Translate

Viser opslag med etiketten James Franco. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten James Franco. Vis alle opslag

fredag den 25. marts 2022

Oprindelsen| Rise of the Planet of the Apes (2011) [Sci-Fi 100]


ABERNES VERDEN

Den bedste gentænkning af fablen begynder

Af BO GREEN JENSEN

AUGUST 2011: UMIDDELBART virker det overflødigt at lave en film, som fortæller prologen til Abernes planet. Sidst nogen havde fat i den mørke fremtidfabel, var da Tim Burton gav sit miskendte bud på grundhistorien i Planet of the Apes (2001).
   Hos Burton var præmissen fra Franklin J. Schaffners oprindelige film flyttet til en anden planet, og astronauterne fra Jorden kunne midtvejs erfare, at der havde været mennesker på Calima, hvor aberne levede strengt og feudalt. I vraget af rumskibet Oberon stod der CAUTION LIVE ANIMALS. Ellers var tråden til den første Planet of the Apes (1968) lige så tynd, som Schaffners havde været til Pierre Boulles roman fra 1963.



RUPERT Wyatts nye film lader i det mindste chimpansen Ceasar pille ved en legetøjsfigur af Frihedsgudinden, mens han endnu er unge og vokser op i huset hos neorobiologen Will Rodman (James Franco), der på vegne af medicinalfirmaet Gen-Sys prøver at finde en kur mod Alzheimers. Gen-Sys vil tjene penge. Will vil hente sin far (John Lithgow) tilbage fra skyggelandet, der æder lidt mere af ham hver dag.
   Will og hans team sprøjter et virus ind i abernes hjerne. Der er en nogenlunde plausibel forklaring på, hvordan stoffet får organismen til at erstatte døde hjerneceller og fylde op for resten med stærkere celler, der giver aberne grønne pletter i iris. Ceasars mor går amok under demonstrationen, som skal overbevise bestyrelsen. Menneskene tror, hun er sindssyg. Dog vil hun bare beskytte sin ufødte unge.



CAESAR er superintelligent og lærer naturen at kende i Redwood Forest sammen med Will og hans far, der kureres for en tid. Men meget går galt, og Caesar stiller de samme spørgsmål til sin »Far«, som Frankensteins Uhyre i sin tid stillede sin skaber i Mary Shelleys roman.
   Efter flere episoder bliver Ceasar spærret inde på en facilitetet, hvor han skal begå sig blandt andre dyr. Han vælger endelig abernes side, og filmen kan slutte i et imponerende slag mellem arterne, der bekæmper hinanden på Golden Gate Bridge.



ANDY Serkis, som lagde krop til Gollum i Ringenes Herre, giver Ceasar karakter og gribende abelighed. Den åbne slutning viser, hvordan den aggressive virus, som over tid er farlig for mennesker, spredes til resten af verden. Med god vilje kan man forestille sig, at det hele ad åre vil ende på stranden ved New York City, hvor Charlton Heston finder den kæntrede Frihedsgudinde i slutningen af moderhistorien. De fire mellemliggende film, tv-serien osv., er der næppe mange, som husker i dag.



SÅ man skal aldrig sige aldrig. Oprindelsen er en tænksom effektfilm, der gør sig store tanker om arternes fremtid og sameksistens. Og det er interessant at se, hvordan skiftende tider belyser tematikken i Boulles ret neutrale fiktion.
   I 1960erne måtte abernes verden være resultat af en atomkrig. I de følgende film var man optaget af 70ernes sociale tendenser. Tim Burtons film fra 2001 sætter fokus på etnisk udrensning, som var aktuel efter 90ernes krige i Balkan-regionen. I 2011 er der fokus på genetik og økologi. Den indre fjende er Alzheimers.
   Det begynder og ender dog i en verden, hvor der er byttet om på forholdet mellem mennesker og aber. For Boulle var det vigtigst at undersøge, hvor arbitrær og indbildsk den ligning er, og kritisere vor biologiske arrogance. Præmissen har vist sig forbløffende slidstærk.



Rise of the Planet of the Apes (Abernes Planet: Oprindelsen). Instr.: Rupert Wyatt. Manus: Rick Jaffa og Amanda Silver. Foto: Andrew Lesnie. 106 min. USA -UK 2011. Dansk premiere: 04.08.2011.


