Translate

Viser opslag med etiketten The Beatles. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The Beatles. Vis alle opslag

onsdag den 28. juni 2023

Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019)


ALT HVAD DU BEHØVER
Verden med og uden The Beatles

Af BO GREEN JENSEN

FÅ filmskabere deler vandene som englænderen Richard Curtis (f. 1956). Forfatteren har baseret en lang og lukrativ karriere på romantiske og humoristiske film, ofte i multiplotgenren og altid med streg under mainstream, som alligevel stikker lidt dybere end de fleste i hovedsporet.

   Det var Curtis, som gjorde Hugh Grant til Hugh Grant. Som regel har han skrevet til andre – Four Weddings and a Funeral (1994, da. Fire bryllupper og en begravelse), Notting Hill (1999) og de første to Bridget Jones-film (2001, 2004) – men tre manuskripter har han også selv instrueret. Lakmusprøven er Love Actually (2003), et gruppebillede fra Tony Blair-tidens London. Mange kan ikke fordrage den film – endnu flere nyder den hver jul som tung chokolade.
   Curtis elsker den britiske pop, som var stor i hans ungdom. Som forfatter er han let og elegant. Som instruktør har han ikke altid det samme behændige touch. Det kan faktisk være en fordel. Curtis bliver mere interessant, når han stædigt insisterer på besværlige ideer. Love Actually efterligner husstilen i romantiske komedier, men The Boat that Rocked (2009) – en nostalgisk skrøne om Englands svar på Radio Luxembourg og Mercur – og den sentimentale, stilfærdigt fantastiske About Time (2013) er interessante afvigelser fra standardformatet.



YESTERDAY lægger sig efter sidstnævnte. Jack Malik (Himesh Patel) er en håbefuld Suffolk-sangskriver. Og siden veninden Ellie (Lily Taylor) hørte ham synge Oasis-hittet »Wonderwall« ved skoleballet i 2004, har hun bakket ham op og skaffet ham jobs. Det er bare aldrig blevet til noget, hverken med karrieren eller med Ellie. Efter en særligt ydmygende festivaloptræden vil Jack sige farvel til musikken og tage fuldtidsarbejde i supermarkedet.
   Samme nat bliver Jorden ramt af et verdensomspændende strømnedbrud. Udfaldet varer kun tolv sekunder. Da systemerne atter er oppe, ligner virkeligheden sig selv. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der er sket forrykkelser. Der er opstået små bygningsfejl. Ellie siger, at forvirringen minder om Y2K-sammenbruddet, som man frygtede for ved årtusindeskiftet. Mon ikke Richard Curtis har haft ideen liggende lige så længe?


   
FÆNOMENER, som var store, er nu slettet af hukommelsen. Listen bliver længere efterhånden og er helt vilkårlig. Cigaretter findes ikke, for eksempel, og både Coca-Cola og Harry Potter er væk. Ingen husker The Beatles’ sange, for The Beatles har aldrig været der.
   Jack genkomponerer beatlernes sange og bliver umådeligt populær. Han varmer op for Ed Sheeran – som spiller sig selv – men snart er det Sheeran, som åbner for Jack. Han indgår en faustisk handel med Djævelen – i skikkelse af Kate McKinnon som kynisk amerikansk forretningskvinde – og indser, at det er Ellie, han elsker. Jack er aldrig tryg ved sin succes. Han ved jo, at han har stjålet de sange.



