Translate

Viser opslag med etiketten omsorgssvigt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten omsorgssvigt. Vis alle opslag

onsdag den 19. oktober 2022

Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004)


ALLE VERDENS TÅRER
Det kollektive omsorgssvigt

Af BO GREEN JENSEN

DEN japanske filmskaber Hirokazu Kore-eda (f. 1962) fik også i Danmark et gennembrud med After Life (1999, da. Mellem liv og død). I dette melankolske stemningsstykke måtte nyligt afdøde sjæle vælge hver én erindring fra deres liv. Om den blev der drejet en film, og de døde kunne beholde den, når de tog videre. Resten blev slettet én gang for alle.
   Også i sin næste film rører Kore-eda ved de inderste ting, men denne gang er der ingen metafysisk stødpude. Nobody Knows er en hjerteskærende virkelig historie om fire børn, som bliver forladt og må klare sig alene i en lejlighed i Tokyo. Deres mor har fået dem med forskellige mænd. I den nye lejlighed må der kun være ét barn, så de mindste gemmer sig i Samsonite-kufferterne, da filmen begynder og familien flytter ind.


MODEREN Keiko har en svaghed for alkohol og andre stimulanser. Hun bliver også let forelsket og plejer da at tage væk med den nye mand, idet hun overlader ansvaret for familien til Akira, den ældste søn, som naboerne godt må se. Børnene går ikke i skole. De vil gerne, men Keiko mener, at uddannelse er overvurderet. Først tager hun væk nogle måneder og lover at komme hjem til jul. Endelig forsvinder hun helt. Der kommer et brev med alt for få penge. »Jeg stoler på dig, Akira,« er alt, hvad Keiko skriver til sønnen.
   Så skal de klare sig, drengen på 12, hans lidt yngre søster, spilopmageren Shigeru på syv år og hjerteknuseren Yuki på fire. Først overholder de Keikos regler, går ikke ud, laver en slags lektier, prøver at rydde en anelse op. Akira betaler regninger, rækker ud efter kammerater i nabolaget og knytter i mangel af bedre et venskab med den lidt ældre pige Saki, som har rige forældre, men er overset på en anden måde og bliver mobbet i skolen. Også hun strejfer rundt i kvarteret om dagen.



FILMEN følger forløbet over et år. Der er gode perioder, hvor børnene faktisk får indrettet sig og mod alle odds fungerer som en familie, strandet snarere end egentlig nødstedt. Men hverdagen skrider, rodet tager til. Der bliver lukket for gas, el og vand, efterhånden som pengene slipper op. Akira opsøger to af børnenes fædre, men får ikke nogen hjælp, som han kan bruge. En kvinde i supermarkedet er den eneste voksne, han har kontakt med. Hun ser som regel genert ned i gulvet, når indehaveren lærer endnu en ekspedient at krølle poserne op på den rigtige måde.
   Nobody Knows er fuld af sådanne sikkert sete detaljer, der giver den enkelte øjeblikke af humor. Det samme gør børnene selvsagt. Af og til er de bare fire søskende, som leger og nyder livet på øen, hvor ingen griber forstyrrende ind. Deres isolation bliver ved, og man lever sig ind i en hverdag med store og små revolutioner. Det er grænseoverskridende, da Akira første gang lader hånt om moderens instrukser og tager Yuki med i byen på hendes fødselsdag. Hun bærer hjemmesko, der kan pibe, får sit yndlingstøjdyr med i et aflagt tornyster og er lykkelig, da de kan købe et lille lager af hendes yndlingsslik.



SIDEN kommer alle ud i lyset. Lejligheden begynder at lugte. Akira ved ikke sine levende råd, og efterhånden er det lettest at give slip. En ulykke ændrer alting totalt. Kore-eda formulerer da en ren og stille scene, som man sent eller aldrig vil glemme:
   To store børn begraver en kuffert ved en flyveplads. Det sker til tonerne af en spinkel ballade, »Houseki«, som Tate Takako fremfører. Det regner, og de lægger også slik i hullet, som er svært at lave i den våde jord og med dårlige redskaber. I kufferten ligger et lille liv, som ingen måtte kende til og som ingen ville vide af. Sangen bliver ved. Den banale musik virker større og større, da børnene tager toget tilbage.
   Ved filmens Cannes 2003-premiere skrev en kollega, at amerikanske og europæiske tilskuere formentlig ville finde scenen overdrevent sentimental. »Men den er ærke-asiatisk,« tilføjede han. Det samme er den unikke blanding af poesi, eventyr og socialrealisme, som Kore-eda skildrer børnenes liv med. Han nævner selv en autentisk hændelse som sin primære inspirationskilde. Et lignende kolossalt omsorgssvigt fandt sted i Tokyo i 1988, hvor en mor forlod sine børn. Efter et halvt år døde det yngste. Heller ikke i virkeligheden vidste naboerne, at der var fire børn i lejligheden.



