Translate

Viser opslag med etiketten 2010erne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 2010erne. Vis alle opslag

tirsdag den 15. juni 2021

Robert Guédiguian: Kilimanjaros sne (2011)


FRANSKE SOCIALISTER
Hjemstavnsdigteren Robert Guédiguian

Af BO GREEN JENSEN

FAKTISK stammer titlen ikke fra Ernest Hemingways berømte novelle. Den er hentet i franskpopsangen »Kilimandjaro«, som crooneren Pascal Danel fik et hit med i sommeren 1967, da Michel (Jean-Pierre Darroussin) og Marie-Claire (Ariane Ascaride) var unge sammen med resten af verden: »Il n’ira pas beaucoup plus loin/ La nuit viendra bientôt/ Il voit là-bas dans le lointain/ Les neiges du Kilimandjaro.«*
   De dansede sammen til sangen og blev et par uden videre drama. Siden har de begge drømt om at rejse til Afrikas grønne bjerge en dag. Han fik job på havnen i Marseille, hvor han engagerede sig i fagforeningsarbejdet. Hun blev hjemmehjælper og er det endnu. De fik to børn, Flo og Gilles, som nu er voksne. Det er i dén grad gået som det skulle, og hele kredsen er med til at fejre parrets 30 års bryllupsdag. Man har samlet ind til gaven, som – naturligvis – er en rejse til Kilimanjaro.



DER er dog skyer på himlen, da man når til at feste. Michel har netop mistet sit job, fordi han vil gøre tingene rigtigt. Der skal skæres tyve stillinger. Som tillidsmand sørger han for, at det sker solidarisk. Alle lægger en seddel med deres navn. Michel lægger også sin egen. Da hans navn kommer op, kan han springe det over. Det er, hvad vennen Raoul (Gérard Meylan) forventer. Men Michel hylder socialismens principper. Han går, skønt fundamentet under familiens hverdag rives væk.


ROBERT Guédiguian (f. 1953) laver altid sine film i Marseille. Han bruger byen som en maler eller forfatter, der går ind i det samme univers hver gang. Hustruen Ariane Ascaride (f. 1954) har den kvindelige hovedrolle, og manuskripterne er skrevet i samarbejde med Jean-Louis Melesi (f. 1956). Kun to gange har Guédiguian brudt formatet. Det var i Le Promeneur du champ de mars (2005), en stort anlagt film om François Mitterrand, og i L’Armée du crime (2009), som er en meget kritisk fremstilling af modstandskampen under 2. verdenskrig.
   Resten af Guédiguians værk er en betagende nuanceret hjemstavnssaga, fra lokale produktioner som Derniere été (1981) og Rouge midi (1985) til gennembruddet med den sjælfulde Marius et Jeanette (1997), der som den første af Guédiguians film fik dansk premiere. À la place du coeur (1998) flytter James Baldwins If Beale Street Could Talk fra Harlem til Marseille. Solskinsfarcen A l’Attaque! (2000), den Chabrol-kolde thriller La ville est tranquille (2000), utroskabsdramaet Marie-Jo et sa 2 amours (2002), den feministisk funderede Mon père est ingénieur (2004) og rejsen til rødderne i Le voyage en Armenie (2006) tager alle udgangspunkt i Marseille.



HER er Guédiguian en virtuos og meget original billedskaber. Han er langt mere famlende uden for byen, når han overtager andres historier og vil efterligne fremmede filmsprog, som det sker i skildringen af Mitterrand. Gamle aktivister-krimien Lady Jane (2008) bruger Canned Heat-musik lige så uforglemmeligt som La ville est tranquille blander græsk tragedie med Janis Joplin. Det er stor hjemstavnsdigtning i mange stilarter, men altid med et socialistisk menneskesyn og den samme familie af skuespillere og teknikere foran og bag kameraet.


KILIMANJAROS sne kan derfor også ses som en midaldrende filmskabers status over tiden og dens værdier. Der er ikke længere plads til Michels altruistiske solidaritet, som er inspireret af hans helt Jean Jaurès (1859-1914), Frankrigs svar på Louis Pio, Peter Sabroe og Thorvald Stauning. Til gengæld er det hjertevarmende, da slægt og venner finder pengene til at sende parret afsted. Der er ofte denne tillidserklæring til nærsamfundet i Guédiguians historier – kun borgerskabet er pr. definition hægtet af.
    Den nye tid viser tænder i scenen, hvor maskerede gerningsmænd trænger ind, stjæler pengene og skader familien så brutalt, som blev Paradis bombet af droner. Og filmen bliver endelig fransk Erik Clausen, da Michel og Marie-Claire tager kontakt til de nødstedte tyve. For her kender alle hinanden. Intet menneske er en ø. Alle kar er forbundne. Vi behøver hinanden, som Frank Capra sagde i 1930ernes USA.


