Translate

Viser opslag med etiketten William Faulkner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten William Faulkner. Vis alle opslag

onsdag den 29. januar 2020

Murakami | Lee Chang-dong: Burning (2018) [Bogen og filmen]


EN OVERDÅDIG UVISHED
Lee Chang-dong forædler novellen af Haruki Murakami

Af BO GREEN JENSEN  

DET er hverken suspense eller et genialt plot, der gør Burning til en eksistentiel spændingsfilm. Det er heller ikke effekter og gimmicks. I sin kerne er filmen et erkendelsesprojekt, der afprøver virkeligheden. Ikke for at låse billedet fast, men for at udforske usikkerheden.
   Den unge Jongsu går alene omkring, da han møder barndomsveninden Haemi. Hun står på gaden i Seoul og fungerer som blikfang i et lotteri. Faktisk lader hun ham vinde et ur, som senere får empirisk betydning. Faktisk husker han ikke Haemi. Han bliver stille, når hun taler om deres tid i Paju. Hun siger, at han sagde, hun var grim. Hun siger, at hun faldt i en brønd. Det skal nok være rigtigt. Han husker bare ikke episoden.
   Men Haemi er forfriskende selskab. Jongsu er i byen for at følge med i retssagen mod sin far, der igen har overfaldet en nabo. Hans far kunne aldrig styre sin vrede, derfor rejste Jongsus mor. Sagføreren henter ham ind til en snak. Jongsu er alene på gården ved grænsen. Det er bare ikke bonde, han vil være. Jongsu vil skrive tekster, som bliver trykt og læst.
   Haemi vil spille teater. Hun giver ham en hurtig lektion i at mime. Hun skræller en imaginær nektarin og spiser den stykke for stykke. Hun siger: »Det har ikke noget at gøre med talent. Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der.«


JONGSU forstår ikke helt denne sondring. Det gør han måske senere, men nu går de hjem til Haemi og er sammen. Fra sengen ser han solen, der spejler sig i et glastårn. Ellers kommer den aldrig i rummet. Han lover at fodre Haemis kat, mens hun er på rejse i Kenya. Det gør han ganske trofast, skønt katten aldrig viser sig. Men der er efterladenskaber.
   Hver gang Jongsu fodrer katten, onanerer han tænksomt og længselsfuldt. Eftermiddagen bliver hans bedste tid. Han svarer ivrigt, da hun ringer og siger, at hun er tilbage. Men fortryllelsen forstøver, da hun ankommer sammen med Ben: en karismatisk livskunstner, som til og med er venlig og har penge. Forfatterspiren hader ham på stedet.
   Burning bygger på en lille novelle af Haruki Murakami, som Lee Chang-dong forstørrer til en film i tre akter. I teksten siger fortælleren, at Ben har noget Gatsby-agtigt over sig. Han henviser til den romantiske aura og mysteriet om Bens profession. I så fald bliver Haemi til Daisy Buchanan.
   Ben og Jongsu er »venner« som Gatsby og Nick Caraway (eller Christopher og Max i Cabaret). Ben fortæller Jongsu noget, som ryster hans verden i fundamentet. Ben er aldrig rystet. Heller ikke, da Haemi forsvinder. Jongsu frygter, at Ben har dræbt hende. Han tilstod det jo. Eller er det ligesom med nektarinen og katten? Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der.


DER er flere nøglesteder i Burning, men filmens hjerte sidder i scenen, hvor Ben »betror« sig til Jongsu. Han oplyser, at han somme tider sætter ild til drivhuse og betragter flammerne, mens de brænder ned. I novellen er det kornlader, som går op i røg, men indramningen er den samme.
   De tre har spist og drukket og nyder øjeblikket. De ryger pot og bliver bløde og tunge i kroppen. Pigen sætter et Miles Davis-album på og danser. Så bliver hun træt, låner fortællerens t-shirt og falder i søvn ovenpå. Da han kommer ned i stuen, er det en vals af Strauss, som drejer på grammofonen.
   Fortælleren (der ligner Murakami som yngre – i novellen er han 31, mens pigen er 20; de er ikke barndomsvenner, og der er ingen seksuel relation) husker et skuespil, som de opførte i skolen, da den anden mand bryder ind i hans tanker med bemærkningen: » - somme tider sætter jeg ild til lader.«
   »Undskyld?« siger fortælleren. »Somme tider sætter jeg ild til lader,« gentager den anden. Han giver sig til at lovprise den indiske marihuana. Han holder røgen nede i ti sekunder. Den snor sig fra hans mund »som ektoplasma«. Han siger, at den forbedrer »erindringens kvalitet«, men nu vil fortælleren have besked. »Jeg vil gerne høre om laderne,« siger han.
   »Laderne venter på at blive brændt. Det erkender jeg. Jeg bemærker bare noget, som er der allerede. Det er ligesom regnen. Regnen falder. Floden svulmer op. Noget bliver taget af strømmen. Foretager regnen et valg? Jeg gør ikke noget umoralsk. Jeg har min egen moralske kodeks.«


