Translate

Viser opslag med etiketten Erik Thygesen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Erik Thygesen. Vis alle opslag

søndag den 15. marts 2020

En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-80


SNØREVID OG DE SYV BJERGE
John Lennons krøllede digte på dansk

Af BO GREEN JENSEN
  
DIGTEREN John Lennon (1940-1980) havde en skæv fantasi, et stort sprogligt overskud og et lille krøllet talent for at tegne, som han egentlig aldrig fik ordentligt afprøvet, fordi der kom en Beatles-tid og en lang eftertid som legende i vejen.
   Som for Bob Dylan og Jim Morrison hed det sig altid, at Lennons litterære udgydelser kun fik lov at udkomme, fordi han tilfældigvis også var rockstjerne, og i det meste af 70'erne blev Lennons billedkunstneriske bestræbelser betragtet som en slags pinlighed i kunstmiljøet, fordi de for det første var prætentiøse og for andet var usælgelige. Hvad angår kunstnerisk status stod Lennon egentlig altid i skyggen af sin berømte kone. Hun havde så til gengæld nogle problemer i forhold til det populære musikpublikum.


VED sin død efterlod Lennon sig en lille stabel af de mest slidstærke og indflydelsesrige melodier og tekster, som populærmusikken har frembragt overhovedet, men hvis man tror at skriverkarlen Lennon blot fabrikerede flere versioner af »Imagine«, »Mother« og »Give Peace A Chance« og varierede sit store budskab om fred, sex, blomster og verdensfrelse i det evindelige og evindeligt lukrative, har man en temmelig stor overraskelse til gode. I sin første tid var Lennon en skarp og sulten ung liverpudlian, som vendte og drejede sproget, samt saboterede den borgerlige normalitetsdyrkelse med en indædt underfundighed, der bedst kan beskrives som et møde mellem Joe Orton, Shel Silverstein, den ældre James Joyce og den unge Edward Lear.


RESULTATET blev nogle af de mere eventyrlige og konfrontationssøgende Beatles-tekster, men det blev også to små bøger, som i midten af 60'erne cirkulerede i teenageuniverset med endnu større succes end Dylans automatroman Tarantula, Donovans Dry Songs and Scribles, Leonard Cohens Yndlingslegen og Jim Morrisons The Lords & The New Creatures. In His Own Write hed det første bind syrlige nonsenstekster. Det udkom i 1964 og blev året efter fulgt af A Spaniard in the Works, som faktisk er endnu mere stilsikker og rummer evergreens som »Skraldespansdk«, »Snørevid og de syv bjerge«, »Morris, Borris« og »Vores far«.


DET er disse to vejrbidte blasts from the past, der udgør grundstammen i Erik Thygesens formidabelt opfindsomme gendigtning af »den anden« John Lennons optegnelser. Den bedste del af Ingen fluer på Frank er imidlertid teksterne fra den posthumt udgivne nonsenssamling Skywriting by Word of Mouth (1986), et fænomen der i Thygesens originale og altid kongeniale version bliver til »Røgreklame fra mund til mund«.
   I 60er-teksterne kører Lennon løs og knitrer derudaf i en evig jagt på næsten hvad som helst, der kan lyde af noget og præsentere sig paradoksalt på en side. Hans faste gimmick er den ortografisk-fonetiske dobbelthed, ord som lyder ens og skrives forskelligt, ofte med frodig og fuldkommen desorientering til følge. Et eksempel er følgende fanbrev:

Kære hr! Hvorfor er der ikke flere bælder og nyeder om vores ynglingsgruppe (Børnaise und di Rippers). De er niogtredve som De ved. Vi foretrækker den fordi Alex hopper omkring og siger. Send venligst en frapperet dresseret konvolut med Børne og Ørni der danser og gør deres Bedste for at underholde en gruppe der fortjener det og vi håber dette nård Dem når De venter bunken. En beånder. En Fan.

