Translate

Viser opslag med etiketten nationalmyte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nationalmyte. Vis alle opslag

onsdag den 13. april 2022

Baz Luhrmann: Australia (2008)


DET FJERNE LAND

Et episk forsøg uden selvironi

Af BO GREEN JENSEN

VED at bøje og strække Australiens historie, kan Baz Luhrmann samle det meste af den i skæbneåret 1939, da verden igen fører krig.
   Lady Sarah Ashley (Nicole Kidman) kommer fra England til Darwin i Northern Territory for at tvinge sin mand til at sælge kvægfarmen Faraway Downs. Da hun når det fjerne land down under, er hendes mand imidlertid død. Formentlig blev han myrdet efter ordre fra kvægbaronen King Carney (Bryan Brown), som har monopoliseret al handel i territoriet.
   Sarah hader alt ved landet i cirka ti minutter. Så overtager hun gården og bliver fortrolig med de ansatte, som både tæller ædle aboriginals og fallerede hvide australiere. Hun knytter sig stærkt til drengen Nullah (Brandon Walters), som er filmens fortæller. Nullah må ofte gemme sig for politiet, der vil anbringe ham på en institution. Lady Ashley forelsker sig i Australien. I virkeligheden er hun vel solgt allerede, da hun første gang møder The Drover (Hugh Jackman), en karismatisk kvægdriver, som ikke vil være i lommen på nogen.


MANGE kulørte forviklinger følger. Det kommer næppe bag på nogen, at Sarah bliver i Australien og skaber en lille familie i vinden sammen med Drover og Nullah. Men lykken møder betydelig modstand. Fra Carneys anslag mod Drovers kvægdrift til japanernes bombardement af Darwin er der kræfter, som prøver at udslette glæden.
   Værst er dog landets raceprogram, som var aktivt frem til 1970erne. Man tog børn af blandet ophav fra deres mødre og internerede dem i lejre, hvor missionærer fik frie hænder til at »breed out the blackness«. I Australien taler man endnu om the stolen generations, som mange fra Nullahs årgang tilhører.
   Raceloven fik en dedikeret skamstøtte, da Philip Noyce fortalte historien i Rabbit-Proof Fence (2002). Luhrmanns film bruger forbrydelsen dygtigt. For det første siger han undskyld. For det andet bliver temaet endnu en faktor, som forbinder Australia med sit store forbillede, David O. Selznicks filmatisering af Margaret Mitchells Gone with the Wind, der blev til samme år, som Luhrmanns moderne pendant finder sted.


DET lykkes for så vidt at skabe det romantiske nationalepos, som man i samtlige scener fornemmer, at filmen gerne vil være. Problemet er, at det sker for en pris. Luhrmann nedtoner sin ironiske flair, gør følelserne flade og skruer op for musikken, så ingen kan høre ham tænke. Hvis modellen er Borte med blæsten, kommer Australia derfor til kort. Sarah og Drover bliver virkelige, men deres skæbne har aldrig betydning for tilskueren på samme måde, som tilfældet var med Rhett Butler og Scarlett O’Hara.
   Der er dog meget at sætte pris på i filmen, som man gerne vil se flere gange. I første del prises naturen med alle de store billeder, man forventer. I anden del bliver japanernes bombning – som var massiv og fandt sted i februar 1942 – et sætstykke og en hel film for sig. Første akt ligner en blanding af gammeldags Hollywood-western og outback-romantik i stil med The Sundowners (1960, da. Fjerne horisonter). Anden akt tager tværsummen af From Here to Eternity (1953, da. Herfra til evigheden) og Empire of the Sun (1987, da. Solens rige).
   Det er i Darwins ruiner, da medlemmerne af den sammenbragte familie ikke ved, om deres kære dør eller lever, at man endelig tager deres følelser til sig. Drover må tro, at Sarah er død, da han sejler ud for at redde Nullah og de øvrige børn på Missionsøen. Lutringen er god og stor, da de finder hinanden igen.