GUÉDIGUIAN og Ascaride har rod i 1968. Les Neiges du Kilimandjaro er på den konto en ufortrøden hyldest til værdierne fra dengang. Altså en politisk film. Man kan næppe sige politisk korrekt, for socialismen ifølge Guédiguian går stik imod de toneangivende nyliberalister, der ikke kan få det darwinistisk nok. Han er mere en stemme på linje med englænderen Ken Loach, der også nægter at lade sig ryste i troen. De pakker af og til kortene tæt. Til gengæld er det guld værd, når humanister forkynder deres budskab og siger, at vi må nære omsorg for hinanden. Kilimanjaros sne er en smuk lille film om det hele, men især om værdien af solidaritet.



GUÉDIGUIAN og Melesi krediterer som inspirationskilde Victor Hugos »Les pauvres gens«, en tekst fra digtkredsen La Légende des siècles (1859-83, da. Århundredernes legende). Her finder man sandt nok konturerne af fortællingen om et ældre par, der tager sig af de yngre i i byen, hvor alle lever af fiskeri. Det er dog snarere som en patetisk gestus, at ånden fra Jean Valjean slår igennem. På sin haveterrasse indser Michel, at han er blevet en overkomplet. Marie-Claire modtager beskeden om hans fyring uden frygt. De går sammen til angreb på den sociale berøringsangst, og der er ægte fællesskab og kærlighed i scenen, hvor man fejrer familien på havnen.


GUÉDIGUIANS tre nøglespillere – Ascaride, Darroussin og Meylan – arbejder minimalistisk med deres karakterer. Resultatet er en dejlig, åbenlyst agiterende film, der kan ses som en vellykket blanding af modent manifest og overlagt anakronisme. Man får altid lyst til at se Marseille, når man er i selskab med Guédiguian. Denne gang vil man også til Kilimanjaro: »Voilà sans doute à quoi il pense/ Il va mourir bientot/ Elles n’ont jamais été si blanches/ Les neiges du Kilimandjaro.«


*) Pascal Danel: 'Kilimandjaro' (1967). Single fra albummet med samme titel. Danel er født i 1944 og stadig aktiv på franske scener. Hans andet store 60er-hit var 'La plage aux romantiques' (1966). 


Kilimanjaros sne (Les Neiges du Kilimandjaro). Instr.: Robert Guédiguian. Manus: Jean-Louis Melesi og Robert Guédiguian. Foto: Pierre Milon. 90 min. Frankrig 2011. Dansk premiere: 14.06.2012.


Foto: Agat Film & Cie/ Camera Film / Unifrance/ Diahana/ Télérama
Kilimanjaros sne streames på FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 28.01.2019
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.06.2012

lørdag den 15. maj 2021

Céline Sciamma: Portræt af en kvinde i flammer (2019)


GENOPLEVET I ERINDRINGEN
Kunsten, kønnet og kærligheden

Af BO GREEN JENSEN

TÆNK, at man skulle opleve det. Céline Sciamma (f. 1980) har lavet kærlighedsfilmen, som ikke nøjes med at kaste kønnets blik, men gør det til genstand for en analyse, der er lige så romantisk og radikal, som den er moderne og metabevidst. Hvis det gælder om at gøre ordet til kød, kommer Sciammas film tæt på at realisere utopien.*
   Det er et frapperende periodestykke med titlen Portræt af en kvinde i flammer. Først sidder kunstneren Marianne (Noémie Merlant) og fortæller sine kvindelige elever om modeltegning. Hun viser dem sit maleri Portræt af en ung kvinde i flammer. Så fortæller hun klassen, hvordan det blev til.



DET sker i 1770. Marianne kommer til Bretagne for at udføre et portræt af adelsfrøkenen Héloïse (Adèle Haenel). Den unge kvinde blev taget ud af klosterskolen, da hendes søster begik selvmord. Nu skal Héloïse giftes væk. Portrættet er en forlovelsesgave, en kærlighedspant og økonomisk forsikring. Hendes italienske mor (Valeria Golino) forklarer, at Marianne må male portrættet i stjålne øjeblikke. For Héloïse vil ikke sælges. Hun vil nyde friheden, som hun har drømt om. Hun vil mærke vinden og livet.
   Dagene flyver som fugle. Kvinderne kommer tæt på hinanden og forelsker sig med hud og hår. De udforsker øen sammen med tjenestepigen Sophie (Luàna Bajrami). De hjælper Sophie med at få afbrudt et svangerskab. De er lykkelige sammen og fråser i at være det.