Eller hvad med følgende formiddagssnapshot af mappedyret Frank, en gennemgående figur i de første tekster og en begrebsmæssig slægtning til sangbogens »Nowhere Man«?:

Der var ingen fluer på Frank den morgen - og når alt kommer til alt - hvorfor ikke? Han var dog en velrenommeret borger med kone og barn, ikke? For Frank var det en typisk morgen og med en ubeskrivelig adræthed sprang han ud i badeværelset og op på vægteren. Til sin store skræk opdagede han, at han var tolv tommer mere tungstor! Han nægtede at tro det, og hans blod strømmede op i hovedet på ham, så han blev farvet mægtig rød.

MENS det nok kan være fornøjeligt at tage tidsmaskinen tilbage til denne permanent sort-hvide, kronisk regngennemblæste og i øvrigt usigeligt engelske skoledrengssurrealisme, en slags tidløs anarkistisk graffiti, som aldrig tør sige helt fra eller vække anstød for alvor, kan det ikke nægtes, at der gradvis kommer et præg af litterær mindestue over projektet. Erik Thygesens partisan-sikre gendigtning er fuld af flotte løsninger og genialske sproglige koblinger (»bredrøvet bedragtede Frank sin hustru«), men der er meget lidt udvikling i selve materialet og udvalget forvinder sjældent præget af rekonstruktion.
   Det gør derimod teksterne i bogens sidste tredjedel. I Skywriting by Word of Mouth, som tilsyneladende blev skrevet over en meget længere periode, kom Lennon for det første ud over sine værste studentikose manerer. For det andet skrev han beske kommentarer til det liv, han havde haft, og den myte han havde fået. Der er intet unødigt indsmigrende over den verbale ækvilibrisme i »Undertitel: Lucy i skørt med diabetes«, føljetonen »Puma æder kystvagt« og »Puma æder syndebuk« eller udstyrsstykkerne »Dement i Danmark« og »Et paradox og en sweater der matcher, tak«.



LENNON »fodretter« ænder i Central Park og kører så det paradoksale skyts i stilling til de sidste sorte parodier og den erindringsbetonede satire »Nobels fredspris til morderhval«, der åbner med følgende stump klassisk surrealisme: »Nu kommer vort mismods vinter (se trækningslisten side 94)«. Her foretager Lennon et lifligt flashback til den søgende tid, da The Beatles tog til Østen for at lære om karma og fred, mens hele den skumplende mediemaskine kom slubrende efter de Frygtløse Fire:

Klip til Marahishis biodynamitfarm på Himalayas top. Om og om og (igen) om. Han fandt den helt rigtige mantra til mig. OK, han er en tand mere skaldet end da jeg kendte ham. Hvorfor er Gud altid på nakken af de hellige? Mavesår mv. »Han tager aldres kamme på sig.« Jeg vil skyde på, det er derfor de små får bræger. Men smilet er kønt. Det her er ved at udvikle sig til »En Yoghurts Selvbiografi«, men det er der også så meget andet, der gør, ikke? Han fik os til at bo i hytter adskilte fra vore koner... Jeg vil nu ikke sige, det var så hårdt endda.



VÆK er den kælne, selvimponerede fartglæde, der driver sprogets motor i In His Own Write og A Spaniard In the Works. Mens den retoriske tvivl og de indbyggede stilheder tager til, mens forvrængede citater dekonstrueres og skrues sammen igen for langsomt at bygge en anden slags stemme, bliver den »private« digter Lennon gradvis ét med den »officielle« sanger og generationsikon, der i sine mest inspirerede øjeblikke skrev med skarp, stærk klarhed om længsel, savn, opfyldt kærlighed og nødvendige afsavn i de tekster, der er John Lennons virkelige eftermæle.
   »Hvorfor så ked af fortiden for tiden?« spørger Lennon til slut i Skywriting by Word of Mouth. Hvis man skulle vælge mellem sange som »God« eller »Watching the Wheels« og notaterne her i Ingen fluer på Frank, ville man vælge til enhver tid vælge sangene. Alligevel er man glad for en bog, hvor Lennon sætter det hele fast og bringer hele Beatles-begyndelsen hjem i undrende afskedsnotater som dette:

