Translate

Viser opslag med etiketten Viggo Mortensen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Viggo Mortensen. Vis alle opslag

torsdag den 4. januar 2024

Bogen og filmen | Jack Kerouac: On the Road (1957/2012)


NÅR SOLEN GÅR NED I AMERIKA
Formidlet med klarsyn og stor kærlighed

Af BO GREEN JENSEN


DER er efterhånden lavet adskillige film om medlemmerne af den amerikanske Beat Generation, hver for sig og sammen, i ental eller flertal, dokumentarisk stof såvel som fiktion. Som tiden går, bliver legenderne større, og i den yngste del af fælleskulturen er navnene Jack Kerouac (1922-1969), Allen Ginsberg (1926-1997) og William S. Burroughs (1914-1997) ved at fortrænge Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og de øvrige repræsentanter for 1920ernes og 30ernes »
Lost Generation«. Hvor ville de have elsket det. Så meget ved the beats er skrevet på forventningens mytologi.


I 1991 fik Burroughs som den første en stor og kongenial filmatisering, da David Cronenberg tog livtag med romanen Naked Lunch (1959, da. Nøgen frokost). Rob Epstein og Jeffrey Friedman skabte i 2010 en original film om Ginsberg og stordigtet Howl (1956). Ginsberg blev fremstillet af James Franco, og Hyl var levendegjort med psykedelisk animation.
   John Krokidas' Kill Your Darlings (2013) kaster et kritisk blik på de seksuelle relationer (og giver Daniel Radcliffe mulighed for at lægge Harry Potter-udstyret fra sig – han er castet som den helt unge Ginsberg). Jean-Marc Barr spiller Kerouac efter gennembruddet i Michael Polishs enkle Big Sur (2013), hvor forfatteren flytter ud i Lawrence Ferlinghettis sommerhus for at komme til sig selv.
   Der var åndsfæller verden over – herhjemme bl.a. Peter Laugesen, Peter Poulsen og Dan Turell. Í Skotland var Alexander Trocchi et samlingspunkt for digterne. Et godt sted at møde ham er i David Mackenzies filmatisering af romanen Young Adam (2003). Kolonien i Tanger, hvor Paul og Jane Bowles slog sig ned, udgør sin egen galakse. Bernardo Bertoluccis film efter The Sheltering Sky (1990, da. Under himlens dække) er desværre endt i Glemmebogen. Sjælen i tiden er udgangspunktet for Ethan Hawkes' instruktørdebut, Chelsea Walls (2001). 
   On the Road (1957) blev levet og skrevet fra 1947 til 1950. Romanen – som vi nu ville kalde autofiktion – gjorde Kerouac til coverstar og the Beat Generation til et begreb. Jubilæumsudgaven fra 2007 reproducerer Gilbert Mellsteins syngende anmeldelse i The New York Times den 5. september 1957. Især udgivelsen af den lange version, On the Road – The Original Scroll, har genvakt interessen. Bevidsthedsstrømmen står ukorrigeret, der er atter brugt rigtige navne. Det er Vejene – Det oprindelige manuskript, som senest er kommet i Danmark.*
   Alting begynder med On the Road. I 2012 realiserer brasilianeren Walter Salles (f. 1956) en gammel drøm om at filme Kerouacs amerikanske klassiker.



FØRST og fremmest har filmen atmosfære. Salles sætter af med et anslag, der minder om hans måde at skildre den unge Ernesto »Che« Guevara på i The Motorcycle Diaries (2004, da. Motorcykel Dagbog). Igen er en lyrisk bevidsthed i centrum, den unge mand som vil gøre en forskel og ved, at han er i færd med at skabe, skønt han endnu er usikker på, hvor han skal hen. Også filmen om Kerouac og hans kreds har en uklar præmis. Salles følger handlingssporet i Kerouacs bog, men filmen er i lige så høj grad en skildring af romanens tilblivelse. Til denne form passer metoden perfekt.



ENGLÆNDEREN Sam Riley (Ian Curtis i Anton Corbijns Control) er et godt valg som den unge Sal Paradise, Kerouacs alter ego. Garrett Hedlund har naturlig charme og betydelig erotisk karisma som supertricksteren Dean Moriarty (virkelighedens Neal Cassady), der begæres af alle køn. Cassadys kvinder, Marylou (Kristen Stewart) og Camille (Kirsten Dunst), er tegnet lidt mindre misogynt end i bogen.
   Som Carlo Marx (anti-kommunisten Kerouacs navn for Allen Ginsberg) har Tom Sturridge en mere perifer position. Den store præstation leveres af Viggo Mortensen som Old Bull Lee. Portrættet af Burroughs og hustruen Jane (Amy Adams), som senere døde, da hendes mand ville lege Wilhelm Tell, er filmens clou. Man forstår, hvordan en hverdag trods alt har fungeret for den rige junkie, hans kone og sønnen.