TRODS en spilletid på tre timer må Australia pakke historien så tæt, at de enkelte afsnit har svært ved at skabe dybde og nærvær. Især filmens skurke, King Carney og hans sjuft af en svigersøn (David Wenham), har alt for lidt at arbejde med, og hverken den store kvægdrift gennem ørkenen eller velgørenhedsballet i Darwin, hvor Drover og Sarah omsider finder sammen, bliver bygget tilstrækkeligt op. Til gengæld træder Nullahs bedstefar, King George, lidt for ofte frem på magisk vis. Han spilles for kontinuitetens skyld af ikonet David Gulpilil (1953-2021), som 40 år før var den unge aboriginer i Nicholas Roegs Walkabout.(1971)


MOD forventning bliver urbefolkningens songlines en plausibel forbindelse mellem det nye og det gamle. Også Australia er konstrueret, så Luhrmann kan citere eksisterende kunst, ganske som han gjorde i William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) og Moulin Rouge! (2001).
   Filmens musikalske ledemotiv er Harburg og Arlens »Over the Rainbow«. Den bliver spillet på mange mundharper og fremført ubehjælpsomt af Kidman, som prøver at trøste Nullah med sangen. Der er således tale om ægte katarsis, da Nullah i biografen i Darwin endelig ser The Wizard of Oz. Det kan lige lade sig gøre kronologisk. Troldmanden fra Oz havde australsk premiere den 26. marts 1940.
   Det er smukt at citere en kilde så gavmildt, og på dén front har Luhrmann aldrig holdt sig tilbage. Det er dog ikke nok til at neutralisere et overordnet præg af kalkuleret melodrama.

Australia. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Stuart Beattie, Richard Flanagan, Ronald Harwood og Baz Luhrmann. Foto: Amanda Walker. 166 min. Australien-UK-USA 2008. Dansk premiere: 25.12.2008.


Fotos: Twentieth Century Fox/ Bazmark Films/ ScreenWest/ Dune Entertainment/ Ingenious Film Partners/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2008.

onsdag den 15. december 2021

De kaldte hende Sarah/Elle s'appelait Sarah (2010) [Krigens børn]



OPERATION FORÅRSBLÆST
Vélodrome d'Hiver og mordet på de franske jøder

Af BO GREEN JENSEN

NÅR ilden tager fat, bliver flammerne ved. Fransk film var længe om at skildre 2. verdenskrigs kollaboratører, den mere end samarbejdsvillige Pétain/Laval-regering i Vichy og den særligt nidkære omhu, hvormed myndighederne bistod den tyske besættelsesmagt i udrensningen af den jødiske befolkning. Til gengæld er der nu ingen ende på forklaringstrang og bekendelsesiver.

   Vist var der dokumentararbejder som Alain Resnais’ Nuit et brouillard (1955, da. Nat og tåge), men fiktionsfilmen foretrak epos om la Résistance og var ligesom i Danmark optaget af at konsolidere heroiske nationalmyter. Hvem husker ikke løjerne i La grande vadrouille (1966, da. Undskyld, vi flygter)?
   Først i tredje generation vandt nuancerne indpas. Nu er antisemitismen et af de store historiske temaer, kun overgået af brutaliteten i nedkæmpningen af 1960ernes oprør i Algeriet. Der er ikke mange sten tilbage af myten om den diskrete, men samlede modstand.