IDEEN med mikroforrykkelser er interessant. Teorien om effekten af en sommerfugls vingeslag bliver afprøvet i en lavpraktisk kontekst. Vi forstår, hvor let givne ting kan forsvinde og indser, at hverdagens stof er fantastisk. Yesterday er i familie med film som The Science of Sleep, The Curious Case of Benjamin Button og Everything Everywhere All at Once. Vi ser, hvordan små ændringer gør en stor forskel, og ligesom i About Time er Curtis ivrig efter at undersøge kædereaktionen i relative virkeligheder. Det er tidsrejse-scifi helt uden effekter.
   Alligevel bliver Yesterday aldrig for alvor skarp eller sjov. Produktionen har investeret i 20 Beatles-numre, som man næsten får mere end rigeligt af. Alle, der hører de klassiske sange, overgiver sig efter få strofer. Men flere af de sange virkede kun, fordi de blev sunget af netop de stemmer i netop den tid. Isoleret set er »The Long and Winding Road« ikke nogen umistelig komposition. Her falder verden i svime på stedet.
   Andre sange kommer til deres ret i nye omgivelser. »Ob-La-Di, Ob-La-Da« fra det hvide dobbeltalbum, for eksempel. Det er nede i enkelte scener, at Yesterday bliver seværdig. Som da Jack varmer op for Ed Sheeran i Moskva og [i en før-pandemisk verden uden ny kold krig mellem Kreml og Vesten] lægger dagens russere ned med »Back in the USSR«. Eller da han banker på hos en 78-årig mand, »John« fra Liverpool, som bærer briller med uindfattede glas. Denne John Lennon blev ikke musiker, men fik et langt, roligt liv, der alligevel var »fab«.



DA Jacks debutalbum One Man Only bliver lanceret fra taget af et badehotel i Gorleston i Norfolk, ligner det den ikoniske Get Back-koncert, som The Beatles sagde farvel med i 1969. Her har filmen for første gang visuel styrke. Ellers er det ikke til at se, at Danny Boyle har instrueret. Det må næsten være meningen, at det ikke skal kunne ses.

   Sødmen er der hele vejen. Den lykkes altid for Curtis, og det er den, der har gjort ham forhadt og feteret i lige mål. Yesterday ændrer ikke ved dét. Også denne film vil blive elsket og hadet.




Se også: The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-1980; Living in the Material World: George Harrison 1943-2001.  

Yesterday. Instr.: Danny Boyle. Manus: Richard Curtis. Foto: Christopher Ross. 116 min. UK-Kina-Japan-USA 2019. Dansk premiere: 27.06.2019.


Fotos: Decibel Films/ Dentsu/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ Universal Studios and Perfect Universe Investment Inc./ UIP/ Cinematerial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV/ Blockbuster/ Google Play/ Rakuten TV/ SF Anytime/ Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2019 

torsdag den 21. april 2022

The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007)


BALLADEN OM LUCY & JUDE

Et billeddigt med Beatles-sange

Af BO GREEN JENSEN

SOM evindelig regn flyder ordene ud af et papkrus. Det lyder naturligvis bedre i sangen:
   »Words are flowing out like endless rain inside a paper cup. They slither while they pass, they slip away across the Universe«.
   Skulle man vælge én Beatles-sang, der hævede sig over alle de andre, ville hver af os have sin særlige favorit. Jeg tror, jeg ville vælge »Across the Universe«, som John Lennon skrev til det sidste album, Let It Be (1970).
   Det må være noget med kontrasten mellem et grænseløst rum, den skrøbelige kop af papir og et vidtåbent sind, som lader ordene strømme igennem. Renæssancekvinden Julie Taymor (f. 1952) har det muligvis ligesådan. I hvert fald har hun valgt Across the Universe, ikke All You Need Is Love eller Strawberry Fields Forever, som titel og ledemotiv til sin filmfantasi over 31 store Beatles-sange.
   Hun bruger dem til at fortælle en kærlighedshistorie, men også til at genskabe en tid, som ligger fem årtier tilbage. I 1970erne blev 1920erne og 30erne moderne. Det syntes at være en helt anden verden. Vi har nu den samme historiske afstand til rockmusikkens første livsalige guldalder. Og den virker egentlig slet ikke fjern.