DEN flimrende fortælling kunne have udviklet sig til et dukketeater med sminkede figurer, der skulle ligne mest muligt, mens Charlie Parker, Miles Davis eller John Coltrane truttede løs i den røgfulde baggrund. En scene fra en jazzklub, hvor Marylou danser igennem, er faktisk lidt på den måde. Men for det meste har Salles fastholdt lyset og lugten af vinden fra tidlige morgener og solfulde dage ude på vejene eller hjemme i Brooklyn. Adskillige forhold forties. Filmen handler om en forfatter, som kæmper for at debutere og bor hos sin mor. Kerouac havde skrevet The Town and the City (1950) og var gift med Edie Parker, da han og Neal Cassady tog afsted:

»Så når solen går ned i Amerika og jeg sidder på den gamle, smuldrende mole ved floden og ser på den lange, lange himmel over New Jersey og fornemmer hele dette nøgne land, der ruller med én ufattelig vældig bølge over til Vestkysten, og hele denne vej strækker sig frem, og alle de mennesker drømmer i dens umådelige vælde, og jeg ved at aftenstjernen må være ved at gå ned over Iowa nu, og sende sin gnistregn ud over prærien, lige før den totale nat falder på, der velsigner jorden, kaster mørke over alle floder, lægger sig om tinderne i vesten og tildækker den sidste og endelige kyst, er der bare ikke nogen der ved, hvad der sker nogen anden, udover de fortabte pjalter der ligger i at blive gammel, og jeg tænker på Neal Cassady, jeg tænker endda på gamle Neal Cassady, den far vi aldrig fandt, jeg tænker på Neal Cassady, jeg tænker på Neal Cassady.«


KICKS Joy Darkness hedder et hyldestalbum, hvor forfattere og musikere fra Lawrence Ferlinghetti og Hunter S. Thompson til John Cale og Patti Smith fortolker stumper af mesterens værk. Egentlig mangler kun Bob Dylan, der om On the Road har sagt, at bogen »ændrede mit og alle andres liv«.**
   Livskraften – og de kemiske kicks, der sparker glæde fra sig i mørket – er energien, der mangler i Salles’ film, til trods for Eric Gautiers stilrene close-ups af tomme pakker med benzedrin og Camel uden filter. Stoffet er formidlet med klarsyn og stor kærlighed, men fryden og fortabelsen, selve nerven i teksten er ikke at spore.
   Til gengæld synger filmen af ideen om Amerika, det umådelige kontinent, på en måde, der er helt i den unge Jack Kerouacs ånd.


*) Vejene er oversat i flere omgange, først af Elsa Gress (Arena, 1960), siden af Arne Herløv Petersen (forlaget Fremad i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, 1986). Herløv Petersens oversættelse af Vejene – det oprindelige manuskript udkom på Rosinante i 2008. Lars Movin og Henrik List er de førende danske eksperter i alt, hvad der vedrører beatdigterne. Der er næsten ingen grænser for, hvad de véd om hvorfor, hvordan og hvornår. Især skal anbefales Movins Allen Ginsberg i Danmark (Spring, 2019) og sampleren Beat: på sporet af den amerikanske beatgeneration (Informations Forlag, 2014). List skriver med varme og akkuratesse i Tilbage til Tanger – En pilgrimsrejse i Beatgenerationens fodspor (Tiderne Skifter, 1997; revideret og beriget i Redux-udgaven fra Shooting Gallery Press, 2007).   

**) Kicks Joy Darkness (1997) er produceret af Jim Sampas, nevø til Stella Sampas, der blev Kerouacs tredje hustru i 1966. Boet er notorisk stort og indviklet, præget af stridigheder og søgsmål mellem 27 rettighedshavere. Der var længe en konflikt over testamentet efter Gabrielle Kerouac (1895-1973), forfatterens mor, som blev anfægtet af Jan Kerouac (1952-1996), hans datter fra ægteskabet med Joan Haverty. Jim Sampas er søn af John Sampas, som varetog boet til sin død i 2017. Albummet er fremragende. Det fungerer godt i tandem med Jack Kerouac Reads On the Road (1999), hvor Kerouacs egne optagelser er forankret i nye bidrag fra bl.a. Tom Waits. Waits' take på »On the Road« kan også høres på bokssættet Orphans: Brawlers, Bawlers & Bastards (2006), hvor alle slags løse ender er samlet. 


On the Road. Instr.: Walter Salles. Manus: José Rivera. Foto: Eric Gautier. 124 min. Frankrig-USA-UK-Brasilien 2012. Dansk premiere: 04.10.2012.

Jack Kerouac: On the Road. 50th Anniversary Edition. 320 s. New York: Viking, 2007.

Jack Kerouac: On the Road. The Original Scroll. 416 s. New York: Viking, 2007.

Jack Kerouac: Vejene - det oprindelige manuskript. På dansk ved Arne Herløv Petersen. 352 s. København: Rosinante, 2012.

