Translate

Viser opslag med etiketten Jack Kerouac. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jack Kerouac. Vis alle opslag

torsdag den 4. januar 2024

Bogen og filmen | Jack Kerouac: On the Road (1957/2012)


NÅR SOLEN GÅR NED I AMERIKA
Formidlet med klarsyn og stor kærlighed

Af BO GREEN JENSEN


DER er efterhånden lavet adskillige film om medlemmerne af den amerikanske Beat Generation, hver for sig og sammen, i ental eller flertal, dokumentarisk stof såvel som fiktion. Som tiden går, bliver legenderne større, og i den yngste del af fælleskulturen er navnene Jack Kerouac (1922-1969), Allen Ginsberg (1926-1997) og William S. Burroughs (1914-1997) ved at fortrænge Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og de øvrige repræsentanter for 1920ernes og 30ernes »
Lost Generation«. Hvor ville de have elsket det. Så meget ved the beats er skrevet på forventningens mytologi.


I 1991 fik Burroughs som den første en stor og kongenial filmatisering, da David Cronenberg tog livtag med romanen Naked Lunch (1959, da. Nøgen frokost). Rob Epstein og Jeffrey Friedman skabte i 2010 en original film om Ginsberg og stordigtet Howl (1956). Ginsberg blev fremstillet af James Franco, og Hyl var levendegjort med psykedelisk animation.
   John Krokidas' Kill Your Darlings (2013) kaster et kritisk blik på de seksuelle relationer (og giver Daniel Radcliffe mulighed for at lægge Harry Potter-udstyret fra sig – han er castet som den helt unge Ginsberg). Jean-Marc Barr spiller Kerouac efter gennembruddet i Michael Polishs enkle Big Sur (2013), hvor forfatteren flytter ud i Lawrence Ferlinghettis sommerhus for at komme til sig selv.
   Der var åndsfæller verden over – herhjemme bl.a. Peter Laugesen, Peter Poulsen og Dan Turell. Í Skotland var Alexander Trocchi et samlingspunkt for digterne. Et godt sted at møde ham er i David Mackenzies filmatisering af romanen Young Adam (2003). Kolonien i Tanger, hvor Paul og Jane Bowles slog sig ned, udgør sin egen galakse. Bernardo Bertoluccis film efter The Sheltering Sky (1990, da. Under himlens dække) er desværre endt i Glemmebogen. Sjælen i tiden er udgangspunktet for Ethan Hawkes' instruktørdebut, Chelsea Walls (2001). 
   On the Road (1957) blev levet og skrevet fra 1947 til 1950. Romanen – som vi nu ville kalde autofiktion – gjorde Kerouac til coverstar og the Beat Generation til et begreb. Jubilæumsudgaven fra 2007 reproducerer Gilbert Mellsteins syngende anmeldelse i The New York Times den 5. september 1957. Især udgivelsen af den lange version, On the Road – The Original Scroll, har genvakt interessen. Bevidsthedsstrømmen står ukorrigeret, der er atter brugt rigtige navne. Det er Vejene – Det oprindelige manuskript, som senest er kommet i Danmark.*
   Alting begynder med On the Road. I 2012 realiserer brasilianeren Walter Salles (f. 1956) en gammel drøm om at filme Kerouacs amerikanske klassiker.



FØRST og fremmest har filmen atmosfære. Salles sætter af med et anslag, der minder om hans måde at skildre den unge Ernesto »Che« Guevara på i The Motorcycle Diaries (2004, da. Motorcykel Dagbog). Igen er en lyrisk bevidsthed i centrum, den unge mand som vil gøre en forskel og ved, at han er i færd med at skabe, skønt han endnu er usikker på, hvor han skal hen. Også filmen om Kerouac og hans kreds har en uklar præmis. Salles følger handlingssporet i Kerouacs bog, men filmen er i lige så høj grad en skildring af romanens tilblivelse. Til denne form passer metoden perfekt.



ENGLÆNDEREN Sam Riley (Ian Curtis i Anton Corbijns Control) er et godt valg som den unge Sal Paradise, Kerouacs alter ego. Garrett Hedlund har naturlig charme og betydelig erotisk karisma som supertricksteren Dean Moriarty (virkelighedens Neal Cassady), der begæres af alle køn. Cassadys kvinder, Marylou (Kristen Stewart) og Camille (Kirsten Dunst), er tegnet lidt mindre misogynt end i bogen.
   Som Carlo Marx (anti-kommunisten Kerouacs navn for Allen Ginsberg) har Tom Sturridge en mere perifer position. Den store præstation leveres af Viggo Mortensen som Old Bull Lee. Portrættet af Burroughs og hustruen Jane (Amy Adams), som senere døde, da hendes mand ville lege Wilhelm Tell, er filmens clou. Man forstår, hvordan en hverdag trods alt har fungeret for den rige junkie, hans kone og sønnen.



