Translate

Viser opslag med etiketten Haruki Murakami. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Haruki Murakami. Vis alle opslag

søndag den 10. april 2022

Murakami | Hamaguchi: Drive My Car (2021) [Oscars 2022]


FORANKRET I STILHED
En mesterklasse i slow cinema

Af BO GREEN JENSEN

STILLE og langsom er sjældent salgsargumenter, når en film skal anbefales. Japaneren Ryûsuke Hamaguchi (f. 1978) har dog baseret sit arbejde på disse kvaliteter. Filmskaberen følges med sine karakterer i en fortrolig og uudgrundelig form, der er renset for eksponerende stof.
   Hamaguchi begyndte som dokumentarist. Hans første lange fiktionsfilm, Happy Hour fra 2015, brugte fem timer på at beskrive, hvordan fire unge kvinder gennemgik et kursusforløb. Det er siden lykkedes ham at justere spilletiden. Drive My Car er kun tre timer om at fortolke en novelle af Haruki Murakami. Teksten står i samlingen Mænd uden kvinder fra 2014.


TEATERMENNESKET Yûsuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima), som både instruerer og optræder selv, er gift med forfatteren Oto (Reika Kirishima). Hun har specialiseret sig i tv-manuskripter med erotisk atmosfære og fokus på kvindelig seksualitet. Oto får sine bedste ideer, når de har elsket. Hun fortæller ham historien, som han reagerer på, hvis han ikke er for træt.
   Her har parret et hemmeligt helle, og forholdet ligner en god symbiose. Imidlertid har alt i Drive My Car en forhistorie – selv forhistorien. Det er ikke noget, de taler om – begge ved jo, hvad det gælder – men parret har mistet en datter, som døde, da hun var fire år.



OTO og Yûsuke bor i Tokyo og har travlt i hver sin del af kulturfaget. En aften, da Yûsuke har medvirket i sin egen opsætning af Venter på Godot, kommer Oto ind og præsenterer en beundrer. Kimura (Toshiaki Inomata) er den feterede unge skuespiller fra tv-serien, hun arbejder på. Yûsuke fornemmer vel et eller andet. Som de fleste af Murakamis mænd er han en høfligt forekommende person, der nødigt forholder sig aktivt til noget.
   Yûsuke har allerede bilen – en rød Saab 900 – som bogstaveligt bærer historien i Drive My Car. De har med tiden udviklet en øveteknik. Oto indtaler et bånd med stykket, Yûsuke arbejder på. Hans egne replikker er udeladt, og indtalingen er timet, så han kan indsætte dem, mens han kører.
   Sådan går tiden i bilen. Sådan skaber skuespilleren sin karakter. Og sådan kommer publikum gennem mange scener, der lader dialogen fra Tjekhovs Onkel Vanja overlappe i hele og halve versioner, mens landskabet passerer.
   En dag skal Yûsuke på teaterfestival i Vladivostok. Oto sender ham kærligt afsted, men flyet er aflyst, og han kører hjem. Han låser sig ind – Murakamis mænd er altid diskrete – og hører kærlighedslyde fra stuen. Vi ser kun Otos elsker fra ryggen. Yûsuke går ud fra, at det er Kimura.



TO ÅR SENERE kører Yûsuke til Hiroshima, hvor han har påtaget sig at instruere Onkel Vanja. Det er efter Otos bratte død. Hun ringede til teatret og sagde, at de skulle tale alvorligt. Yûsuke kom hjem og fandt hende livløs. Naturligvis caster han Kimura som Vanja, da han ser rivalen blandt ansøgerne.
   Men sig mig: Vil han bare referere hele filmen? Sådan kan jeg høre læseren spørge. Svaret er nej – vi er endnu ikke ved titelsekvensen med navne, som Hamaguchi endelig skriver på lærredet efter 40 minutter. Først da præmissen er fuldt etableret, lader han fortællingen sætte i fart.
   Det sker, da arrangørerne i Hiroshima insisterer på, at Yûsuke får en chauffør. Det er en fåmælt ung kvinde, som har sin egen tragiske tilgang. De to skal lære hinanden at kende og indlede et subtilt sorgarbejde.
   Der er gået en ordinær films spilletid, før Misaki (Tôku Miura) henvender sig. Da bliver Drive My Car en film om sorg og skyld og kærlighed, men ikke af den romantiske slags. Yûsuke regner sig frem til, at Misaki må være 23 år. Hun har den alder, som hans og Otos datter ville have, bemærker han.