Hvad hed hende pigen, jeg knaldede i korridoren på vej til kunstmaling? Hun elskede Fellini, men ville ikke sluge det. Hun var forlovet med en anden elev. En besynderligt normal type. Hun har sikkert giftet sig med ham af hensyn til statssikkerhedsårsager. Jeg var bare et sex-objekt! Knæppel-skønt. Those Were The Days, My Friend. Tra-la-la­la...


John Lennon: Ingen fluer på Frank. Forvansket, udvalgt og oversat efter »In his Own Write« (1964), »A Spaniard in the Works« (1965) og »Skywriting by Word of Mouth« (1986) af Erik Thygesen. Tegninger af forfatteren. 128 s. Rævens Sorte Bibliotek/Forlaget Politisk Revy, 1995.


Fotos:The Estate of John Lennon and Yoko Ono/ Yoko Ono/ Forlaget Politisk Revy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 03.02.1995

tirsdag den 7. januar 2020

Bogen og filmen | Allen Ginsberg: Howl (1955/2010)


DET ABSOLUTTE HJERTE
En film om Allen Ginsbergs Howl

Af BO GREEN JENSEN

»JEG har set min generations bedste hjerner ødelagt af galskab, sultende hysteriske nøgne...« Med stordigtet Howl skabte Allen Ginsberg (1926-97) en bannertekst for beatgenerationen og overhovedet en milepæl i moderne amerikansk litteratur.
   Det gav øjeblikkelig genlyd i hele kulturen, da Ginsberg læste teksten første gang ved et arrangement i Six Gallery i San Francisco den 7. oktober 1955. Digtet udløste både en skelsættende reportage i New York Times (Richard Eberharts »West Coast Rhythms«) og en blasfemisag, da Lawrence Ferlinghetti (1919-2021) i 1956 udgav Howl and Other Poems på sit lille, men legendariske forlag, City Lights Press.


HOWL er blevet stående som den centrale beattekst sammen med to romaner, Jack Kerouacs On The Road (1957, da. Vejene) og William Burroughs’ Naked Lunch (1959, da. Nøgen frokost). Man kan næppe overvurdere effekten af strømmende linjer som »hipstere med engleansigter tørstende efter den ældgamle himmelske forbindelse til stjernedynamoen i nattens maskineri«.
   På dansk blev digtet oversat af Poul »Poeten« Sørensen som »Hylen« (og trykt i Vindrosen nr. 4, 1959). Siden gendigtede Erik Thygesen det som »HYL« i 1964, hvor det stod i antogien San Francisco Renaissancen. Her er det citeret efter Thygesens Ginsberg-udvalg Nyt fra jorden (1969).



GINSBERG – der selv arbejdede i sporet fra William Blake, Walt Whitman og Hart Crane – skrev siden tusindvis af digte, men aldrig nogen med helt samme energi og betydning. Bob Dylans surrealistiske gennembrud i midt-60erne ville være utænkeligt uden Ginsberg, som i 1975 i øvrigt var blandt de rejsende på Dylans Rolling Thunder Revue. Også hippietiden begynder med Ginsbergs bemærkelsesværdige tekst, der forener bøn og undsigelse i én erfaringsoverskridende vision.


OPGØRET med »menneskenes tunge dommer«, den amerikanske Molok (»Hvilken sfinx af cement og aluminium kløvede deres kranier og åd deres hjerne og fantasi?«) var autentisk systemkritik, og med sin dedikation til Ginsbergs ven og kæreste Carl Solomon (»Jeg er hos dig i Rockland/ i mine drømme kommer du vandrende dryppende fra en sørejse ad landevejen tværs over Amerika i tårer til min hyttes dør i den vestlige nat«) var HYL også et seksuelt befrielsesdigt.



