Translate

Viser opslag med etiketten Chinatown. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Chinatown. Vis alle opslag

mandag den 18. maj 2020

Motherless Brooklyn: Bogen og filmen (1999/2019) [Noir 100]


SAMMENHÆNG ER ALT
En filmatisering af Motherless Brooklyn 

Af BO GREEN JENSEN

KALAMIO Skrækfuck. Failey! Baikum! Flakely! »Jeg kan også godt lide dig,« sagde jeg. »Der er ikke – Pismedtony! Misterphony! Pikkelkrony! Satansony! – undskyld. Det er der ikke noget galt i.«

   Jonathan Lethem skrev Motherless Brooklyn i 1999, og Søren K. Barsøe må have revet sig i håret, da han oversatte romanen. Selv i en genre, der dyrker fantastiske stemmer, er detektiven Lionel Essrog unik. Ikke alene er han en hårdkogt fortæller. Han er en fortæller med Tourettes syndrom:
   »Jeg skar tænder, mens det kørte i min hjerne: En mand kommer ind på ambulancevejen og stikker en kniv – fandens kniv – i skademaven og jeg skal have en kniv lige i skraldemaven og siger ventestueambulance fandens siger lige nu ser om bagi og siger jeg tror, jeg har en fandens kniv i venteskaden ambulambøf ambulampe sækkelampe ækkelløf.«
   I situationen sidder Lionel i bilen, mens hans arbejdsgiver, Frank Minna, som er en af de få, der altid forstår ham, forbløder på bagsædet. De er på vej til skadestuen. Kun ét ord kommer ud af den malende tankeproces: »Ækkelløf!« skreg jeg med tårer i øjnene. »Ja,« sagde Minna, og nu lo han og stønnede: »Kraftedeme et helt kompagni af dem.«


SKUESPILLEREN Edward Norton har instrueret sig selv i rollen som Essrog. Han har også bearbejdet Lethems roman om detektiven, der vil finde ud af, hvem der dræbte hans chef. Som altid, når stilen er neo-noir, fører sagen ham ind i en labyrint af løgne, magtbegær og korruption. New York City er simpelt hen et pilråddent sted i Moderløse Brooklyn.


LIONEL spiller for englenes hold. Tiden er 1980erne, da byfornyelsen forvandlede de gamle brokvarterer til investeringsobjekter for spekulanter som f.eks. Donald Trump. Lethems bog er for det første en kærlighedserklæring til Brooklyn. For det andet et narrativt eksperiment, der lader Raymond Chandler tale med sproget fra Finnegans Wake.
   Norton bevarer brudstykker af den verbale slipstrøm og giver Lionel de tics og den tvangsbetonede adfærd, som typisk følger med Tourettes. Det er ingen gimmick – som det nu og da bliver i bogen – men bare et vilkår, som Lionel lever med. Tilstanden gør ham nervøs og årvågen. Han ryger pot og crack for at få fred. Kollegerne kalder ham »Freakshow«. Og han er på sin måde en god detektiv.
   Norton har flyttet plottet til 1950ernes slutning, da byplanlæggeren Robert Moses fyldte New York med parker til folket og veje til bilerne. I filmen bliver han til Moses Randolph (Alec Baldwin), der misbruger sit embede og har belastende materiale på alle. Der er en sindrig intrige, som egentlig ikke er vigtig. Det handler mere om, at magtfulde mennesker tror, de kan træde på etniske minoriteter og detektiver med Tourettes. Både finanskrisen og #MeToo-perspektivet er foregrebet.


I NORTONS version bliver Motherless Brooklyn til en østkystversion af Chinatown, som Robert Towne skrev til Roman Polanski i 1974. I Los Angeles-krimien handlede det om vandforsyning og et fordækt faderskab. Her handler det om ejendomshandel og et fordækt faderskab.
   Norton er nervøs og sympatisk og husker at have Tourettes hele vejen. Bruce Willis er god i de ti minutter, han medvirker som Frank Minna. Alec Baldwin investerer al sin anløbne elegance i fremstillingen af brutalisten Moses Randolph, og Gugu Mbatha-Raw er den afroamerikanske love interest. En Miles Davis-agtig trompetist (Michael Kenneth Williams) får stor betydning for sagen. Også Willem Dafoe og Leslie Mann medvirker.