SAMTIDIG er de fortsat kunstneren og hendes model med alt, hvad det indebærer af skepsis. Héloïse gør sig sårbar ved at posere. Marianne bliver mere kritisk i forhold til sit arbejde, efterhånden som kærlighed og begær bliver faktorer. Sanselighed er et misbrugt ord. Her lever den virkelig i nogle scener, hvor hver lille rynke i stoffet er afstemt.
   De ved begge, at forholdet har en deadline. Der bliver talt om kvinders vilkår, men ingen af dem overvejer at anfægte tingenes orden. På denne tid er man søstre i hemmelighed. Det er stadig besiddernes verden. Derfor er det en stor pointe, at de elskende ikke ejer hinanden.



DA slutningen nærmer sig, går de ned til stranden sammen med Sophie. De slutter sig til landsbyens kvinder ved bålet og hører forunderlig fællessang på et lydspor, som hidtil har været uden musik. De ser på hinanden, og blikket brænder i trods og begær.
   De tre kvinder deler et midlertidigt paradis, som går under, da Héloïses mor kommer hjem. Héloïse bliver solgt på patriarkatets præmisser, men Eden har eksisteret, og kvinderne glemmer det aldrig. I strandscenen går der virkelig ild i den blå kjole, og portrættet af Héloïse kommer til live. Céline Sciamma – som instruerede Tomboy (2011) og Girlhood (2014) – har skabt en noget nær fuldkommen fabel om køn, klasse, kunst og erotisk politik.


DET er Sciammas omhu med rytmen og detaljerne, som gør Portræt af en kvinde i flammer til noget særligt og smukt. Marianne er en fiktion, som Sciamma baserer på autentiske portrætmalere fra perioden: Vigée Le Brun, Artemisia Gentileschi, Adélaïde Labille-Guaird; navne, der har været glemte og som tiden genopdager nu. Sciamma fandt dem ved at undersøge perioden.
   Herefter bad hun en nutidig kunstner, der har samme alder, om at male Mariannes billeder. Det er Hélène Delmaire, som har udført portrættet af Héloïse i den antændte kjole. Det er hendes hænder, som vi ser. De føjer til og sletter ud. De arbejder rytmisk, i virkelig tid. På film har man ofte set kunstnere grimassere ved staffeliet. Her er processen skildret troværdigt og praktisk.



PÅ samme måde er det fraværet, som skaber glæden ved musikken, når den er der. Marianne spiller nogle strofer af Vivaldi, mens hun og Héloise arbejder sammen i det tomme hus. Til slut er der en berusende brug af Vivaldis violinkoncert nr. 2 i g-mol, opus 8, RV 315 (dvs. »L'estate«/»Sommeren« fra Le quattro stagioni/ De fire årstider). Men sætstykket er de syngende, klappende kvinder på stranden ved bålet.
   Jeg troede, da jeg så filmen første gang, at der var tale om et avanceret arrangement af autentisk musik fra Bretagne. Man har vel lyttet til Alan Stivell i sin ungdom. Men faktisk er der, fortæller Sciamma, tale om en nyskreven komposition, »La Jeune Femme en Feu«, som Para One (der skrev musik til Tomboy og Girlhood) har arrangeret sammen med Arthur Simonini. Modellen er György Ligettis »Requiem«. Det forklarer oplevelsens bevidsthedsudvidende associationer. Ligettis »Requiem« er musikken, som ledsager abemenneskets første brug af redskaber i Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.
   Sangen er mærkelig og meget iørefaldende. Der bliver, viser det sig, sunget på latin: »Non possum fugere« og »Nos resergemus«. Altså noget med »som ikke kan flygte eller flyve« og »Vi stiger op«.
   Der er mange af den slags henvisninger. De giver historien dybde og mere substans. Sciamma nævner også Emily Brontës Stormfulde højder (1847) blandt sine gotiske forbilleder. Pointen er dog, at de bliver forankret i historien. På lærredet er der kun billedet af den antændte Héloïse. Kvinderne ved, at de må tage afsked. Ingen af dem vil nogen sinde glemme denne kærlighed.