DET er klart, at der i filmen ligger en implicit erklæring om, hvor lidt vi ved om og tager os af hinanden; hvor megen fortræd man kan gøre et barn og hvor mærkelig tilværelsen er. Men Kore-eda undlader at prædike og forenkle. Man fornemmer ikke noget sted den pegefinger, som en europæisk filmskaber typisk ville rette mod publikum og de sociale instanser. I forbifarten kan man sende Lone Scherfigs familiefilm Når mor kommer hjem (1998) en venlig tanke. Den havde mange af de samme elementer som Nobody Knows, men var nødt til at glatte dem ud i sin slutning.
   Kore-edas saglige snit og neutrale tone gør smerten i materialet endnu mere påtrængende. End ikke den flagrende mor bliver fremstillet uden nuancer. Hun er mere som det største barn, når hun kommer sent hjem og sidder og pjatter med ungerne. Der er ingen tvivl om, at hun elsker dem på sin adspredte måde. Keiko, der spilles besnærende af rockdivaen YOU, er snarere en fantastisk psykologisk undtagelse.



YAGIRA Yuya, som spiller Akira, modtog prisen som bedste mandlige skuespiller, da filmen fik premiere i Cannes. Flere mente, at han var for ung og at det generelt er en uskik at give priser til børn i tragiske roller. Sikkert er i hvert fald, at han yder en fuldkommen indlevet fremstilling.
   Man tror på Akira, når han er sammenbidt og panikslagen, men ikke vil vise det over for sine søskende, og når han i glimt holder fri fra det hele i parken, hvor børnene bliver vant til at bade og hente vand. Han prøver virkelig, gør den dreng. Og hele verden burde skamme sig over, at sådanne ting foregår.



DET er i dét krigshumør, man forlader biografen. Og med en svimmel romantisk fornemmelse af, at denne film rummer alle verdens tårer, selv om pointen bagefter er, at livet går videre uanset hvad. Helhedsvirkningen er et lærebogseksempel på begrebet katarsis, dvs. den lutring af sindet, som kunsten fremkalder. Med føleri har det intet at gøre, skønt en kyniker kan have svært ved at se forskel. Nobody Knows er en pragtfuld film, som man gemmer på et særligt sted, dér hvor de største oplevelser ligger.


Nobody Knows (Dare mo shiranai). Instr. og manus: Hirokazu Kore-Eda. Foto: Yamazaki Yukata. 141 min. Japan 2004. Dansk premiere: 20.08.2004 [Copenhagen International Film Festival]: 25.03.2005.


Fotos: Bandai Visual Company/ Cine Qua Non Films/ Engine Film/ Nobody Knows Project Team/ TV Man Union/ c-style/ Wild Bunch/ IFC Films/ Øst for Paradis/ CineMaterial/ Movie StillsDB
Filmen streames ikke i DK - i øvrige EU på iTunes 
Nobody Knows udkom på Blu-ray i 2017 (UK) og 2017 (Frankrig)
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.03.2005

mandag den 20. december 2021

Terry Gilliam | Mitch Cullin: Tideland (2005)


DE VREDE EGERN SNERRER

Alice gennem spejlet i den jyske marsk

Af BO GREEN JENSEN

MOSELIG og mumificering er centrale faktorer i denne mørke coming-of-age-historie, hvor bl.a. Tollundmanden og Lewis Carrolls Alice indgår i overraskende sammenhænge. De fleste moderne Alice-variationer er surrealistiske forvandlingsrejser, ofte med en seksuel undertekst. Et eksempel er pædofilien i A.M. Homes’ The End of Alice (1996, da. Exit Alice). Terry Gilliams frapperende Tideland er på niveau med ubehaget ved denne.
   10-årige Jeliza-Rose (Jodella Ferland) er udsat for et omsorgssvigt, der trodser de fleste beskrivelser. Hun er datter af rockmusikeren Noah (Jeff Bridges) og »dronning« Gunhilda (Jennifer Tilly), som begge er narkomaner. Mor ligger bare i sengen og bliver større. Hun flæber om sin kærlighed, men brøler som et rovdyr, hvis pigen vil spise af Mors chokolade. Far er en mere ekspansiv type, som stadig spiller hyren hjem. Han lever dog for »ferien«, som venter i søvnen bag solbrillerne, når Jeliza-Rose har tilberedt Fars aftenfix.



