Translate

Viser opslag med etiketten Hirokazu Kore-eda. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hirokazu Kore-eda. Vis alle opslag

tirsdag den 25. oktober 2022

Hirokazu Kore-eda: The Third Murder/ Det tredje mord (2017)


DEN FLYGTIGE SANDHED
En tillukket film fra den gavmilde mester

Af BO GREEN JENSEN

HIROKAZU Kore-eda (f. 1962) er den moderne japanske familieskildrings mester. Han er den ypperste praktikant i en genre, der tæller aner og forbilleder som Yasujirô Ozu og Kenji Mizoguchi. Derfor giver det genlyd, når han laver noget andet og prøver noget nyt. Det sker, i hvert fald delvist og tilsyneladende, i retssalsdramaet Det tredje mord fra 2017, som fik premiere på filmfestivalen i Venedig.
   De fleste af Kore-edas film har konkurreret på Cannes Festivalen. Han gjorde uudsletteligt indtryk med Nobody Knows (2004), hvor tre forladte børn skjuler et fjerde, som kun ser dagslys én gang i sit liv. I 2013 modtog Like Father, Like Son (da. Min søns familie) Juryens Pris, og i 2018 blev Shoplifters årets guldpalmevinder. La Vérité (2019, da. Sandheden) var et vellykket eksperiment med at arbejde i Frankrig. Siden har Kore-eda instrueret Broker (2022) i Sydkorea og forberedt miniserien The Mikanai: Cooking for the Maiko House, som Netflix begynder at streame i januar 2023.
   Kore-eda genskaber hverdagens rytme. Han har en forkærlighed for at skildre kompleksiteten i surrogatfamilier. Det er hovedsagen både i Shoplifters og Broker, mens Min søns familie undersøger (og underkender) værdien af begreber som social og biologisk arv. Pointen er som regel, at der ikke findes nogen korrekt struktur. Kore-edas film ser alle generationer. I værker som Still Walking (2008), I Wish (2011), Our Little Sister (2015, da. Søstre) og Efter stormen (2016) er han blot blevet mere nuanceret og sikker.




DER er også afvigelser fra formatet. After Life (1998, da. Mellem liv og død) var en metafysisk fabel, hvor de døde fik en uge til at vælge én erindring, de kunne tage med sig i efterlivet. Distance (2001) foregik efter en selvmordskults attentat og var inspireret af virkelighedens Aum Shinrikyo. Hana (2006) var en historisk fortælling, beretningen om en blid samurai. I Air Doll (2009) kom en sexdukke til live, blev forelsket – og var elsket.
   Det tredje mord hører til disse undtagelser. Som regel er Kore-eda magisk, når han lader små øjeblikke folde sig ud: måltider, årstider, fyrværkeri. Her går øvelsen tværtimod ud på beskæring. Det er Kore-edas første værk i brede billeder, men han bruger scopeformatet til at forstærke klaustrofobien i lukkede rum: en retssal, et forhørslokale, fængslets besøgsrum og andre hermetiske lokaliteter.



MISUMI (Kôji Yakusho) er anklaget for –
 og har tilstået – mordet på sin arbejdsgiver. Karrierejuristen Shigemori (Masaharu Fukuyama fra Min søns familie) begynder at grave i sagen og finder uoverensstemmelser. Misumi ændrer forklaring. Måske havde han et forhold til chefens hustru, måske betalte hun ham for at udføre mordet. Måske vil han beskytte den dødes mands teenagedatter.
   Modsat advokaten vil Kore-eda ikke til bunds i mysteriet. Snarere vil han udforske kompleksiteten og demonstrere, at sandheden er i stadig forvandling. Måske er der lag på lag af papir og slet ingenting i den inderste æske.
   Misumi er konsekvent undvigende. Retsproceduren – som Kore-eda har undersøgt grundigt – anerkender ikke tvivlen som begreb. Der er et stærkt element af teater i processen.