ALT i filmen bygger op til det sidste øjeblik, hvor kærligheden på sæt og vis triumferer hen over tiden og alt, hvad der fulgte. Det er så vigtigt, at dette øjeblik lykkes. Sciamma, som på ingen måde er naiv omkring sine virkemidler, beskriver det med karakteristisk distance:
   »Det handler ikke så meget om at vælge, hvad man husker, mere om at kropsliggøre denne proces. Og ja, det er erindringen om deres kærlighedshistorie. Men de er fiktive karakterer, som ikke har eksisteret, så i virkeligheden handler det mere om din oplevelse af filmen, dit forhold til de karakterer. Der er tale om en ganske kort, intens periode på ti dage i deres liv. Du skal føle, du har set hele kærlighedshistorien. Jeg tænker mere på din rejse som tilskuer end på de fiktive karakterers udvikling. For du er der. Du er tilskueren, og du er virkelig.«


DER findes vel en halv snes rigtig gode film om kunst og kærlighed. Portræt af en kvinde i flammer skriver sig ind i traditionen med versaler. Så godt som alt i filmen er skabt af kvinder. Det er en ny tids kostumefilm, som bliver realiseret. For en gangs skyld føles kønnets blik ikke som en begrænsning. Det er en ny sanselighed, der lukker sig op.



Ved Bodiluddelingen 2021 blev Portræt af en kvinde i flammer kåret som Bedste ikke-amerikanske film i 2020. Bodil Priserne uddeles af Danske Filmkritikere. Det skete for 74. gang.

*) For the record: Det var den britiske feminist og filmhistoriker Laura Mulvey (f. 1941), som bragte det kønnede blik ind i filmteorien. Det skete i artiklen »
Visual Pleasure and Narrative Cinema«, som blev trykt i tidsskriftet Screen i 1975 og sat fast i essaysamlingen Visual and Other Pleasures (1989). Mulvey undersøgte forbindelsen mellem blikket som begær og voyeurisme som et våben. Hun havde begrebet »the male gaze« fra kunsthistorikeren John Berger, som brugte det i tv-dokumentarserien Ways of Seeing (BBC, 1972), da han talte om den nøgne krop i billedkunsten. Teksten er blandt de mest indflydelsesrige i 50 års receptionsteori. I 2019 samlede Mulvey de sidste tre årtiers tekster i Afterimages: On Cinema, Women and Changing Times, hvor hun bl.a. forholder sig til #MeToo-bevægelsen, genovervejer sit essay og besvarer ti ofte stillede spørgsmål omkring det. Mulvey, som fylder 80 i 2021, har emeritus-status ved Birkbeck College, University of London. Fra 1974-1982 skrev og instruerede hun seks film sammen med sin mand, Peter Wollen (1938-2019). Riddles of the Spinx (1977) er en feministisk udgave af Ødipus-fortællingen. Mulveys monografi om Citizen Kane (1992) er en af de bedste i BFI Film Classics-serien. 


Portræt af en kvinde i flammer (Portrait de la jeune fille en feu). Instr. & manus: Céline Sciamma. Foto: Claire Mathon. 121 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 06.02.2020


Fotos: Lilies Film/ MK2 Films/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official NEON US trailer]
Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV , SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1034) [region A] 23.06.2020
2K Blu-ray fra Artificial Eye CURZON [region B] 08.06.2020
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.02.2020 

tirsdag den 3. marts 2020

Den stædige erindring: Dokumentarfilmskaberen Patricio Guzmán [Moderne mestre]



DEN STÆDIGE ERINDRING
Dokumentarfilmskaberen Patricio Guzmán

Af BO GREEN JENSEN

»ET land uden dokumentarfilm er som en familie uden et fotoalbum.«
   Fyndordet er formuleret af chileneren Patricio Guzmán, som gennem et langt og omskifteligt liv har skildret forandringerne i sit land, uanset hvor han opholdt sig og altid i dokumentarform. Kun en enkelt spillefilm, La rosa de los vientas (»Vindrosen«) fra 1983, stikker atypisk ud i en liste på ca. 20 titler.
   Guzmán blev født i Santiago i 1941. Han gik på filmskole i Madrid fra 1967 til 1971 og havde instrueret to lange dokumentarfilm, El primer año (»Det første år«) og La respuesta de Octobre (»Svaret i oktober«), om det første år med Salvador Allende som folkevalgt præsident, da Chiles socialistiske styre blev væltet ved et fascistisk militærkup i september 1973.

   
GUZMÁN filmede alt under kuppet. Han og fotografen Jorge Müller var undervejs med en opfølger til El primer año, og det virkede ikke mistænkeligt at arbejde videre. Når holdet søgte tilladelse til at optage på følsomme steder, brugte de fiktive navne og titler, som slørede projektets væsen.
   Det var svært at skaffe råfilm i Chile. Guzmán fik derfor sin franske kollega og ven, instruktøren Chris Marker (1921-2012), manden bag auteur-klenodier som La Jetée og Sans Soleil, til at tage udstyr og filmruller med, når han kom på besøg. Efter kuppet var det Marker, som havde filmrullerne med til Paris.
   Guzman vidste, at tiden var knap, og han var fast besluttet på at skabe en film, som dokumenterede hele den politiske omvæltning. Kuppet kom ikke ud af det blå. Skønt Pinochet var sponsoreret af CIA, så mange chilenere positivt på forandringen. Socialisten Allende var upopulær hos borgerskabet. Alle, som ejede noget, frygtede, at det ville blive taget fra dem, når præsidentens program var fuldt gennemført.