FILMEN får skyld for at være for lang. Det er den ikke. Der skal være tid til digressioner, når man genopliver noir-detektiven. Thom Yorke (fra Radiohead) har skrevet temaet »Daily Problems« til filmen, som er sjældent arkitektur-interesseret. Flere scener foregår på Pennsylvania Station – naturligvis med de ikoniske søjler af lys, der står ned på det klassiske foto. Penn Station blev jævnet med jorden i 1963, så man kunne bygge Madison Square Garden.
   »Sammenhæng er alt,« siger Lionel som det første i romanens lange monolog. I forhold til Lethems bog er Nortons film en palimpsest: farveindholdet er kradset ud og erstattet med nyt materiale, men formen og skriften er bevaret. Det er virkelig Moderløse Brooklyn. En film til gamle elskere af den hårdkogte krimi. Dem er vi mange af, heldigvis.


Jonathan Lethem: Moderløse Brooklyn. Oversat efter Motherless Brooklyn (1999) af Søren K. Barsøe. 252 s. Forlaget Klim, 2006  

Motherless Brooklyn. Instr. & manus: Edward Norton. Foto: Dick Pope. 144 min. USA 2019. Dansk premiere: 19.12.2019. 


Fotos: Class 5 Films/ Warner Bros./ SF Studios
Filmen streames (august 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. US (region A) 28.01.2020
2K Blu-ray fra Warner Bros.UK (region B) 13.04.2020 
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 20.12.2019

tirsdag den 4. februar 2020

Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]


CHINATOWN REVISITED
Jake Nicholson instruerer selv fortsættelsen

VI skriver 1948. Stedet er stadig Los Angeles, og der er gået ti år, siden den fandenivoldske privatopdager Jake Gittes – Jack Nicholson i en af sin karrieres mest gavmilde glansroller – stak næsen for langt frem, fik den skåret op med en springkniv af Roman Polanski og blev forvandlet fra sulten kyniker til såret elsker gennem sin kærlighed til Faye Dunaway.
   Plottet i den genreskabende Chinatown (1974) var labyrintisk, uigennemskueligt og faktisk ganske realistisk i sin sindige kredsen om økonomiske kræfter, vandforsyning, frugtavlere og jordbesiddere i den ur-kapitalistiske showcase, som var Californien i sin vorden.
   John Hustons perverse edderkop af et frådende magtmenneske havde ikke alene bedrevet blodskam med Dunaways karakter. Han havde også fostret en datter, som han forsøgte at tage fra hende, måske for at begå endnu mere blodskam. I Noah Cross havde filmen en superskurk, hvis dekadente uhyrlighed gik over selv Nicholsons forstand og tolerancetærskel.



FØR det afsluttende skudopgør på åben gade lovede Gittes den døende Dunaway at tage sig af datteren Katherine, hvis han kunne. Men Chinatown var en film for voksne. Uhyrerne vandt, og hun forsvandt et sted i uvisheden. Den første Jake havde løst gåden, knækket mysteriet, tabt sit hjerte og vundet en pyrrhussejr. Forget it, Jake. It's Chinatown. Der var ikke ét gran af glæde i den slutning.



DET er værd at repetere intrigen, for hvis
The Two Jakes har en indbygget svaghed, er det dens betragtelige grad af indforståethed. Filmen må virke gådefuld og ufremkommelig for de få, som ikke har set Chinatown. Til gengæld har manuskriptforfatteren Robert Towne, en af Hollywoods mest solide håndværkere, virkelig gjort sig umage med portrættet af den modne Jake Gittes ti år efter tragedien.
   Townes interesse for bysamfundet Los Angeles’ vækst og misvækst i mellemkrigstiden stikker dybere end til det sædvanlige påskud for et plot. I begge film tager han udgangspunkt i autentiske sager og skildrer, hvor giftig og beskidt en forretningsgang kan blive, når et samfund har brug for vand og energi.
   Towne, der i 1988 iscenesatte sit eget manuskript til thrilleren Tequila Sunrise, skulle selv have instrueret dette flagskib blandt sequels. Så kom han op at skændes med filmens stjerne. Nicholson fik sin vilje og overtog selv instruktørstolen. Han har gjort et glimrende stykke arbejde. Det er længe siden, man har haft det så godt med at se en film, som både er en sequel, altså en fortsættelse, og en genrefilm med avancerede fyrværkerieffekter.*



JAKE Gittes er blevet rig, mæt og mere rund i sit væsen. Han specialiserer sig stadig i de utroskabssager, som ingen – mindst af alle Philip Marlowe og de øvrige private eyes, som figuren baserer sig på – ellers ville røre ved.
   Forretningen går strygende. Jake har personlig parkering foran sin private kontorbygning. Han har adskillige ansatte, skilt over døren, dyrker sin golf lidenskabeligt og bor i en overdådig art deco-lejlighed, der som resten af de fotogene periodedetaljer er en fryd for både betragterens øje og Vilmos Zsigmonds kamera.
   Jake er tilfreds og har grund til at være det. Eneste irritationsmoment er de periodiske rystelser, der minder alle menneskene i Los Angeles om, at de lever på kanten af et jordskælv.