ROB Epstein og Jeffrey Friedmanns film har tre hovedspor og en enkelt dagsorden. Med James Franco som Ginsberg beskrives den pæne unge mands frigørelse, ligesom en række interviews er rekonstrueret i fingeret dokumentarstil. Dramaet skabes dog i retssalen, hvor Ginsberg og Ferlinghetti står anklaget efter pornografiparagraffen (for linjerne »som lod sig knæppe af motorcykelhelgener, og skreg af fryd/ som slikkede og blev slikket af de menneskelige serafim, sømændene...«). David Strathairn har rollen som anklager, mens Jon Hamm (fra Mad Men) fungerer som forsvarer.

   Endelig er digtets første anråbende afsnit levendegjort i animerede sekvenser, der veksler fra corny til smågeniale. Formen gør det muligt at citere hele teksten, fortolke på den i retssalen og belyse dens baggrund i dannelsesdelen. Howl er således et pædagogisk Kinderæg med tre dele. Overraskelsen i midten er, at tricket faktisk fungerer. Filmen bliver aldrig vildt levende drama, men den lægger hele digtet grundigt frem og forklarer, hvorfor teksten stadig har liv og betydning. 


GINSBERG og Ferlinghetti blev frikendt, ikke på grund af tekniske forhold, men simpelt hen fordi dommeren Clayton Horn (Bob Balaban) kunne læse. I mindre roller ses Todd Rotundi og John Prescott som Jack Kerouac og Neal Cassady, mens Mary Louise-Parker er lærerinden Gail Potter, der føres som anklagerens vidne. Treat Williams er litteraten Mark Schorer, der her bliver tegnet som opportunist, skønt han faktisk skrev den bedste bog om Sinclair Lewis.*
   Allerbedst er afsnittet med den sort-hvide rekonstruktion af Ginsbergs første elektriske oplæsning i San Francisco. Howl står her med sin fulde sproglige kraft, med »livsdigtets absolutte hjerte skåret ud af deres egne kroppe og spiseligt i tusind år.« Poesi er næppe formidlet bedre på film. Det er slik til gamle beatniks og en hyldest til digtet i alle tider.

Se også David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]; Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]; Ethan Hawke: Chelsea Walls (2001).


*) Mark Schorer: Sinclair Lewis: An American Life. 867 s. McGraw Hill, 1961. Jeg kan næppe varmt nok anbefale den annoterede udgave af Howl, som Barry Miles redigerede i 1986, da digtet fyldte 30 år, og som Ginsberg selv kommenterede. Bogen følger digtets tilblivelse gennem udkast, omskrivninger og diverse forsøg, som bliver rullet tilbage, efterhånden som teksten tager endelig form. Som regel udkommer sådanne værker efter forfatterens død. Ginsberg var endnu spillevende og fortæller ivrigt og kærligt om sit liv og sin tid med Carl Solomon. Ginsberg levede stadig, da bogen blev genudgivet i 1995. Så døde han i 1997 og kunne ikke føje mere til. Det er et unikt værk med gavmild korrespondance, biografiske optegnelser, retsudskrifter og naturligvis et grundigt noteapparat. Bogen blev genudgivet til 50 års-jubilæet i 2006. Harper Perennial Modern Classics, 192 s. i stort format. Mit eksemplar har kostet $19, kan jeg se. 

   
Howl. Instr.: Rob Epstein & Jeffrey Friedman. Foto: Edward Lachman. 90 min. USA 2010. Dansk premiere: 24.11.2010.


Fotos: Werc Werk Works/ Telling Pictures/ RabbitBandini Productions/Radiant Cool/ Midget Entertainment-Mislabel.dk/ Google Images/ USU Special Collections-Merrill Cazier Library [Ginsberg Reading 1955]/ HarperCollins/ City Lights Press
Filmen streames på FILMSTRIBEN, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Oscilloscope Pictures 04.01.2011
Anmelselsen trykt i Weekendavisen Kultur 25.11.2010