Jack Kerouac: Big Sur. Oversat af Brian Dan Christensen efter Big Sur (1962). Aarhus: Turbine, 2021.

Jack Kerouac: Road Novels 1957-1960. On the Road. The Dharma Bums. The Subterraneans. Tristessa. Lonesome Traveller. From the Journals 1949-1954. Ed. Douglas Brinkley. 870 s. New York: The Library of America, 2007.

Jack Kerouac: Collected Poems. Ed. Marilène Phipps-Kettlewell. 750 s. New York, Library of America, 2012.



Fotos: MK2 Productions/ American Zoetrope/ Jerry Leider Company/ Vanguard Films/ Film4/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ Canal+/ Ciné+/ VideoFilmes// K&S Films/ Nomadic Pictures/ SPAD Films/ IFC Films/ UPI.dk/ Penguin Viking Publishers/ Library of America/ The New York Times/ Rykodisc/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og VIAPLAY
Første udgave af teksten bragt i Weekendavisen Kultur 05.10.2012

fredag den 14. august 2020

David Cronenberg: Eastern Promises (2007)


SKREVET PÅ HUDEN
Cronenbergs take på den hårdeste genre

Af BO GREEN JENSEN

RIDDER, livvagt, samurai: Nikolai Luzhin er den perfekte håndlanger. »Bedemanden«, bliver han kaldt af kolleger, for Nikolai fjerner beviser og blodspor, når forhindringer elimineres i den engelske underverden, hvor de russiske gangstere opererer.
   Kongen hedder Semyon og driver familierestauranten Trans-Siberian. Han tilbereder udsøgt borsjtj og dekorerer desserten med rosenblade. Imens tager Nikolai sig af kronprinsen, den fortabte Kirill (Vincent Cassel), som hader sig selv for en række svagheder og bestandigt begår fejltagelser. Chauffør, barnepige og drukkammerat: det er den gode soldat også.
   Sædvanligvis ser man ikke den mørke side af London, en subkultur af prostitution, narkohandel og menneskesmugling, som trives i skarp konkurrence med organiseret lokal kriminalitet og rivaliserende landmænd. Semyon og Kirill tilhører broderskabet Vory V Zakone, der i Stalin-årene blev grundlagt som et alternativ til magtapparatet og et russisk sidestykke til Cosa Nostra og de asiatiske triader. Nikolai har ønsket optagelse, siden han blev voksen i fængslet, hvor en rigtig mand får sin historie skrevet på huden i form af tatoveringer. »Du leger med prinsen for at nå til kongen,« siger den faderlige Semyon, som afgjort ikke er tabt bag en vogn. Som fremstillet af Armin Mueller-Stahl, er han både Satan i forklædning og et russisk svar på Don Corleone.



DET er mafiasoldatens historie, som fortælles i Eastern Promises, men filmen begynder et andet sted, i den relativt lyse normalvirkelighed, hvor Anna (Naomi Watts) fungerer som jordemoder på Trafalgar Hospital og bor hos sin mor (Sinead Cusack) og sin russiske onkel Stepan (Jerzy Skolimowski), der hader og frygter Vory V Zakone, som alle retskafne russere gør. De to verdener forbindes, da Anna forløser et foster, en pige, og finder en belastende dagbog hos moderen, en såkaldt sexslave i Semyons stald, som dør under fødslen.
   Anna følger sporene og møder den venlige restauratør. Hun indser, hvem og hvad Semyon er, netop som hun har betroet sig til ham. Nikolai får mulighed for at avancere, hvis han kan løse problemet med dagbogen og udrede trådene efter likvideringen af en tjetjenisk rival. Manden er morder og opportunist. Han er også et godt menneske, for hvem anstændighed har »affektionsværdi«. Så kan det lykkes soldaten at gøre en forskel, samtidig med at han realiserer sin drøm og bliver konge i stedet for kongen?
    Der opstår ægte varme mellem Anna og Nikolai, livgiveren og livtageren, men Eastern Promises er mere interesseret i at skildre sit miljø og bevare jordforbindelsen. Alle knuder løses fornemt i en sjældent disciplineret indsats fra den notorisk kolde og sære auteur, David Cronenberg, som med Eastern Promises signerer sin spillefilm nummer 18.



