Translate

Viser opslag med etiketten Yasujiru Ozu. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Yasujiru Ozu. Vis alle opslag

søndag den 23. oktober 2022

Hirokazu Kore-eda: Umimachi Diary/ Our Little Sister (2015)


FIRE STJERNEKASTERE
De lyriske realister i Japan

Af BO GREEN JENSEN

SOM regel er det genrefilm, der bliver indkøbt, når vestlige distributører handler i Japan: samurai-historier, hårdkogt yakuza-krimi, dystopisk sci-fi, erotisk tonet horror, gerne med sadistisk accent, manga for voksne og magiske animationsfilm fra Studio Ghibli.
   Landet har dog en mindst lige så rig tradition for stilfærdigt sædeskildrende realisme, grundlagt og praktiseret af filmskabere som Yasujirô Ozu (1903-1963), Mikio Naruse (1905-1969) og Kenji Mizoguchi (1898-1956) på et tidspunkt, hvor Europa og USA kun havde øjne for den yngre, alfavnende Akira Kurosawa (1910-1998).
   Især Ozu kunne fortælle store hverdagshistorier. Hovedværket Tokyo monogatari (1953, da. Tokyo Story) er en stadig uovertruffen skildring af den gamle familiestrukturs opløsning. Et aldrende par kommer fra landet til byen for at besøge deres børn, men børnene har ikke tid eller overskud til at tage hensyn. Filmen fik aldrig dansk biografpremiere. I Sverige hed den Föräldrarna.


FLERE moderne filmskabere arbejder bevidst i sporet fra Ozu. En af de bedste er Hirokazu Kore-eda (f. 1962), der nu har nået alderen, som Ozu havde i sin store tid. Kore-eda bruger på samme måde familien som fokus. Han har undersøgt den i film som Still Walking (2008), hvor det er de voksne børn, som besøger forældrene på landet og undrer sig, og Min søns familie (2012).*
   Kore-eda fik sit internationale gennembrud med After Life (1997, da. Mellem liv og død), en metafysisk fabel om efterliv, film og erinding, der forsvinder. Han har flirtet med genresystemet i Hana – the Tale of a Reluctant Samurai (2006) og Air Doll (2009), men skabte sin hidtil reneste film med Nobody Knows fra 2004.
   Her bliver fire søskende efterladt af en promiskuøs misbrugermor. De må ikke være så mange i lejligheden, og den yngste holdes skjult. Det er en lille pige, som kun får lov at mærke solen på sit ansigt en eneste gang. Hun bliver begravet i en kuffert ved lufthavnen, hvor ingen vil undersøge noget. De større børn kører hjem til tonerne af en sprød popsang. Stadig er der ingen, som ved noget. Jeg har sjældent grædt i biografen, men jeg græd over Nobody Knows.


SØSTRE er en poetisk ballade om fire søstre fra Kamakura, en gammeldags kystby et sted i provinsen (faktisk 50 km syd for Tokyo), som moderne japanere holder af at læse om og se på film. De har udfordringer, men finder ud af det sammen og bliver gradvis til en stærk familie, mens kirsebærtræerne blomstrer.
   Det er ikke mindst byen og årets gang, som skaber den rigtige baggrund og sætter den bærende tone. Sachi (Haruka Ayase), Yoshino (Masami Nagasawa) og Chika (Kaho) er vokset op hos deres bedstemor efter forældrenes skilsmisse 15 år før. Kun Sachi, den ældste, har en håndgribelig erindring om den forsvundne far. Han fik en ny familie et andet sted, en frodig tempelby inde i landet, og pigerne så ham aldrig igen. Der er derfor heller ingen voldsom sorg, da de får besked om hans død.


VED begravelsen møder de halvsøsteren Suzu (Suzu Hirose)
, som tog sig af den døende far og kendte manden for alvor. Der er gensidig nysgerrighed og hengivenhed. Da de ældste søstre tager toget hjem, spørger Yoshino impulsivt, om Suzu vil flytte til Kamakura. Herefter følger en detaljeret skildring af, hvordan hun falder til, og hvordan strukturen ændrer sig over et år.
   Familiehistorien bliver hen ad vejen en dannelsesskitse, som skildrer Suzus pubertet. Ellers er der ingen ydre dramatik og kun få narrative kunstgreb. Filmens plakat fryser en situation, hvor søstrene bærer kimono og tænder stjernekastere i gårdhaven. Deres latter og lysets magiske præg er karakteristisk for filmen.


