rammer bogens følelse godt, skønt den kan virke banal og lidt statisk. Det sker efter års forarbejde. Trans adelsmærke er sanseligheden, som han rendyrkede i den bristende smukke Vietnam-trilogi, der består af L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaya), Cyclo (1995) og À la verticale de l'été (2000; da. Midt om sommeren).
   De to mænd mødes i musikken og blikket for den praktiske verdens små epifanier, som de begge er fans og kendere af. Murakami nærer også en kærlighed til fysisk handling, der afvikles i periferien. Dén deler han ikke med Tran Anh Hung, som næppe kan få det dvælende nok. En flækket papajafrugt; myrer, som drukner i smeltet stearin; en knust vase; lys, som spiller på et ansigt og summer i morgenens stilhed. Det er, hvad der driver værket for ham.



NORWEGIAN Wood er en ung mands fortælling, og den har sin hengivne læserkreds blandt de unge. Romanen blev oprindelig udgivet i to bind, det ene med et grønt, det andet med et rødt omslag, og solgte 4 mio. eksemplarer i Japan. Fortælleren er Murakamis sædvanlige jeg, en distræt og passiv everyman, der taler som en blanding af Philip Marlowe og Nick Caraway, men i Norwegian Wood er han ikke en maske. Historien skal være enkel og trist. Det er en teenagers coming-of-age story, fortalt fra den voksne mands udgangspunkt.
   Watanabe (Ken’ichi Matsuyama) møder Naoko (Rinko Kikuchi) i gymnasiet, mens hun er kæreste med hans bedste (og eneste) ven, som hedder Kizuki (Kengo Kora). Hun og Kizuki har kendt hinanden fra barndommen, og for en tid har de tre et klassisk to-drenge-med-pige-i-midten forhold af den slags, som filmhistorien er fuld af. Da Kizuki tager sit liv, glider Watanabe og Naoko fra hinanden. Han tager til Tokyo for at studere litteratur. Han møder atter Naoko, og de er sammen én enkelt gang.



BAGEFTER forsvinder hun ind i sig selv og skriver til ham fra sanatoriet oppe nordpå, hvor skoven og bjergene senere bliver ét med sangen »Norwegian Wood«, som Naoko holder særlig meget af, skønt den samtidig gør hende urolig. I bogen er der flere Beatles-sange, men det er »Norwegian Wood«, der løsner den 37-årige Watanabes erindring og får ham til at tænke på de ting, som skete 20 år før.
   Den smukke tristesse bygger således på kreativ sprogforbistring. Hos Lennon og McCartney er pointen, at gulvet er lavet af solidt norsk træ, da fortælleren sover med kvinden i rummet, hvor der ingen stole er. På japansk er wood oversat i betydningen skov, så man kan danne sig helt andre billeder.




TIDEN er en vigtig medspiller. Watanabe studerer i årene 1968-70, da luften også i Japan er fuld af tåregas, rygter om revolution og slut-60ernes bannersange. Fortællingen er så at sige marineret i musik. Watanabe arbejder i en pladeforretning, og sangene tager han til sig, ligesom han læser så meget han kan – Updike, Capote, Fitzgerald og Chandler (dvs. forfatterens egne husguder) – fordi han på den måde slipper for at føle og tænke.
   Den store tid er smukt forløst i Trans filmatisering, hvor et stemningsfuldt score af Jonny Greenwood (fra Radiohead) erstatter overfloden af sange. Det er dog i bjergene, når Watanabe besøger Naoko og hendes 19 år ældre veninde, Reiko, som kan spille »Norwegian Wood« på guitar, at filmen for alvor folder sig ud. I sne og sol er skoven smuk, og selv den fjerne unge mand forstår en smule af Naokos smerte. Det er hér, at hun endelig åbner sig for ham, og han ser hendes skrøbelighed.



TILBAGE i byen er han skiftevis ven og kæreste med den livlige Midori (Kiko Mizuhara), som tror på at give og dele og drikke af lyset. Der er en tragisk ting i midten, som hele fortællingen udspringer af, og som man kender tidligt i filmen og bogen. Hos Murakami er det Reiko, som forløser Watanabe, spiller for ham hele natten og sender ham videre med en besked om at blive lykkelig med Midori. De sidste 30 sider af bogen er simpelt hen Murakamis version af handlingen i den klassiske sang.
   Hos Tran er Reiko-skikkelsen reduceret, og mange af hendes replikker er overført til Midori. Fordi filmen skal fortælles i nutid, begynder den efter den første erindring og slutter før den sidste nænsomhed, som i teksten er blandet med humor og varme. Til gengæld sker det på bogens smukkeste sted, som også filmen lader Watanabe selv formulere:
   »Skyerne var hvide og smalle som knogler, og himlen høj og gennemsigtig. Det var blevet efterår igen, tænkte jeg. Duftene i vinden, lysets farve, de små blomster i græsset, og de svagt vibrerende lyde fortalte mig alt sammen, at efteråret var kommet. Og hver sæson lagde en yderligere afstand mellem mig og de døde.«



TRAN Anh Hung har skilt romanen ad som et ur, undersøgt de enkelte dele og samlet konstruktionen igen, så det ligner en 1:1-overførsel. Centrale balancer er dog forrykket, og vitale detaljer er strøget. Facit er en film, der forholder sig til bogen som en lidt for nydelig illustration. Trans visuelle flair fornægter sig ikke, ej heller hans følelse for musikken, men man kommer aldrig helt ned i psykologien.
   Det banale skal gradvis røbe sin dybde. Det sker mange steder i bogen. I filmen bliver det som regel ved tanken.