MEN hvad går al tiden med, hvis ingen siger eller gør noget særligt? Den går med at prøve på Onkel Vanja, der i Hiroshima bliver opført i flersproglig udgave. Skuespillerne taler japansk, koreansk, kinesisk, engelsk, tagalog og indonesisk. Kvinden, som spiller Sonja, er stum og bruger tegnsprog.
   Drive My Car er således både forankret i stilhed og tynget af negativ tavshed. Det lykkes Yûsuke og Misaki at bryde den tavshed. Det lykkes Yûsuke at vende tilbage til scenen og gøre Onkel Vanja til en succes. Men især lykkes det Hamaguchi at spille sin trumf, som tangerer en manierisme: Sonjas lange slutreplik bliver fremsagt på koreansk tegnsprog.



SÅLEDES er vi som knyttede hænder, der nu og da vover at åbne sig lidt. Hamaguchi bruger rammen fra Murakamis novelle, men det er Tjekhovs arier af fortrydelse, der giver filmen resonans. Fotografen Hidetoshi Shinomiya får fantastisk meget ud af at vise bilen fra luften, når den kører langs kysten ved Hiroshima. Der er kun dén røde genstand. Vi ved altid, hvor dramaet er.
   Drive My Car er en mesterklasse i slow cinema. Filmen modtog årets Oscar for Best International Feature og har i forvejen 70 festivalpriser. Den skal være varmt anbefalet. Hamaguchi når sine små forløsninger uden at gribe til patos og sentimental konstruktion. Det er en tilkæmpet, kompromitteret katarsis.


DER er også scener, hvor stilheden næsten bliver selvsmagende. Koreaneren Lee Chang-dong lavede Burning (2018), og vietnameseren Tran Anh Hung fik et stort melodrama ud af Norwegian Wood (2010). Efterhånden kunne man ønske sig, at der var en filmskaber, som fandt ind til varmen og humoren hos Murakami.

Drive My Car var Oscar-nomineret i 4 kategorier: Best Picture (Teruhisa Yamamoto); Best Director (Ryûsuke Hamaguchi); Best Adapted Screenplay (Ryûsuke Hamaguchi, Takamasa Oe); Best International Feature Film. Den vandt i sidstnævnte kategori. Danske Filmkritikere tildelte filmen en Bodil i kategorien Bedste ikke-amerikanske film. Det samme gjorde britiske BAFTA. I Japan vandt filmen alle 9 af de kategorier, som den var indstillet i. 




Drive My Car (Doraibu mai kâ). Instr. & manus: Ryûsuke Hamaguchi. Foto: Hidetoshi Shinomiya. 179 min. Japan 2021. Dansk premiere:31.03.2022.


Fotos: Bitters End/ The Match Factory/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray (region A) fra The Criterion Collection ((spine #1136) 19.07.2022
2K Blu-ray fra MUBI UK (region B) 18.07.2022
2K Blu-ray (region B) fra Star Media Entertainment (Skandinavien) 15.07.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 01.04.2022.

fredag den 25. februar 2022

Murakami | Tran Anh Hung: Norwegian Wood (2010)