FOR publikum bliver holdepunktet nogle flashbacks, som falder tidligt i filmen og som man prøver at genkalde sig. Når filmen bevæger sig uden for retssystemet, kommer familieskildringen trods alt til sin ret. Den døde mand var en forfærdelig far. Shigemori er selv en fraværende far.
   Der er ingen forløsende scene, hvor alting med ét står skærende klart. Efterhånden bliver det en vane, at Misumi ændrer forklaring. Det er let at tabe tråden og miste interessen. Det tredje mord er således en krævende film. Ærindet er filosofisk, men helhedsvirkningen er klaustrofobisk.




Det tredje mord (Sandome no Satsujin). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda. Foto: Mikiya Takimoto. 124 min. Japan 2017. Dansk premiere: 16.08.2018.


Fotos: Amuse/ Fuji IG Laboratory for Movies (FILM)/ Fuji Television Network/ Gaga/ Wild Bunch/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Wikipedia | Kore-eda at Festival de Cannes (Photo Credit: Georges Biard).
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2018.

søndag den 23. oktober 2022

Hirokazu Kore-eda: Umimachi Diary/ Our Little Sister (2015)


FIRE STJERNEKASTERE
De lyriske realister i Japan

Af BO GREEN JENSEN

SOM regel er det genrefilm, der bliver indkøbt, når vestlige distributører handler i Japan: samurai-historier, hårdkogt yakuza-krimi, dystopisk sci-fi, erotisk tonet horror, gerne med sadistisk accent, manga for voksne og magiske animationsfilm fra Studio Ghibli.
   Landet har dog en mindst lige så rig tradition for stilfærdigt sædeskildrende realisme, grundlagt og praktiseret af filmskabere som Yasujirô Ozu (1903-1963), Mikio Naruse (1905-1969) og Kenji Mizoguchi (1898-1956) på et tidspunkt, hvor Europa og USA kun havde øjne for den yngre, alfavnende Akira Kurosawa (1910-1998).
   Især Ozu kunne fortælle store hverdagshistorier. Hovedværket Tokyo monogatari (1953, da. Tokyo Story) er en stadig uovertruffen skildring af den gamle familiestrukturs opløsning. Et aldrende par kommer fra landet til byen for at besøge deres børn, men børnene har ikke tid eller overskud til at tage hensyn. Filmen fik aldrig dansk biografpremiere. I Sverige hed den Föräldrarna.


FLERE moderne filmskabere arbejder bevidst i sporet fra Ozu. En af de bedste er Hirokazu Kore-eda (f. 1962), der nu har nået alderen, som Ozu havde i sin store tid. Kore-eda bruger på samme måde familien som fokus. Han har undersøgt den i film som Still Walking (2008), hvor det er de voksne børn, som besøger forældrene på landet og undrer sig, og Min søns familie (2012).*
   Kore-eda fik sit internationale gennembrud med After Life (1997, da. Mellem liv og død), en metafysisk fabel om efterliv, film og erinding, der forsvinder. Han har flirtet med genresystemet i Hana – the Tale of a Reluctant Samurai (2006) og Air Doll (2009), men skabte sin hidtil reneste film med Nobody Knows fra 2004.
   Her bliver fire søskende efterladt af en promiskuøs misbrugermor. De må ikke være så mange i lejligheden, og den yngste holdes skjult. Det er en lille pige, som kun får lov at mærke solen på sit ansigt en eneste gang. Hun bliver begravet i en kuffert ved lufthavnen, hvor ingen vil undersøge noget. De større børn kører hjem til tonerne af en sprød popsang. Stadig er der ingen, som ved noget. Jeg har sjældent grædt i biografen, men jeg græd over Nobody Knows.