HOS Lee Chang-dong er øjeblikket strakt til en lang, hypnotisk sekvens, som bogstaveligt får publikum til at glemme tid og sted. Også her kommer Haemi og Ben på besøg. De spiser og ryger, mens solen går ned. Paju ligger ved grænsen til Nordkorea, og Jongsu har allerede forklaret, at det er propaganda, som bliver transmitteret fra grænseposten.
   Haemi tager sin bluse af og danser i, hvad der virker som en evighed, til »Générique« med Miles Davis. Imens bliver skumringen ved.
   Pressematerialet oplyser, at sekvensen med »tilståelsen« blev optaget over en måned. Lyset havde kun den rigtige kvalitet i 10-15 minutter hver dag.
   Her kan vi zoome ud og betragte de mange lag i filmens struktur. »Générique« er det tema, som Davis improviserede på stedet til titelsekvensen i Louis Malles Elevator til skafottet (1958). Burning er som nævnt inspireret af Murakamis novelle »Barn Burning« fra 1992. Den står i samlingen The Elephant Vanishes og ville hedde »At sætte ild til lader«, hvis den var oversat til dansk.
   Murakami selv tager sin titel fra William Faulkners novelle »Barn Burning« (1939). Der er en indavl af inspiration og motiver. Det bliver næppe mere postmoderne.
   Det er både i novellen og filmen et tema, om tingene sker eller egentlig er der. Der er en sindrig undertekst, som man godt kan give sig til at analysere på. Det er noget med et porøst liv i en ustabil virkelighed, vil jeg tro. Og en kategorisk sandhed, som er absolut umulig.
   Pointen er dog snarere, at filmen gør sig fri af denne kontekst. Det er dét, som den bruger det lange format til. Lee Chang-dong og fotografen Hong Kyung-pyo skaber et nøje forberedt øjeblik og lader det leve i virkelig tid. Der er bare de tre, musikken og solen og dansen, det vævede, vævende liv, der bliver ved.



HER kan filmen noget, som sproget ikke kan. Burning er en palimpsest. Den oprindelige tekst er skrabet ud, og en ny tekst er skrevet ovenpå. Ordbogen angiver også en ny anvendelse for det gamle ord: »Tekst læst dels som bevidst, dels som ubevidst udtryk for forfatterens psykiske og sociale problematik.«
    I begyndelsen følger filmen sit forlæg. Så begynder den at fabulere og ekstemporere. Det er der luft til og god mening i. Murakamis tekst er på små tyve sider. Lee Chang-dongs film varer to en halv time.
   Jongsu kan ikke få mistanken ud af sit hoved. Han bliver besat af at finde de brændte drivhuse. Men så er han sikker. Vi er med ham i salen alle som én. Publikum og Jongsu handler sammen. Endelig gør han noget ekstremt, som der ikke står et ord om i novellen. Det betyder ikke, at der ikke er belæg.
   Burning efterlader tilskueren i en overdådig uvished. Der er mange muligheder. Brændte drivhusene? Dræbte Ben de piger? Hvem er sociopaten? I novellen holder fortælleren op med at lede og konstaterer, at han bliver ældre hver dag. I filmen går han til modangreb og falder måske i en fælde.
   »Det gælder ikke om at tro på, at frugterne er der. Det gælder om at glemme, at de ikke er der. Det er det hele.«
   Murakami er en enkel forfatter med mange lag i. I Lee Chang-dong har han fået sin store fortolker, som er meddigter snarere end illustrator.