DER er i tidens løb gjort flere forsøg på at forme en spillefilm af Beatles-sangskatten. For det første er der bandets egne produktioner, Richard Lesters absurde A Hard Day’s Night (1964) og den endnu mere snurrige Help! (1965). Tv-filmen Magical Mystery Tour (1967) er bedre end sit rygte. Dokumentaren Let It Be (1970) blev aldrig færdiggjort til de medvirkendes tilfredshed. Den var stor i biograferne (også min lokale Kastrup Bio), men den forsvandt på samme måde som Bob Dylans monumentale Renaldo & Clara (1978). De kom aldrig ud i digitale formater og er tæt på at være slettet af værklisten.*


FEM nye sange blev kastet i Hullernes Hav, men ellers havde Lennon, McCartney, Harrison og Starr kun lidt at gøre med animationsfilmen Yellow Submarine (1968), som Erich Segal (Love Story) af alle skrev manuskript til. Susan Winslowes All This and World War Two (1976) var stykket sammen af arkivklip, som viste krigens rædsler, mens notabiliteter som Peter Gabriel og Bryan Ferry leverede bemærkelsesværdigt glansløse coverversioner af 27 Beatles-sange. Jeg har soundtracket stående på vinyl. Det er ikke noget, man hører så ofte.



THE Bee Gees var blandt de flittigste bidragydere til All This and World War Two. På den måde fik Robert Stigwood ideen til at anbringe sine protegeer i en filmmusical. I hvert fald brugte Michael Schultz’ bizarre og forhadte, men stort producerede Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club (1978) brødrene Gibb (+ Peter Frampton) som stand-ins for The Fab Four.
   Mere er der ikke på listen. Man kunne sagtens basere en film på Le Cirque du Soleil-forestillingen Love (2006), der spiller på 16. år i Las Vegas. Den ombryder sangværket nok så dramatisk, dog med de overlevendes billigelse.


I MODSÆTNING til disse kuriosa er Across The Universe både en rigtig film og en god musical, der på den positive måde knytter an til klenodier som Milos Formans udgave af Hair (1979), de bedste billedskabende steder i Ken Russells filmatisering af Tommy (1975) og Alan Parkers film over Pink Floyds The Wall (1982). Især har Julie Taymor adskilligt tilfælles med Ken Russell, der som bekendt kunne overdrive vildt og tabte tråden helt og aldeles i 1970erne.
   Taymor er en tusindkunstner, som har lavet tre markante film. Titus (1999), hendes overlæssede modernisering af Shakespeares Titus Andronicus, havde Anthony Hopkins i titelrollen og var en ubærlig oplevelse. Til gengæld så Salma Hayek helt rigtigt, da hun i 2002 bad Taymor instruere Frida, den vellykkede film om Frida Kahlo.
   Taymor er også ansvarlig for den autoriserede teateropsætning af Disney-musicalen The Lion King. Hun bruger ofte sin mand, Elliott Goldenthal, som musikalsk sparringspartner. Det er Goldenthal, der har arrangeret sangene i Across the Universe. Lydsporet er produceret i samarbejde med T-Bone Burnett og Teese Gohl. Skuespillerne synger selv deres sange, ganske udmærket endda.



FILMEN følger krigsbarnet Jude (Jim Sturgess) fra Liverpool til Boston, hvor han opsøger den forsvundne far (som ikke er professor, men vicevært på Harvard). Jude bliver ven med den priviligerede Max (Joe Anderson) og forelsker sig i hans søster Lucy (Evan Rachel Wood).
   Denne kærlighed binder sangene sammen, men filmen er også en dannelsesrejse gennem det amerikanske ungdomsoprør, Vietnam-krigen og hippietiden, både within and without you, frem til et sted, hvor drømmen er færdig, for så måske at begynde igen.



TAYMOR er god til tableauer. Hun iværksætter imponerende sætstykker som en mareridtsagtig Vietnam-session og et psykedelisk mellemspil med Eddie Izzard som Mr. Kite. I mindre roller ses bl.a. Bono (som Ken Kesey) og Joe Cocker. Der er bogstavelig talt ingen døde eller dårlige scener. Tværtimod tegnes en række vignetter, der giver bipersoner som Prudence, Sadie og JoJo grund til at leve.