SØSTRE er en poetisk ballade om fire søstre fra Kamakura, en gammeldags kystby et sted i provinsen (faktisk 50 km syd for Tokyo), som moderne japanere holder af at læse om og se på film. De har udfordringer, men finder ud af det sammen og bliver gradvis til en stærk familie, mens kirsebærtræerne blomstrer.
   Det er ikke mindst byen og årets gang, som skaber den rigtige baggrund og sætter den bærende tone. Sachi (Haruka Ayase), Yoshino (Masami Nagasawa) og Chika (Kaho) er vokset op hos deres bedstemor efter forældrenes skilsmisse 15 år før. Kun Sachi, den ældste, har en håndgribelig erindring om den forsvundne far. Han fik en ny familie et andet sted, en frodig tempelby inde i landet, og pigerne så ham aldrig igen. Der er derfor heller ingen voldsom sorg, da de får besked om hans død.


VED begravelsen møder de halvsøsteren Suzu (Suzu Hirose)
, som tog sig af den døende far og kendte manden for alvor. Der er gensidig nysgerrighed og hengivenhed. Da de ældste søstre tager toget hjem, spørger Yoshino impulsivt, om Suzu vil flytte til Kamakura. Herefter følger en detaljeret skildring af, hvordan hun falder til, og hvordan strukturen ændrer sig over et år.
   Familiehistorien bliver hen ad vejen en dannelsesskitse, som skildrer Suzus pubertet. Ellers er der ingen ydre dramatik og kun få narrative kunstgreb. Filmens plakat fryser en situation, hvor søstrene bærer kimono og tænder stjernekastere i gårdhaven. Deres latter og lysets magiske præg er karakteristisk for filmen.


SØSTRE er mindre sagsorienteret end den lovligt firkantede Min søns familie. Her blev to drenge forbyttet ved fødslen. Den ene voksede op i et effektivt erhvervsmiljø, den anden hos en altmuligmand med rod i økonomien. Begge børn var grimme ællinger. Så blev der byttet tilbage, men dét var slet ikke lykken. Endelig vandt kærligheden over alle teorier om biologisk og social arv.
   I Søstre skal intet bevises. Forlægget er en manga, Umimachi Diary af Akimi Yoshida, der har stået i månedsbladet Flowers, som er henvendt til josei-segmentet, dvs. yngre voksne kvinder. Stilen er den samme som i Jiro Taniguchis grafiske romaner, Min barndoms fjerne by, Min fars dagbog osv., der har mange danske læsere. Stedet, tidens stille gang og de menneskelige grundvilkår skaber en universel kontekst. Ganske som i sin tid hos Ozu.**



DER er lagt stor omhu i skildringen af Kamakura. Søstrenes typer er hårdt trukket op, og dét kræver tilvænning. Især Chika, den gakkede søster, er tæt på at være ubærlig. Yoshino er lige så uansvarlig, som Sachi er overdrevent fornuftig, og for en sikkerheds skyld bærer Suzu matrostøj.
   Alligevel er det en prægtig fortælling. Filmen er malerisk smuk og bliver sentimental på de rigtige steder. Det er godt at sidde stille og indse, at man har familie i Japan.



*) Det hører med til historien, at Kore-eda selv er lidt træt af altid at høre om Ozu. Da 
海街diary fik premiere i Cannes i 2015, sagde han til Peter Bradshaw fra The Guardian: »Jeg tager det naturligvis som en kompliment. Jeg prøver at sige tak. Men jeg synes, at mine film har mere til fælles med Mikio Naruse – og Ken Loach.« Valgslægtskabet giver fuldkommen mening i forhold til Kore-eda-arbejder som Nobody Knows og Shoplifters (2018). Det er dog svært at forestille sig en Ken Loach-film, der bygger på en romantisk tegneserie, og Loach ville næppe prøve kræfter med at instruere på fransk, som Kore-eda siden har gjort i La vérite (2019).