Fotos: 20th Century Fox Home Entertainment/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 03.07.2017
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.08.2011

torsdag den 25. marts 2021

Harmony Korine: Spring Breakers (2012)


EN SKULPTUR AF TYGGEGUMMI
Skamløshed i bolsjefarver

Af BO GREEN JENSEN

DER stod kult på Spring Breakers, længe før filmen fik premiere på festivalerne i Venedig og Toronto i 2012. Overalt trak den fulde, begejstrede huse og var noget så relativt sjældent som en succes, der kom ude og nede fra tilskuerne. I DK ville distributøren sende filmen direkte ud på dvd og Blu-ray. Men på PIX blev der solgt så mange billetter, at både filmens fans og biografejerne krævede at få den i omløb.
   Her er så the perfect beast, som indie-auteuren Harmony Korine (f. 1973) kunne se i et skamløst klart øjeblik, da han spekulerede på, hvorfor værker som Gummo (1997), Mr. Lonely (2007) og Trash Humpers (2009) havde gjort det så relativt sølle. Som sidstnævnte titel er Spring Breakers tænkt som en forkromet, candyflossfarvet og gennemført anarkistisk hyldest til de historieløse vil-have-mere-nu-og-her-teenagers, der er dagens version af Vild Ungdom, No Future og Generation X.
   Andre film fra tiåret ser på ungdommen med fascination og bekymring. På Cannes i 2013 var Sofia Coppolas The Bling Ring en mere forsigtig pendant til Korines – må man medgive – forfriskende amoralske øvelse i ekstrem ønsketænkning. The Bling Ring er næsten en moster i forhold, skønt instruktøren sikkert tænker, at hun har ladet anarkiet brænde igennem.


DER er et vakkelvornt skelet af en handling, som falder fra hinanden ganske hurtigt, da fantasien tager over i Spring Breakers.
   De første fem minutter viser en strand fuld af hoppende, vuggende kroppe – alle besnærende brune og glatte med bryster og sixpacks – som hopper op og ned på den strand i Florida, hvor collegeungdommen tager ned for at slå sig på hjernen med stoffer og sprut. Musikken er techno af Skrillex og Cliff Martinez, rædselsfuld, men også effektivt sanselig på sin egen hormonforstyrrede måde. Dette er mit kongerige, ville Carlos Reygadas have skrevet hen over lærredet, hvis han signerede Spring Breakers.



TILBAGE på universitetet sidder fire frustrerede piger, som af forskellige grunde ikke har råd, tid eller tilladelse til at tage med de andre på weekend. En del af nøglen til filmens succes ligger i den snedige casting. To af de fire karakterer, Faith og Candy, bliver spillet af Selena Gomez og Vanessa Hudgens, som har store fanbaser med sig fra tv, hvor de spiller søde, uskyldige Disney-piger. Ashley Benson har rollen som Brit, og Cotty – kvartettens mest tøvende medlem – fremstilles af Rachel Korine, som instruktøren selv kalder sin »child bride«.


FOR at få råd til ferien foretager pigerne et brutalt og spontant røveri. Succesen er berusende, og svimmelheden holder helt til stranden i Florida. Her møder de fabeldyret Alien, en urealistisk godhjertet gangster-pimp-pusher-rapper, kreeret med élan og bravur af James Franco, som har guldskinner på tænderne, er i sej hawaiiskjorte og har bling-ringe nok til at vare et liv. Han hjælper dem ud af fængslet, hvor de havner, og gør dem siden til sine seksuelle legekammerater og allierede i den verserende narkokrig mellem hispanics og afroamerikanere.



I FILMENS bedste scener går pigerne planken ud i pink bikini og sorte skimasker. De lærer hurtigt og nyder at skyde. To af dem vil slet ikke hjem. I sin overdrevne strandvilla – dekoreret i stilen palatial kitsch – sidder Alien ved daggry og spiller Britney Spears-sange som etuder på et hvidt flygel. Pigerne ligner muterede Playboy Bunnies med våben og masker, da de slutter sig til ham. Ingen angrer nogen sinde, kun Cotty får moralske anfægtelser. Alien og pigerne er på det rene med, at de ikke har nogen lang fremtid og kun kender lidt til historien. Så hvorfor ikke brænde hjernen og fysikken ud her og nu?