ENDELIG blev Guzmán arresteret. Han tilbragte to uger på Estadio Nacional, hvor Pinochet-regeringen internerede og afhørte sine modstandere. Det var her, at sanger-sangskriveren Victor Jara (1932-1973) blev dræbt, da bødlerne havde knust hans hænder. Ældre læsere husker måske Costa-Gavras' film Missing (1982), hvor Jack Lemmon leder efter sin søn.
   Guzmán slap med forskrækkelsen. Jorge Müller kom derimod aldrig ud. Fotografen blev en af de deaparacidos, forsvundne dissidenter, som stadig hjemsøger den kollektive erindring i Chile.
   Da Guzmán blev løsladt, flygtede han. Han besøgte Chris Marker i Paris og forsøgte at finde fransk finansiering. Det lykkedes ikke, men han mødte Alfredo Guevara fra cubanske filminstitut, som tilbød ham sine faciliter.
   Derfor blev det i Havana, at Guzmán brugte resten af årtiet på at skabe La batalla de Chile (»Slaget om Chile«), en fem timer lang trilogi, der også i dag bliver betragtet som en hjørnesten i den politiske filmkunst. Han vendte siden tilbage til stoffet igen og igen. Der er både en film om Sagen mod Pinochet (2001) og et dokumentarisk portræt af Salvador Allende (2004).



SLAGET om Chile består af tre film, der tilsammen udgør en ligsynsrapport. Den første har undertitlen Borgerskabets oprør (1975). Den anden hedder Statskuppet (1977). Den tredje, El poder popular fra 1979, er en besværgende tillidserklæring til oppositionen, især de faglige forbund i Chile.
   »Uden denne film ville de år måske slet ikke eksistere,« har den spanske historiker Jorge Ruffinelli sagt om Guzmáns hovedværk.
   I Chile, la memoria obstinada fra 1997 er Guzmán tilbage i Santiago og skal vise Slaget om Chile for en offentlighed, der arbejder hårdt på at glemme og fortrænge. I filmen om den stædige erindring bruger Guzmán for første gang den essayistiske fortællerstemme, som er fundamentet i hans senere film.



DER er en didaktisk belærende faktor på spil i Guzmáns film om kuppet i Chile. Det kan føles som en revselse at se dem. I hvert fald gør man det for at få baggrundsviden – ikke for æstetikken og retorikken. Guzmán blev respektfuldt sat hen i et hjørne, da dokumentargenren ændrede sig.
   Det var derfor en stor overraskelse, da Guzmán som 69-årig kom igen med en ny slags dokumentar. Han har ikke ændret ståsted, men fraserne er forsvundet i Lysets nostalgi (2010) og Perlemorsknappen (2015). Begge film husker kuppet i Chile, men de udforsker også den ældre historie og er gennembrændt af en kærlighed til landet, som på sit smalleste sted kun er 12 kilometer bredt. Det har til gengæld en kystlinje på 4.000 kilometer, fra Arica ved grænsen til Peru i nord til Patagonien og Ildlandet nede i syd. Chile må være det eneste land, hvor alle klimazoner er repræsenteret.


LYSETS nostalgi er en forunderlig blanding af billeddigt og erindringsessay. Guzmán tilfører de faste motiver en faktor af videbegær og eventyrlyst. Han havde taget tilløb med en kortfilm om Robinson Crusoes ø (1999) og en tv-film om Mon Jules Verne (2005). I Lysets nostalgi fases sporene sammen med Guzmán selv som en rolig fortæller, der finder evigheden i de mindste ting og futiliteten i store problemer.
   Atacama-ørkenen i det nordlige Chile er et af jordens tørreste steder. Luften er uden fugt og fuldstændig klar. Derfor er det hér, at astronomer har anbragt de gigantiske teleskoper, som prøver at lytte til stjernerne, der betog Guzmán i hans barndom. Atacama er samtidig stedet, hvor Pinochets politi konverterede en forladt mineby til en koncentrationslejr og begravede systemets fjender.
   Fordi vinden er tør, og luften er klar, mumificeres ørkenens døde. 40 år senere finder de efterladte stadig rester af deres kære: en knogle, en skjorte, en fod i en sko. Nostalgi betyder hjemvé, og Guzmán husker Chile i uskyldens tid, da han var dreng, og verden hang sammen.
   En astronom forklarer, at stjernerne og skelettet består af det samme grundstof, kalcium. En enke ville ønske, at man kunne rette teleskoperne ned i sandet og få svar på, hvor de døde er. Det forsøger Guzmán i den svimlende slutning. I observatoriet står mødre og enker mellem svirrende partikler, stjerner og sandskorn, der trækker en hale af lys gennem luften.