**) 海街diary begyndte i Monthly Flowers i 2006 og sluttede samme sted 12 år efter. Det var vigtigt både for Yoshida og læserne, at dagbogens første og sidste optegnelser udkom på den samme dag, den 28. august. Serien er samlet i ni bind, der udkom fra 2007 til 2018. I 2019 præsenterede Yoshida Utagawa Hyakkei, der også bruger Kamakura som baggrund. Yoshida er aldrig udkommet på dansk. I USA, Canada og Australien er hun særligt værdsat for serien Banana Fish (1985-1994), som er hårdkogt og handlingsorienteret, og for den romantiske Lover's Kiss (1995-1996), som har LGBTQ-tema. I Frankrig er Umimachi Diary udgivet med titlen Kamakura Diary.





  

Søstre (海街diary/ Umimachi Diary/ Our Little Sister). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda [efter manga af Akimi Yoshida]. Foto: Mikiya Takimoto. 128 min. Japan 2015. Dansk premiere:18.08.2016.

Fotos: Fuji IG Laboratory for Movies (FILM)/ Fuji Television Network/ Gaga/ Shogakukan/ TV Man Union/ Toho Company/ Wild Bunch/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies
Anmeldelsen stod [med rubrikken 'Søstre i Japan'] i Weekendavisen Kultur 19.08.2016.

fredag den 21. oktober 2022

Hirokazu Kore-eda: La Vérite/The Truth (2019)


MODENHED ER ALT
Den japanske auteur debuterer på fransk 

Af BO GREEN JENSEN

FABIENNE Dangeville er en ærkefransk diva, der nærmer sig glamourøs alderdom. Hun bliver naturligvis spillet af Catherine Deneuve (f. 1943) – hvis rigtige mellemnavn er Fabienne.
   Datteren Lumir, som selv er blevet midaldrende, slog sig ned i USA. Hun bliver i La vérité spillet af Juliette Binoche (f. 1964), som var for 1980ernes french wave, hvad Deneuve var for 1960ernes nouvelle vague.
   Lumir kommer på besøg med den amerikanske familie, netop som Fabienne får udgivet sine autofiktive erindringer og medvirker i en ny film, hvor hun spiller over for Manon Lenoir (Manon Clavel), en kommende stjerne, som skal være den næste Deneuve og Binoche. Det er svære og krævende optagelser. Fabienne er på usikker grund.



JAPANSKE Hirokazu Kore-eda (f. 1962) er god til at skildre familier. Instruktøren gjorde et uudsletteligt indtryk med Nobody Knows (2004), hvor tre forladte børn skjuler et fjerde, som kun ser dagslys én gang i sit liv. Mange film senere er Kore-eda blevet en ny mester i traditionen fra Yasujirô Ozu og Kenji Mizoguchi. Han ser alle generationer. Kronen på værket var guldpalmevinderen Shoplifters (2019). La vérité er hans første fremmedsprogede arbejde.
   Kore-eda fanger hver nuance i familiebilledet. Især Ethan Hawkes karakter er mere end standardvare. Lumirs mand har alkoholproblemer og falder i. Fabienne tager ham ikke alvorligt som skuespiller, men Hank har åbenbart beskeden succes i en serie, som bliver streamet på nettet.
   Også for ham selv er det uklart, om talentet var utilstrækkeligt. Faldt han som følge af alkoholismen eller førte middelmådighed ham til misbrug? I hvert fald er han en god far og en kærlig ægtemand på sin måde. Det er Hank, der forbinder de praktiske ender, mens Fabienne og Lumir diskuterer fortiden.



DE bedste scener i Sandheden er dog optagelserne til filmen, som Fabienne medvirker i. Det er en science fiction-historie, hvor protagonistens mor tager ud i rummet, fordi hun er syg. Moderen kommer hjem på besøg hvert syvende år og virker da altid ung og perfekt. Det er hun stadig, da pigen er blevet gammel.
   Fabienne har rollen som den ældede, døende datter. Hun farer vild i sine replikker og kan ikke koncentrere sig. Hun føler, at professionalismen, som hun har hængt sin hat på hele livet, er ved at glide hende af hænde. Tiden er kold og har svært ved at huske. Hun føler sin alder meget akut og lyver sig stærkere i selvforsvar.  