DEN flimrende fortælling kunne have udviklet sig til et dukketeater med sminkede figurer, der skulle ligne mest muligt, mens Charlie Parker, Miles Davis eller John Coltrane truttede løs i den røgfulde baggrund. En scene fra en jazzklub, hvor Marylou danser igennem, er faktisk lidt på den måde. Men for det meste har Salles fastholdt lyset og lugten af vinden fra tidlige morgener og solfulde dage ude på vejene eller hjemme i Brooklyn. Adskillige forhold forties. Filmen handler om en forfatter, som kæmper for at debutere og bor hos sin mor. Kerouac havde skrevet The Town and the City (1950) og var gift med Edie Parker, da han og Neal Cassady tog afsted:

»Så når solen går ned i Amerika og jeg sidder på den gamle, smuldrende mole ved floden og ser på den lange, lange himmel over New Jersey og fornemmer hele dette nøgne land, der ruller med én ufattelig vældig bølge over til Vestkysten, og hele denne vej strækker sig frem, og alle de mennesker drømmer i dens umådelige vælde, og jeg ved at aftenstjernen må være ved at gå ned over Iowa nu, og sende sin gnistregn ud over prærien, lige før den totale nat falder på, der velsigner jorden, kaster mørke over alle floder, lægger sig om tinderne i vesten og tildækker den sidste og endelige kyst, er der bare ikke nogen der ved, hvad der sker nogen anden, udover de fortabte pjalter der ligger i at blive gammel, og jeg tænker på Neal Cassady, jeg tænker endda på gamle Neal Cassady, den far vi aldrig fandt, jeg tænker på Neal Cassady, jeg tænker på Neal Cassady.«


KICKS Joy Darkness hedder et hyldestalbum, hvor forfattere og musikere fra Lawrence Ferlinghetti og Hunter S. Thompson til John Cale og Patti Smith fortolker stumper af mesterens værk. Egentlig mangler kun Bob Dylan, der om On the Road har sagt, at bogen »ændrede mit og alle andres liv«.**
   Livskraften – og de kemiske kicks, der sparker glæde fra sig i mørket – er energien, der mangler i Salles’ film, til trods for Eric Gautiers stilrene close-ups af tomme pakker med benzedrin og Camel uden filter. Stoffet er formidlet med klarsyn og stor kærlighed, men fryden og fortabelsen, selve nerven i teksten er ikke at spore.
   Til gengæld synger filmen af ideen om Amerika, det umådelige kontinent, på en måde, der er helt i den unge Jack Kerouacs ånd.


*) Vejene er oversat i flere omgange, først af Elsa Gress (Arena, 1960), siden af Arne Herløv Petersen (forlaget Fremad i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, 1986). Herløv Petersens oversættelse af Vejene – det oprindelige manuskript udkom på Rosinante i 2008. Lars Movin og Henrik List er de førende danske eksperter i alt, hvad der vedrører beatdigterne. Der er næsten ingen grænser for, hvad de véd om hvorfor, hvordan og hvornår. Især skal anbefales Movins Allen Ginsberg i Danmark (Spring, 2019) og sampleren Beat: på sporet af den amerikanske beatgeneration (Informations Forlag, 2014). List skriver med varme og akkuratesse i Tilbage til Tanger – En pilgrimsrejse i Beatgenerationens fodspor (Tiderne Skifter, 1997; revideret og beriget i Redux-udgaven fra Shooting Gallery Press, 2007).   

**) Kicks Joy Darkness (1997) er produceret af Jim Sampas, nevø til Stella Sampas, der blev Kerouacs tredje hustru i 1966. Boet er notorisk stort og indviklet, præget af stridigheder og søgsmål mellem 27 rettighedshavere. Der var længe en konflikt over testamentet efter Gabrielle Kerouac (1895-1973), forfatterens mor, som blev anfægtet af Jan Kerouac (1952-1996), hans datter fra ægteskabet med Joan Haverty. Jim Sampas er søn af John Sampas, som varetog boet til sin død i 2017. Albummet er fremragende. Det fungerer godt i tandem med Jack Kerouac Reads On the Road (1999), hvor Kerouacs egne optagelser er forankret i nye bidrag fra bl.a. Tom Waits. Waits' take på »On the Road« kan også høres på bokssættet Orphans: Brawlers, Bawlers & Bastards (2006), hvor alle slags løse ender er samlet. 