MED Perlemorsknappen føjer Guzmán en tematisk tvilling til Lysets nostalgi. Fra ørkenen i nord søger filmen ned til det patagoniske øhav, hvor Ildlandets første befolkning blev civiliseret i flere omgange. Guzmán taler med de sidste efterkommere og skildrer vandnomadernes livsform.
   Igen bliver de forsvundne døde bragt til live i erindringen. Pinochets piloter kastede tusindvis af lig i det åbne hav. Men der er andre historiske fund under vandet.  For eksempel den knap, som indianeren Jimmy Button havde med til England, da han skulle civiliseres. Det lykkedes ikke. Jimmy vendte hjem og forsøgte at blive nomade igen. Heller ikke det ville lykkes.


I Lysets nostalgi tænkte Guzmán over himlen og sandet. Her funderer han over havet og tiden. En dråbe vand bliver fundet i en kvartsblok, der har ligget og ventet i 3.000 år. Måske er der vand på de fremmede kloder. Nomaderne bliver tatoveret med stjerner. De mener, at de døde bliver til stjerner.
   Igen er det Guzmáns stemme og ciselerede sprog, der bærer de store betragtninger. Den blide film fortæller også om et folkemord. Myndighederne betalte for afskårne bryster og testikler. Æstetikken er et effektivt alternativ til den chokstrategi, som f.eks. Joshua Oppenheimer benytter i The Act of Killing.
   Lysets nostalgi havde premiere på Cannes Festivalen i 2010. Perlemorsknappen var i konkurrence på Berlinalen i 2015 og modtog en sølvbjørn for sit manuskript. I begge film lykkes det Guzmán at zoome ud i evigheden og forbinde Chiles historie med en topografisk beskrivelse af selve landet. Disse film er skabt af en gammel mester, der tænker og ånder i formen. Billederne er betagende.


UANSET, hvad han skildrer, og i hvilken tid, han befinder sig, vender Guzmán altid tilbage til kuppet i 1973. I 2015 fortalte han om det i en samtale med kollegaen Frederick Wiseman:
   »Jeg kan ikke slippe væk fra det øjeblik. Det er som om, at jeg som barn har set mit hjem brænde ned. Mine bøger, spil, legetøj og tegneserier blev brændt for øjnene af mig. Jeg føler mig som et barn, der ikke kan glemme den brand.
   Tiden opleves forskelligt fra person til person. Spørger jeg mine venner i Chile, om de husker kuppet, svarer mange af dem, at det er længe siden nu, og at de husker det fjernt. Men for mig har nærmest ingen tid passeret. Det er som om, det skete sidste år, i sidste måned eller sidste uge. Det er som om jeg eksisterer i en kapsel af rav, som et ældgammelt insekt, der er bevaret for evigt i en dråbe, uden mulighed for at bevæge sig.
   Nogle af mine chilenske venner siger, at jeg er fanget i det. Jeg ser på dem, og bemærker, at de er både ældre og tykkere end jeg. Så jeg konkluderer, at jeg lever i bedste velgående inde i min kapsel.«



Perlemorsknappen (El botón de nácar). Instr. og manus: Patricio Guzmán. Foto: Katel Djian. 82 min. Frankrig-Spanien-Chile 2015. Dansk premiere: 19.11.2015

Lysets nostalgi (Nostalgia da Luz). Instr. og manus: Patricio  Guzmán. Foto: Katell Djian. 90 min. Frankrig-Tyskland-Chile 2010. Dansk premiere: 10.12.2010

Fotos: Atacama Productions/ Blinker Filmproduktion/ WDR/ Cronomedia/ Fonds Sud Cinéma/ Ministère de la Culture et de la Communication/ Ministère des Affaires Étrangères/ La Région Île-de-France/ Televisión Española/ Brouillon d'Un Réve de la SCAM/ Pyramide Distribution// Atacama Productions/ Valdivia Film/ Mediapro/ France 3 Cinéma/ France Télévisions/ CNC/ Consejo Nacional de la Cultura y las Artes/ Ciné+/ WDR/ RTS/ Generalitat de Catalunya - Departament de Cultura/ ICAA/ Programa Ibermedia/ SCAM/ Sundance Institute/ Kino Lorber/ Øst for Paradis Filmdistribution/ 
Lysets nostalgi streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Perlemorsknappen streames på FILMSTRIBEN
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 04.12.2015

mandag den 3. februar 2020

Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]