KORE-EDA gør filmen-i-filmen til en rig undertekst. Tidsrejsemotivet er hentet i Ken Lius novelle »Memories of My Mother«, som forfatteren lagde på nettet i marts 2012. Det er en ganske kort tekst, som benytter formatet flash fiction. Også amerikaneren David Gaddie har brugt den som afsæt for kortfilmen Beautiful Dreamer (2016).
   Det er flot at forbinde cyberspacefremtiden med Fabienne. Mor og datter diskuterer, hvordan det var med mosteren, som tog sig af Lumir, når Fabienne var på optagelse. Lumir synes, at Fabienne fordrejer og forskønner det hele i erindringsbogen. Sandheden var ikke sådan. Mosteren døde ung – ganske som Françoise Dorleac, Deneuves storesøster, der kørte galt og døde, kun 25 år gammel, i 1967.



MAN kan se de to søstre sammen i Jacques Demys meta-musical Les desmoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort). Og man kan se Deneuve spille over for sin egen voksne datter, Chiara Mastroianni, i Julie Bertuccellis La dernière folie de Claire Darling (2019, da. Claire Darling). Sådan gnider fiktionen kind med den virkelige historie i La vérité. Sandheden er ikke en nøglefilm – og så alligevel. Det enkle kunstgreb har meget stor virkning. Familiefornemmelsen er autentisk.
   »Modenhed er alt,« siger Shakespeare i Kong Lear. Deneuve og Binoche er i virkeligheden 76 og 56 år. Det er godt at se dem som mor og datter. For Kore-eda er filmen et eksperiment. Det må siges at være lykkedes ham. Sandheden er en udsøgt komponeret buket af hyldest og historie. Her er 60 års fransk (og japansk) filmfølsomhed koncentreret.



La vérité (Sandheden). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda. Foto: Eric Gautier. 106 min. Frankrig-Schweiz-Japan 2019. Dansk premiere: 08.10.2020.


Fotos: 3B Productions/ Bun-Buku/ MI Movies/ France 3 Cinéma/ Canal+/ Unifrance/ Le Pacte/Øst for Paradis

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.10.2020

torsdag den 20. oktober 2022

Hirokazu Kore-eda: Still Walking/ Aruitemo aruitemo (2008)

FAMILIEN FOR SIDSTE GANG
Erindringen om de døde forældre

Af BO GREEN JENSEN

DER er film, som man ser for at glemme sin hverdag, og film, som man ser for at føle sig genkendt. Du vil stå foran spejlet, eller du vil ind i en verden bag spejlet. For de bedste af begge slags gælder, at du ved en smule mere om din virkelighed, når historien er forbi.
   Japaneren Hirokazu Kore-eda (f. 1962) laver film, som hører til begge steder. De er fattige på ydre spænding, men rige på følelsesmæssig intelligens.
   Sædvanligvis skaber han stille historier, der taler om metafysiske emner i en nøgtern, realistisk form. I After Life (1998, da. Mellem liv og død) er døden et herberg, hvor man vælger én erindring at tage med sig. Distance (2001) skildrer sorgarbejdet, som resterne af en selvmordskult udfører. I Nobody Knows (2004) bliver fire børn svigtet af deres mor, og en lille pige dør uden at have set dagens lys, fordi »ingen må vide«, at der bor så mange i lejligheden. I allegorisk form var Air Doll (2009) en moderne Pinocchio-historie for voksne. Sexdukken blev levende, da den følte sig elsket.