SMALLE HVIDE SKYER
Første forelskelse tyve år efter

Af BO GREEN JENSEN

DEN atypisk enkle Norwegian Wood (1987) er lidt af en ener i Haruki Murakamis store forfatterskab. Han skrev romanen efter balstyrige fabler som En vild fårejagt (1982) og Hardboiled Wonderland og Verdens Ende (1985), hvor underfundighed er en væsentlig faktor, og før gennembruddet med Trækopfuglens krønike (1995), hvor der altid er syv lag mere i teksten.
   Det er der ikke i Norwegian Wood. Mange læsere bliver derfor skuffede, hvis de søger bagud i forfatterskabet og leder efter noget, der er mere i stil med den modne Murakami.
   Faktisk er pointen, at den nostalgisk hengivne dannelseshistorie bliver fortalt så smukt og besnærende klart, som var der tale om en tekst af F. Scott Fitzgerald, som Murakami netop i de år oversatte.
   Bogens motto (»For alle de fester, der var«) er taget fra Fitzgerald, og fortælleren Watanabe bruger flere sider på at lovprise Den store Gatsby: »Jeg kunne finde på at tage den ned fra hylden, åbne den og og læse en tilfældig passage, og den skuffede mig aldrig. Der var ikke én eneste kedelig side i den bog.«



DEN samme kvalitet har japanerens kærlighedsfortælling, som fransk-vietnamiske Tran Anh Hung præsenterer i en trofast filmudgave, der rammer bogens følelse godt, skønt den kan virke banal og lidt statisk. Det sker efter års forarbejde. Trans adelsmærke er sanseligheden, som han rendyrkede i den bristende smukke Vietnam-trilogi, der består af L'odeur de la papaye verte (1993, da. Duften af den grønne papaya), Cyclo (1995) og À la verticale de l'été (2000; da. Midt om sommeren).
   De to mænd mødes i musikken og blikket for den praktiske verdens små epifanier, som de begge er fans og kendere af. Murakami nærer også en kærlighed til fysisk handling, der afvikles i periferien. Dén deler han ikke med Tran Anh Hung, som næppe kan få det dvælende nok. En flækket papajafrugt; myrer, som drukner i smeltet stearin; en knust vase; lys, som spiller på et ansigt og summer i morgenens stilhed. Det er, hvad der driver værket for ham.



NORWEGIAN Wood er en ung mands fortælling, og den har sin hengivne læserkreds blandt de unge. Romanen blev oprindelig udgivet i to bind, det ene med et grønt, det andet med et rødt omslag, og solgte 4 mio. eksemplarer i Japan. Fortælleren er Murakamis sædvanlige jeg, en distræt og passiv everyman, der taler som en blanding af Philip Marlowe og Nick Caraway, men i Norwegian Wood er han ikke en maske. Historien skal være enkel og trist. Det er en teenagers coming-of-age story, fortalt fra den voksne mands udgangspunkt.
   Watanabe (Ken’ichi Matsuyama) møder Naoko (Rinko Kikuchi) i gymnasiet, mens hun er kæreste med hans bedste (og eneste) ven, som hedder Kizuki (Kengo Kora). Hun og Kizuki har kendt hinanden fra barndommen, og for en tid har de tre et klassisk to-drenge-med-pige-i-midten forhold af den slags, som filmhistorien er fuld af. Da Kizuki tager sit liv, glider Watanabe og Naoko fra hinanden. Han tager til Tokyo for at studere litteratur. Han møder atter Naoko, og de er sammen én enkelt gang.



BAGEFTER forsvinder hun ind i sig selv og skriver til ham fra sanatoriet oppe nordpå, hvor skoven og bjergene senere bliver ét med sangen »Norwegian Wood«, som Naoko holder særlig meget af, skønt den samtidig gør hende urolig. I bogen er der flere Beatles-sange, men det er »Norwegian Wood«, der løsner den 37-årige Watanabes erindring og får ham til at tænke på de ting, som skete 20 år før.
   Den smukke tristesse bygger således på kreativ sprogforbistring. Hos Lennon og McCartney er pointen, at gulvet er lavet af solidt norsk træ, da fortælleren sover med kvinden i rummet, hvor der ingen stole er. På japansk er wood oversat i betydningen skov, så man kan danne sig helt andre billeder.