FILMENS showstopper er dog »Happiness Is a Warm Gun«, der er henlagt til et hospital for krigsveteraner. Her glider giften, kødet og døden i ét. Som koret af æggende sygeplejersker, der tilser soldaternes sår, er Salma Hayek klonet fem gange. Hun er også lukket inde i i en sprøjte med morfin, hvor hun stripper til ære for Max. En katolsk præst slår ekstravagante vejrmøller. I denne scene opdager man, at filmen skylder Dennis Potters britiske sangføljetoner, Pennies from Heaven (1978), The Singing Detective (1986) og Lipstick on Your Collar (1993) en del. Taymor har uden tvivl også set Baz Luhrmans Moulin Rouge! (2001).




ACROSS the Universe bæres af sange, der kan tåle, hvad det skal være, men der er tale om andet og mere end et langstrakt mix af musikvideoer. Taymor gør fortiden nærværende, så den giver mening både for unge og gamle. Som de bedste Beatles-sange er den på én gang enkel, dyb og vidunderlig.


*) Let It Be
og Renaldo & Clara er seværdige og fascinerende film. Både Dylan og de overlevende beatler har udvisket sporene ved at erstatte de gamle film med nye produktioner, som bruger det samme materiale. Michael Lindsay-Hogg filmede The Beatles og deres cirkel i 60 timer over 22 dage, mens de arbejdede med sangene til Let It Be og forberedte den koncertbegivenhed, der endte som den legendariske Rooftop Concert på taget af Apple Corps-bygningen i Savile Row den 30. januar 1969.
   I den oprindelige film får man indtrykket af et træt band, hvor medlemmerne går hinanden på nerverne og er på vej i hver sin retning. I forbindelse med 50-året blev Peter Jackson bedt om at gennemse materiale og skabe en ny film på palimpsest-vis. Det blev til den syv timer lange miniserie The Beatles: Get Back (2021), som streames på Disney+ verden over. Det er en fængslende film i sin helt egen ret, men den er mere af musikhistorisk interesse. Lindsay-Hoggs originale film havde faktisk en idé og en vision. 
   Dylans fire timer lange logbog fra Rolling Thunder Revue-turneen i 1975 var en blanding af koncertfilm og autofiktion, der lod karaktererne skifte navne og identitet på samme forvandlingsmåde som i sangerens tekster. Dylan (Renaldo), Sara Dylan (Clara) og Kvinden i Hvidt (Joan Baez) drejer cirkler om hinanden i en metafiktion, som var inspireret af Marcel Carnés Les Enfants du Paradis (1945, da. Paradisets børn) og i øvrigt af westernmytologien i skilsmissesangene på Blood on the Tracks (1975) og Street-Legal (1978). Musikerne spiller sig selv, og filmens hjerte er koncertudtag.
   Dylan trak filmen tilbage, men i 2019 bad han Martin Scorsese gennemse materialet, ganske Peter Jackson gjorde for Apple Corps. Rolling Thunder Revue: A Bob Dylan Story by Martin Scorsese bevarer ideen om metafilm og autofiktion, men i drilsk tone og en langt lettere form. Det er bestemt meget underholdende gjort, men den nye film har slet ikke dybden og lidenskaben fra den musikalske løvfaldswestern, som Dylan selv signerede i 1978. 


Across the Universe. Instr.: Julie Taymor. Manus: Dick Clement, Ian La Frenais. Foto: Bruno Delbonnel. 133 min. UK-USA 2007. Dansk premiere: 20.06.2008.



Fotos: Revolution Studios/ Columbia Pictures/ Sony Entertainment/ SF Studios/ Apple Corp/ Disney+/ CineMaterial/ Screenmusings.com/ MovieStillsDB
Filmen streames (juni 2025)  p.t.  ikke i DK - i UK og Frankrig bl.a. på Amazon Store, Apple TV, Sky Store, Tubi, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 09.01.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 20.06.2008 [her let revideret og ajourført]

fredag den 25. februar 2022

Murakami | Tran Anh Hung: Norwegian Wood (2010)