FILMEN bliver især noget særligt, fordi Viggo Mortensen fremstiller Nikolaj Luzhin med usædvanlig indlevelse og et helt register af paradoksale nuancer. Han er hård og blød, kold og varm og virkelig, på samme tid. Kun Daniel Craig eller Ed Harris, som Mortensen fysisk minder en del om, kunne spille rollen med samme sårbare tyngde. Af samme grund var Harris og Mortensen perfekte komplementære modsætninger i Cronenbergs forrige film, A History of Violence (2005).
   Eastern Promises er også en film, hvor alt virker velkendt og dog drejet en omgang i forhold til genrerne, som den orienterer sig efter. Det er det samme brutale drama om skæbne og ære, som den amerikanske gangsterfilm har skåret i mange udformninger med italiensk, irsk og jødisk mafiavæsen som emne. Det får her den prosaiske tone fra realistiske britiske gangsterfilm som Get Carter (1971) og The Long Good Friday (1980), men føles fremmed og nyt i kraft af de russiske typer.
   Forfatteren Steven Knight har tidligere skildret »det andet London«, indvandrernes skyggeland, i sit manuskript til Stephen Frears' Dirty Pretty Things (2002), hvor en afrikansk mand og en tyrkisk kvinde finder sammen på et lufthavnshotel, der også er leveringsdygtigt i prostitution og handel med donororganer. Eastern Promises og Dirty Pretty Things har så megen atmosfære tilfælles, at Knight kan tage en stor del af æren for det farvemættede resultat.*
   I enkelte scener demonstrerer Cronenberg sin affinitet for kvæstelser og foruroligende skønhed. Det udtagne foster ligner en blanding af alien og dinosaurunge. Nikolai tør et frossent lig op med en hårtørrer og klipper det yderste led af fingrene på den døde, alt imens han ryger og passer på sit silkeslips. En retarderet ung mand får struben skåret over, mens han lader sit vand på en gravsten. Der er ikke mange af disse scener, men fordi volden hele tiden er mulig, øges indsatsen også hos tilskueren.



FLOTTEST som rendyrket fysisk fortælling er Nikolais optagelse i Vory V Zakone. Den illustererede mand står nøgen foran broderskabets ledere, fortæller sin historie og besvarer deres spørgsmål, før han indlemmes i familien og får tatoveret stjerner på bryst og knæ, så han ikke behøver at knæle for nogen og har lov at kalde Semyon »Far«.
   Nikolai gribes af stolt ærefrygt. Modsat publikum kan han ikke vide, at privilegiet camouflerer et forræderi. Nikolai er lige så nøgen i det sidste imponerende opgør, som udspiller sig i et tyrkisk bad.
   Man har ofte afsagt thrillerens dødsdom eller afskrevet den som kommerciel farvelade. Der er dog altid eksempler på genren som stilskabende fornyer og bærer af virkelighed. Fordi forbrydelse som forretning er evig, siger gangsterfilm mere om tiden end demonstrativt vinklede problemfilm. Eastern Promises er i hvert fald helstøbt, velskabt og meget vedkommende.

Med Eastern Promises fortsætter Cronenberg/Mortensen-trilogien, som indledtes med A History of Violence (2005) og afsluttes med A Dangerous Method (2011). 

*) Birmingham-forfatteren Steven Knight (f. 1959) har skrevet adskillige tv-serier og film, men han fandt for alvor det rigtige stof for sin særlige tone med Peaky Blinders, som BBC lancerede i 2013. Peaky Blinders var muligvis tænkt som et britisk sidestykke til Terence Winters HBO-projekt Boardwalk Empire (2010-14), men den voksede inspirationskilden over hovedet og blev et genreskabende sted i sig selv. De seks sæsoner af serien, som sluttede i 2022, blev en af årtiets store streamingsucceser og gjorde BBC til en spiller i feltet. Knight har siden (med mindre held) skabt serierne Taboo (BBC 2017), See (AppleTV 2019-2022), This Town (ITV 2024), A Thousand Blows (Disney+ 2024) og Rogue Heroes (BBC 2022-2025). I en anden del af sit virke var han i 1998 medudvikler af tv-konceptet Hvem vil være millionær?,som sendes i lokale variationer i 160 lande. Nogle af indtægterne er geninvesteret i spillefilm. Knight skrev og instruerede Jason Statham-thrilleren Hummingbird i 2013. Samme år var han selv producer på Locke, som han også skrev og instruerede. I Locke er Tom Hardy i billedet hele tiden. Han sidder ved rattet og taler i telefon, mens bilen bevæger sig sydpå mod London. Tilskueren orienterer sig efterhånden i hans historie. Monodramaet inspirerede Gustav Möllers Den skyldige (2018), hvor Jakob Cedergren er kriminalassistenten, som sidder på alarmcentralen, taler sig gennem opklaringsarbejdet og drager (forkerte) slutninger i én klaustrofobisk kulisse.