DEN 16. og 17. juli 1942 blev 13.152 franske jøder arresteret. Det var almindelige familier. Kun en fjerdedel af de tilbageholdte var mænd. 44 % var kvinder, 31% børn under 16 år. Nogle blev anbragt i koncentrationslejren i Drancy. Resten blev samlet på Vélodrome d’Hiver, en sportshal i det 15. arondissement.
   Aktionens kodenavn var »Opération Vent printanier«, dvs. Operation Forårsblæst. Den blev udført af fransk politi i samarbejde med 3.400 medlemmer af Jaques Doriots fascistiske parti PPF. Historien husker forbrydelsen som »la Rafle Vel d’Hiv«.
   Hvis man forestiller sig 7.000 mennesker samlet i Forum i fem døgn uden sanitære faciliteter, har man en forestilling om, hvad Vel d’Hiv indebar. Situationen trodser de fleste beskrivelser, og det kan være én grund til tavsheden. En anden er skammen. Muligvis var hele Danmark ikke med til at sejle jøder til Sverige. Vor egen Doriot hed Frits Clausen. Men der er intet i vores historie, som bare minder om Vel d’Hiv.




EFTER kulørte heltehistorier i 1950erne og 60erne, blev et mørkere billede synligt i 1970erne. Film som Michel Michanis Les Guichets du Louvre (1974) og Joseph Loseys Monsieur Klein (1976) brugte antisemitismen som baggrund. Begge nævner Vel d’Hiv og Drancy. Da Regine Deforges i La bicyclette bleue (1981, da. Pigen med den blå cykel) begyndte at skrive besættelseshistorie med Borte med blæsten som skabelon, var det med en bevidsthed om, hvad der egentlig skete.
   Claude Lanzmann lod vidnerne fortælle om lejrene i Shoah (1984). I 1992 blev William Karels dokumentarprogram La Rafle du Vel d’Hiv sendt på France 3. En anden vigtig markering var talen, som Jacques Chirac holdt den 16. juli 1995:
   »Disse sorte timer vil plette vor historie for altid (...) Ja, besættelsesmagtens kriminelle vanvid blev sekunderet af Frankrig, af den franske stat. For 53 år siden, den 16. juli 1942, adlød 450 politibetjente deres ledere og tog imod ordrer fra nazisterne (...) Frankrig, arnestedet for Oplysning og Menneskeret, syndede den dag uopretteligt. Nationen brød sit løfte og udleverede de, som den skulle beskytte, til deres bødler.«


MANGE moderne beskrivelser er skabt af jødiske kunstnere, som har undersøgt deres familiehistorie. Det gælder Roselyne Boschs film La rafle (2010, da. Beslutningen), hvor historiske personer som Hitler, Himmler, Pétain og Laval optræder, mens Jean Reno har helterollen som lægen, der prøver at gøre en forskel.
   Elle s’appelait Sarah er baseret på en erindringsroman fra 2007 af Tatiana de Rosnay. Journalisten Julia Jarmond (Kristin Scott Thomas) skriver på en artikel om Vel d’Hiv i 60-året for episoden. Samtidig er hun ved at flytte ind i en lejlighed i Paris med sin franske mand og datteren Zoe. Lejligheden kom i familien Tezacs besiddelse i 1942, da familien Starzinsky blev arresteret.
   Da det skete, prøvede Sarah på ti år at redde sin lillebror. Hun låste drengen inde i skabet i væggen og lovede at komme tilbage. Det lykkedes hende at holde fast i nøglen på Vel d’Hiv og i en lejr, hun flygtede fra. Hun blev hjulpet af den gode Dufaure-familie, der opdrog hende som en datter. Sarah kom sig aldrig over synet af det, som var i skabet, da hun kunne holde sit løfte. Hun tog til USA, blev gift og begik selvmord i 1962, da hun lod sin bil skifte bane og møde en lastvogn.