SMALLE HVIDE SKYER
Første forelskelse tyve år efter

Af BO GREEN JENSEN

DEN atypisk enkle Norwegian Wood (1987) er lidt af en ener i Haruki Murakamis store forfatterskab. Han skrev romanen efter balstyrige fabler som En vild fårejagt (1982) og Hardboiled Wonderland og Verdens Ende (1985), hvor underfundighed er en væsentlig faktor, og før gennembruddet med Trækopfuglens krønike (1995), hvor der altid er syv lag mere i teksten.
   Det er der ikke i Norwegian Wood. Mange læsere bliver derfor skuffede, hvis de søger bagud i forfatterskabet og leder efter noget, der er mere i stil med den modne Murakami.
   Faktisk er pointen, at den nostalgisk hengivne dannelseshistorie bliver fortalt så smukt og besnærende klart, som var der tale om en tekst af F. Scott Fitzgerald, som Murakami netop i de år oversatte.
   Bogens motto (»For alle de fester, der var«) er taget fra Fitzgerald, og fortælleren Watanabe bruger flere sider på at lovprise Den store Gatsby: »Jeg kunne finde på at tage den ned fra hylden, åbne den og og læse en tilfældig passage, og den skuffede mig aldrig. Der var ikke én eneste kedelig side i den bog.«



DEN samme kvalitet har japanerens kærlighedsfortælling, som fransk-vietnamiske Tran Anh Hung præsenterer i en trofast filmudgave, der rammer bogens følelse godt, skønt den kan virke banal og lidt statisk. Det sker efter års forarbejde. Trans adelsmærke er sanseligheden, som han rendyrkede i den bristende smukke Vietnam-trilogi, der består af L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaya), Cyclo (1995) og À la verticale de l'été (2000; da. Midt om sommeren).
   De to mænd mødes i musikken og blikket for den praktiske verdens små epifanier, som de begge er fans og kendere af. Murakami nærer også en kærlighed til fysisk handling, der afvikles i periferien. Dén deler han ikke med Tran Anh Hung, som næppe kan få det dvælende nok. En flækket papajafrugt; myrer, som drukner i smeltet stearin; en knust vase; lys, som spiller på et ansigt og summer i morgenens stilhed. Det er, hvad der driver værket for ham.



NORWEGIAN Wood er en ung mands fortælling, og den har sin hengivne læserkreds blandt de unge. Romanen blev oprindelig udgivet i to bind, det ene med et grønt, det andet med et rødt omslag, og solgte 4 mio. eksemplarer i Japan. Fortælleren er Murakamis sædvanlige jeg, en distræt og passiv everyman, der taler som en blanding af Philip Marlowe og Nick Caraway, men i Norwegian Wood er han ikke en maske. Historien skal være enkel og trist. Det er en teenagers coming-of-age story, fortalt fra den voksne mands udgangspunkt.
   Watanabe (Ken’ichi Matsuyama) møder Naoko (Rinko Kikuchi) i gymnasiet, mens hun er kæreste med hans bedste (og eneste) ven, som hedder Kizuki (Kengo Kora). Hun og Kizuki har kendt hinanden fra barndommen, og for en tid har de tre et klassisk to-drenge-med-pige-i-midten forhold af den slags, som filmhistorien er fuld af. Da Kizuki tager sit liv, glider Watanabe og Naoko fra hinanden. Han tager til Tokyo for at studere litteratur. Han møder atter Naoko, og de er sammen én enkelt gang.



BAGEFTER forsvinder hun ind i sig selv og skriver til ham fra sanatoriet oppe nordpå, hvor skoven og bjergene senere bliver ét med sangen »Norwegian Wood«, som Naoko holder særlig meget af, skønt den samtidig gør hende urolig. I bogen er der flere Beatles-sange, men det er »Norwegian Wood«, der løsner den 37-årige Watanabes erindring og får ham til at tænke på de ting, som skete 20 år før.
   Den smukke tristesse bygger således på kreativ sprogforbistring. Hos Lennon og McCartney er pointen, at gulvet er lavet af solidt norsk træ, da fortælleren sover med kvinden i rummet, hvor der ingen stole er. På japansk er wood oversat i betydningen skov, så man kan danne sig helt andre billeder.