TIDEN er en vigtig medspiller. Watanabe studerer i årene 1968-70, da luften også i Japan er fuld af tåregas, rygter om revolution og slut-60ernes bannersange. Fortællingen er så at sige marineret i musik. Watanabe arbejder i en pladeforretning, og sangene tager han til sig, ligesom han læser så meget han kan – Updike, Capote, Fitzgerald og Chandler (dvs. forfatterens egne husguder) – fordi han på den måde slipper for at føle og tænke.
   Den store tid er smukt forløst i Trans filmatisering, hvor et stemningsfuldt score af Jonny Greenwood (fra Radiohead) erstatter overfloden af sange. Det er dog i bjergene, når Watanabe besøger Naoko og hendes 19 år ældre veninde, Reiko, som kan spille »Norwegian Wood« på guitar, at filmen for alvor folder sig ud. I sne og sol er skoven smuk, og selv den fjerne unge mand forstår en smule af Naokos smerte. Det er hér, at hun endelig åbner sig for ham, og han ser hendes skrøbelighed.



TILBAGE i byen er han skiftevis ven og kæreste med den livlige Midori (Kiko Mizuhara), som tror på at give og dele og drikke af lyset. Der er en tragisk ting i midten, som hele fortællingen udspringer af, og som man kender tidligt i filmen og bogen. Hos Murakami er det Reiko, som forløser Watanabe, spiller for ham hele natten og sender ham videre med en besked om at blive lykkelig med Midori. De sidste 30 sider af bogen er simpelt hen Murakamis version af handlingen i den klassiske sang.
   Hos Tran er Reiko-skikkelsen reduceret, og mange af hendes replikker er overført til Midori. Fordi filmen skal fortælles i nutid, begynder den efter den første erindring og slutter før den sidste nænsomhed, som i teksten er blandet med humor og varme. Til gengæld sker det på bogens smukkeste sted, som også filmen lader Watanabe selv formulere:
   »Skyerne var hvide og smalle som knogler, og himlen høj og gennemsigtig. Det var blevet efterår igen, tænkte jeg. Duftene i vinden, lysets farve, de små blomster i græsset, og de svagt vibrerende lyde fortalte mig alt sammen, at efteråret var kommet. Og hver sæson lagde en yderligere afstand mellem mig og de døde.«



TRAN Anh Hung har skilt romanen ad som et ur, undersøgt de enkelte dele og samlet konstruktionen igen, så det ligner en 1:1-overførsel. Centrale balancer er dog forrykket, og vitale detaljer er strøget. Facit er en film, der forholder sig til bogen som en lidt for nydelig illustration. Trans visuelle flair fornægter sig ikke, ej heller hans følelse for musikken, men man kommer aldrig helt ned i psykologien.
   Det banale skal gradvis røbe sin dybde. Det sker mange steder i bogen. I filmen bliver det som regel ved tanken.


Norwegian Wood (Noruwei no mori). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Lee Ping-bin. 133 min. Japan 2010. Dansk premiere: 06.10.2011.


Fotos: Asmik Ace Entertainment/ Dentsu/ Fuji Television Network/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Screengabz/ The Harvill Press/ Forlaget Klim 
Filmen streames (juli 2025) på Grand Hjemmebio, YouTube Film
2K Blu-ray fra Soda Pictures (UK) 04.07.2011
2K Blu-ray fra Noble Entertainment (Sverige) 04.07.2012
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.10.2011

onsdag den 29. januar 2020

Murakami | Lee Chang-dong: Burning (2018) [Bogen og filmen]