STILL Walking har ingen fantastiske lag, men er en fuldkommen prunkløs erindring om instruktørens forældre. »I denne film er der ingen tyfoner,« skriver Kore-eda i sin hensigtserklæring. »Snarere end at vise, hvordan mine forældre nærmede sig døden, ville jeg fange og fastholde et øjeblik af livet. Folde hele familiens fælles erindring ind i det øjeblik. Præcis som fotografier i et gammelt familiealbum.« Netop så fin er denne fremstilling, som smuldrer mellem fingrene, hvis ikke man bladrer forsigtigt.
   Faktisk foretrækker Kore-eda at bruge Even If You Walk and Walk som engelsk titel. Det er en linie fra sangen »Blue Light Yokohama«, som afspilles i en central fællesscene. Ayuimi Ishida havde et stort hit med sangen i 1968. Den bestemmer både tid og tema. For det første er det forældrenes sang. For det andet er livet en Sisyfos-gerning. Man kommer ingen steder, selv om livet bliver ved med at gå. Men der er endelig også en styrke i kroppens ukuelighed. Ti år efter har Jørgen Leth samme tanke i sin sene og sårbare I Walk (2019, da. Jeg går).



HVERT år kommer de voksne børn på besøg. Man tilbereder et måltid sammen og overnatter måske. Det er, som når danske familier samles i sommerhuset. Far er blevet gammel og stæreblind. Han gemmer sig i konsultationen, som ingen af sønnerne ville overtage. Den ældste medbringer sin hustru, en enke med en halvstor dreng (man synes nok, at han kunne gøre det bedre), og han vil ikke for nogen pris indrømme, at hans konservatorforretning går dårligt. Søster er lige så hurtig som Mor, der aldrig har arbejdet uden for huset og iscenesætter ydmygende situationer med en subtil form for gæstfri sadisme.



ALT er foldet ud over én dag, fuld af lys og rig på stemmer, der vil tale videre i erindringen, når den er levet. Den voksne søns fortællerstemme sørger for at orientere tilskueren. Der er gamle konflikter mellem forældrene. Der er mindet om den døde bror, som alle husker 15 år efter, skønt ingen siger hans navn særligt højt. Endelig er der balancen i sønnens nye ægteskab. Drengen kalder sin mors mand ved fornavn, men siger Far »som alle andre«, når udenforstående hører på.
   Et nyt barn kunne konsolidere forholdet. Hustruen spørger gennem syv lag af omskrivning sin svigermor, om barnet er en god idé. Bedstemor svarer lige så indirekte, men med kategorisk grusomhed. Hun insisterer på at give hånd, da de skilles. Bedstefar prøver dog at tale med drengen. Man ved så ikke, om det er, fordi han stadig ikke har opgivet at finde en arving til imperiet. Man ved dog med sikkerhed, at det er sidste gang familien samles. Begge de gamle mennesker dør.



TRODS alt er det også en kærlig erindring. Der er lattermild lethed og streng dominans, undertrykt oprør og endelig frigørelse i det mangefarvede gruppeportræt. Moderen indrømmer, at hun hvert år inviterer den døde brors kejtede ven, ikke for at at vise ham tilgivelse, men for at holde ham fast i den skyld, han bør føle. Epilogen er værd at blive siddende for. Still Walking er en udsøgt genstand. Præcis som et øjeblik fastholdt i rav.

Se også Den japanske familie: Shoplifters (2018) og Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004).

Still Walking (Aruitemo aruitemo). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda. Foto: Yutaka Yamazaki. 114 min. Japan 2008. Dansk premiere: 01.04.2010 [Copenhagen International Film Festival/ Månedens film i Cinemateket].