SØSTRE er mindre sagsorienteret end den lovligt firkantede Min søns familie. Her blev to drenge forbyttet ved fødslen. Den ene voksede op i et effektivt erhvervsmiljø, den anden hos en altmuligmand med rod i økonomien. Begge børn var grimme ællinger. Så blev der byttet tilbage, men dét var slet ikke lykken. Endelig vandt kærligheden over alle teorier om biologisk og social arv.
   I Søstre skal intet bevises. Forlægget er en manga, Umimachi Diary af Akimi Yoshida, der har stået i månedsbladet Flowers, som er henvendt til josei-segmentet, dvs. yngre voksne kvinder. Stilen er den samme som i Jiro Taniguchis grafiske romaner, Min barndoms fjerne by, Min fars dagbog osv., der har mange danske læsere. Stedet, tidens stille gang og de menneskelige grundvilkår skaber en universel kontekst. Ganske som i sin tid hos Ozu.**



DER er lagt stor omhu i skildringen af Kamakura. Søstrenes typer er hårdt trukket op, og dét kræver tilvænning. Især Chika, den gakkede søster, er tæt på at være ubærlig. Yoshino er lige så uansvarlig, som Sachi er overdrevent fornuftig, og for en sikkerheds skyld bærer Suzu matrostøj.
   Alligevel er det en prægtig fortælling. Filmen er malerisk smuk og bliver sentimental på de rigtige steder. Det er godt at sidde stille og indse, at man har familie i Japan.



*) Det hører med til historien, at Kore-eda selv er lidt træt af altid at høre om Ozu. Da 
海街diary fik premiere i Cannes i 2015, sagde han til Peter Bradshaw fra The Guardian: »Jeg tager det naturligvis som en kompliment. Jeg prøver at sige tak. Men jeg synes, at mine film har mere til fælles med Mikio Naruse – og Ken Loach.« Valgslægtskabet giver fuldkommen mening i forhold til Kore-eda-arbejder som Nobody Knows og Shoplifters (2018). Det er dog svært at forestille sig en Ken Loach-film, der bygger på en romantisk tegneserie, og Loach ville næppe prøve kræfter med at instruere på fransk, som Kore-eda siden har gjort i La vérite (2019).

**) 海街diary begyndte i Monthly Flowers i 2006 og sluttede samme sted 12 år efter. Det var vigtigt både for Yoshida og læserne, at dagbogens første og sidste optegnelser udkom på den samme dag, den 28. august. Serien er samlet i ni bind, der udkom fra 2007 til 2018. I 2019 præsenterede Yoshida Utagawa Hyakkei, der også bruger Kamakura som baggrund. Yoshida er aldrig udkommet på dansk. I USA, Canada og Australien er hun særligt værdsat for serien Banana Fish (1985-1994), som er hårdkogt og handlingsorienteret, og for den romantiske Lover's Kiss (1995-1996), som har LGBTQ-tema. I Frankrig er Umimachi Diary udgivet med titlen Kamakura Diary.





  

Søstre (海街diary/ Umimachi Diary/ Our Little Sister). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda [efter manga af Akimi Yoshida]. Foto: Mikiya Takimoto. 128 min. Japan 2015. Dansk premiere:18.08.2016.

Fotos: Fuji IG Laboratory for Movies (FILM)/ Fuji Television Network/ Gaga/ Shogakukan/ TV Man Union/ Toho Company/ Wild Bunch/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies
Anmeldelsen stod [med rubrikken 'Søstre i Japan'] i Weekendavisen Kultur 19.08.2016.

fredag den 31. januar 2020

Store instruktører: Kenji Mizoguchi 1898-1956



EN BLEG OG MYSTISK MÅNE
Kenji Mizoguchis suveræne kvindebilleder

Af BO GREEN JENSEN


SAMMEN med Yasujiro Ozu (1903-63) og Akira Kurosawa (1910-98) blev Kenji Mizoguchi (1898-1956) den tredje af de modne mestre, som gav japansk film nyt liv og international udbredelse, da nationen rejste sig efter nederlaget i 1945. Ozu var den diskrete iagttager, Kurosawa den handlingssøgende digter. Mellem dem står Mizoguchi som æsteten, der altid taler menneskets sag. 
   Japans filmindustri var et lokalt anliggende før 1951, da Kurosawas skelsættende Rashomon (1950) vandt Guldløven på filmfestivalen i Venezia. Produktionsselskabet Daiei fik mod på at sende film udenlands og bad veteranen Mizoguchi om en kunstnerisk titel, gerne med historisk tema, der kunne bruges både hjemme og i Europa, hvor de japanske instruktører fik deres første kritiske fanbase.