EN OVERDÅDIG UVISHED
Lee Chang-dong forædler novellen af Haruki Murakami

Af BO GREEN JENSEN  

DET er hverken suspense eller et genialt plot, der gør Burning til en eksistentiel spændingsfilm. Det er heller ikke effekter og gimmicks. I sin kerne er filmen et erkendelsesprojekt, der afprøver virkeligheden. Ikke for at låse billedet fast, men for at udforske usikkerheden.
   Den unge Jongsu går alene omkring, da han møder barndomsveninden Haemi. Hun står på gaden i Seoul og fungerer som blikfang i et lotteri. Faktisk lader hun ham vinde et ur, som senere får empirisk betydning. Faktisk husker han ikke Haemi. Han bliver stille, når hun taler om deres tid i Paju. Hun siger, at han sagde, hun var grim. Hun siger, at hun faldt i en brønd. Det skal nok være rigtigt. Han husker bare ikke episoden.
   Men Haemi er forfriskende selskab. Jongsu er i byen for at følge med i retssagen mod sin far, der igen har overfaldet en nabo. Hans far kunne aldrig styre sin vrede, derfor rejste Jongsus mor. Sagføreren henter ham ind til en snak. Jongsu er alene på gården ved grænsen. Det er bare ikke bonde, han vil være. Jongsu vil skrive tekster, som bliver trykt og læst.
   Haemi vil spille teater. Hun giver ham en hurtig lektion i at mime. Hun skræller en imaginær nektarin og spiser den stykke for stykke. Hun siger: »Det har ikke noget at gøre med talent. Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der.«


JONGSU forstår ikke helt denne sondring. Det gør han måske senere, men nu går de hjem til Haemi og er sammen. Fra sengen ser han solen, der spejler sig i et glastårn. Ellers kommer den aldrig i rummet. Han lover at fodre Haemis kat, mens hun er på rejse i Kenya. Det gør han ganske trofast, skønt katten aldrig viser sig. Men der er efterladenskaber.
   Hver gang Jongsu fodrer katten, onanerer han tænksomt og længselsfuldt. Eftermiddagen bliver hans bedste tid. Han svarer ivrigt, da hun ringer og siger, at hun er tilbage. Men fortryllelsen forstøver, da hun ankommer sammen med Ben: en karismatisk livskunstner, som til og med er venlig og har penge. Forfatterspiren hader ham på stedet.
   Burning bygger på en lille novelle af Haruki Murakami, som Lee Chang-dong forstørrer til en film i tre akter. I teksten siger fortælleren, at Ben har noget Gatsby-agtigt over sig. Han henviser til den romantiske aura og mysteriet om Bens profession. I så fald bliver Haemi til Daisy Buchanan.
   Ben og Jongsu er »venner« som Gatsby og Nick Caraway (eller Christopher og Max i Cabaret). Ben fortæller Jongsu noget, som ryster hans verden i fundamentet. Ben er aldrig rystet. Heller ikke, da Haemi forsvinder. Jongsu frygter, at Ben har dræbt hende. Han tilstod det jo. Eller er det ligesom med nektarinen og katten? Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der.


DER er flere nøglesteder i Burning, men filmens hjerte sidder i scenen, hvor Ben »betror« sig til Jongsu. Han oplyser, at han somme tider sætter ild til drivhuse og betragter flammerne, mens de brænder ned. I novellen er det kornlader, som går op i røg, men indramningen er den samme.
   De tre har spist og drukket og nyder øjeblikket. De ryger pot og bliver bløde og tunge i kroppen. Pigen sætter et Miles Davis-album på og danser. Så bliver hun træt, låner fortællerens t-shirt og falder i søvn ovenpå. Da han kommer ned i stuen, er det en vals af Strauss, som drejer på grammofonen.
   Fortælleren (der ligner Murakami som yngre – i novellen er han 31, mens pigen er 20; de er ikke barndomsvenner, og der er ingen seksuel relation) husker et skuespil, som de opførte i skolen, da den anden mand bryder ind i hans tanker med bemærkningen: » - somme tider sætter jeg ild til lader.«
   »Undskyld?« siger fortælleren. »Somme tider sætter jeg ild til lader,« gentager den anden. Han giver sig til at lovprise den indiske marihuana. Han holder røgen nede i ti sekunder. Den snor sig fra hans mund »som ektoplasma«. Han siger, at den forbedrer »erindringens kvalitet«, men nu vil fortælleren have besked. »Jeg vil gerne høre om laderne,« siger han.
   »Laderne venter på at blive brændt. Det erkender jeg. Jeg bemærker bare noget, som er der allerede. Det er ligesom regnen. Regnen falder. Floden svulmer op. Noget bliver taget af strømmen. Foretager regnen et valg? Jeg gør ikke noget umoralsk. Jeg har min egen moralske kodeks.«