Burning (Beoning). Instr.: Lee Chang-dong. Manus: Oh Jung-mi, Lee Chang-dong. Foto: Hong Kyung-pyo. 148 min. Sydkorea-Japan 2018. Dansk premiere: 20.12.2018


Foto: Pine House Film/ NHK/ Now Films/ Well Go USA Entertainment/ Capelight Pictures/ Diaphana Distribution/ World Cinema Partners, YouTube (clip + trailers)
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Capelight Pictures (Tyskland) 11.10.2019
2K Blu-ray (region B) fra Thunderbird Relaasing (UK) 27.05.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.12.2018

onsdag den 22. januar 2020

William Faulkner: Absalom, Absalom! (1936)


FAULKNERS STED
William Faulkner 1897-1962

Af BO GREEN JENSEN 

MED få undtagelser indgår alle William Faulkners prosaarbejder i den fortsatte krønike om en særlig egn i en bestemt periode, byen Oxford i staten Mississippi i årene 1820-1950.

  Skønt Faulkner skildrede et sted med en faktisk historie, var hans udgave snarere en fantomversion af den endnu levende fortid. Han skabte derfor sin egen egn. Fra Sartoris (1929) til The Reivers (1962) udgør byen Jefferson i Yoknapatawpha County den fysiske ramme om alt, hvad han skrev.*
   Samtiden fandt forfatterskabet unødigt kryptisk og svært fremkommeligt. Faulkners metode ligner ofte montagen. Handlingsspor hakkes i stykker og klippes om kronologisk. En kæde af stemmer bærer historien, men hver monolog har flere stemmer i sig. Begivenheder vises fra vekslende synsvinkler, meget finder sted off camera. Ikke for intet forsørgede Faulkner i mange år sin familie ved at skrive filmmanuskripter. Det store tema er historiens byrde, hvordan man bryder med det forudbestemte, og hvordan børnene alligevel må tage forældrenes synder på sig, hvis de vil klare sig som mennesker.



 

DET er om en af stamfædrene, at Faulkner kredser i Absalom, Absalom! I september 1909 skal den 20-årige Quentin Compson til at påbegynde sine studier ved Harvard University. Af grunde, som hverken han eller vi begriber i begyndelsen, insisterer skyggetanten Rosa Coldfield, som har båret sort i 43 år, på at fortælle ham historien om sin svoger, Thomas Sutpen.
   Stræberen Sutpen ankom til Yoknapatawpha i 1833. En søndag formiddag kom han ridende ind i Jefferson »fra en usynlig fortid«. Han »erhvervede sin jord, ingen vidste hvordan, og byggede sit hus, sit herskabshus, af tilsyneladende ingenting, og giftede sig med Ellen Coldfield.« Med sig havde han en gruppe haitianske slaver. Han byggede Sutpens Hundrede, fik tre børn – to med sin hustru, ét med en slave – og gik i gang med at etablere en slægt.
   Senere får Quentin flere detaljer af sin far, som kan supplere med oplysninger om »dæmonen« Sutpens baggrund – huset i Yoknapatawpha var ikke hans første forsøg på at grundlægge et dynasti – fordi denne under Borgerkrigen har betroet sig til Quentins farfar, General Compson. Endelig er det i værelset på Harvard, i en samtale med studiekammeraten Shreve, at fortiden falder på plads.



DET gør den i et indviklet mønster af blodskam, racisme, affektdrab, fatale ironier og formastelige bedrag. Alligevel fremstår Oberst Sutpen hen ad vejen som en heroisk figur, skønt han bragte begyndelsen til enden med sig til Jefferson. Før Quentin rejser besøger han Sutpens Hundrede sammen med Rosa Coldfield. Den dag går huset op i flammer, og man fornemmer en lutrende kvalitet i ilden, som naturligvis er påsat.
   I andre dele af Yoknapatawpha-sekvensen fortæller Faulkner om familier fra lavere sociale lag, men han vender stadig tilbage til besidderne – slægter som Sartoris, Sutpen, Compson – der tegner egnens officielle historie og hjemsøges af dens genfærd, før de selv bliver til spøgelser.
   Quentins kammerat er født i Canada, har intet forhold til Syden og ingen tålmodighed med dens særpræg. Han taler mest med Quentin for at få tiden til at gå, men misforstår vennens interesse for Sutpen. »Nu vil jeg bare have du skal sige mig én ting til,« siger han til Quentin. »Hvorfor hader du Syden?«
   Quentin reagerer som Faulkner: »Jeg hader den ikke,« sagde Quentin, hurtigt, straks, øjeblikkeligt; »Jeg hader den ikke,» sagde han. Jeg hader den ikke tænkte han, stønnende i den kolde luft, det jernsorte New England-mørke: Jeg gør ikke. Jeg gør ikke! Jeg hader den ikke! Jeg hader den ikke!«