NOAH har indviet datteren i sin drøm om at drage til moselandet i Jylland, hvor de gamle guder stadig har magt. Jeliza-Rose vil dele enhver fantasi, der kan knytte hende til noget varmt. For det meste taler hun med sine halshuggede Barbie-dukker og prøver at redde sig noget at spise. Da Gunhilda dør, vil Noah sætte ild til det hele. Jeliza-Rose tager med ham på den store flugt til Texas, hvor Noah planlægger at bo på gården, hvor han voksede op.
   I Texas er landskabet lige så åbent, som mørket i huset er tæret og tæt. Farmor er død, en koloni af hviskende egern regerer. Fra tid til anden buldrer toget forbi, og ved et dødt træ finder Jeliza det kaninhul, hvor hun endelig falder ned som en Alice. Ved ankomsten er Noah taget på sin sidste ferie. Han sidder i stuen og rådner, mens pigen giver ham læbestift og paryk på. Hun putter sig stadig ind til sin far. Der er myrer i marmeladen.



DE vrede egern snerrer, men mareridtet begynder for alvor, da Jeliza møder heksen Dell (Janet McTeer), som bor på nabogården med sin retarderede bror, Dickens (Brendan Fletcher). Trods en interimistisk lobotomisering plages Dickens af epileptiske anfald. Han og Jeliza bliver »skøre kyssere« sammen. Dickens bærer frømandsudstyr og drømmer at afspore toget, som i hans fantasi er en hvid dræberhaj. Dell, der engang var Noahs kæreste, tager på sin måde hånd om forfaldet. Fars lig bliver balsameret, så han ligner en smuk Tollundmand.
   Ellingpigen overlever ved at tilpasse sig de bizarre rutiner. Dell betaler sine købmandsvarer med seksuelle naturalier. Det fremgår, at også Jelizas farmor og Dickens var »skøre kyssere« sammen. Da indtræffer en forløsende katastrofe. Det sker i sidste øjeblik, for pigen er næsten blevet et egern. Hun knytter sig til et af ulykkens ofre, og flammerne over Texas er smukke. Måske er det hér, at en fremtid begynder.



FAKTISK er filmen indspillet i Saskatchewan i Canada, hvor der endnu findes grænseløs prærie. Terry Gilliam lavede den relativt enkle Tideland umiddelbart efter arbejdet med The Brothers Grimm (2005), et forvokset og mislykket fantasyepos. Det amerikanske medlem af Monty Python har som filmskaber realiseret imponerende originale visioner, som regel i den dystopiske ende af sci-fi genren, hvor Brazil (1985) og 12 Monkeys (1995) har nyklassisk status. Filmografien rummer dog også ekstravagante fejlskud som The Adventures of Baron Munchhausen (1988) og Fear and Loathing in Las Vegas (1998).
   Gilliam er altid god for groteske effekter, men har notorisk svært ved at skabe dybde i psykologien. Bedst lykkes det i den oversete The Fisher King (1991). Som filmskaber er han afhængig af at forvrænge. Hvis historien bliver for stille, skinner blankheden gennem de brogede excesser. Tideland lykkes et stykke af vejen ved at blive i pigens synsvinkel og solidarisere sig med hendes sansninger. Der er udsøgte Gilliam-øjeblikke, men også meget grimasserende spil og alt for insisterende henvisninger til Alice-motivet.



FILMEN bygger på en bog af Mitch Cullin, den tredje i hans angiveligt selvbiografiske Texas Trilogy. Gilliam fik manuskriptet at se i 1999, da forlaget bad ham anbefale romanen. Gilliam skyndte sig at købe filmrettighederne, idet han så en mulighed for at kombinere kvaliteterne fra (American) Psycho og Alice i Eventyrland. Man kan hertil føje en lang tradition for sydstatsgotik i sporet fra William Faulkner, Harper Lee og Flannery O’Connor.
   Tideland er blevet en mærkelig film, som man afgjort skal se, hvis man holder af Gilliam. Den er dog mere interessant end egentlig vellykket. Hans næste opus, The Imaginarium of Doctor Parnassus, får premiere i 2009. Alene titlen indikerer, at det gælder endnu et kostbart udstyrsstykke. Forhåbelig bliver der ikke tale om en gentagelse af de store forventninger og den tilsvarende skuffelse, som fulgte med lanceringen af The Brothers Grimm.



Tideland. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Tony Grisoni & Terry Gilliam. Foto: Nicola Pecorini. 122 min. Canada-UK 2005. Dansk premiere: 04.07.2008.


Fotos: Recorded Picture Company/ HanWay Films/ Téléfilm Canada/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Arrow Video (regionsfri) 13.08.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.07.2008