MIZOGUCHI havde lavet film i næsten 30 år. Debutarbejdet Ai ni Yomigaeru Hi (The Resurrection of Love) fra 1923 er ikke bevaret, men Furusato no Uta (The Song of Home) fra 1925 overlever. Mizoguchis værkliste tæller 86 titler, hvoraf 55 er forsvundet. Hovedparten er stumfilm produceret før 1935, men også en række patriotiske bestillingsarbejder fra 1940erne er forsvundet.
   Instruktøren var flittigst i 1930erne, hvor han udviklede sit personlige filmsprog, en grammatik af lange optagelser og flydende kameragange, i værker som Naniwa Erejii (Osaka Elegy) fra1936 og Zangiku monogatari (The Story of Last Chrysanthemums) fra 1939. Mizoguchi skabte sine bedste film i samarbejde med fotografen Katsuo Miyagawa og forfatteren Yoshikata Yoda. Trioen fandt sammen i denne periode.
   I 1952 kom Mizoguchi til Venedig med Saikaku ichida onna (Kurtisanen O-Haru). Filmen modtog en af tre sølvløver (hovedprisen gik til René Cléments Jeux interdits). I 1953 kunne Ugetsu monogatari have fået Guldløven, men juryen valgte ikke at uddele hovedprisen. Man sagde, at ingen film fortjente den fuldt. Begrundelsen må også have undret Federico Fellini, som havde I vitelloni (Dagdriverne) i konkurrence.


FOR tredje år i træk fik Mizoguchi andenprisen, da han i 1954 præsenterede Sansho Dayu (Sansho the Bailiff), som lukker den historiske trilogi. De italienske priser konsoliderede japansk films position, men skønt Mizoguchi aldrig sagde det højt, var han skuffet. I det mindste blev der ikke føjet spot til skade. Også Kurosawas De syv samuraier måtte nøjes med Sølvløven.
   Mizuguchi følte sig distanceret af Kurosawa. Han mente, at den yngre mand fik meget foræret. Nu fik Kurosawa også æren for den japanske renæssance. Sagen er dog snarere, at de to mænd var meget forskellige filmskabere. Mizuguchis nænsomme håndværk, som ofte taler kvindens sag, har ikke den syngende episke styrke, som råder ubesværet i Kurosawas samuraifilm. De besidder til gengæld en mildhed, som Kurosawa først strejfer senere, da han vender sig til samtidsfilmen.


MESTERVÆRK er et misbrugt ord, men det er dækkende for Ugetsu monogatari. På engelsk kaldes filmen Tales of the Watery Moon eller Tales of the Rain and the Moon, men den mest poetiske omskrivning er så langt den danske titel. En bleg og mystisk månes fortælling efter regnen var inspireret af to klassiske spøgelseshistorier: »Huset mellem sivene« og »Den hvide slanges begær«, begge skrevet af Ueda Akinari og udgivet i samlingen Ugetsu monogatari fra 1776.
   For egen regning – og måske for at tækkes den vestlige smag – indførte Yoda og medforfatteren Matsutaro Kawaguchi en række elementer fra to noveller, »Decoré!« og »Lit 29«, af Guy de Maupassant. Under alle omstændigheder har filmen et præg af tidløs skæbnefortælling, som løfter den ud af sin periode og gør, at den i dag føles lige så visuelt frisk, overjordisk dragende og menneskeligt nærværende som  i 1953.


FILMEN fortæller om to mænd, pottemageren Genjuro (Masayuki Mori) og naboen Tobei (Sakae Ozawa). De svigter deres hustruer, Miyagi (Kinuyo Tanaka) og Ohama (Mitsuko Mita), og lader sig rive med af drømme om storhed, mens borgerkrigen raser i 1500-tallets Japan. I begyndelsen er kvinderne med på rejsen, men Genjuro sender Miyagi og parrets lille søn tilbage efter et møde med en spøgelsesbåd.
   Krysteren Tobei får råd til en rustning og gør på ironisk vis militær karriere, mens hans hustru bliver voldtaget og må arbejde som prostitueret. Parret genforenes på et bordel, da Tobei vil fejre sin sejr, men kommer faktisk over krisen og bliver bedre sammen. Filmen kan slutte med kloge ord om dyrke sin have og sky krigens vanvid. Man tænker, at budskabet talte til nationen, som havde mistet alt i 2. verdenskrig.
   Det er dog pottemageren Genjuros historie, som for alvor er uafrystelig. Han møder sin skæbne i skikkelse af den smukke prinsesse Wakasa, der køber lertøj af ham sammen med sin amme. Han besøger Wakasa i huset mellem sivene og tilbringer dagene som i en døs. Parret bader sammen, spiser og elsker, bliver gift. Kun bigamisten har ikke forstået, at hans fortryllerske er et genfærd.
   Mens Genjuro forsvinder i drømmen, bliver hans hustru dræbt af tiggere. Da han endelig vakler hjem til sit hus, er det alligevel Miyagi, som modtager ham. Først næste morgen forstår han og vågner endelig helt. Ved filmens slutning er han atter aktiv ved drejebænken, mens sønnen sætter blomster på moderens grav.