TIDEN er en vigtig medspiller. Watanabe studerer i årene 1968-70, da luften også i Japan er fuld af tåregas, rygter om revolution og slut-60ernes bannersange. Fortællingen er så at sige marineret i musik. Watanabe arbejder i en pladeforretning, og sangene tager han til sig, ligesom han læser så meget han kan – Updike, Capote, Fitzgerald og Chandler (dvs. forfatterens egne husguder) – fordi han på den måde slipper for at føle og tænke.
   Den store tid er smukt forløst i Trans filmatisering, hvor et stemningsfuldt score af Jonny Greenwood (fra Radiohead) erstatter overfloden af sange. Det er dog i bjergene, når Watanabe besøger Naoko og hendes 19 år ældre veninde, Reiko, som kan spille »Norwegian Wood« på guitar, at filmen for alvor folder sig ud. I sne og sol er skoven smuk, og selv den fjerne unge mand forstår en smule af Naokos smerte. Det er hér, at hun endelig åbner sig for ham, og han ser hendes skrøbelighed.



TILBAGE i byen er han skiftevis ven og kæreste med den livlige Midori (Kiko Mizuhara), som tror på at give og dele og drikke af lyset. Der er en tragisk ting i midten, som hele fortællingen udspringer af, og som man kender tidligt i filmen og bogen. Hos Murakami er det Reiko, som forløser Watanabe, spiller for ham hele natten og sender ham videre med en besked om at blive lykkelig med Midori. De sidste 30 sider af bogen er simpelt hen Murakamis version af handlingen i den klassiske sang.
   Hos Tran er Reiko-skikkelsen reduceret, og mange af hendes replikker er overført til Midori. Fordi filmen skal fortælles i nutid, begynder den efter den første erindring og slutter før den sidste nænsomhed, som i teksten er blandet med humor og varme. Til gengæld sker det på bogens smukkeste sted, som også filmen lader Watanabe selv formulere:
   »Skyerne var hvide og smalle som knogler, og himlen høj og gennemsigtig. Det var blevet efterår igen, tænkte jeg. Duftene i vinden, lysets farve, de små blomster i græsset, og de svagt vibrerende lyde fortalte mig alt sammen, at efteråret var kommet. Og hver sæson lagde en yderligere afstand mellem mig og de døde.«



TRAN Anh Hung har skilt romanen ad som et ur, undersøgt de enkelte dele og samlet konstruktionen igen, så det ligner en 1:1-overførsel. Centrale balancer er dog forrykket, og vitale detaljer er strøget. Facit er en film, der forholder sig til bogen som en lidt for nydelig illustration. Trans visuelle flair fornægter sig ikke, ej heller hans følelse for musikken, men man kommer aldrig helt ned i psykologien.
   Det banale skal gradvis røbe sin dybde. Det sker mange steder i bogen. I filmen bliver det som regel ved tanken.


Norwegian Wood (Noruwei no mori). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Lee Ping-bin. 133 min. Japan 2010. Dansk premiere: 06.10.2011.


Fotos: Asmik Ace Entertainment/ Dentsu/ Fuji Television Network/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Screengabz/ The Harvill Press/ Forlaget Klim 
Filmen streames (juli 2025) på Grand Hjemmebio, YouTube Film
2K Blu-ray fra Soda Pictures (UK) 04.07.2011
2K Blu-ray fra Noble Entertainment (Sverige) 04.07.2012
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.10.2011

søndag den 15. marts 2020

En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-80


SNØREVID OG DE SYV BJERGE
John Lennons krøllede digte på dansk

Af BO GREEN JENSEN
  
DIGTEREN John Lennon (1940-1980) havde en skæv fantasi, et stort sprogligt overskud og et lille krøllet talent for at tegne, som han egentlig aldrig fik ordentligt afprøvet, fordi der kom en Beatles-tid og en lang eftertid som legende i vejen.
   Som for Bob Dylan og Jim Morrison hed det sig altid, at Lennons litterære udgydelser kun fik lov at udkomme, fordi han tilfældigvis også var rockstjerne, og i det meste af 70'erne blev Lennons billedkunstneriske bestræbelser betragtet som en slags pinlighed i kunstmiljøet, fordi de for det første var prætentiøse og for andet var usælgelige. Hvad angår kunstnerisk status stod Lennon egentlig altid i skyggen af sin berømte kone. Hun havde så til gengæld nogle problemer i forhold til det populære musikpublikum.