On the Road. Instr.: Walter Salles. Manus: José Rivera. Foto: Eric Gautier. 124 min. Frankrig-USA-UK-Brasilien 2012. Dansk premiere: 04.10.2012.

Jack Kerouac: On the Road. 50th Anniversary Edition. 320 s. New York: Viking, 2007.

Jack Kerouac: On the Road. The Original Scroll. 416 s. New York: Viking, 2007.

Jack Kerouac: Vejene - det oprindelige manuskript. På dansk ved Arne Herløv Petersen. 352 s. København: Rosinante, 2012.

Jack Kerouac: Big Sur. Oversat af Brian Dan Christensen efter Big Sur (1962). Aarhus: Turbine, 2021.

Jack Kerouac: Road Novels 1957-1960. On the Road. The Dharma Bums. The Subterraneans. Tristessa. Lonesome Traveller. From the Journals 1949-1954. Ed. Douglas Brinkley. 870 s. New York: The Library of America, 2007.

Jack Kerouac: Collected Poems. Ed. Marilène Phipps-Kettlewell. 750 s. New York, Library of America, 2012.



Fotos: MK2 Productions/ American Zoetrope/ Jerry Leider Company/ Vanguard Films/ Film4/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ Canal+/ Ciné+/ VideoFilmes// K&S Films/ Nomadic Pictures/ SPAD Films/ IFC Films/ UPI.dk/ Penguin Viking Publishers/ Library of America/ The New York Times/ Rykodisc/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og VIAPLAY
Første udgave af teksten bragt i Weekendavisen Kultur 05.10.2012

tirsdag den 7. januar 2020

Bogen og filmen | Allen Ginsberg: Howl (1955/2010)


DET ABSOLUTTE HJERTE
En film om Allen Ginsbergs Howl

Af BO GREEN JENSEN

»JEG har set min generations bedste hjerner ødelagt af galskab, sultende hysteriske nøgne...« Med stordigtet Howl skabte Allen Ginsberg (1926-97) en bannertekst for beatgenerationen og overhovedet en milepæl i moderne amerikansk litteratur.
   Det gav øjeblikkelig genlyd i hele kulturen, da Ginsberg læste teksten første gang ved et arrangement i Six Gallery i San Francisco den 7. oktober 1955. Digtet udløste både en skelsættende reportage i New York Times (Richard Eberharts »West Coast Rhythms«) og en blasfemisag, da Lawrence Ferlinghetti (1919-2021) i 1956 udgav Howl and Other Poems på sit lille, men legendariske forlag, City Lights Press.


HOWL er blevet stående som den centrale beattekst sammen med to romaner, Jack Kerouacs On The Road (1957, da. Vejene) og William Burroughs’ Naked Lunch (1959, da. Nøgen frokost). Man kan næppe overvurdere effekten af strømmende linjer som »hipstere med engleansigter tørstende efter den ældgamle himmelske forbindelse til stjernedynamoen i nattens maskineri«.
   På dansk blev digtet oversat af Poul »Poeten« Sørensen som »Hylen« (og trykt i Vindrosen nr. 4, 1959). Siden gendigtede Erik Thygesen det som »HYL« i 1964, hvor det stod i antogien San Francisco Renaissancen. Her er det citeret efter Thygesens Ginsberg-udvalg Nyt fra jorden (1969).



GINSBERG – der selv arbejdede i sporet fra William Blake, Walt Whitman og Hart Crane – skrev siden tusindvis af digte, men aldrig nogen med helt samme energi og betydning. Bob Dylans surrealistiske gennembrud i midt-60erne ville være utænkeligt uden Ginsberg, som i 1975 i øvrigt var blandt de rejsende på Dylans Rolling Thunder Revue. Også hippietiden begynder med Ginsbergs bemærkelsesværdige tekst, der forener bøn og undsigelse i én erfaringsoverskridende vision.