ALLE Mizoguchis virkemidler – de lange takes, det flydende lys, overtoninger, svær filtersætning, koreograferede kranbilleder og spinkel spøgelsesmusik (som regel komponeret af Fumyo Hayasaka) – er investeret i denne films misè-en-scene. Kameraet ser væk, når der dræbes og elskes. Tiden bliver elastisk, men Mizoguchi klipper ikke frem og tilbage i kronologien. I stedet panorerer han fra ét sted i scenens landskab til et andet, hvor karaktererne fra før nu er anbragt.
   Ugetsu monogatari må være et af de smukkeste værker i filmens historie. Fortællingen er tidløs i bogstavelig forstand. Se den som 16-årig, se den når du er 55. Kun erfaringen, man bærer med sig, er ændret. Den er gjort af et uopslideligt stof.
   Kendere af Mizoguchi – bl.a. briten Mark Le Fanu, tidligere tilknyttet den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, som har skrevet monografien Mizoguchi and Japan (2005) – sætter dog trilogiens sidste film endnu højere.* I Sansho Dayu formulerede Mizoguchi sit stærkeste forsvar for bløde værdier som mildhed, tilgivelse og tolerance.
   Igen er vi i riddertiden. En guvernør degraderes, fordi han behandler bønderne godt. Hans kone bliver prostitueret, hans børn bliver solgt som slaver. Som voksen kan drengen tage hævn, rehabilitere sin far og frigive slaverne, men hans søster er gået i søen – hos Mizoguchi er døden ofte forbundet med vand. I en sidste påklistret scene forenes han med sin mor. Hun siger, han har forsvaret faderens værdier.




IKKE alt er på højde med de sene hovedværker. Særligt svag – men af kuriøs betydning – er udstyrsstykket Yokihi (1955), som var Mizoguchis første farvefilm. Også Shin heike monogatari (Tales of the Taira Clan) blev samme år produceret i farver. Yokihi var et asiatisk salgsfremstød, som Daiei foretog i samarbejde med Shaw and Sons.
   Storfilmen følger en kinesisk tjenestepige, som bliver kejserens konkubine. Mizoguchi betoner hendes hjælpeløshed, men har for en gangs skyld ikke prioriteret personinstruktionen. Også magien ved Miyagawas billeder forsvinder i farverigdommen.
   Da det kom til stykket, blev Yokihi aldrig udsendt i Kina. Tilskuerne kunne ikke tage den alvorligt. Man fornemmer, at resultatet svarer til amerikanske forsøg på at skildre det historiske Danmark, f.eks. Charles Vidors fynske billeder i Danny Kaye-filmen Hans Christian Andersen (1952).

MIZOGUCHIS stærke følelser for kvindens udsatte situation giver flere moderne geisha-skildringer et distraherende præg af problemfilm. Både Gion Bayashi (Gion Festival Music) fra 1953 og Uwasa no onna (The Woman of Rumour) fra 1954 skæmmes af en didaktisk mislyd. I svanesangen Akasen chitai (Skammens gade) fra 1956 falder tematikken dog til rette med fuld og bevægende kraft.
   Bokssættet Late Mizoguchi (2011) fra Eurekas Masters of Cinema-serie er en eksemplarisk antologi med otte sene titler, som egentlig kun savner Kurtisanen O-Haru.** The Mizoguchi Collection fra Artifical Eye samler fire hovedværker fra mellemperioden, bl.a. Osaka Elegy og The Story of the Last Chrysanthemums. Criterion Collection udgav The Life of Oharu på blu-ray i 2017, og i 2019 fulgte en restaureret 4K-kopi af Ugetsu Monegatari.
   64 år efter sin død er Mizoguchi moden til bred genopdagelse. Der er så mange pragtfulde billeder hér.




*) Mark Le Fanu: Mizoguchi and Japan. 218 s. London: BFI Publishing, 2005













**) Late Mizoguchi: Eight Films by Kenji Mizoguchi, 1951-1956
Oyu-sama/ Miss Oyu (1951) ****
Ugetsu monogatari/ En bleg og mystisk månes fortælling efter regnen (1953) ******
Gion Bayashi/ Gion Festival Music (1953) ***
Sansho Dayu/ Saho the Bailiff (1954) ******
Uwasa no onna/ The Woman of Rumour (1954) ***
Chikamatsu monogatari/ En kvindes kærlighed (1954)*****
Yokihi/ Prinsesse Yang Kwei Fei (1955) **
Akasen chitai/ Skammens gade (1956) *****
765 min. Japan 1951-56

En kortere version af teksten stod i Ekko - Magasinet om film og medier #53 jun.-aug. 2011