VED sin død efterlod Lennon sig en lille stabel af de mest slidstærke og indflydelsesrige melodier og tekster, som populærmusikken har frembragt overhovedet, men hvis man tror at skriverkarlen Lennon blot fabrikerede flere versioner af »Imagine«, »Mother« og »Give Peace A Chance« og varierede sit store budskab om fred, sex, blomster og verdensfrelse i det evindelige og evindeligt lukrative, har man en temmelig stor overraskelse til gode. I sin første tid var Lennon en skarp og sulten ung liverpudlian, som vendte og drejede sproget, samt saboterede den borgerlige normalitetsdyrkelse med en indædt underfundighed, der bedst kan beskrives som et møde mellem Joe Orton, Shel Silverstein, den ældre James Joyce og den unge Edward Lear.


RESULTATET blev nogle af de mere eventyrlige og konfrontationssøgende Beatles-tekster, men det blev også to små bøger, som i midten af 60'erne cirkulerede i teenageuniverset med endnu større succes end Dylans automatroman Tarantula, Donovans Dry Songs and Scribles, Leonard Cohens Yndlingslegen og Jim Morrisons The Lords & The New Creatures. In His Own Write hed det første bind syrlige nonsenstekster. Det udkom i 1964 og blev året efter fulgt af A Spaniard in the Works, som faktisk er endnu mere stilsikker og rummer evergreens som »Skraldespansdk«, »Snørevid og de syv bjerge«, »Morris, Borris« og »Vores far«.


DET er disse to vejrbidte blasts from the past, der udgør grundstammen i Erik Thygesens formidabelt opfindsomme gendigtning af »den anden« John Lennons optegnelser. Den bedste del af Ingen fluer på Frank er imidlertid teksterne fra den posthumt udgivne nonsenssamling Skywriting by Word of Mouth (1986), et fænomen der i Thygesens originale og altid kongeniale version bliver til »Røgreklame fra mund til mund«.
   I 60er-teksterne kører Lennon løs og knitrer derudaf i en evig jagt på næsten hvad som helst, der kan lyde af noget og præsentere sig paradoksalt på en side. Hans faste gimmick er den ortografisk-fonetiske dobbelthed, ord som lyder ens og skrives forskelligt, ofte med frodig og fuldkommen desorientering til følge. Et eksempel er følgende fanbrev:

Kære hr! Hvorfor er der ikke flere bælder og nyeder om vores ynglingsgruppe (Børnaise und di Rippers). De er niogtredve som De ved. Vi foretrækker den fordi Alex hopper omkring og siger. Send venligst en frapperet dresseret konvolut med Børne og Ørni der danser og gør deres Bedste for at underholde en gruppe der fortjener det og vi håber dette nård Dem når De venter bunken. En beånder. En Fan.

Eller hvad med følgende formiddagssnapshot af mappedyret Frank, en gennemgående figur i de første tekster og en begrebsmæssig slægtning til sangbogens »Nowhere Man«?:

Der var ingen fluer på Frank den morgen - og når alt kommer til alt - hvorfor ikke? Han var dog en velrenommeret borger med kone og barn, ikke? For Frank var det en typisk morgen og med en ubeskrivelig adræthed sprang han ud i badeværelset og op på vægteren. Til sin store skræk opdagede han, at han var tolv tommer mere tungstor! Han nægtede at tro det, og hans blod strømmede op i hovedet på ham, så han blev farvet mægtig rød.