Norwegian Wood (Noruwei no mori). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Lee Ping-bin. 133 min. Japan 2010. Dansk premiere: 06.10.2011.


Fotos: Asmik Ace Entertainment/ Dentsu/ Fuji Television Network/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Screengabz/ The Harvill Press/ Forlaget Klim 
Filmen streames (juli 2025) på Grand Hjemmebio, YouTube Film
2K Blu-ray fra Soda Pictures (UK) 04.07.2011
2K Blu-ray fra Noble Entertainment (Sverige) 04.07.2012
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.10.2011

mandag den 3. februar 2020

Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]


EFTER KÆRLIGHEDEN
Wong Kar-wai giver hovedværket en halvhjertet fortsættelse

Af BO GREEN JENSEN


MED nyklassikeren In the Mood for Love (2000) skabte stilikonet Wong Kar-wai (f. 1958) for første gang en film, som forankrede hans mange tekniske kvaliteter og som man kunne beundre for andet og mere end æstetikken.
   Rammen var uhyre enkel. I Hongkong 1962 indgik en mand og en kvinde, hr. Chow (Tony Leung Chiu-wai) og fru Su (Maggie Cheung), en stilfærdig alliance, da det gik op for dem, at deres respektive partnere havde en affære. Naturligvis fik de sympati for hinanden, men filmen blev så meget mere anfægtende, fordi varmen og dybden i forholdet aldrig blev beseglet seksuelt. Til slut stod hr. Chow ved Angkor Vat-templet i Cambodia og hviskede sit hjertes hemmelighed ned i et hul i stenen, hvor overleveringen sagde, at den ville blive gemt.


FILMEN var i øvrigt overhældt med Nat King Cole-ballader (»Quizás, Quizás, Quizás«) og smægtende kærlighedsmusik af Michael Galasso. Hver aften passerede manden og kvinden hinanden, når de købte nudler til deres aftensmad. Maggie Cheungs kontur blev da fastholdt og kælet for i slow-motion, mens Tony Leung kæderøg melankolske cigarretter. Lyset var gyldent i mørket, regnen var kraftig og varm. Det var ganske enkelt umuligt at modstå den undertrykte lidenskab i dette asiatiske svar på David Lean og Noel Cowards Brief Encounter (1945, da.
Kort stævnemøde).
   Flere problemer i efterfølgeren opstår simpelt hen, fordi 2046 insisterer på at være en slags fortsættelse. Der er gået tre år, og historien begynder, da hr. Chow tager definitivt afsked med fru Su. Maggie Cheung glider herefter helt ud af billedet. Hun sagde nej til en større rolle i 2046, fordi hun i Frankrig skulle indspille Clean (2004), der blev instrueret af hendes eks-ægtefælle Olivier Assayas.*



NU er årstallet 1966, og efter en tid i Singapore vender hr. Chow tilbage til Hongkong, hvor han flytter ind i værelse 2046 på det ganske let lurvede Hotel Oriental. Han lever af at skrive sladderspalter til dagbladene og har heller ikke mange ambitioner investeret i sine science fiction-romaner, som forsyner filmen med en flot, men dybest set irrelevant konceptuel ramme. I Chows romaner er 2046 både et sted og en tilstand i fremtiden, en virtuel by hvor man kan generobre sin erindring.
   Ingen er nogen sinde vendt hjem fra 2046, men i rammehistorien, som Chow skriver på, mens han lever filmens forhold ud, er en stædig pilgrim på vej tilbage. Transporten foregår i et tog, som passerer gennem kolde zoner. Fysiognomier fra virkeligheden går igen i paralleluniverset, men rollefordelingen er anderledes. Hotelværten er steward. Hans ældste datter, Wang Jiewen (Faye Wong), er den livagtige kærlighedsandroide, som kan opfylde alle en mands behov. For det første er det vigtigt, at man ikke forelsker i sig i en androide. For det andet er det uvist, om androiderne har følelser.