OM Quentin hedder det, at »hans krop var en tom hal der genlød af nederlagsnavne; han var ikke et væsen, en uafhængig eksistens, han var et samfund.« At Konføderationen led nederlag i borgerkrigen med Nordstaterne 1861-65, er et sår som til stadighed undersøges i Faulkners version af Sydens historie. Quentin og hans fæller er amerikanske sønner af de slagne.
   Faulkners faste læser ved fra begyndelsen, hvordan det ender for Quentin. Syv år tidligere havde The Sound and the Fury (1929, da. Brølet og vreden) skildret fire bestemte dage, som de forløber for fire medlemmer af Compson-husholdningen: den retarderede Benjy, bedrageren og overleveren Jason, der er far til Benjy og datteren Caddy, og den sorte tjenestepige Dilsey deler den sønderbrudte skildring af et forløb, som strækker sig over tre dage, fra den 6. til 8. april 1928.
   Kilet ind mellem disse sindrige genfortællinger, som aldrig skildrer begivenhederne direkte, er et filmisk flashback til den 2. juni 1910. Denne dag tager Quentin sit liv på Harvard, hvor han studerer for penge, som rettelig tilhører Benjy. Læserens viden giver karakteristikken i Absalom, Absalom! et skær af tragisk ironi, skønt den ikke nævnes med et ord i romanen. Trods alt kan Quentin ikke undslippe historiens tyngde:
   »Han var en kaserne fuld af stædige bagudskuende genfærd som endnu treogfyrre år efter ikke helt var kommet sig af den feber, der havde helbredt sygdommen, som langsomt vågnede af feberen og end ikke vidste at det var feberen selv de havde kæmpet mod og ikke sygen, som med stædig genstridighed skuede bagud hinsides feberen og ind i sygdommen med virkelig fortrydelse, svage af feberen men sluppet fri af sygdommen og end ikke klar over at den frihed var magtesløshedens frihed.«


FAULKNERS egn er et mangfoldigt sted. Han kunne skrive usigelig knudret, som i det ovenfor citerede afsnit. Han kunne også mobilisere en grotesk, humoristisk saglighed, når det skulle være. Han kunne være hårdkogt i krimien Sanctuary (1931, da. Det allerhelligste), patetisk som få i den takketale, han i 1949 kvitterede for sin Nobelpris med. Og i Go Down, Moses (1942) præsterer jagtafsnittet »Bjørnen« en bevidsthedsstrømmende sætning på seks ubrudte sider, der siger spar to til de fleste af Hemingways skrifter om lignende emner.


FAULKNER er aldrig slået an herhjemme. Det var derfor en begivenhed, at Absalom, Absalom! i 2000 udkom på dansk, til og med i en fremragende oversættelse, men vi var slet ikke rustet til sådan at falde ned i historien in medias res.
   Der må som minimum følge en genudgivelse af Brølet og vreden med et nyt lanceringsforsøg, og det er altid en god idé - en genvej til Faulkner - at oversætte Malcolm Cowleys antologi The Portable Faulkner (1946, 1967), som retter kronologien ud og lader teksterne fortælle historien om Yoknapatawpha County fra begyndelsen til slutningen. Ellers vil et fremstød næppe heller bære frugt i næste omgang.


*) Faulkners egen udredning af etymologien:


William Faulkner: Absalom! Absalom! Oversat efter »Absalom! Absalom!« (1936) af Karsten Sand Iversen. 340 s. Gyldendal, 2000.

Artiklen stod i Weekendavisen Bøger 05.05.2000