MENS det nok kan være fornøjeligt at tage tidsmaskinen tilbage til denne permanent sort-hvide, kronisk regngennemblæste og i øvrigt usigeligt engelske skoledrengssurrealisme, en slags tidløs anarkistisk graffiti, som aldrig tør sige helt fra eller vække anstød for alvor, kan det ikke nægtes, at der gradvis kommer et præg af litterær mindestue over projektet. Erik Thygesens partisan-sikre gendigtning er fuld af flotte løsninger og genialske sproglige koblinger (»bredrøvet bedragtede Frank sin hustru«), men der er meget lidt udvikling i selve materialet og udvalget forvinder sjældent præget af rekonstruktion.
   Det gør derimod teksterne i bogens sidste tredjedel. I Skywriting by Word of Mouth, som tilsyneladende blev skrevet over en meget længere periode, kom Lennon for det første ud over sine værste studentikose manerer. For det andet skrev han beske kommentarer til det liv, han havde haft, og den myte han havde fået. Der er intet unødigt indsmigrende over den verbale ækvilibrisme i »Undertitel: Lucy i skørt med diabetes«, føljetonen »Puma æder kystvagt« og »Puma æder syndebuk« eller udstyrsstykkerne »Dement i Danmark« og »Et paradox og en sweater der matcher, tak«.



LENNON »fodretter« ænder i Central Park og kører så det paradoksale skyts i stilling til de sidste sorte parodier og den erindringsbetonede satire »Nobels fredspris til morderhval«, der åbner med følgende stump klassisk surrealisme: »Nu kommer vort mismods vinter (se trækningslisten side 94)«. Her foretager Lennon et lifligt flashback til den søgende tid, da The Beatles tog til Østen for at lære om karma og fred, mens hele den skumplende mediemaskine kom slubrende efter de Frygtløse Fire:

Klip til Marahishis biodynamitfarm på Himalayas top. Om og om og (igen) om. Han fandt den helt rigtige mantra til mig. OK, han er en tand mere skaldet end da jeg kendte ham. Hvorfor er Gud altid på nakken af de hellige? Mavesår mv. »Han tager aldres kamme på sig.« Jeg vil skyde på, det er derfor de små får bræger. Men smilet er kønt. Det her er ved at udvikle sig til »En Yoghurts Selvbiografi«, men det er der også så meget andet, der gør, ikke? Han fik os til at bo i hytter adskilte fra vore koner... Jeg vil nu ikke sige, det var så hårdt endda.



VÆK er den kælne, selvimponerede fartglæde, der driver sprogets motor i In His Own Write og A Spaniard In the Works. Mens den retoriske tvivl og de indbyggede stilheder tager til, mens forvrængede citater dekonstrueres og skrues sammen igen for langsomt at bygge en anden slags stemme, bliver den »private« digter Lennon gradvis ét med den »officielle« sanger og generationsikon, der i sine mest inspirerede øjeblikke skrev med skarp, stærk klarhed om længsel, savn, opfyldt kærlighed og nødvendige afsavn i de tekster, der er John Lennons virkelige eftermæle.
   »Hvorfor så ked af fortiden for tiden?« spørger Lennon til slut i Skywriting by Word of Mouth. Hvis man skulle vælge mellem sange som »God« eller »Watching the Wheels« og notaterne her i Ingen fluer på Frank, ville man vælge til enhver tid vælge sangene. Alligevel er man glad for en bog, hvor Lennon sætter det hele fast og bringer hele Beatles-begyndelsen hjem i undrende afskedsnotater som dette:

Hvad hed hende pigen, jeg knaldede i korridoren på vej til kunstmaling? Hun elskede Fellini, men ville ikke sluge det. Hun var forlovet med en anden elev. En besynderligt normal type. Hun har sikkert giftet sig med ham af hensyn til statssikkerhedsårsager. Jeg var bare et sex-objekt! Knæppel-skønt. Those Were The Days, My Friend. Tra-la-la­la...


John Lennon: Ingen fluer på Frank. Forvansket, udvalgt og oversat efter »In his Own Write« (1964), »A Spaniard in the Works« (1965) og »Skywriting by Word of Mouth« (1986) af Erik Thygesen. Tegninger af forfatteren. 128 s. Rævens Sorte Bibliotek/Forlaget Politisk Revy, 1995.


Fotos:The Estate of John Lennon and Yoko Ono/ Yoko Ono/ Forlaget Politisk Revy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 03.02.1995