KORINE er en stjerne blandt yngre filmskabere, en slags instruktørernes instruktør. Han skrev manuskriptet til Larry Clarks Kids (1995), samme Clarks Bully (2001) og Hype Williams' Belly (2005). Julien Donkey-Boy (1999) var den første amerikanske produktion, der fulgte Dogme 95-regelsættet –
 serienummeret er Dogme # 6.
   Korines bedste film er Mr. Lonely, hvor en Michael Jackson-imitator møder en Marilyn Monroe-kopi i Paris. De rejser sammen til et plejehjem, hvor beboerne er udtjente legender: Elvis Presley, Marlon Brando, James Dean osv. Selvsagt alle look-alikes. Filmen har dog ikke Spring Breakers' sygt underholdende kvalitet. Som virkelig er en positiv faktor.


SPRING Breakers er et forførende billeddigt, en visuel skulptur af tyggegummi, som Jeff Koons kunne have designet i et inspireret øjeblik. På pervers vis kommer man hurtigt til at holde af Alien og de vilde prinsesser. Eftersom filmens øvrige karakterer er uden særlig personlighed, kan de blæses væk uden videre.
   Korines dagdrøm nedstammer fra 90er-film som True Romance, Natural Born Killers og naturligvis Reservoir Dogs og Pulp Fiction. Men den er meget mere skamløs og mindre substantiel. Faktisk må man elske hver blodindsmurt bolsjestribe.


Spring Breakers. Instr. & manus: Harmony Korine. Foto: Benoit Debie. 93 min. USA-Frankrig-Canada 2012. Dansk premiere:23.05.2013.


Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Muse Productions/ A24/ SF Studios
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios 12.08.2013
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 24.05.2013

tirsdag den 7. januar 2020

Bogen og filmen | Allen Ginsberg: Howl (1955/2010)


DET ABSOLUTTE HJERTE
En film om Allen Ginsbergs Howl

Af BO GREEN JENSEN

»JEG har set min generations bedste hjerner ødelagt af galskab, sultende hysteriske nøgne...« Med stordigtet Howl skabte Allen Ginsberg (1926-97) en bannertekst for beatgenerationen og overhovedet en milepæl i moderne amerikansk litteratur.
   Det gav øjeblikkelig genlyd i hele kulturen, da Ginsberg læste teksten første gang ved et arrangement i Six Gallery i San Francisco den 7. oktober 1955. Digtet udløste både en skelsættende reportage i New York Times (Richard Eberharts »West Coast Rhythms«) og en blasfemisag, da Lawrence Ferlinghetti (1919-2021) i 1956 udgav Howl and Other Poems på sit lille, men legendariske forlag, City Lights Press.


HOWL er blevet stående som den centrale beattekst sammen med to romaner, Jack Kerouacs On The Road (1957, da. Vejene) og William Burroughs’ Naked Lunch (1959, da. Nøgen frokost). Man kan næppe overvurdere effekten af strømmende linjer som »hipstere med engleansigter tørstende efter den ældgamle himmelske forbindelse til stjernedynamoen i nattens maskineri«.
   På dansk blev digtet oversat af Poul »Poeten« Sørensen som »Hylen« (og trykt i Vindrosen nr. 4, 1959). Siden gendigtede Erik Thygesen det som »HYL« i 1964, hvor det stod i antogien San Francisco Renaissancen. Her er det citeret efter Thygesens Ginsberg-udvalg Nyt fra jorden (1969).



GINSBERG – der selv arbejdede i sporet fra William Blake, Walt Whitman og Hart Crane – skrev siden tusindvis af digte, men aldrig nogen med helt samme energi og betydning. Bob Dylans surrealistiske gennembrud i midt-60erne ville være utænkeligt uden Ginsberg, som i 1975 i øvrigt var blandt de rejsende på Dylans Rolling Thunder Revue. Også hippietiden begynder med Ginsbergs bemærkelsesværdige tekst, der forener bøn og undsigelse i én erfaringsoverskridende vision.