Eastern Promises. Instr.: David Cronenberg. Manus: Steve Knight. Foto: Peter Suschitzky. 100 min. Canada-UK 2007. Dansk premiere: 28.09.2007


Fotos: Kudos Film and Television/  BBC Film/ Focus Featrures/ SF Studios/ FilmGrab/ FilmAffinity/ Cinematerial
Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime, TV2 Play | SKYSHOWTIME, Viaplay Rent & Buy
4K UHD Restoration + 2K Blu-ray fra Kino Lorber 22.03.2022
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.09.2007

torsdag den 13. august 2020

David Cronenberg: A History of Violence (2005)


PANDORAS ÆSKE
Vold på film og i virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

AT vold avler vold er en gammelkendt sandhed. At filmvold alle dage har været en dominerende faktor i kunstarten, hører heller ikke til denne verdens hemmeligheder. Det begyndte ved de første bål, hvor sad og man fortalte hinanden historier. Genren er ældre end sange om elskov, og den blev tidligt sat i system. Ser man tilbage på underholdningens historie, vil vold for voldens skyld udgøre en af fiktionens tre-fire grundformer. Allerede i Antikkens Rom forstod magthaverne at pacificere det brede folk med blodige skuespil. Gladiatorernes turneringer var historiens første realityshow.
   Der er flere gode grunde til, at genren er så populær. Skønt vi vægrer os ved at indrømme det, har de fleste af os en hemmelig dobbelt dagsorden, når det gælder vor holdning til vold i fiktionen. Vi tager al mulig afstand fra udpenslet lidelse, men vi nyder at se, når det onde bliver mødt med håndfast vold og besejret af gode retfærdige kræfter. Nakkehårene rejser sig, hvis det vilkårlige offer nægter at flygte og i stedet slår sin angriber til plukfisk.
   Et stykke af vejen kan de blandede følelser overføres til virkelighedens voldsformer. Det er denne dunkle ligning, som David Cronenbergs film undersøger. Den prøver ikke at komme med løsninger. Den formulerer heller ingen klare spørgsmål, men den betragter sit publikum som forsøgspersoner, og også hvis man synes, at eksperimentet udgør en del af problemet, må man respektere bestræbelsens konsekvens. Vi hader volden for alvor. Vi elsker at se den blive opført for sjov. Vi frygter at se, hvad vi ofte begærer. Det er midt i denne ambivalens, at A History of Violence træder ind.



FILMEN er et brutalt lærestykke, en realistisk fabel i tre skarpe akter med distraherende humor lagt på for effekten. Endvidere er der et tryghedsjusterende efterspil og en hård prolog, som lægger tonen, allerede mens teksterne skrives på lærredet. To mænd kommer ud fra et motel og stiger ind i bilen, mens de bider ad hinanden og brokker sig over forskelligt. Den ene går ind for at ordne betalingen. Han kommer ud og sender den anden ind efter vand. Denne gang følger kameraet med. Manden røber ingen affekt, da han skræver over ligene. Et barn har skjult sig, men kravler nu frem. Den hårde mand smiler til pigen. Så bliver hun sendt samme vej som forældrene.
   Cronenberg arbejder med puslespilsbrikker, der er benyttet så ofte, at vi opfatter dem som konventioner og lovmæssigheder. Lillebyen Millbrook, Indiana, er et sindbillede på alle amerikanske lokalsamfund, hvor man nok dyrker sladder, frygter det fremmede og kanøfler det aparte, men hvor man samtidig passer på sine egne, værner om kernefamiliens værdier og opretholder en konsensus om det nødvendige i at elske sin næste. Disse byer er næppe sådan, men på film og i litteraturen udgør de en veritabel (hvid) amerikansk arketype, som har præget populærkulturen fra Sleepy Hollow, Gopher Prairie og Bedford Falls til Hadleyville, Anarene, Modesto og Clairton.*
  

DET er derfor ikke nødvendigt at forklare, hvilken slags orden som trues, da de to mænd fra begyndelsen træder ind på Tom’s Diner i Millbrook. Vi har allerede set, hvordan Tom Stall (Viggo Mortensen) og hustruen Edie (Maria Bello), den lokale sagfører, tager en i bund og grund almindelig hverdag i brug. De spiser morgenmad sammen med teenagesønnen Jack (Ashton Holmes) og datteren Sarah (Heidi Hayes), som kærligt bliver trøstet af hele familien, når hun vågner af en ond drøm om natten. Jack bliver mobbet i skolen og synes vist nok, at hans afholdte far er en grå tørvetrilller.
   Tom og Edie har stadig lyst til hinanden og arrangerer små stævnemøder, når det kan lade sig gøre. Fordi parret aldrig var teenagere sammen, klæder Edie sig ud som heppekorsleder, når manden skal pirres. Canadieren Cronenberg har styr på alle de store og små amerikanske besættelser, der indgår i nationalkarakteren. Som personinstruktør har han altid været bedre til at skildre kulde og ironisk afstand, en slags second nature for filmskaberen, end til at beskrive varme og nærhed i virkelige forhold. Denne begrænsning bliver en styrke i A History of Violence, hvor man aldrig kan være sikker på, om sødmen i de lyse stemmer taler sandt. Da mørket begynder at bløde igennem, virker volden endnu stærkere, fordi idyllen er lige så grelt stiliseret.
   Den første vold eksploderer, da morderne fra motellet træder ind hos Tom og kræver særbehandling. Det er efter lukketid, og han afslår først at servere. De to mænd truer hans kunder og ansatte. Én skal nakkes, én skal voldtages. Kun fantasien sætter grænser, men at disse til stadighed overskrides, er en af finesserne i filmen. Tom reagerer instinktivt. Den ene mand får en kolbe med kaffe knust mod sit ansigt, den anden bliver skudt i brystet. Tom er såret, men hans modstander ligger tilbage og mangler det meste af ansigtet, mens han drukner i sit eget blod. Alt er sket i et langt fingerknips. Pandoras æske er åbnet, og herfra er der ingen vej tilbage.