HOS Lee Chang-dong er øjeblikket strakt til en lang, hypnotisk sekvens, som bogstaveligt får publikum til at glemme tid og sted. Også her kommer Haemi og Ben på besøg. De spiser og ryger, mens solen går ned. Paju ligger ved grænsen til Nordkorea, og Jongsu har allerede forklaret, at det er propaganda, som bliver transmitteret fra grænseposten.
   Haemi tager sin bluse af og danser i, hvad der virker som en evighed, til »Générique« med Miles Davis. Imens bliver skumringen ved.
   Pressematerialet oplyser, at sekvensen med »tilståelsen« blev optaget over en måned. Lyset havde kun den rigtige kvalitet i 10-15 minutter hver dag.
   Her kan vi zoome ud og betragte de mange lag i filmens struktur. »Générique« er det tema, som Davis improviserede på stedet til titelsekvensen i Louis Malles Elevator til skafottet (1958). Burning er som nævnt inspireret af Murakamis novelle »Barn Burning« fra 1992. Den står i samlingen The Elephant Vanishes og ville hedde »At sætte ild til lader«, hvis den var oversat til dansk.
   Murakami selv tager sin titel fra William Faulkners novelle »Barn Burning« (1939). Der er en indavl af inspiration og motiver. Det bliver næppe mere postmoderne.
   Det er både i novellen og filmen et tema, om tingene sker eller egentlig er der. Der er en sindrig undertekst, som man godt kan give sig til at analysere på. Det er noget med et porøst liv i en ustabil virkelighed, vil jeg tro. Og en kategorisk sandhed, som er absolut umulig.
   Pointen er dog snarere, at filmen gør sig fri af denne kontekst. Det er dét, som den bruger det lange format til. Lee Chang-dong og fotografen Hong Kyung-pyo skaber et nøje forberedt øjeblik og lader det leve i virkelig tid. Der er bare de tre, musikken og solen og dansen, det vævede, vævende liv, der bliver ved.



HER kan filmen noget, som sproget ikke kan. Burning er en palimpsest. Den oprindelige tekst er skrabet ud, og en ny tekst er skrevet ovenpå. Ordbogen angiver også en ny anvendelse for det gamle ord: »Tekst læst dels som bevidst, dels som ubevidst udtryk for forfatterens psykiske og sociale problematik.«
    I begyndelsen følger filmen sit forlæg. Så begynder den at fabulere og ekstemporere. Det er der luft til og god mening i. Murakamis tekst er på små tyve sider. Lee Chang-dongs film varer to en halv time.
   Jongsu kan ikke få mistanken ud af sit hoved. Han bliver besat af at finde de brændte drivhuse. Men så er han sikker. Vi er med ham i salen alle som én. Publikum og Jongsu handler sammen. Endelig gør han noget ekstremt, som der ikke står et ord om i novellen. Det betyder ikke, at der ikke er belæg.
   Burning efterlader tilskueren i en overdådig uvished. Der er mange muligheder. Brændte drivhusene? Dræbte Ben de piger? Hvem er sociopaten? I novellen holder fortælleren op med at lede og konstaterer, at han bliver ældre hver dag. I filmen går han til modangreb og falder måske i en fælde.
   »Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der. Det er det hele.«
   Murakami er en enkel forfatter med mange lag i. I Lee Chang-dong har han fået sin store fortolker, som er meddigter snarere end illustrator.



Burning (Beoning). Instr.: Lee Chang-dong. Manus: Oh Jung-mi, Lee Chang-dong. Foto: Hong Kyung-pyo. 148 min. Sydkorea-Japan 2018. Dansk premiere: 20.12.2018


Foto: Pine House Film/ NHK/ Now Films/ Well Go USA Entertainment/ Capelight Pictures/ Diaphana Distribution/ World Cinema Partners, YouTube (clip + trailers)
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Capelight Pictures (Tyskland) 11.10.2019
2K Blu-ray (region B) fra Thunderbird Relaasing (UK) 27.05.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.12.2018