DET er en meget melodramatisk beretning. I Gilles Paquet-Brenners filmudgave indgår også krisen i journalistens eget ægteskab, som går i stykker, fordi hun bliver gravid. Der er 8-9 sammenflettede familiehistorier, irriterende kronologiske krydsklip, en hob af sentimentale tilfældigheder og en grådkvalt slutning, som bringer Aidan Quinn ind i sammenhængen, netop som man har mere end nok.
   Alligevel gør filmen sin virkning. Man kastes direkte ind i forløbet og får en konkret fornemmelse af desperationen på den overfyldte vintercykelbane. Paquet-Brenner viser fækalierne, sølet og angsten, men også menneskeligheden hos de få, som gør modstand. Det lykkes at skabe en narrativ forbindelse mellem Sarah (der spilles af Mélusine Mayance som barn og af Charlotte Poutrel som ung kvinde) og journalisten.



IKKE siden Claude Millers Un Secret (2007, da. En hemmelighed), som var baseret på en (bedre) roman af Philippe Grimbert, har en film haft fingrene så langt nede i stoffet. Grusomheden, skadefryden, kujoneriet og opportunismen bliver skildret, men De kaldte hende Sarah har også øjne for modet hos en betjent, der får dårlig samvittighed og lader pigerne flygte, og for fornuften hos en gammel kvinde (Giséle Casadesus), som påpeger, at det er let at være tapper og fordømmende på skråsikker, bagklog afstand.
   Skønt meget ved den sidste, amerikanske og italienske del af historien forekommer overflødigt, er det nyttigt at følge Sarah som voksen. Paquet-Brenner viser aldrig, hvad Sarah ser i skabet, da det bliver åbnet. Til gengæld viser han dollargrinet, der skifter bane i USA tyve år efter. Der sættes hverken ord eller ansigter på.
   De kaldte hende Sarah skal ses for historiens skyld. Den er debatskabende billeddrama, snarere end udødelig filmkunst. Hvem ved, om man selv havde magtet at sige fra? Man retter sig dog lidt i sædet ved tanken om danskernes redningsaktion.



De kaldte hende Sarah (Elle s’appelait Sarah/Sarah’s Key). Instr.: Gilles Paquet-Brenner. Manus: Serge Joncour & Gille Paquet-Brenner. Foto: Pascal Ridao. 111 min. Frankrig 2010. Dansk premiere: 24.03.2011.


Fotos: Hugo Productions/ Studio 37/ TF1/ France 2 Cinéma/ Canal+/ TWC/ Julie Bonet (author Tatiana de Rosnay with actor Mélusine Mayance)/ SF Anytime/ YouTube 
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film
2K Blu-ray fra StudioCanal (region B) 28.11.2011
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 25.03.2011

tirsdag den 14. december 2021

Flugten til Nice/ Un Sac de Billes (2017) [Krigens børn]


EN POSE MARMORKUGLER

På fortidens vegne til fremtidens unge

Af BO GREEN JENSEN

ENGLAND har Dunkirk, Blitzen og Burma. USA har Normandiet og Stillehavskrigen. I Frankrig var det længe myten om la Résistance og de Gaulles frie franske styrker, det handlede om, når 2. verdenskrig blev skildret på film. De seneste årtier har derimod været en systematisk optrævling af medløberiet og samarbejdsviljen, som den delte nation lagde for dagen, da nazisternes racelove blev indført.
   Flugten til Nice bygger på en erindringsroman af Joseph Joffo (1931-2018), som stadig levede, da filmen fik premiere. Un sac de billes udkom i 1973 og blev oversat til 22 sprog. I Danmark var det Martins Forlag, som udgav En pose kugler. Samme år instruerede Jacques Doillon den første filmatisering, som betonede livsglæden midt i mareridtet. Nu gør canadieren Christian Duguay et mere voksenorienteret forsøg, som ikke lader nogen dække sig ind.



DET er alligevel et eventyr. Joseph (Dorian Le Clech) og Maurice (Batyste Fleurial) går i skole i Paris, mens deres voksne brødre hjælper til i familiens frisørsalon. Da lovene bliver strammet, sender forældrene børnene sydpå, først de store brødre, så Joseph på 10 og den lidt ældre Maurice. Det er for farligt at rejse som en familie, men alle vil mødes i solen i Nice.
   Her venter en god og lærerig tid. I begyndelsen er det italienske livsnydere, som administrerer tyskernes love. Da Gestapo kommer i 1943, bliver hverdagen atter umulig. Drengene forklæder sig som katolske kostskoleelever. De bliver fanget og afhørt. Faderen bliver taget.