Fotos: Bandai Visual Company/ Cinequanon/ Eisei Gekijo/ Engine Film/ TV Man Union/ Celluloid Dreams/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Criterion Collection/ MUBI (Hirokazu Kore-eda Portrait)
Filmen streames ikke i DK – i UK, Italien og Tyskland på Chili Play, i Frankrig på Amazon Prime
The Criterion Collection har udgivet Still Walking på Blu-ray
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 02.04.2010 - her let ajourført og revideret.

onsdag den 19. oktober 2022

Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004)


ALLE VERDENS TÅRER
Det kollektive omsorgssvigt

Af BO GREEN JENSEN

DEN japanske filmskaber Hirokazu Kore-eda (f. 1962) fik også i Danmark et gennembrud med After Life (1999, da. Mellem liv og død). I dette melankolske stemningsstykke måtte nyligt afdøde sjæle vælge hver én erindring fra deres liv. Om den blev der drejet en film, og de døde kunne beholde den, når de tog videre. Resten blev slettet én gang for alle.
   Også i sin næste film rører Kore-eda ved de inderste ting, men denne gang er der ingen metafysisk stødpude. Nobody Knows er en hjerteskærende virkelig historie om fire børn, som bliver forladt og må klare sig alene i en lejlighed i Tokyo. Deres mor har fået dem med forskellige mænd. I den nye lejlighed må der kun være ét barn, så de mindste gemmer sig i Samsonite-kufferterne, da filmen begynder og familien flytter ind.


MODEREN Keiko har en svaghed for alkohol og andre stimulanser. Hun bliver også let forelsket og plejer da at tage væk med den nye mand, idet hun overlader ansvaret for familien til Akira, den ældste søn, som naboerne godt må se. Børnene går ikke i skole. De vil gerne, men Keiko mener, at uddannelse er overvurderet. Først tager hun væk nogle måneder og lover at komme hjem til jul. Endelig forsvinder hun helt. Der kommer et brev med alt for få penge. »Jeg stoler på dig, Akira,« er alt, hvad Keiko skriver til sønnen.
   Så skal de klare sig, drengen på 12, hans lidt yngre søster, spilopmageren Shigeru på syv år og hjerteknuseren Yuki på fire. Først overholder de Keikos regler, går ikke ud, laver en slags lektier, prøver at rydde en anelse op. Akira betaler regninger, rækker ud efter kammerater i nabolaget og knytter i mangel af bedre et venskab med den lidt ældre pige Saki, som har rige forældre, men er overset på en anden måde og bliver mobbet i skolen. Også hun strejfer rundt i kvarteret om dagen.



FILMEN følger forløbet over et år. Der er gode perioder, hvor børnene faktisk får indrettet sig og mod alle odds fungerer som en familie, strandet snarere end egentlig nødstedt. Men hverdagen skrider, rodet tager til. Der bliver lukket for gas, el og vand, efterhånden som pengene slipper op. Akira opsøger to af børnenes fædre, men får ikke nogen hjælp, som han kan bruge. En kvinde i supermarkedet er den eneste voksne, han har kontakt med. Hun ser som regel genert ned i gulvet, når indehaveren lærer endnu en ekspedient at krølle poserne op på den rigtige måde.
   Nobody Knows er fuld af sådanne sikkert sete detaljer, der giver den enkelte øjeblikke af humor. Det samme gør børnene selvsagt. Af og til er de bare fire søskende, som leger og nyder livet på øen, hvor ingen griber forstyrrende ind. Deres isolation bliver ved, og man lever sig ind i en hverdag med store og små revolutioner. Det er grænseoverskridende, da Akira første gang lader hånt om moderens instrukser og tager Yuki med i byen på hendes fødselsdag. Hun bærer hjemmesko, der kan pibe, får sit yndlingstøjdyr med i et aflagt tornyster og er lykkelig, da de kan købe et lille lager af hendes yndlingsslik.