EFTER KÆRLIGHEDEN
Wong Kar-wai giver hovedværket en halvhjertet fortsættelse

Af BO GREEN JENSEN


MED nyklassikeren In the Mood for Love (2000) skabte stilikonet Wong Kar-wai (f. 1958) for første gang en film, som forankrede hans mange tekniske kvaliteter og som man kunne beundre for andet og mere end æstetikken.
   Rammen var uhyre enkel. I Hongkong 1962 indgik en mand og en kvinde, hr. Chow (Tony Leung Chiu-wai) og fru Su (Maggie Cheung), en stilfærdig alliance, da det gik op for dem, at deres respektive partnere havde en affære. Naturligvis fik de sympati for hinanden, men filmen blev så meget mere anfægtende, fordi varmen og dybden i forholdet aldrig blev beseglet seksuelt. Til slut stod hr. Chow ved Angkor Vat-templet i Cambodia og hviskede sit hjertes hemmelighed ned i et hul i stenen, hvor overleveringen sagde, at den ville blive gemt.


FILMEN var i øvrigt overhældt med Nat King Cole-ballader (»Quizás, Quizás, Quizás«) og smægtende kærlighedsmusik af Michael Galasso. Hver aften passerede manden og kvinden hinanden, når de købte nudler til deres aftensmad. Maggie Cheungs kontur blev da fastholdt og kælet for i slow-motion, mens Tony Leung kæderøg melankolske cigarretter. Lyset var gyldent i mørket, regnen var kraftig og varm. Det var ganske enkelt umuligt at modstå den undertrykte lidenskab i dette asiatiske svar på David Lean og Noel Cowards Brief Encounter (1945, da.
Kort stævnemøde).
   Flere problemer i efterfølgeren opstår simpelt hen, fordi 2046 insisterer på at være en slags fortsættelse. Der er gået tre år, og historien begynder, da hr. Chow tager definitivt afsked med fru Su. Maggie Cheung glider herefter helt ud af billedet. Hun sagde nej til en større rolle i 2046, fordi hun i Frankrig skulle indspille Clean (2004), der blev instrueret af hendes eks-ægtefælle Olivier Assayas.*



NU er årstallet 1966, og efter en tid i Singapore vender hr. Chow tilbage til Hongkong, hvor han flytter ind i værelse 2046 på det ganske let lurvede Hotel Oriental. Han lever af at skrive sladderspalter til dagbladene og har heller ikke mange ambitioner investeret i sine science fiction-romaner, som forsyner filmen med en flot, men dybest set irrelevant konceptuel ramme. I Chows romaner er 2046 både et sted og en tilstand i fremtiden, en virtuel by hvor man kan generobre sin erindring.
   Ingen er nogen sinde vendt hjem fra 2046, men i rammehistorien, som Chow skriver på, mens han lever filmens forhold ud, er en stædig pilgrim på vej tilbage. Transporten foregår i et tog, som passerer gennem kolde zoner. Fysiognomier fra virkeligheden går igen i paralleluniverset, men rollefordelingen er anderledes. Hotelværten er steward. Hans ældste datter, Wang Jiewen (Faye Wong), er den livagtige kærlighedsandroide, som kan opfylde alle en mands behov. For det første er det vigtigt, at man ikke forelsker i sig i en androide. For det andet er det uvist, om androiderne har følelser.



DETTE tema har givet været større i en tidligere fase af filmens tilblivelse. I den færdige dobbeltfortælling bliver 2046-universet ikke brugt til noget særligt. Det leverer blot en fantastisk stilfuld kontrast til scenerne fra det flimrende Hongkong.
   Filmen har mange af den slags uforløste ideer. På skrømt gør Wong også lidt ud af at henvise til politiske uroligheder i 1960ernes Hongkong. I In the Mood for Love var 2046 nummeret på det hotelværelse, hvor de utro ægtefæller mødtes. Her vil hr. Chow have netop det værelse, fordi en ekskæreste begik selvmord dér.
   Endvidere – for nu at sætte trumf på – markerer årstallet 2046 slutningen på den karensperiode, hvor Den Kinesiske Folkerepublik ikke må gennemføre dramatiske strukturændringer i den tidligere britiske kronkoloni, som de overtog pr. 1. juli 1997. Wong føjer flere og flere lag til konstruktionen, men man føler aldrig sammenhængen, og den forbliver, som filmens følelsesmæssige relationer, overvejende et postulat.**