DER er én central omstændighed i plottet, som man helst skal usikker på, hvis atmosfæren skal virke efter hensigten. Jeg har set A History of Violence flere gange. Ved urpremieren i Cannes vidste publikum ikke mere om Toms karakter og nærmere baggrund, end hans familie og naboer gør. Man kunne heller ikke se slagene komme, når et nyt niveau arvesynd blev afdækket. Anden gang kan man bedre værdsætte, hvordan lærestykket er struktureret, og man kan ikke mindst sætte pris på detaljerne i spillet, men det er vigtigt at vide så lidt som muligt, hvis man vil have det fulde udbytte. Du bør derfor IKKE LÆSE VIDERE, hvis du er den type tilskuer, som hader at vide for meget på forhånd.
   Medierne går i selvsving, da Tom har demonstreret, hvilke evner han gemmer bag sin konforme, elskværdige hverdagsmanér. Der står »Local Hero« i alle aviser, og et lokalt tv-hold venter i forhaven, da familien har hentet Far på hospitalet. Tom slår postyret hen og ligner fortsat indbegrebet af Gary Coopersk beskedenhed. Jack betragter Far med nye øjne. Edie er også lidt tændt på det hele. På ingen tid er Tom Stall blevet en af Amerikas helte. Derfor kan man godt tage afstand fra selvtægt og afdramatisere sin indsats. Det klæder faktisk helte at gøre sådan.



NÆSTE dag er Tom tilbage bag disken i sin diner, hvor kunderne med ét strømmer til. »Flere journalister,« sukker Edie, da en ildevarsende sort limousine parkerer på Main Street i Millbrook. Tre gangstere kommer ind og vil have kaffe. »De ligner nu ikke journalister,« svarer Tom i den naive tone, som kendetegner hele dialogen. I dét har han ret, for trioens typer er lige så tykt karikeret som idyllen hjemme hos Edie og Tom. Carl Fogarty (Ed Harris) bærer seje solbriller og stilfuld Tarantino-habit. Han taler skiftevis belevent og åbenlyst truende. Han kalder Tom for »Joey« og prøver at aflæse Toms reaktion. Der er ikke nogen. Viggo Mortensen spiller sin stille figur med mange diskrete nuancer. Det er faktisk første gang, man har set ham så velanbragt.
   Fogarty og hans håndlangere begynder at mandsopdække familien Stall. Den gode stemning i huset er truet, og sagen bliver ikke bedre, da Jack følger sin fars eksempel og begynder at slå fra sig. Skolens tyran kommer på hospitalet, og Tom belærer sin søn om nødvendigheden af at vende den anden kind til. »Her i familien løser vi ikke problemerne ved at slå,« formaner faderen. »Nej, vi skyder dem i stedet for,« svarer sønnen lakonisk og får en frustreret øretæve for sin bemærkning. Processen er irreversibel. Man kan ikke lukke Pandoras æske, når volden én gang er løsnet.



DE fremmede hævder, at Tom i virkeligheden er identisk med Joey Cusack, en psykopatisk gangster, der tolv år før havde mange gode grunde til at forlade Philadelphia. Nu vil supergangsteren Ritchie Cusack (William Hurt) gerne tale alvorligt med sin lillebror. Tom nægter overbevisende, men der er for meget, som ikke helt passer sammen. Summen af indicier bliver endnu mere belastende, da han og sønnen sammen gør kort proces med Fogarty og dennes håndlangere.
   Det sker på plænen uden for huset, og det bliver gjort med bare næver, så blod, sved og tårer formelig sprøjter ned i publikums ansigt. Næser slås af, lyden af knækkende knogler fremhæves, en død gangster mangler det meste af ansigtet, som Cronenberg viser i close-up. Her røber filmen sit ophav. A History of Violence bygger på en grafisk roman – dvs. et tegneseriealbum – af forfatteren John Wagner og tegneren Vince Locke. I 1997 skabte de et bind i samme række af boglange pulp fictions, hvor også Sam Mendes’ The Road to Perdition (2002, da. Vejen til Perdition) var hentet.