SIDEN kommer alle ud i lyset. Lejligheden begynder at lugte. Akira ved ikke sine levende råd, og efterhånden er det lettest at give slip. En ulykke ændrer alting totalt. Kore-eda formulerer da en ren og stille scene, som man sent eller aldrig vil glemme:
   To store børn begraver en kuffert ved en flyveplads. Det sker til tonerne af en spinkel ballade, »Houseki«, som Tate Takako fremfører. Det regner, og de lægger også slik i hullet, som er svært at lave i den våde jord og med dårlige redskaber. I kufferten ligger et lille liv, som ingen måtte kende til og som ingen ville vide af. Sangen bliver ved. Den banale musik virker større og større, da børnene tager toget tilbage.
   Ved filmens Cannes 2003-premiere skrev en kollega, at amerikanske og europæiske tilskuere formentlig ville finde scenen overdrevent sentimental. »Men den er ærke-asiatisk,« tilføjede han. Det samme er den unikke blanding af poesi, eventyr og socialrealisme, som Kore-eda skildrer børnenes liv med. Han nævner selv en autentisk hændelse som sin primære inspirationskilde. Et lignende kolossalt omsorgssvigt fandt sted i Tokyo i 1988, hvor en mor forlod sine børn. Efter et halvt år døde det yngste. Heller ikke i virkeligheden vidste naboerne, at der var fire børn i lejligheden.



DET er klart, at der i filmen ligger en implicit erklæring om, hvor lidt vi ved om og tager os af hinanden; hvor megen fortræd man kan gøre et barn og hvor mærkelig tilværelsen er. Men Kore-eda undlader at prædike og forenkle. Man fornemmer ikke noget sted den pegefinger, som en europæisk filmskaber typisk ville rette mod publikum og de sociale instanser. I forbifarten kan man sende Lone Scherfigs familiefilm Når mor kommer hjem (1998) en venlig tanke. Den havde mange af de samme elementer som Nobody Knows, men var nødt til at glatte dem ud i sin slutning.
   Kore-edas saglige snit og neutrale tone gør smerten i materialet endnu mere påtrængende. End ikke den flagrende mor bliver fremstillet uden nuancer. Hun er mere som det største barn, når hun kommer sent hjem og sidder og pjatter med ungerne. Der er ingen tvivl om, at hun elsker dem på sin adspredte måde. Keiko, der spilles besnærende af rockdivaen YOU, er snarere en fantastisk psykologisk undtagelse.



YAGIRA Yuya, som spiller Akira, modtog prisen som bedste mandlige skuespiller, da filmen fik premiere i Cannes. Flere mente, at han var for ung og at det generelt er en uskik at give priser til børn i tragiske roller. Sikkert er i hvert fald, at han yder en fuldkommen indlevet fremstilling.
   Man tror på Akira, når han er sammenbidt og panikslagen, men ikke vil vise det over for sine søskende, og når han i glimt holder fri fra det hele i parken, hvor børnene bliver vant til at bade og hente vand. Han prøver virkelig, gør den dreng. Og hele verden burde skamme sig over, at sådanne ting foregår.



DET er i dét krigshumør, man forlader biografen. Og med en svimmel romantisk fornemmelse af, at denne film rummer alle verdens tårer, selv om pointen bagefter er, at livet går videre uanset hvad. Helhedsvirkningen er et lærebogseksempel på begrebet katarsis, dvs. den lutring af sindet, som kunsten fremkalder. Med føleri har det intet at gøre, skønt en kyniker kan have svært ved at se forskel. Nobody Knows er en pragtfuld film, som man gemmer på et særligt sted, dér hvor de største oplevelser ligger.


Nobody Knows (Dare mo shiranai). Instr. og manus: Hirokazu Kore-Eda. Foto: Yamazaki Yukata. 141 min. Japan 2004. Dansk premiere: 20.08.2004 [Copenhagen International Film Festival]: 25.03.2005.


Fotos: Bandai Visual Company/ Cine Qua Non Films/ Engine Film/ Nobody Knows Project Team/ TV Man Union/ c-style/ Wild Bunch/ IFC Films/ Øst for Paradis/ CineMaterial/ Movie StillsDB
Filmen streames ikke i DK - i øvrige EU på iTunes 
Nobody Knows udkom på Blu-ray i 2017 (UK) og 2017 (Frankrig)
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.03.2005