MEST problematisk er hr. Chow, som nok deler navn og træk med karakteren fra In the Mood for Love, men i bund og grund er en anden person. Denne Chow er en olieret sjuft, som næsten sætter en ære i at såre så mange kvinder som muligt så dybt som muligt. På lydsporet fortæller han i tilbageblik om denne tid og disse følelser, ligesom han guider os rundt i det futuristiske parallelunivers, han har skabt. Da giver figuren lidt mere mening, men manden vi ser røber slet ingen dybde. Han skriver for penge, begærer og bedrager, ejer ingen skam i livet og er på alle måder et døgnvæsen uden substans.
   Sit mest alvorlige forhold på hotellet får hr. Chow til den smukke Bai Ling (Zhang Ziyi), der skubber ham fra sig, for så at blive forelsket og endelig helt ødelagt. Langt ud på et sidespor kommer fortællingen, da Chow i Singapore møder spillersken Su Lizhen (Gong Li), som deler navn med og ligner fru Su fra In the Mood for Love. Mest konstruktiv er relationen til hotelværtens datter, som lærer ham at skrive lukrative kung fu-føljetoner og får en central position i 2046-universet.



FILMEN udspiller sig over tre-fire år og gør hver ensom jul en slags status. Der er end ikke antydning af den skjulte dybde og intime glød, som gjorde In the Mood for Love så anfægtende. Af samme grund truer den visuelle ækvilibrisme med at udarte til pyntesyge. Øjet næres og udfordres uafbrudt, men ingen af de halvhjertet overlappende historier føres frem til en ordentlig slutning. Helhedsindtrykket minder mest af alt om en krusedulle i marmor, en gennemført stiløvelse uden egenliv.
   Tidligt i 2046 lader Wong den smukke androide stå og hviske ned i en tragt, der svarer til stenen i In the Mood for Love. Han devaluerer derved den stærke slutning fra den første film og røber en mærkelig mangel på sans for sin egen historie. I 2046 tjener billedet mest til at ægge. Den fuldautomatiske kvinde vrider og smyger sig, mens vi ser hende bagfra, og Chris Doyles kamera kæler for de fetichistiske detaljer. 
   Der er for meget af den slags i filmen. Lagene vil ikke flyde sammen, der er ikke belæg for mystifikationerne. Man kan værdsætte 2046 for de æstetiske kunstgreb – der er mange flotte sekvenser og enkeltbilleder – men man har lettere ved at holde af den, hvis man glemmer alt om forbindelsen til In the Mood for Love.



*)  Både Clean og 2046 ankom i sidste øjeblik til Cannes i 2004, fordi der blev klippet helt frem til deadline. Visningen af 2046 blev rykket en dag, fordi Wong stadig finjusterede resultatet. Det var dog for rollen som Emily Wang i Clean, at Maggie Cheung modtog Sølvpalmen for årets bedste kvinderolle.

**) Jeg skrev om filmen i 2005 og står for så vidt ved mine indtryk og min skuffelse. Ved gensynet bliver det dog klart, at filmen i så høj grad havde forventningerne imod sig, at den knapt kunne undgå at forvirre og skuffe. I Hongkong og Kina bliver Days of Being Wild, In the Mood for Love og 2046 betragtet som en historisk og semi-selvbiografisk trilogi, der fortæller Wongs egen historie gennem Tony Leungs karakter, som indgår i alle tre film.
   For hjemmepublikummet er der slet ingen tvivl om, at årstallet gør 2046 til en politisk kommentar. Filmen har fået ny opmærksomhed efter urolighederne i 2018 – hvor Wong fyldte 60 og blev (r)evalueret – og 2019, da demonstranter gik på gaden i stort tal. Det undrer mig, at jeg fandt Faye Wongs karakter irrelevant. Kærlighedsandroiden Jing-wen er klart inspireret af Rachael-skikkelsen i Blade Runner og foregriber flere træk hos Ava-figuren i Alex Garlands Ex Machina. 

2046 – Are you still in the mood for love? (2046). Instr. & manus: Wong Kar-wai. Foto: Christopher Doyle, Pung-Leung Kwan, Yiu-Fai Lai. 129 min. Kina-Tyskland-Frankrig-Hongkong 2004. Dansk premiere: 29.04.2005


Fotos: Jet Tone Production/ Shanghai Film Group/ Orly Films/ Paris Films/ Arte France Cinéma/ZDF/Arte/ Block 2 Pictures/ Sony Pictures/ Camera Film/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplayplay Rent & Buy, YouTube Film
Director Approved 4K restoration fra The Criterion Collection i 2K Blu-ray-bokssættet World of Wong Kar Wai 23.03.2021
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2005