DETTE tema har givet været større i en tidligere fase af filmens tilblivelse. I den færdige dobbeltfortælling bliver 2046-universet ikke brugt til noget særligt. Det leverer blot en fantastisk stilfuld kontrast til scenerne fra det flimrende Hongkong.
   Filmen har mange af den slags uforløste ideer. På skrømt gør Wong også lidt ud af at henvise til politiske uroligheder i 1960ernes Hongkong. I In the Mood for Love var 2046 nummeret på det hotelværelse, hvor de utro ægtefæller mødtes. Her vil hr. Chow have netop det værelse, fordi en ekskæreste begik selvmord dér.
   Endvidere – for nu at sætte trumf på – markerer årstallet 2046 slutningen på den karensperiode, hvor Den Kinesiske Folkerepublik ikke må gennemføre dramatiske strukturændringer i den tidligere britiske kronkoloni, som de overtog pr. 1. juli 1997. Wong føjer flere og flere lag til konstruktionen, men man føler aldrig sammenhængen, og den forbliver, som filmens følelsesmæssige relationer, overvejende et postulat.**




MEST problematisk er hr. Chow, som nok deler navn og træk med karakteren fra In the Mood for Love, men i bund og grund er en anden person. Denne Chow er en olieret sjuft, som næsten sætter en ære i at såre så mange kvinder som muligt så dybt som muligt. På lydsporet fortæller han i tilbageblik om denne tid og disse følelser, ligesom han guider os rundt i det futuristiske parallelunivers, han har skabt. Da giver figuren lidt mere mening, men manden vi ser røber slet ingen dybde. Han skriver for penge, begærer og bedrager, ejer ingen skam i livet og er på alle måder et døgnvæsen uden substans.
   Sit mest alvorlige forhold på hotellet får hr. Chow til den smukke Bai Ling (Zhang Ziyi), der skubber ham fra sig, for så at blive forelsket og endelig helt ødelagt. Langt ud på et sidespor kommer fortællingen, da Chow i Singapore møder spillersken Su Lizhen (Gong Li), som deler navn med og ligner fru Su fra In the Mood for Love. Mest konstruktiv er relationen til hotelværtens datter, som lærer ham at skrive lukrative kung fu-føljetoner og får en central position i 2046-universet.



FILMEN udspiller sig over tre-fire år og gør hver ensom jul en slags status. Der er end ikke antydning af den skjulte dybde og intime glød, som gjorde In the Mood for Love så anfægtende. Af samme grund truer den visuelle ækvilibrisme med at udarte til pyntesyge. Øjet næres og udfordres uafbrudt, men ingen af de halvhjertet overlappende historier føres frem til en ordentlig slutning. Helhedsindtrykket minder mest af alt om en krusedulle i marmor, en gennemført stiløvelse uden egenliv.
   Tidligt i 2046 lader Wong den smukke androide stå og hviske ned i en tragt, der svarer til stenen i In the Mood for Love. Han devaluerer derved den stærke slutning fra den første film og røber en mærkelig mangel på sans for sin egen historie. I 2046 tjener billedet mest til at ægge. Den fuldautomatiske kvinde vrider og smyger sig, mens vi ser hende bagfra, og Chris Doyles kamera kæler for de fetichistiske detaljer. 
   Der er for meget af den slags i filmen. Lagene vil ikke flyde sammen, der er ikke belæg for mystifikationerne. Man kan værdsætte 2046 for de æstetiske kunstgreb – der er mange flotte sekvenser og enkeltbilleder – men man har lettere ved at holde af den, hvis man glemmer alt om forbindelsen til In the Mood for Love.



*)  Både Clean og 2046 ankom i sidste øjeblik til Cannes i 2004, fordi der blev klippet helt frem til deadline. Visningen af 2046 blev rykket en dag, fordi Wong stadig finjusterede resultatet. Det var dog for rollen som Emily Wang i Clean, at Maggie Cheung modtog Sølvpalmen for årets bedste kvinderolle.

**) Jeg skrev om filmen i 2005 og står for så vidt ved mine indtryk og min skuffelse. Ved gensynet bliver det dog klart, at filmen i så høj grad havde forventningerne imod sig, at den knapt kunne undgå at forvirre og skuffe. I Hongkong og Kina bliver Days of Being Wild, In the Mood for Love og 2046 betragtet som en historisk og semi-selvbiografisk trilogi, der fortæller Wongs egen historie gennem Tony Leungs karakter, som indgår i alle tre film.
   For hjemmepublikummet er der slet ingen tvivl om, at årstallet gør 2046 til en politisk kommentar. Filmen har fået ny opmærksomhed efter urolighederne i 2018 – hvor Wong fyldte 60 og blev (r)evalueret – og 2019, da demonstranter gik på gaden i stort tal. Det undrer mig, at jeg fandt Faye Wongs karakter irrelevant. Kærlighedsandroiden Jing-wen er klart inspireret af Rachael-skikkelsen i Blade Runner og foregriber flere træk hos Ava-figuren i Alex Garlands Ex Machina. 

2046 – Are you still in the mood for love? (2046). Instr. & manus: Wong Kar-wai. Foto: Christopher Doyle, Pung-Leung Kwan, Yiu-Fai Lai. 129 min. Kina-Tyskland-Frankrig-Hongkong 2004. Dansk premiere: 29.04.2005


Fotos: Jet Tone Production/ Shanghai Film Group/ Orly Films/ Paris Films/ Arte France Cinéma/ZDF/Arte/ Block 2 Pictures/ Sony Pictures/ Camera Film/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplayplay Rent & Buy, YouTube Film
Director Approved 4K restoration fra The Criterion Collection i 2K Blu-ray-bokssættet World of Wong Kar Wai 23.03.2021
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2005