SOM titlen signalerer, var mange af filmens ironier og pointer indlejret allerede i bogen. Kynikeren Cronenberg giver dem imidlertid et ekstra nøk, gør dem helt bogstaveligt til kød og blod ved i hver enkelt scene at belyse sit tema lige så grelt. Sjældent har selvtægt smagt værre, sjældent har det moralske grundlag for volden, der i vid udstrækning må betegnes som retfærdig, været mere som kviksand. I begyndelsen har man det godt med Toms primale reaktioner. Siden sidder man stadig oftere og føler kvalmen komme snigende, meget som Malcolm McDowell i Stanley Kubricks A Clockwork Orange. Tom troede selv, at Joey var død. Det er han ikke, fremgår det snart.
   Voldens omsiggriben er effektivt og overbevisende skildret, det samme er det truede fællesskab i familien og vore blandede følelser omkring volden. Da sammenhængen er klar, tager Edie afstand fra ægtemanden. Hun flygter op ad trappen. Han tackler hende, og de har et hårdt samleje. Det er klodset og prustende ubekvemt, men hun giver efter og reagerer positivt på overgrebet. Sam Peckinpah ville juble. Begyndelsens heppekorsleder er langt væk i denne sekvens som afslører, at A History of Violence ikke kommer fra Hollywood. I næste scene husker Cronenberg at give Maria Bello blå mærker på ryggen.


  
SÅ langt som beskrevet er filmen infamt effektiv og satanisk vellykket. Det er Cronenbergs skarpeste og mest ondskabsfulde værk siden Crash (1997), en filmatisering af J.G. Ballards roman, hvor katatonisk apatiske småborgere bliver seksuelt ophidsede af trafikulykkers kvæstelser. De grundlægger en kollisionernes kirke, som tilbeder ved at rekonstruere berømte bilulykker, James Deans dødsmåde, Jayne Mansfields halshugning. Imens bliver hverdagen lidt mere grå og trafikken på ringvejen tungere.
   Crash delte sit publikum så markant, at filmen blev forbudt flere steder og i øvrigt skræmte målgruppen, de voksne tilskuere, væk. Der blev hysset på Cannes festivalen, da en delt jury gav den en særpris for særlig teknisk nyskabelse og udtalt kunstnerisk vovemod. Herpå vendte Cronenberg – en af sin tids mest distinkte filmskabere og en kunstner, som altid har arbejdet lige på kanten af den kommercielle hovedstrøm, som typisk mistror og foragter hans praksis – tilbage til sine første films bløde maskiner i eXistenz (1999), som herhjemme kom direkte på dvd.
   Patrick McGrath-filmatiseringen Spider (2002) var en atypisk minimalistisk skildring af en autistisk tillukket mand, en løsladt morder som genoplevede sin egen forvredne version af en barndom. Filmen fik et art house-publikum og nyder stadig stor respekt, men den lødige strategi trak ikke nye tilskuere til. Det er og bliver på grund af solide horrorfilm som Scanners (1981), The Dead Zone (1983) og The Fly (1986), at den etablerede filmindustri vil betale for mere distinkte Cronenberg-arbejder som Videodrome (1983), Dead Ringers (1988) og Naked Lunch (1991), som hidtil har udgjort de tre hovedværker.
   Men A History of Violence ramte plet. Filmen blev usædvanlig godt modtaget i engelsktalende lande og lovprist som et mesterværk i USA, hvor man åbenbart ikke så ironien i kritikken af en syg kultur. For franske anmeldere var der tale om årets bedste film – Cronenberg er en lille gud for franske cineaster – og britiske anmeldere syntes, at det som lykkedes i A History of Violence var det samme, som østrigeren Michael Haneke uden held havde forsøgt i film som Funny Games (1997) og Caché (2005).



HER er det så, for mig at se, at man må trække en streg eller stribe i sandet. Begge filmskabere insisterer på ubehaget og fastholder dobbeltheden i vore følelser, men hvor Haneke forankrer sin tematik i en almen virkelighed og gør hvert dilemma realistisk og håndgribeligt, er Cronenbergs verden ren stilisering. Volden er dybest set uden omkostninger, og bekymringen på kulturens vegne ligner en gimmick. Crash var en langt bedre film end A History of Violence, som går over gevind i tredje akt, da Tom konfronterer sin fortid. Slutningen kommer lige fra dåsen med hjemmebagte småkager. Der er endelig også så megen vold, at virkemidlet devaluerer sig selv.
   Seværdig er filmen dog absolut. Den trykker på nogle knapper, som det er godt, at der bliver rørt ved, og som altid er den ukorrekte Cronenberg villig til at gå forfriskende langt. Endvidere kan filmen ses som en direkte anfægtende spændingshistorie. Det er nok Cronenbergs beske pointe, men man vægrer sig ved at dele hans glæde, som sikkert ligner skadefryd. Der er ingen tvivl om, at filmen ad åre vil lande i den brede sendeflade som lørdagsguf for hele familien.** Er dette måske ikke en familie, hvor forældre og børn nakker fjenderne sammen?
   Til det sidste ser man filmen med meget blandede følelser. Man har det som Maria Bello på trappen. Man bliver voldtaget og griber sig selv i at nyde det lidt, før man skammer sig og tager afstand bagefter. Cronenberg vil næppe mere end dét, demonstrere at ingen er pletfri og give os en film fuld af mørk blodig morskab til gengæld for entreen. Det er noget, men det er ikke nok til at retfærdiggøre løs tale om mesterlig filmkunst og dyb kulturkritik.