OPGØRET med »menneskenes tunge dommer«, den amerikanske Molok (»Hvilken sfinx af cement og aluminium kløvede deres kranier og åd deres hjerne og fantasi?«) var autentisk systemkritik, og med sin dedikation til Ginsbergs ven og kæreste Carl Solomon (»Jeg er hos dig i Rockland/ i mine drømme kommer du vandrende dryppende fra en sørejse ad landevejen tværs over Amerika i tårer til min hyttes dør i den vestlige nat«) var HYL også et seksuelt befrielsesdigt.



ROB Epstein og Jeffrey Friedmanns film har tre hovedspor og en enkelt dagsorden. Med James Franco som Ginsberg beskrives den pæne unge mands frigørelse, ligesom en række interviews er rekonstrueret i fingeret dokumentarstil. Dramaet skabes dog i retssalen, hvor Ginsberg og Ferlinghetti står anklaget efter pornografiparagraffen (for linjerne »som lod sig knæppe af motorcykelhelgener, og skreg af fryd/ som slikkede og blev slikket af de menneskelige serafim, sømændene...«). David Strathairn har rollen som anklager, mens Jon Hamm (fra Mad Men) fungerer som forsvarer.

   Endelig er digtets første anråbende afsnit levendegjort i animerede sekvenser, der veksler fra corny til smågeniale. Formen gør det muligt at citere hele teksten, fortolke på den i retssalen og belyse dens baggrund i dannelsesdelen. Howl er således et pædagogisk Kinderæg med tre dele. Overraskelsen i midten er, at tricket faktisk fungerer. Filmen bliver aldrig vildt levende drama, men den lægger hele digtet grundigt frem og forklarer, hvorfor teksten stadig har liv og betydning. 


GINSBERG og Ferlinghetti blev frikendt, ikke på grund af tekniske forhold, men simpelt hen fordi dommeren Clayton Horn (Bob Balaban) kunne læse. I mindre roller ses Todd Rotundi og John Prescott som Jack Kerouac og Neal Cassady, mens Mary Louise-Parker er lærerinden Gail Potter, der føres som anklagerens vidne. Treat Williams er litteraten Mark Schorer, der her bliver tegnet som opportunist, skønt han faktisk skrev den bedste bog om Sinclair Lewis.*
   Allerbedst er afsnittet med den sort-hvide rekonstruktion af Ginsbergs første elektriske oplæsning i San Francisco. Howl står her med sin fulde sproglige kraft, med »livsdigtets absolutte hjerte skåret ud af deres egne kroppe og spiseligt i tusind år.« Poesi er næppe formidlet bedre på film. Det er slik til gamle beatniks og en hyldest til digtet i alle tider.

Se også David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]; Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]; Ethan Hawke: Chelsea Walls (2001).


*) Mark Schorer: Sinclair Lewis: An American Life. 867 s. McGraw Hill, 1961. Jeg kan næppe varmt nok anbefale den annoterede udgave af Howl, som Barry Miles redigerede i 1986, da digtet fyldte 30 år, og som Ginsberg selv kommenterede. Bogen følger digtets tilblivelse gennem udkast, omskrivninger og diverse forsøg, som bliver rullet tilbage, efterhånden som teksten tager endelig form. Som regel udkommer sådanne værker efter forfatterens død. Ginsberg var endnu spillevende og fortæller ivrigt og kærligt om sit liv og sin tid med Carl Solomon. Ginsberg levede stadig, da bogen blev genudgivet i 1995. Så døde han i 1997 og kunne ikke føje mere til. Det er et unikt værk med gavmild korrespondance, biografiske optegnelser, retsudskrifter og naturligvis et grundigt noteapparat. Bogen blev genudgivet til 50 års-jubilæet i 2006. Harper Perennial Modern Classics, 192 s. i stort format. Mit eksemplar har kostet $19, kan jeg se. 

   
Howl. Instr.: Rob Epstein & Jeffrey Friedman. Foto: Edward Lachman. 90 min. USA 2010. Dansk premiere: 24.11.2010.


Fotos: Werc Werk Works/ Telling Pictures/ RabbitBandini Productions/Radiant Cool/ Midget Entertainment-Mislabel.dk/ Google Images/ USU Special Collections-Merrill Cazier Library [Ginsberg Reading 1955]/ HarperCollins/ City Lights Press
Filmen streames på FILMSTRIBEN, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Oscilloscope Pictures 04.01.2011
Anmelselsen trykt i Weekendavisen Kultur 25.11.2010