EN dag tager han sig imidlertid af en utroskabssag for den anden Jake, byggematadoren Jake Berman (ukuelige Harvey Keitel), hvis kone ligger i med hans bedste ven og kompagnon. Så eksploderer fortiden i Jakes ansigt. Han hvirvles ind i en sag om byggegrunde, gas og olie i undergrunden, forbyttede identiteter og mord camoufleret som drab i affekt.


HVEM Kitty Berman (en lovlig nuttet og nymfeagtig Meg Tilly) egentlig er, går ret hurtigt op for tilskueren, men man hænger til det sidste på i den gotisk indviklede historie, der fører tilbage til nøglesteder og bipersoner fra Chinatown, mens opklaringen slentrer af sted efter samme halvvejs tilfældige retningslinier som i Farvel, min elskede og Det lange farvel.
   The Two Jakes er overhovedet på ambitionsniveau med sidstnævnte bittersøde Raymond Chandler-arbejde. Filmen vil både være genrestykke og passionsdrama. Den kommer snublende tæt på at lykkes, og Nicholson selv er en fornøjelse fra først til sidst, da han råber til Meg Tilly, at fortiden aldrig holder op.

*) Jack Nicholsons The Two Jakes blev indspillet 25 år efter Roman Polanskis Chinatown og havde premiere for 30 år siden. I mellemtiden har den naturligvis fået sin egen nostalgiske nimbus og periodepatina. For eksempel giver det et stik i hjertet at se, hvordan Tom Waits og Rubén Blades, begge bedre kendt som sanger-sangskrivere i 1990, gør sig stor umage i meget små roller, og det er gribende at høre Van Dyke Parks' score, der bestræber sig på at glatte alle excentriske rynker ud og levere en pastiche på sen-80ernes forestilling om detektivkontorer og røgfuld natklubjazz. Parks medvirker selv  i en lille rolle.

   Det samme gør danskeren Pia Grønning (f. 1949), som Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard, dansk filmkritiks svar på Statler & Waldorf, giver følgende skudsmål i Drømmen om Hollywood: Danske filmfolk gennem tiderne (2017): »Pludselig dukkede hun op i en lille rolle som lægen dr. Elsa Branchauer i The Two Jakes  (...) Inden da have Pia Grønning faktisk medvirket i et par film i Skandinavien. I Danmark blev hun hurtigt slået ihjel i Esben Høilund Carlsens Nitten røde roser (1974), men hun havde en hovedrolle som Cecil i Knud Leif Thomsens Hosekræmmeren (1971). Filmene har dog lignet en tilfældighed i et liv, hvor den tidligere Miss Aalborg oftest har ernæret sig som fotomodel eller indretningsarkitekt.« 
   I Sam Wassons svært underholdende bog om The Big Goodbye: Chinatown and the Last Years of Hollywood (398 s. New York: Flatiron Books, 2020) kan man læse den fulde og i sig selv ret noir-agtige historie om, hvordan Jack Nicholson, Robert Towne og produceren Robert Evans var unge og blev ældre sammen i 1960ernes, 70ernes og 80ernes Hollywood. Da New Hollywood blev en popcornsforretning, som finansimperier købte og solgte, blev det stadig sværere at holde fast i kriterier som kvalitet. Evans holdt fokus på Chinatown, da han var produktionschef på Paramount. 15 år senere forsøger Nicholson med alle midler at holde sammen på sit instruktørprojekt og på venskabet, mens Evans er ved at gå helt ned med flaget, og Towne har begravet sig i dyb, kokaindreven research. Polanski er tilknyttet, men trækker sig ret hurtigt ud. En tredje Chinatown-film, Gittes vs. Gittes, som skulle tage figuren ind i 1950ernes HUAC- og brintbombetid, blev skrinlagt efter The Two Jakes. Evans døde i 2019, Towne i 2024. Nicholson på 87 er last man standing. Han og Towne talte ikke for alvor sammen igen.



The Two Jakes. Instr.: Jack Nicholson. Manus: Robert Towne. Foto: Vilgos Zsigmond. 137 min. USA 1991. Dansk premiere: 29.11.1991


Foto: 88 Productions/ Paramount Pictures/ Paramount Home Entertainment/ Flatiron Books/ YouTube (trailer)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.11.1991