Med A History of Violence indledes Cronenberg/Mortensen-trilogien. De andre film er Eastern Promises (2007) og A Dangerous Method (2011).


*) »Det her bliver måske,« ville min redaktør sikkert sige, »en anelse indforstået«. »Læseren må aldrig føle sig dum,« var beskeden forleden, da jeg nævnte Grand Ole Opry i Nashville i en anmeldelse af Tom Harpers Wild Rose (2018), som faktisk handler om countrymusik. Jeg måtte selv genopfriske et par af disse navne. De første tre er nemme og kommer fra klassiske steder: Sleepy Hollow (Døsedal i oversættelser) er byen i Washington Irvings »Rip Van Winkle« (1819); Gopher Prairie er byen i upstate Minnesota, som Sinclair Lewis beskriver i debutromanen Main Street (1920); Bedford Falls er George Baileys hjemstavn i Frank Capras It's a Wonderful Life (1946, da. Det er herligt at leve). Hadleyville i New Mexico Territory er præriebyen i High Noon (1952, da. Sheriffen), Fred Zinnemanns ikoniske koldkrigswestern. Anarene er den texanske lilleby, hvor biografen lukker sammen med troen på fremtiden i Larry McMurtrys The Last Picture Show (1966), fremragende filmatiseret af Peter Bogdanovich som Den sidste forestilling (1973). Modesto findes i virkeligheden, men er især kærligt skildret i George Lucas' American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken). Også Clairton i Pennsylvania findes. Stålbyen er stedet, som de unge Vietnam-rekrutter siger farvel til i Michael Ciminos The Deer Hunter (1978).


**) Eller i hvert fald som fredagens filmperle på DR2, der netop har sendt den i prime time, mens jeg sidder og ser på teksten igen. Det gør jeg, fordi en venlig læser gjorde opmærksom på, at de tre film, som Cronenberg lavede med Viggo Mortensen – A History of Violence, Eastern Promises (2007) og A Dangerous Method (2011) – udgør en slags maskulin miniserie. Og fordi jeg husker filmen som en af dem, jeg var mindre begejstret for end flertallet af tilskuere og kritiske kolleger. To år senere havde jeg det lige sådan med Joel og Ethan Coens filmatisering af Cormac McCarthys No Country for Old Men (2007), som fik både Oscar og Robert og var nomineret til alverdens priser. Det kan synes kontrært og endda dobbeltmoralsk, fordi jeg i anden sammenhæng promoverer rene spekulationsfilm og hylder instruktører, der bruger volden som æstetisk virkemiddel og ikke tager ansvar for noget som helst. Som Coen-brødrene i Miller's Crossing (1990), Fargo (1996) og den prægtige westernpastiche The Ballad of Buster Scruggs (2018). Men det er netop sagen, tror jeg. Film som A History of Violence rømmer sig udførligt og siger, at de vil sige noget væsentligt – som de så ikke rigtigt får sagt. Hvorimod en filmskaber som Haneke insisterer på alle ubehagelige pointer og fører proceduren, uanset om det koster ham tilskuere. Jeg ville ikke puste mig helt så højt op, hvis jeg skrev fra grunden om filmen i dag, men jeg synes stadig, at A History of Violence har svagheder og bygningsfejl. Omvendt kan jeg føle mig ramt på en måde, der slet ikke gælder for No Country for Old Men. Jeg synes stadig, at Tony Richardsons The Border (1982), John Sayles' Lone Star (1996) og Tommy Lee Jones' Three Burials of Melquiades Estrada (2005) er bedre moderne grænselandswesterns. Ridley Scotts The Counselor (2013) er endda en bedre grænselandswestern med manuskript af selveste Cormac McCarthy. Og hvis det endelig skal være: Hvorfor er der ikke en rigtig rå filmskaber, som prøver kræfter med den apokalyptiske westernvold i McCarthys Blood Meridian or The Evening Redness in the West (1985)? 


A History of Violence. Instr.: David Cronenberg. Manus: Josh Olson. Foto: Peter Suschitzsky. 96 min. Tyskland-USA 2005. Dansk premiere: 11.11.2005.


Fotos: New Line Cinema/ Filmgrab/ FilmAffinity/ MoviestillsDB/ Cinematerial/ Vertigo/ DC Comics
Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra SF Studios 07.07.2009
2K Blu-ray fra Entertainment in Video [Zavvi Exclusive Steelbook | Limited Edition of 2000 Copies] 10.08.2015 
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 12.11.2005