OPGØRET med »menneskenes tunge dommer«, den amerikanske Molok (»Hvilken sfinx af cement og aluminium kløvede deres kranier og åd deres hjerne og fantasi?«) var autentisk systemkritik, og med sin dedikation til Ginsbergs ven og kæreste Carl Solomon (»Jeg er hos dig i Rockland/ i mine drømme kommer du vandrende dryppende fra en sørejse ad landevejen tværs over Amerika i tårer til min hyttes dør i den vestlige nat«) var HYL også et seksuelt befrielsesdigt.



ROB Epstein og Jeffrey Friedmanns film har tre hovedspor og en enkelt dagsorden. Med James Franco som Ginsberg beskrives den pæne unge mands frigørelse, ligesom en række interviews er rekonstrueret i fingeret dokumentarstil. Dramaet skabes dog i retssalen, hvor Ginsberg og Ferlinghetti står anklaget efter pornografiparagraffen (for linjerne »som lod sig knæppe af motorcykelhelgener, og skreg af fryd/ som slikkede og blev slikket af de menneskelige serafim, sømændene...«). David Strathairn har rollen som anklager, mens Jon Hamm (fra Mad Men) fungerer som forsvarer.

   Endelig er digtets første anråbende afsnit levendegjort i animerede sekvenser, der veksler fra corny til smågeniale. Formen gør det muligt at citere hele teksten, fortolke på den i retssalen og belyse dens baggrund i dannelsesdelen. Howl er således et pædagogisk Kinderæg med tre dele. Overraskelsen i midten er, at tricket faktisk fungerer. Filmen bliver aldrig vildt levende drama, men den lægger hele digtet grundigt frem og forklarer, hvorfor teksten stadig har liv og betydning. 


GINSBERG og Ferlinghetti blev frikendt, ikke på grund af tekniske forhold, men simpelt hen fordi dommeren Clayton Horn (Bob Balaban) kunne læse. I mindre roller ses Todd Rotundi og John Prescott som Jack Kerouac og Neal Cassady, mens Mary Louise-Parker er lærerinden Gail Potter, der føres som anklagerens vidne. Treat Williams er litteraten Mark Schorer, der her bliver tegnet som opportunist, skønt han faktisk skrev den bedste bog om Sinclair Lewis.*
   Allerbedst er afsnittet med den sort-hvide rekonstruktion af Ginsbergs første elektriske oplæsning i San Francisco. Howl står her med sin fulde sproglige kraft, med »livsdigtets absolutte hjerte skåret ud af deres egne kroppe og spiseligt i tusind år.« Poesi er næppe formidlet bedre på film. Det er slik til gamle beatniks og en hyldest til digtet i alle tider.

Se også David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]; Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]; Ethan Hawke: Chelsea Walls (2001).


*) Mark Schorer: Sinclair Lewis: An American Life. 867 s. McGraw Hill, 1961. Jeg kan næppe varmt nok anbefale den annoterede udgave af Howl, som Barry Miles redigerede i 1986, da digtet fyldte 30 år, og som Ginsberg selv kommenterede. Bogen følger digtets tilblivelse gennem udkast, omskrivninger og diverse forsøg, som bliver rullet tilbage, efterhånden som teksten tager endelig form. Som regel udkommer sådanne værker efter forfatterens død. Ginsberg var endnu spillevende og fortæller ivrigt og kærligt om sit liv og sin tid med Carl Solomon. Ginsberg levede stadig, da bogen blev genudgivet i 1995. Så døde han i 1997 og kunne ikke føje mere til. Det er et unikt værk med gavmild korrespondance, biografiske optegnelser, retsudskrifter og naturligvis et grundigt noteapparat. Bogen blev genudgivet til 50 års-jubilæet i 2006. Harper Perennial Modern Classics, 192 s. i stort format. Mit eksemplar har kostet $19, kan jeg se. 

   
Howl. Instr.: Rob Epstein & Jeffrey Friedman. Foto: Edward Lachman. 90 min. USA 2010. Dansk premiere: 24.11.2010.


Fotos: Werc Werk Works/ Telling Pictures/ RabbitBandini Productions/Radiant Cool/ Midget Entertainment-Mislabel.dk/ Google Images/ USU Special Collections-Merrill Cazier Library [Ginsberg Reading 1955]/ HarperCollins/ City Lights Press
Filmen streames på FILMSTRIBEN, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Oscilloscope Pictures 04.01.2011
Anmelselsen trykt i Weekendavisen Kultur 25.11.2010