IMENS vokser Joseph. Han arbejder i en boghandel, hvor ejeren forguder marskal Pétain, Vichy-regimets leder. Sønnen er aktiv kollaboratør. Joseph overværer henrettelsen af kommunistiske modstandsfolk. Samtidig er han forelsket i boghandlerens datter. Da befrielsen kommer, hjælper han medløberne for hendes skyld.
   Det er på godt og ondt historien om en dreng, der passerer fra barndom til pubertet. Hele vejen holder han fast i posen med marmorkugler, som de spillede om i skolegården. Den slidte blå bliver hans talisman, og Duguay malker motivet for alt, hvad det kan trække.


FILMEN bruger varme farver, som man sjældent ser i holocaustfilm. Drengenes far bliver spillet af Patrick Bruel, der for ti år siden havde rollen som en anden jødisk far i Claude Millers formidable Un Secret (2007), hvor skammen og skylden blev mere effektivt italesat.
   Duguays film er hverken diffus eller glemsom. Den vil bare – som drengen og manden Joseph – hellere se frem end tilbage.
   På denne afstand ligner Flugten til Nice en sympatisk anakronisme. Der er langt til film som Fateless (2005), Lore (2012) og Det store stilehæfte (2013). De taler alle på fortidens vegne til fremtidens unge. Lige nu er der nok mere brug for de hårde historier, som ikke vil tilgive eller forstå.


Se også Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Cate Shortland: Lore (2012) [Krigens børn]; Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]; Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003); Det store stilehæfte/Le grand cahier (2013) [Krigens børn]; Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn] og Dennis Gansel: Napola/Before the Fall (2004) [Krigens børn].

Flugten til Nice (Un sac de billes). Instr.: Christian Duguay. Manus: Jonathan Allouche, Christian Duguay, Alexandra Geismar, Benoît Guichard. Foto: Christophe Graillot. 110 min. Frankrig-Canada-Tjekkiet 2017. Dansk premiere: 26.10.2017


Fotos: Quad/ Main Journey/ Gaumont/ TF1 Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Another World Entertainment
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Gaumont (Frankrig) 31.05.2017 
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.10.2017

søndag den 27. juni 2021

Apropos EM: Sommeren '92/Summer of '92



PÅ ET HÆNGENDE HÅR
Fodboldsejren som nationalmyte

Af BO GREEN JENSEN

HVIS nogen skulle være i tvivl, var det Danmark, som vandt EM i fodbold, da finalen mod Tyskland blev spillet på Nya Ullevi Stadion i Göteborg den 26. juni, 1992.
   John »Faxe« Jensen bragte Danmark foran efter 19 minutter, og Kim Vilfort konsoliderede sejren efter 79 minutter. De regerende verdensmestre pressede på, men lige meget hjalp det, for Peter Schmeichel stod om muligt bedre end i semifinalen mod Holland, som blev afgjort ved en straffesparksturnering.
   EM-sejren er en kronjuvel i dansk selvforståelse. Et undertippet landshold kom med på afbud, fordi det borgerkrigshærgede Jugoslavien blev bortvist fra turneringen. Richard Møller Nielsen, den upopulære landstræner, fik ti dage til at samle sit hold. Mange af fodboldens pinger glædede sig til at se ham gå ned.
   Først var der intet at råbe hurra for, men målregnskabet reddede Danmark. I skæbnekampen mod Frankrig fandt holdet og træneren endelig sammen. »Vi« var videre på et hængende hår, og sådan er »vi« allerbedst. I kampene mod Holland og Tyskland spillede Danmark virkelig verdensfodbold.


KASPER Barfoeds Sommeren ’92 husker forløbet i grundfarver og gør Richard Møller Nielsen til en klassisk underdog. Den bedste dialog er forbeholdt situationer, hvor træneren uddyber sin strategi. Han forklarer brødrene Laudrup, som i begyndelsen er to alen ud af det samme arrogante stykke, hvorfor curling er en ædel sport. Han sammenligner spillerne med stivere i sin mors korset.
   Ricardo har sin egen støttegruppe i hustruen Jonna (Lene Maria Christensen) og assistenten Kaj Johansen (Henning Jensen). Han lærer at være lydhør, men bliver aldrig banalt jovial. Rollen er ikke så enkel. Ulrich Thomsen har tjek på alle nuancer.
   Dansk films bedste unge mænd er med på førsteholdet. Gustav Dyekjær Giese er supermålmanden Peter Schmeichel. Cyron Melville får en forfinet sorrigfuldhed frem i aristokraten Brian Laudrup. Mikkel Boe Følsgaard og Esben Smed Jensen er hverken for lidt eller for meget kammerater som Kim Vilfort og John Faxe Jensen.


FILMEN er godt tænkt og sikkert skåret. På skrivekurser lærer man, at publikum ikke kan føle for mere end 4 historier ad gangen, uanset hvor multiplot filmen så er. Derfor bliver Vilfort og Faxe trukket frem. Vilforts kræftsyge datter beder sin far vinde den sidste kamp. John Jensen får sit øjeblik, da han scorer mod Tyskland.
   Man kunne have skabt en film uden helte. En Robert Altman-agtig sportsfilm, som blev i de fælles situationer, lod spillerne råbe i munden på hinanden og brugte det orkestrerede kaos. Det var faktisk sådan, Oliver Stone løste opgaven i sin fodboldfilm, Any Given Sunday (1999).
   Barfoed går i stedet efter Moneyball-modellen, hvor den ensomme ulv er i fokus. Møller Nielsen beder om at få flyttet nogle superligakampe, så landsholdet kan være fuldtalligt, når det træner. »Der må da være noget, du kan gøre,« siger han til den ansvarlige, en evig nej-siger, som blot kaldes Ølvom. »Det er der,« siger Ølvom. »Men jeg vil ikke gøre det. For du er en bonderøv, og jeg kan ikke lide dig.«
   Scenen koncentrerer lunefuldheden og jantelovsmentaliteten, som møder Richard Møller Nielsen. Til det sidste sidder vandhovederne i tv (der må være mange røde øren) og siger, at holdet sejrer på trods af taberen fra Ubberup.


DET er alt sammen uklædeligt. Somme tider ser man dog de samme mekanismer i det danske filmmiljø. Sommeren ’92 ligger ikke 100 kilometer fra det projekt, som Anne-Grethe Bjarup Riis og Regner Grasten forsøgte at realisere i filmen om Tarok (2013). Dén bold var bare dømt ude fra starten.
   Barfoed blander tv-klip med rekonstruerede scener. Det fungerer fremragende. Lars Nielsens produktionsdesign daterer perioden uden at overdænge hvert sæt med nostalgiske effekter. I ’92 så stuerne ud som hjemme hos Richard og Jonna.
   »When the legend becomes fact, print the legend,« siger en karakter i John Fords revisionistiske western om Manden, der skød Liberty Valance. Richard Møller Nielsen døde i 2014. Efter Barfoeds film er han en sand Holger Danske.


Sommeren ’92. Instr.: Kasper Barfoed. Manus: Anders Frithiof August, Kasper Barfoed. Foto: Marcel Zyskind. 93 min. Danmark-UK-Sverige 2015. Dansk premiere: 27.08.2015.


Fotos: Meta Film/ Film i Väst/ PeaPie Films/ W.E./ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekenmdavisen Kultur 28.08.2015